Tirsdag den 7. april

Tophistorier

Nyt slagsmål på vej om fælles europæisk gæld
Børsen skriver, at EU's finansministre samles til videomøde tirsdag eftermiddag, og der er meget på spil både i form af resultater og signalværdi. På ministrenes seneste møde var de dybt uenige om, hvorvidt tiden er kommet til at udstede fælles gæld, ”coronabonds”, som efterspørges af især Italien, Spanien og Frankrig. De blev dog enige om at tage den store fælles krisefond ESM i brug, men kunne ikke enes om kriterierne, så det endte med en vag erklæring om, at der var “mere arbejde at gøre.” På dagens møde skal ministrene forsøge at nå til enighed om en pakke med tre centrale elementer: 1) At åbne for op mod 240 milliarder euro eller cirka 1800 milliarder kroner i nødlån til trængte EU-lande fra krisefonden ESM. 2) At åbne for yderligere lån og garantier fra den europæiske investeringsbank EIB. 3) At bakke op om EU-Kommissionens forslag om fælles udlån til lønkompensation for 100 milliarder euro eller cirka 750 milliarder kroner. Om de sydeuropæiske lande vil være tilfredse er dog stadig uklart, og det kan være, de vil fortsætte presset for at få udstedt en fælles gæld. Det er også usikkert, hvor langt de nordeuropæiske lande vil være parate til at strække sig. Børsen og Jyllands-Posten skriver, at Angela Merkel, Tysklands forbundskansler, siger, at EU aldrig før har været udsat for en større prøvelse af unionen, end det er tilfældet med coronapandemien. Hun siger: ”Tyskland vil kun være i stand til at gøre det godt i det lange løb, hvis Europa klarer sig godt. Svaret på coronakrisen kan kun være: et stærkere Europa og mere Europa.” Hun mener, at det især er vigtigt, at EU kommer stærkt ud af den økonomiske krise, som coronapandemien har medført. Og det er i alle EU-landes interesse, at EU kommer godt ud på den anden side.

I en kommentar i Jylland-Posten skriver international korrespondent, Jette Elbæk Maressa, blandt andet: ”Tyskerne skal lige huske på, hvad de selv er skyld i, og så skal de ikke komme her og belære nogen om noget som helst. Slet ikke økonomisk politik. Årsagen til vreden var, at Tyskland og med dem flere andre eurolande ikke mente, at det var en stjernegod idé at udstede de såkaldte coronabonds, obligationer, som vil medføre, at eurolandene skal hæfte for hinandens gæld. Forslaget er ikke nyt, men var årsag til mange slagsmål og lange nattemøder under statsgældskrisen. Dengang hed det eurobonds, euroobligationer. […] De tre lande, som i sin tid kæmpede for euroobligationerne, Italien, Spanien og Frankrig, er hårdt ramt af coronaepidemien. […] Alle i Europa befinder sig om bord på samme ubehagelige båd, hvis kurs er usikker. […] Når tanken om fælles euroobligationer nu dukker op under et nyt navn, som klinger mere af solidaritet, barmhjertighed og fællesskab, så kan heller ikke dét skjule, at euroen dybest set er konstrueret som et politisk projekt uden de nødvendige økonomiske styringsmekanismer. […] Idéen om, at alle lande tænker ens og har samme økonomiske disciplin, holder ikke. Selv efter de stramninger, som blev foretaget under statsgældskrisen, er den grundlæggende konstruktionsfejl ikke udbedret. Med den udvikling, som EU har gennemlevet, og som coronakrisen også afdækker: at nationalstaten står over fællesskabet, er der ikke udsigt til, at det sker.”
Jyllands-Posten, s. 12, 18; Børsen, s. 20 (07.04.2020)

Prioritede historier

Nord og syd kaldes til krisesnak i EU
Berlingske skriver, at mens EU's regeringschefer er rygende uenige, så arbejder EU-Kommissionen på at fremvise en alternativ vej ud af coronapandemiens rædsler. Margrethe Vestager, næstformand i EU-Kommissionen, siger at ”skyttegravskrigen” mellem Nord- og Sydeuropa i hvert fald ”ikke fører til penge”. Vestager peger på, at man som et af flere redskaber bør hjælpe og omfordele midler via EU's flerårige budgetramme (MFF). Hun siger: ”Tidsperspektivet i forhold til at præsentere et forslag er relativt kort. Jeg ved ikke, hvornår det kan blive. Men vi taler relativt få uger.” Vestager understreger ligeledes, at forslaget skal ses som en af en samlet hjælpepakke. I en kommentar i Berlingske skriver formand for Europabevægelsen, Stine Bosse, blandt andet: ”Vi har en formidabel statsminister, der har taget ansvar og forklaret os sine bevæggrunde og sine overvejelser hele vejen igennem coronakrisen. Det skal hun roses for, og det skal ikke skorte på anerkendelse herfra. Fuld honnør. […] Men hov. Vi er jo en lille åben økonomi, som i et og alt er afhængige af de lande, vi er i fællesskab med. Cirka 70 procent af vores eksport, altså det vi lever af, går til europæiske lande. Heraf 15 procent til Tyskland og 12 procent til Sverige. Derfor er det alfa og omega, at vores europæiske naboer kommer godt igennem denne krise og kan aftage vores varer, såvel som vi kan aftage deres. […] Derfor er det i den grad af største interesse for Danmark, hvad der sker i landene omkring os og hvilke stimuli til økonomierne i Europa, som EU-Kommissionen lægger frem. For der er ikke noget, der hedder at vende tilbage til før corona. Den verden findes ikke længere. EU handlede på de økonomiske områder, hvor man har myndighed, meget hurtigt. Det skal vi være glade for. For kun gennem kæmpe investeringer, store mængder af solidaritet og en klar politik for genopbygning af vores samlede europæiske økonomiske ståsted, kan vi undgå en voldsom polarisering af syd og nord. Dette ville ikke blot sætte vores økonomier under endnu større pres hele vejen rundt. Det ville ultimativt kunne true fred og stabilitet i regionen.”
Berlingske, s. 20, 27 (07.04.2020)

Finansielle anliggender

Det handler om at sikre økonomiens overlevelse. Så må vi håndtere problemerne bagefter
Information skriver, at stater og centralbanker i marts måtte træde til og kaste alt, hvad de havde, ind i kampen for at holde hånden under et finansielt marked på vej mod kollaps. Ifølge bankøkonomer var de radikale og milliarddyre indgreb nødvendige for at sikre, at der overhovedet er et økonomisk system efter krisen, som der kan begyndes at reparere på. Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, siger: ”Man åbner for alle sluser lige nu. Jeg har aldrig set noget lignende, og jeg har aldrig drømt om at skulle se det. Det er normalt kun, når der er krig, at man ser sådan nogle tiltag blive taget i brug.” Han peger på, at den store mobilisering af ressourcer har været mulig, fordi krisen har nogle helt andre karakteristika end finanskrisen. De danske hjælpepakker har vakt international opsigt ved at indeholde elementer, hvor staten dækker store dele af virksomheders udgifter til løn og faste omkostninger, samtidig med at der er en stor udstrækning af statslig garanti ved nye udlån. I Tyskland har man i den finansielle hjælpepakke på i alt 750 milliarder euro blandt andet indført muligheden for, at en redningsfond skal kunne købe aktier i selskaber og finansiere lån til virksomheder i en ”form for seminationalisering”, som Helge Pedersen formulerer det. Den amerikanske og europæiske centralbank opkøber store mængder statsobligationer for at modvirke, at de gigantiske hjælpepakker skal finansieres af stærkt stigende renter. Ifølge Helge Pedersen betyder krisen, at vi nu ikke kan se frem til at bryde ud af de negative renter lige foreløbigt. Han siger: ”Det er meget ærgerligt, for vi var lige kommet ind i et helt nyt pengepolitisk regime. Med Christine Lagarde i Den Europæiske Centralbank var man begyndt at kigge på klima og ulighed. Nogle helt nye målsætninger for pengepolitikken. Alle var stort set enige om, at nu var tidspunktet til at renten endelig ville blive sat op. Man begyndte at se fremad.” På et tidspunkt vil der komme en regning, der skal betales. Hvor der potentielt kan komme en statsgældskrise i Europa som følge af nedlukningen, hjælpepakkerne og de vækstpakker, der utvivlsomt kommer efterfølgende. Helge Pedersen konstaterer: ”Lige nu handler det bare om at redde verdensøkonomien fra den umiddelbare katastrofe, og så skal man på et eller andet tidspunkt normalisere tingene igen. Men når man tænker på, at vi ikke nåede at gøre det efter finanskrisen; hvordan skal man så nå det efter det, der er sket nu? Det tør jeg slet ikke gisne om. Det bliver svært.”
Information, s. 6-7 (07.04.2020)

Vi skal passe på fatale fejl under coronakrisen
I Berlingske fremhæver professor i økonomi ved Københavns Universitet og overvismand Carl-Johan Dalgaard, at det kan blive nødvendigt med en ekspansiv finanspolitik for at hive den danske økonomi ud af coronakrisen. Men det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan hjælp til den danske økonomi strikkes sammen. Han mener, at vi for alt i verden skal undgå at lave tiltag, der har til formål at hjælpe her og nu, men som har den ubehagelige slagside, at de ender med at skade økonomien på lang sigt. Carl-Johan Dalgaard mener, at det er nødvendigt, at en finanspolitisk indsats koordinereres blandt EU-landene. Selvom han er godt klar over, at det kan blive uhyre svært rent økonomisk. Men argumentet er, at hvis vi sætter gang i en ekspansiv finanspolitik i Danmark, vil en del af virkningen forsvinde, hvis de andre EU-lande ikke gør det samme. Finanspolitikken virker bedst, hvis alle EU-landene laver den i en koordineret indsats.
Berlingske, s. 4-5 (07.04.2020)

Institutionelle anliggender

Det kunne have været os
I en kommentar i Ekstra Bladet skriver Sofie Carsten Nielsen, næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre, blandt andet: ”Solidariteten mellem EU's lande har været udfordret mange gange før. Og indimellem har det vist sig, at den kan ligge på et meget lille sted. Som når Grækenland er blevet overladt mestendels til sig selv i håndteringen af flygtninge- og migrantkrisen. Men med corona-sundhedskrisen står EU's medlemslande måske i den mest alvorlige solidaritetstest siden skabelsen af det europæiske samarbejde. For det handler om liv eller død. EU-borgeres liv eller død. […] Kan vi hjælpe dem, der er allerhårdest ramt, eller må vi sikre os selv og i realiteten hamstre vores sundhedsressourcer, fordi vi ikke ved, hvad der kommer? Og kunne Italien ikke have forberedt sig bedre - og skånet os andre, hvis de havde tænkt sig om før? […] Det kunne have været os, der var det første EU-land, der ringede 112 og aktiverede EU's krisemekanisme for flere uger siden. For det gjorde Italien. Og der var ingen, der tog telefonen. Danmark tog den ikke. De fleste andre lande tog den heller ikke. Efter nogle dage tog Tyskland den og trådte til med hjælp. […] Og EU har mange svagheder. Fordi EU er os selv, og vi er mange europæiske lande, der har brugt EU som nyttig syndebuk, når problemerne har været komplekse og svære at løse. Hvad skal vi bruge EU til, når EU ikke kan løse coronakrisen, er der en del, der spørger mig? De færreste ved, at EU ikke har nogen som helst kompetence, når det gælder sundhed. Heller ikke selvom en pandemi jo pr. definition er grænseoverskridende. Europa står over for en alvorlig solidaritetstest.”
Ekstra Bladet, s. 10 (07.04.2020)

En ny tid for Labour
I lederen i Information skrives der blandt andet: ”Jeremy Corbyns tid som leder af det britiske arbejderparti, Labour, er forbi. Det var et rødt chok for partiets ledelse, da han i 2015 af partiets medlemmer blev valgt som ny formand. Han ville afskaffe sparepolitikken, lovede nationalisering af kritisk infrastruktur, råbte på radikal omfordeling og skabte sin egen bevægelse under sloganet: For de mange, ikke de få. Corbyn kaldte til opgør med fire årtiers dyrkelse af en fællesskabsødelæggende kapitalisme. […] Der er gode grunde til, at Corbyn faldt som formand. Det var i to forsøg ikke lykkedes ham at blive premierminister, og det var en falliterklæring, at han som partiets formand aldrig udviklede en klar holdning til Brexit, der var hans lands dominerende tema. […] Det er på mange måde en forfærdelig opgave for Keir Starmer at blive formand for et parti, som har tabt fire valg i træk, ligger skandaløst lavt i målingerne og på grund af coronakrisen nu skal bakke den konservative regering op.”
Information, s. 2 (07.04.2020)

Genåbning bliver sværere end 12-tonemusik
Børsen skriver, at mens de hårdest ramte lande stadig kæmper for at få krisen under kontrol, så er både Danmark og flere andre EU-lande i fuld gang med at lave genåbningsplaner. Den danske EU-kommissær Margrethe Vestager forudser da også en relativ lang genåbning af Europa efter coronapandemien. Hun siger: ”Selve exitstrategien fra de forskellige nedlukninger bliver relativt lang”, og derfor kan den økonomiske krise også blive “meget dybere end man ønskede sig.” Vestager siger, at Kommissionen forbereder sig på “en relativt lang genopretning i forskellige faser.” Og at der venter en “meget stor koordineringsopgave forude.” Vestager tilføjer: “Landene er forskellige steder i forhold til peak på smittekurven, og i nogle lande har man jo desværre mange smittede og frygteligt mange døde. Jeg tror, at 12-tone-musik vil lyde helt og aldeles harmonisk i forhold til det, vi forsøger at opnå her.” EU-Kommissionen har allerede haft en koordinatorfunktion i de seneste ugers krisehåndtering og vil gå efter at forsætte i den rolle i genåbningsfasen, siger Vestager. Også debatten om de redskaber, der skal genrejse Europas økonomi, er i fuld gang. Vestager opfordrer til en “åben og fordomsfri” tilgang - i stedet for den hårde debat om især de fælles euroobligationer, kendt som “coronabonds”. Det risikerer at blive en genopførelse af de positioner, vi havde under finanskrisen, og det er ikke hjælpsomt,” siger hun og tilføjer: “Vi får brug for mange forskellige redskaber. Man kan ikke nøjes med et instrument - der er ikke en silver bullit.” Den danske kommissær fremhæver i stedet EU's kommende 7-årige budget som et “centralt redskab” og en oplagt mulighed for at levere på ønskerne fra Sydeuropa om stor hjælpepakke eller en såkaldt “Marshall-plan”. I EU's budget er der parlamentarisk kontrol, og der er kendte og afprøvede metoder til at omfordele, forklarer hun og varsler et nyt budgetudspil indenfor “relativt få uger.” De 27 EU-ledere nåede aldrig til enighed om det tidligere budgetforslag, før krisen ramte – blandt andet fordi den danske statsminister og tre andre stod hårdt på en budgetstrammerkurs. Men selvom alle lande i øjeblikket må gældsætte sig, så er det afgørende, at der kommer hjælp til de hårdest ramte, formaner Vestager. Hun siger: ”Jeg synes, det er helt åbenlyst, når man ser den situation, der er i for eksempel Italien og Spanien. Der er brug for, at vi hjælper hinanden og viser europæisk solidaritet. Uden den så knækker Europa midt over.”
Børsen, s. 20 (07.04.2020)

Italienere er i oprør over EU
Kristeligt Dagblad skriver, at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sidste torsdag gav en officiel undskyldning for Europas manglende koordinering under coronaepidemien, efter især kritik fra Italien. Hun undskyldte dog ikke for Kommissionens manglende handling. EU-flaget må da også siges at være i modvind i Italien, hvor skuffelsen over den manglende solidaritet fra andre lande har nået nye højder i de seneste dage, og tre ud af fire italienere, ifølge en meningsmåling fra sidste uge, siger, at EU ikke har hjulpet landet, som er det hårdest ramte af coronaepidemien i Europa og i verden med foreløbig over 16.000 døde. Mateo Salvini, Italiens tidligere indenrigsminister, har selv anklaget EU for at være ”meget langt fra smerteskriget fra det folk, der grundlagde det.” Simona Guagliardo, specialist i EU's sundhedspolitik ved tænketanken European Policy Center i Bruxelles, mener også, at den europæiske indsats og koordinering har været for dårlig. Simona Guagliardo siger: ”Coronaepidemien er lige præcis den type krise, hvor et koordineret svar på EU-plan er langt mere effektivt end medlemslandenes indsats hver for sig. Intet land kan løse krisen alene. Og set i bakspejlet skulle EU-Kommissionen have reageret hurtigere og mere samlet.” Men skylden, tilføjer hun, skal ikke kun placeres på EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens og EU-bureaukratiets skuldre. ”EU's rolle er at hjælpe landene med at samarbejde og koordinere deres indsats, Men i sidste ende er det medlemslandenes egen vilje til at samarbejde, der er afgørende. Og her har landene formentlig undervurderet, hvor alvorlig situationen var,” siger Simone Guargliardo. Tidligere vicedirektør i EU-Kommissionen, Jens Nymand Christensen, understreger, at når medlemslandene ikke ønsker at samarbejde om sundhed, har EU-Kommissionen ingen mulighed for at tvinge dem. For på sundhedsområdet er det medlemslandene, der har kompetencen til at handle og lovgive, ikke EU.
Kristeligt Dagblad, s. 5 (07.04.2020)

Krisen giver os tre dyrebare erfaringer
I en kommentar på Altinget skriver Martin Lidegaard, folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn, blandt andet: ”Alle kriser rummer også muligheder, og allerede nu tegner der sig tre store erkendelser, som vi kan tage med os videre fra coronakrisen. […] Kina er for eksempel gået efter helt at udrydde virussen gennem omfattende testprogrammer med efterfølgende isolering, mens de fleste lande i Europa er gået efter en langsigtet flokimmunitet i et kontrolleret smitteforløb, der hele tiden sikrer kapacitet nok i sundhedsvæsenet. Men selv i Europa er der store forskelle i de valgte strategier. […] Vi holder i bogstaveligste forstand hinandens liv i vores hænder og har aldrig haft mere brug for internationale institutioner som FN og WHO til at guide os og foretage fælles og sundhedsfaglige opsamlinger på, hvad der virker, og samtidig forsøge sig med international koordination og assistance, når næste storm bryder ud. Det kræver, at alle lande engagerer sig og bidrager til både FN og WHO. Det er dybt bekymrende, at der overhovedet kan opstå en mistanke om, at WHO er for kinesisk domineret, uanset om det er sandt eller ej. Derfor er det så afgørende, at også USA, EU og vi selv kaster vores ekspertise, økonomiske ressourcer og politiske kapital ind i verdensorganisationen. […] Det er godt endelig at opleve europæisk solidaritet i form af Tyskland og Frankrig, der leverer hjælp til det hårdt plagede Italien og til Spanien. Og mon for pokker da ikke, at eftertanken også snart vil ramme den danske regering, så man ikke kun spørger, hvad alle andre kan gøre for Danmark, men også hvad vi kan gøre eksempelvis for Italien og Spanien, som hundredtusindvis af danskere besøger hvert år.”
Altinget (07.04.2020)

Novos Rybelsus får godkendelse i EU
Børsen og Jyllands-Posten skriver, at Rybelsus, der er en oral version af GLP-1-analogen Ozempic, har fået markedsføringgodkendelse i EU af EU-Kommissionen. Novo Nordisk oplyste lørdag, at tilladelsen er gældende i alle 27 EU-lande og i Storbritannien. Det sker i forlængelse af anbefalingen om netop en godkendelse fra ekspertudvalget for human medicin under de europæiske sundhedsmyndigheder, EMA (CHMP). Rybelsus betragtes som værende en stor fordel for diabetikere, fordi de med tabletformen af midlet ikke behøver at stikke sig selv.
Børsen, s. 22; Jyllands-Posten, s. 36 (07.04.2020)

Når coronastormen er drevet over, kan Europa stå svækket tilbage
Information skriver, at den fremtrædende italienske filosof Roberto Esposito mener, at Europas lande tager så drastiske metoder i brug for at beskytte sig imod coronaepidemien, at det permanent kan skade de fundamentale demokratiske rettigheder, som kontinentets samfund bygger på. Roberto Espositos bekymring for demokratiet er ikke blot et produkt af, at han under sin coronakarantæne pludselig har for meget tid til at lade tankerne løbe frit. For hvad vil der kunne ske med demokratiet, hvis frihedsrettigheder i en meget lang periode bliver suspenderet? Esposito siger: ”Landene indfører hårde tiltag for at beskytte sig mod coronavirussen, men disse tiltag, som sætter frihedsrettighederne under pres, kan i sig selv være lige så ødelæggende for samfundet. De demokratiske landes politiske handlinger nærmer sig nu dem, vi ser i autoritære regimer, og derfor er det altafgørende, at denne periode bliver så kort som muligt, så skaden på længere sig ikke bliver for stor. ” Esposito ser coronaepidemien som et gigantisk forstørrelsesglas, der fremhæver allerede eksisterende tendenser i europæiske samfund. Den gør nationalismen og angsten større. Magthavernes lyst til at kontrollere og øge sine magtbeføjelser bliver større - og ligeså gør borgernes villighed til at lade sig kontrollere. Her peger Esposito især på, at epidemien bliver spændt for nationalisters og højrepopulisters vogn. ”Min frygt er, at det nationalistiske pres vil blive øget og vil få større tilslutning, også selv om coronavirussen har vist, at beskyttelsesmure ikke har beskyttet nationerne mod smitten. Og derfor er landenes isolationspolitik dømt til at fejle, ligesom forsøg på at lukke sig inde bag grænser heller ikke har beskyttet lande mod eksempelvis globale finanskriser eller den teknologiske udvikling. På den måde er coronavirussen en pervers bivirkning af globaliseringen,” siger Esposito og tilføjer: ”Det er også sandt, at når coronastormen er drevet over, vil Europa stå tilbage svækket. Det vil være en svagere enhed. Den reelle afskaffelse af Schengen var det første meget symbolske og samtidig virkelige tilbageskridt for europæisk samhørighed, og jeg frygter, at efter epidemien vil de nationalistiske kræfter stå tilbage som vindere.”
Information, s. 10-11 (07.04.2020)

Vesten har gjort sig afhængig af Kina
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Carsten Nørgaard, tidligere forretningsudvikler og global produktchef, blandt andet: ”Når vi som samfund sættes i særdeles vanskelige situationer, kan man ikke undgå at reflektere lidt mere end måske normalt over vor ageren. Her i disse covid-19-tider ses tydeligt sammenhold, men også udbredt politik fra regimer, som vi normalt ikke bifalder. Men er vi ikke selv til dels skyld i, at vi nu ”hænger på laveste fællesnævner”? Lad os gå cirka 30 år tilbage - det er ikke så længe siden - det var jo 1990. Dengang var vor vestlige verden fuld af optimisme; Sovjetregimet var faldet fra hinanden, Europa var på vej frem, og demokratierne bredte sig. Vi blev flere og flere medlemmer af ”det gode selskab” EU, og vi havde et forbilledligt samarbejde med mange andre lande, herunder USA og Canada. Kina var stadig et relativt fattigt land fuld af diktatur, som de fleste ikke rørte ved. Kina satte sin befolkning i fængsel for ting, som vi i Vesten anser som en del af demokratiet. […] Da jeg i de tidlige 00'er satte spørgsmålstegn ved vestens strategi, var svaret, vi må gøre det for at kunne konkurrere. Ja, for nu var alle der jo. Hvor blev ”code of conduct” af? Spørgsmålet gælder både virksomheder, regeringer, EU-organisationen og lande som USA. Hvorfor lod man sine landes borgere betale driften af landene, mens virksomhederne flyttede produktionen til diktaturer som Kina? […] Med andre ord, en virksomhed i EU skal yde til EU og ikke være i stand til både at få billig arbejdskraft i Kina og lade overskuddet havne i et lavbeskatningsland. Det må der gøres op med på globalt plan.”
Jyllands-Posten, s. 20 (07.04.2020)

Interne anliggender

Jeg skammer mig over regeringens optræden internationalt
I et debatindlæg i Politiken skriver Jørgen Huno Rasmussen, bestyrelsesformand for Lundbeckfonden, blandt andet: ”Vore regeringer har traditionelt været solidariske med vore partnere og allierede i FN, EU og NATO ud fra en begavet erkendelse af, at Danmark som et af de mindste lande i alliancerne har alt at vinde gennem samarbejdet og alt at tabe ved at stå uden for eller endnu værre: ved erosion af alliancernes fundament gennem enegang. Det er interessant, at loyaliteten mod denne grundsten i dansk politik ikke følger fløjene. […] I dag har vi så igen en rød regering, der fortsætter ud ad tangenten fra den seneste blå: Da EU helt i overensstemmelse med befolkningers ønsker lancerede et ambitiøst budget mod klimaforandringerne, mobiliserede den danske regering sparekrav, som hindrede denne tværnationale indsats, der er eneste mulighed for en langsigtet løsning på klimakrisen. […] Vi risikerer ikke at være ude af stand til at behandle vore egne patienter, men for alle lande gælder det, at den eneste langsigtede løsning er en international solidarisk indsats.”
Politiken, s. 6 (07.04.2020)

Konkurrence

EU skal granske opkøb af Nets
B.T. skriver, at Mastercard sidste år i august annoncerede et milliardopkøb til 21,3 milliarder kroner af store dele Nets. Nu oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse, at de skal give grønt lys, før handlen kan blive en realitet. Mastercards opkøb af dele af Nets falder ellers under de grænser for, hvornår fusioner skal anmeldes til EU-Kommissionen. Men kommissionen har mulighed for at tage sagen op, hvis EU-lande vurderer, at handlen kan påvirke handlen og svække konkurrencen. Det har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i Danmark vurderet, og derfor har den sendt sagen videre i systemet.
B.T., s. 8 (07.04.2020)

Sundhed

Hvorfor snorksov vi, mens kineserne bekæmpede coronavirussen?
I en kronik i Berlingske skriver Mette Thunø, lektor og ph.d. i Kinastudier ved Aarhus Universitet, blandt andet: ”Det er vanskeligere at forklare, hvorfor vi i Europa ikke kunne forestille os, at epidemien i Wuhan i begyndelsen af året kunne nå os. Billeder og rapporter fra nedlukningen af Wuhan med de mange dødsfald forårsaget af coronavirus var allestedsnærværende, så spørgsmålet melder sig uvægerligt, hvorfor danske myndigheder med stoisk ro i flere uger meldte hus forbi. Virusser, der som bekendt ikke skyr nogen landegrænser, skulle først ramme bredt i Europa, førend det gik op for os og WHO, at vi stod med en alvorlig pandemi. Ikke før Italien og siden Østrig udviklede sig til højrisikoområder i begyndelsen af marts, fik piben en anden lyd herhjemme, og pludselig stod vi 11. marts og hørte statsministerens alvorstunge meddelelse om en nedlukning af landet. […] Vi snorksov, mens coronavirussen åd sig ind på europæerne, hurtigere end kommissionsformand Ursula von der Leyen kunne konstatere, at politikerne måske havde ”undervurderet” situationen, og at denne virus ville holde os beskæftiget i et godt stykke tid. Det må vi jo nok her nogle uger senere give hende ret i. […] Spørgsmålet, der stadig står ubesvaret, er, hvorfor situationen i Kina ikke tidligere fik alarmklokkerne til at ringe i Europa? […] Fokus i danske og europæiske medier lå på det kinesiske styres hemmeligholdelse af information, mørketal og censur af kinesiske læger, som ville gøre opmærksomme på sygdommen.”
Berlingske, s. 24-25 (07.04.2020)