EU i dagens aviser mandag 27. november 2023

EU i weekendens og mandagens aviser d. 25. november - 27. november 2023

Tophistorier

Wilders viser vejen for Europas højrefløj, men ikke alle marcherer i takt
Højrepolitikeren Geert Wilders jordskredssejr ved det nylig overståede valg i Holland bemærkes positivt af Europas højrefløj, såvel som i Moskva. Det skriver Jyllands-Posten lørdag. Russiske Tsargrad TV kalder Wilders´ sejr for "Europas værste mareridt." I andre europæiske lande vinder højrefløjspartier også frem. De agiterer mod EU og indvandring og har ofte tætte relationer til Ruslands præsident Vladimir Putin. Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), kalder den politiske ustabilitet i Europa for en gave til Rusland. Ifølge en hollandsk undersøgelse søger cirka en tredjedel af de europæiske vælgere imod protestpartier. Tallene dækker over både venstre- og højrefløjspartier. Flemming Splidsboel mener at uro, som medfører ustabile politiske systemer, er en fordel for Rusland. F.eks. påpeger Splidsboel, at EU-udvidelsen er noget, som Rusland følger tæt. "Her vil der være meget at gøre for en dygtig russisk påvirkningsagent," forklarer Flemming Splidsboel. Ved valget i Østrig næste år står højrepartiet Frihedspartiet (FPÖ) til at blive den store vinder. I Tyskland fik det tyske højreparti Alternative für Deutschland (AfD) 10,3 procent af stemmerne ved seneste valg. Men ifølge meningsmålinger ville partiet få dobbelt så mange stemmer, hvis der blev udskrevet valg i dag.

Altinget bringer fredag en artikel, hvor de stiller skarpt på Geert Wilders valgsejr ved det nylig overståede hollandske valg. Geert Wilders valgbudskaber var de samme som under tidligere valg. Han kalder Islam for en farlig religion og vil lukke moskeer og muslimske skoler, indføre tørklædeforbud og standse yderligere muslimsk indvandring og asylgodkendelser til Holland. Desuden ønsker Geert Wilders at mindske den frie bevægelighed i EU, og Holland skal søge mod at forlade EU. Næsten en fjerdedel af de hollandske vælgere deler alle eller flere af disse synspunkter.

I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Christian Foldager, journalist på avisen, blandt andet: "Geert Wilders er med valgsejren sikret det første forsøg på at danne regering i Holland, men de færreste levner ham en chance for at indtage premierministerposten, da ingen af de andre store partier vil pege på ham. I spillet om magten er det en helt anden politiker, som kan blive den afgørende faktor. [...] Hans navn er Pieter Omtzigt. [...] Få måneder før valget stiftede han sit nye parti Ny Social Kontrakt, der sensationelt blev det største parti i den første meningsmåling. Under valgkampens sidste dage vaklede opbakningen en smule, og partiet endte som fjerdestørst i parlamentet med 12,8 procent af stemmerne. Alligevel kan Omtzigt nu blive tungen på vægtskålen i kampen om premierministerposten - og måske blive en del af en kommende hollandsk regering. [...] Som politiker har Pieter Omtzigt en høj troværdighed blandt vælgerne på grund af sin rolle i afsløringen af den tidligere regerings fejlagtige udbetaling af børnepenge, der var en stor skandalesag i hollandsk politik. En skandale, der også er baggrunden for hans mål om en ny politisk kultur, hvor magten i højere grad forankres i parlamentet snarere end hos regeringen og EU. [...] Som politisk fænomen er han tilmed ansigtet på en ny tendens på den europæiske højrefløj, vurderer kommentatoren Simon Kuper fra Financial Times, der følger hollandsk politik tæt og også skriver for flere af Nederlandenes førende dagblade. [...] “Omtzigt er antitesen til den revolutionære populisme, der vil rive hele samfundsordenen ned og begynde forfra. Han er ikke modstander af EU, men kritisk over for dele af samarbejdet. Han er ikke fremmedfjendsk, men kritisk over for omfanget af indvandringen."

Politiken skriver i en leder søndag blandt andet: "Det hollandske valg viste sig ildevarslende for EU. [...] At Geert Wilders i valgkampen skruede ned for sine hadefulde udfald mod landets muslimer og kravet om et hollandsk EU-exit, bør jo ikke forlede nogen til at tro, at han har skiftet holdning. Al tale om en ny og mildere 'Geert Milders' er selvbedrag. Så Holland føjer sig til rækken af lignende nationalistiske EU-strømninger i Viktor Orbans Ungarn, Giorgia Melonis Italien og den Putin-glade Robert Ficos Slovakiet. [...] En dårligere optakt til næste års valg til EU-Parlamentet kunne man dårligt forestille sig. [...] Med en buldrende klimakrise og en brølende techrevolution oven i krigen i Ukraine har Europa brug for alt det modsatte af nationalisme og den voksende modstand mod flygtninge, der endte som en vigtig brik i den hollandske valgkamp. Der er brug for solidaritet med både Ukraine og de 4,2 millioner ukrainske flygtninge, der af skræk for russiske krigsforbrydelser og overfaldskrig har søgt tilflugt i EU. Der er brug for et EU, der påtager sig et historisk ansvar for at optage nye medlemmer, herunder Ukraine, Moldova og Georgien, der alle er under russisk pres. Det ansvar kan kun løftes af visionære ledere, ikke hadprædikanter som Geert Wilders."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 14; Altinget, fredag; Berlingske, lørdag, s. 11; Politiken, søndag, s. 1 (27.11.2023)

150 DFDS-lastbiler fanget ved blokeret Ukraine-grænse
Weekendens og mandagens aviser skriver blandt andet følgende om krigen mellem Rusland og Ukraine:Børsen skriver mandag, at polske lastbilchauffører fysisk har blokeret grænsen mellem Polen og Ukraine med trailere. Det har forårsaget en 40-50 km grænsekø på den Ukrainske side og en 20 km lang kø på den polske side. udover militært isenkram, der skal bruges i Ukraines forsvar mod Rusland, så påvirker det også transporten af en lang række andre varegrupper. De polske lastbilchauffører har spærret grænseovergangene, fordi de mener, at ukrainske lastbilchauffører udfører prisdumping og som følge heraf overtager polske vognmænds varetransporter. Slovakiske chauffører bakker de polske op og er begyndt at blokere den slovakiske grænse til Ukraine. Leif M. Pedersen, direktør i DFDS´ østeuropæiske division. mener ikke, at der er tal, som bekræfter de polske chaufførers argumenter for at blokere grænsen. "Deres argumenter er, at de mener, at ukrainerne tager deres arbejde. Men vi kan bare sige, at de tal, vi har på det, dokumenterer ikke de her ting. Faktisk er der kommet færre ukrainske biler i løbet af årets første ni måneder end sidste år. De mangler at dokumentere det her talmæssigt,” Siger Leif M. Pedersen. Jacob K. Claesen, vicedirektør hos Danske Rederier, opfordrer til en hurtig løsning på konflikten. "Situationen ved den polsk - ukrainske grænse er uholdbar, når varer og nødhjælp ikke frit kan komme frem. Naturligvis har polske chauffører ret til at markere deres utilfredshed med arbejdsmarkedspolitiske forhold, men der er også brug for at sikre, at nødhjælp og varer kan komme ind og ud af det krigsplagede Ukraine," siger Jacob K. Claesen. Bergur Løkke Rasmussen (M), medlem af Europa-Parlamentet, har for nylig spurgt Europa-Kommissionen, hvordan denne vil søge at "løse situationen og støtte en effektiv grænseforvaltning og varestrømmen til og fra Ukraine." EU-Kommissionen har endnu ikke svaret på spørgsmålet.

I en indsigt i Børsen mandag skriver Hakon Redder, udenrigsredaktør, blandt andet: "Præsident Volodymyr Zelenskyj er på kant med sin militære øverstbefalende om, hvorvidt Ukraine har mistet fremgang ved fronterne. [...] Valerij Zaluzjny (militær øverstbefalende; red.) forudser, at Ukraine ikke vil få et gennembrud uden flere droner og ny teknologi til elektronisk krigsførelse. [...] Valerij Zaluzjnyj nyder stor folkelig popularitet for det, der generelt opfattes som en effektiv ledelse af krigen. Taler man med folk i Kyiv, nævnes han som en mulig efterfølger for præsident Zelenskyj efter krigen. [...] Men rundt om i Europa og i USA overvejes det i regeringskontorerne, om ikke general Zaluzjnyj har bedre føling med krigsrealiteterne end Zelenskyj. [...] Budskabet sendes via Constance Steizenmüller, direktør, Center on US and Europe, Brookings Institution, med adgang til ledende politiske skikkelser på begge sider af Atlanten. [...] Constance Steizenmüller slår på den ene side fast, at Tyskland og USA bærer de i særklasse største militære og økonomiske byrder for at støtte Ukraine. Men også at Ukraine ikke har fået meget ud af det, fordi man ikke har fået overtaget i krigen - og hvad værre er, set med ukrainske briller, at “det er den dårligst skjulte hemmelighed” i den 50 lande store alliance, der støtter Ukraine, at de varmeste støtter for, at Ukraine må opgive sine ambitioner om at genvinde alt besat territorium, findes i det tyske forbundskanslerkontor. Samme opfattelse findes også i dele af Washington. Den korte udgave er derfor: Ukraine skal indgå i en våbenhvile, opgive de områder, som Rusland har besat i Donetsk og Luhansk og sikkert også Krim. Mens Nato til gengæld sørger for en så massiv oprustning af Ukraine, at præsident Putins Rusland må opgive enhver tanke om en ny invasion. For de krigstrætte i og uden for Ukraine kan en sådan våbenhvile lyde besnærende. I EU måske mest fordi man forudser, at man vil få en meget større ukrainsk regning, hvis en potentielt genvalgt Donald Trump om et år dropper USA's rolle som hovedsponsor. Præsident Zelenskyjs svar er fortsat uden tøven. Han opgiver ikke en tomme ukrainsk jord. Men han risikerer, at EU-topmødet i december ikke enstemmigt støtter Ukraines vej ind i EU. Halve løfter kan også komme ud af Nato-topmødet i juli i USA næste år."

I en analyse i Jyllands-Posten mandag skriver Poul Funder Larsen, Jyllands-Postens korrespondent i Berlin, blandt andet: "Op til Natos udenrigsministermøde, der afholdes her mandag og tirsdag i Bruxelles, er der gjort energiske forsøg på at demonstrere enhed og fastholde den materielle støtte til Kyiv på et tidspunkt, hvor ukrainernes efterårsoffensiv synes endeligt løbet ud i sandet, og landet står over for en lang vinter, hvor Rusland igen ventes at angribe kritisk infrastruktur intenst med missiler og droner. I begyndelsen af ugen besøgte den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin den ukrainske hovedstad og medbragte både opmuntrende ord og en mindre værtindegave i form af en militær støttepakke til en værdi af 100 mio. dollars (ca. 650 millioner kroner). Dagen efter optrådte både Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, og formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, på de bonede gulve sammen med bl.a. præsident Volodymyr Zelenskyj. Tyskland, der er blevet kritiseret for at hænge i bremsen, hvad angår leverancer af avancerede våbensystemer til Ukraine, og stadig afholder sig fra at sende det effektive krydsermissil Taurus til Kyiv, er ikke desto mindre ukrainernes klart største militære leverandør blandt de europæiske stater. [...]Den nye amerikanske pakke med militær hjælp til Kyiv er særdeles beskeden i omfanget og hentet fra tidligere bevillinger på et tidspunkt, hvor republikansk opposition i Kongressen blokerer for mere hjælp. Hvad der ville ske, hvis Republikanernes isolationistiske fløj med ekspræsident Donald Trump eller en anden galionsfigur skulle vinde næste års USA-valg, kan man kun gisne om. I Europa er alarmsignalerne også til at få øje på, vurderer Justyna Gotkowska, senioranalytiker i den polske tænketank OSW. “Der er tiltagende træthed i Vesteuropa, hvad angår støtte til Ukraine, og en manglende parathed til at føre en lang konflikt. Dertil kommer en vilje til at narre sig selv med, at vi trods alt nok kan nå til en aftale og modus vivendi med Rusland,” skriver hun i en analyse af situationen. Den vigtigste europæiske enkeltaktør, Tyskland, bokser med sine egne interne problemer, bl.a. anspændte statsfinanser, der kan begrænse dets muligheder for at indfri løfter om at fordoble hjælpen til Ukraine i 2024. [...] I Centraleuropa taler både Ungarn og Slovakiet mod yderligere hjælp til Ukraine, og sejrherren i det nylige hollandske valg, nationalisten Geert Wilders, har fremsat lignende synspunkter. Også i flere sydeuropæiske EU-lande er entusiasmen i forhold til Ukraine til at overskue. Således har lande som Frankrig og Italien kun ydet meget begrænset bilateral hjælp til ukrainerne."

I en kommentar i Information lørdag skriver Rune Lykkeberg, chefredaktør, blandt andet: "Vestens opbakning til Ukraine svækkes, Ruslands kapacitet til at føre krigen styrkes. Vi kan være på vej mod et frygteligt nederlag, hvis ikke Europa udvikler en ny strategi for, hvordan vi kan erobre freden. [...] Debatten i Polen, valget i Slovakiet og optakten til præsidentvalget i USA har de seneste måneder vist, at opbakningen til den moralsk meget klare kamp mellem den uskyldige stat og den livsforagtende imperiale aggressor svækkes, når den bliver til realpolitik. Selvfølgelig støtter polakkerne Ukraine, men de er også bekymrede for deres egne kornpriser. Efterhånden er det meget svært for den amerikanske præsident Biden at få vedtaget en helt afgørende støttepakke til kampen mod Rusland, og i Europa truer Viktor Orbán med at blokere al EU's hjælp til Ukraine. Måske var det os, der overvurderede vores eget sammenholds holdbarhed, og Putins analyse, der endte med at være rigtig. [...] Det er en kolossal opgave for et Europa, der åbenlyst allerede har mistet den massive vilje til forsvaret af Ukraine, som var så manifest for bare et år siden. Det står helt klart, at vi ikke kan besejre Rusland i vilje og kapacitet til ødelæggelse, og at vi ikke kan forlade os på USA. Så hvis ikke vi i Europa er i stand til at lægge en ambitiøs strategi, vi tror på og kan realisere, for, hvordan vi kan genopbygge landet og erobre en retfærdig fred, skal vi forberede os på, at Rusland kan vinde en krig, som er imod alt, hvad vi står for."

Information skriver i en leder lørdag blandt andet: "At kalde Viktor Orbán for EU's problembarn virker efterhånden som en sproglig banalisering af den skade, Ungarns leder kan påføre - og allerede har påført - sit eget land, EU og den geopolitiske balance. Igennem nu over et årti har han gradvist afviklet det ungarske demokrati, og han har i stadig højere grad svækket EU's sammenhængskraft ved at orientere sig mere og mere væk fra Bruxelles og i stedet mod despoter i Kina og Rusland. [...] Nu skruer Orbán endnu mere op for konflikten med EU, da han forsøger at afpresse Bruxelles til at frigive milliarder af indefrosne midler ved at holde støtten til Ukraine som gidsel. [...] På grund af Ungarns demokratiske deroute, undermineringen af retsstaten og korruptionsfare tilbageholder EU-Kommissionen over 150 milliarder kroner, som ellers skulle være kommet Budapest til gode. Men de penge skal nu begynde at blive udbetalt, hvis ikke Ungarn skal blokere for al EU-støtte til Ukraine, nedlægge veto mod optagelsesforhandlinger med Ukraine og forhindre yderligere sanktioner mod Rusland. [...] Sådan lyder signalerne fra Orbán i et brev, som han har sendt til Det Europæiske Råds chef, Charles Michel. [...] Det var ellers håbet, at EU's medlemslande ville give grønt lys til at begynde forhandlinger med Ukraine om medlemskab af unionen ved EU's stats- og regeringslederes topmøde i midten af december. Her var der også lagt op til, at landene ville blive enige om over 370 milliarder kroner i økonomisk støtte til Ukraine over de kommende fire år og samtidig 150 milliarder kroner i militær støtte. [...] En anden stærk indikation på hans strategi kan man finde i en rådgivende folkeafstemning, som vil løbe hen over de næste par måneder i Ungarn. [...] I afstemningen bliver ungarerne bedt om at tage stilling til en række stærkt ladede spørgsmål relateret til EU-politik, som også kobler Ukraine-støtten sammen med EU-midlerne til Ungarn. [...] Orbáns trussel om at trække tæppet væk under støtten til Kyiv kommer på et særdeles smertefuldt tidspunkt for Ukraine. Den ukrainske modoffensiv er ikke lykkedes, og der er skabt tvivl om, hvor langtidsholdbar den politiske vilje til at støtte Ukraine er i USA og Europa. [...] Den største fare er dog Orbán. Han viser, at han er villig til at gamble med Ukraines - og dermed i sidste ende Europas - sikkerhed ved at bruge støtten til Ukraine som en jeton i et politisk afpresningsspil om at få sat EU-midler ind på Ungarns konto.
I den sammenhæng er det stærkt bekymrende, at EU-Kommissionen torsdag godkendte udbetalingen af syv milliarder kroner til Ungarn, da det er et træk, der er blevet udlagt som et forebyggende forsøg på at undgå et ungarsk veto mod yderligere hjælp til Ukraine. Hvis det vitterligt er tilfældet, så har EU vist sin hånd og afsløret, at Orbáns afpresningstaktik virker, og hvis han blot bliver ved, så vil han undgå at blive økonomisk straffet for at køre sit land i autoritær retning, hvis han truer højt nok med at blokere EU's støtte til Ukraine."
Børsen, mandag, s. 2; Jyllands-Posten, mandag, s. 8; Information, lørdag, s. 2, 24 (27.11.2023)

Prioriterede historier

Verdens lande ruster sig til kamp om fossile brændslers fremtid
Information og Altinget skriver mandag om det kommende klimatopmøde, COP28, i Dubai, hvor der bliver sat fokus på bekæmpelsen af klimaforandringer og den forestående temperaturstigning på op til 2,9 grader. Hovedspørgsmålet er, om fossile brændsler, specielt "urensede" fossile brændsler, skal udfases. EU og Danmark presser på for at få alle urensede fossile brændsler udfaset, mens modstanden er stor blandt kul-, olie- og gasproducerende lande. Diskussionen om CO2-fangstteknologier spiller også en central rolle, hvor nogle lande ser det som en løsning til fortsat brug af fossile brændsler. Teknologien er dog stadig uprøvet og kritiseres for at kunne forsinke nødvendige reduktioner i emissioner. Et andet kritisk punkt er de globale subsidier til fossile brændsler, som trods tidligere aftaler om udfasning, faktisk er steget. IMF har understreget vigtigheden af at sætte korrekte priser på disse subsidier for at reducere emissioner og nå Parisaftalens mål. Derudover vil der være fokus på vedtagelsen af et mål for vedvarende energi, som kan signalere en fremtid med sol og vind. Samtidig forbereder landene sig på en fælles statusopgørelse over indsatsen mod klimaforandringer, hvilket vil være grundlag for fremtidige handlinger og politikker. Sidste års COP møde resulterede i oprettelsen af en fond til hjælp for klimasårbare lande, men detaljer om fondens størrelse, bidragsydere og modtagere er endnu uklare. Der er også spænding omkring den historiske ansvarsfordeling for klimaforandringer, især mellem EU og Kina. Endelig rejser topmødets placering i en oliestat som De Forenede Arabiske Emirater spørgsmål om dets integritet, især med en oliesheik som mødeleder, hvilket har skabt bekymring om mulige interessekonflikter. Samlet set reflekterer COP28 de komplekse og ofte modsatrettede interesser i den globale klimadebat, med et presserende behov for konkret handling og samarbejde for at bekæmpe klimaforandringer effektivt.

I Informations leder kan man mandag blandt andet læse: "Hvis den globale temperatur stiger med to grader, vil mange millioner blive skubbet ud af den niche, hvor overlevelse er mulig. På klimatopmødet i Dubai må verdens ledere gøre op med ondets rod: den fossile sektor. [...] Når opvarmningen skubber mennesker ud af 'den humane klimaniche', vil de, som kan, søge tilbage til nichen, flygte til egne af kloden med mindre ekstreme temperatur- og vejrforhold. Det er den anden samtale, COP28 må tage: Udsigten til massive folkevandringer af desperate, nødlidende mennesker fra syd mod nord med store sociale konsekvenser og voldsomme geopolitiske konfliktpotentialer. En vandring, der handler om overlevelse, men også er et skrig om climate justice, klimaretfærdighed: De, der rammes hårdest, er dem med mindst ansvar for ulykkerne og færrest ressourcer til at forhindre dem. [...] Det vil også være let at føle skepsis i bevidstheden om, at forhandlingerne på dette 28. globale klimatopmøde ledes af en arabisk oliesheik, Emiraternes sultan Al Jaber, CEO for Abu Dhabi National Oil Company, og med de fossile selskabers lobbyister tæt til stede i korridorerne. De vil bruge grøn retorik, men realiteten er ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA), at kun 20 milliarder ud af olie-gassektorens aktuelle investeringer på 800 milliarder dollar er målrettet de nye grønne energikilder - 97,5 procent af pengene går fortsat til det sorte. EU vil som en af de mest ambitiøse aktører på COP28 arbejde for en beslutning om stop for ny kulkraft og for et 'overvejende fossilfrit globalt elsystem i 2030'erne'. Det er ikke nok, men sikkert mere, end man kan nå til enighed om. I et internationalt klima med to opmærksomhedskrævende og splittende krige og stor nervøsitet om de geopolitiske spændinger er kapaciteten til at bøje viljerne mod hinanden og yde nationale ofre sikkert begrænset. Vi risikerer, at COP28 bliver endnu et klimatopmøde, hvorom vi efterfølgende må skrive - som Rune Lykkeberg gjorde efter COP26 i Glasgow - at processen 'løser problemet så langsomt, at det vokser sig større og større.'"
Information, mandag, s. 1, 10-11, 20; Altinget, mandag (27.11.2023)

Finland anklager Rusland for hybridangreb ved grænsen
Flere af weekendens aviser skriver om situationen ved grænsen mellem Rusland og Finland. Finland anklager Rusland for et "hybridangreb" ved at sende asylansøgere mod grænsen til Finland. Den finske statsminister, Petteri Orpo, har offentligt kritiseret Rusland og betegnet situationen som et spørgsmål om national sikkerhed. Han understreger, at Finland kræver, at Rusland øjeblikkeligt stopper denne praksis. "Vi vil sende et klart signal til Rusland: Dette må ophøre," siger han. For at håndtere situationen har Finland lukket næsten alle grænseovergange til Rusland, med undtagelse af Raja-Jooseppi i Lapland. Denne handling kommer efter en markant stigning i antallet af migranter fra forskellige lande, som har krydset grænsen de seneste uger. Den finske indenrigsminister, Mari Rantanen, indikerer, at Finland er parat til at lukke hele den østlige grænse, hvis det bliver nødvendigt. Den finske ombudsmand har udtrykt bekymring over, at lukningen af grænsen, særligt på grund af, at Raja-Jooseppis isolerede placering, kan krænke retten til asyl. Der er en bekymring for, at manglende adgang til asylprocessen kan føre til overtrædelse af forbuddet mod udvisninger og masseudvisninger. Den finske grænsevagt forventer at modtage assistance fra EU's grænseagentur, Frontex, til at håndtere situationen ved grænsen. Det skriver Berlingske søndag.

I Politiken lørdag kan man læse, at hundredvis af migranter, hovedsageligt fra Afrika og Mellemøsten, herunder Syrien, Irak og Afghanistan, har krydset grænsen til Finland under ekstreme vejrforhold. Det rapporteres, at det russiske sikkerhedspoliti, FSB, muligvis har faciliteret denne bevægelse ved at transportere migranterne tæt på grænsen og forsyne dem med cykler. Finlands statsminister, Petteri Orpo, fastholder beskyldningen om, at Rusland bevidst sender migranter til grænsen som et led i en hybrid krigsførelse og som reaktion på Finlands NATO-medlemskab. For at imødegå situationen har Finland lukket alle grænseovergange, på nær den nordligste Raja-Jooseppi, og oprettet fysiske barrierer såsom beton og pigtråd for at forhindre yderligere indrejse. Den finske regering har anmodet EU's grænseagentur, Frontex, om assistance, og agenturet har reageret ved at sende 50 grænsevagter og andet personel til Finland. Frontex-chef Hans Leijtens understreger, at dette ikke kun er et spørgsmål om sikkerhed, men også om humanitære hensyn, specielt med tanke på de barske vejrforhold migranterne møder. Den finske udenrigsminister, Elina Valtonen, har udtrykt bekymring for, at Rusland kunne forsøge at indsætte soldater eller krigsforbrydere blandt migranterne. I modsætning til Frontex' udtalte engagement i at beskytte menneskerettigheder, fremhæves tidligere anklager om agenturets medvirken til ulovlige tilbagesendelser af migranter. Situationen er ikke uden præcedens. Lignende hændelser har fundet sted ved grænserne til Polen, Letland, Litauen og Norge i tidligere episoder af, hvad der betegnes som hybrid krigsførelse. Den norske justitsminister har for eksempel udtalt, at Norge er klar til at lukke sin grænse til Rusland med kort varsel, hvis lignende begivenheder opstår. Guvernøren i den russiske Murmansk-region, Andrej Tjibis, har på den anden side givet Finland skylden for situationen, anklagende landet for at skabe en "humanitær krise" ved at lukke grænseovergangene. Han beskylder Finland for at forværre situationen ved bevidst at skabe uorden.

I en analyse i Berlingske mandag, skrevet af Ruslands-korrespondent Emil Rottbøll, kan man blandt andet læse: "700 migranter og asylansøgere er søgt mod den kolde finske grænse alene i november - en voldsom stigning fra de seneste måneder. [...] Alle ved, at det er Rusland, der står bag. Det, som er sværere at fatte, er, hvad russerne prøver at opnå med det. [...] Første gang var i 2015 netop her ved den finske grænse, hvor præsident Vladimir Putin prøvede at presse den finske præsident til forhandlingsbordet - og lykkedes med det. Anden gang var i 2021, hvor Belarus sendte migranter mod nabolandene Polen og Litauen i et forsøg på at presse EU til at anerkende diktatoren Lukasjenko som en mand, man blev nødt til at forhandle med. Siden Finland sidste år søgte optagelse i NATO, er migranterne fra Rusland så begyndt at vende tilbage. Og lige nu lader der til at være skruet op for presset. Problemet er, at det ikke virker, som om Rusland prøver at opnå noget fra Finland. Det virker som ren hævn for Finlands øgede fjendtlighed mod Rusland Men migranterne tjener måske også et andet formål. [...] I næste uge kommer de første af 50 grænsevagter og patruljevogne fra Frontex, EU’s grænseagentur. Denne gang er Finland opsat på at bevise, at de ikke længere vil bøje sig for Putins pres."
Berlingske, søndag, s. 17, lørdag, s. 19; Politiken, lørdag, s. 12 (27.11.2023)

Finansielle anliggender

Nationalbanken ser ingen fare i digital euro
I Børsen mandag kan man læse, at Nationalbanken i en ny analyse har vurderet, at der ikke er umiddelbare farer ved at give danskerne adgang til en digital euro. Denne digitale valuta vil ikke påvirkeden finansielle stabilitet eller fastkurspolitikken betydeligt i Danmark, men vil tilbyde danskerne et billigere betalingsalternativ, når de besøger eurolande. Det skyldes, at Den Europæiske Centralbank (ECB), der bliver udsteder af den digitale euro, vil bære regningen for betalingsomkostningerne, og vekselgebyret vil være reguleret. ECB har i november 2023 indledt en "forberedelsesfase" for at teste digitale euroløsninger, men det er endnu ikke besluttet, om den digitale euro bliver en realitet. EU-Kommissionen offentliggjorde i juli 2023 et forslag til en forordning, som er det første skridt mod en regulatorisk ramme for den digitale valuta. Finans Danmark, bankernes interesseorganisation, var oprindeligt skeptisk over for indførelsen af en digital euro, men justerede senere deres holdning efter kritik. Nationalbanken forbereder sig på, hvordan det vil se ud, hvis danskerne får adgang til den digitale euro. Betalinger med denne valuta kan blive billigere end nuværende digitale betalingsløsninger i eurolande, da de typiske valutatillæg på internationale betalingskort kan være højere end gebyret ved valutaveksling. I EU's forordningsforslag er der også mulighed for, at ECB og Nationalbanken kan indgå en aftale, så den digitale euro også kan bruges indenlands i Danmark. Nationalbanken er dog mere tilbageholdende med denne idé, idet de vurderer, at anvendelsen vil være meget begrænset på grund af vekselomkostninger. Nationalbanken forudsætter, at den foreslåede beholdningsgrænse på 3000 euro for borgere og nul euro for virksomheder fastholdes. Dette betyder, at digitale euro, som virksomheder modtager, skal veksles direkte til bankindskud. Formålet med en digital euro inkluderer at sikre borgernes adgang til centralbankpenge, tilbyde en digital betalingsløsning på tværs af eurolandene, beskytte privatlivet, fremme finansiel inklusion, styrke den europæiske betalingsinfrastruktur og fremme innovation og konkurrence på det europæiske betalingsmarked.
Børsen, mandag, s. 26 (27.11.2023)

Handel

EU risikerer at stå handelspolitisk alene
I en kronik i Børsen mandag af Peter Thagesen, chef for global handel, DI og Morten Løkkegaard (V), gruppeformand i Europa-Parlamentet og formand for Europa-Parlamentets Indien-delegation, kan man blandt andet læse: "EU risikerer at miste vækst og vigtige allierede, medmindre fællesskabet skifter handelspolitisk kurs. De vil ikke tales ned til, de store globale spillere. Kina og Indien er trætte af europæisk moraliseren, toppet med en alt-eller-intet attitude i handelsforhandlinger. EU's chefforhandlere hører det igen og igen: “Vil I indgå aftaler, må I forlade den selvvalgte moralske osteklokke”. Vi europæere har haft travlt med at påpege fejl og mangler på klima- og menneskerettighedsområdet og i forhold til vores fint udviklede regelsæt, hvor vi hurtigt løfter en pegefinger og truer med sanktionere, hvis dele af en handelsaftale ikke overholdes. Men i tid med voksende geopolitisk tumult er vi nødt til at søge en langt mere kompromissøgende handelspolitik. [... ] I den global magtkamp med autokratiske stater som Rusland og Kina er vi i EU nødt til at dyrke demokratiske alliancer med lande som Indien. Det kræver dog en ny tilgang til blandt andet handelspolitik, så fremadstormende lande vil åbne op for tættere samarbejde. Indiens voksende betydning var tydelig i kommissionsformand Ursula von der Leyens årlige tale til det europæiske fællesskab. Von der Leyen annoncerede flere gigantiske infrastrukturprojekter, der skal binde Indien og EU-lande tættere sammen: Jernbane, brintledning samt elektricitets- og højhastighedsdatakabler. Også blandt EU's mest magtfulde lande fylder Indien tiltagende mere og mere. [...] Manglende tillid og trusler om sanktioner, før nye aftaler er indgået, skræmmer mulige handelspartnere væk fra det europæiske fællesskab. EU's krav på arbejdstagerrettigheder og bæredygtighedskrav afspejler i for høj grad europæiske standarder og tager i mindre grad højde for andre landes udgangspunkt. [...] Magtens vinde blæser i dag anderledes end for ti år siden, og derfor er vi nødt til at omlægge vores handelspolitiske kurs, hvis vi skal bevare et håb om at udbrede bæredygtig vækst og velstand til glæde for befolkninger i verdens spirende demokratier Vi skal i Vesten - i EU og i Danmark - indstille os på en mere realistisk handelspolitik."
Børsen, mandag, s. 34-35 (27.11.2023)

Institutionelle anliggender

Giv 16-årige stemmeret ved europaparlamentsvalget
Madeleine Steenberg, forhenværende forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, skriver i en kommentar i Berlingske søndag blandt andet: "Som et ungt menneske ser jeg på spørgsmålet om at give 16-årige stemmeret ved europaparlamentsvalget med entusiasme, men jeg har også nøje overvejelser om fordele og ulemper. [...] Engagement og ansvar er de to ting, jeg ser, der vægter tungest. At give 16-årige stemmeret kan være med til at øge politisk bevidsthed og ansvarsfølelse blandt os unge. Tidlig inddragelse kan også skabe mere engagerede borgere og forberede os til at deltage aktivt i demokratiet i højere grad, end tilfældet er i dag. Vi ved, at flere ungdomsorganisationer som for eksempel Dansk Ungdoms Fællesråd ønsker at sænke valgretsalderen til 16 år. Så ungdommen er interesseret og klar til at tage det ansvar og få indflydelse over deres egen hverdag. [...] Dog er der bekymring for, at aldersgruppen 16 til 17 år ikke er homogen i modenhed. Nogle individer kan være modne og informerede, mens andre måske ikke er det, hvilket kan føre til ujævne resultater. Desværre er det dog også noget, man ser i de lidt ældre generationer. Ikke desto mindre er mange i den yngre aldersgruppe meget letpåvirkelige, så chancen for, at de kan blive 'manipuleret' eller overtalt af for eksempel deres forældre eller sociale medier til at stemme noget specifikt, er større. [...] I bund og grund er det at give 16-årige stemmeret ved europaparlamentsvalget en kompleks beslutning, der kræver omhyggelig afvejning af fordele og ulemper. Inspireret af eksempler som Ecuador og lande i EU bør vi fortsætte debatten og tage hensyn til, hvordan det kan styrke demokratiet og inddrage os unge i beslutningsprocessen på en meningsfuld måde."
Berlingske, mandag, s. 18 (27.11.2023)

Hvor nationen er svag og viger tilbage, dér breder unionen sig som skimmelsvamp
I et debatindlæg af Michael Jalving, historiker og forfatter, kan man i Jyllands-Posten søndag blandt andet læse: "Det kommer bag på en del danskere, ikke mindst journalister, at EU faktisk er en union, og at unioner ikke alene vokser frem i epoker med flydende grænser og territorier, blandede folk, sprog og religioner, men bidrager til samme opbrud og udvikling. Sådan var det i Europa i Oldtiden og Middelalderen, sådan var det for habsburgernes, osmannernes, briternes, russernes og tyskernes imperier, der alle gik tabt. Og sådan er det i dag. [...] Springer vi frem til vor tid, kan vi konstatere, at den hastige udvidelse af Den Europæiske Union i dybden og bredden har medvirket til at åbne Europas hjemlande for fremmede og skabe social uro og kulturelle modsætninger assisteret af velvillige regeringer og lobbygrupper. [...] Et akut eksempel er EU's nye lovgivning om tidsregistrering på danske arbejdspladser; et krav, der træder i kraft i det nye år. Virksomheder, myndigheder og borgere skal i forvejen registrere stedse mere, ikke mindst for at imødekomme forventninger til bæredygtighed og grøn omstilling, men nu sættes der turbo på. [...] Det er ikke EU's skyld alt sammen. Den dominerende kulturelle og økonomiske liberalisme siden Sovjetunionens opløsning har ironisk nok fremmet den politiske føderalisme fra Bruxelles. Det skyldes, at den overstatslige forkørselsret tjener såvel liberalismen som føderalismen. [...] Den udløsende faktor ligger imidlertid et andet sted. Den indtraf, da venstrefløjen over det meste af kontinentet skiftede standpunkt med hensyn til EU, fordi de røde partier helt korrekt indså, at de ville få langt mere indflydelse gennem EU end i de nationale parlamenter."
Jyllands-Posten, søndag, s. 37 (27.11.2023)

Liberal Alliance vil ind i EU’s mest magtfulde gruppe
Ifølge Berlingske søndag har Liberal Alliance (LA) meddelt, at de agter at søge optagelse i den kristenkonservative EPP-gruppe i Europa-Parlamentet, hvis de opnår valg ved det kommende europaparlamentsvalg. Dette vil være første gang, at partiet repræsenteres i den europæiske forsamling. Henrik Dahl, LA's spidskandidat, bekræfter denne beslutning og forklarer, at partiet er tiltrukket af EPP's holdning til budgetdisciplin, afbureaukratisering og nærhedsprincippet. Han bemærker, at selvom EPP-gruppen domineres af tyske CDU/CSU, rummer den også partier som det borgerligt-liberale polske parti Borgerplatformen. Liberal Alliance vælger dermed at fravælge den liberale gruppe, Renew Europe, på trods af at den også indeholder borgerlige elementer. Dahl forklarer, at der er visse venstreliberale aspekter ved Renew, som LA ikke er enige i, herunder EU's indblanding i familiepolitik som barselsorlov og ligestilling, som de mener er dansk kompetence. Henrik Dahl afviser også, at LA's bevægelse mod EPP er et forsøg på at udnytte De Konservatives aktuelle vanskeligheder. Han understreger, at politiske overvejelser om at deltage i EPP-gruppen har været undervejs længe før valgkampens begyndelse. Mette Abildgaard, politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, bemærker, at det er op til EPP at afgøre, om LA's politiske profil passer ind i gruppen. Hun påpeger vigtigheden af, at De Konservative genvinder deres mandat for at sikre dansk indflydelse i EPP. Henrik Dahl har fokus på tre mærkesager: Sikkerhedspolitik efter Ruslands invasion af Ukraine, grøn omstilling, og forbedring af EU's vækst og konkurrencedygtighed. Han mener ikke, at deres tilslutning til EPP vil være problematisk for liberale byvælgere, idet EPP også inkluderer partier som Sveriges Moderaterne, der har fokus på miljø- og klimastandarder. Liberal Alliance og De Konservative har besluttet at gå i valgforbund til det næste europaparlamentsvalg.
Berlingske, søndag, s. 8-9 (27.11.2023)

Interne anliggender

Det demokratiske Polen skal nu forsøge at slippe af med politisk udpegede dommere og ambassadører
Den nye polske regeringsalliance skal forsøge at slippe af med den tidligere regerings ulovligt udpegede dommere og politisk ansatte direktører og journalister. Og det bliver en udfordrende opgave, skriver Politiken søndag. EU-Domstolen har tidligere erklæret den nuværende polske forfatningsdomstol for værende i strid med EU-retten. Det samme gør sig gældende for en række andre ændringer foretaget af den tidligere PiS-regering i Polen. "Når det kommer til genrejsningen af højesteret og forfatningsdomstolen, er jeg ikke i tvivl om, at de her mennesker ikke kan blive siddende. For de blev for det første ulovligt udpeget, og for det andet deltog de på afgørende vis i destruktionen af retsstatsprincipperne og de europæiske standarder ved domstolene," siger Michel Wawrykiewicz, en polsk forfatningsjurist, som har bekæmpet den PiS-regeringens politisering af retsvæsenet. Michel Wawrykiewicz anbefaler, at man afskediger de politisk valgte dommere, og herefter giver dem mulighed for at deltage i ansættelsesrunder på lige fod med andre ansøgere til stillingerne.

I en artikel i Politiken søndag, siger Adam Bodnar, Polens tidligere ombudsmand, at Polen, under den tidligere PiS-regering, var et wakeupcall for EU. "Polen blev lidt et laboratorium for EU's udvikling af redskaber til at forsvare demokratiet", forklarer Adam Bodnar, som mener, at oppositionens nylige valgsejr over PiS-regeringen, skyldes, at man var villige til at lægge uenigheder til side i kampen for demokratiet.
Politiken, søndag, s. 12, lørdag, s. 13 (27.11.2023)

Spanierne går på gaden, oppositionen taler om statskup, og justitsvæsenet harcelerer - men de har misforstået pointen
Berlingske bringer mandag en kronik af Morten Rievers Heiberg, som blandt andet skriver: "I Spanien er der massive protester mod landets nye centrum-venstreregering. Folk går på gaden, oppositionen taler om statskup, og justitsvæsenet harcelerer mod politisk indblanding. Hvad er det problematiske i den brede regeringsaftale, som statsminister Pedro Sánchez netop har indgået? Den tilspidsede politiske situation i Spanien skyldes som så ofte det catalanske spørgsmål. Valget i juli betød, at separatistpartiet 'Junts', med den landflygtige Carles Puigdemont i spidsen, ville blive tungen på vægtskålen. Hvis Sánchez ville fortsætte som statsminister, var han derfor nødt til at acceptere en amnestilov omfattende godt 300 separatister og 73 politifolk, der alle menes at have begået strafbare handlinger under den langvarige strid om catalansk løsrivelse. [...] Sánchez' genvalg har også konsekvenser for forholdet til resten af Europa. Under det netop overståede spanske statsbesøg i København blev der underskrevet en vigtig politisk samarbejdsaftale mellem Danmark og Spanien. Aftalen, der er blandt de mest vidtgående, som Spanien har indgået med et europæisk land, afspejler gode samarbejdsrelationer mellem de to landes regeringer. [...] Med til at øge den danske og internationale interesse for Spanien er landets geopolitiske placering. Spanien er fast forankret i det vestlige og europæiske samarbejde, men er i modsætning til Tyskland placeret i sikker afstand af de nye konfliktområder i Østeuropa. Spanien nyder samtidig godt af relativt stabile energiforsyningslinjer fra Maghrebområdet. Landet kan også drage politisk og økonomisk fordel af spanske virksomheders dominerende position i Latinamerika, som kan forventes at blive et centralt led i de vestlige forsyningskæder og i bestræbelserne på at reducere afhængigheden af Kina. [...] Dog bør den danske regering notere sig kong Felipes tale under besøget, som handlede mere om kultur end den danske dronnings indlæg. Han opfordrede endda direkte den danske regering til at råde bod på det uheldige forhold, at et verdenssprog som spansk desavoueres i det danske skolesystem. Ønsker vi at bevare det gode forhold til Spanien, er det vigtigt ikke at undervurdere sådanne udmeldinger, som vitterlig betyder noget for spansk selvforståelse og dermed også påvirker kvaliteten og effektiviteten af de dansk-spanske relationer på det politiske og økonomiske område. Også selvom statsministeren i de næste fire år hedder Pedro Sánchez og er en af Mette Frederiksens tætte allierede i international politik."
Berlingske, mandag, s. 16-17 (27.11.2023)

Klima

Derfor er billige kinesiske solceller ikke nødvendigvis en dårlig idé
I en analyse i Information skriver Jacob Funk Kirkegaard, journalist på avisen, blandt andet: "Hvis vi skal sikre, at temperaturstigningerne ikke overstiger 1,5 grader, ligger en endog meget stor del af ansvaret på verdens tre største økonomier - USA, Kina og EU. De tre har imidlertid i de seneste år implementeret vidt forskellige økonomiske strategier for at nå deres - på papiret - sammenlignelige klimamål om CO2-neutralitet i 2050 for EU og USA og i 2060 for Kina. Det kommer der givet international handels- og konkurrenceforvridning ud af, men ræset kan også give den grønne omstilling et måske afgørende boost. [...] Både USA og Kina søger derfor at nå deres klimamål via to forskellige subsidiebaserede modeller baseret på at mindske omkostningerne for virksomheder og forbrugere ved at skifte til grøn energi og produktionsformer. Heroverfor står EU, som primært baserer sine klimamål for 2030 og 2050 på - allerede i dag meget høje - CO2-priser, som skal give et økonomisk incitament til at droppe fossil energi og sikre, at forureneren betaler. [...] Problemet for EU opstår imidlertid i den politiske økonomi, hvor ikke bare CO2-udslippet, men også grønne job spiller en stor rolle, og europæisk industri pålagt nye CO2-priser vil have svært ved at konkurrere mod subsidierede amerikanske og kinesiske konkurrenter. EU kan til en vis grad beskytte sit hjemmemarked mod importvarer produceret uden CO2pris via de såkaldte CBAM-tariffer, som påtvinger importører at betale en pris svarende til EU's CO2 for den udledning, fabrikation og transport af en given importvare har medført. Det hjælper dog ikke europæiske eksportører til hverken USA, Kina eller andre tredjelandes markeder. Hertil vil det kræve, at også EU's eksportmarkeder begynder at begrænse CO2-udledningen svarende til at sætte en pris på CO2 på samme niveau som EU selv. Mange mener derfor, at EU er tvunget til at indføre antisubsidietariffer på specielt kinesiske grønne eksportvarer for at beskytte sine hjemlige grønne industrier og give dem en størrelse, som gør dem konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Told på for eksempel solceller fordyrer imidlertid den grønne omstilling og specielt EU's 2030-mål kan komme i fare. Prioriterer man afvikling af fossil energi for klodens overlevelse, bør man i stedet sige tak til kineserne for at sælge deres subsidierede solceller til os til priser væsentligt under, hvad vi selv kunne producere dem til. Det er en markant risiko for europæisk industri, når de politisk dikterede grønne subsidier i USA og Kina medfører overproduktion og derfor hurtigt faldende priser på varer, som er nødvendige for en betimelig global dekarbonisering."
Information, lørdag, s. 14 (27.11.2023)

EU-direktiver bør ikke lukke vandkraftværker
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Niels Fuglsang, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. De skriver blandt andet: "EU-direktiver bør ikke lukke vandkraftværker.... Senest er EU's Habitatdirektiv og Vandrammedirektiv blevet omdrejningspunkt for debatten. I efteråret var vi inviteret på besøg på Tangeværket for at blive klogere på de udfordringer, som længe har stået på mellem værket og Tange Sø. For det kan naturligvis give udfordringer, når natur og produktion skal gå hånd i hånd. Senest er EU's Habitatdirektiv og Vandrammedirektiv blevet omdrejningspunkt for debatten. Men lad os slå én ting helt fast: Ingen af de to direktiver er kommet til verden med det formål at lukke for vandkraft i EU. [...] På grund af den grønne omstilling udbygger en række EU-lande i disse år deres vandkraft. Det forhindrer kravene i direktiverne heldigvis ikke. Det er imidlertid vigtigt for os, for EU og for Tangeværket, energiselskabet Norlys samt for Foreningen til bevarelse af Tange Sø, at vandrende fiske- og insektarter kan forcere spærringerne ved vandkraftanlægget. Der skal være plads til både natur og produktion. [...] Der skal tages hensyn til naturen og biodiversiteten, ligesom der skal tages hensyn til det lokale liv omkring Tangesøen og ikke mindst den vedvarende energi, som vi skal have udbygget i EU de kommende år for at reducere CO2-udledningerne og blive herre i eget hus."
Jyllands-Posten, mandag, s. 31 (27.11.2023)

Grøn konflikt med let løsning
I Informations leder mandag kan man blandt andet læse: "Hvert år producerer en borger i EU i gennemsnittet 189 kilo emballageaffald. Det tal er ifølge Eurostat steget med tre kilo om året de seneste ti år og forventes fortsat at stige de kommende år, så hver borger vil komme op på at smide mere end 200 kilo emballage i skraldespanden. [...] På den baggrund skulle man tro, at ingen kunne være imod det forslag til en ny lov om at reducere mængden af plastikemballage, som i denne uge blev vedtaget af Europa-Parlamentet. Ifølge forslaget skal mængden af plastikemballage være reduceret med ti procent i årene frem mod 2030 og 20 procent i 2040, blandt andet ved at indføre forbud mod nogle typer plastikposer og plastikindpakning på frugt og grønt med en vægt under halvandet kilo. [...] Men Økologisk Landsforening har kritiseret forslaget. Ifølge foreningen vil det nemlig ramme butikker med økologiske varer. Det skyldes, at butikker, som sælger mere end fem ton økologisk frugt og grønt uden emballage om året, i henhold til EU's økologiforordning skal leve op til en såkaldt økologikontrol for at sikre, at for eksempel konventionelle agurker ikke blandes sammen med økologiske. [...] Man kan se sagen som endnu et eksempel på, at ét grønt tiltag kommer i konflikt med et andet. Når en landmand sætter vindmøller op, kan det ødelægge trækfuglenes områder, når staten laver energiøer på havet, risikerer det at ødelægge havbunden, når et energiselskab sætter solceller op på land, tager man plads fra naturen."
Information, mandag, s. 2 (27.11.2023)

Klimadebatten har brug for mere fornuft
I et debatindlæg i Jyllands-Posten mandag skriver Morten Løkkegaard, gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet, blandt andet: "Tonen i klimakampen er under forandring. En central, global klimastemme advarede for nylig om, at apokalyptiske budskaber risikerer at underminere indsatsen for klimaet. [...] Kort sagt: Vi europæere vinder ikke verdens klimakamp ved at sprede apokalyptiske budskaber - eller stoppe med at flyve og spise kød. Hele verden er nødt til at reducere sit klimaaftryk. Trods europæisk klimaneutralitet i 2050 er det langtfra sikkert, at verden formår at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader. For det kræver handling i både Indien, Nigeria, Brasilien og andre lande med hurtigt voksende middelklasser - og stigende CO2-udledninger. Vi skal selvfølgelig fastholde vores ambitiøse klima- og energipolitik, men vi er også nødt til at give vores europæiske virksomheder luft til at tjene penge og skabe job. [... ] Vi behøver et nyt fokus for EU's energi- og klimapolitik: Det europæiske fællesskab skal sikre, at vores ambitiøse klimalove faktisk føres ud i livet i alle medlemslande. I dag er det et problem, at flere EU-lande undlader at gennemføre eller håndhæve fælles regler. EU har brug for en decideret håndhævelseskommissær med en særlig klima- og miljøtaskforce, der skarpt overvåger, om medlemslandene leverer på målene. Først og fremmest sikrer det et fair indre marked, hvis alle i klubben sørger for at efterleve lovgivninger. Dernæst er strammere håndhævelse afgørende for, at EU overhovedet når sine fælles klimamål. Selvfølgelig er Venstre ikke imod nye klimatiltag. Men vedtager vi forhastet nye klimakrav, allerede før europæerne og vores virksomheder har haft tid til at implementere de seneste klimapakker, er der risiko for, at vi undergraver vores konkurrenceevne globalt. Reelt betyder det, at vi kan miste virksomheder og arbejdspladser til lande uden for EU, hvor klimaaftrykket ofte er højere. Klimaet bliver i så fald taberen i sidste ende. [...] Der er en overhængende risiko for, at europæisk industri søger mod mindre regulerede dele af verden, hvis vi uovervejet - og uden et lovgivningspusterum - kvæler erhvervslivet ved at trække for mange nye love ned over hovedet på dem. Og når det gælder stigende udledninger fra eskalerende middelklasser i Afrika, Sydamerika og Asien, er det naivt at tro, at den voksende velstand ikke bl.a. bruges på at spise kød, flyve og leve, som vi har levet i mange år i vestlige lande. En levevis og et større forbrug, som øger klimaaftrykket. Så i stedet for at vi skubber arbejdspladser og virksomheder ud af EU, skal vi understøtte vores erhvervsliv i den globale konkurrence. Sådan sikrer vi et lavere CO2udslip, samtidig med at vi også bedst muligt kan bidrage til den grønne samt digitale omstilling i udviklende lande."
Jyllands-Posten, mandag, s. 27 (27.11.2023)

MAD Mere gift til en trængt natur
I en klumme i Politiken lørdag skriver Mette Mølbak, journalist på avisen, blandt andet: "Ofte får jeg fornemmelsen af, at vores historie ruller den forkerte vej. Vi bevæger os ikke hen imod et bedre samfund, en lysere fremtid eller en mere lige verden. Den følelse ramte mig igen, da EU-Kommissionen i sidste uge afgjorde, at det forkætrede ukrudtsmiddel Roundup med aktivstoffet glyphosat fortsat skal være tilladt at bruge de næste ti år. Det mest nedslående er, at den socialdemokratiske miljøminister, Magnus Heunicke, stemte for en forlængelse med en afgørende stemme. [...] Flere EU-lande har forsøgt at forbyde Roundup, men så længe de fælles EU-regler tillader sprøjtegiften, er det svært. I Luxemburg er et forslag om forbud trukket tilbage, og et tysk forbud, der skulle træde i kraft fra årsskiftet, ser også ud til at have det vanskeligt. [...] i står med en buldrende miljø- og klimakrise, hvor konsekvensen af vores ødelæggende menneskelige handlinger bliver mere og mere tydelig, men det er stadig de store økonomiske interesser, der vinder over vores fælles bedste. Hvornår stopper det vanvid?"
Politiken, lørdag, s. 12 (27.11.2023)

Regeringen holder fast i fravalgsordning for reklamer
I en pressemeddelelse skriver Erhvervsministeriet, at man har besluttet at fastholde den nuværende fravalgsordning for husstandsomdelte reklamer. Det skriver Kristeligt Dagblad søndag. En ny tilvalgsordning vil kunne ramme detailhandlen hårdt, ligesom der er risiko for, at en ordning med aktivt tilvalg til reklamer ikke vil blive godkendt af EU. Derudover vil klimagevinsten ved mindre papiraffald som følge af et aktivt tilvalg alligevel mindskes i takt med digitaliseringen af annoncemarkedet, skriver erhvervsministeriet i pressemeddelelsen.
Kristeligt Dagblad, søndag, s. 3 (27.11.2023)

“Mange lande kan med rette sige, at de ikke har råd til grønnere løsninger”
Politiken bringer lørdag et interview med Ilan Cuperstein, leder af den latinamerikanske afdeling i netværket af megabyer, C40. Ilan Cuperstein mener, at problemer som følge af global opvarmning i det globale syd er forårsaget af rige lande. Han mener samtidig, at verdens udviklingslande skal leve op til strengere klimakrav, men at det kun kan ske, hvis det globale nord yder økonomisk støtte. "Vores lande er de første i verdenshistorien, der skal udvikle os inden for de krav. Hverken landene i Europa, Japan, USA eller Australien havde de barrierer. De brugte kul, gas, petroleum, hvad end det krævede. Dengang kendte vi ikke til omfanget af problemerne, det gør vi nu, og derfor er det okay, at vi i dag har nogle andre krav, men det kræver, at syden får støtte fra de lande, der allerede har nået et højt niveau af velstand," argumenterer Ilan Cuperstein og fortsætter: "EU har strenge interne krav, og jeg synes, det er fair nok, at EU stiller de samme krav til udenlandske leverandører. Det handler om fair konkurrence, ligesom det er en måde at skubbe andre lande på og få dem i den retning, man ønsker. EU tvinger dem til at gøre noget, som de ikke er villige til, og det er derfor, de ikke kan lide kravene. Men kravene er nødt til at komme med penge, for mange lande kan med rette sige, at de ikke har pengene til de grønnere løsninger. Det er derfor, at det globale nord er nødt til at levere de 100 milliarder dollars, som de har lovet. Ellers ligner det netop en politik, der er til for at beskytte deres egne landbrug," siger Ilan Cuperstein.
Politiken, lørdag, s. 5 (27.11.2023 05:32)

Konkurrence

Morten Bødskov åbner en livsfarlig diskussion om udbredt statsstøtte
I en leder i Berlingske lørdag skriver Thomas Bernt, erhvervsredaktør, blandt andet: "Så hvad er meningen med, at landets erhvervsminister, Morten Bødskov (S), pludselig i et stort interview i Dagbladet Børsen står klar til at diskutere, at der skal hældes nye milliarder af statens penge ud i målrettet støtte til virksomheder og industrier: [...] “Danmark ønsker ikke et Europa, hvor det indre marked svækkes af statsstøtte. Det er ikke godt for Danmark,” siger Morten Bødskov. [...] interviewet med Børsen nævner Bødskov, at ni ud af verdens 15 største vindproducenter nu er kinesiske. Det er industripolitik, så det batter. Tidsskriftet Wired fortæller desuden, at der er 42 ukendte elbilmærker på vej fra Kina til det europæiske bilforbrugere - og til en skarp pris, som vil sætte de europæiske bilproducenter under massivt pres. Europa er faldet i søvn ved rattet, som Wired skriver. [...] Danmarks og EU’s problem er reelt. Hvad gør vi, når USA og Kina sovser en række af deres industrier, herunder ikke mindst de grønne, ind i målrettet stats- og investeringsstøtte, som truer danske og europæiske virksomheder? [...] EU er selv i fuld gang med at opbløde den traditionelt hård linje med sin “Industriplan for den grønne pagt” fra februar. Her ligger en øget adgang til statsstøtte og dermed en ændring af de eksisterende statsstøtteregler, men det begyndte allerede med en opblødning af statsstøttereglerne under corona. Briterne er der ikke længere til at sige nej, som en klog mand hviskede mig i øret forleden dag. EU er ikke selv uskyldige i optrapningen af den verdensøkonomiske krig. [...] EU-Kommissionen har netop godkendt tysk statsstøtte for næsten 45 milliarder kroner. Jo mere man læser, jo mere bekymret bliver man. Tyskland vil kompensere energiforbrugende virksomheder for høje energiomkostninger inden for sektorer, hvor der er risiko for, at virksomhederne ellers flytter deres produktion til udlandet. [...] “Statsstøtte var ikke noget, Danmark bragte til bordet. Men nu er det her,” siger Morten Bødskov i Børsen, så ministeren kaster sig altså ikke over den nye forskning uden reservationer. [...] Hvordan skal vi bygge koalitioner i især i EU, men også globalt, som forhindrer, at diskussionen om industripolitik og statsstøtte ender med at være et destruktivt økonomiske selvmål og starten på en endnu større global handelskrig? Statsstøtte og industripolitik skal indhegnes og målrettes, hvis det ikke kan bekæmpes. [...] Morten Bødskov skal nok gøre det rigtige, når det gælder om at varetage Danmarks økonomiske interesser i EU og globalt. Hvad man med god grund kan frygte er, at EIFO føres bevidstløst videre som en bureaukratisk kolos, hvor usaglige politiske interesser og erhvervslivets særinteresser vejer tungere end økonomisk indsigt og vores realpolitiske kamp for at sikre åbne og frie markeder i verden."
Berlingske, lørdag, s. 24 (27.11.2023)

Migration

De ville ud af EU for at stoppe indvandringen. Nu strømmer folk ind
I en analyse i Berlingske mandag, skrevet af korrespondent Poul Høi, kan man blandt andet læse: "En af Brexit-tilhængernes vigtigste bevæggrunde var at få lukket for indvandringen fra EU-landene. Siden er indvandringen fra andre lande eksploderet og svarer til en by på størrelse med københavnsområdet. [...] Storbritannien druknede i 'fremmede', de 'fremmede' var skyld i alle landets ulykker, og det var ikke en overraskelse, da en tredjedel af vælgerne sagde, at de havde stemt for Brexit for at få styr på indvandringen. 'Take back control,' lovede Brexit-fortalerne dem, og nu havde briterne genvundet retten til at kontrollere deres grænser. [...] I løbet af de seneste to år har briterne således oplevet en nettoindvandring på knap 1,3 millioner mennesker. Briterne har fået tilføjet en befolkning svarende til Birmingham eller til hovedstadsområdet i Danmark. 'Tallene er helt uden fortilfælde,' som The Daily Telegraph korrekt noterede, og det samme kan man sige om omstændighederne. For 94 procent af indvandrerne er lovlige indvandrere, og de er lukket ind i Storbritannien af de samme mennesker, som i 2016 stod i spidsen for Brexit og 'take back control'. [...] I 2015 oplevede Storbritannien en nettoindvandring af EU-borgere på sammenlagt 185.000 mennesker. De fleste af dem kom fra Polen, Litauen, Rumænien og Bulgarien. Det var, hvad de åbne grænser i EU betød for indvandringen til Storbritannien i 2015, og det var den dystre basrytme i kampagnen op til Brexit-afstemningen. Siden er antallet af migranter til Storbritannien eksploderet, og de kommer ikke længere fra EU. Tværtimod flytter mange flere EU-borgere nu væk fra Storbritannien end til de tågebehængte øer, og migrantmasserne kommer fra andre lande. [...] Men hvorfor? Den største forklaring er det britiske sundhedssystem NHS, som er helt afhængig af indvandring, fordi ikke nok briter kan eller vil arbejde i NHS. Det er ganske illustrativt, at da Boris Johnson i 2019 lå dødssyg med covid-19 på et sygehus i London, blev han plejet af en sygeplejerske fra Portugal og en anden fra New Zealand. I det seneste år har briterne lukket 144.400 medarbejdere til sundhedssystemet ind, og de pågældende har taget knap 200.000 familiemedlemmer med."
Berlingske, mandag, s. 6 (27.11.2023)

Sikkerhedspolitik

Dobbeltmoral i EU
I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag skriver Jørgen Jelstrup, oberst emeritus og ledelseskonsulent, blandt andet: "Hvis Vesten ikke fortsat kan eller vil forsyne Ukraine med nødvendige våben og ammunition m.m., vil Ukraine langsomt blive nedslidt i kampen mod de russiske styrker med mange flere ressourcer og derfor tabe krigen. [...] EU sender aktuelt for mia. af kroner af materiel, ammunition, kampvogne samt snart jagerfly til Ukraine, men kan desværre ikke levere tilstrækkeligt med ammunition og langtrækkende missiler samt luftværn! Vestens støtte til Ukraine vakler også i flere lande. EU køber desværre samtidig jfr. den europæiske tænketank Bruegel russisk gas for omkring 150 mia. kr. årligt! Dette beløb er sammen med store olieindtægter fra bl.a. Indien og Kina med til at holde russisk stats- og krigsøkonomi kørende trods de mange sanktioner, der i øvrigt omgås i stort omfang. Det er naturligvis uholdbart og må bringes til ophør! EU får altså stadig ca. 15 pct. af sit gasforbrug fra Rusland! Lande som Ungarn, Bulgarien, Slovakiet, Spanien og Østrig er her 21 måneder efter krigens start fortsat dybt afhængige af russisk gas, der tilføres EU i rør gennem Ukraine og Tyrkiet og som flydende gas på skibe! Ukraine har naturligvis stoppet brugen af russisk gas, men lader på opfordring gassen flyde til et EU, der desværre fortsat ønsker at importere. Herved støtter EU Putin med den ene hånd, mens man med den anden hånd søger at hjælpe Ukraine med at bekæmpe ham! Hvilken dobbeltmoral!"
Jyllands-Posten, søndag, s. 38 (27.11.2023)

Hvordan tænker stater? Som regel rationelt
I et Perspektiv i Kristeligt Dagblad skriver Kasper Støvring, ph.d., og forfatter, blandt andet: "Alle stater handler som regel rationelt, hævder de anerkendte politologer Mearsheimer og Rosato. Det gælder også Rusland, selvom mange i Vesten ynder at fremstille Putin og Rusland som irrationelle. [...] Ifølge politologerne John Mearsheimer og Sebastian Rosato i deres nye bog ”How States Think: The Rationality of Foreign Policy”, er det meget menneskeligt at beskylde sine modstandere for at være irrationelle. Det er såvel politikere som meningsdannere og akademikere, der begår den fejl, og ofte skyldes det ganske enkelt, at man er uenige i deres beslutninger. [...] Det er imidlertid helt basalt en forkert måde at anskue politiske teorier og statslige aktører, skriver Mearsheimer og Rosato. De mener, at stater stort set altid handler rationelt på grundlag af pålidelige teorier. De to mener, at Rusland handler rationelt, men også at liberalismen er en pålidelig teori, skønt den efter deres mening oftest tager fejl. Også i Ruslands tilfælde. [...] Ifølge liberalismen var udvidelsen af NATO og EU en rationel beslutning, fordi udvidelsen ville føre til større velstand, gøre stater mere ansvarlige ved at binde dem til internationale institutioner og skabe fred, fordi flere stater ville blive demokratiske, og demokratier fører ikke krig mod hinanden. [...] Mange vil nok blive forargede over at læse, at Rusland under Putin handler rationelt. De vil fastholde, at Putin ikke lytter til sine rådgivere, at han er irrationel, imperialistisk, og at Rusland har indledt en uprovokeret krig, der på sigt vil fejle. De vil måske tilmed sige, at teorier slet ikke er nødvendige, det er tilstrækkeligt at operere med analogier - for eksempel mellem appeasement-politikken i forhold til Hitler i 1938 - og de vil måske hævde, at det at kalde Putin rationel er at tilskrive ham gode motiver. [...] Men rationalitet er ikke en moralsk dom. Rationelle stater begår ofte brutale gerninger. Putin er heller ikke imperialist, men handler ud fra en basal, sikkerhedspolitisk magtbalancepolitik, ligesom krigen - fra russisk synspunkt - var fremprovokeret, nemlig af NATO-udvidelsen, og meget vel kan blive vundet af Rusland i den forstand, at Ukraine vil forblive uden for NATO."
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 7 (27.11.2023)

Optrap den økonomiske krig mod Rusland
Berlingske skriver i en leder lørdag blandt andet: "Det er på tide, at vi i Vesten ryster os ud af den naive forestilling om, at Putin snart vil komme til fornuft og indse, at det er i Ruslands interesse at stoppe angrebet på Ukraine. [...] Derfor skal vi trodse den skepsis og krigstræthed, som breder sig i Vesten for øjeblikket. Vi skal have vores produktion af ammunition og våben op i fulde krigsomdrejninger, og vi skal indstille os på en lang økonomisk krig og sikre, at vores sanktionsregime bliver stærkere. [...] Vi skal presse på for flere og mere omfattende EU-sanktioner, selvom især Ungarn gør modstand. I sidste ende må målet være at forbyde enhver handel med Rusland med få undtagelser som medicin og atombrændsel. Vi skal udelukke alle russiske banker fra at bruge det internationale betalingssystem SWIFT, og EU skal styrke koordineringen med Storbritannien og USA for at sikre, at vi rammer ens og ikke kan bruges mod hinanden. [... ] Der skal også gribes hårdere ind over for omgåelse af sanktionerne. Danmark kan komme til at spille en nøglerolle her ved at inspicere og potentielt bremse tankskibe, der sejler gennem Øresund med russisk olie. Endelig er det på tide, at EU begynder at bruge nogle af de russiske valutareserver, der blev indefrosset, da den russiske storinvasion blev indledt 24. februar sidste år. Omkring 180 milliarder euro er tilbageholdt alene i værdipapircentralen Euroclear i Bruxelles, og EU-Kommissionen er på vej med et forslag om at bruge renteindtægterne fra de midler på hjælp til Ukraine. Vi burde være endnu mere aggressive og konfiskere pengene en gang for alle. Det ville være smukt, hvis russiske penge kunne gå til ukrainske missiler, kampvogne, droner og kampfly - og til genopbygningen af de ukrainske byer, som Putin har ødelagt."
Berlingske, lørdag, s. 2 (27.11.2023)

“Europa har brug for militær magt, så vi bliver hørt”
Politiken bringer søndag et interview med Ulrike Franke, seniorforsker ved European Council on foreign Affairs. Avisen kalder hende et vigtigt ansigt i EU´s sikkerhedspolitiske debat. Ulrike Franke efterlyser større militært samarbejde i EU, men er ikke lun på tanken om en EU-hær og EU-atomvåben. "EU har brug for geopolitisk magt, og det får EU ikke med økonomiske muskler alene. Geopolitik handler om militær magt. Alt for længe har vi troet på, at Europas økonomiske muskler var nok til at få geopolitisk indflydelse. Sådan virker verden ikke," siger Ulrike Franke, som mener, at EU vil blive lyttet mere til, hvis unionen også har militær magt. Ulrike Franke mener heller ikke, at EU skal have en fælles atomslagstyrke. "For det første er jeg ikke så bekymret for, at USA ikke vil fastholde den amerikanske atomparaply over Europa - hvis der er en trussel mod EU's og Europas eksistens. Selv Donald Trump og et Nato uden USA vil ikke betyde et farvel til USA's beskyttelse af Europa med atomvåben," argumenterer Ulrike Franke. Ideen om en Europa-hær har Ulrike Franke tidligere kald for nonsens, også selvom det på papiret ser mere effektivt ud med en fælles europahær frem flere små og store hære med forskellige typer mimlitært isenkram. "Europahæren blev der er talt om i 50'erne - før Kul- og Stålunionen og senere EU. Jeg kalder europahæren en slags politisk Tourettes syndrom. Altså noget, der af uforklarlige grunde popper op igen og igen," siger Ulrike Franke og fortsætter: "Der vil være 1,3 millioner soldater i den hær, men det kommer ikke til at ske. Landene vil ikke afgive suverænitet, de vil bestemme over deres egne styrker."
Politiken, søndag, s. 6 (27.11.2023)

Udenrigspolitik

EU skal bygge broer i stedet for mure
I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag af Bergur Løkke Rasmussen (M), medlem af Europa-Parlamentet og Kina-delegationen, kan man blandt andet læse: "Onsdag var Xi Jinping på besøg i Californien, hvor han mødtes med Joe Biden. For første gang i et år. [...] USA og Kina er langtfra enige om alt, og det samme kan siges om EU og Kina. Men i stedet for at bygge mure forsøger USA at bygge broer - det samme ville klæde EU. Sådan forholder det sig desværre ikke. Forholdet mellem EU og Kina er mildt sagt iskoldt. [...] For det første bliver vi nødt til at se i øjnene, at vi lever i en mere fjendtlig tid, end vi har gjort i rigtig mange år. Geopolitiske spændinger truer i den grad med at forhindre fremskridt, vi stoler mindre på hinanden og lukker os i langt højere grad om os selv. For det andet tror jeg, at vi skal se ind i en fremtid, hvor vi ikke kan stole på at købe mikrochip fra Kina, energi fra Rusland og overlade vores sikkerhed til amerikanerne. [... ] Og for det tredje, så bliver fjendtligheden i hvert fald ikke mindre i al den tid, hvor vi ikke søger dialogen, men i stedet trækker stregerne endnu hårdere op. [...] Alle tre ting peger for mig i en klar retning. Vi skal fortsat søge dialogen, og vi skal række ud, når vi har muligheden. Det gør vi ikke lige nu, og det kalder på forandring i EU's Kina-delegation. [...] Derfor ville det klæde os i EU, at vi skal lægger værdierne en lille smule til siden og i stedet søger en tilgang, som i højere grad er præget af en ideologisk pragmatisme."
Jyllands-Posten, søndag, s. 38 (27.11.2023)

Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn: Danmarks position i verden skal være stærkere
I et debatindlæg mandag i Kristeligt Dagblad af Michael Aastrup Jensen (V), medlem af Folketinget og formand for Det udenrigspolitiske Nævn, kan man blandt andet læse: "Regeringens valg om at styrke udenrigstjenesten er en vigtig beslutning for fremtidens Danmark. I finansloven for 2023, stod udenrigstjenesten til et bevillingstab på 400 millioner kroner. Det laver vi om på med finansloven for 2024, hvor vi i stedet tilføjer penge og øger budgettet med 12 procent frem mod 2027. Hvis vi vil styrke EU's position i verden, bekæmpe migration mod Europa, accelerere den grønne omstilling og promovere fred og frihed globalt, kræver det et stærkt diplomati. [...] For Venstre har Danmarks tilstedeværelse i vores eget nærområde været en prioritet. Den kommende ambassade i Moldova er en vigtig brik i den danske repræsentation i Østeuropa. Det er vigtigt for vores mulighed for at give Moldova, samt de andre østeuropæiske stater, et alternativ til Ruslands aggressive fremfærd og indflydelse. Vi skal hjælpe Moldova med at komme i mål med deres EU-medlemskab. Kun ved at knytte Europa bedre sammen fra øst til vest, kan vi modstå Putins forsøg på at destabilisere vores kontinent. Vi skal gøre os attraktive og vise, at det europæiske samarbejde er vejen frem. [...] Europa har næsten udelukkende kendt til fred, frihed og økonomisk vækst i snart 80 år. Det er en unik periode i Europas meget lange historie. Vores største fejltagelse ville være at tage det for givet. Hvis vores børn og børnebørn også skal vokse op i fred og frihed, kræver det allerede nu, at Danmarks stemme i verden runger højere, end den gør i dag."
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 8 (27.11.2023)

Israel er en ensom ø i et udemokratisk Mellemøsten
I et debatindlæg i Berlingske mandag af professor og ph.d. Peter Kurrild-Klitgaard, kan man blandt andet læse: "Israel beskyldes for mange ting - nu og da med rette. Men det er ubetinget det land i Mellemøsten, der kommer tættest på et frit, demokratisk retssamfund, som minder om vores eget. [...] Den anerkendte tænketank Freedom House har i mere end et halvt århundrede hvert år forsøgt at måle demokratiet i klodens lande i form af disses politiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder. Det første handler om stemmeret og frie og kompetitive valg. Det andet drejer sig om klassiske rettigheder såsom ytrings- og forsamlingsfrihed. Hvert land vurderes på begge sæt af rettigheder på et indeks, der går fra 0 til 100 og placeres derefter på en skala, der går fra 1 (mest) til 7 (mindst). I 2021-rapporten gives Israel en score på 76 i gennemsnit og placeres i henholdsvis niveau 2 for politiske rettigheder og 3 for borgerlige frihedsrettigheder. Dermed rangerer landet som det 76. mest demokratiske af 194 anerkendte stater og som et frit land. [...] Det palæstinensiske selvstyre er ikke anerkendt som en egentlig stat af FN eller de fleste EU-lande. Ikke desto mindre kommer området med, når Freedom House vurderer demokratiet i 16 ikkeanerkendte stater. Her scorer Vestbredden og Gaza henholdsvis 25 og 11 og en klassifikation som 'ufrie'. Det er ringere end militærdiktaturet i Myanmar og ikke meget højere end kommunistiske etpartistater som Kina og Nordkorea. [...] Israel er ikke uden problemer, når det gælder demokrati og frihedsrettigheder: Det parlamentariske og politiske liv er ofte kaotisk. Der er bekymringer om Netanyahuregeringens domstolsreformer. På Vestbredden farer israelsk politi og militær hårdt frem, og arabiske indbyggeres retssikkerhed dér er under dagligt pres. Men ønsker man at gøre debatten til én om demokrati og frihed som praktiseret af henholdsvis Israel og de palæstinensiske selvstyreområder - eller deres frænder i nabolaget - falder det entydigt ud til Israels fordel."
Berlingske, mandag, s. 15 (27.11.2023)