Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information29. juni 2017Repræsentationen i Danmark6 min læsetid

Torsdag den 29. juni

EU i dagens aviser

29. juni 2017

Dagens EU-tophistorier

Landbrug: Danmark står til gevinst ved afskaffelse af EU-rabatter – men hele fremtidens budget er til diskussion.
I dagens udgave af Berlingske kan man læse om EU-kommissionens forslag om at fjernelse af diverse rabatter i fremtidens EU-budget. Det er tanker fremført i forbindelse med Brexit, men da hele EU-budgettet står til at mangle penge efter Brexit, vil også landbrugsstøtte og strukturfonde komme til at stå for skud. Danmark får mindre fra EU-fonde, end der betales til EU-budgettet. Som det fremgår af Jyllands-Posten i dag, så vil fjernelsen af rabatter i EU blot betyde billigere medlemskab for Danmark. MetroXpress citerer i dag Günther Oettinger, EU's budgetkommissær, for at ønske et farvel til andre rabatter også, så det bliver mere ligetil, når det gælder indtægter og udgifter.
Kilder: Berlingske s. 8; Jyllands-Posten s. 14; MetroXpress s. 3

Migration: Klemt mellem menneskesmuglere og Knuth
Flygtningesituationen i Europa optager stadig meget spalteplads i medierne, og i dagens udgave af Information kan man i avisens leder læse om Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, som vil sende bådflygtninge tilbage over Middelhavet. Han mener ikke, at Europa har et moralsk ansvar for at redde så mange som muligt. Avisens leder stiller store spørgsmål ved hans tanker. Men flygtningeproblematikken rører også på sig i de andre partier, og i Berlingske og Jyllands-Posten i dag kan man læse, at også Radikale Venstre og Socialdemokratiet ser ideen om at sende bådflygtninge til EU-lejre i Afrika som en god ide, mens Dansk Folkeparti mener, at sådanne lejre blot vil være en magnet til søgning mod Europa, og derfor stiller sig anderledes skeptisk. Politiken beskriver i dag, hvorledes Socialdemokratiet vil bruge Tyrkiet som eksempel på en ny løsning på flygtningeproblemet. En løsning hvor handelsaftaler og penge bliver middel til at sikre aftaler med berørte afrikanske lande, hvor lejrene skal ligge. At problemet er stort og kræver resultater, sommetider måske endda lidt for hurtigt, fremgår af Politiken i dag, som bringer en historie om en mælkemand fra Eritrea, som ifølge de italienske myndigheder var smuglerkonge, og blev anholdt sine aktiviteter. 50 vidner kan imidlertid bekræfte, at han er mælkemand, mens anklagemyndigheden ikke har kunnet finde et eneste vidne, der støtter anklagen om, at han skulle være smuglerkonge.
Kilder: Information s. 20; Berlingske s. 19; Jyllands-Posten s. 7; Politiken s. 8

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Sikkerhedspolitik: Det bliver kun værre fremover
Flere hackerangreb har vist, at der ikke skal meget til, før virksomheder kan få store problemer, hvis deres sikkerhedssystemer ikke er sikret godt nok. Berlingske bringer i dag et par artikler om IT-sikkerhed, og beskriver det seneste angreb som en såkaldt repremiere på det helt store angreb alle frygter. Premieren beskriver de som værende angrebet i maj. Mærsk var blandt de danske virksomheder, som blev ramt, og det gav dem et slag på aktiemarkedet og betød blandt andet, at de ikke kunne tage imod ordrer fra kunderne. Men som det fremgår af både Berlingske og Jyllands-Posten i dag, genvandt Mærsk sin værdi på B-aktierne igen allerede onsdag.
Kilder: Berlingske s. 6, 13; Jyllands-Posten s. 16

Finansielle anliggender: Investorer skal håbe på højere renter i USA
De finansielle markeder er stadig i uro, som det fremgår af et par artikler i Jyllands-Posten i dag. I en debatindlæg fra Peter Lundgreen fra Lundgreen´s Capital kan man blandt andet læse, at præsidenten for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, har udtalt behov for at reducere den lempelige pengepolitik hurtigere end forventet. Men trods de lidt overraskende udmeldinger holdt det danske obligationsmarked stand og fortsatte en rentestigning, fortæller Jyllands-Posten i dag. Berlingske påpeger dog i dag det interessante i, hvor lidt der skal til, før rentemarkedet påvirkes. Alt det kræver, er nogle få ord, vurderer Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven.
Kilder: Jyllands-Posten s. 12,16; Berlingske s. 13

Konkurrence: Googles grådighed
Et af verdens største magtmonopoler har fået modstand, og modstanden hedder Margrethe Vestager, fortæller Politiken i sin leder i dag. Hun har stået i spidsen for en afgørelse, der betyder, at Google skal betale 18 milliarder kroner i bøde for at udnytte sin størrelse til at skubbe konkurrenter væk ved, som EU-kommissionen udtrykte det, imposant opførsel. Mens lederen stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er et indgreb i den frie konkurrence, så roser et debatindlæg i Ekstra Bladet i dag Margrethe Vestager som værende hårdtslående og ”den skarpeste kniv i skuffen”. Google er tilkendt bøden specifikt for deres manipulation på tjenesten Google Shopping, hvor de har brugt deres position på markedet til at skubbe andre udbydere ud, også selvom der gennemføres søgning på normal vis. Det fortæller Jyllands-Posten i dag.
Kilder: Politiken s. 1; Ekstra Bladet s. 21; Jyllands-Posten s. 18

Andre EU-historier

Interne anliggender: Merkel dropper modstand mod homoægteskaber
Et klart flertal i den tyske befolkning går ind for at lade par af samme køn indgå ægteskab. Det fremgår af en artikel i BT i dag, og nu ser det ud til, at det juridisk kan blive en mulighed. For forbundskansler Angela Merkel er blødt op på området og har åbnet mulighed for, at partifæller kan stemme om emnet ud fra personlige holdninger og ikke ud fra den officielle partilinje.
Kilde: BT s. 10

Interne anliggender: Rapport: Polen tæmmer pressen
Polen oplever flere eksempler på statslig kontrol af information, skriver Jyllands-Posten i dag, og det bekymrer flere. Det er Freedom House, som udkommer med en rapport, der belyser problemet. ”Nu vil begivenhederne i Polen vise, om autoritære populister har en plads i EU. Den polske regerings angreb på medierne er angreb på det liberale demokrati,” skriver Michael J. Abramowitz, formand for Freedom House, i en pressemeddelelse.
Kilde: Jyllands-Posten s. 10

Retlige anliggender: Vognmænd: Endelig tager EU vores bekymringer alvorligt
Den danske vognmandsbranche har længe været presset i forbindelse med EU´s udvidelse, men nu kan man på Altinget i dag læse, at vognmændene øjner lys forude. EU-kommissionen er kommet med et oplæg, som de mener giver grund til forsigtig optimisme, da den gør det vanskeligere for udenlandske aktører at udhule markedet yderligere på løn- og arbejdsvilkår. Et andet område, som har været genstand for mange diskussioner, er chaufførernes ret til at holde sine lange pauser i lastbilen, og her kan man ligeledes på Altinget læse, at Danske Speditører stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor der ikke er taget hånd om problemet.
Kilde: Altinget

Interne anliggender: Forbrugerrådet: Dansk fødevarepolitik skal bevare sit forspring
På Altinget i dag kan man læse et debatindlæg af Lars Pram, direktør hos Forbrugerrådet Tænk, hvor han roser dansk fødevarepolitik og Danmarks plads i front på området. Han er blandt andet begejstret for miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og hans konstante pres på EU for at få defineret de såkaldte ernæringsprofiler, som handler om, at man ikke må markedsføre fødevarer som sunde, hvis det rent faktisk ikke også er tilfældet.
Kilde: Altinget

Landbrug: Økologisk Landsforening: Naturen taber, hvis vi gør det til enten eller
På Altinget i dag kan man læse om Per Kølsters bekymringer for naturen. Han er formand for Økologisk Landsforening og mener, at der mangler direktiver fra EU, så regler også indbefatter naturforpligtelser inden for økologireglerne. Han mener ikke, at landbrug og natur er hinandens modsætninger, og frygter, at man fratager landbruget ansvar, når reglerne for økologi og betingelserne for arealtilskud overordnet fastsættes i EU.
Kilde: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
29. juni 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark