Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Nyhedsartikel
  • 9. november 2020
  • Repræsentationen i Danmark
  • 2 min læsetid

Told på amerikanske eksportvarer til EU

Boeing-sagen i WTO: EU iværksætter modforanstaltninger over for eksport fra USA.Kommissionens forordning om øget told på amerikanske eksportvarer til EU til en værdi af 4 mia. USD er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

Dansk og svensk rekapitalisering af SAS på 1 mia. EUR godkendt

EU's medlemsstater har aftalt disse modforanstaltninger, fordi USA endnu ikke har skabt grundlag for en forhandlingsløsning, der inkluderer en øjeblikkelig ophævelse af amerikansk told på eksport fra EU i Airbus-sagen. Den 26. oktober gav Verdenshandelsorganisationen WTO formelt EU ret til at træffe sådanne modforanstaltninger mod ulovlige amerikanske subsidier til flyfabrikanten Boeing. Foranstaltningerne får virkning fra i morgen. Europa-Kommissionen står rede til at arbejde sammen med USA for at løse denne tvist og også til at indføre langfristede discipliner i forbindelse med subsidier til flyfabrikanter.

Modforanstaltningerne sætter EU på lige fod med USA med store toldsatser på hver side baseret på to WTO-afgørelser angående subsidier til flyindustrien. De inkluderer supplerende told på 15 % på fly og supplerende told på 25 % på en række landbrugs- og industriprodukter importeret fra USA som et spejl på de foranstaltninger, som USA traf i forbindelse med WTO-sagen om subsidier til Airbus.

Baggrund

Appelinstansen, som er den højeste instans i WTO, bekræftede i marts 2019, at USA ikke havde truffet passende foranstaltninger for at overholde WTO's regler om subsidier på trods af de tidligere afgørelser. USA fortsatte i stedet sin ulovlige støtte til flyproducenten Boeing til skade for Airbus, den europæiske luft- og rumfartsindustri og dens mange arbejdstagere. I sin afgørelse fastslog appelinstansen,

  • at skatteordningen i Washington State fortsat er en central del af den ulovlige subsidiering af Boeing
  • at en række af de instrumenter, der anvendes, herunder visse indkøbsaftaler med NASA og det amerikanske forsvarsministerium, udgør subsidier, der kan forårsage økonomisk skade for Airbus
  • at Boeing fortsat nyder godt af en ulovlig amerikansk skattefordel, der understøtter eksport (Foreign Sales Corporation og Extraterritorial Income Exclusion).

Dagens afgørelse, der bekræfter EU's ret til at træffe modforanstaltninger, stammer direkte fra den tidligere afgørelse.

I en parallel sag om Airbus tillod WTO i oktober 2019 USA at træffe modforanstaltninger over for europæisk eksport til en værdi af op til 7,5 mia. USD. Grundlaget herfor var en afgørelse fra appelinstansen fra 2018, hvori det blev konstateret, at EU og dets medlemsstater ikke fuldt ud havde efterlevet de tidligere WTO-afgørelser med hensyn til tilbagebetalingspligtige startinvesteringer (Repayable Launch Investment) i A350- og A380-programmerne. USA indførte denne yderligere told den 18. oktober 2019. De berørte EU-lande har i mellemtiden taget alle nødvendige skridt til at sikre fuld overholdelse.

Detaljer

Publikationsdato
9. november 2020
Forfatter
Repræsentationen i Danmark