EU i dagens aviser torsdag den 27. juni 2024

Tophistorier

Navnelegen er slut - nu gælder det retningen
Information og Politiken bringer analyser om kabalen om EU-topposterne, som forventes at blive afgjort på EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag. Tore Keller, Europakorrepondent på Information, skriver blandt andet: "Efter månedsvis med spekulationer om, hvem som skal stå i spidsen for EU's institutioner de kommende år, annoncerede forhandlere fra de største lande tirsdag, at de var nået til enighed om en pakke med navne. Borgerlige Ursula von der Leyen kan fortsætte som formand for EU-Kommissionen, den portugisiske socialdemokrat António Costa bliver formand for Det Europæiske Råd, og den nuværende estiske premierminister, Kaja Kallas, får posten som EU's repræsentant for udenrigspolitik på vegne af EU's liberale. Sådan lyder kompromiset ifølge kilder i den franske præsidents kontor. Dermed har man en balance mellem de tre traditionelt mest magtfulde partigrupper i Europa, mellem nord og syd - og med en toppost til en østeuropæer, som mange af landene her har krævet. Beslutningen er dog endnu ikke officielt truffet. Det er op til EU's stats- og regeringschefer på EU-topmødet torsdag og fredag at beslutte, om de vil godkende pakken. Størst er usikkerheden i forhold til, om den italienske premierminister Giorgia Meloni, hvis parti fik et kanonvalg til Europa-Parlamentet, og hvis europæiske partigruppe, ECR, nu er større end den liberale ditto, vil acceptere, at aftalen er blevet til uden hendes indblanding. [...] Dramaet om, hvem der skal have topposterne i EU, synes således afværget, men magtkampene om, hvilken politik EU skal føre de kommende fem år, er kun lige begyndt. På topmødet skal de nemlig diskutere EU's strategiske agenda for perioden 2024-2029, der skal sætte den grundlæggende kurs for sikkerhed, økonomi og grøn omstilling i unionen. I et lækket udkast til strategien, som Information har set, lægges der stor vægt på konkurrenceevne og økonomi - men miljø og klima har fået en mere fremtrædende rolle end i en tidligere version fra april, som nærmest var klinisk renset for EU's bindende mål om klimaneutralitet i 2050 og behovet for at investere i grøn omstilling. [...] En udfordring er, at vedtagelsen af den strategiske dagsorden kræver enstemmighed - man kan ikke for eksempel sætte den ungarske premierminister Orbán til at gå en tur på toilettet, mens den vedtages, som man gjorde i december for at vedtage at indlede EU-optagelsesforhandlinger med Ukraine. Spørgsmålet er altså, om den nedenstående grønne tekst overlever redigeringen op til topmødet. [...] EU-lederne vil - hvis de godkender teksten - opfordre til færdiggørelse af EU's kapitalmarkedsunion, der skal sikre flere private investeringer i EU og EU's bankunion. Man peger samtidig på, at der vil blive behov for fælles investeringer for at genoprette EU's konkurrenceevne og sikre grønne investeringer. [...] Når det kommer til forsvar og sikkerhed, vil der formentlig være skuffelse i Paris, for von der Leyen havde lovet at komme med en række skriftlige bud på, hvordan EU kan finansiere et boost af sin våbenindustri. Det er siden blevet nedjusteret, så det formentlig kun bliver en mundtlig orientering, hvilket er mindre forpligtende, end hvis hun for eksempel lagde muligheden for nye fælles EU-lån på bordet på skrift. Det er angiveligt Tysklands modstand mod alt, hvad der ligner nye udgifter, der gør, at man ikke vil have den slags formuleret på skrift i den nuværende situation."

EU-korrespondent på Politiken, Karin Axelsson, skriver blandt andet: "Georgia Meloni var rasende onsdag morgen, da hun holdt tale til det italienske parlament. Rasende på de andre regeringsledere og rasende på EU. Skældsord over unionen flød fra den italienske leder. Særligt vred var hun over, at 6 mænd har fordelt EU's topposter uden at inddrage hende. Tirsdag aften stod det nemlig klart, at der er bred opbakning bag en kabale, hvor Ursula von der Leyen fortsætter som EU-Kommissionsformand, Estlands statsminister Kaja Kallas som ny udenrigschef og den tidligere portugisiske statsminister Antonio Costa som formand for Det Europæiske Råd. Men ingen havde ringet til Meloni. Vreden vil helt sikkert ikke have forladt den italienske jernlady, når hun torsdag over middag ankommer til topmødet i Bruxelles, hvor topjob-kabalen formelt skal vedtages. Problemet er bare, at hun ikke kan gøre så frygteligt meget ved det. For 'de seks mænd' repræsenterer 20 af EU's 27 lande. Det er mere end nok til at vedtage kabalen, for det kræver ikke enstemmighed, kun kvalificeret flertal, hvilket er mindst 15 lande og 65 procent af EU's befolkning. [...] Ifølge italienske kilder ved Meloni udmærket godt, at hun ikke kan ændre på navnene i kabalen, selv hvis hun ville. Derfor er meldingen, at hun går efter noget andet: En tung post i EU-Kommissionen og en række garantier på især forsvar og migration. På topmødet skal lederne nemlig ikke kun lege navneleg. De skal også vedtage 'den strategiske agenda', som er et dokument, der lægger retningen for, hvad EU skal beskæftige sig med de kommende fem år. Dokumentet skal vedtages med enstemmighed, og derfor har spekulationerne gået i Bruxelles, om enten Orban eller Meloni kunne finde på at give deres frustration frit løb ved at blokere for fremtidsstrategien. Umiddelbart menes Orban at gå for meget op i, at han fra på mandag selv sidder for bordenden, fordi Ungarn overtager EU's roterende formandskab de næste 6 måneder. Det er lidt svært at være mødeleder og drive ting frem, som man selv blokerer for. [...] Von der Leyen ved udmærket, at en vred Meloni ikke er en fordel for hende. Så hun vil uden tvivl være meget lydhør over for italienske ønsker til hendes fremtidige kommission. Fordelen er også, at kommissærposterne skal forhandles på plads direkte mellem kommissionsformanden og regeringschefen. […] Topmødesammenbrud er set før. Men onsdag signalerede topembedsmænd, at lederne vil være klar til at stemme kabalen igennem, hvis ikke alle er enige."
Information, s. 10-11; Politiken, s. 2 (27.06.2024)

NATO's nye generalsekretær står med historiske udfordringer
Mark Rutte, Hollands afgående statsminister, afløser Jens Stoltenberg som NATO's nye generalsekretær og tiltræder den 1. oktober, skriver flere aviser. Holland er storleverandør af NATO-generalsekretærer, hvor 57-årige Rutte bliver fjerde i rækken. Hollands stærke transatlantiske engagement, ofte stærkere end engagementet i Europa, gør også Rutte til en oplagt kontinuitetskandidat. Allerede i februar meldte de fire største Nato-lande, USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig, deres støtte til Rutte som ny Nato-chef, da han, ifølge landene, er han et “fremragende” valg pga. sin “kæmpe erfaring” og “stærke diplomatiske evner”. Rutte er kendt som både en af Ukraines mest trofaste støtter og en af præsident Vladimir Putins skarpeste kritikere og han har åbent erklæret, at Rusland skal "besejres" i Ukraine, hvis Europa skal have en sikker fremtid. Ifølge Politico har Rutte i Nato-kredse haft tilnavnet 'Trump-hviskeren'. Baggrunden er, at Rutte var den eneste, som efter et møde i forsvarsalliancen i 2018 kunne få Trump til at falde til ro ved at henlede præsidentens opmærksomhed på, at det var Trumps fortjeneste, at EU-allierede var begyndt at øge deres forsvarsudgifter.

Kristeligt Dagblad bringer en analyse af Jens Worning, tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han skriver blandt andet: "Natos kommende generalsekretær, Mark Rutte, får først sin eksamenskarakter på denne tid næste år. Udfordringerne for alliancen står i én lang kø af porøse relationer og samtidige kriser. [...] Samarbejdet med EU bliver helt kritisk, for når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik, kan den ene noget, den anden ikke kan være foruden og omvendt. Økonomiske sanktioner spiller en stigende rolle i international politik og er ikke et instrument, Nato har til rådighed. […] På EU-topmødet, der begynder i dag, får vi et klart signal, om sammensætningen af den troika - rådsformand, kommissionsformand og udenrigschef - der er blevet gættet på, også bliver det hold, Mark Rutte skal samarbejde med. Bliver det tilfældet, så ser det egentligt fornuftigt ud for Rutte, men også det samarbejde kan være udsat for en del benspænd frem til, at hollænderen indtager hjørnekontoret i Nato den 1. oktober, for allerede på mandag, den 1. juli, overtager Ungarn med den Vladimir Putin-glade Viktor Orbán i spidsen det roterende formandskab i EU for et halvt år - han kan nå at smide en del grus i maskineriet i den periode. [...] Til denne tid om et år er der nyt Nato-topmøde. Symbolsk i Haag i Mark Ruttes hjemland, Holland. Når Rutte der træder på scenen, kan vi bedømme, hvordan de første otte måneder er gået - har Nato fået en leder eller en forvalter som generalsekretær?"

Altinget bringer en kronik af Ann-Sofie Dahl, docent i international politik og Senior Fellow, Atlantic Council. Hun skriver blandt andet: "Teflon-Rutte. Mr. Compromise. Trump-hviskeren. Ja, ordsproget om, at "kært barn har mange navne", passer virkelig på Natos næste generalsekretær. Mark Rutte, Hollands mangeårige premierminister, som i næste uge efter en langvarig regeringsdannelse endelig overdrager posten til sin efterfølger, har fået mange strålende komplimenter gennem årene. Rutte har en hårdtslående evne til at skabe god stemning omkring mødebordet og en evne til at sy de mest usandsynlige samarbejdskonstellationer sammen. Derudover har han et lige så imponerende talent for at ryste de skandaler af sig, der ramte hans regeringer, og som har givet ham tilnavnet Teflon-Rutte. Rutte er klart en politisk overlever af format, eftersom han har formået at blive i regeringen i hele 14 år - i toppen af fire forskellige koalitioner på tværs af det politiske spektrum, fra højre til venstre. For at kunne regere skal man kunne "danse med alle", heraf tilnavnet Mr. Kompromis. Den evne har også givet Rutte et mindre flatterende ry: principløs. Spørgsmålet er, om Ruttes mange talenter får lige så stor succes i styringen af det store og komplekse Nato-maskineri, som de har været i hollandsk indenrigspolitik. [...] Mennesker med visioner bør søge en øjenlæge, for nogen stor visionær er Mark Rutte ikke. Rutte er ganske vist et elsket barn med mange navne og talenter, men han er absolut ingen stor visionær. Spørgsmålet er, om det ikke desto mindre er lige præcis det, Nato har mest brug for i disse alvorlige tider."
Information, s. 8-9; Børsen, s. 18; Kristeligt Dagblad, s. 5; Altinget, onsdag (27.06.2024)

Prioriterede historier

Ukraine tager det første officielle skridt på den lange vej mod EU: "En investering i fred"
Flere aviser skriver om, at EU tirsdag officielt har åbnet optagelsesforhandlinger med Ukraine. Fra den ukrainske vicepremierminister Olha Stefanishyna lyder det ifølge Altinget onsdag: "Fuldt medlemskab behøver for os ikke at betyde fuld adgang til EU's indre marked. Det betyder, at der godt kunne være et antal overgangsordninger, sådan som det også gjaldt for andre lande, som er kommet med i EU." Hun forudser, at resten af dette år vil blive brugt på, sammen med EU-Kommissionen, at få færdiggjort den screeningsproces, der skal kortlægge alle de steder, hvor Ukraine endnu ikke lever op til EU's enorme regelsæt. Hun siger samtidig, at Ukraine fortsætter reformerne, som 90 procent af det ukrainske folk støtter. "I 2025 vil vi være klar til at træffe de første beslutninger," lovede hun tirsdag og tilføjede: "I kan være sikre på, at Ukraine er i stand til at levere hurtigt. Så hvis Kommissionen er klar, kan vi gøre det endnu hurtigere. " EU's udvidelseskommissær, Oliver Varhelyi har påpeget, at det er vigtigt for Unionen at få diskuteret, om der er ting, der skal gøres anderledes, i lyset af at hele ni lande nu står i EU's venteværelse. "Vi i EU-Kommissionen er overbeviste om, at vi kan byde nye medlemmer velkommen med det nuværende institutionelle set-up. Det vigtige er, at vi nu får besluttet et nyt program for EU-Kommissionen, hvor vi gør det klart, at vi vil have udvidelsen til at ske. Og så følger alt det andet efter," siger Varhelyi.

Kristeligt Dagblad skriver i sin leder i dag: "Krigen i Ukraine er gået ind i sin tredje miserable sommer, og landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, har brug for alt: våben, penge, militært isenkram, solidaritet, moralsk opbakning. Det sidste fik han tirsdag, da EU formelt indledte optagelsesforhandlinger med Ukraine, der indsendte sin ansøgning om medlemskab på krigens femte dag, den 28. februar 2022. Forhandlingerne blev åbnet med en såkaldt regeringskonference i Luxembourg og er første skridt i en proces, som ventes at vare flere år. [...] Men allerede på den historiske dag dryppede der malurt i bægeret, da Ungarns europaminister, János Bóka, på ny såede tvivl om Ukraines vej til EU-medlemskab. Ungarn overtager formandskabet for EU på mandag og skal dermed i teorien drive forhandlingerne med Ukraine frem det næste halve år, men Bóka pointerede, at Ukraine reelt er meget langt fra at møde optagelseskriterierne. Han har ret. Og det er den store kattepine, som EU sætter sig i ved at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine nu. [...] Optagelse af Ukraine i landets nuværende situation kan få enorme og endnu ukendte politiske, økonomiske og institutionelle konsekvenser, som vil lægge pres på EU-medlemslandene og på unionens sammenhængskraft. Ikke mindst, fordi det også kan presse EU til at åbne for at udvide med andre lande, der ligesom Ukraine grænser op til Rusland. Det kan i den bedste verden udløse en genfødsel af EU, men det kan også føre til en svækkelse af unionen. [...] At efterlade Ukraine uden en fortøjning til Europa er farligt. Og man kan argumentere for, at EU af den grund bør slække på kriterierne for optagelse og give Ukraine adgang til en særlig fast trackproces. Men det er en dårlig idé. Hvis vi tager EU alvorligt, så skal vi passe på med at bruge medlemskab som et redskab til at føre storpolitik."

Børsen bringer en kommentar af Svend Roed Nielsen, seniorrådgiver, Tænketanken Europa. Han skriver blandt andet: "Krigen i Ukraine har givet nyt momentum i EU's udvidelsesproces. Målet er at undgå geopolitiske tomrum, som Rusland kan udnytte. [...] Den gradvise udvidelsesmodel vil især give ansøgerlandene trinvise gevinster inden for følgende tre hovedområder: Øget adgang til EU's indre marked, straks de opfylder de kriterier, der er relevante for de specifikke politikområder. Gradvis mere økonomisk støtte fra EU, i takt med at landene opfylder flere af tiltrædelseskriterierne og endelig mulighed for en gradvis deltagelse i visse af EU's institutioner primært som observatører men evt. efterhånden med tale- og stemmeret på udvalgte områder. EU har reelt erkendt behovet for en ny, mere motiverende gradvis optagelsesmodel, og i november 2023 vedtog man en vækstplan for ansøgerlandene på Vestbalkan, der muliggjorde såvel øget gradvis økonomisk støtte som trinvis adgang til EU's indre marked. [...] Det optimistiske - men ikke urealistiske - mål er en EU-udvidelse omfattende de otte ansøgerlande i 2030. Den nye udvidelsesmodel skal nu stå sin prøve, og så EU skal selv gøre sig klar til en ny stor udvidelse."
Altinget, onsdag; Kristeligt Dagblad, s. 11; Børsen, s. 27 (27.06.2024)

Det digitale indre marked

Regulering tæmmer ikke bigtech - det gør mere innovation
Børsen bringer en kronik af Ken Fisher, formand og bestyrelsesformand, Fisher Investments Europe Limited. Han skriver blandt andet: "Blomstrende tech, AI og andre succeser skaber reaktioner som EU's “undersøgelse” af Apple, Google og Meta for at dominere markedet for digitale annoncer. Det samme gælder EU-regulatorernes bøde på 1,8 mia. euro til Apple for angiveligt at blokere for musikstreamingrivaler på deres App Store. Amerikanske embedsmænd presser på for lignende tiltag. Mange eksperter nikker med - mens andre råber, at den amerikanske tilgang er fodslæbende og ikke hård nok. De roser EU's Digital Markets Act - og Danmarks nyligt udvidede konkurrencelov, som giver regulatorer mere (vilkårlig) håndhævelsesmagt. Uanset hvad du mener om bigtech, så er regulering ikke løsningen. [...] Regeringsindblanding skaber utilsigtede konsekvenser. Talrige undersøgelser, bøder og opsplitningsforslag resulterer - som du sikkert har bemærket - i små tech-sektorer i EU. Kun tre af verdens 50 største tech-virksomheder er EU-baserede. 35 er amerikanske. Regulering er nyttig. Den håndhæver ejendomsrettigheder, som er afgørende for investorernes tillid. Også sikkerhedsregler er vigtige - herunder Danmarks foranstaltninger til beskyttelse af børn og unges onlineforbrug. Men når det kommer til at regulere de helt store spillere, fungerer kreativ destruktion bedst."
Børsen, s. 26 (27.06.2024)

Institutionelle anliggender

En delikat balance
Christian Holst Vigilius, landsformand, Konservativ Ungdom, skriver blandt andet i en klumme i Information: "Vi er i disse år vidne til en politisk højredrejning i den vestlige verden. Ved europaparlamentsvalget blev ECR-gruppen EU's tredjestørste, i mange europæiske lande vinder stærkt højreorienterede partier frem, og i USA er Trump bookmakernes favorit til at vinde præsidentvalget i år. Det er dels en reaktion på klimapolitikkens påvirkning af industrien og landbruget og en tiltagende migrationsproblematik, men også en intensivering af kulturkampen mellem woke identitetspolitiske bevægelser og mere konservativt sindede befolkninger. [...] Trump er på mange måder indbegrebet af antitesen til woke og politisk korrekthed, ligesom eksempelvis Orbán, Geert Wilders, Marine Le Pen og Giorgia Meloni også har opnået stor tilslutning med deres antiwoke-dagsordener. [...] Som borgerlig har jeg ikke noget behov for at agere strategisk rådgiver for den identitetspolitiske venstrefløj, men som demokrat har jeg alligevel en appel: Stop op, reflekter over, om jeres verdensbillede matcher den virkelighed, vi befinder os i, og lyt til befolkningens frustrationer. For jeg ønsker ikke et mere polariseret politisk landskab, og jeg er bestemt heller ikke interesseret i, at identitetspolitiske dagsordener, såsom favorisering af grupper på baggrund af køn, seksualitet eller etnicitet, trumfes igennem på trods af folkelig modvilje, fordi der er en ideologisk skævvridning mellem folk og elite. [...] Hvis ikke midterpartierne evner at finde denne balance, vil det være typer som Trump og Andrew Tate, Lars Boje Mathiesen eller AfD, der samler de frustrerede befolkningsgrupper op, og polariseringen vil kun stige yderligere."
Information, s. 2 (27.06.2024)

Et års spekulationer har slidt hårdt, men nu er det slut
Berlingske bringer en analyse af politisk kommentator Bent Winther, som blandt andet skriver: "På EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag bliver det hele efter alt at dømme afgjort. Intet tyder på, at den danske statsminister Mette Frederiksen får nogle af de topposter i EU, der skal besættes efter valget til Europa-Parlamentet. Og posten som generalsekretær i NATO har nu opbakning fra alle lande i alliancen. Den går til Hollands tidligere premierminister Mark Rutte. Tilbage sidder ikke bare statsministeren i Danmark, men også regeringschefer i flere andre europæiske lande, hvis navne det seneste år er hvirvlet rundt på rygtebørsen. Imod deres vilje, men ikke nødvendigvis rygter, der ikke har eller har haft hold i virkeligheden. Det slider på autoriteten, når der konstant er tvivl om, hvorvidt en regeringsleder bliver på sin post eller ej, om chefen er chef eller på vej ud. De overvejelser, man nogle steder i EU må gøre sig, er, om udpegningen af topposterne kan foregå på en anden og mindre indgribende måde. [...] I Danmark har der været masser af spekulationer om, hvorvidt den upopulære Mette Frederiksen vil benytte sig af muligheden for den kattelem, det vil være at udnævne sig selv som dansk EU-kommissær efter Margrethe Vestager. Det er der intet, der tyder på, at hun vil gøre. Mette Frederiksen gentog på Folkemødet på Bornholm i denne måned, at hun bliver siddende og i givet fald skal stemmes ud af Statsministeriet ved et folketingsvalg. Og selvom der på lange stræk er frit lejde til at lyve om jobskifte på det plan, så tyder alt på, at Mette Frederiksen har indstillet sig på at blive i Danmark og kæmpe sig ud af den vælgerkrise, som hun og regeringen er havnet i. Skulle statsministeren have haft de tanker, er det ikke sikkert, at det ville være så nemt at få en højtplaceret post i kommissionen. Der er en del gammel gæld, der skal betales, og store EU-lande står altid bedst."
Berlingske, s. 7 (27.06.2024)

Udsigt til politisk skifte i Storbritannien: Men vil Labour egentlig forandre noget?
Jyllands-Posten bringer en kronik af Jonathan Frismodt, cand.mag. i historie og samfundsfag. Han skriver blandt andet: "Labours formand, Kier Starmer, har genlanceret Labour som et patriotisk parti med en økonomisk plan, der skal transformere Storbritannien til en grøn industrination. [...] For at kickstarte økonomien har Labour proklameret, at det vil genopbygge båndene til EU. Men der er næppe nogen stor entusiasme for at genåbne handels og samarbejdsaftalen blandt EU's 27 medlemslande, hvor en revision af aftalen mere vil betragtes som en kosmetisk justering af operationel karakter. […] Målet ville være at reducere antallet af nødvendige grænsekontroller af varer og styrke forsyningskæderne og samtidig dæmpe de politiske spændinger omkring den irske grænse, hvor Nordirland de facto følger reglerne for EU's indre marked og toldunion. Forudsætningen for sådan en aftale vil være en dynamisk tilpasning af EU-reglerne på området. Det vil betyde, at briterne højst sandsynlig skal acceptere, at EU-Domstolen skal føre tilsyn med, at briterne overholder reglerne. [….] I en verdensorden, der bevæger sig hen imod stormagtsprotektionisme, hvor økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser smelter sammen, er briterne også nødt til pragmatisk at tilpasse sig de geopolitiske realiteter. Her øjner Labour en mulighed for at udvikle et tættere udenrigs- og sikkerhedssamarbejde med EU. Det vil arbejde for at etablere en sikkerhedspagt mellem Storbritannien og EU, et geopolitisk partnerskab, der skal supplere Nato. [...] Men EU har betydelige fordele i forhold til Det Forenede Kongerige. Det er en økonomisk kæmpe, hvis gennemslagskraft giver det en hel del sikkerhed mod amerikansk og kinesisk protektionisme. Alene størrelsen betyder, at EU kan pumpe penge ind i strategiske områder på en måde, som briterne simpelthen ikke har økonomiske muskler til. Hvor dybdegående en eventuelt fremtidig sikkerhedspagt mellem Storbritannien og EU bliver, afhænger af EU's vilje til at se sikkerhedsbegrebet i et bredere perspektiv."
Jyllands-Posten, s. 18 (27.06.2024)

Interne anliggender

Fortiden plager Italiens Meloni
Italiens premierminister, Giorgia Meloni, sikrede sit parti, Italiens Brødre, hele 25 mandater i Europa-Parlamentet, men ifølge italienske medier risikerer Meloni at falde mellem to stole: den yderste højrefløj og det kristendemokratiske centrumhøjre, skriver Kristeligt Dagblad. Mandatfordelingen i Europa-Parlamentet betyder, at der ikke kan skabes flertal om EU-Kommissionens sammensætning uden de to største partigrupper: det konservative og kristendemokratiske EPP og de socialdemokratiske og socialistiske partier i PES. Samtidig er der er kommet øget fokus på hendes partis rødder i landets nyfascistiske bevægelse, hvilket gør det sværere for hende at blive accepteret som en konventionel centrumhøjre-politiker i EU. For nylig offentliggjorde det italienske undersøgende nyhedsmedie Fanpage optagelser foretaget med skjult kamera af arrangementer i en afdeling af Italiens Brødres ungdomsorganisation, Gioventù Nazionale. Optagelserne afslørede, hvordan medlemmerne er påpasselige med at undgå fascistisk symbolik i alle offentlige sammenhænge, men ved lukkede arrangementer samles de om fascistiske symboler, hilseformer og en generel nostalgi i forhold til diktatoren Benito Mussolini og hans regime i 1920'erne og 1930'erne. Efterfølgende lød det fra Ursula von der Leyens talsmand: ”Kommissionens og kommissionsformandens syn på fascistisk symbolik er meget klar. Vi mener ikke, det er passende, vi fordømmer det. Vi mener, at det er moralsk forkasteligt.” Melonis politiske modstandere kritiserer den italienske højrefløj for at være hjemsøgt af sin fascistiske fortid. Elly Schlein, der står i spidsen for landets store centrumvenstreparti Partito Democratico (PD), har sagt til tv-kanalen LA7, at ”højrefløjen kan hvidvaske sig selv, men den kan ikke skjule antisemitisme og racisme.” Også den tidligere formand for PD, Pierluigi Bersani går til angreb og krævede forleden, at regeringen enten ”knæler” for landets antifascistiske forfatning eller går af. ”Med alle de problemer, Italien har, bør vi så finde os i, at det egentlige formål med regeringen er at give de tidligere fascister historisk genoprejsning?” spørger han.
Kristeligt Dagblad, s. 5 (27.06.2024)

Sikkerhedspolitik

Sikkerhedspolitisk netværk: Vesten skal formulere en politik, der handler om mere end krigen i Ukraine
Altinget bringer en kronik af Sten Rynning og Carsten Søndergaard, hhv. professor SDU og fhv. ambassadør. De skriver blandt andet: "Det er nu snart 2,5 år siden, at Rusland invaderede Ukraine. Der er intet tegn på, at krigen bringes til ophør foreløbigt. Tværtimod. Vi må indstille os på en meget langvarig konflikt. Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov udtalte for et stykke tid siden, at konflikten mellem Rusland og Vesten ville vare en generation. Denne udtalelse nærmer sig sagens kerne. Konflikten drejer sig nemlig ikke kun om Ukraine. Den drejer sig i sidste ende om en ny verdensorden. Rusland ønsker at svække Europa, underminere sammenholdet i Nato og fremme amerikansk tilbagetrækning fra Europa. Der er en række lande, der arbejder ihærdigt på at svække og undergrave den såkaldte regelbaserede orden, som europæisk og dansk sikkerhed har været baseret på siden Berlinmurens fald. I første række kan man nævne lande som Rusland, Iran, Nordkorea og Kina. De udgør en gruppe. De er ikke allierede, men de har overlappende interesser og samarbejder. [...] En retsorden forsvaret ved hjælp af investeringer i inddæmning, modstandskraft og engagement - det må være målet. Det bliver et sejt træk, og man skal modstå fristelsen til at ryste på hånden. Natos generalsekretær Jens Stoltenberg har udtalt, at Kina ønsker gode forbindelser med Vesten men samtidig understøtter den største væbnede konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig. Kina bør ikke kunne opnå begge dele. Josep Borrell, EU's såkaldte udenrigschef, har peget på, at Europa har været for naiv i flere henseender, både overfor Kina og Rusland. Vi er absolut ikke uenige. Men når det gælder fremtiden, har vi vores forventninger under kontrol. Retsorden via inddæmning, modstandskraft og engagement fordrer et niveau af ledelseskraft i Europa, vi endnu har til gode at se."
Altinget, onsdag (27.06.2024)

Udenrigspolitik

Militær beskyldes for at være i gang med kupforsøg i Bolivia
Et muligt kupforsøg kan være under opsejling i Bolivia, skriver flere aviser onsdag. Videoer delt på sociale medier viser, at tungt bevæbnede soldater og pansrede køretøjer samler sig på den centrale plads Plaza Murillo i byen og et pansret køretøj skal ifølge Reuters være trængt ind i præsidentpaladset i byen, mens soldater følger efter. Sent onsdag aften dansk tid er det dog stadig uklart, præcis hvad situationen er i landet. Fra EU's udenrigschef, Josep Borrell, lyder det ifølge nyhedsbureauet, at EU fordømmer alle forsøg på at ødelægge den konstitutionelle orden i Bolivia og på at vælte demokratisk valgte regeringer.
Jyllands-Posten, onsdag; Børsen, onsdag; Politiken, onsdag; Kristeligt Dagblad, onsdag; B.T., onsdag; Berlingske, onsdag (27.06.2024)

Økonomi

Tyskland er ikke EU's syge mand; det er Frankrig
Børsen bringer en økonomisk kommentar af Christian Bjørnskov, professor, AU og FN. Han skriver blandt andet: "EU's samlede økonomi er ikke i god stand. Mens der tales meget om Tyskland, påpegede den engelske finanskommentator Matthew Lynn forleden i The Telegraph, at man burde være langt mere bekymret for unionens næststørste økonomi. Frankrigs offentlige finanser er i elendig forfatning, og en kombination af politisk ustabilitet og økonomisk stilstand kan blive en reel trussel mod unionen. Ser man på Frankrigs offentlige finanser, er det svært at overse problemerne. Landets ØMU-gæld udgør 112 pct. af bruttonationalproduktet, og det offentlige budgetunderskud bliver ca. 5 pct. i år. Det skal ses i lyset af, at fransk politik har været økonomisk dysfunktionel i mange år. [...] Frankrigs økonomi og offentlige finanser er således i langt værre forfatning, end de fleste normalt tror. Kilden til problemerne er den økonomisk-politiske tradition i landet, som i 50 år i træk har skabt problemer. Den fælleseuropæiske udfordring er nu at forhindre, at fransk tradition for industripolitik, protektionisme og økonomisk uansvarlighed også kommer til at præge EU's fælles politik."
Børsen, s. 26 (27.06.2024)