Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Nyhedsartikel
  • 27. oktober 2017
  • Repræsentationen i Danmark
  • 4 min læsetid

30 mia. EUR til forskning og innovation

Kommissionen vil i perioden 2018-2020 bruge 30 mia. EUR under Horisont 2020, der er EU's rammeprogram for forskning og innovation, på bl.a. opstarten af et europæisk innovationsråd (2,7 mia. EUR).

Horisont 2020

Horisont 2020, der er EU's rammeprogram for forskning og innovation, har et budget på 77 mia. EUR, støtter videnskabelig topkvalitet i Europa og har bidraget til markante videnskabelige landvindinger såsom opdagelsen af exoplaneter og gravitationsbølger. Over de næste tre år vil Kommissionen søge at få mere ud af disse forskningsmidler ved at fokusere på færre, men vigtigere emner, såsom migration, sikkerhed, klima, ren energi og den digitale økonomi. Horisont 2020 bliver fremover også mere rettet mod fremme af landvindinger og markedsskabende innovation.

Fremme af landvindinger og markedsskabende innovation

Siden starten af sit mandat har Juncker-Kommissionen arbejdet hårdt på at give Europas mange innovative entreprenører alle muligheder for at opnå succes. Nu iværksætter Kommissionen første fase af det europæiske innovationsråd. I perioden 2018-2020 vil Kommissionen mobilisere 2,7 mia. EUR under Horisont 2020 til støtte for innovationsprojekter, der er forbundet med en høj risiko, men også med potentielt store gevinster, som skal skabe fremtidens markeder. Desuden vil Horisont 2020 gøre bedre brug af sine såkaldte udfordringspriser for at fremme landvindinger inden for teknologiske løsninger på de presserende problemer, som vores borgere har lige nu.

Fokus på politiske prioriteter

Arbejdsprogrammet for perioden 2018-2020 vil have fokus på færre emner, der vil få større budgetter, og som direkte understøtter Kommissionens politiske prioriteter:

  • En modstandsdygtig fremtid med lavere CO2-emissioner: 3,3 mia. EUR
  • Den cirkulære økonomi: 1 mia. EUR
  • Digitalisering og transformering af europæisk industri og europæiske tjenester: 1,7 mia. EUR
  • Sikkerhedsunionen: 1 mia. EUR
  • Migration: 200 mio. EUR

Heraf er 2,2 mia. EUR øremærket til projekter vedrørende ren energi på fire forbundne områder: vedvarende energikilder, energieffektive bygninger, elektromobilitet og oplagringsløsninger, herunder 200 mio. EUR til støtte for europæisk udvikling og produktion af næste generation af elektriske batterier.

Fremme af grundforskning

Samtidig vil Horisont 2020 fortsat støtte forskning, der er drevet af nysgerrighed (det der også ofte kaldes for grundforskning eller frontlinjeforskning). Det Europæiske Forskningsråds arbejdsprogram for 2018, der blev vedtaget i august, vil gøre det muligt at støtte topforskere med næsten 1,86 mia. EUR. Marie Skłodowska-Curie-aktiviteter, der finansierer stipendier til forskere på alle karriereniveauer, styrkes med i alt 2,9 mia. EUR over tre år.

Styrkelse af det internationale samarbejde

Det nye arbejdsprogram styrker også det internationale samarbejde om forskning og innovation. Der investeres mere end 1 mia. EUR i 30 flagskibsinitiativer på områder, hvor der kan opnås gensidig gavn. Som eksempler herpå kan nævnes et samarbejde med Canada om skræddersyet medicin, et samarbejde med USA, Japan, Sydkorea, Singapore og Australien om automatiseret vejtransport, et samarbejde med Indien om udfordringer til vand og et samarbejde med en række afrikanske lande om fødevaresikkerhed og vedvarende energi.

Udbredelse af topkvalitet

I perioden 2018-2020 vil der under Horisont 2020 blive tildelt 460 mio. EUR specifikt til støtte for medlemsstater og associerede lande, der endnu ikke deltager i programmet med deres fulde potentiale. Hensigten er at nå ud til de uudnyttede lommer af topkvalitet i Europa og udenfor. Desuden vil programmet fortsat støtte tættere synergier med de europæiske struktur- og investeringsfonde.

Yderligere forenkling af reglerne

Endnu en nyhed er oprettelsen af et pilotprojekt om faste beløb, der er en ny og mere enkel tilgang til at yde økonomisk støtte. Dette vil flytte den forudgående kontrols fokus fra finansiel kontrol til projekternes videnskabelige og tekniske indhold.

Åben videnskab

Programmet markerer et skridt i retningen af forandring hvad angår fremme af åben videnskab ved at skifte fra offentliggørelse af forskningsresultater i videnskabelige publikationer til at dele viden på et tidligere tidspunkt i forskningsprocessen. Der øremærkes således 2 mia. EUR til støtte for åben videnskab og 600 mio. EUR til den europæiske åbne videnskabscloud, europæisk datainfrastruktur og højhastigheds-IT.

Baggrund

Horisont 2020 er det største rammeprogram for forskning og innovation, som EU nogensinde har etableret, med et budget på 77 mia. EUR over syv år (2014-2020). Mens de fleste forsknings- og innovationsprojekter stadig kører eller først skal startes op nu, giver programmet allerede resultater.

Horisont 2020-forskerne har bidraget til vigtige opdagelser, såsom opdagelsen af exoplaneter, Higgs-bosonen og gravitationsbølger, og mindst 19 Nobelpris-modtagere har modtaget EU-støtte enten før eller efter modtagelsen af prisen.

Siden den oktober 2017 har Horisont 2020 finansieret i alt mere end 15 000 tilskud til en værdi af 26,65 mia. EUR, hvoraf næsten 3,79 mia. EUR er gået til at støtte små og mellemstore virksomheder. Programmet har også formidlet adgang til risikofinansiering til navnlig små og mellemstore virksomheder til en værdi af over 17 mio. EUR under EU's initiativ om finansiering til innovatorer, InnovFin. Derudover har 3 143 ledende EFR-forskere i værtsorganisationer og 10 176 Marie Skłodowska-Curie-stipendiater modtaget tilskud til en værdi af næsten 4,87 mia. EUR og 2,89 mia. EUR.

Samtidig med vedtagelsen af Horisont 2020-arbejdsprogrammet for perioden 2018-2020 er der også vedtaget et arbejdsprogram for Euratomprogrammet for 2018, som investerer 32 mio. EUR i forskning i håndtering og bortskaffelse af radioaktivt affald. I henhold til dette arbejdsprogram udarbejdes der også en køreplan for forskning i sikker nedlukning af atomkraftværker med henblik på at reducere omkostningerne for og virkningen heraf på miljøet.

Detaljer

Publikationsdato
27. oktober 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark