Tirsdag den 9. juli

Tophistorier

Slipset er tilbage: Ny kurs for Grækenland
Flere af dagens aviser skriver om resultatet af Grækenlands parlamentsvalg i søndags. Det blev den konservative Kyriakos Mitsotakis, som vandt en overbevisende sejr ved parlamentsvalget i Grækenland og fik absolut flertal i parlamentet. Han fik en komfortabel valgsejr med 40 procent af stemmerne og 158 pladser ud af 300 i parlamentet, hvilket giver Mitsotakis frie hænder til at gennemføre sin politik. Berlingske skriver, at sejrens størrelse har stor betydning, for Mitsotakis har ikke ubetinget støtte til sin liberale økonomiske politik internt i Nyt Demokrati. Mitsotakis første opgave bliver at udpege sine ministre, som alle skal leve op til løfterne om mere gennemsigtighed og meritokrati og det betyder også, at der allerede på førstedagen kan opstå murren i krogene, hvis partiets gamle mænd bliver forbigået.

Jyllands-Posten bringer en analyse af sikkerhedspolitisk korrespondent, Jørn Mikkelsen. Han skriver blandt andet: ”Søndagens parlamentsvalg gav en overbevisende sejr til det borgerlige oppositionsparti Nyt Demokrati, hvis 51-årige formand, Kyriakos Mitsotakis, nu råder over et absolut flertal i parlamentet. Han lagde hårdt ud dagen derpå ved at stryge parlamentets sommerferie. Nu skal ærmerne smøges op. Han har lovet skattelettelser, udenlandske investeringer og hurtige reformer, herunder privatiseringer. [...] Hans program er dermed nogenlunde præcis det modsatte af, hvad den hidtidige regeringschef, Alexis Tsipras, fra det venstreorienterede Syriza under stormende jubel blev valgt på for kun fire år siden. Ikke mindst EU vil følge nøje med i, hvor længe hvedebrødsdagene mellem grækerne og deres nye regeringschef holder. [...] Men Grækenland er stadig dybt forgældet og vil indtil 2022 være underlagt en aftale med EU om et overskud på 3,5 pct. på finansloven. Hvis Mitsotakis skal levere de lovede skattelettelser, skal græsk økonomi derfor enten have endnu et dramatisk serviceeftersyn med risiko for nye folkelige uroligheder, eller han skal overtale EU til at se gennem fingre med 2022-aftalen. Det bliver mere end svært.”

Børsen bringer en analyse af udenrigsredaktør Hakon Redder. Han skriver blandt andet: ”Venstrefløjsbevægelsen Syriza, ofte sammenlignet med Enhedslisten, kom til magten i Grækenland på et folkeligt krav om forandring. Nu ryger de ud igen. Men måske på et håb snarere end på et krav om forandring. [...] Officielt er ledigheden i Grækenland på godt 18 pct. For unge er ledighedsprocenten snarere tæt på 50 pct. En måling fra sidst i 2016 viste, at ca. halvdelen af de 18-35-årige måtte have økonomisk hjælp fra familien. Dertil kommer, at mange af dem, der er i arbejde, får rigtig lave lønninger. I nogle af de reformer og budkrav, EU påtvang Grækenland som prisen for lånene, blev overenskomstkrav fjernet og minimumlønnen sat ned til 650 euro om måneden svarende til 4842 kr. Det er svært/umuligt at overleve på. Fagforeningerne fortæller samtidigt om bl.a. krav om tilbagebetaling af en del af lønnen til arbejdsgiver, manglende forsikringer og andre forhold, der er mulige, når arbejdskraften er rigelig. Derfor er håbet, at Konservative kan gøre det bedre end venstrefløjen.”

Kristeligt Dagblad bringer en analyse af korrespondent Susanne Utzon. Hun skriver blandt andet: ”Når Grækenlands nye premierminister her til morgen sætter sig på sit kontor for at tage fat, så vil han måske få lyst til at påkalde Athena, de gamle grækeres gudinde for visdom og krig. Kyriakos Mitsotakis står over for en gigantisk og svær opgave og kan få brug for guddommelige løsninger. [...] Mitsotakis arver en statsgæld, der med 2650 milliarder kroner udgør 180 procent af bruttonationalproduktet, bnp. Og ligesom sin forgænger vil han forsøge at genforhandle med dét, grækerne kalder trojkaen - EU, Den Europæiske Centralbank, ECB, og Den Internationale Valutafond, IMF - for at skaffe mere råderum. Tsipras har kørt med et overskud på statsbudgettet på 3,5 procent af bnp. Mitsotakis siger, at det er for højt, hvis der skal gang i økonomien. Men det er kreditorerne, der har sat betingelserne, siden Grækenland var ved at ryge ud af euro-samarbejdet og måtte ty til hjælpepakker. [...] Der er intet paradisisk over den situation, som grækerne og landets økonomi befinder sig i, og Mitsotakis får brug for både viden og kampvilje. Han får nu fire år til at gøre, hvad han har lovet grækerne: Give dem et ordentlig liv og stoltheden tilbage. Hvis han ikke holder, hvad han har lovet, så kan Alexis Tsipras fortælle ham, hvad vej det vil gå.”

Politiken skriver blandt andet i sin leder: ”Ingen lande i EU har været mere presset og hårdere ramt økonomisk i årtiet efter finanskrisen end Grækenland. Demokratiets arnested har balanceret på randen af ruin og har gentagne gange måttet tigge om økonomisk hjælp hos sine partnere i EU. [...] Nu skal han vise samme politiske tæft på nationalt plan. Han har lovet at sænke afgifterne og sætte mere fut i økonomien, men tricket bliver at gøre det uden at sætte det hårdt tilkæmpede overskud på statsbudgettet over styr. Både for grækerne og EU's skyld må man håbe, det lykkes. Ved valget søndag har vælgerne vist viljen til ansvarlighed og pragmatisme. Nu skal Mitsotakis levere.”

Børsen skriver blandt andet i sin leder: ”Når man ser igennem de voldsomme ændringer i mandaternes fordeling i parlamentet i Athen, er det en nærliggende iagttagelse, at rammerne for det seneste års økonomiske genopretningspolitik er uændret. Venstrefløjens tidligere helt, regeringschefen Alexis Tsipras fra Syriza, tabte valget, og den konservative Kyriakos Mitsotakis fra Nyt Demokrati vandt. Takket være det særlige valgsystem, hvor vinderen får 50 ekstra pladser, har Kyriakos Mitsotakis' parti nu et absolut flertal i parlamentet. [...] Den yderste venstrefløj har forholdt sig relativt roligt i gaderne, mens Alexis Tsipras har truffet hårde økonomiske beslutninger, men det er ikke givet, at man vil udvise samme loyalitet over for en konservativ regering. Meget vil afhænge af, hvordan Alexis Tsipras vil opføre sig som leder af oppositionen. Foreløbig må man glæde sig over, at den krise, som kunne have truet eurosamarbejdet, og som kunne have ført Grækenland ud i et borgerkrigslignende kaos, er afblæst. Det er sket takket være en traditionel økonomisk politik, der har krævet ofre, men som også har været en nyttig anskuelighedsundervisning: Når man er en lille åben økonomi, er man nødt til at opføre sig økonomisk ansvarligt.”

Information skriver blandt andet i sin leder: ”Det fremstod som en epokegørende sejr for venstrefløjen, da Alexis Tsipras og hans venstreradikale parti Syriza kom til magten i Grækenland i januar 2015. I stedet kan vi dog nu se tilbage på en af de største og mest opsigtsvækkende kovendinger i nyere politisk historie. [...] Tsipras kom til magten omgivet af et begejstret ønske om et oprør mod EU's fremherskende neoliberalisme, men mistede magten på, at han gik imod sit eget folkelige mandat og i stedet omfavnede det, han ville kæmpe imod. Man kan være nådig ved ham og sige, at han måske gjorde det ud fra den overbevisning, at det var bedre, at han svingede kniven, end at hans højreorienterede modstandere gjorde. Og det må alligevel kræve politisk talent, at han og Syriza efter så enorme løftebrud alligevel formåede at få over 31 procent af stemmerne ved valget søndag. Nyt Demokrati vandt dog med 40 procent, og da partiet som sejrsbonus får 50 ekstra mandater i parlamentet, sikrer det sig også absolut flertal. Den nye premierminister blev mandag Nyt Demokratis leder Kyriakos Mitsotakis, der har lovet privatiseringer, nedskæringer og skattelettelser. Måske får grækerne denne gang det, de rent faktisk stemte på.”
Berlingske, s. 8-9; Information, s. 20; Jyllands-Posten, s. 11; Kristeligt Dagblad, s. 5; Politiken, s. 1; Børsen, s. 2, 17 (09.07.2019)

Prioritede historier

En krig mod Iran vil blive helvede på jord
Berlingske skriver, at alle frygter en krig mod Iran, efter at USA og iranerne har forladt atomaftalerne. Det vil være en langt mere alvorlig sag at angribe iranerne, end det var at angribe irakerne, da Iran har en betydelig større og mere professionel hær og kontakter overalt i Mellemøsten. I øjeblikket er alt efterladt i dødvande, både Iran og USA har forsikret om, at man ikke ønsker krig, men en forhandlingsløsning. Det store spørgsmål er dog, hvordan man får parterne til at mødes til forhandlinger. EU har ikke kunne overbevise iranerne om, at hvis de vender tilbage til aftalerne, så vil europæerne, Kina og Rusland igen handle med Iran. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har truet med alvorlige sanktioner over for de lande og virksomheder, som bryder de amerikanske sanktioner mod Iran og iranerne føler ikke, at europæerne er til nogen nytte. I Indblik i Jyllands-Posten skriver korrespondent Eva Plesner blandt andet: ”For anden søndag i træk har Iran brudt grænserne i den atomaftale, der blev indgået for fire år siden med seks internationale stormagter og EU for at forhindre præstestyret i at udvikle atomvåben. Forrige søndag brød Iran den tilladte grænse på 300 kg for mængden af beriget uran, som landet må have på lager. Og i søndags øgede man berigelsesgraden af uran fra de tilladte 3,67 pct. til 5 pct., så det kan bruges som brændstof i Bushehr-atomkraftværket. Begge tiltag er forsøg på at presse især Europa til at indfri atomaftalens løfter om at lette de økonomiske sanktioner mod Iran. Og i søndags meddelte Irans viceudenrigsminister, Abbas Araghchi, på en pressekonference i Teheran, at man fremover vil øge berigelsesgraden yderligere med 60 dages intervaller, medmindre sanktionerne bliver lettet. [...] Selv om iranerne insisterer på, at den nye berigelsesgrad på 5 pct. udelukkende skal tjene fredelige formål - ud over at presse Europa til at kompensere for de amerikanske sanktioner - hænger atomaftalens fremtid i en tynd tråd efter overtrædelserne. Europa, Kina og Rusland ønsker, at aftalen skal overleve. Men de er fanget mellem præstestyret og Trump-administrationen, som trak sig ud af aftalen i maj sidste år. Især USA's omfattende stramninger af sanktionerne mod Iran for to måneder siden ramte atomaftalen. Den forhindrede nemlig Irans hidtidige eksport af lavberiget uran til Oman og Rusland og stillede dermed Iran over for valget mellem at standse produktionen af beriget uran helt - og dermed gøre knæfald for Trump-administrationen - eller at eskalere konflikten. [...] EU har forsøgt at få et nyt system på plads, som formelt skal gøre det muligt for internationale firmaer at handle med Iran uden for amerikanske myndigheders kontrol. Men det er hidtil ikke lykkedes. Og da USA for to måneder siden strammede sanktionerne, varslede Teheran, at man ville indføre de nye trinvise overtrædelser af aftalen.”

Information skriver blandt andet i sin leder: ”Der er endnu ikke grund til at male fanden på væggen med anskrig i tonefaldet: 'Krigen kommer', men, men, men ...USA's hovedløse udenrigspolitik førte i weekenden til en skærpelse af krisen med Iran - torsdag opbragte den britiske flåde et tankskib i Gibraltar med iransk olie, angiveligt på vej til Syrien, og søndag reagerede Iran med at annoncere endnu en fravigelse af atomaftalen indgået i 2015 med USA, EU3 (Frankrig, Storbritannien og Tyskland), Rusland og Kina, nemlig ved at påbegynde opgradering af beriget uran til mere end de aftalte 3,67 procent. […] De tre EU-magter har ikke leveret og fordømmer nu Iran for 'alvorligt brud' på aftalen, men har dog indtil videre afstået fra at iværksætte sanktioner. Rusland og Kina forholder sig afventende, og i USA skændes de helt ind i Trumps republikanske parti om enten at erklære krig eller forsøge at vælte det iranske regime! Men bundlinjen er, at det ikke er Iran, der har brudt atomaftalen, men faktisk overholdt den til punkt og prikke. Den blev torpederet af Donald Trump, som end ikke vidste, at den iranske leder hedder Khamenei, og ikke Khomeini, der døde i 1989, og som tydeligvis er martret af et patetisk mindreværdskompleks over for forgængeren, Barack Obama. Det er niveauet i USA's aktuelle udenrigspolitik. Og håbet om, at EU kan levere og redde atomaftalen, fortoner sig. Det kan ende rigtigt galt.”
Berlingske, s. 9; Jyllands-Posten, s. 10; Information, s. 2 (09.07.2019)

Finansielle anliggender

Problemet med Lagarde og Shelton
Børsen bringer en økonomisk kommentar af Carsten Valgreen, partner AGM Research. Han skriver blandt andet: ”I sidste uge blev IMF-chef og tidligere fransk finansminister Christine Lagarde indstillet af EU’s ledere som ny chef for Den Europæiske Centralbank. Og den amerikanske præsident indstillede Judy Shelton som nyt medlem af FOMC – ledelsen af den amerikanske centralbank. Mit newsfeed er svømmet over med diskussioner om, hvorvidt de vil gøre det godt. Den debat rammer helt forbi målet. Selv hvis Christine Lagarde viser sig at være en effektiv centralbankchef, er udnævnelsen af hende et problem, der varsler skidt for fremtiden. Det samme gælder for Judy Shelton. Ingen af dem har nogen formel uddannelse i makroøkonomi. At lede en centralbank er selvfølgelig delvist et politisk job. Men det er først og fremmest et job, der kræver indsigt i, hvordan økonomien virker og hvordan pengepolitik fungerer. Dertil er centralbankerne i høj (og for ECB stigende) grad også regulerende myndigheder for bankerne. [...] Hvis træning i økonomi ikke længere er så vigtigt, hvorfor så ikke vælge en politiker, som man er enig med eller som er en del af ens cirkel (Lagarde). Eller bare en, der makker ret (Shelton). Judy Shelton var en af de argeste modstandere af Fed’s nulrente i 2009, hvor amerikansk ledighed var over 10 pct. Nu, hvor ledigheden er 3,5 pct. går hun – opportunt – ind for, at renten skal sættes ned i nul igen. Forklar venligst, hvilken model for effektiv pengepolitik, der er inde i hendes hoved. Det næste bliver vel, at en politiker uden juridisk uddannelse bliver overdommer i den amerikanske højesteret? Eller værre endnu: At en økonom gør det. Det er endnu et lille skridt i retningen af destruktionen af vestens underliggende institutioner. Og det er ikke kun Trump, der gør det.”
Børsen, s. 4 (09.07.2019)

Grundlæggende rettigheder

Det demokratiske Europa smeder ytringsfrihedens lænker
Berlingske bringer en kommentar af Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia. Han skriver blandt andet: ”Som jeg tidligere har skrevet om, har Tyskland indført den vidtrækkende NetzDG-lov, der forpligter onlineplatforme til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer. Nu følger EUs anden stormagt i hælene på Tyskland, da Frankrig snart forventes at vedtage et lovforslag, der indeholder nogle af de samme principper. Men Frankrig har allerede lagt pres på Facebook for at få mastodonten til at makke ret. […] Venezuela, Rusland, Vietnam, Singapore og Malaysia er blot nogle af de lande, der har eller overvejer at indføre lignende regler, som i sagens natur vil ramme ytringer, som er rettet mod disse landes regimer. Dermed vil internettet blive opdelt og underlagt nationale regler og jurisdiktion, hvorfor den globale informationsstrøm og debat vil blive amputeret. I det 18. århundrede banede europæiske forfatninger vejen for ytringsfrihedens senere globale gennembrud. I det 21. århundrede kan det demokratiske Europas væsentligste bidrag til ytringsfriheden blive at smede de lænker, hvormed den bliver tøjlet.”
Berlingske, s. 26 (09.07.2019)

Institutionelle anliggender

Brexit ses for alvor på britisk økonomi
Politiken og Børsen skriver, at bekymringen for Brexit blandt britiske virksomheder er vokset. Storbritanniens største brancheorganisation for britisk erhvervsliv The Confederation of British Industry (CBI) advarer om, at landets erhvervsinvesteringer er på vej mod en nedgang på 1,3 procent i 2019 sammenlignet med sidste år og det er et fald, der ikke er set større siden 2009. Det skriver Politiken. Virksomhedernes lyst til at investere i Storbritannien er faldet på grund af usikkerheden i forbindelse med Storbritanniens EU-exit og det betyder forringet økonomi og en øget risiko for, at briterne kommer til at halte efter sine største konkurrenter blandt G7-landene. “For alle virksomheder er det svært at tage beslutninger om at bruge penge nu. Hvorfor skulle nogen tage store beslutninger nu, hvor risikoen for et Brexit uden aftale føles meget virkelig? Så venter man og ser efter slutningen af oktober. Hovedrisikoen er, at vi ryger ud over kanten med et no-deal-Brexit,” siger Rain Newton-Smith, der er cheføkonom for CBI, ifølge The Guardian. Konsulentvirksomheden Deloitte har lavet en undersøgelse, som viser, at otte ud af ti finanschefer mener, at de langsigtede forhold for erhvervslivet vil blive forværret, når Storbritannien forlader EU. “Begivenhederne i de sidste tre år, og de seneste nyheder om den britiske økonomi, har bidraget til bekymringerne om effekten af Brexit. Det her er ikke kun et spørgsmål om de langsigtede konsekvenser. Brexit er ikke sket, men det hænger allerede som et åg over virksomhederne,” siger Ian Stewart, der er cheføkonom hos Deloitte, til The Guardian.
Politiken, s. 9; Børsen, s. 26 (09.07.2019)

Det kropslige EU
Hans Hauge skriver i Groft Sagt i Berlingske: “De fleste har sikkert lagt mærke til, at politikere i EU er utroligt kropslige og sanselige. De rører hele tiden ved hinanden. Når de mødes, giver de det ene knus efter det andet og klapper på ryggen. Der er også en tendens til at kysse eller lade som om, men der er endnu ikke regler for, om man lader kinden røre én gang, to gange eller endog tre gange. Mon dr. Ursula vil kysse ligeså hedt som Juncker? Hun er jo god til fransk. Den italienske, antinationalistiske socialdemokrat David Sassoli blev valgt til præsident for Europa-Parlamentet. Han fik derfor mange kram, knus, klem og kys, og alle klappede begejstret. Det var lykkedes endnu en gang at undgå en slavisk-talende i spidsen for noget som helst. Sassoli er så lidenskabelig, sagde den danske socialdemokrat Christel Schaldemose, og det er, fordi Sassoli er italiener. Håber hun fik et lidenskabeligt knus af David.”
Berlingske, s. 28 (09.07.2019)

En klovn i Downing Street 10?
Berlingske bringer et debatindlæg af Uffe Ellemann-Jensen, forhenværende udenrigsminister (V). Han skriver blandt andet: ”I disse dage vælter stemmerne ind til Boris Johnson fra medlemsskaren i det splittede konservative parti, som skal vælge ny partiformand - og dermed ny premierminister. Når man har bevæget sig så meget rundt omkring den internationale scene, som det har været min lykke at gøre, så sker det, at man støder på mennesker, der efterlader en stærk modvilje: Han kan da aldrig få ansvaret for noget som helst! Sådan var det med Donald Trump, og se bare, hvad der skete. Og sådan var det med Boris Johnson. […] Hans påstand om, at han kan indgå en bedre aftale med EU end den, fru May ikke kunne få gennem parlamentet, er tom snak. Og hvis han prøver at få parlamentet til at sluge en eller anden spidsfindig fortolkning, der skal få aftalen gennem parlamentet, vil han støde ind i de brexiteers, der har bragt ham til magten. Tilbage står da en “hård Brexit” - udtræden uden en aftale - som bliver særdeles kostbar, først og fremmest for briterne selv, men også for de fleste gamle samarbejdspartnere i Europa. Hans påstand om, at man kan køre videre med frihandel efter WTO-regler, er vrøvl. Han kan også udskrive et valg med risiko for, at Corbin bliver ny premierminister. Eller en ny folkeafstemning om Brexit, som vil sprænge det konservative parti. Og så er mulighederne udtømt. Boris Johnson er malet inde i den krog, han selv har været med til at konstruere. Det er trist at se gamle venner i den situation. Vi skylder briterne så meget, og vi har fortsat brug for dem. Så der ligger en stor opgave i at forhindre, at alle bånd kappes til en nation, der så åbenlyst ikke vil sit eget bedste.”
Berlingske, s. 23 (09.07.2019)

På vej i Brexit-tragediens fælde
I Politikens Signatur skriver Anders Jerichow blandt andet: ”Hvem orker at høre mere om trøstesløse og nattelange forhandlinger i Bruxelles? Om håbløse, selvdestruktive afstemninger i det britiske Underhus? De fører jo ingen vegne! Ville både Storbritannien og vi andre i EU ikke være tjent med at skære igennem? Få det overstået? Bare ud med briterne i en fart, så de og vi kan begynde forfra? Det er fristende, og det skrækkelige er, at både briter og rest-europæere nærmer sig denne fælde i Brexit-tragedien. Ingen orker mere. Boris Johnson, som meget vel kan blive de konservatives leder og derfor Storbritanniens næste premierminister, lover således, at 31. oktober skal være sidste britiske dag i EU - uanset om Bruxelles og London er nået frem til en aftale. Men af alle motiver og alle årsager vil træthed dog være den ringeste begrundelse for en britisk skilsmisse fra EU. [...] Fælden er, at ingen i dag orker at tale briterne tilbage i fællesskabet. I Storbritannien hævdes det manipulatorisk, at beslutningen fra 2016 ikke kan gøres om. I rest-Europa har regeringer lovet sig selv at gå stille med dørene og få det bedst mulige resultat. Men i London er et flertal for EU ved at lade sig udmarve af Brexit-ledernes manipulation. Og i de rest-europæiske hovedstæder tør ingen ledere stå op og sige det eneste rigtige: At EU ville håbe, at briterne slog en streg over hele molevitten for i stedet at blive i EU. [...] For det britiske flertal, som føler sig manipuleret ud i en elendig, ikketjenlig Brexit-aftale, er det nu, de skal kræve en ny folkeafstemning. I modsætning til sidste afstemning vil briterne, når de næste gang stemmer, kende de håbløse udsigter og omkostninger ved en udmeldelse af årtiers fællesskab. For rest-Europa gælder, at det er nu, Storbritannien med begejstring skal inviteres til at blive i EU, hvor briterne så åbenlyst hører hjemme. Før fælden klapper.”
Politiken, s. 7 (09.07.2019)

Klima

Finland vil redde EU-klimaet inden nytår
Berlingske skriver, at Finlands politikere har besluttet, at Helsinki og Finland skal være klimaneutral allerede i 2035 og det samme skal være tilfældet for hele EU i 2050. De næste seks måneder har Finland EU-formandskabet og nu sætter Finland alle politiske kræfter ind på at sikre en aftale i løbet af de næste seks måneder. Regeringen i Helsinki har ikke svaret på, hvordan det skal ske, men økonomiminister Katri Kulmunis har sagt: “Hvor der er vilje, er der en vej.”
Berlingske, s. 12 (09.07.2019)

Husk den sociale dimension i den grønne omstilling
Politiken bringer et debatindlæg af Marianne Thyssen, EU-Kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold, kompetencer og arbejdskraftens mobilitet. Hun skriver blandt andet: ”Klimaændringer er blandt vor tids største udfordringer. [...] Passivitet i forhold til klimaet er ganske enkelt ikke en mulighed. Derfor er EU førende inden for bæredygtig udvikling på globalt plan og i kampen mod klimaændringer. Alle EU's 28 medlemsstater gennemfører Paris-aftalen fra 2015, og de fleste er villige til at gøre en indsats for at blive CO2-neutral inden 2050. Finland ønsker at nå dette mål allerede inden 2035. [...] Den nye dagsorden for færdigheder i Europabærer allerede frugt. Europa-Kommissionen arbejder tæt sammen med de nationale regeringer i forbindelse med investering i digitalefærdigheder, erhvervsuddannelser og livslang læring. Gennem EU's struktur- og investeringsfonde, f.eks. Den Europæiske Socialfond (ESF), kan EU's regioner finansiere reformer, som er socialt inkluderende, grønne og fremadrettede. Vi må ikke glemme den territoriale dimension i den grønne omstilling. Derfor er der under programmet 'Coal Regions in Transition' (Kulregioner under omstilling) igangsat pilotprojekter i 14 regioner i hele EU. Kommissionen har desuden foreslået, at Den Europæiske European Globaliseringsfond (EGF) finansierer omskoling og aktivering af arbejdstagere, som mister deres job på grund af omstillingen. En retfærdig omstilling til grøn økonomi vil være en hjørnesten i den næste kommissions mandatperiode.”
Politiken, s. 7 (09.07.2019)

Migration

Hun var kaptajn på det skib, som EU for alt i verden ville undgå kom i havn
Kaptajn Carola Rackete skal for retten i dag, efter at hun reddede 53 migranter på åbent hav. Politiken bringer et interview med hende, hvor hun blandt andet siger: ”Det overrasker mig, at det hele er blevet så personligt. Det burde handle om sagen, om at EU ikke har formået at fordele de reddede på en retfærdig måde og deles om ansvaret. Det er det, det burde handle om, ikke enkeltpersoner som mig, der tilfældigvis kommer i offentlighedens søgelys. Det er ikke en situation, jeg har ønsket mig. [...] Vi har brug for en løsning i Europa, så vi kan tage imod de mennesker, der er flygtet til os - og fordele dem retfærdigt. Dublin-systemet, der lægger ansvaret på de lande, der har EU's ydre grænser, er ikke retfærdigt”
Politiken, s. 8 (09.07.2019)

Retlige anliggender

5.000
Berlingske skriver, at EU-Domstolen i går afgjorde, at Belgien skal betale 5000 euro i dagbøder for ikke at have forberedt højhastighedsbredbånd som besluttet af EU, der kræver et minimum af IT-infrastruktur i alle medlemslande.<br /><br />
Berlingske, s. 12 (09.07.2019)

Domstol kan trække tæppet væk under Facebook
Maximilian “Max” Schrems har i otte år jaget Facebook ind i retssale i Europa. Han er østrigsk aktivist og jurist og han anklager Facebook for ulovligt at have overført hans personlige data til USA. Hans kamp har tidligere medført store ændringer og nu skal EU-Domstolen afgøre sagen, som starter i dag. EU-Domstolen skal tage stilling til, om Facebooks metoder til at overføre brugernes personlige data fra Europa til USA er lovlige. Det bliver den første retslige vurdering af den europæisk-amerikanske aftale, hvor Max Schrems ikke mener, at standardklausul-kontrakterne sikrer tilstrækkeligt god databeskyttelse. Flere hundrede tusinde virksomheder i både USA og Europa bruger den nye aftale og hvis domstolen underkender den nye aftale, vil Facebook og de øvrige virksomheder komme i svære problemer. “Selv hvis vi vinder en del af sagen, bliver Facebook nødt til at ændre sin forretningsmodel betydeligt,” sagde Max Schrems til østrigske medier efter højesteretsafgørelsen ifølge Berlingske.
Berlingske, s. 5, 16 (09.07.2019)

EU-Domstolen kan detonere en bombe under dansk udlændingepolitik
I morgen afgør EU-Domstolen, om Danmark ulovligt har givet herboende tyrkere afslag på at få deres ægtefælle til Danmark. Hvis dommen går mod Danmark, kan det i yderste konsekvens betyde, at tusindvis af familiesammenføringssager skal genoptages. Hvis flere sager genoptages efter morgendagens dom, varsler Dansk Folkeparti et større opgør med EU-Domstolen. Følger domstolen generaladvokatens indstilling, mener Dansk Folkeparti, at Danmark skal sætte hårdt mod hårdt og ignorere dommen: "Vi er nødt til at sende et meget klart signal til EU-systemet. Folketinget bestemmer udlændingepolitikken og ikke EU's myndigheder, hvad enten det er EU-Kommissionen, domstolen eller parlamentet. Det kan vi kun gøre ved at ignorere dommen," siger Morten Messerschmidt (DF). Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil ikke stille op til interview med Kristeligt Dagblad, før dommen er afgivet. Uanset EU-Domstolens afgørelse er det dog vigtigt at holde sig for øje, at ingen helt kender konsekvenserne, hvis Danmark taber sagen.
Kristeligt Dagblad, s. 3 (09.07.2019)

Udenrigspolitik

Briterne har travlt med at dæmpe Trumps vrede over ambassadør
I weekenden fik den britiske regering travlt med at finde det diplomatiske lappegrej frem for at forhindre, at lækkede e-mails fra landets ambassadør i Washington punkterer forholdet til USA på et kritisk tidspunkt. Avisen Mail on Sunday offentliggjorde en række e-mails fra ambassadør Sir Kim Darroch, som afslørede, at topdiplomaten over de forløbne to år har haft et mildt sagt kritisk syn på Trumps måde at lede supermagten på. Sir Kim Darroch vurderede i sine rapporter til udenrigsministeriet i London, at Det Hvide Hus er lammet af interne magtopgør og er “dysfunktionelt i helt enestående grad” og han antyder også, at Trump måske er i lommen på farlige russere og han kalder USA's politik over for Iran for kaotisk. “Vi har ikke tillid til, at denne regering vil blive mere normal, mindre dysfunktionel, mindre uforudsigelig, mindre splittet, mindre diplomatisk klodset og mindre uduelig,” skrev Kim Darroch hjem til London ifølge Jyllands-Posten. Donald Trump var ikke sen til at svare igen. Til en gruppe journalister i New Jersey sagde præsidenten: “Vi er ikke store fans af den mand, og han har ikke tjent Storbritanniens interesser.” Trump tilføjede, at han kunne sige mange ufordelagtige ting om ambassadøren, men at han ikke gider at bruge krudt på den slags. Ministeriet indleder nu en undersøgelse af, hvem der er ansvarlig for at have lækket rapporterne. En teori er, at Darroch blev hængt ud, fordi han ikke er tilhænger af Brexit. Darroch har aldrig lagt skjul på, at han er en varm tilhænger af EU-samarbejdet.
Jyllands-Posten, s. 9 (09.07.2019)