Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information19. maj 2017Repræsentationen i Danmark7 min læsetid

Fredag den 19. maj

EU i dagens aviser

19. maj 2017

Dagens EU-tophistorier

Konkurrence: Vestager holder Facebook under skarpt opsyn
Flere dagblade skriver i dag om Facebooks millionbøde. Jyllands-Posten skriver, at det koster, når man giver forkerte oplysninger til EU-Kommissionen, hvilket Facebook har måtte sande, efter EU's danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager har sendt den sociale mediegigant en bøde på 110 millioner euro for, at komme med vildledende oplysninger under godkendelsesprocessen for at kunne overtage besked-serviceselskabet WhatsApp. Vestager fortæller, at det er vigtigt, at man kan stole på, at virksomhederne giver korrekte oplysninger. Det skriver Altinget torsdag. "Dagens beslutning sender et klart signal til virksomheder om at de skal overholde alle aspekter af EU's fusionsregler, herunder forpligtelsen til at levere korrekte oplysninger," siger hun til Altinget. Den store bøde får ikke indflydelse på godkendelsen af fusionen mellem Facebook og Whatsapp, hvilket den europæiske forbrugerorganisation BEUC beklager. "Det er meget skuffende, at EU-Kommissionen har besluttet ikke at ændre sin oprindelige beslutning om fusionen mellem Facebook og WhatsApp," siger BEUC's generalsekretær, Monique Goyens, i en pressemeddelelse. Hun peger på, at det er helt uacceptabelt, at forbrugerne løbende udsættes for misbrug af deres data af Facebook. Det skriver Altinget. Politiken skriver, at det er første gang, at Kommissionen giver en bøde for at give forkerte oplysninger eller vildledning, siden EU indførte nye regler i 2004.
Kilder: Jyllands-Posten, s. 1, 14-15; Altinget, torsdag; BT, s. 11; Politiken, s. 2; MetroXpress, s. 18

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Det digitale indre marked: Kan en konvention stoppe 'digitale Tomahawk-missiler'?
Information skriver, at Microsoft kalder på globale juridiske rammer for cyberkrig, efter ormen WannaCry har inficeret computere i 99 lande. Eksperter bakker op om forslaget og mener, at Danmark bør gå forrest for at skabe internationale aftaler. “Verdens regeringer bør behandle dette angreb som et wake-up call. De er nødt til at gå anderledes til værks og følge de samme regler i cyberspace, som de følger, hvad angår våben i den fysiske verden,” skriver Microsoftpræsidenten på sin blog. “Vi har brug for, at regeringer tager højde for den skade, de kan påføre civile borgere, når de opmagasinerer de her sårbarheder og udnytter de her sikkerhedsbrister.” Avisen skriver, at teknologigiganten i et policy paper udlægger et forslag til en cyberkonvention, hvor blandt andet nationalstater forpligter sig til at udveksle sikkerhedsbrister med teknologivirksomheder, samt afstå fra at angribe kritisk infrastruktur. Major Mikkel Storm Jensen fra det danske Forsvarsakademi mener, at Danmark bør gå forrest i arbejdet for en digital Genéve-konvention.”
Kilde: Information, s. 10-11

Migration: EU flytter i dag fokus fra at bekæmpe fattigdom til at bremse indvandring
Politiken skriver, at EU-landene i dag vedtager en ny udviklingspolitisk strategi, der for første gang også forpligter de enkelte lande. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) mener, at når EU optræder i samlet front, åbner det muligheder for at lægge større økonomisk pres på de fattige lande. “Det ligger fint i forlængelse af den danske strategi, at vi nu også i EU fokuserer på migration og på at bekæmpe de grundlæggende årsager til migrationen,” siger Tørnæs (V). Formuleringen i EU-strategien lyder, at EU og medlemslandene “vil lægge det nødvendige pres ved at bruge alle relevante EU-politikker, instrumenter og værktøjer, herunder bistand og handel”. EU har allerede bevæget sig et stykke i den retning, og Unionen har indgået en aftale med Tyrkiet om at standse strømmen af flygtninge mod et kontant bidrag på over 20 milliarder kroner om året til håndtering af flygtninge i Tyrkiet.
Kilde: Politiken, s. 10

Andre EU-historier

Institutionelle anliggender: Afgifter på højtuddannede udlændinge
Børsen skriver, at premierminister Theresa May vil pålægge firmaer med udenlandske ansatte nye afgifter, og at hun samtidig lægger op til et fuldstændigt brud med EU's indre marked. May vil, som en del af det konservative valgoplæg i Storbritannien, pålægge alle firmaer en afgift på 2.000 pund per højtuddannet medarbejder, der kommer fra et ikke EU-land. Med lanceringen af sit valgprogram holder May fast i, at hun vil levere en hård Brexit med farvel til EU's indre marked og toldunionen.
Kilde: Børsen, s. 24

Institutionelle anliggender: Monument skaber fortsat røre i Ungarn
En af grundene til, at Europa-Parlamentet onsdag vedtog en resolution om situationen i Ungarn, er blandt andet udsigten til, at det vil lykkes regeringen af få lukket et amerikanske-finansieret universitet i Budapest. Det skriver Jyllands-Posten. Resolutionen, som både socialisterne, de liberale og de grønne står bag, beklager, at Ungarn på flere punkter er ved at bevæge sig væk fra det liberale demokrati. De nævner blandt andet angreb på ytringsfrihed, akademisk frihed, migrant-rettigheder, behandling af romaer, jøder og homoseksuelle som nogle af kardinalpunkterne.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 11

Udenrigspolitik: Trump knytter jernnæven i Mellemøsten
Jyllands-Posten skriver, at kampen mod Islamisk Stat og en fredsaftale i Mellemøsten står øverst på dagsordenen, når præsident Donald Trump fredag indleder sin første udlandsrejse med besøg hos USA's nærmeste allierede i Mellemøsten, Saudi-Arabien og Israel. Ifølge avisen er Trumps virkelige mål, at gøre op med Barack Obamas mellemøstpolitik og sætte amerikanske interesser over bløde værdier som menneskerettigheder. I Børsen advarer ECB mod et kursfald efter Trump-uroen. Den direkte advarsel kommer fra Benoit Cæuré, medlem af Direktionen i ECB, den europæiske centralbank.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 12-13; Børsen, s. 22

Klima: Energi er forudsætningen for det gode liv
I en debat i Jyllands-Posten skriver Karen Hækkerup, administrerende direktør, Landbrug & Fødevarer, Tine Roed, direktør, Dansk Industri, Claus Jensen, formand, Dansk Metal, Ole Wehlast, forbundsformand, Nærings- og Nydelsesmiddelforbundet & Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi, at et bredt politik samarbejde kendetegner dansk energipolitik. ”Energikommissionens formand har ret, når han med kommissionens nye anbefalinger til en ny energipolitik betoner, at man på en og samme tid skal være grøn, være ambitiøs og have fokus på omkostninger. Kommissionen markerer en ny type energipolitik,” skriver de i avisen. Der er brug for ambitiøse mål i forhold til energi- og klimaforskning for at sikre vækst og innovation, herunder udviklingen af klimavenlige teknologier.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 19

Institutionelle anliggender: Merkel svinger mod Macron
Et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver, at Emmanuel Macrons vision for europæisk samarbejde går en del længere, end der kan forventes opbakning til i Tyskland. Merkel bakker dog op for en stor del af Macrons visioner og understreger, at et velfungerende Europa kun er muligt, hvis vi har et stærkt Frankrig og åbner for traktatændringer, hvis det skulle blive nødvendigt. Weekendavisen skriver, at Macron endnu en gang har skrevet historie ved at udnævne en temmelig atypisk regering. Der tegner sig en relativ klar vision for Frankrig, og valget varslede samtidig et nybrud i fransk politik.
Kilder: Jyllands-Posten, s. 2; Weekendavisen, s. 12

Interne anliggender: Nyt valg i Østrig kan åbne for højrenational regering
Politiken skriver, at den brede regeringskoalition er brudt sammen, og den nye formand for det konservative ÖVP nu synes åben for det højrenationale Frihedspartiet. Dermed truer en ny valggyser. Landet skal igen til valg i utide, og igen vil det ske med risiko for at trække Europa i den højrenationale retning, mange havde frygtet op til forårets valg i Holland og Frankrig. Der er udskrevet valg til parlamentet og dermed kanslerposten et år før tid.
Kilde: Politiken, s. 9

Arbejdsmarkedspolitik: Digitale platforme udfordrer fremtidens arbejdsmarked
I en debat på Altinget skriver Lars Qvistgaard og Kim Simonsen, formand for Akademikerne og formand for HH, at de danske myndigheder skal blive bedre til at håndtere konkurrence og skatteudfordringer på fremtidens markedsplads. Ifølge Qvistgaard og Simonsen skal vi udnytte de nye digitale muligheder til at skabe et stærkere arbejdsmarked. ”For nylig er EU også begyndt at interesse sig for udfordringen. Det kræver tiltag i Danmark og i EU, hvis ikke vi ønsker at ende som rettighedsløse gidsler i den nye digitale udvikling,” skriver de i debatten.
Kilde: Altinget

Landbrug: Vil give glyphosat ti år til
Altinget skriver, at EU-Kommissionen vil give landmændenes og haveejernes ukrudtsbekæmper nummer ét, glyphosat, ti år til på de europæiske markeder. Sådan lyder udspillet fra Kommissionen, når den i juni måned tager fat på en ny runde i kampen om det kontroversielle stof, der er den aktive ingrediens i blandt andet Roundup. Tirsdag gav kommissærerne deres opbakning til at søge ti års forlængelse på EU-kommissærernes ugentlige møde.
Kilde: Altinget

Grundlæggende rettigheder: Støjberg giver den som Orban og Erdogan
Paula Larrain skriver i et debatindlæg på Altinget, at den danske regering reagerer med trodsig magtfuldkommenhed over for Europarådets racismekomite. ”I Europarådet er man bekymret over Danmarks udvikling i forhold til racisme og diskrimination. Forleden udgav rådets racismekomite, ECRI, sin femte landerapport om Danmark, og den rummer 24 henstillinger om at stramme op for at bremse racismens udvikling,” skriver Larrain i indlægget. Bekymringen går især på manglende beskyttelse i straffeloven mod diskrimination. Her beder EXRI direkte Danmark om at ændre sine familiesammenføringsregler og genoverveje integrationsydelsen.
Kilde: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
19. maj 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark