EU i dagens aviser fredag den 29. december 2023

Tophistorier

Go home. Kina har et bedre tilbud
Amerikanske Tesla, der om nogen har fået hul på elbilsalget verden over, bliver lige straks overhalet indenom af det kinesiske bilmærke BYD, skriver flere aviser. EU-Kommissionen har indledt en undersøgelse af, om der ligger ulovlig kinesisk statsstøtte bag de lavere priser, som kinesiske elbilproducenter også tilbyder i Europa. Weekendavisen skriver, at ifølge EU-Kommissionen vil antallet af kinesiske elbiler være fordoblet inden for to år, hvor bilerne er cirka 20 procent billigere end modellerne fra europæiske konkurrenter. EU-Kommissionen, under ledelse af Ursula von der Leyen, overvejer at indføre straftold på kinesiske elbiler for at beskytte produktionen i Europa. Von der Leyen understreger EU's ambition om at bevare cleantech-industrien i Europa og nævner tidligere erfaringer fra solcelleindustrien, hvor Kina dominerer markedet med statsstøtte. EU-Kommissionen frygter, at kinesisk statsstøtte til elbilproduktion vil presse europæiske producenter på prisen og skævvride konkurrencen. "Vi er åbne for konkurrence, men ikke for et kapløb mod bunden," lød det fra von der Leyen. Ben Scott, analytiker med fokus på bilindustrien for tænketanken Carbon Tracker, vurderer, at EU godt kan håndtere udfordringen med batterier, hvor Kina har adgang til sjældne jordarter som litium, der bruges til at producere batterier til elbiler. "Man ser allerede nu, at batterifabrikker skyder frem i Europa," siger han og tilføjer, at 94 procent af elbilbatterier kan genbruges, hvilket eliminerer behovet for at udvinde de sjældne jordarter igen og igen. Han udtrykker bekymring for en mulig handelskrig, hvis EU vælger at pålægge told på kinesiske biler. Ben Scott advarer om, at Kina kan reagere ved at beskatte europæiske bilfabrikker i Kina, især da flere europæiske bilproducenter som BMW og Mercedes-Benz tjener gode penge på det kinesiske marked og Volkswagen sælger eksempelvis flere biler i Kina end i Europa. Ben Scott argumenterer for, at EU-Kommissionen i stedet bør give producenter herhjemme bedre vilkår for at konkurrere om prisen, i stedet for at forsøge at begrænse salget fra Kina.
Weekendavisen, s. 9; Berlingske, s. 6; B.T., torsdag (29.12.2023)

Prioriterede historier

Jacques Delors var euroens far og EU's første statsmand
Både Kristeligt Dagblad og Berlingske bringer en nekrolog om Jaques Delors, som tidligere var formand for EF- og EU-Kommissionen. Han blev 98 år. Kristeligt Dagblad skriver blandt andet: "Jaques Delors havde tre lidenskaber, foruden Europa: sport, jazz og den katolske forankring. [...] Han er den eneste kommissionsformand, som har holdt 10 år på posten. I Delors' tid blev EF til EU. Han tog de første skridt imod det indre marked med Den Europæiske Fælles Akt i 1986 og den fælles mønt med Maastrichttraktaten i 1992. Og ved sin død i onsdags i en alder af 98 år var ”tsaren i Bruxelles”, som det amerikanske magasin Newsweek engang kaldte ham, trådt ind i rækken af Europas fædre sammen med initiativtagerne til Romtraktaten efter Anden Verdenskrig. ”Han forsvarede den europæiske integration som ingen anden. I de 10 år, han stod i spidsen EU-Kommissionen, var han en visionær arkitekt for det EU, som vi kender i dag,” lyder det fra den tyske forbundskansler, Olaf Scholz. [... ] I 1985 overtog han så kommandoen i Kommissionen i Bruxelles, hvor han blev kendt for sin store arbejdsevne, men også frygtet for sine legendariske raseriudbrud. Samtidig blev Jacques Delors Europas ansigt, genkendelig på de stålblå øjne og det næsten ubevægelige ansigt. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger fik omsider det telefonnummer og den person at ringe til, som han ironisk havde efterlyst i EU. Da han forlod EU-Kommissionen i 1995, var han udset til at blive Frankrigs næste præsident. Men han sprang fra i sidste øjeblik. Især fordi han ikke kunne stå inde for Socialistpartiets valgprogram. Men også, vurderer franske iagttagere, for at give plads til sin datter, Martine Aubry, som i dag er borgmester i Lille. Det var Martine Aubry, som onsdag aften meddelte Jacques Delors' død. Franske politikere hylder ham som ”en europæisk kæmpe”, og præsident Emmanuel Macron hilser ”en europæisk statsmand”."

Berlingske bringer også en nekrolog, hvor avisen blandt andet skriver: "Franske Jacques Delors var kendt som en af det europæiske samarbejdes chefarkitekter. [...] Den tidligere EU-brexitforhandler Michel Barnier kalder Delors en inspiration og en grund til at "tro på en særlig forestilling om politik, Frankrig og Europa". [...] Efter EU-topposten stiftede Delors tænketanken Notre Europe. Han blev i 2015 udnævnt til europæisk æresborger af EU-landene. EU's nuværende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, siger, at Delors "formede en hel generation af europæere, heriblandt min". Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa, skriver på X, at Delors også vil blive husket som en "af fædrene bag tysk genforening", og at han kunne være pragmatisk, når det var nødvendigt. Som eksempel nævner hun, at han var med til at udtænke de danske forbehold, efter at Danmark først havde stemt nej til Maastrichttraktaten i 1992. "Delors vil også gå over i historien som en ven af Danmark," skriver Friis."
Kristeligt Dagblad, s. 11; Berlingske, s. 18 (29.12.2023)

Finansielle anliggender

Et kig i krystalkuglen
Ekstra Bladet har talt med to af landets førende eksperter, som giver deres bud på den økonomiske udvikling i det nye år. Fra Andreas Steno, ejer af analysehuset Steno Research, lyder det: "Året vil begynde med rigtig gode nyheder på inflationsfronten. Kina er i deflation, hvilket vil sige, at priserne er faldende. Det kommer vi typisk til at mærke i Vesten med lidt tidsefterslæb, fordi Kina er med til at sætte priserne i Europa." Selvom ECB's præsident Christine Lagarde ikke brugte tid på at tale om rentenedsættelser i det nye år, så mener Andreas Steno stadig, at det er sandsynligt med rentenedsættelser i det nye år. "ECB brændte nallerne meget markant i den anden retning (førte en alt for lempelig pengepolitik, red.). De er meget påpasselige og afventer, til de kan se data, der viser, at inflationen er under målsætningen. Jeg hænger min hat på, at jeg har ret i, at inflationen er under to procent ved udgangen af marts. Er den det, så skal de nok sætte renten ned," siger Andreas Steno. Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, tror på, at obligationerne vil give et godt løbende afkast i 2024, fordi der ikke er udsigt til rentestigninger i 2024. "Jeg synes, at investorerne skal koncentrere sig om, hvad der sker inden for de næste to år. Inden for to år så vil vi formentlig have haft en situation, hvor det var udfordrende i 2024 med en let stigning i arbejdsløsheden – uden tingene er faldet fra hinanden. Så det store budskab for mig er, at over de næste to år tror jeg, at investorerne får rigtig gode afkast i både aktier og obligationer," siger Per Hansen.
Ekstra Bladet, s. 6-7 (29.12.2023)

Institutionelle anliggender

Godt nytår
Weekendavisen skriver blandt andet i sin leder i dag: "2023 blev ikke alene året, hvor alle kunne enes om, at magtbalancen er skiftet, og at Vesten er på vej ned; nej, det blev også året, hvor man kunne komme i tvivl om, hvorvidt det egentlig var værd at beklage.[...] ER der så absolut meget kritisk at sige om Vestens krige i Afghanistan, Irak og Libyen, er de ikke et udkomme af liberalismen, men af den generelle eufori, der herskede i Vesten efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. [...] Endnu er Ukraines frihed og ære ikke død, lyder den ukrainske nationalsang, og det samme gælder for Vesten. For selvom Vesten åbent udfordres af de nye aksemagter Kina, Rusland, Iran, Nordkorea, sker der faktisk også positive ting. Man har for eksempel lov at glæde sig over, at mange af de populister, som blev udråbt som trusler mod den vestlige samfundsmodel, siden er gået hen og blevet varme støtter af både EU og NATO: Det gælder i både Italien, Spanien og Grækenland, og senest har Argentina fået en ny præsident, der er helt på Vestens side. Og selv hvis Trump skulle blive valgt, hvad ingenlunde er givet, går det amerikanske demokrati ikke under på trods af alle dommedagsprofetier: Læren fra hans første embedsperiode er, at systemet kan stå imod hans excesser. I den øvrige verden er det heller ikke lutter nedtur for Vesten: I Det Sydkinesiske Hav rykker landene tættere på USA og Europa som reaktion på de kinesiske territoriale aspirationer; og mellem Indien og Kina er forholdet køligere end længe. I Rusland går krigen i Ukraine stadig mere ud over den russiske befolkning, og krigstrætheden er begyndt at melde sig; i Ruslands naborepublikker bliver Kreml betragtet med stadig større mistro. Det går ikke entydigt tilbage for de åbne samfund og ikke entydigt frem for vores fjender. Et fromt nytårsønske for 2024 skal følgelig lyde, at vi i Vesten holder op med at tage sorgerne på forskud og klæde os i sæk og aske og udstøde høje veråb. For både mennesker og for civilisationer gælder det nemlig om at undgå, at pessimismen bliver en selvopfyldende profeti."
Weekendavisen, s. 12 (29.12.2023)

Hvad venter os i verden i 2024?
Informations udenlandske korrespondenter giver deres bud på, hvad der specielt skal holdes øje med på den globale scene i 2024. En af dem er Tore Keller, Europakorrespondent, som blandt andet skriver: "Med et halvt år til valget til Europa-Parlamentet den 6.-9. juni tegner der sig et billede af et valg, som kan gå en helt anden vej end sidste gang, europæerne gik til stemmeurnerne i 2019. [...] Denne gang er der endnu mere på spil. For det første fordi de borgerlige i EPP har valgt en konfrontationskurs i forhold til dele af EU's Green Deal (EU's strategi for at opnå klimaneutralitet i 2050, red.), herunder ved at forsøge at vælte EU's storstilede naturgenopretningspakke tidligere i år. Og fordi det yderste højre i ID-gruppen, hvor blandt andet Dansk Folkeparti, Marine Le Pens Rassemblement National og Giorgia Melonis Italiens Brødre sidder, vejrer muligheden for at blive den fjerdestørste gruppe i parlamentet - måske sågar den tredjestørste. Et stort sort mindretal i parlamentet kan altså spænde ben for EU's klimamål og naturbeskyttelse. [...] Det nye parlament skal også godkende den nye EU-Kommission efter valget. Det er op til de europæiske medlemslande at nominere kommissionsformanden, men både vedkommende og hele listen af nationalt foreslåede kommissærer skal herefter gennem høringer og godkendes i parlamentet. Den nuværende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, forventes at være kandidat til at fortsætte på posten, og hun har været blandt de drivende kræfter i EU's grønne politik i denne valgperiode, selv om hun kommer fra EPP, som særligt i slutningen af perioden har forsøgt at dæmpe eller stoppe de grønne ambitioner. [...] Det må forventes, at EPP, ID og resten af højrefløjen i ECR, der er domineret af det polske nationalkonservative parti PiS, rammer i underkanten af det krævede flertal for at kunne få flertal alene. Men partierne ville ikke være langt fra at kunne vælte midtens magtmonopol, hvis de borgerlige i EPP ønsker at gå den vej. Til gengæld står både de grønne partier i The Greens-gruppen og venstrefløjen i GUE/NGL til at gå tilbage ved valget. Alt dette bliver dog afgjort af vælgerne, ikke meningsmålingsinstitutterne, på selve valgdagen."
Information, s. 8-10 (29.12.2023)

Karin Axelsson: 2024 bliver det vildeste valgår nogensinde
Politiken torsdag bringer en nytårsanalyse af EU-korrespondent Karin Axelsson. Hun skriver blandt andet: "2024 bliver et godt år for verdens meningsmålingsinstitutter. Halvdelen af Jordens cirka 8 milliarder mennesker skal nemlig til valgurnerne næste år. […] For EU bliver året endnu en gang et år i geopolitikkens tegn med håndtering af krig, kriser og klima. Og set fra Europa bliver tre valg vigtigere end alle andre. Europa-Parlamentsvalget i juni. Det amerikanske valg i november og det russiske præsidentvalg i marts. O.k. der bliver måske ikke så meget spænding om resultatet i sidstnævnte valg, men Putins forsøg på at promovere sig selv som en succesfuld præsident op til valget vil smitte af på russernes adfærd i Ukraine og omegn, og derfor også Europa. [...] Invasionen af Ukraine er for længst gået over i det stadie, som hedder udmattelseskrigen. Og her har Putin indtil videre overhånden. For uanset udfaldet af EU-topmødet i februar viser tal fra Kiel Institute for the War Economy, at Vesten i efteråret 2023 gav en krigsstøtte til Ukraine, som var 87 procent lavere end samme periode året før. […] Og debatten i både Europa og særligt i USA bærer i den grad præg af krigstrætte stemmer. Det vækker bekymring forud for Europas eget store valg, EU-Parlamentsvalget i juni. Som valg i både Holland, Slovakiet og Tyskland viste i løbet af 2023, stormer den yderste højrefløj frem på en skønsom blanding af krigstræthed, borgernes bekymring over stigende leveomkostninger, en 'dyr' grøn omstilling og øget migrationspres mod Europa. Blandt de europæiske mainstream-partier er der en frygt for, at samme skred mod yderfløjene vil vise sig til EU-valget og resultere i et mere fragmenteret Parlament, som vil have endnu sværere ved at træffe beslutninger. I kølvandet på EU-Parlamentsvalget skal alle topposter i EU genbesættes. Der skal både findes ny formand for Parlamentet, Kommissionen og Rådet (og med i parti- og landekabalen tælles nu også en ny Nato-generalsekretær). Det betyder, at EU-institutionerne og medlemslandene gerne vil have en masse beslutninger på plads, inden Europa for alvor går i valgkamp. For Ukrainestøtten er det ekstra topmøde 1. februar tæt på sidste udkald, hvis en aftale skal nå igennem lovmøllen, inden Parlamentet går til valg. [...] I Nato forberedes eventuelle snubletråde, så en amerikansk præsident ikke bare kan trække stikket på forsvarsalliancen, og de nyligt indgåede bilaterale forsvarsaftaler i både Danmark, Finland og Baltikum med USA skal ses i samme lys: At binde USA så tæt på sig som muligt, så det er sværere at begære skilsmisse. En Trump 2.0 vil også få betydning for EU's udenrigspolitik. Ingen regner med at Ukrainekrigen bliver afløst af fred på denne side af amerikansk valg. Så EU må bide tænderne sammen og støtte. Forventningen er også, at tonen mod Kina vil blive yderligere skærpet, også i Europa, hvor truslen om at lægge straftold på kinesiske elbiler skal stå sin prøve. Så 2024 bliver travlt for EU på flere fronter."
Politiken, torsdag (29.12.2023)

Orbáns sabotage vil fortsætte i 2024
Information bringer en kommentar af Jan-Werner Müller, professor i politisk teori ved Princeton University. Han skriver blandt andet: "Før jul besluttede Det Europæiske Råd at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine - en stor sejr for den krigsbetrængte præsident, Volodymyr Zelenskyj. Og ifølge Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, var det en skelsættende dag i unionens historie. Ret beset var den virkelige vinder Ungarns EU-fjendtlige premierminister, Viktor Orbán. Efter i ugevis at have truet med at blokere for beslutningen forlod Orbán lokalet, så de andre ledere officielt kunne nå frem til en enstemmig aftale. Men ikke alene bevarer han rige muligheder for at sabotere Ukraines tiltrædelse i fremtiden. Han fik også presset sig til EU-midler, som Europa-Kommissionen havde tilbageholdt på grund af bekymringer for korruption. Ironisk nok styrker det udfald argumenterne mod EU-udvidelse. Som den ungarske regering har demonstreret, kan ingen tilsyneladende tvinge et medlem til at overholde klubbens regler, når det først er optaget i den europæiske klub. [...] De europæiske ledere har stadig ikke fundet en strategi til at håndtere tilstedeværelsen af en vetoudøvende Putin-allieret i deres midte. [...] Europa-Kommissionen formår tydeligvis ikke at leve op til sin rolle som 'traktaternes vogter'. Som kritikere i årevis har påpeget, dækker al snak om nye 'instrumenter' og 'mekanismer' over det virkelige problem. Hvad EU mangler, er ikke juridiske værktøjer, men en klar vilje til at gå op i regeringer i medlemslande, som er opsatte på at undergrave fundamentet for europæisk integration: retsstatsprincippet. [...] Nogle finder nu håb i Polens liberale oppositionspartiers nylige triumf over den tidligere populistiske regering og i troen på, at vælgerbefolkningerne også andre steder kan skille sig af med antieuropæiske højrepopulister. Men imod en sådan optimisme taler, at Orbáns autokrati nu er dybt forankret, og råddenskaben i institutionerne nu så udbredt, at den måske ikke længere kan inddæmmes. EU kan stadig vokse sig større. Der er grund til at frygte, at det vil blive stadig mere fragmenteret og ude af stand til at handle resolut i fællesskab. Der vil være en udstrakt periferi, hvor alle ved, at tingene ikke fungerer efter bogen - og at ingen har politisk vilje til at rette op på dem."
Information, s. 2 (29.12.2023)

Webers fornemmelse for magt
Der er opstået spændinger mellem Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, og lederen af EU-Parlamentets største gruppe, EPP, Manfred Weber, skriver Weekendavisen. Weber beskylder Sánchez for at underminere retsstaten ved at give amnesti til catalanske separatister og truer med at nedsætte en kommission for at undersøge sagen. Sánchez svarer igen og angriber Weber for at støtte højrenationale partier som Vox i Spanien og Italiens Fratelli d'Italia. "Den egentlige trussel mod Spanien og Europa kommer fra det yderste højre, som det traditionelle højre på uansvarlig vis har omfavnet. Jeg opfordrer Dem til ikke at tage fejl af, hvem den virkelige fjende er. Den brøler har den europæiske højrefløj begået én gang tidligere, og Europa betalte en høj pris," lød det fra Sánchez. Bag sammenstødet ligger europæiske positionskampe op til EU-valget, hvor højrefløjen forventes at styrkes. Weber, der har ambitioner om en fremtidig toppost i EU, ser ud til at søge støtte fra nye højre-alliancer. Spændingerne afspejler også en magtkamp mellem de to ledere, hvor Sánchez står i vejen for Webers vision om et højredomineret EU. Sánchez var i 2019 med til at blokere Webers forsøg på at blive EU-Kommissionsformand, hvorpå Ursula von der Leyen blev kørt i stilling som EPP-gruppens kompromiskandidat.
Weekendavisen, s. 10 (29.12.2023)

Interne anliggender

Fem skæbnevalg vil udstikke Tysklands kurs i 2024
Berlingske bringer en kommentar af Susanne Hyldelund, Danmarks ambassadør i Tyskland, som blandt andet skriver: "Den tyske økonomis stagnation står til at fortsætte i 2024, men økonomien er altså ikke ved at bryde sammen. [...] På den anden side stikker udfordringerne dybere end i begyndelsen af årtusindet - og selvsagt langt dybere end stridighederne mellem de tre regeringspartier. For det handler om historiske udfordringer. I forhold til statsgæld. I forhold til en konkurrencedygtig grøn omstilling af Tysklands industri. Og i forhold til en geopolitisk positionering af Tyskland, der vil være "forsvarsmæssig rygrad" i Europa. [...] Der vil i 2024 fortsat være rasende politisk debat om, hvorvidt den tyske stat investerer nok i fremtiden, og om landet tiltrækker tilstrækkeligt med investorer. Tysk erhvervsliv skal nok klare sig, men udfordringerne stopper ikke ved det økonomiske. I et land, hvor den demografiske pyramide nærmere ligner en kegle, der står på hovedet, vil der fortsat være mangel på arbejdskraft. Den tendens ser vi i en tid, hvor stemningen i Tyskland for alvor er ved at vende sig imod den illegale migration. Med det fortsatte migrations- og omstillingspres bliver ikke bare Europa-Parlamentsvalget i juni 2024 til en retningsvisende dom over SPD, De Grønne og FDP. Også de tre østtyske delstatsvalg i Sachsen, Brandenburg og Thüringen i september bliver skæbnesvangre. [...] Det femte og afgørende valg i 2024 er selvfølgelig det amerikanske valg i november. Også i Berlin giver forestillingen om Trump to dybe panderynker. Det gælder i forhold til Kina, hvor en vestlig »afkobling« vil ramme Tyskland hårdt. Det gælder i forhold til det europæisk-amerikanske handelsforhold. Og det gælder i særdeleshed i forhold til sikkerhedspolitik og støtten til Ukraines kamp mod de russiske aggressioner. Ved december måneds EU-topmøde hed det, at Ukraine ikke længere kan være buffer mellem øst og vest, men bør høre til et EU, der i højere grad er i stand til at forsvare sig selv. Her spiller Tyskland en central rolle som EUs største land og økonomi. For hvis ikke Tyskland kan skabe en omstilling fra civil handelsmagt til geopolitisk magt, er det også svært at se EU som en geopolitisk aktør for sig. [...] Der venter os et svært 2024 både i og uden for Tyskland - og det kan medføre politiske kriser, der er lige så alvorlige, som i året der netop er gået."
Berlingske, s. 11 (29.12.2023)

Sikkerhedspolitik

Tilbage til start
To år efter invasionen af Ukraine, har Danmark endnu ikke op- og udrustet sit forsvar til at imødegå truslen fra Rusland. Politikerne er tilsyneladende fanget af fortiden og har lært, at Den Kolde Krig blev vundet af institutioner, skriver Weekendavisen. Efter en folkeafstemning i 2022 om at afskaffe forsvarsforbeholdet og øget samarbejde med USA, er Danmark kommet ind i varmen i Bruxelles, men alligevel har der dog været begrænset handling for at styrke det danske forsvar. Regeringen har bevilget cirka 150 milliarder til op- og udrustning af forsvaret, men bortset fra midler til at støtte Ukraine er det stadig uvist præcist, hvordan pengene skal bruges. Private initiativer som pensionskassers investeringer i kaserner og erhvervssamarbejde om nye skibe afventer stadig politisk godkendelse. Politikerne har været så optaget af at ophæve forsvarsforbehold og indgå baseaftaler, at deres vigtigste opgave, nemlig at formulere visionen for fremtidens forsvar, er blevet forsømt.
Weekendavisen, s. 11 (29.12.2023)

Udenrigspolitik

Det største svigt i Ukraine er Europas
Weekendavisen bringer en kommentar af korrespondent Andrey Kazankov, som blandt andet skriver: "Det er ikke USAs, men Europas skyld, hvis Ukraine ender med at tabe krigen mod Rusland. Selvom ukrainerne senest har ramt fjenden både i luften og til søs, er de under stort pres ved fronten. [...] Takket være ukrainernes modstandskraft og offervilje har de øvrige europæiske lande fået en gylden mulighed for at undgå den ellers sandsynlige direkte krig mod Rusland. Blot skal de - vi - levere nok våben og anden slags hjælp, så Ukraine kan besejre Rusland på Europas vegne. [...] Nogle af de europæiske udfordringer er for så vidt reelle nok. Som at Ukraines naboland Slovakiet har fået en ny regering og er gået fra at være meget pro- til at blive nærmest antiukrainsk. Og at Ungarns præsident, Viktor Orbán, fortsat blokerer for, at EU kan støtte Ukraine med 50 milliarder euro over de næste fire år. På positivsiden har Polen fået en ny regering med Radosław Sikorski på udenrigsministerposten. Han må siges at være den nærmest mest ukrainsk-venlige udenrigsminister, som man overhovedet kan forestille sig. [...] Mest sigende er måske historien om en million stykker ammunition, som EU-landene ville levere til Ukraine inden marts næste år. I sidste måned kom det frem, at de hidtil kun havde sendt 300.000, og at man næppe kommer i nærheden af den oprindelige målsætning til foråret. I The Washington Post kunne man læse, at Sydkorea havde udstyret Ukraine med omtrent lige så meget ammunition som alle EU-landene tilsammen. "Husk på, at den europæiske forsvarsindustri eksporterer meget," lød forklaringen fra EUs udenrigschef, Josep Borrell. "Det er ikke mangel på produktionskapacitet, det er, fordi de sender deres produkter til andre markeder. Så hvad vi bør gøre, er måske at prøve at rykke produktionen til førsteprioriteten, som er Ukraine," udtalte Borrell 21 måneder inde i en storkrig på europæisk jord. Europas manglende evne til at levere de nødvendige 155 millimeter-artillerigranater samt anden ammunition og våben har haft direkte konsekvenser på slagmarken i Ukraine. [...] Men hvis freden skal opnås, skal der mere til. For Ukraine skal efter al sandsynlighed have en fordel og et gennembrud, for at det kan lade sig gøre. Det vil kræve "historiske beslutninger", som Emmanuel Macron talte om i foråret 2022. De skal træffes af et kontinent, der har 700 millioner indbyggere, masser af ressourcer og alt for lidt viljestyrke."
Weekendavisen, s. 10 (29.12.2023)

Vesten skal sikre, at Ukraine vinder. Vi har intet valg
Jyllands-Posten bringer en kronik af Magnus Barsøe, kandidat til EU-Parlamentet (S) og Mads Strange, kandidat til EU-Parlamentet (LA). De skriver blandt andet: "Hele Vestens fremtid og Ukraines overlevelse som land er på spil. Det er grundlæggende, hvad krigen i Ukraine handler om. Hvis Putin vinder, vågner verden op til en ny, brutal verdensorden, hvor diktatorer frit kan invadere deres naboer. Og hvad det betyder for Putins videre ekspansion og kinesiske Xi Jinpings ambitioner om at overtage Taiwan, kan man kun gisne om. Vi er to politikere fra to meget forskellige partier, og vi er uenige om meget, men vi er rørende enige om en ting: Ukraines frihedskamp er vores frihedskamp. [...] Og vores konklusion er klar: Europa står ved en skillevej. Hvad Vesten gør de næste måneder, vil afgøre fremtiden for Europa, det ukrainske folk og ultimativt forme den verdensorden, vores børn vil vokse op i. [...] Men vi bliver nødt til at ryste denne hændervridende defaitisme af os. Vesten står i den mest afgørende krig i en generation, og vi må gøre hvad som helst for, at Ukraine vinder. [...] Putins grundlæggende tese er, at Vesten er svagt og splittet. Hvis han vinder, vil han blive bekræftet i, at han har ret, og hans appetit på ekspansion vil vokse. Derfor skal vi ikke lade os forføre af den nationalkonservative sirenesang om, at en russisk sejr i Ukraine vil stoppe blodsudgydelserne. Sandheden er, at vi har intet alternativ: Vi er nødt til at sikre os, at Ukraine vinder. Alt andet vil ændre verden, som vi kender den, og indvarsle en ny verdensorden domineret af diktatorer som Putin."
Jyllands-Posten, s. 25 (29.12.2023)