Fredag den 17. juli

Tophistorier

Europa vil løse coronakrisen ved at tage et fælles lån på 5.590 mia kroner. Det kan ændre EU for altid
Flere aviser skriver om det EU-topmøde som starter i dag i Bruxelles, hvor EUs flerårige budget og en økonomisk genopretningsfond er på dagsordenen. Politiken skriver, at der tegner der sig en bred opbakning til, at de 27 EU-lande skal optage et fælles lån på milliarder af euro, som samles i en fond og derefter uddeles til de hårdest ramte økonomier og brancher i EU. Der er dog stadig uenighed mellem stats- og regeringscheferne om vigtige detaljer, såsom hvor stor fonden skal være og hvordan pengene skal udbetales. Lucas Guttenberg, der er er vicedirektør i tænketanken Jacques Delors Centre i Berlin, og som tidligere har arbejdet som økonom i Den Europæiske Centralbank, vurderer, at det er et nybrud, der kan danne model for fremtidens EU-samarbejde under store kriser. ”Nu etableres muligheden for, at EU under kriser kan optage fælles gæld til at finansiere offentlige udgifter. Det er forbeholdt ekstreme krisesituationer, men vi ser nu en model, der kan bruges i fremtiden. Det forbedrer EU's værktøjskasse, og det er godt for alle lande at vide, at unionen kan mobilisere denne solidaritet i ekstreme situationer,” siger Lucas Guttenberg ifølge Politiken. Poul Skytte Christoffersen, tidligere EU-topdiplomat og dansk EU-ambassadør, ser det også som historisk, at man vil låne pengene i fællesskab og han peger på, at det ikke mindst er et holdningsskifte i Tyskland, som har muliggjort nybruddet.

Berlingske bringer en introduktion til nogle af de personer, der får en hovedrolle ved weekendens drama. En af hovedpersonerne er kansler Angela Merkel, som tidligere har demonstreret, at hun evner at samle tropperne i Bruxelles, når tingene spidser til og det bliver der brug for i weekenden. Hollands statsminister Mark Rutte får også en afgørende rolle, som uofficiel leder af sparebanden. Det er ham, som skal overbevises og flyttes, hvis EU skal blive enige om et nyt budget og en økonomisk genopretningsfond. De kommende dages forhandlinger er livsvigtige både for Italien og Spanien og derfor vil premierminister Giuseppe Conte og premierminister Pedro Sánchez kæmpe med næb og klør for at holde fast i EU-Kommissionens forslag og modbetingelser, der vil øge den sociale nød. Formanden for Det Europæiske Råd Charles Michel har også en hovedrolle, da det er hans opgave løbende at se mulighederne for kompromisser og komme med udspil, der kan samle regeringscheferne. Han har tidligere kaldt sig selv en brobygger og det bliver der brug for nu. Politiken bringer også en oversigt over nogle nøglepersonerne: Pedro Sanchez, Mette Frederiksen, Angela Merkel samt Viktor Orban, hvor avisen skriver: ”Den ungarske premierminister truer med at nedlægge veto mod budget og genopretningspakke, hvis ikke de øvrige lande dropper planerne om at koble udbetalinger af EU-midler med overholdelse af EU's grundlæggende værdier som retsstatens principper. Spørgsmålet er, hvor hårdt Viktor Orban har råd til at stå på sit krav. Ungarn er en af de største nettomodtagere fra EU-budgettet. I 2018 stod EU-midler for knap 5 procent af Ungarns samlede økonomi.”

Information skriver, at det ser ud til, at Danmark og resten af 'de sparsommelige fire' bliver delvist imødekommet ved weekendens EU-forhandlinger og spørgsmålet er nu, om de kan blive enige med de andre lande om, hvordan en genopretningsfond til coronaramte lande skal se ud. Direktøren i Tænketanken Europa, Lykke Friis, vurderer, at Danmark og de andre sparelande nu i stedet vil koncentrere sig om udformningen af en genopretningsfond på 750 mia. euro, som skal hjælpe de lande, der er hårdest ramt af corona. ”Det afgørende bliver nu, hvilke krav der skal stilles til landene, før de kan få støtte,” siger hun. Information har forgæves forsøgt at få et interview med statsminister Mette Frederiksen (S) inden fredagens forhandlinger.

Jyllands-Posten skriver blandt andet i Indblik: ”På Europa-Parlamentets bygninger i Bruxelles er der i disse dage spændt gigantiske propagandaplakater ud. Billederne viser europæere, der har fået glæde af EU-støtte til landbrug, kultur, katastrofehjælp og forskning. ”Investeringer i Europa handler ikke om millioner af euro,” står der på en plakat. ”Det handler om millioner af mennesker,” står der på den næste. Europa-Parlamentet er kendt og berygtet for altid at ville have så mange penge ind i EU-kassen som overhovedet muligt. Det handler ganske rigtigt om mennesker, der får glæde af pengene. Men det handler i den grad også om millioner af euro, som skal betales af skatteydere i de 27 lande. Det er regningen til dem, der i denne weekend skal fastlægges og fordeles. […] I februar foreslog EU-formand Charles Michel et samlet budget på 1.095 mia. euro. I sidste uge gik han ned på 1.074 mia. […] Men mon ikke der kan files lidt mere, som timerne går hen over weekenden. Og her indtræder den store fordel ved, at budget og fond er på bordet samtidig. Hvad der skæres på budgettet, kan kompenseres med penge fra genopretningsfonden. Det er præcist, hvad Michel gjorde, da han i sidste uge gik ned på 1.074 mia. euro. Han fjernede f.eks. 5 mia. euro fra forskningsprogrammet Horizon. Men pegede samtidig på, at genopretningsfonden vil tilføre Horizon 13,5 mia. Sådan blev en nedskæring til en samlet opnormering. Med den slags metoder og et stort pengetræ i lokalet er dygtige kassemestre godt hjulpet til at finde en budgetvej på det rent pengemæssige. Det kan blive sværere med alle betingelserne.”

Politiken bringer en analyse af finansanalytiker Frank Hvid Petersen. Han skriver blandt andet: ”Når Mette Frederiksen og de andre EU-regeringschefer i de kommende dage skal forsøge at enes om EU's vigtige genopretningsfond på hele 750 milliarder euro, får de brug for al deres politiske snilde og håndværksmæssige kunnen. For uenighederne er fortsat store blandt EU-landene om, hvordan man skal indrette og styre genopretningsfonden, der især skal hjælpe de hårdest ramte lande og brancher oven på coronakrisen. Mange og komplicerede forhold vil spille ind på forhandlingerne, men især tre vil have afgørende betydning og stå printet i baghovedet på EU-toplederne, når de skal jonglere et kompromis på plads. Og Italien spiller en hovedrolle alle tre steder: Krise, Solidaritet og Folkestemning. […] Det er især dette tredje forhold, der hele tiden ligger som en latent trussel under weekendens komplicerede forhandlinger og gør, at der skal flere penge til Sydeuropa og især Italien på den ene eller anden måde. Så må Mette Frederiksen og Mark Rutte finde en forklaring bagefter.”

Politiken bringer også en analyse af Europakorrespondent Michael Seidelin. Han skriver blandt andet: ”Der står meget på spil for præsident Macron på EU-topmødet: Pengene, prestigen og Frankrigs status. […] I et tv-interview på Bastilledagen tirsdag bebudede han en genopretningsplan på ”mindst 100 milliarder euro”, som føjer sig til de 460 milliarder, som staten allerede har investeret for at undgå en bølge af fallitter og afskedigelser. Statskassen er tom, så derfor skal et i forvejen forgældet Frankrig låne pengene. På den baggrund vil et bidrag fra EU's genopretningspakke, som unionens stats- og regeringschefer skal tage stilling til på et topmøde fredag og lørdag, være mere end velkomment, og derfor må de fire 'nøjsomme' eller 'nærige' lande som Danmark, Sverige, Østrig og Holland helst ikke komme grus i maskineriet. […] Men vedtagelse eller i det mindste accept af de store linjer i EU-Kommissionens fransk-tysk inspirerede krisepakke vil give den trængte præsident et rygstød. Men effekten vil vare få timer, og virkeligheden vil hurtigt banke på. Eller rettere. Det gør den allerede.”

Berlingske bringer en analyse af Thomas Larsen, politisk kommentator. Han skriver blandt andet: ”Statsminister Mette Frederiksen og hendes allierede i ”sparebanden” vinder ikke opgøret mod resten af EU. Men hun kan regne med danskernes støtte. […] Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, har med stigende stemmestyrke indskærpet, at det er vigtigt, at hjælpepakkerne ekspederes så hurtigt som muligt uden langvarige tovtrækkerier og magtkampe mellem EUs stats- og regeringschefer. Hun har appelleret til, at medlemslandene bøjer sig mod hinanden for at sikre, at der bliver indgået en aftale om det kommende EU-budget og et forlig om den gigantiske genopretningsfond, som især Sydeuropa er så afhængig af at få del i. Set fra Margrethe Vestagers synspunkt er alternativet ildevarslende. Hun forudser, at især Kina, men også USA vil komme bedre ud af krisen, hvis EU tøver. Flere EU-lande vil i værste fald styre direkte mod en dyb økonomisk krise, og selve EU-samarbejdet vil blive ramt af farlig politisk handlingslammelse. Denne analyse deler Angela Merkel uden tvivl. Den tyske kansler har utvivlsomt også blik for, at en økonomisk krise vil ramme flere af de markeder, som tysk industri eksporterer til. Men Merkel kommer også til at tage hensyn til kravene fra den lille sparebande, for det kan godt være, at Mette Frederiksen og hendes allierede er i solidt undertal. Men i donorlandene kan modviljen mod EU også blusse op - og især hvis vælgere i stort tal kommer til at sidde tilbage med en følelse af, at de skal sende gavechecks til andre EU-lande, som har forsømt at gennemføre nødvendige reformer og ladet deres økonomier køre i grøften.”
Politiken, s. 1, 2, 4, 5; Jyllands-Posten, s. 1, 14, 15; Berlingske, s. 13, 14-15; Information, s. 1, 8, 9, 10 (17.07.2020)

Prioritede historier

EU-Domstolen underkender dataaftale
EU-Domstolen fastslog torsdag, at reglerne for at videregive personoplysninger fra et privat selskab i EU til et privat selskab i USA ikke er gode nok, skriver flere aviser. Det er den østrigske aktivist Maximilian Schrems, der har klaget over databeskyttelsen på Facebook og syv år senere er kampen over techgiganten vundet. Med torsdagens dom skal der igen laves nye regler for udlevering af persondata mellem EU og USA. Det betyder samtidig, at Facebook og tusindvis af andre både små, mellemstore og kæmpestore firmaer nu er tvunget til at ændre deres håndtering af europæiske borgeres data, skriver Politiken. Ifølge flere eksperter kan det også få betydning for den måde, som techmastodonter som Google, Microsoft og Apple lagrer og håndterer europæiske borgeres data. Fra Jesper Lund, der som formand for IT-Politisk Forening, lyder det: ”Mit gæt vil være, at den amerikanske regering vil præsentere og opleve dommen som europæisk protektionisme. Det vil puste op konflikten mellem EU og USA, der grundlæggende bunder i at, USA ønsker efterretningstjenesternes overvågningsbeføjelser, der går direkte imod europæisk lovgivning om databeskyttelse. Der vil være en masse amerikanske virksomheder, der opererer i Europa, som muligvis vil forsøge at lobbye den amerikanske regering til at gøre lovgivningen på området mindre aggressiv. Hvordan USA vil håndtere dommen, bliver rigtig interessant.”

Berlingske skriver, at aktivist Maximilian Schrems’s kamp mod Facebook kan udløse handelskonflikt mellem EU og USA. ”Dommen i dag viser, at EU ikke mener, at USA har de tilstrækkelige instanser, der sikrer, at personfølsomme oplysninger bliver håndteret sikkert. Dommen kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem USA og EU er køligt. Det vil sætte de gode samarbejdsrelationer på prøve, og den yderste konsekvens kan blive, at det ikke længere vil være muligt at overføre oplysninger mellem amerikanske virksomheder og europæiske. Virksomheder frygter, at der efter dagens dom vil opstå en barriere mellem USA og EU, og at det vil kunne udvikle sig til en regulær handelskonflikt. Der er vi dog slet ikke nået til endnu,” siger Peter Blume, professor i offentlig regulering og administration ved Københavns Universitet. Han understreger dog, at det mest sandsynlige scenarie er, at der vil komme en ny ordning, men han mener, at timingen i dommen er uheldig. ”Vi kigger ind i et amerikansk præsidentvalg, hvor Donald Trump, som i forvejen har et anstrengt forhold til EU på handelsområdet, nok vil spille med musklerne og sætte amerikanske interesser først, og så kan det blive svært at finde et kompromis. Dommen i dag vil uden tvivl teste Trumps tålmodighed.”
Børsen, s. 16; Jyllands-Posten, s. 12; Politiken, s. 7; Berlingske, s. 10 (17.07.2020)

ECB fastholder renten, seddelpressen ruller videre
Efter torsdagens møde i ECB's såkaldte styrelsesråd står det klart, at Den Europæiske Centralbank (ECB) kører videre med sin lempelige pengepolitik og holder fast i sine rentesatser. Det skriver flere aviser. ”Samtidig er signalet fra centralbankchefen Christine Lagarde og co. fortsat, at de meget lave renter og de massive opkøb af obligationer for nye penge er kommet for at blive. Lagarde læner sig med andre ord nu tilbage og vurderer effekten af de omfattende tiltag, som allerede er sat i søen,” skriver Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar ifølge Jyllands-Posten. I Danske Bank vurderes, at ECB’s øvre grænse på 1.350 mia. kroner kan blive forhøjet. ”Mens ECB har signaleret en forsigtig optimisme på det seneste, har mange analytikere peget på, at der faktisk er behov for at udvide programmet. Vi ser tiden an, da der stadig er stor usikkerhed forbundet med inflationsudsigterne og økonomiens tilbagevenden til ”normalen”. Vi ser dog ingen hindring for, at ECB kan skalere PEPP op, hvis det bliver nødvendigt,” skriver Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar ifølge Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten, s. 6, 13; Børsen, s. 25, 26, 28; B.T., s. 14 (17.07.2020)

Institutionelle anliggender

EU og demokrati
Politiken bringer et læserbrev af Jan Sørensen fra Vallensbæk, som blandt andet skriver: ”Polen genvalgte Andrzej Duda som præsident. Mon ikke han netop nu sidder og griner ad EU! Den polske regering er stærkt kritisk over for EU og overtræder mange af EU's demokratiske spilleregler. Samtidig er Polen det land, som (sammen med Ungarn, hvor demokratiet også er truet) får det suverænt største tilskud fra netop EU. Og hvad kan EU gøre? Intet. […] Kunne Mette Frederiksen ikke fortælle Frankrig og Tyskland, at Danmark måske kan overtales til at sige ja til den store corona-pakke, hvis EU får lov at fjerne støtten fra medlemmer, der bevidst overtræder reglerne.”
Politiken, s. 6 (17.07.2020)

Frankrig burde stå for skud – ikke Danmark
Jyllands-Posten bringer et læserbrev af Uffe Lindum, journalist, Hundslund, som blandt andet skriver: ”Ifølge EU-formand Charles Michel er mange imod Danmarks rabat i forbindelse med EU's kommende budget. Hvorfor taler han ikke dunder til Frankrig og forlanger, at landet opdateres til det 21. århundrede? EU har en landbrugsstøtte, som næppe bliver afviklet, fordi franske landmænd ikke vil have pillet ved den af hensyn til deres åbenbart uforanderligt forældede erhvervsdrift. […] I forrige århundrede taltes der meget om ”Europas syge mand”, hvormed der dengang mentes det osmanniske rige. Rollen passer på en prik på dagens Frankrig. Det giver ingen mening at være Macron - undskyld - makron-bund i en æblekage, hvis æblerne er rådne og fløden sur.”
Jyllands-Posten, s. 23 (17.07.2020)

Ufri handel
Det manglende gennembrud i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien om en frihandelsaftale fik i sidste uge den tyske kansler, Angela Merkel, til at advare om, at unionen ”må være forberedt på muligheden for et ‘no deal'-scenarie”. ”Fremskridt i forhandlingerne har indtil videre været begrænsede, for at sige det diplomatisk,” sagde Merkel i Europa-Parlamentet ifølge Weekendavisen. Mange brexiteers begejstres, hvis der foreligger en frihandelsaftale den 1. januar 202, da de mener, at et rent brud med EU vil give Storbritannien friheden til at sætte mere konkurrencedygtige toldsatser, regler og standarder og øge handlen med vækstmarkeder overalt i verden.”Vi vil ikke tabe noget ved at forlade EU på grundlag af WTOs regler,” siger professor Patrick Minford, makroøkonom ved Cardiff University og formand for gruppen Economists for Free Trade til Weekendavisen. Men denne vurdering er professor Catherine Barnard fra University of Cambridge, der har specialiseret sig i europæisk beskæftigelses- og konkurrenceret, dybt uenig i. ”Ingen større handelsnation handler alene efter WTOs regler. Selv med USA, som EU ikke har en frihandelsaftale med, er der flere end 100 forskellige aftaler, som faciliterer samhandlen. Det vil være utrolig svært udelukkende at handle efter WTOs regler,” siger Barnard til Weekendavisen. Den britiske regering har på den ene side et mål om at få en frihandelsaftale med EU, men på den anden side har Boris Johnson erklæret sig tilfreds med en simpel aftale, der vil give landet frihed til at forhandle frihandelsaftaler på plads med andre lande.
Weekendavisen, s. 11 (17.07.2020)

Interne anliggender

Er målet at blive helt betydningsløse i EU?
I Kroniken i Politiken skriver Jens Christensen, tidligere ambassadør og Niels Ersbøll, tidligere ambassadør og generalsekretær for EU-rådet, blandt andet: ”Tyskland overtog d. 1. juli formandskabet i Den Europæiske Union (EU). Der er store forventninger til det tyske formandskab. Tyskland er EU's største lande og største økonomi og har sammen med Frankrig fremlagt en stor genopretningsplan for Europa efter coronakrisen. […] Vi håber, at EU vil benytte mulighederne for at skaffe sig større fælles indkomst ved beskatning af indtægter, som medlemslandene ikke selv vil eller kan beskatte. Der er mange muligheder, som for længst burde være benyttet: CO2-told, skatter på finansielle transaktioner, beskatning af techgiganter o.s.v. Også her synes den danske holdning at være negativ. Alle ved, at beskatning er noget, de danske politikere har svært ved at tale om. Men her er der for en stor del tale om beskatning af penge, der ellers ville havne i skattely eller hos superrige finanshuse. Vi mener, at man fra dansk side burde have været mere positiv over for kommissionens forslag, simpelthen fordi det var klart, at noget måtte gøres, og fordi det foreliggende forslag er bygget på mange konstruktive tanker. Hvis man ønsker at spille en rolle i de kommende forhandlinger om den endelige løsning, er det efter vores erfaringer den sikre vej til marginalisering for et lille land straks at erklære sig uenig i forslagets grundlæggende tanker. Man bør tværtimod 'omfavne' forslaget, men forbeholde sig ret til korrektioner. Det er vejen til indflydelse på den endelige løsning. […] Hvis i den nærmeste fremtid det usandsynlige skulle ske, at vores veje krydses med statsministerens, og vi kommer til at drøfte vores hidtidige EU-politik, vil vi høfligt sige: ”Du kan ikke være den politik bekendt”.
Politiken, s. 5-6 (17.07.2020)

Hollandsk leders forfjamskede ’thumbs-up’ har vakt stor forargelse i Sydeuropa
Et hollandsk tv-hold fangede i april et klip af en hvidhåret chauffør, der råber til Mark Rutte: ”Lad nu være at give pengene til italienerne og spanierne” og Mark Rutte, den høflige mand, svarer lidt forfjamsket: ”Åh, nej, nej, nej. Det vil jeg huske” og stikker tomlen i vejret som afskedshilsen til chaufføren. I lettere videoklippet version fandt det hurtigt vej til sociale medier i Spanien og Italien, hvor forargelsen ikke udeblev. Men der er valg i Holland til foråret, hvilket forstærker den hårde sparekurs op til dagens EU-topmøde. Den hollandske avis Volkskrant har foretaget en meningsmåling, som viser, at 61 procent af de hollandske vælgere er imod EU's genopretningsfond. Catherine De Vries, der er professor ved Bocconi Universitet og en af Europas førende forskere i EU-skepsis, kalder halvt i spøg den hollandske EU-skepsis for ”remain-skepsis”. ”Hollændere vil gerne blive i EU, men ønsker ikke at tage yderligere skridt. Det skal være som nu, men ikke gå videre. Hollænderne kan med deres pengepung forstå, at EU gavner dem, men hjertet er ikke med i yderligere politisk integration. Nogle har en frygt for, at EU er ved at udvikle sig til noget, der er en større fordel for lande som Italien og Spanien end for Holland,” siger Catherine De Vries.
Politiken, s. 4 (17.07.2020)

Tyskland har stor betydning for os. Det må vi godt mærke mere i medierne
Jyllands-Posten bringer en kommentar af Ritt Bjerregaard, fhv. politiker, forfatter. Hun skriver blandt andet: ”For nylig viste en stor undersøgelse, at danskerne mente, at netop Tyskland var vores vigtigste samarbejdspartner. Det var en god nyhed. Vigtigst var altså ikke USA, som vi ellers igen og igen har fået det understreget i medierne, mens erhvervslivet længe har været klar over, at tyngden lå et helt andet sted, nemlig i Tyskland. Måske kunne sommeren bruges til både at besøge steder i Tyskland og få læst os ind på, hvad der foregår i Tyskland, eller finde nogle af de gamle bøger frem, som det er længe siden, vi har fået læst. […] Det er blevet klart for os, hvor betydningsfuld Tyskland er - og ikke kun, fordi det er så deprimerende med præsident Trump og hans twitterstyre. Lad os så bruge den viden til at få Tyskland mere ind i medierne. Hvad sker der, når den samlende figur, kansler Angela Merkel, holder op? Lige nu udgør hun formandskabet for EU, og for første gang er en tysker også formand for EU-Kommissionen. Det er ikke kun i Danmark, at synet på Tyskland ændrer sig, det gør det også i EU. Nu er der ligefrem store forventninger til, at netop Tyskland med Merkel kan bidrage til at løse de store problemer, landene står overfor efter det første angreb af coronaen. Men jeg kunne også godt tænke mig at få langt mere at vide om medieudviklingen i Tyskland. […] Det ville være dejligt, hvis befolkningens understregning af Tysklands betydning også sivede ind i det mediepolitiske landskab.”
Jyllands-Posten, s. 22 (17.07.2020)

Klima

Klimaappel til EU-lederne: I må gøre det tilsyneladende umulige
Greta Thunberg står i spidsen for en klimaappel sammen med andre unge klimaaktivister. Erklæringen har mere end tusinde underskrivere, hvor der blandt andet optræder nogle af verdens ledende klima- og miljøforskere. Den indtrængende appel er sendt til EU's stats- og regeringschefer forud for deres ekstraordinære topmøde fredag. ”Med start i dag må I opstille årlige, bindende CO2-budgetter baseret på dagens bedst tilgængelige videnskabelige viden for at sikre en rimelig chance for at bremse temperaturstigningen før 1,5 grader,” anfører underskriverne ifølge Information. EU-lederne må ”med øjeblikkelig virkning standse alle investeringer i efterforskning og udvinding af fossile brændsler, stoppe alle subsidier til fossil energi og lede alle investeringer væk fra fossile brændsler.”
Information, s. 9 (17.07.2020)

Konkurrence

Coronakrisen kan forvride konkurrencen på byggeprojekter
Coronakrisen kan koste danske entreprenører projekter i udlandet, fordi konkurrencen kan blive skærpet og i værste fald forvredet, skriver Jyllands-Posten. ”Min bekymring er, at udlandet bliver mindre attraktivt for de danske entreprenører, fordi der er mange usikkerheder og sandsynligvis færre projekter at byde på pga. økonomisk tilbageslag,” siger Henriette Thuen, international chef i Dansk Byggeri og fortsætter: ”Det er bekymrende, når vi ser dele af Europa opleve en voldsom nedgang, fordi det betyder, at der vil være ekstra rift om de europæiske projekter, der er. Det kan betyde meget hård priskonkurrence, og de danske entreprenører kan risikere at miste nogle projekter og dermed omsætning i udlandet.” Hun håber, at Danmark i forhandlingerne med EU vil overveje at sige ja til at yde støtte til nogle af de sydeuropæiske lande, for at undgå en kritisk og sårbar situation i Sydeuropa. EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er også opmærksom på risikoen for konkurrenceforvridning og derfor arbejder hun nu på at styrke EU-Kommissionens muligheder for at gribe ind over for statsejede eller statsstøttede virksomheder, der skaber unfair konkurrence.
Jyllands-Posten, s. 6-7 (17.07.2020)

Vestager sætter nu spot på dataslugere
EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager vil kaste et kritisk blik på markedet for “internet of things”, hvor mastodonter som Amazon, Google og Apple huserer. Det fortæller hun på et pressemøde torsdag: ”Adgang til store mængder brugerdata ser ud til at være nøglen til succes i sektoren, så vi er nødt til at sikre, at aktører på markedet ikke bruger deres kontrol over data til at forvrænge konkurrencen.” Hun mener, at der er en risiko for, at markederne kan udvikle sig på en måde, hvor det vil gå ud over forbrugerne. Vestager lancerer derfor en undersøgelse af konkurrencevilkårene på markedet, og til foråret vil hun og EU-Kommissionen præsentere en foreløbig rapport, inden de endelige konklusioner skulle være klar i sommeren 2022.”
Børsen, s. 16 (17.07.2020)

Retlige anliggender

Læren af Vestagers nederlag
Information skriver blandt andet i sin leder: ”Det er skandaløst, at europæiske lønmodtagere skal betale mere til fælleskassen, fordi globale giganter ikke betaler nok. Og det har været godt for EU, at europæerne kunne se Kommissionen kæmpe for de små imod de store. Politisk har det været populært, men juridisk var det ikke uproblematisk. EU-Kommissionen har ikke kompetence til at blande sig i skatteforhold, som stadig i Europa er et nationalt anliggende. […] Dommen afslørede ifølge EU-kritikere, at traktaten i forsvarer de store virksomheder og, at ”det indre marked er en joke til gavn for skattespekulanter”. Men årsagen til, at Kommissionen ikke kan pålægge Apple at betale en rimelig skat, er netop, at EU-skeptikere har insisteret på, at unionen ikke må blande sig i skatteforhold. Og derfor har Kommissionen været tvunget ud i kreative udvidelser af deres kompetencer og brugt statsstøttereglerne som begrundelse. […] Det er latterligt, at vi inden for Den Europæiske Union kan have stater, som målrettet spekulerer i at sænke selskabsskatten til et minimum for at tiltrække multinationale selskaber. Vi må opgive modstanden mod at lade EU blande sig i skatteforhold, hvis vi som fællesskab vil kunne gøre det, som der er folkelig opbakning og offentlig jubel over: At tvinge kapitalismens giganter til at bidrage rimeligt til fælleskassen.”
Information, s. 2 (17.07.2020)

Nederlag øger behov for selskabsskattebund
Børsen skriver blandt andet i sin leder: ”En af de forudsigelige følger af nederlaget til EU-Kommissionen i sagen om Apples beskatning er, at EU-skeptikere og -modstandere desværre får et ekstra kort på hånden. Skattestriden har tiltrukket sig stor opmærksomhed forud for EU-topmødet fredag og lørdag, hvor emner som nyt budget og genopretningspakke er på dagsordenen. Væsentlige spørgsmål, der fordrer solidaritet med de sydeuropæiske lande, hvis økonomier er hårdt ramte af følgerne af coronakrisen. Men som også udstiller EU-landenes meget forskellige tilgange til reformer - og til skatteopkrævning. Onsdagens afgørelse om Irland og Apple har atter sat kritisk fokus på skatteniveau og konkurrenceregler. Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard konstaterer således, at “EU's indre marked er en joke til gavn for skattespekulanter,” efter EU-Domstolen påførte konkurrencekommissær Margrethe Vestager et nederlag med afgørelsen om Apples beskatning i Irland. […] Man må derfor håbe, at nederlaget til EU-Kommissionen fører til større pres for at finde veje til at gennemføre en fælles bund under selskabsskatten og enighed om skattebasen. Heller ikke dette er teknisk eller parlamentarisk let fremkommeligt. Men bestræbelser på at sikre en fælles spillebane, landene kan konkurrere på, bør fortsætte.”
Børsen, s. 2 (17.07.2020)

Råddent Apple
Weekendavisen skriver blandt andet i sin leder: ”Margrethe Vestagers og EU-Kommissionens nederlag i sagen mod Apple og Irland er kæmpestort. Ifølge EU-Domstolen har konkurrencekommissæren ikke kunnet bevise det, hun ellers har sagt var soleklart: Irland har hjulpet Apple med at undgå at betale skat. Altså en indirekte og ulovlig statsstøtte med det formål at få Apple til at placere de europæiske aktiviteter i Irland. Hvis det er rigtigt, at Kommissionen ”ikke har været grundig nok”, som flere eksperter udtrykker det, er det vitterligt en skandale. […] Ugens dom mod Kommissionen tydeliggør, hvad der må være næste skridt: De øvrige EU-lande må sætte Irland, Luxembourg, Malta og Holland stolen for døren og tvinge dem til at stoppe deres ødelæggende skattefiduser. Det er en politisk opgave, ikke juridisk. Kun sådan kan unionen optræde samlet, når hele det eksisterende skattesystem skal reformeres. De store techvirksomheder skal naturligvis beskattes i de lande eller regioner, hvor de har deres omsætning og medarbejdere. Det bliver ikke nemt at få gennemført, men det bliver endnu sværere uden et samlet EU.”
Weekendavisen, s. 12 (17.07.2020)

Sikkerhedspolitik

Nye trusler i en verden i opbrud
Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder: ”Små stater kan være nok så funktionsdygtige i forhold til store. Det har senest coronakrisen vist. Men små stater er helt afhængige af, hvordan de store omgås hinanden, og at det regelbaserede, internationale samfund fungerer med sine organisationer: FN, EU, Nato, WHO osv. Ellers bliver de små let tromlet eller risikerer direkte at drukne, hvis søgangen bliver for høj. Det var en af de vigtige pointer fra chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, i interviewet i Jyllands-Posten torsdag. Lige nu er hele det internationale aftalesystem under opbrud. USA trækker sig fra WHO og atomaftalen med Iran. Store aftaler om våbenkontrol opsiges, og Kina og USA udlever deres nye stormagtsrivalisering. End ikke en global pandemi kan de finde sammen imod. I stedet bruger de coronakrisen mod hinanden. Rystelserne fra disse opgør er globale. Små stater er mest udsat. […] Kampen om fordelingen af den vaccine, der ikke engang er opfundet endnu, er allerede i fuld gang. Danmark skal også i denne sammenhæng være lykkeligt for sit EU-medlemskab. Efter de første pinlige episoder må EU-staterne have lært lektien: Coronaen lader sig kun bekæmpe i fællesskab, og den gør ikke holdt ved grænsen. FE-chefen opfordrer til at holde hovedet koldt og krudtet tørt, kan man måske sige. For Danmarks vedkommende må det handle om at værne om de internationale strukturer, vi er en del af. Som et meget lille land har vi alt at tabe, hvis det bare bliver alles kamp mod alle.”
Jyllands-Posten, s. 22 (17.07.2020)

Udenrigspolitik

Blød krig
Sikkerhedsloven i Hongkong er blevet en del af et eskalerende opgør mellem øst og vest, hvor Kina efterhånden ser USA og Europa som to sider af samme sag og forholdet mellem Kina og USA går støt ned ad bakke - eller måske ud over afgrunden, skriver Weekendavisen. ”Der er beskyldninger og modbeskyldninger, og stemningen mellem USA og Kina er lige nu dårligere end på noget andet tidspunkt siden begyndelsen af 1970erne. I øjeblikket er forholdet i frit fald, og jeg ser ingen tegn på, at nogen af siderne forsøger at holde igen,” siger Pradeep Taneja, en ekspert i kinesisk politik ved University of Melbourne. Indtil videre er Europa delt, når det gælder forholdet om Kina. EU har annonceret, at man forbereder en konkret reaktion på udviklingen i Hongkong, men kinesisk statspresse har kun et hånligt skuldertræk til overs for den europæiske udmelding, da den vurderer, at uanset, hvad Bruxelles ender med at beslutte sig for, vil det kun have ”symbolsk” karakter. ”EU er et problem,” siger Christopher Hughes fra London School of Economics og fortsætter: ”Den europæiske politik over for Kina er helt dysfunktionel. Europæerne har svært ved at finde en fælles linje. Det er for let for kineserne at dele og herske.”
Weekendavisen, s. 8 (17.07.2020)

Kina blander sig i Mellemøstens magtbalance
Information skriver blandt andet i sin leder: ”For nylig havde The New York Times en solonyhed, der dementerede den kendte fortælling om Kinas internationale ekspansion de seneste årtier - nemlig den om, at kineserne agerer økonomisk, men ikke politisk. […] The New York Times kunne den 11. juli afdække indholdet af en hidtil hemmeligholdt plan om udvidet økonomisk, politisk og militært samarbejde mellem Kina og Iran. Og som at dømme efter det 18 sider lange dokument kan ændre ikke kun magtbalancen i Den persiske Golf, men i hele Mellemøsten og dermed påvirke den globale verdensorden. […] Kinesisk diplomati er ikke sart, dikteret som det er af strategiske interesser, og her er Teheran højt prioriteret både som eksportmarked for skriggrønne, osende dieselbusser i Teherans gadebillede, men også - og især som - energireserve. Hvilket fremgår af den modydelse, Beijing angiveligt betinger sig for investeringerne i partnerskabsaftalen, nemlig levering af iransk olie til discountpriser de næste 25 år. […] Et håb om at EU var i stand til at skåne iranerne for de værste følger af Trumps sanktioner fordampede i Bruxelles' forhandlingslokaler, hvorefter coronavirussen forstærkede krisen over kanten til desperation. Og kineserne, som seriøst har forsøgt at tale Trump til fornuft også i Iran-konflikten, synes at have slået diskretionen fra til fordel for erklæret politisk (og militær) rygdækning til et betrængt Teheran-regime, der med denne aftale får øget politisk vægtfylde i den labile region. Og det er igen, igen lykkedes Trump at opnå det modsatte af sin erklærede hensigt. Han står tilbage i sin spinat. Som en pæl i en pløjemark.”
Information, s. 20 (17.07.2020)

Vi skal lægge hårdt pres på Kina, men undgå militær konfrontation
Berlingske skriver blandt andet i sin leder: ”Der er sikkert mange grunde til, at den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i næste uge kommer til Danmark. Den danske regering er nok en af de mest transatlantiske regeringer i mange år - og det siger ikke så lidt. Og statsminister Mette Frederiksen har som den første europæiske regeringschef klart meldt ud, at Huawei ikke får nogen kontrakter i Danmark, hvis ordrerne på nogen måde berører kritisk infrastruktur. Frederiksen nævnte ganske vist hverken Kina eller Huawei med et ord, men meningen var ikke til at tage fejl af. Det blev også bemærket i det amerikanske udenrigsministerium. […] Vi skal være enige i USAs kritik af Kina. Med det, kineserne foretager sig i Hongkong. Med truslerne mod Taiwan. Mod de oppositionelle og mindretallene, som trues med fængsling. Vi er på alle disse områder totalt på USAs side i kritikken af kommunisternes fuldstændig forkvaklede opførsel. Men derfor behøver vi ikke at være enige med amerikanerne om metoderne, man bruger til at sætte grænser over for Kina. Vi skal ikke stille med flådefartøjer i farvandene uden for Kina. Vi tror stadig, at markante protester mod overgrebene igennem et effektivt diplomati og direkte forhandlinger med Beijing er vejen frem. […] Kina skal have klar besked om, at det, de foretager sig, ikke hører hjemme i en liberal verdensorden. Og hvis de er ligeglade med det, så skal de vide, at det har konsekvenser at stå udenfor. Men konsekvenserne er ikke krig. Det er udelukkelse fra internationale fora og isolation, indtil kineserne lærer, at storhed forpligter. Også på vejen op til den stormagtsstatus, de helt tydeligt forfølger.”
Berlingske, s. 2 (17.07.2020)