Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information17. august 2017Repræsentationen i Danmark6 min læsetid

Torsdag den 17. august

EU i dagens aviser

17. august 2017

Dagens EU-tophistorier

Institutionelle anliggender: Brexit uden grænse
Flere af dagens dagblade skriver om Brexit. Berlingske bringer en analyse, som fokuserer på det forslag, som den britiske regering onsdag præsenterede. Forslaget var simpelt: fortsat åben grænse mellem Nordirland og Irland efter Brexit ”helt uden fysisk infrastruktur”. Trods deres uforsonlige historie, så er de irske nationalister og London-tro unionister enige om at holde grænsen åben. EU har ligeledes markeret sig i debatten, og meddelt at netop en grænseløsning har højeste prioritet i Brexit-drøftelserne. Jyllands-Posten skriver også om forslaget, og beskriver, at man fra irsk side frygter, at forslaget om nul grænsekontrol vil skabe et paradis for smuglere. Mark Daly, næstformand for den irske regerings støtteparti Finna Fail, kaldet det ”et smugler-charter,” og påpeger, at denne løsning vil skabe en bagdør ind i Europa. Brexit-ekspert Simon Usherwood fra Surrey universitet mener, at denne løsning fortsat er langt væk. Det skriver Kristeligt Dagblad. Usherwood siger: ”Men det hænger ikke sammen med, at de vil forlade det indre marked og toldunionen, ligesom de har afvist en norsk model for samarbejdet med EU. Det er mere ønsketænkning end en praktisk løsning.” Hvad der står tilbage er den store udfordring, nemlig at både varer og personer kan komme ind og ud af Europa uden kontrol. På Altinget onsdag kan man læse om reaktionerne på forslaget, og opsummeret beskrives reaktionen således: ”Man kan ikke være halvt gravid.” Den britiske minister for international handel, Liam Fox har i forbindelse med forslaget udtalt: ”Vi søger om en ny toldmodel, som sikrer, at handlen mellem Storbritannien og EU forbliver så friktionsløs som muligt, og tillader os at skabe nye handelsrelationer med vores partnere i Europa og i resten af verden.” Tirsdag gentog EU-Kommissionen det, som EU’s chefforhandler, Michael Barnier, allerede har påpeget. Nemlig, at der slet ikke vil blive taget hul på det fremtidige forhold mellem de to parter for eksempel på toldområdet, før der er sket fremskridt på forhandlingerne om praktikken omkring briternes udtræden af EU-samarbejdet. Politiken beretter om Nick Clegg, som var vicepremierminister i Storbritannien, da den britiske befolkning til hans og den daværende britiske regerings store frustration og chok stemte ja til Brexit. Clegg kæmper fortsat kampen mod Brexit, og har i en ny bog givet sit bud på hvordan man kan bremse Brexit. Bogen forventes at ramme hylderne i starten af oktober.
Kilder: Berlingske, s. 14; Jyllands-Posten, s. 10; Kristeligt Dagblad, s. 5; Altinget, onsdag; Politiken, s. 2

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Arbejdsmarkedspolitik: Danmark og Tyskland vil skære i udlændinges børnecheck
Jyllands-Posten skriver, at den danske børnecheck er tre gange så meget værd i Bulgarien. Ifølge en europæisk opgørelse på det britiske site Post Office, så skal forklaringen findes i leveomkostningerne. Den danske regering har længe været imod børnechecken til udenlandske arbejdstagere, og over hele linjen på Christiansborg, er der opbakning til at sænke den. Nu genoptager Danmark så kampen, og denne gang med Tyskland som allierede. I en anden artikel bragt i Jyllands-Posten, fokuseres der ligeledes på børnechecken. Selvom flere lande vil skære i den omdiskuterede check, så er EU-Kommissionen uenig. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der sammen med sine tre ministerkolleger har sendt kravet formelt til Kommissionen, siger: ”Danmark har i lang tid stået alene med denne kamp, men vi får flere og flere allierede. Nu har vi fået Tyskland fuldtonet med, så det er ikke bare mindre lande. Det er et af de allerstørste europæiske lande, der er om bord.” EU-Kommissionen afviste sidste år den såkaldte indeksregulering af børnechecken, og kommissær Marianne Thyssen udtalte, at sagen drejer sig om ”peanuts.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 1, 12-13

Andre EU-historier

Institutionelle anliggender: Fiskernes indtjening holder rekordniveau
Fiskeriet har længe frygtet konsekvenserne af Brexit, men nu viser nye tal indsamlet af Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, at de danske fiskere i 2017 har sat omsætningsrekord. Alligevel mener fiskernes organisation, at fremtiden bliver svær at spå om, og peger på at forhandlingerne om Brexit bliver afgørende. Det skriver Børsen.
Kilde: Børsen, s. 11

Sundhed: Forskere sår tvivl om ”ufarlige” gift-æg
Berlingske skriver, at forskere sår tvivl om de ”ufarlige” gift-æg. Forskere fra Rigshospitalet påpeger, at de mængder af gift der er fundet i de forurenede æg kan være hormonforstyrrende. Ledende forsker, professor Niels Erik Skakkebæk fra Afdelingen for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet, siger: ”Det bliver sagt, at det pågældende stof nok er ulovligt, men at det ikke er skadeligt. Men det burde nævnes, at der klart er data, der tyder på, at fipronil er potentielt hormonforstyrrende, specielt på funktionen af skjoldbruskirtlen og de hormoner, den danner, hvilket er set på forsøgsdyr.”
Kilde: Berlingske, s. 19

Konkurrence: Ja tak til et stærkt konkurrencetilsyn
Jens Chr. Hansen, Berlingskes erhvervskommentator skriver i en klumme om konkurrencetilsyn. Chr. Hansen siger: ”Det er godt at se, at tilsynet hvæsser knivene. Generelt er forbrugerpriserne i Danmark høje, og højere end de behøver at være, hvis der vel at mærke er en reel, hård konkurrence.” Han afslutter: ”I takt med, at virksomhederne bliver stadig større og mere og mere globale, risikerer konkurrencen at blive kørt ud på et sidespor. Spørg bare EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, der kæmper en hård kamp mod et par håndfulde af verdens absolut største virksomheder.”
Kilde: Berlingske, s. 2

Finansielle anliggender: Flotte bnp-tak fra EU
Børsen skriver, at der onsdag blev præsenteret nye flotte bnp-tal fra EU, som bevidnede en årsvækst på 2,3 procent. Tallene slutter sig den i forvejen positiv tendens, da Japan tirsdag præsenterede en årsvækst på 4 procent, USA 2,6 procent, Kina lige under 7 proent og Indien med hele 7,4 procent.
Kilde: Børsen, s. 21

Migration: EU forsvarer Libyen-aftale: ”Vi vender ikke det blinde øje til”
Politiken skriver, at EU forsvarer Libyen-aftalen, trods hård kritik for at støtte tilbagesendelsen af flygtninge og migranter til inhumane forhold i netop Libyen. En talsperson fra EU-Kommissionen siger: ”EU vender ikke det blinde øje til. Vi arbejder med internationale organisationer som IOM og UNHCR, der arbejder i Libyen, og også med de libyske myndigheder for at takle de dramatiske humanitære forhold for migranter i Libyen. Vi tager ansvar for noget, der foregår uden for vores territorium, fordi vi vil gøre noget for folk i nød.” Endvidere påpeger EU-Kommissionen, at der ikke er en hurtig løsning på situationen.
Kilde: Politiken, s. 8

Landbrug: Dansk svineproduktion skal sige nej til burgrise
På Altinget bringes et debatindlæg skrevet af Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse og præsident for Eurogroup For Animals, som fokuserer på dyrevelfærd. Riis påpeger, at omkring 97 procent af alle grise i den industrielle produktion, fortsat får klippet halen af. Hun oplyser, at der desværre ingen konsekvenser er, for de danske myndigheder griber ikke ind, og dermed er Danmark er et af de EU-lande, der ikke overholder det europæiske svinedirektiv. Riss afslutter: ”Denne udvikling viser også behovet for at løfte dyrevelfærden i hele EU. Derfor går Dyrenes Beskyttelses kampagne videre end til kun at kræve bedre forhold for de danske dyr. Sammen med dyreværnsorganisationer fra hele Europa, er målet at indsamle 1.000.000 underskrifter på europæisk plan, så svins velfærd kan blive taget op i EU.”
Kilde: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
17. august 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark