Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Supplerende information
  • 26. januar 2017
  • Repræsentationen i Danmark
  • 9 min læsetid

Torsdag den 26. januar

EU i dagens aviser

26. januar 2017

Torsdagens EU-tophistorier

Migration: Kommissionen anbefaler forlængelse af grænsekontrol

Danmark og fire andre Schengen-lande har indført midlertidig grænsekontrol. Berlingske og flere andre aviser skriver i dag, at EU-Kommissionen onsdag anbefalede, at kontrollen i disse lande kan forlænges med yderligere tre måneder til den 12. maj. De 28 EU-medlemslande skal dog alle godkende kommissionens anbefaling, men bl.a. Slovenien har udtrykt kritik af Østrigs grænsekontrol. Ifølge Kristeligt Dagblad begrunder kommissionens første-næstformand, Frans Timmermans, beslutningen med, at der er gjort betydelige fremskridt for at fjerne kontrollerne ved de indre grænser, men at det er nødvendigt at styrke systemet yderligere. Ifølge Politiken understreger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at der stadig er et højt indrejsetal i Sydeuropa og en reel terrortrussel.

Kilder: Berlingske, s. 13; BT, s. 9; Kristeligt Dagblad, s. 2; Politiken, s. 2; Metroxpress København, s. 9

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Migration: Balkan-lande skal hjælpe EU med at styrke ydre grænser

EU-Kommissionen åbner nu for, at EU’s fælles grænse- og kystvagt også skal gælde Makedonien og Serbien, der ikke er medlemmer af union, skriver Kristeligt Dagblad. Den fælles grænse- og kystvagt blev etableret for tre måneder siden og har til formål at styrke EU’s ydre grænser. Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, foreslog i går, at man indleder forhandlinger med de to Balkan-lande for at få lov til at udføre ”operationelle operationer” på deres territorium, herunder udstationerig af grænservagter. Metroxpress skriver desuden i en notits, at kommissionen også har foreslået at optrappe indsatsen for at bremse menneskestrømmen over Middelhavet.

Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 6; Metroxpress København, s. 10

Andre EU-historier

Den digitale dagsorden: Tyskland ruster sig til kamp mod fake news

Facebook annoncerede tidligere i januar et kommende samarbejde med mediebureauet Correctiv. De to virksomheder skal sammen bekæmpe falske nyhedshistorier på de sociale medier. Det kommer blandt andet i forlængelse af pres fra både Tyskland og EU som helhed for at få sociale medier til at tage kampen op mod de falske nyheder, skriver Berlingske.

Kilde: Berlingske, s. 17

Handel: Socialdemokratiske frihandelsaftaler findes ikke

Steen Folke, rådsmedlem i Mellemfolkeligt Samvirke og fra Socialdemokraterne, skriver i et debatindlæg i Politiken, at han er enig med Peter Hummelgaard Thomsen (S) og Nick Hækkerups (S) i, at Trumps protektionisme ikke er vejen frem. Han skriver, at de slår et slag for frihandelsaftalerne TTIP og Ceta, som begge er blevet mødt med voldsom kritik i Europa og USA. Folke kritiserer Hækkerup og Hummelgaards standpunkt om, at Ceta bygger på socialdemokratiske handelsprincipper. Folke mener, at særdomstolen ICS strider imod socialdemokratiske principper.

Kilde: Politiken, Kultur, s. 7

Institutionelle anliggender: EU skal hjælpe briterne til ordentligt exit

Storbritanniens højesteret afgjorde tirsdag med otte stemmer mod tre, at den britiske regering ikke kan påbegynde den formelle proces for nationens udtræden af EU uden et mandat fra parlamentet, skriver Jyllands-Posten i en ledende artikel. Ifølge avisen synes det givet, at et flertal i parlamentet vil lade regeringen fortsætte forhandlingerne med EU, da alt andet vil være mangel på respekt for folkeafstemningen sidste år. Jyllands-Posten mener desuden, at briterne fortjener, at resten af Europa i en konstruktiv ånd hjælper Storbritannien med at træde ud af EU på en ordetnlig måde.

Kilde: Jyllands-Posten, s. 20

Institutionelle anliggender: Hvorfor er nye EU-kritiske bevægelser ikke slået igennem i Danmark?

Ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i december 2015 kom det frem, at mange danskere har meget lidt tillid til EU, skriver Information. I månederne efter afstemningen dukkede to transnationale, EU-kritiske grupper op, som henholdsvis Alternativet og Enhedslisten støtter op om. De to grupper, DiEM25 og Plan B, er især utilfredse med EU’s økonomiske politik. Óscar García Agustín, som er lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg, er dog ikke imponeret over gruppernes mobiliseringsniveau i Danmark.

Kilde: Information, s. 8

Institutionelle anliggender: EU er en klub for bøller og ansvarsløse politikere

EU-optimisterne i Europa har tabt fire folkeafstemninger rundt omkring I Europa på blot fire år, og det kunne tyde på, at der er noget i EU, som ikke fungerer, skriver Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen mod EU, i et debatindlæg i Information. Debatindlægget er et svar til et tidligere debatindlæg skrevet af politiker Holger K. Nielsen, som har taget unionen i forsvar. Rina Ronja Kari mener, at EU-modstanden kommer fra alle sider af det politiske ophav. Hun peger på EU-Kommissionen som den institution i EU-regi, der er mest fejlfuld.

Kilde: Information, s. 16

Institutionelle anliggender: Trumps stramninger giver medvind til Europas nationalister

Den nye amerikanske præsident, Donald Trump, er gået i gang med at godkende en række tiltag, som vil muliggøre byggearbejdet ved en amerikansk-mexicansk mur samt begrænse immigrationen fra særligt muslimske nationer, skriver Jyllands-Posten. Dette kan blive et problem for det politiske etablissement i EU, da Trumps sejr og de dertilhørende tiltag giver håb for nationalistiske, højreorienterede partier. Præsidentvalget i USA cementerede muligheden for forandring for de partier i Europa, som arbejder for en lignende politisk omvæltning i deres eget land.

Kilde: Jyllands-Posten, s. 9

Institutionelle anliggender: Meld dig ind på den europæiske venstrefløj, Holger K.

SF’s Holger K. Nielsen bør aktivt tage del i den europæiske venstrefløj, skriver Nikolaj Villumsen, udenrigsordfører for Enhedslisten, i Information. Han efterlyser svar fra SF på spørgsmålet om social dumping skabt af EU. Manglende svar på EU-problematikker fra venstrefløjen kan styrke højrefløjen, skriver han, og derfor er det vigtigt at venstrefløjen gør fælles front. Villumsen håber på, at SF vil engagere sig mere i venstrefløjens arbejde i Europa-parlamentet og i samarbejdsorganisationer som Plan-B.

Kilde: Information, s. 18

Institutionelle anliggender: Vi bliver nødt til at genopdage de europæiske lande

Medierne fokuserer for meget på USA og for lidt på EU, som ellers har stor betydning for Danmark, skriver forhenværende billedkunstner Per Sloth Carlsen i et debatindlæg i Information. Han håber, at de danske, licensbårne medier vil sætte flere midler af til at sende kvalificerede journalister til de europæiske lande.

Kilde: Information, s. 17

Indre anliggender: DF vil have Muslimsk Broderskab på EU's terrorliste

Dansk Folkeparti har i flere år ønsket at få Det Muslimske Broderskab på EU's liste over terrororganisationer. Dette øjner partiet nu en mulighed for, efter forlydender om at USA’s nye præsident Donald Trump ligeledes overvejer at placere broderskabet på USA’s liste over terrororganisationer, skriver Jyllands-Posten. Ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet, er det dog ikke givet på forhånd, at EU uden videre vil følge USA i en mulig opdatering af terrorlisten.

Kilde: Jyllands-Posten, s. 9

Interne anliggender: Kan Schultz slå Merkel i tysk valgkamp?

Politiken skriver, at Martin Schulz, den nu tidligere formand for Europa Parliamentet, stiller op som kandidat for de tyske socialdemokrater i partiet SPD til det tyske valg i september. SPDs formand, Thomas Oppermann, siger, at der med Schulz som kandidat til kanslerposten er en helt ny optimisme i parlamentsgruppen. Ifølge Jyllands-Posten kan Schultz ikke være sikker på sejren, da Angela Merkels parti, CDU, højst sandsynligt vil argumentere for hans uegnethed ved bl.a. at påpege, at han har tilbragt de sidste 23 år i Bruxelles og er for åbne grænser. I en leder skriver Information, at Schulz ifølge opgørelser over vælgeropbakningen er næsten lige så populær blandt de tyske vælgere som Merkel. Schulz har gode forhandlingserfaringer fra sit arbejde i EU, og dette kan være en fordel for ham i valgkampen mod Merkel, mener avisen. Schulz er dog også kendt for at være supereuropæer og fortaler for eksempelvis euroobligationer, således at de europæiske lande kan hæfte for hinandens gæld. Dette er formentligt noget, som Merkel og CDU vil bruge imod ham, konkluderer Information.

Kilder: Politiken, s. 9; Jyllands-Posten, s. 7; Information, s. 20

Konkurrence: Lego-direktør skal blåstemple Starbucks' skat

Legos administrerende direktør, Jørgen Vig Knudstorp, er blevet valgt til en bestyrelsespost i den USA-baserede kaffebutikskæde Starbucks, skriver Berlingske. Kæden har butikker i hele verden og har, ligesom mange andre af de største multinationale selskaber, haft konkurrencekommissær Margrethe Vestager efter sig på grund af selskabets lave skattebetaling i EU.

Kilde: Berlingske, Business, s. 2

Retlige anliggender: Korruptionen tager til flere steder i Europa

Nye tal fra det Berlin-baserede Transparency International viser, at Danmark ligger på en delt førsteplads sammen med New Zealand som de mindst korrupte lande i verden, skriver Berlingske. Mindre godt står det til i EU-lande som Ungarn, Italien, Grækenland, Bulgarien og Tyrkiet. EU-Kommissionen har også konkluderet i sin årlige vurdering af korruption i Bulgarien, at der stadig er arbejde at gøre.

Kilde: Berlingske, s. 8

Sundhed: EU-Parlamentet vil kompensere thalidomidramte

En gruppe af thalidomidskadede har gjort medlemmerne af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg opmærksomme på en EU-resolution fra december, hvori medlemslande opfordres til at anerkende og sikre kompensation til thalidomidramte, skriver Jyllands-Posten. Sundhedsordføreren for Liberal Alliance, May-Britt Kattrup, forklarer, at EU-resolutionen var en ny oplysning for hende. Derfor vil hun stille en række spørgsmål om sagen til sundhedsminister Ellen Thrane Nørby. De danske thalidomidskadede ønsker kompensation i lighed med den, som gives i blandt andet Sverige og Tyskland.

Kilde: Jyllands-Posten, s. 4

Udenrigspolitik: Er Rusland en trussel mod NATO og EU?

Information skriver, at Maria Krarup (DF) er tilhænger af et øget samarbejde med Rusland, selvom Forsvarets Efterretningstjeneste, de fleste eksperter og mange politikere ser Rusland som en voksende trussel mod Danmark og NATO. Krarup afviser over for avisen, at hun skulle være i lommen på russerne, og hun kalder den slags beskyldninger for ”ondskabsfulde” og ”platte”. Hun mener ikke, at Rusland udgør en trussel, og hun påpeger bl.a., at Rusland militært er ”10-12 gange svagere end NATO”. I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Erik Boel, der er tidligere leder af Europabevægelsen, at Rusland er en mulig stærk partner for EU. Han mener, at Vesten og Rusland har mange sammenfaldende interesser, og peger på sikkerhed, miljø og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet som mulige samarbejdsområder.

Kilder: Information, s. 6; Jyllands-Posten, s. 22

Økonomi: Gode eksportmuligheder og pæn vækst i Rumænien

2016 har været et godt år for Rumænien, skriver Jyllands-Posten. Landet havde en vækst på 5% for året. Rumænien kan i år fejre ti års jubilæum for sit EU-medlemskab. EU besluttede i 2016 at forlænge sin monitorering af landet, et udtryk for, at korruption fortsat er et problem i landet.

Kilde: Jyllands-Posten, Erhverv, s. 10

Detaljer

Publikationsdato
26. januar 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark