Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information6. februar 2018Repræsentationen i Danmark11 min læsetid

Tirsdag den 6. februar

Dagens EU-tophistorie

Opbakning til S: EU kan være på vej mod asylstop
Alle de store aviser har taget Socialdemokratiets opsigtsvækkende forslag om nytænkning af asylpolitikken med i dagens udgaver. Som det fremgår af Berlingske, BT, Ekstra Bladet, Information, Jyllands Posten samt Kristeligt Dagblad i dag, så foreslår Socialdemokratiet, med Mette Frederiksen i spidsen, at Danmark skal indføre asylstop. Ideen er, at asylansøgning skal ske i asylcentre udenfor EU, og som det fremgår af Kristeligt Dagblad, så mener eksperter, at det er en realistisk løsning. "Taler vi 5 eller 10 år, kunne det godt være realistisk med en fælles EU-aftale. Det afhænger meget af udviklingen i middelhavsområdet. Hvis antallet af migranter, der kommer over Middelhavet igen stiger, begynder antallet af druknede også at vokse, og så vil der komme et pres for at finde en anden løsning," siger Mikkel Barslund, der beskæftiger sig med migration og asyl ved Center for Studiet af Europæisk Politik, CEPS, i Bruxelles. Som det ligeledes fremgår af Kristeligt Dagblad, så er det ikke kun i Danmark der er heftig debat om asylpolitikken, også i USA og Canada, skaber stadig flere asylansøgere debat. Hans Engell kalder det i Ekstra Bladet for et historisk kursskifte hos Socialdemokratiet, et skifte som forpligter, hvis partiet skulle ende i Statsministeriet efter valget. Men ikke alle løfter armene i jubel over ideerne, og de Radikales leder, Morten Østergaard kalder det i BT for luftkasteller, når man laver forslag om asylansøgning udenfor EU´s grænser, da han ikke mener et afrikansk land vil stå klar til at løse problemerne for os.
Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 1, 3, 10; Berlingske, s. 6, 8; BT, s. 6-7; Ekstra Bladet, s. 5, 12, 32; Information, s. 1, 4-5, 20; Jyllands Posten, s. 6-7; Politiken, s. 1, 4, 5.

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Institutionelle anliggender: Brexit skræmmer tech-talenter fra London
Berlingske og Børsen kigger nærmere på Brexit i dag, og ikke mindst konsekvenserne for tech-industrien. Børsen fortæller at Londons forsatte status som Europas tech-hovedstad kan være usikker på grund af Brexit. Avisen kan således berette, at stadig flere tech-virksomheder i Østlondon får stadig sværere ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Berlingske kan samtidig fortælle, at netop diskussionen i Brexit forhandlingerne om frihandel og arbejdskraft, er en ømtålig diskussion. ”Der er ingen tvivl. Vi forlader toldunionen, men vi sigter efter en god fremtid for Storbritannien”, siger Brexit- minister David Davis.
Kilder: Børsen, s. 20, 21; Berlingske, s. 12.

Frihandel: Rapport sår tvivl om gevinsten ved globale handelsaftaler
Jyllands Posten kigger i dag nærmere på værdien af de frihandelsaftaler, som EU forhandler på plads med lande som Mexico og Sydkorea. Aftaler, som avisen fortæller oftere synes at være indgået for politikernes egen skyld, end for virksomhedernes, som ofte ikke bruger de lukrative frihandelsaftaler. ”Der bliver indgået mange, ganske vidtrækkende frihandelsaftaler, og glæden er altid stor, når de kan underskrives af politiske ledere, men der bliver tilsyneladende ikke lagt samme energi i at udnytte aftalerne,” siger Mukhisa Kituyi, generalsekretær for UNCTAD, FN's organisation for handel og udvikling. Avisen fortæller yderligere, at det blandt andet kan skyldes besværligt papirarbejde, som afholder mange virksomheder i blandt andet at udnytte de lave toldsatser i EU´s mange handelsaftaler.
Kilde: Jyllands Posten, s. 1, 6-7.

Andre EU-historier

Handel: Debat: Slinger i DF´s fiskeripolitik
Børsen bringer i dag et debatindlæg af Ole Christensen, medlem af Europa Parlamentet for Socialdemokratiet, hvor han langer ud efter Dansk Folkeparti i debatten om fiskeripolitikken. Han skriver blandt andet: ”Børsen bragte torsdag et blogindlæg fra Erik Høgh-Sørensen (DF), hvor han rasede over, at hollandske bomtrawlere fisker rødspætter i dansk farvand i Nordsøen og Skagerrak. Han samler rygter op fra kystfiskere langs den jyske vestkyst, der beskylder hollænderne for at fange flere rødspætter, end de må, og afskrive dem på deres kvote for Nordsøen. Det er kun beskyldninger, som den danske fiskerikontrol trods intensiveret indsats ikke har kunnet dokumentere. Høgh-Sørensen har før langet ud efter hollænderne, og krævet dem ud af dansk farvand. Det vil være i strid med reglerne, og så kan de danske fiskere glemme alt om at fiske i andre EU-landes farvande. Den danske fiskeriminister har allerede mødtes med sin hollandske kollega for at drøfte beskyldningerne, og de hollandske og danske fiskeriforeninger skal også mødes. For selvfølgelig skal hollænderne overholde reglerne. Men det er en usaglig vej, som Høgh-Sørensen er på.”
Kilde: Børsen, s. 2.

Sikkerhedspolitik: Sidste år forsvandt 46.498 danske pas. Nu vil DF gøre det sværere at få et nyt
Berlingske kan i dag fortælle, at antallet af danske pas som forsvinder, er stigende, og flere af dem bliver anvendt til kriminelle formål. Et dansk pas giver adgang til 157 lande og er dermed blandt verdens bedste ID-dokumenter, når det kommer til rejsefrihed. Det er ifølge avisen særligt risikoen for at hjemvendte krigere fra Islamisk Stat vil anvende stjålne danske pas til at begå terror, som får dem til at skærpe opmærksomheden på problemet. ”Det er dog forbundet med mange vanskeligheder at forlade konfliktzonen. IS har anvendt flygtninge- og migrantstrømmen til at sende personer til Europa for at begå terror. CTA vurderer, at dette er gjort vanskeligere af øgede sikkerhedstiltag, såsom den styrkede kontrol af EU's grænser, men at det stadig er muligt at komme til Europa for eksempel med stjålne eller falske rejsedokumenter via tredjelande,” lyder det fra efterretningstjenestens Center for Terroranalyse.
Kilde: Berlingske, s. 17.

Naboskabspolitik: Krydsende rørledninger vikler Danmark ind i storpolitisk spil
Berlingske bringer i dag en artikel, der kigger nærmere på det storpolitiske spil om den såkaldte Baltic Pipe rørledning med norsk gas til Polen. Rørledningen er direkte konkurrent til den russiske Nord Stream-rørledning, som vil gøre Polen alt for afhængig af Rusland, mener politikere. ”Baltic Pipe kan hjælpe med at holde tarifferne nede for danske gasforbrugere og bidrage til en stærk forsyningssikkerhed i Europa,« siger energiordfører Marianne Bredal (V).
Kilde: Berlingske, s. 15.

Institutionelle anliggender: Når EU's sendemænd bliver smækfornærmede og perfide
Berlingske bringer i dag et debatindlæg af Kristian Ditlev Jensen, forfatter og sognepræst, hvor han langer ud efter Europa-Kommissionen. Han skriver blandt andet: ”I sidste uge skrev jeg en klumme, hvis hovedpåstand var, at EU er ved at vokse sig totalitært - forstået på den måde, at EUs topstyring forgrener sig ud i alle ender og kanter af vore liv. EU er simpelthen ved at blive en tand for højrøvet. Og i går fik vi så bekræftet her i avisen, at det har jeg lige netop fuldstændig ret i. Her i bladet kunne man nemlig læse et langt svar indsendt af - og hold så fast! - »pressechef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, Rikke Uldall«, som skriver på vegne af sin overordnede, der er - og hold så endnu bedre fast! - »repræsentationschef for Europa-Kommissionens repræsentation i Danmark, Stina Soewarta«. I teksten kan man læse, hvordan disse talerør for den Europæiske Union henvender sig direkte til en borger, der har prøvet at pege på et skævt forhold i magtudøvelsen fra EU rettet netop mod de enkelte borgere. Og måden, systemet reagerer på, er? Personlig, perfid og dybest set decideret hånlig. Der bliver sågar rådgivet om intimhygiejne, for hvis jeg er utilfreds med EUs indvirkning i mit liv, kan jeg da bare bruge mindre håndsæbe.”
Kilde: Berlingske, s. 30

Arbejdsmarkedspolitik: Vi skal lære at kunne selv: Drop unødig import af arbejdskraft
I Berlingske kan man i dag læse et debatindlæg af Simon Tøgern, formand HK Privat, Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA, Hanne Lykke Jespersen, næstformand i PROSA og Søren Heisel, forbundssekretær for 3F, hvor de kigger på importen af arbejdskraft. De skriver blandt andet: ” Politikere og erhvervsorganisationer råber i kor: »Vi mangler arbejdskraft - hent borgere i lande udenfor EU til at hjælpe os«. Men i stedet for at importere bør arbejdsgiverne tage fat om nældens rod, påtage sig deres ansvar og uddanne deres medarbejdere - ved at tage lærlinge og kompetenceudvikle dem, der allerede er i virksomheden. Vi er naturligvis helt enige i, at virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft er altafgørende for Danmarks vækst og vores velfærd. Vi mener dog også, at Danmark har velfungerende ordninger, som kan tages i brug, når virksomhederne mangler særligt specialiseret arbejdskraft. Og vel at mærke ordninger, som gør det muligt at rekruttere ud over det EU- arbejdsmarked, som tæller 250 millioner europæere.”
Kilde: Berlingske, s. 15.

Institutionelle anliggender: Drop deltagelsen i EU's udenrigsministermøder
Politiken bringer i dag et debatindlæg af Michael Seidelin, journalist og forfatter, hvor han kritiserer EU's manglende succes på den internationale scene. Han skriver blandt andet: ” Nedskæringer og spareøvelser har i de seneste år været en del af udenrigsministeriets hverdag, på trods af at de internationale udfordringer ikke er blevet mindre. Mange af tiltagene gør det svært for vores dygtige diplomater at varetage danske interesser, men her et forslag til en besparelse, som ikke vil gøre ondt: Drop den danske deltagelse i EU's udenrigsministermøder. Ganske vist er prisen på billetten til Bruxelles til at overse. Men der er trods alt lidt penge at hente på billetter til ministeren og følget af embedsmænd, og endnu vigtigere: Tiden kan bruges bedre på noget andet. For netop i disse dage ser vi endnu et eksempel på EU's nærmest totale fallit på den internationale scene. Den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, sender granater og bomber ned over hovederne på de kurdiske soldater, som har ydet en enestående indsats i kampen mod Islamisk Stat i Syrien. Som for at føje spot til skade hedder den militære operation 'olivengren', hvilket måske får EU og de europæiske hovedstæder til at tro, at der er tale om en humanitær operation. Tavsheden er nærmest total fra Bruxelles, både fra EU og fra Nato, som ser passivt til, mens et af organisationens medlemslande angriber de kurdere, som i går arbejdede tæt sammen med amerikanske og afrikanske eksperter og soldater.
Kilde: Politiken, s. 7.

Interne anliggender: Rohde: Danmark sætter Danmark skakmat i SU-sag
På Altinget i dag kan man læse et debatindlæg af Jens Rohde fra de Radikale, medlem af Europa-Parlamentet, hvor han forsvarer Europa-Kommissionen mod beskyldninger fra den danske regering og Dansk Folkeparti. Han skriver blandt andet: ”Så er der igen gang i beskydningen af EU, når det gælder Danmarks muligheder for inddrivelse af SU-lån fra borgere i andre lande. Kommissionen har imidlertid ikke gjort andet end at beskrive rækkevidden af eksisterende direktiver. Den danske regering og DF beskylder altid Kommission og Domstolen for at fortolke direktiver for dynamisk, men det er åbenbart også for dårligt, når det ikke sker. Der er ikke hjemmel til at bruge regeringens ønskede direktiv om forbrugerkredit til inddrivelse. Det er selvfølgelig lidt træls, sagt på jysk, men i den forbindelse skal man huske, at lige netop Danmark historisk set altid har været meget tilbageholdende med vide rammer for sådanne direktiver på grund af retssikkerhedsmæssige aspekter. Husker I afstemningen i 2015? Den anden mulighed kunne jo så have været at bruge den såkaldte betalingspåkravsforordning, som er et inkassoværktøj, hvor man via civilretten i Danmark kan pålægge et andet lands myndighed at udøve danske retsafgørelser i det pågældende land. Men den forordning er Danmark kun delvist en del af, fordi vi har et retligt forbehold.”
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: EU vil tage udvidelsesprocessen ud af dybfryseren
Siden 2004 har det været svært for andre lande at blive medlem af EU-familien, og det blev understreget i 2014, da EU-Kommissionens egen formand, Jean-Claude Juncker selv var med til at lægge en dæmper på tingene, men nu kan Altinget i dag fortælle, at 27 kommissærer mødes tirsdag, for at vedtage en strategi, som skal få processen tilbage på sporet. Men der vil sandsynligvis ikke komme noget konkret ud af mødet, for som en højtstående EU-diplomat udtrykker det: ”Vi vil ikke skabe forventninger, der ikke kan mødes. Det værste, vi kan gøre, er at love noget, vi ikke kan holde”.
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Danske EU-politikere vil nægte europæere plads på stemmesedlen
På altinget i dag kan man læse, at et flertal af danske politikere vil sige nej tak til et forslag om EU-politikere på vores stemmesedler. Onsdag skal et forslag om oprettelse af tværnationale stemmelister til afstemning i Europa-Parlamentet. ”Jeg kan kun betragte det som et ideologisk tankespind, som de føderale partier har fundet på i frustration over, at Unionen stadig ikke er trængt helt ind i sjælen på europæerne," siger Morten Messerschmidt (DF).
Kilde: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
6. februar 2018
Forfatter
Repræsentationen i Danmark