Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information15. juni 2017Repræsentationen i Danmark9 min læsetid

Torsdag den 15. juni

EU i dagens aviser

Torsdag den 15. juni 2017

Dagens EU-tophistorier

Institutionelle anliggender: Pres øges på May for at levere blødere Brexit
I Berlingske kan man i dag læse, at flere og flere i det britiske konservative parti i det seneste døgn har sluttet sig til det efterhånden store kor, der ønsker, at Theresa May revurderer den hårde Brexit-strategi og i stedet søger et kompromis, som såvel mange konservative som Labour-politikere kan se som en farbar vej. Den tidligere premierminister, David Cameron, der udskrev selve Brexit-folkeafstemningen, er blandt kritikerne af et hårdt Brexit. På Altinget kan man læse: ”Ironisk nok kommer briterne nok alligevel til at efterleve alle de 'overbureaukratiserede'EU-krav, som de så inderligt ønskede at løsrive sig fra. Med andre ord, det er et skridt frem, og to skridt tilbage. Briterne vil forsat eksportere til Europa, men det bliver mere besværligt, usikkert og dyrere,” siger Jens Ladefoged Mortensen lektor i Statskundskab, Københavns Universitet. Altinget fortæller også, at ifølge Anders Fogh Rasmussen, kan det nyligt overståede valg i Storbritannien dog betyde, at Brexit ikke bliver så hårdt som forventet. Berlingske giver ordet til den konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen: ”I Storbritannien står Theresa May med et kolossalt stort ansvar, og selvom valget langtfra gik, som partiet havde håbet, holder hun fast i den ansvarlige linje og i nogle stærke værdier, som nationen mere end nogensinde har brug for,” skriver han. Politiken er nervøse for, hvordan Theresa Mays plan for EU-exit og hendes samarbejde med det nordirske parti DUP kan true freden på den irske ø. ”En genindførelse af noget, der på nogen måde ligner en hård grænse, vil være katastrofalt for den nordirske fredsproces,” siger John Major til BBC. Grænsen mellem Irland og Nordirland bliver dermed en ydre grænse mellem et EU-land og et ikke-EU-land.
Kilder: Berlingske s. 17, 32; Altinget; Politiken s. 13

Interne anliggender: Danmarks udenrigspolitiske strategi er blottet for visioner

Flere medier kommentere og kritiserer i dag regeringens nye udenrigspolitiske strategi. Politikens lederskribent mener, at Danmarks udenrigspolitiske strategi er blottet for visioner. Strategien er slet ikke en strategi, men netop kun en analyse, der er rigere på vage formuleringer end på konkrete tiltag og visioner. ”Tyskland og Frankrig har allerede reageret med tanker om et tættere militærsamarbejde i EU, men den danske 'strategi' stopper ved en konstatering af, at Danmark jo har et EU-forsvarsforbehold. Vil vi dog gerne øge vores forsvarsudgifter og være klar til nye 'internationale operationer'. Kort sagt: Ingen vision om at søge nye veje eller opgør med hverken den fortsatte militarisering af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik eller den lange række af fejlslagne krige sammen med netop USA,” skriver Politiken. Jyllands-Posten skriver, at tidligere klimakommissær i EU, Connie Hedegaard (K), kritiserer i barske toner, at regeringen helt har undladt at tage klimatruslen med i Danmarks første og længe ventede udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som blev offentliggjort onsdag. Altinget fortæller ligeledes, at hele karakteren af EU-diplomatiet skal til at ændre sig. Fra at have været en mere passiv småstat, der har kunnet ligge i læ, skal vi ud og være en mere aktiv småstat og finde ud af, hvem vi har nogle ting til fælles med," siger lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Rasmus Brun Pedersen.
Kilder: Politiken s. 1, 11; Altinget; Jyllands-Posten s. 9, 20

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Sikkerhedspolitik: Fejlslagen grænsekontrol lukker terrorister ind i Europa
Berlingske skriver, at ifølge en ny rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) er sagen om belgiskfødte Adbelhamid Abaaoud, der var hovedmanden bag terrorangrebet på spillestedet Bataclan i Paris, et eksempel på de store problemer med manglende kontrol ved Europas ydre grænse, som har ført til, at kendte udlandskrigere kan vende hjem til Europa og begå terrorangreb. ”Hvis EU-landene arbejdede bedre sammen ved den ydre grænse, kunne man måske løse problemet med foreign fighters, der vender tilbage,” siger seniorforsker Manni Crone, der er en af to forfattere på rapporten. MetroXpress beretter, at i en tale i EU-Parlamentet i Strasbourg sagde Jean-Claude Juncker, EU-Kommissionsformand, at de europæiske lande bør arbejde langt tættere sammen om forsvar i fremtiden. Derfor har kommissionen foreslået, at EU opretter en forsvarsfond. ”Vi taler ikke om en militarisering af det europæiske kontinent. Det handler om at gøre mere sammen for stabiliteten og freden på vores kontinent,” sagde kommissionsformanden.
Kilder: Berlingske s. 13; MetroXpress s. 2

Sikkerhedspolitik: Danmark tillod salg af teknologi til overvågning
Information bringer i dag en række artikler, der beretter om et dansk-britisk firma, der har eksporteret masseovervågningsteknologi til diktaturstaterne Saudi-Arabien, Oman og Qatar. De danske myndigheder har godkendt salgene og holdt tilladelserne hemmelige. Systemerne kan overvåge en hel befolkning og bruges med stor sandsynlighed til at slå ned på regimekritikere, viser dokumenter fra Erhvervsstyrelsen. Firmaet har også fået tilladelse til at eksportere samme system til både Qatar og Oman - på trods af EU-regler, der skulle forhindre, at europæisk overvågningsteknologi bidrager til undertrykkelse i diktaturstater. Det er Erhvervsstyrelsen i Danmark, der udstedte en eksporttilladelse til firmaet BAE Systems Applied Intelligence A/S i Nørresundby, der er et datterselskab af den britiske våbengigant BAE Systems. Erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) vil nu se på mulighederne for at skærpe den danske eksportkontrol.
Kilder: Information s. 1, 4, 5, 6, 7, 20; Altinget

Interne anliggender: Grækenland skæmmer stadig EU
Informations lederskribent, mener at det sidste EU har brug for lige nu - inden Brexitforhandlingerne for alvor går i gang, og mens bådflygtningene stadig krydser Middelhavet - er, at den græske gældskrise blusser op igen. Når finansministrene i eurozonen i dag mødes med repræsentanter for Den Internationale Valutafond (IMF) i Luxembourg er det derfor afgørende, at de når til enighed om at yde Athen mere kredit. Til gengæld for udbetaling af 6,5 milliarder euro i starten af juli forventes den græske regering at forpligte sig på et årligt budgetoverskud på 3,5 procent af bruttonationalproduktet indtil 2022. Grækenlands statsgæld, som under eurokrisen er blevet ved med at vokse til de nuværende 175 procent, er ifølge IMF ikke bæredygtig. Derfor kræver IMF, at Grækenlands partnere i EU seriøst begynder at se på, hvordan man kan yde grækerne en form for gældslettelse.
Kilde: Information s. 2

Klima: Danmark ser ud til at nå EU’s klimamål
I Information kan man læse, at Danmark ser ud til at nå mål for genbrug af husholdningsaffald flere år før fristen. Alligevel holder regeringen fast i dansk position med lavere EU-mål end foreslået af EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil ikke skærpe Danmarks holdning til et kommende EU-mål for genanvendelse af husholdningsaffald, selv om nye tal tyder på, at regeringens bud på et EU-mål er væsentlig mindre ambitiøst, end det vi faktisk er på vej til at nå herhjemme. Det fremgår af nye data fra Miljøstyrelsen. Jyllands-Posten fortæller, at det fyger med hårde ord i EU-Parlamentet mod Donald Trump og hans beslutning om at trække USA ud af klimaaftalen fra Paris.
Kilder: Information s. 8-9; Jyllands-Posten s. 10

Andre EU-historier

Handel: I dag træder de nye EU-regler for mobil-roaming i kraft
Flere medier fortæller i dag om konsekvensen af EU´s nye roamingregler. BT skriver, at fra i dag træder der nye roamingregler i kraft i hele EU, hvorefter mobilselskaberne ikke længere må tage betaling for roaming i EU, og det betyder, at din telefon kan være ubrugelig i sommerferien. ”Det er positivt, at mange danskere nu frit kan bruge deres telefon i EU, hvis de har et abonnement med roaming. Det betyder, at de kan sende sms’, tale, opdatere sociale medier, tjekke mail og høre musik, som de plejer derhjemme,” siger Ilyas Dogru, politisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk.
Kilder: BT s. 8; Børsen s. 28; Ekstra Bladet s. 23; MetroXpress s. 18

Handel: Smørpriserne er eksploderet i EU
BT skriver, at i Frankrig bliver der nu stillet spørgsmål ved, om selve croissantens eksistens er i fare. Det er svimlende høje smørpriser, der ligger til grund for den nye krise. I bagerierne lyder det, at prisforhøjelser på smør har medført, at indtjeningen på croissanter er sat over styr, og at det truer hele branchen. ”Smør, som udgør en tredjedel af ingredienserne i mange franske bageriprodukter, steg med 92 procent i maj,” siger Fabien Castanier, som er generalsekretær i bagerforbundet. Prisstigningerne på smør skyldes mindre smørmængder i EU.
Kilde: BT s.21

Landbrug: EU´s landbrugsstøttemidler går til de rige godsejere
Ekstra Bladet skriver, at de danske godser bag den overklasseejede virksomhed De 5 Gaarde sidste år modtog 8.188.976 kroner i EU landbrugsstøtte. Det viser en gennemgang af Landbrugs- og Fiskeristyrelsens register over modtagere af EU-landbrugsstøtte, hvor Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg alle figurerer.
Kilde: Ekstra Bladet s. 28

Handel: Nye transportregler kræves håndhævet
Altinget giver ordet til Erik Østergaard, administrerende direktør, DTL-Danske Vognmænd, der ønsker mere politisk debat omkring EU-Kommissionens Vejtransportpakke: ”For det første vil jeg konstatere, at Kommissionen har taget udfordringerne med unfair konkurrence i vejgodstransporten alvorligt. I forhold til den tidligere kommission, der alene havde yderligere liberaliseringer som agenda, er det en klar forbedring. I al væsentlighed har Transportkommissær Violeta Bulc altså haft fokus på de rigtige ting. Han mener, at en håndhævelse af reglerne er helt afgørende for, hvilken konkret betydning de nye regler vil få.
Kilde: Altinget

Handel: Ornesæd i Parmaskinke
Avlsmateriale fra danske grise kan være blevet misbrugt af italienske producenter bag delikatesserne Parmaskine og Prosciutto de San Daniele. I hvert fald har italienske myndigheder i længere tid undersøgt den mulige svindel. Tidligere i år har de stormet 30 gårde og slagterier i Italien for at samle hundredvis af DNA-prøver fra de grise, der er anvendt til at producere skinkerne. Dermed kan producenterne have forbrudt sig imod regler i EU.
Kilde: Altinget

Handel: Liberal Alliance ønsker frihandel for brugets skyld
Altinget lader i dag Christina Egelund, EU-ordfører for Liberal Alliance, komme til orde. Hun slår på tromme for mere frihandel som hun mener vil komme forbrugerne til gode. ”Faktum er imidlertid, at TTIP ville kunne give økonomisk vækst i hele EU på 119 milliarder euro om året og på 95 milliarder euro for USA om året. For en europæiskfamilie på fire vil det betyde lige under 4.100 kroner mere i disponibel indkomst om året, og for en amerikansk familie vil det løbe op i knap 5.000 kroner ekstra. Aftalen ville vel at mærke ikke være på bekostning af samhandelen med resten af verden. Derimod ville en liberalisering af handlen mellem USA og EU have en positiv effekt på verdenshandelen og øge den globale indkomst med næsten 100 milliarder euro,” skriver hun.
Kilde: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
15. juni 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark