Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Repræsentation i Danmark

Topmøde på Cypern

EU's stats- og regeringschefer mødes den 23.-24. april 2026 til Uformelt møde i Lefkosia på Cypern

  • Nyhedsartikel
  • 23. april 2026
  • Repræsentationen i Danmark
  • 3 min læsetid

Erklæring fra Ursula von der Leyen, António Costa og Nikos Christodoulides efter mødet

Deltagerne startede mødet torsdag aften og de sluttede fredag...

Fælles erklæring fra kommissionsformand Ursula von der Leyen, Rådets formand António Costa og præsident Volodymyr Zelenskyj

Dagsorden:

  • det geopolitiske miljø og Europas reaktion
  • den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2028-2034

Lederne vil få selskab af centrale regionale partnere i Mellemøsten til en uformel arbejdsfrokost 24. april for at drøfte situationen, fælles udfordringer og nye samarbejdsmuligheder.

Baggrund:

Ursula von der Leyen deltager i det uformelle møde mellem stats- og regeringscheferne, herunder en arbejdsmiddag torsdag med, der har Cyperns præsident, Nikos Christodoulides, som vært, og et arbejdsmøde fredag mellem de europæiske ledere og nabopartnere

Invitation fra Costa:

"Jeg vil gerne indbyde jer til vores uformelle møde mellem stats- og regeringscheferne den 23.-24. april. Præsident Nikos Christodoulides er vores vært ved denne lejlighed i Lefkosia og Agia Napa. Den 24. april efter vores møde mellem de 27 skal vi også mødes med centrale regionale partnere for at drøfte situationen i Mellemøsten.

Vores uformelle møde i Det Europæiske Råd kommer til at fokusere på to ting: Vi skal drøfte det udfordrende geopolitiske miljø og Europas reaktion herpå, og vi vil også udstikke politiske retningslinjer for arbejdet med den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2028-2034 for at bane vejen for enighed inden årets udgang.

Vi indleder vores drøftelser under middagen den 23. april med en orientering fra præsident Volodymyr Zelenskyj om Ruslands fortsatte angrebskrig mod Ukraine.

Derefter tager vi fat på konflikten i Iran og Mellemøsten, som giver Den Europæiske Union alvorlige udfordringer. Først skal vi drøfte vores reaktion på situationen, som udvikler sig hastigt. Dette omfatter Europas bidrag til deeskalering og fred i regionen samt til retten til fri sejlads. Desuden kan virkningerne af høje priser på fossile brændstoffer allerede ses i borgernes og virksomhedernes dagligdag. I betragtning af de potentielle yderligere negative økonomiske konsekvenser af en langvarig konflikt vil vi drøfte de instrumenter, vi har til rådighed, på grundlag af de beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde i marts, og de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået som opfølgning på dem. Afslutningsvis er Unionens beredvillighed til at reagere på det udfordrende geopolitiske og sikkerhedsmæssige miljø også en del af denne drøftelse. Dette kan omfatte aspekter vedrørende artikel 42, stk. 7, i TEU i lyset af det igangværende arbejde.

På vores arbejdsmøde fredag den 24. april om formiddagen skal vi drøfte den næste FFR, en drøftelse, som vi havde planlagt i marts, men var nødt til at udsætte. Den er siden kun blevet mere presserende. Vi er nødt til at have en åben drøftelse om, hvordan vi kan matche vores ambitioner med det passende finansieringsniveau, herunder om vigtigheden af nye egne indtægter. Jeg ønsker samtidig, at vi drøfter bidraget fra det nye langsigtede EU-budget til vores dagsorden for konkurrenceevne, fordi den bliver det vigtigste instrument, som vi har til fælles strategiske tiltag. Vi vil regelmæssigt vende tilbage til FFR i løbet af 2026 for at skabe betingelserne for rettidig enighed.

Efter mødet mellem stats- og regeringscheferne fortsætter vores drøftelser om de aktuelle begivenheder i Mellemøsten under en uformel arbejdsfrokost med ledere fra regionen. Dette giver mulighed for at udveksle synspunkter om fælles udfordringer, men også om nye samarbejdsmuligheder.

Vores møde i Cypern afholdes på et afgørende tidspunkt for Den Europæiske Unions dagsorden: Det giver os mulighed for at vende tilbage til gennemførelsen af de beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde i marts, navnlig på energiområdet. Det er en anledning til koordinering og yderligere politisk vejledning i lyset af den igangværende krise i Mellemøsten og dens indvirkning på de europæiske økonomier, og det er en vigtig milepæl på vejen mod enighed om den næste flerårige finansielle ramme"

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
23. april 2026
Forfatter
Repræsentationen i Danmark