
Kommissionen foreslår en målrettet ændring af bilagene til habitatdirektivet. Dette vil bringe habitatdirektivet i overensstemmelse med ulvens ændrede beskyttelsesstatus fra "strengt beskyttet" til "beskyttet" i henhold til Bernkonventionen, som trådte i kraft i dag.
Kommissionens forslag vil give medlemsstaterne yderligere fleksibilitet til at forvalte deres lokale ulvebestande, så de kan træffe foranstaltninger, der er tilpasset de regionale forhold. Da ulven fortsat vil være en beskyttet art, vil medlemsstaternes bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger stadig skulle opnå og opretholde en gunstig bevaringsstatus. Desuden vil medlemsstaterne stadig have mulighed for at opretholde et højere beskyttelsesniveau for ulve, hvis det skønnes nødvendigt i henhold til national ret.
Investeringer i passende skadeforebyggende foranstaltninger er fortsat afgørende for at reducere antallet af husdyr, der udsættes for prædation. Kommissionen vil fortsat hjælpe medlemsstaterne og interessenterne med at udforme og gennemføre sådanne foranstaltninger gennem finansiering og andre former for støtte.
Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtaler: "I nogle europæiske regioner er ulveflokke blevet en reel fare, især for husdyr. I dag foreslår vi en ændring af EU-lovgivningen, som vil hjælpe de lokale myndigheder med aktivt at forvalte ulvebestandene og samtidig beskytte både biodiversiteten og vores levebrød i landdistrikterne."
Næste skridt
Kommissionens forslag om en målrettet ændring af bilag IV og V til habitatdirektivet vedrørende ulvens beskyttelsesstatus skal nu vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet.
Baggrund
På grundlag af en tilbundsgående analyse af ulvens status i EU foreslog Kommissionen i december 2023 at ændre ulvens beskyttelsesstatus, som derefter blev vedtaget af Rådet i september 2024.
Derefter forelagde Kommissionen på EU's vegne ændringsforslaget for Bernkonventionens sekretariat. Forslaget blev godkendt af konventionens stående udvalg den 6. december 2024. Ændringen af bilagene til Bernkonventionen trådte i kraft den 7. marts 2025, tre måneder efter vedtagelsen.
For mere information
Kommissionens forslag om ændring af ulvens (Canis lupus) beskyttelsesstatus i habitatdirektivet
EU's interessentplatform for sameksistens mellem mennesker og store rovdyr
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 7. marts 2025
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark