Hvert år investerer EU i at give unge muligheden for at tage en del af deres uddannelse i Europa
Det gælder også elever på erhvervsuddannelser. En af dem er 19-årige Emma Oxholm Pedersen, der er i lære som personvognsmekaniker. Normalt møder hun ind på sin læreplads hos Semler Mobility i Hillerød, men i foråret 2026 skiftede hun de vante værkstedsrammer i Danmark ud med en udstationering på Semler Groups Porsche-værksted i Tallin, Estland. En mulighed, som kom i spil takket være EU-programmet Erasmus+, en fleksibel arbejdsgiver, opbakning fra uddannelsesinstitutionen Mercantec i Viborg og ikke mindst Emmas eget mod til at prøve sig selv af i nye rammer.
Udstationeringen i Estland beskriver Emma selv som en livsforandrende oplevelse, der rækker langt ud over den faglighed, hun udvikler på værkstedet. Pludselig befandt hun sig langt fra Hillerød, og endnu længere fra den hverdag, hun normalt kendte til. Uden sit vante netværk skulle hun få en ny hverdag til at fungere på egen hånd. Alt sammen noget, der krævede stor selvstændighed og viljestyrke. For Emma blev opholdet i Estland ikke bare et fagligt springbræt, men startskuddet på en personlig rejse.
“Et fag kan du altid lære. Men det, du lærer om dig selv – det er det vigtigste”
Emma Oxholm Pedersen
EU sender tusindvis af unge ud hvert år
Erasmus+ er EU’s program for uddannelse, ungdom og idræt og finansieres gennem EU’s fælles budget. Programmet giver mulighed for at arbejde, studere eller tage praktik i udlandet og har til formål at styrke de unges faglige kompetencer og samarbejdet på tværs af europæiske lande.
I Danmark er lysten til at rejse ud, lære nyt og dygtiggøre sig inden for sit fag stor. Gennem Erasmus+ kan elever, lærlinge og studerende på tværs af uddannelsesområder – fra erhvervsuddannelser og ungdomsuddannelser til videregående uddannelser – tage et ophold i udlandet. Programmet omfatter også voksenuddannelse samt ungdoms- og idrætsområdet. Alene i 2025 deltog over 5.500 danske erhvervsskoleelever i udveksling gennem Erasmus+.
På Mercantec arbejder International Manager Susanne Joel som vejleder for eleverne, når de vil afsøge mulighederne for at komme afsted på kortere og længere udlandsophold. Hun fortæller, at Emma Oxholm Pedersen langt fra er den eneste med lyst til at tage til udlandet. Interessen blandt de unge studerende er stor, men økonomien udgør for mange en potentiel barriere. De veletablerede støttemuligheder fra EU er derfor helt afgørende for, at så mange unge kan tage en del af deres uddannelse i udlandet.
”Mange unge ville ikke kunne komme afsted uden støtte fra programmer som Erasmus+. De har simpelthen ikke pengene til det.”
Susanne Joel, Mercantec
Mere end bare en faglig erfaring
På værkstedet i Estland har Emma udviklet kompetencer, som rækker langt ud over det faglige.
Opholdet har givet hende mod, mere selvstændighed og gjort hende mere tryg ved at stille spørgsmål og kaste sig ud i nye udfordringer. Samtidig er det at skulle bo alene i et fremmed land og navigere i en helt ny hverdag blevet en stor del af oplevelsen for Emma, og en erfaring hun slet ikke ville være foruden.
Ifølge Mercantec er det netop den udvikling, der er central. Eleverne vender hjem med større selvstændighed, bedre sprogkompetencer og en bredere forståelse af deres fag og deres muligheder.
EU investerer i Erasmus+ for at give unge stærkere kompetencer og erfaringer, de kan tage med sig videre ud i livet. Programmet åbner døre for udvikling, både fagligt og personligt, for unge som Emma. Samtidigt skal det være med til at skabe bæredygtig vækst, flere jobs og stærkere sammenhængskraft i Europa.
For Emma var turen til Estland ikke noget, hun havde planlagt, da hun begyndte som lærling, men en oplevelse, hun i dag mener, flere burde tage. ”Det lyder hårdere at rejse væk hjemmefra, end det faktisk er. Du kan godt, det bliver en stor oplevelse - og du skal nok komme hjem igen, fortæller Emma. Hun håber, at flere elever på erhvervsuddannelserne griber samme mulighed og anbefaler alle at afsøge muligheden for at rejse ud gennem Erasmus+.
”Gennem muligheder for læring, mobilitet og samarbejde bidrager Erasmus+ til at opbygge de færdigheder, Danmark og Europa har brug for i fremtiden.”
Per Haugaard, Repræsentationschef for Europa-Kommissionen i Danmark
Faktaboks :
Erasmus+ er EU’s program for uddannelse, ungdom og idræt og finansieres gennem EU’s fælles budget. Programmet støtter elever, lærlinge og studerende økonomisk og giver dem mulighed for at tage en del af deres uddannelse i udlandet og styrke både faglige og personlige kompetencer.
Erasmus+ har et samlet budget på ca. 26,2 milliarder euro for perioden 2021-2027.
I 2026 er der afsat cirka 470 millioner kroner til danske ansøgere.
