Torsdag den 13. februar

Tophistorier

Dansk veto i budgetforhandlingerne går stik imod danske interesser
I et debatindlæg i Politiken skriver, Jens Hjarsbech, seniorøkonom i tænketanken Axcelfuture og Claus Grube, senior fellow i Axcelfuture, samt tidligere ambassadør: ”Hvis vi vil have indflydelse i EU, skal vi lægge nej-hatten på hylden og trække i EU-sokkerne. Hvor meget mere skal Danmark betale til EU de kommende år? Det er det store spørgsmål, når EU i de igangværende budgetforhandlinger lægger op til, at medlemslandene øger deres bidrag - for Danmarks vedkommende med mellem tre og fem milliarder kroner – blandt andet fordi Storbritannien har forladt klubben og efterladt et stort hul i kassen. Regeringen truer nu med at nedlægge veto, hvis vi skal betale denne ekstraregning, men er det virkelig den bedste måde at gå til vores EU-medlemskab på? I øjeblikket betaler Danmark cirka 20 milliarder kroner årligt til EU. Det lyder af meget, men vi får cirka halvdelen direkte tilbage igen gennem EU-støtteordninger. Særligt dansk landbrug modtager EU-midler, men også en mere end ligelig del af EU's forskningsmidler ender i Danmark. Ud af et samlet dansk offentligt budget på 1.100 milliarder kroner er vores EU-regning reelt et mindre beløb - især i betragtning af at en meget stor del af de problemer, vi kommer til at slås med fremover, er grænseoverskridende. Der er altså brug for fælles løsninger, og så må man spytte i den fælles kasse. […] En af EU's helt store succeser er oprettelsen af det indre marked, som Danmark nyder godt af. Halvdelen af vores udenrigshandel sker med andre EU-lande i det indre marked (endda uden Storbritannien). Analyser viser, at det indre marked giver Danmark en årlig velstandsgevinst på 100 milliarder kroner eller mere. Dertil kommer alle de handelsaftaler, EU har forhandlet med store dele af resten af verden, og som også kommer Danmark til gode. Vi ville ikke have haft mulighed for at forhandle lignende aftaler på plads uden EU, og i en tid med protektionistiske strømninger og pres på den internationale aftalebaserede handelsorden er der endnu mere brug for EU. Et andet oplagt eksempel er klimaet. Her har EU meget store ambitioner, og man har forpligtet sig til et fælles mål om klimaneutralitet i 2050. Det er et af de områder, EU vil bruge flere penge på i det kommende budget, og det er en målsætning, Danmark bakker fuldt op om. EU-Kommissionen har en ambition om, at der skal opbygges en produktion på hele 450 GW havvindenergi i 2050 for at nå klimamålsætningen. […] Danmark står til at høste store gevinster ved denne målsætning, for udbygning af den vedvarende energi - særligt vindenergi - er som bekendt en af dansk økonomis spidskompetencer. Frihandel og klima er blot to eksempler på, hvordan EU er en kraftfuld løftestang for danske kerneinteresser. Men hvorfor skal vi så ikke bare stå stejlt på vores budgetkrav, når vi allerede får en masse fordele? Det skal vi ikke, fordi vi kan få endnu mere ud af vores EU-medlemskab. Men desværre viste Taksøe-Jensens udenrigs- og sikkerhedspolitiske udredning fra 2016, at Danmark er blevet marginaliseret i EU. En konklusion, der for et par år siden blev bekræftet af en undersøgelse fra den anerkendte tænketank European Council on Foreign Relations. […] Selvfølgelig skal vi grundigt overveje, om vi får nok for vores medlemskontingent, for det er jo skatteydernes penge. Men hvis vi vil have indflydelse i EU, skal vi lægge nej-hatten på hylden og trække i EU-sokkerne i stedet for. Gevinsterne for danske virksomheder, forbrugere og borgere vil være kæmpestore.
Politiken, s. 5 (13.02.2020)

Prioritede historier

EU-Parlament: Ja til aftale med Vietnam
B.T. fortæller, at en frihandelsaftale, der fjerner stort set alle toldsatser mellem Vietnam og EU i løbet af ti år, blev i går godkendt af EU-Parlamentet. Det skete, selv om flere parlamentarikere har udtrykt stor bekymring over miljø- og arbejdsforholdene i Vietnam. Der har også været stor kritik af manglen på menneskerettigheder. Men de ting kan en handelsaftale være med til at forbedre, sagde den tyske socialdemokrat Bernd Lange. Han er formand for udvalget for international handel i Europa-Parlamentet. EU-landene har godkendt aftalen, som med EU-Parlamentets godkendelse nu kan realiseres. Det forventes, at handelsaftalen træder i kraft før sommer.
B.T., s. 11 (13.02.2020)

Interne anliggender

Europas nationale højrefløj samles i Italien
Berlingske skriver i sin analyse om den politiske situation i Italien: ”Når interessen i stigende grad samler sig om den speedsnakkende 42-årige romer, Giorgia Meloni, som en magtfaktor i såvel italiensk som europæisk politik, handler det imidlertid ikke kun om flygtig SoMe-succes. Først på ugen mødtes en række af Europas førende højrenationale politikere til den anden National Conservatism Conference i Rom. Tilstede var blandt andre den ungarske premierminister, Viktor Orbán, den spanske Voxleder, Santiago Abascal, Ryszard Legutko fra det polske regeringsparti PiS og franske Marion Maréchal. Sidstnævntes moster, Rassamblement National-lederen Marine Le Pen, glimrende derimod ved sit fravær. Men endnu mere opsigtsvækkende var det, at også Il Capitano alias Matteo Salvini havde meldt afbud på hjemmebane. Den tidligere indenrigsminister og Legaboss er, efter sin fiasko ved regionalvalget i Emilia-Romagna for et par uger siden, slået ind på en mere midtersøgende kurs, lyder forklaringen fra nogle iagttagere. […] I EU-sammenhæng kommer det Meloni til gode, at hun ikke har kastet sig i armene på russerne. Fratelli d'Italia tilhører i Europa-Parlamentet gruppen af Europæiske Konservative og Reformister og har dermed gode forbindelser til det magtfulde polske regeringsparti PiS og andre højrenationale fjender af Moskva. […] Historikeren Steven Forti vil se en samlet europæisk front på den nationale højrefløj, før han tror det. Men skulle partierne overvinde deres mange ideologiske uenigheder og geopolitiske modsætninger, ville Meloni være et godt bud på en samlende figur.”
Berlingske, s. 19 (13.02.2020)

Gade udstiller udenlandske studerende uretfærdigt
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Kira Marie Peter-Hansen, medlem af Europa-Parlamentet for SF i Den Grønne Gruppe, blandt andet: ”Søren Gade (V), havde forleden her på siderne fundet en ny måde at mistænkeliggøre europæiske borgere i Danmark på. Skulle man have misset indlægget, kan det nogenlunde retfærdigt resumeres til, at svenske eller rumænske studerende stjæler velfærdskronerne ud af danske pensionisters pengepunge, når de modtager den SU, de er berettiget til under uddannelse i Danmark. […] Lad mig slå to ting fast med det samme. De øgede udgifter til SU til europæiske studerende udtrykker alene, at vi har flere europæiske studerende. […] Ud fra både økonomiske og kulturelle betragtninger ser jeg tendensen som positiv. Det er et udtryk for, at vi i Danmark har universiteter af en så høj kvalitet, at andre EU-borgere er villige til at forlade land og familie i en årrække for at dygtiggøre sig på danske universiteter. Søren Gade vil have os til at tro, at mens vi sover, ”stiger en EU-borger ombord på det næste fly til sit hjemland med en dansk check i hånden”. Men faktum er, at under halvdelen af de udenlandske studerende forlader Danmark, efter at de har afsluttet deres uddannelse. Det danske arbejdsmarked er attraktivt - særligt når man har fået netværk og sprogkundskaber gennem uddannelse. Det skal vi være glade for. Nye tal fra Tænketanken Europa og FH peger på, at EU-borgeres samlede bidrag til den danske velfærd i perioden 2002 til 2018 har udgjort mindst 45 milliarder kroner. Det er lodret forkert, når Gade skriver, at den danske model ikke kan holde til, at europæiske borgere får adgang til danske velfærdsydelser. Tværtimod er det en rigtig god investering i både uddannelse og arbejdsmarked.”
Jyllands-Posten, s. 20 (13.02.2020)

Lad os droppe én nordisk union
I et debatindlæg i Berlingske, skriver Bertel Haarder (V), MF, blandt andet: ”I EU tales der om en ”klimaunion”, men hvorfor ikke begynde med en nordisk klimaunion, som kan vise vejen for hele EU? Der er også brug for et transportministerråd, en fælles politik for byggestandarder og en ”public service-union” uden den geoblokering, der for to år siden afskar danske og svenske teenagere fra at følge den norske TV-serie SKAM, som ellers havde lært dem norsk på rekordtid. Lad os droppe den gamle drøm om én nordisk union og i stedet satse på en række nordiske unioner eller fællesskaber på centrale, borgernære områder. Det er både realistisk og påkrævet.”
Berlingske, s. 28-29 (13.02.2020)

Klima

De Radikales grønne realisme
Information skriver i dag i sin Leder, blandt andet følgende: ”I weekenden skældte De Radikale ud på regeringen for ikke at gøre nok for den grønne omstilling. ”De store, strategiske beslutninger skal tages nu, for ellers når vi det ikke,” sagde klimaordfører Ida Auken i Berlingske. Men blot tre dage senere godkendte partiets medlemmer af EU-Parlamentet i Strasbourg, at EU støtter olie- og gasledninger med 29 milliarder euro. Det var en farce. Den nye EU-Kommissionen har gjort klimaet til sin store prioritet og under stort ståhej lanceret en green deal, som skal gøre Europa klimaneutralt i 2050. Men EU giver stadig direkte støtte til fossil energi. I år har EU-Kommissionen udvalgt 151 projekter, som kan få støtte fra det store støtteprogram til energiinfrastruktur. Det er alt fra udvidelser af elnettet i Slovenien til vindmølleprojekter i Nordsøen. Men med på listen er også 35 gas- og olieprojekter: en olieledning til Bratislava, en gasledning til Malta, en olieterminal i Gdansk. Et af gasprojekterne har en løbetid på 40 år, altså lang tid efter, at unionen skal være klimaneutral. […] Onsdag stemte et flertal af liberale, konservative og højrenationale planerne igennem. De 151 energiprojekter er samlet set bedre end de projekter, der er i dag, lød argumentet. Der er jo også grønne tiltag imellem, gassen skal kun være midlertidig, og man kan jo ikke få det hele. Men det er den slags grøn realisme, som smelter gletsjere og antænder skovbrande.”
Information, s. 2 (13.02.2020)

Retlige anliggender

Kvindeprogram på universiteterne kan være i strid med EU-retten
I et debatindlæg i Berlingske, skriver Hans Bonde, professor, dr.phil. og Torsten Skov, ph.d. i epidemiologi, blandt andet: ”I december 2019 pålagde regeringen Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) at oprette et såkaldt ”Inge Lehmann-program”, der ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), skal afhjælpe ”den skæve kønsfordeling” på universiteterne. Hun ønsker derfor at der skabes grobund for at øge antallet af kvindelige professorer. […] Ikke desto mindre har regeringen nu - presset af sine traditionelle støttepartier - iværksat et initiativ, der forskelsbehandler forskere på køn. Dermed krænker det grundlæggende retsprincipper, og formentlig overskrider det den EU-retlige lovgivning. Programmet er derfor hverken retfærdigt eller retmæssigt. Lad os med det samme slå det fast med syvtommersøm: Kvinders aktive deltagelse på alle niveauer i det moderne samfundsliv og dermed også i forskningen gør hele samfundet klogere og rigere. Men forsøg på at understøtte dette klare ideal bør blot foregå ud fra redelige argumenter og virkemidler. Derfor spørger vi: Er initiativet retfærdigt - og er det retmæssigt, altså juridisk holdbart? […] At regeringen nu vil begunstige de allerede veletablerede kvindelige forskere og negligere de dygtige unge kvinder, der fravælger en forskerkarriere, er altså ikke den rigtige vej at gå.”
Berlingske, s. 28-29 (13.02.2020)

Sikkerhedspolitik

Dansk forsvar skal kigge nordpå
I et debatindlæg på Altinget, skriver Martin Lidegaard (R), MF og formand for Udenrigspolitisk Nævn, blandt andet: ”Om ikke så lang tid begynder forhandlingerne om fordeling af de ekstra halvanden milliarder kroner, som forsvarsforligskredsen besluttede af afsætte til Forsvaret som følge af Trumps amokløb på forrige Nato-topmøde. […] Med Trumps købstilbud af Grønland, Kinas selvudråbte "nærarktiske" position og Ruslands oprustning peger alt pludselig nordpå i fremtidens danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. […] Endelig er cyberområdet og rummet rykket endnu højere op på dagsordenen og udgør nu en vital del af både trusselsbilledet – og dermed også af Forsvarets opgaver. […] For en radikal var det ikke nogen nem beslutning at sige ja til halvanden milliard kroner ekstra til Forsvaret oven i de mange penge, som vi i forvejen havde bevilliget i forsvarsforliget. Men hvis partierne bag aftalen kan blive enige om at prioritere Arktis og cyber med fokus på et stærkt partnerskab med EU i begge sager, så bliver det måske de vigtigste penge, som vi har investeret i Forsvaret i årtier. Især hvis regeringen af præcis de samme grunde snart vil indse, hvor skadeligt det danske forsvarsforbehold er for Rigets sikkerhed.”
Altinget (13.02.2020)