Torsdag den 12. december

Tophistorier

EU-chef: Ny klimaplan er Europas månelanding
Flere aviser skriver om den længe ventede ”Green Deal”, som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, præsenterede i går. Planen er en køreplan, som endnu ikke er beskrevet i alle detaljer, men den får stor betydning for, hvordan man skal indrette sig i de kommende år for at nå målet om klimaneutralitet i 2050. På et kort pressemøde sagde von der Leyen ifølge flere af dagens aviser: ”Vi har ikke alle svarene. Men dette er Europas ”Man on the moon moment”. Ambitionen er at mobilisere 100 milliarder euro til en overgangspulje, der skal hjælpe alle medlemslande til at nå målene. Både Polen, Tjekkiet og Ungarn er meget afhængige af kulindustri og det er også de lande, som før har blokeret. ”Nogle siger, at omkostningerne ved denne overgang er for høje. Lad os ikke glemme, hvad prisen for ikke at handle vil være. Den stiger for hvert år,” sagde von der Leyen i EU-Parlamentet ifølge Berlingske. Skal den store europæiske ”månelanding” lykkes, kræver det i første omgang, at der er politisk opbakning til 2050-målet, hvilket EU's stats- og regeringschefer i dag skal diskutere på et topmøde i Bruxelles. Green Deal-udspillet indeholder et langt katalog med forslag, og Information skriver, at EU-Kommissionen blandt andet foreslår følgende: ”Hurtig udfasning af kul til fordel for vedvarende energi i EU's energiforsyning; inddragelse af skibsfart i EU's CO2-kvotesystem og skærpede regler for luftfarten i samme system; nye CO2-grænser for biler; en ny strategi for finansiering af grønne projekter; en CO2told på særligt klimabelastende produkter importeret til EU fra tredjelande; en handlingsplan for cirkulær økonomi; en landbrugsstrategi med mindre brug af pesticider, kunstgødning og antibiotika, en ny europæisk biodiversitetsstrategi.” Politiken skriver, at eksperter advarer om, at tidsplanen bringer den globale klimaaftale i fare. ”Når EU-Kommissionen forsinker sit klimamål til sommeren 2030, risikerer den at underminere hele Paris-aftalen og hele håbet om, at EU kan blive den globale leder inden for klimaet,” siger Jennifer Morgan, der er topchef for den globale miljøorganisation Greenpeace, i en kort pause under det globale klimatopmøde i Madrid. Mange havde håbet, at kommissionens tidsplan ville være hurtigere og bagved lurer den helt store frygt: Paris-aftalen var svær at indgå, og det store spørgsmål er, om landene i EU's Ministerråd og Europa-Parlamentet kan nå at forhandle og skabe enighed om et skærpet 2030-mål i tide inden det afgørende FN-klimatopmøde, COP26, i Glasgow i slutningen af 2020. Verdens næststørste udleder af drivhusgasser, USA, ved at trække sig ud, så hvis andre store lande svigter, så er der ikke meget tilbage af aftalen. Jyllands-Posten skriver, at Danmarks krav om et mindre EU-budget vil svække den grønne omstilling. ”Jeg vil bede de lande, der bliver ved med at insistere på 1,00, om at tænke alvorligt over, om det virkelig er i deres interesse, hvis det betyder, at vi ikke bliver i stand til at skifte til de grønne investeringer. Det vil alvorligt begrænse mulighederne for at investere i grøn omstilling. Det er min største frygt. Og i sidste ende - jeg gentager det også tit for lederne af de lande, du nævner - får EU jo et budget. Hvad vil de så gerne have, at det budget skal? Hvis de vil have det til at hjælpe med omstillingen, som er et paradigmeskifte, den største omstilling i Europa i generationer, må det afspejle sig i budgettet,” siger EU-kommissær Frans Timmermans, der står i spidsen for de kommende års forhandlinger om den nye ”europæiske grønne pagt” ifølge Jyllands-Posten. I en reaktion på Timmermans udtalelser skriver udenrigsminister Jeppe Kofod blandt andet i en mail: ”Vi ved, det kommer med en pris. Men jeg køber ikke kommissionens præmis om, at den eneste måde at prioritere nye områder som Green Deal er ved at øget budgettet. Uanset om det så er Oettinger, Vestager eller Timmermans, der gentager kommissionens linje. Den danske regering mener ikke, at EU's grønne pagt skal finansieres med flere skattepenge, men ved at omfordele inden for EU's budgetramme.” Børsen skriver, at flere tyske politikere udtrykte onsdag i Financial Times, at det ikke kommer på tale at slække på EU's budgetregler for at lave klimainvesteringer og så længe budgetaftalen ikke er landet, kan der ikke gives håndfaste garantier om støtte til de regioner, der rammes i klimaomstillingen. Den sværeste debat om at løfte EU's 2030-mål er allerede udsat til næste sommer, så den nye EU-præsident, Charles Michel, håber i første omgang på at skabe enighed om det mere langsigtede 2050-mål. "Jeg vil have os til at blive enige om EU's forpligtelse til at være klimaneutral i 2050," lyder det fra Charles Michel i et brev til statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes andre europæiske kollegaer forud for torsdagens topmøde ifølge Altinget. Politiken bringer et debatindlæg af Stina Soewarta, chef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark. Hun skriver blandt andet: ”Hvad er det, EU kan? Ud over det ret åbenlyse, at EU har været med til at skabe fred mellem de europæiske lande, har EU den fordel, at samarbejdet på én gang er bindende og fleksibelt. Bindende på den måde, at det forpligter alle lande: Et medlemskab betyder, at der lægges fælles beslutningskraft i én kurv - nok forpligter et land sig, men de øvrige lande forpligter sig også. Fleksibelt på den måde, at det har kunnet udvikle sig fra et kul- og stålfællesskab til et moderne samarbejde, der har understøttet en enestående vækst i Europa. […] En europæisk grøn pagt, en ny migrationspagt, bedre og mere bæredygtig produktion, mere europæisk teknologi - det kræver både et rimeligt budget, politisk lederskab og et stærkt embedsværk. FN så rigtigt, da man lagde 'fred, retssikkerhed og stærke institutioner' i samme verdensmål. Institutioner, embedsværk og budgetter er muligvis ikke spændende, men i denne sammenhæng er kedeligt godt. Resultaterne kan blive rigtig spændende og er påkrævede. Ny forskning viser, at verden er tæt på at være uafvendeligt på vej ind i en klimakatastrofe. Europæiske borgere opfatter i høj grad klimaforandringer som en del af deres hverdag og kræver handling. Et solidt budget kan understøtte bekæmpelsen af klimaforandringer på en måde, så alle lande og alle regioner kan være med - så en ny grøn pagt bliver Europas vækststrategi.” Børsen bringer et debatindlæg af Anders Stouge, viceadministrerende direktør, Dansk Energi. Han skriver blandt andet: ”Klimaet er på spil, når EU's regeringschefer samles til EU-topmøde. Det er tid til handling og en klar beslutning om, at Europa skal være klimaneutralt i 2050. Allersenest. Og gerne før. […] Den manglende beslutningskraft efterlader usikkerhed om opbakningen til Parisaftalen. De vedtagne klimaambitioner og virkemidler rækker ikke til at opfylde aftalen. Det er nødvendigt, at Europa skifter spor. […] I en verden, hvor kul, olie og gas stadig dominerer vores energiforbrug, er der brug for et Europa, som trækker kloden i en grønnere retning og viser globalt lederskab, ikke nationalt fedtspil. Det er klimaudfordringen for alvorlig til.” Børsen bringer en kommentar af økonomisk kommentator Jens Lundsgaard. Han skriver blandt andet: ”EU-Kommissionen lancerede onsdag sit bud på den “Green Deal”, som den nye kommissionsformand Ursula von der Leyen havde lovet forud for sin godkendelse i Europa-Parlamentet. Reelt er det en bred arbejdsplan for de kommende år - startende med højere mål for reduktion af CO2-udledningerne, som skal drøftes af EU's statsministre på Det Europæiske Råds møde torsdag-fredag. Store samfundsmæssige omstillinger kan kun ske, hvis også den finansielle sektor spiller en aktiv rolle. Et af virkemidlerne her er den såkaldte “taksonomi” for hvilke aktiviteter og finansielle aktiver, der er bæredygtige, som der netop er opnået enighed om. […] Hvis EU's taksonomi og opgørelsen af de enkelte bankers CO2-aftryk kan motivere finansfolk til at skaffe sig denne viden og indarbejde den i deres kunderelationer, så giver det mening.”
Berlingske, s. 12; Kristeligt Dagblad, s. 6; B.T. Metro, s. 10; Børsen, s. 1, 2, 4, 20-21; Information, s. 4; Jyllands-Posten, s. 1, 16-17; Politiken, s. 5-6, 14; Altinget (12.12.2019)

Storbritanniens fremtid står på spil
Information bringer en analyse af korrespondent Jakob Illeborg. Han skriver blandt andet: ”En valggyser venter torsdag aften, når stemmerne tælles ved det britiske parlamentsvalg. Labour-leder Corbyn haler ind på premierminister Johnson og kan måske fravriste de konservative sejren ved valget, der kaldes Europas vigtigste i en generation og kan ændre Storbritannien for altid. Det næste døgn er skæbnesvangert for Storbritannien. Uanset udfaldet af torsdagens parlamentsvalg. Hvis premierminister Boris Johnson får flertal i parlamentet, sættes der fart på Brexit-ekspressen - og der er ikke længere en livline for den halvdel af briterne, der i årevis har forsøgt at forhindre Brexit i at blive til virkelighed. Lykkedes det omvendt ikke de konservative at sikre sig et flertal i Underhuset, kan Brexit meget vel blive aflyst. […] Ebenezer Scrooge ændrer i Dickens juleeventyr sin måde at leve på for at undgå fremtidens rædsler. Den kommende regerings fornemste mål må være at samle det dybt splittede Storbritannien, hvilket vil kræve både selvindsigt og ydmyghed. Man kan have sin tvivl om, hvorvidt disse dyder er betegnende for Storbritanniens næste premierminister - hvem det så end bliver.” I Signatur i Politiken skriver Flemming Ytzen blandt andet: ”Hvilken slags socialist er lederen af Labour, Jeremy Corbyn? Har han en samfundsvision, der kan vise den troværdige vej for Storbritannien gennem et europæisk politisk landskab, der er fyldt med minefelter? Som valgkampen har demonstreret, forsøger hans parti at opnå det umulige: at forlade Den Europæiske Union, men samtidig bevare de fordele, der knytter sig til et fælles marked og en toldunion. […] Corbyns EU-tvetydighed skal forstås i netop dette perspektiv: at selve EU-institutionerne stiller sig i vejen for, at en fremtidig Labour-regering kan rulle årtiers konservative økonomiske politik tilbage i historiebøgerne, uagtet at Tony Blairs linje langt hen ad vejen gik i samme retning. Med andre ord kan vi med en sejr til Labour forvente et program for renationalisering af betydelige sektorer i den britiske økonomi: jernbanenettet, energisektoren, postvæsnet og vandforsyningen. […] Hverken Storbritannien eller det øvrige Europa har råd til, at et af de største og vigtigste Nato-medlemmer ledes af denne verdensfjerne socialist.” Altinget bringer en analyse af Thomas Lauritzen, som blandt andet skriver: ”Der er nu et udbredt håb i Bruxelles om, at den konservative Boris Johnson vinder valget med så stort et flertal som muligt. Det skyldes ikke, at EU gerne vil af med Storbritannien. Det skyldes, at de færreste længere tror på, at der er nogen realistisk mulighed for at undgå Brexit. Derfor er målet nu at få gjort en ende på uvisheden, så briterne kan træde ud af Unionen ved midnat natten mellem 31. januar og 1. februar næste år med en aftale og en overgangsordning. […] Nye EU-chefer vil ud af det britiske limbo. I toppen af EU's institutioner er det ikke længere Jean-Claude Juncker og Donald Tusk, der bestrider de øverste poster. Den 1. december blev Kommissionen overtaget af Ursula von der Leyen, og EU's nye rådsformand er belgieren Charles Michel, der næppe nærer samme håb om en aflysning af Brexit som sin forgænger. Det er ham, der bliver mødeleder, når de 27 landes stats- og regeringsledere på fredag samles for at runde to dages EU-topmøder af med en kort status over det britiske valgs betydning. "Uanset udfaldet af det valg så er vi klar. Vi er fast besluttede på fortsat at beskytte sammenholdet mellem de 27 lande, og vi er klar til næste skridt," sagde Charles Michel, da han onsdag uventet dukkede op til en briefing af journalister i Bruxelles. Der lød ikke nogen af de dybfølte appeller til briterne om ikke at opgive Europa, som hans polske forgænger, Donald Tusk, ofte formulerede. De nye topchefer i Bruxelles har ikke samme personlige aktier i de forgangne forhandlinger med London, som Tusk og Juncker havde. Von der Leyen og Michel har et naturligt behov for at slippe ud af det britiske limbo og komme videre med andre udfordringer som slaget om Unionens næste rammebudget, en ny klimaaftale, et styrket forsvarssamarbejde og meget andet. […] I princippet er der selvfølgelig stadig en mulighed for, at meningsmålingerne tager fejl. At Storbritanniens stormfulde politiske liv pludselig blæser magten i hænderne på Jeremy Corbyn og udløser endnu en udskydelse af briternes farvel til det europæiske samarbejde. Men lige nu tyder alt på, at det er for sent at vende udviklingen. Både for Corbyn og for dem, der helst ville beholde Storbritannien i EU. Hvis det holder stik, så er et hurtigt og velorganiseret Brexit at foretrække frem for at trække pinen endnu mere i langdrag. Det er grunden til, at mange i Bruxelles stilfærdigt ønsker sig en klar sejr til den provokerende 'brexiteer' Boris Johnson. Jo større han vinder, jo bedre er chancen for at komme videre.”
Information, s. 10; Altinget; Politiken, s. 7 (12.12.2019)

Det splittede kongerige: Brexit og omstridte ledere deler briterne
Flere af dagens aviser skriver om parlamentsvalget i Storbritannien i dag. Den konservative premierminister, Boris Johnson, er favorit til at blive Storbritanniens næste premierminister og hvis han vinder, er Storbritannien ude af EU den 31. januar 2020. Lederen af Labour, Jeremy Corbyn, spås ikke mange chancer for at blive Storbritanniens næste premierminister, hvor han især er udfordret af Brexit, men også sig selv, da hans personlige popularitet er i bund. For det er Brexit, som i særlig grad har splittet briterne, men splittelsen ses også i Skotland og Nordirland, som begge havde et flertal for at blive i EU i 2016. Boris Johnsons skilsmisseaftale bliver brugt som løftestang og undskyldning for nationalister, der drømmer om selvstændighed og den skotske leder Nicola Sturgeon er langt i planlægningen af en ny selvstændigheds-afstemning. Det er første gang, at meningsmålinger viser flertal for en genforening af Irland og Nordirland. Valget i dag er et vigtigt valg, da det kommer til at bestemme retningen for Storbritannien og Nordirland i mange år frem. Berlingske skriver, at Boris Johnson lover, at der ikke kommer en grænse mellem Nordirland og resten af Storbritannien, men hans embedsmænd siger åbent, at grænsekontrol bliver en daglig foreteelse. For nordirerne er diskussionen om grænser og grænsekontroller fuldstændig afgørende, da Nordirland frygter at enhver grænsekontrol vil være med til at isolere Nordirland fra resten af briterne. Boris Johnson kan selv bestemme, om varer fra EU skal pålægges told og i princippet kan han også selv bestemme, om der skal etableres kontrol, når EU-varer skal ind i Storbritannien. Problemet er bare, at det er en potentiel åben dør fra EU til Storbritannien, hvor virksomheder fra EU frit vil kunne sende varer ind i Storbritannien, uden at de er kontrolleret og eventuelt har fået lagt told på. Jyllands-Posten skriver, at det store bøvl kommer, hvis de konservative bliver det største parti, men ikke får flertal alene. Så vil de øvrige partier formentlig afsætte Boris Johnson, fordi de vil gå efter en anden Brexit-løsning og en ny afstemning. Det kan få regeringsforhandlingerne til at trække ud, fordi skotterne vil kræve deres egen uafhængighedsafstemning, Liberaldemokraterne vil ikke have Jeremy Corbyn som premierminister og vil i øvrigt slet ikke have nye EU-forhandlinger, men helst bare trække Brexit tilbage, mens det er uklart, hvordan det nordirske unionistparti, DUP, vil stille sig til det hele. Børsen skriver, at forspringet til de konservative og Boris Johnson skrumper inden torsdagens valg, hvilket har gjort investorerne nervøse for valgresultatet. Ifølge den nyeste måling fra Yougov får de konservative 10 procent flere stemmer end Labour, men fordi valgsystemet med enkeltmandskredse indebærer stor usikkerhed om nationale meningsmålinger, så er målingen inden for den statistiske usikkerhed. Derfor kan det ikke udelukkes, at resultatet ender i et lammet parlament, eller “hung parliament”. Jyllands-Posten bringer en kommentar af publicist Per Nyholm. Han skriver blandt andet: ”Denne torsdags parlamentsvalg i Storbritannien rummer en formentlig sidste mulighed for, at Storbritannien kan forblive i EU efter 31. december. Muligheden - den er ringe - består i dannelsen af en socialdemokratisk-liberal regering, som udskriver en ny folkeafstemning. Valgets sandsynlige udgang er, at premierminister Johnson virkeliggør brexit, tiljublet af asociale rigmænd og en nationalistisk arbejderklasse. Det vil kaste Storbritannien ud i en eksistentiel krise. Skotland ventes at vende tilbage til Europa, måske ledsaget af et forenet Irland. England efterlades i historiens rendesten, rodløst og meningsløst. […] I bedste fald vil det efter brexit gå England, som det gik Danmark efter tabet af hertugdømmerne i 1864. Nederlaget ved Dybbøl blev vendt til politisk fornyelse, til demokrati, industrialisering og velfærd. Prøjsen, den militære sejrherre, overvurderede sig selv og eksisterer ikke længere. Hvad der i værste fald kan ske med England, tør jeg ikke tænke på.” Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder: ”At parlamentsvalget i Storbritannien torsdag er et brexit-valg kan ikke undre. Alle andre normale politiske spørgsmål drukner naturligvis i den historiske beslutning om at forlade EU, som et flertal af briter desværre har truffet. At vi andre - Storbritanniens venner - dybt beklager, hvad der forestår, må ikke sløre den kendsgerning, at det nu vitterlig er tid til at komme videre og få den ulyksalige afgørelse ført ud i livet; for Storbritannien selv, for Europa, for alle andre. Sejpineriet har stået på længe nok. […] Den konservative Boris Johnson er favorit, og selv om det britiske valgsystem altid er godt for et par overraskelser, tegner alt til, at han vil gå styrket ud af valget i spidsen for en samlet, stærkere brexit-fløj. Labour ligger til at få løn som fortjent, grupperet om en komplet utroværdig Jeremy Corbyn, der lyder som et revolutionsromantisk ekko af de totalitære 1970'ere. Han har ikke formået at trække grænsen over for antisemitiske og venstreekstremistiske kredse. At et hæderkronet parti som Labour endte med at gøre ham til sin leder i en så skæbnetung tid, siger desværre alt om, hvad der foregår i Storbritannien i disse år. […] Et EU uden Storbritannien er til at græde over. Men det er et nationalt, britisk anliggende, som vi andre ikke kan afværge. Lad os nu få det overstået, siger Johnson. Så langt kan man følge ham.”
Politiken, s. 4; Kristeligt Dagblad, s. 7; Berlingske, s. 17, 18, 19; Jyllands-Posten, s. 14-15, 26; Information, s. 10, 11; Ekstra Bladet, s. 17; Børsen, s. 23; Altinget (12.12.2019)

Prioritede historier

ECB: Alle venter på, at Lagarde taler over sig
Torsdag eftermiddag træder den nye præsident for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, ind på den helt store scene. Jyllands-Posten skriver, at Christine Lagarde har lovet at igangsætte et såkaldt strategisk eftersyn af bankens politik, målsætning og virkemidler, hvilket skal laves med et ”åbent sind”, som hun sagde foran Europa-Parlamentet forleden. Derudover har Lagarde også luftet muligheden for at dreje pengepolitikken over i en grøn retning ved blandt andet at orientere opkøbsprogrammet mod såkaldt grønne statsobligationer, hvor provenuet målrettes klimavenlige tiltag. Børsen skriver, at Lagarde må veje hvert ord på guldvægt på sit første pressemøde som ECB's nye chef. “I særdeleshed vil ethvert tegn på, om hun repræsenterer en fortsættelse af sin forgænger eller en betydelig afvigelse, blive vurderet,” skriver Peter Schaffrik, der er global makrostrateg ved RBC Capital Markets, i en analyse ifølge Børsen. Christine Lagarde har været vant til verdens opmærksomhed, men nu er det på niveau, hvor det kan få direkte markedskonsekvenser, hvis hun fejler i kommunikation. “Derfor skal man også huske, at hun bad om tålmodighed, da hun blev hørt i Europa-Parlamentet, og ikke overfortolke hendes centralbanksprog, fordi hun stadig lærer,” skriver Inge Klaver og Anders Svendsen, der er analytikere i Nordea. De tror ikke, at Lagardes pengepolitik “for nærværende” vil afvige fra Mario Draghis og den samme vurdering kommer fra Peter Schaffrik, der skriver, at “indtil videre har hendes budskaber ikke afveget meget fra Draghi-æraen.” JP Morgan tror på, at Lagarde overrasker. “Det her møde er ikke på autopilot. Vil hun reducere renten med yderligere 25 basispoint? Ja, det tror jeg. Vil ECB fordoble størrelsen af opkøbene fra 20 mia. euro til 40 mia. euro om måneden? Ja, det tror jeg,” siger Bob Michele, der er investeringsdirektør i JP Morgan Asset Management til Bloomberg TV ifølge Børsen.
Jyllands-Posten, s. 12-13; Børsen, s. 22 (12.12.2019)

Færøerne er fanget og klemt i striden mellem Kina og USA
Et lydklip optaget på Færøerne, der end ikke er offentliggjort, har skabt en større politisk debat i Danmark og verden og lydklippet placerer øgruppen midt i det geopolitiske slagsmål mellem USA og Kina. Kinas ambassade afviser, at ambassadøren har truet Færøerne med at kvitte handelsaftale, hvis Huawei fravælges til 5G-netværk. ”Ambassadøren fremsatte ingen trusler, og han hørte heller ikke klager om dette fra færøsk side,” skriver ambassaden til Jyllands-Posten. Berlingske skriver blandt andet i sin leder: ”En dramatisk sag om kinesiske handelstrusler mod Færøerne og en hemmeligholdt lydoptagelse slår skår i to sejlivede propagandahistorier om den kinesiske techgigant, Huawei, og om Kina. Huawei ynder at fremstille sig selv som en selvstændig, privat virksomhed, der ikke tager imod ordrer fra den kinesiske stat. Vi kan trygt lade Huawei stå for fremtidens 5G-mobilnetværk, lyder det fra virksomheden. Kinas kommunistiske ledere forsøger på samme tid at fremstille sig selv som respektable internationale partnere med fredelige hensigter. De fortællinger harmonerer dårligt med oplysninger, som i en uge er blevet forsøgt hemmeligholdt på Færøerne. […] USA har de senere år med stigende styrke advaret mod, at store kinesiske tech-virksomheder som Huawei kan blive tvunget af Kinas kommunistiske styre til at spionere mod Vesten. Forsvarets Efterretningstjeneste slår også fast i sin seneste trusselsvurdering, at kinesisk lov pålægger kinesiske virksomheder at udlevere oplysninger til Kinas efterretningstjenester. […] Kina er et diktatur, som bygger sin magt på en omfattende statslig kontrol med private virksomheder, og det er derfor svært at skelne det private fra staten i Kina. […] Danmark bør rejse sagen i EU, men vi skal også reagere skarpt på egen hånd. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skylder at forklare sig om, hvordan Udenrigsministeriet har rådgivet færingerne i sagen om fogedforbuddet - og han bør straks indkalde den kinesiske ambassadør til en samtale. Kinas ambassadør skal have ren besked om, at vi ikke vil acceptere økonomiske trusler.” Kristeligt Dagblad skriver blandt andet i sin leder: ”Færøerne er et lille land. 50.000 indbyggere og en samlet økonomi, som svarer til omsætningen i en dansk virksomhed som Coloplast. Men dramaet, som lige nu udspiller sig på øgruppen i det nordlige Atlanterhav, er stort. Og den aktuelle skandale, som handler om kinesisk pres på den færøske regering for at indgå en aftale med techgiganten Huawei, rummer i sig den ofte oversete, men ikke desto mindre mest afgørende storpolitiske udfordring i det 21. århundrede: Vestens forhold til Kina. […] USA og Kina bruger aktuelt mange kræfter på at vinde 5G-kapløbet, og EU har indtil videre undgået at tage samlet stilling, hvorfor det aktuelt er op til hvert enkelt land, om man vil indgå aftaler med kinesiske Huawei. Senest har præsident Trump opfordret til at gøre implementering af 5G-teknologi til et sikkerhedspolitisk spørgsmål i Nato-regi. Desværre er det ofte sådan, at Trumps dagsordener instinktivt får den europæiske offentlighed til at løbe i den modsatte retning. Naturligvis er der også kommercielle amerikanske interesser på spil. Men det er på tide, at europæiske politikere og den europæiske offentlighed vågner op og finder et samlet svar til de kinesiske ambitioner om at dominere verdens infrastruktur. Selvom også den danske udenrigsminister bør sige klart fra over for den kinesiske fremfærd på Færøerne, er det i sidste ende en sikkerheds- og udenrigspolitisk dagsorden, som bør løftes i EU- og Nato-regi. […] Da vi fra europæisk side ikke selv har muskler til at vinde kapløbet om global infrastruktur, bør vi spørge os selv, hvem vi helst vil være bundet til - USA eller Kina? Med eller uden Trump er svaret USA. Det er på tide at vågne op.” Børsen skriver blandt andet i sin leder: ”Berlingskes afsløring af at Kina, fra officielt hold, tilsyneladende har forsøgt at presse Færøerne økonomisk, hvis færingerne fravalgte Huawei som 5G-leverandør, afdækker, som Søren Espersen (DF) efterfølgende udtalte til Ritzau, en gedigen skandale. Historien afvises fra kinesisk hold, men hvis der er noget om snakken, må vi som rigsfællesskab rykke tættere sammen. Vi kan ikke sidde den slags bølleadfærd fra et ikke-demokratisk land som Kina overhørig. […] Som fuldgyldige medlemmer af EU er handelstrusler vanskeligere at praktisere over for os, end de er i relation til Færøerne, som aldrig har valgt at melde sig ind i EU. Både Færøerne og Grønland står derfor rent handelspolitisk i en sårbar situation. Når vi i Europa trods ofte modsatrettede interesser står sammen, taler vi med en betydeligt stærkere stemme, end når vi agerer hver for sig. Det nyder små lande som Danmark særligt glæde af. EU og andre internationale samarbejdsorganisationers store betydning for Danmark aktualiseres ikke alene af sagen om de mulige kinesiske handelstrusler i forhold til Færøerne. Torsdag skal briterne til valgurnerne til et parlamentsvalg, som får stor indflydelse på det fortsatte brexit-forløb. Desværre er der trods det ualmindeligt rodede forløb omkring briternes udtræden af EU fortsat danske politikere, som mener, at vi skal lade os inspirere af Storbritannien. Det vil imidlertid være en ekstremt farlig vej at slå ind på for Danmark.”
Berlingske, s. 4; Kristeligt Dagblad, s. 12; B.T. Metro, s. 12; Jyllands-Posten, s. 8; Børsen, s. 2 (12.12.2019)

Arbejdsmarkedspolitik

Europæisk mindsteløn truer den danske model
Berlingske bringer et debatindlæg af Jacob Holbraad, administrerende direktør, Dansk Arbejdsgiverforening, Lizette Risgaard, formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister (S). De skriver blandt andet: ”I dag kommer Nicolas Schmit, EUs nye beskæftigelseskommissær, til Danmark. Han kommer med en af de største politiske mærkesager for den nye kommission i bagagen: En mindsteløn i hele EU. Vi forstår Kommissionens udgangspunkt. Det er ikke svært at få øje på de problemer, Kommissionen forsøger at løse. I mange europæiske lande har lønmodtagerne ikke samme gode vilkår som i Danmark. De udfordringer, der er i nogle lande, skal selvfølgelig håndteres. En lovbestemt europæisk mindsteløn er bare ikke den rigtige løsning. EU har ikke ret til at bestemme lønniveauet i de enkelte lande. Det står i traktaten - EUs grundlov. Løn er et nationalt anliggende. Og det er der en rigtig god grund til. Der er ikke to europæiske arbejdsmarkeder, der er ens, og derfor bør lønnen også reguleres der, hvor indsigten er størst: I medlemslandene selv. […] Nicolas Schmit har under sin høring lovet, at uanset hvilket forslag Kommissionen fremlægger, så vil det ikke underminere den danske model. Det glæder os, og det løfte vil vi selvfølgelig også holde Kommissionen op på og vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at den danske model også fremover bliver respekteret. Derfor er det afgørende, at vi fastholder, at løn er noget, man beslutter i de enkelte lande, og i Danmark er det et anliggende for arbejdsmarkedets parter. Vi sætter pris på Kommissionens gode hensigter - men det skal ikke ske på bekostning af den danske arbejdsmarkedsmodel.”
Berlingske, s. 35 (12.12.2019)

Handel

Trumps triumf øger risikoen for en handelskrig med EU
Berlingske bringer en analyse af økonomisk redaktør Ulrik Bie. Han skriver blandt andet: ”Det vælter ud med politiske aftaler i Washington. På trods af den igangværende rigsretssag er præsident Donald Trump og Demokraterne i Repræsentanternes Hus blevet enige om oprettelsen af en rumstyrke, barsel til offentlige ansatte og ikke mindst opdateringen af den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA (North American Free Trade Agreement). […] Kina er nok den store taber. En styrket intern handel i Nordamerika vil reducere Kinas adgang til det nordamerikanske marked. Dertil kommer, at aftalen viser, at Trump faktisk er i stand til at indgå store aftaler - og både Mexico og Canada har undervejs været udsat for samme bøllemetoder, som også Kina oplever. Med de nordamerikanske handelsforhold på plads og en stærk økonomi har Trump også bedre muligheder for at lægge pres på Kina i de langstrakte forhandlinger. […] Der er udbredte forventninger om en udskydelse af den næste runde straftold på kinesiske varer, som efter planen skulle træde i kraft på søndag. Men vi ved fra de seneste par år, at intet er besluttet, før det er offentliggjort på præsidentens Twitter-konto. Og man skal fortsat ikke forvente hurtige fremskridt i forhold til de store knaster. Desuden er det spørgsmålet, om Trump nu vil vende blikket tilbage mod EU. Sagen om europæisk bileksport som en national trussel er blevet forældet, men kan tages op igen. Samtidig er europæiske digitale skatter rykket helt op øverst på den amerikanske bekymringsliste. Her kan der også hurtigt komme nye tiltag. Og så er der adgangen for amerikanske landbrugsvarer til det europæiske marked. Trumps udestående handelsirritationer peger nu i stadig højere grad mod det europæiske kontinent.”
Berlingske, s. 9 (12.12.2019)

Interne anliggender

Karrieren slutter aldrig for euroens fader
Økonomiprofessor Niels Thygesen er i dag formand for EUs finanspolitiske råd og på fredag fylder han 85 år. Niels Thygesen er uden nogen tvivl den nulevende danske økonom, som har haft størst indflydelse på international økonomisk politik nogensinde. Berlingske skriver, at man måske om nogle år vil sige det samme om Margrethe Vestager, som i dag er næstformand i Europa-Kommissionen og i gang med sin anden periode som kommissær for en af kommissionens tungeste porteføljer. Vestager når måske Niels Thygesen til mere end sokkerne, men der er et stykke vej til skuldrene, skriver Berlingske. Niels Thygesen står mejslet ind i EUs historie, fordi han var et af kun tre ekspertmedlemmer i Delors-komiteen, der 1988-1989 skrev euroens forfatning.<br /><br />
Berlingske, s. 28; B.T., s. 27 (12.12.2019)

Klima

CO2-neutralitet er et dyrt og nytteløst mål
Børsen bringer en kronik af Bjørn Lomborg, direktør, Copenhagen Consensus Center, og gæsteprofessor, Copenhagen Business School. Han skriver blandt andet: ”Med FN's globale klimatopmøde i gang i Madrid opfordres verdens ledere til at gå længere end nogensinde før og forpligte sig til at opnå CO2neutralitet hurtigst muligt. Det er frugtesløst. Ifølge klimaforkæmperne er CO2-neutralitet blevet standardmålet for alle regeringer. Fra Norge til Frankrig til Chile roses flere ledere for, at de allerede har afgivet løftet - og sommetider bakket det op med lovgivning - om ikke længere at udlede flere drivhusgasser i atmosfæren, end de trækker ud. Klimaforandring er et virkeligt problem. Det er menneskeskabt, og det vil have negative følger. Men bestræbelser på at holde op med at udlede CO2 inden 2050 eller før er en meget dyr metode til at gøre noget, der er så godt som nytteløst. […] Klimaudfordringen bliver ikke løst ved at bede folk om at bruge mindre eller dyrere energi. Man må finde en fornuftig mellemvej, der kan omfatte politikker som en lav og stigende beskatning af CO2. Men i sidste ende må vi fokusere på den kendsgerning, at den bedste måde at løse klimaændringer på er innovation, der gør prisen på CO2-fri energi lavere end prisen på fossile brændstoffer. I 2015 lovede verdens ledere at fordoble investeringer i forskning og udvikling af grøn energi. Det er et mål, de ikke er på vej til at nå. COP25 bør fokusere indsatsen på innovation og sætte et mål, der er meget mere opnåeligt og vil føre til betydeligt større fordele for menneskeheden til en meget lavere pris.”
Børsen, s. 4 (12.12.2019)

Dansk Energi: Klimapolitisk minefelt venter statsministeren til EU-topmøde
Altinget bringer et debatindlæg af Anders Stouge og Jørgen Skovmose Madsen, henholdsvis viceadministrerende direktør og EU-chef, Dansk Energi. De skriver blandt andet: ”Det er en vanskelig mission, Mette Frederiksen begiver sig ud på, når hun snart tager til EU-topmøde. De klimapolitiske miner ligger spredt ud over det hele. Klar til at detonere, når statsministeren skal forsøge at lande en aftale om et klimaneutralt Europa i 2050 sammen med sine kollegaer. Men hvis missionen lykkes, vil det være et fundamentalt gennembrud i kampen mod klimaforandringerne. Der er meget på spil. En række medlemslande påpeger, at ambitiøse klimamål vil være en økonomisk byrde, som skal håndteres. I den grønne omstilling skal erhvervslivets konkurrenceevne da også beskyttes og udvikles. Omvendt er der omkostninger forbundet ved ikke at gøre noget, og en ambitiøs klimaindsats i rette design er lige så meget god vækstpolitik, som det er god klimapolitik. […] Hvor dybt diskussionen på EU-topmødet kommer ned i finansiering af den grønne omstilling og gassens rolle i fremtidens energisystem er fortsat uklart. Men man har tidligere set, at for at få en aftale om klimaambitioner til at glide ned i EU, har det været nødvendig med en række forsikringer til særligt de Central- og Østeuropæiske lande. […] Hvis det lykkes Mette Frederiksen og hendes 27 kolleger at navigere sig gennem minefelterne, kan det give et kæmpe boost til den grønne omstilling. En omstilling som også har mange vækstmuligheder i sig. Herunder ikke mindst for danske virksomheder. Men det bliver en neglebidende forestilling. For et skridt til den forkerte side kan blive altødelæggende.”
Altinget (12.12.2019)

Jørgen Henningsen: Danmark snyder på klimavægten med biomasse
Altinget bringer et debatindlæg af Jørgen Henningsen, debattør, seniorrådgiver ved European Policy Centre og forhenværende direktør i EU-Kommissionen. Han skriver blandt andet: ”Klimaminister Dan Jørgensen (S) rejser givetvis til COP25 i Madrid som en glad, måske endda stolt, mand. Det er forståeligt; ikke alene fik han samlet stort set alle Folketingets partier bag sin aftale om en ny klimalov, men også kommentarerne efterfølgende har helt overvejende været positive. Jeg vover trods alt et par dråber malurt. Jurister har allerede påpeget, at aftalens brug af ordet "bindende" er problematisk. Den binder selvfølgelig ikke et fremtidigt Folketing, men er alene politisk "bindende" i kraft af, at den har så bred tilslutning i Tinget. Det er også påfaldende, at aftalen overhovedet ikke nævner EU (bortset fra at reduktionsmålet ikke kan nås ved at anvende "EU-fleksibilitetsmekanismer"). En meget betragtelig del af den emissionsreduktion, vi har set siden år 2000, skyldes EU-lovgivning, der har strammet kravene til energieffektivitet af vaskemaskiner, køleskabe, belysning, endog biler. […] Min konklusion: Aftaleparterne har prioriteret muligheden for fortsat "branding" af Danmarks som foregangsland på klimapolitik over hensynet til klimaet. Det har de i øvrigt skrevet allerede i de første linjer i aftalen (parterne er enige om, "at Danmark tager lederskab for den grønne omstilling). Jeg har svært ved at se, at dette kan rettes op i næste års klimaplan.”
Altinget (12.12.2019)

Konkurrence

Danskerne sender milliarder af kroner til udenlandske webshops
Danskerne bruger rekordmange penge på nettet, og en ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at en tredjedel af disse penge ender i udlandet. Mange udenlandske webshops betaler ikke dansk moms og kan derfor tilbyde varer til lavere priser og derfor kæmper Dansk Erhverv for at få EU-Kommissionen til at gøre noget ved de udenlandske platforme, så de danske platforme og hjemmesider kan blive mere konkurrencedygtige. ”Det er helt afgørende, at alle salg til danske forbrugere bliver underlagt samme regulering, for eksempel dansk moms, så der bliver fair og lige konkurrencevilkår for danske webshops til at konkurrere med de udenlandske,” siger Dansk Erhvervs markedsdirektør, Henrik Hyltoft.
Jyllands-Posten, s. 4 (12.12.2019)

Landbrug

EU stiller minimumskrav til genbrug af spildevand
EU har med en ny aftale om at genbruge spildevand til markvanding taget hul rent lovgivningsmæssigt på EU-Kommissionens handlingsplan for cirkulær økonomi. Den konservative europaparlamentariker Pernille Weiss mener, at selvom den nye aftale ikke umiddelbart får stor direkte betydning herhjemme, så er aftalen meget værd. "Det er den første forordning, der konkret løfter et område op på EU-niveau inden for cirkulær økonomi. Så vi får nu skabt noget erfaring for den slags lovgivning, som der kun vil komme mere af," siger Pernille Weiss ifølge Altinget. Aftalen er tænkt til at hjælpe landmænd mod vandmangel og tørke i Europa ved at opsætte spilleregler for at bruge renset spildevand til at vande landbrugets marker og flere sydeuropæiske lande bruger allerede i dag spildevand fra byområder til at vande marker med alt fra dyrefoder til grøntsager. Den danske miljøminister, Lea Wermelin (S), er også godt tilfreds med forhandlingsresultatet, fordi forslaget sikrer danske forbrugere et højt beskyttelsesniveau på miljø og fødevaresikkerhed, uanset hvor fødevarerne måtte komme fra i Europa og uanset vanding. Den nye EU-aftale skal nu vedtages i de nationale parlamenter i alle medlemsstaterne.
Altinget (12.12.2019)