Tophistorier
Da Macron stødte ind i ”Madame Non” i Berlin, blev EU's facelift igen lagt på køl
Alle de store aviser reflekterer i dag på mødet mellem den franske præsident Macron og den tyske kansler Merkel i Berlin. Som man kan læse i Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Berlingske i dag, så blev det et møde, hvor Macrons planer for fremtidens EU blev lagt på køl. Tre punkter er specielt vigtige for Marcon, og det er en europæisk krisefond, Bankunion og en fælles finanspolitik. Det er dog heller ikke alle steder, at hastigheden på reformtoget har begejstret. ”Jeg ser en fransk-tysk akse, som har mindre fart på, end man regnede med for bare tre-fire måneder siden. Det er positivt, synes jeg,” siger Danmarks finansminister, Kristian Jensen (V). Men som Politiken skriver, så er reformerne på vej, også selvom det fransk-tyske samarbejde er mere besværligt nu, end det var for 7-8 måneder siden. Som formanden for de konservative i Europa-Parlamentet udtrykker det: ”Bag de lukkede døre lægger Macron ikke skjul på, at samarbejdet med Angela Merkel er nøglen, hvis han skal lykkes med sin politik. Derfor er han helt klar til at binde sig til det partnerskab.”
Berlingske, s. 16; Børsen, s. 21; Jyllands-Posten, s. 15; Kristeligt Dagblad, s. 7; Politiken, s. 5. (20.04.2018)
Prioritede historier
Ytringsfrihed er blevet kapitaliseret af techgiganter
EU's persondataforordning træder i kraft den 25. maj, og det har fået flere aviser til at kigge på problemerne ved brugen af personlige data. Politiken skriver blandt andet i dagens kronik: ”Det digitale fremskridt kan ende med at blive demokratiske tilbageskridt. Tre digitale mastodonter, nemlig Facebook, Google (som ejer YouTube) og Twitter, har opfundet en forretningsmodel, der kan ses som en kapitalisering af en af de vigtigste menneskerettigheder: ytringsfriheden.” Men som Berlingske skriver, så kommer ytringsfriheden med en pris, for hackere er ligeglade med forordninger. I et debatindlæg af Morgen Klitgaard Friis, partner hos KMPG Danmark kan man blandt andet læse: ”Når EUs persondataforordning træder i kraft den 25. maj, bliver både offentlige og private dog tvunget til at orientere offentligheden, hvis de har været udsat for større datalæk. I stedet for at blive nervøse for, hvordan vores data bliver håndteret, bør vi bruge denne åbenhed til at udvikle endnu bedre bolværker, der kan stå mål med hackernes kreativitet.” Som det fremgår af Kristeligt Dagblad, så får den nye forordning også konsekvenser i kirken, hvor det vækker bekymring. ”Der har været upræcis og ikke rettidig rådgivning fra både Kirkeministeriet og Landsforeningen af Menighedsråd om dette. Den er kommet alt for sent, og budskabet har stort set været, at den nye forordning i grove træk bare strammer op på den nuværende persondatalov, og at der ikke kommer store ændringer. Men det er ikke virkeligheden. Det er og bliver ret omfattende, og bøderne kan potentielt blive enorme," siger kirkekonsulent og menighedsrådsmedlem Poul Langagergaard. Også forsikringsbranchen har fokus på den nye forordning, som man kan læse i et debatindlæg fra Thomas Brenøe, vicedirektør hos Forsikring & Pension, som i Politiken skriver: ”Hvis danske forsikringsselskaber skal kunne udnytte det potentiale for bedre og billigere produkter, som ligger i fremtidens databrug, er det nødvendigt, at vi er kendt for god dataetik. Ellers vil kunderne ikke betro os deres data, og så kan vi ikke komme nogen vegne. Den nødvendige tillid tager tid at bygge op.”
Politiken, s. 5-6; Berlingske, s. 13; Kristeligt Dagblad, s. 5. (20.04.2018)
Arbejdsmarked
Derfor skal vi ind i kampen om udenlandsk arbejdskraft
Berlingske bringer i dag et debatindlæg af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, økonomi- og indenrigsminister fra Liberal Alliance, hvor han fokuserer på manglen på arbejdskraft. Han skriver blandt andet: ”Mange virksomheder melder om mangel på arbejdskraft, især inden for byggeri. Vi befinder os samtidig i en situation, hvor konkurrencen om arbejdskraft i Europa skærpes dag for dag. At der er udsigt til skærpet konkurrence, fremgår af en af vores egne analyser fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Analysen viser også, at andre lande i Europa er bedre til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft end Danmark. Herhjemme har international rekruttering stået for cirka 40 procent af den samlede stigning i arbejdsstyrken siden 2013. Vi kan ikke bare læne os tilbage og forvente, at det fortsætter. Regeringen arbejder derfor på en strategi for international rekruttering, som skal lette adgangen til det danske arbejdsmarked for både EU-borgere og borgere fra lande uden for EU.”
Berlingske, s. 15. (20.04.2018)
Handel
Brexit tvinger Arla ud i en historisk stor spareplan
Som det fremgår af både Jyllands-Posten og Altinget i dag, så har Brexit kastet Arla ud i problemer, som kræver besparelser. ”Kursfaldet på pund efter Brexit koster os 1,15 milliarder kroner på bundlinjen årligt, mens EU's lagre har skabt ubalancer i markederne, som belaster vores konkurrenceevne med yderligere 1,15 milliarder kroner. Intet tyder på, at de to udfordringer forsvinder foreløbigt. Derfor er vi nødt til at handle nu,” fastslår Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh. Midt i den krise, så kan man på Altinget også læse et debatindlæg af Line Gamrath Rasmussen, programkoordinator hos Care Danmark, hvor hun slår til genlyd for, at dansk mælk også er godt for Afrikas udvikling. Det er i diskussionen om subsidier og Care Danmark har indgået et samarbejde med Arla, om at udvikle nye forretningsmodeller, der giver små mælkebønder i Afrika en plads på markedet.
Altinget; Jyllands-Posten, s. 1, 6-7. (20.04.2018)
Godt gået, EU – make trade, not war
Berlingske bringer i dag et debatindlæg af Jørgen Lund Lavesen, administrerende direktør, Atradius, hvor han kigger på EU's vilje til at løse handelsmæssige opgaver. Han skriver blandt andet: ”Mens frygten for handelskrig tager til, er det velgørende at se, at EU i disse uger griber de bolde, der falder ned, når USA fraviger mange års udvikling mod øget frihandel. Det er befriende, at EU aktivt og offensivt accelererer indsatsen for at indgå nye frihandelsaftaler verden over. Ja, vi kan endda glæde os over, at netop København torsdag husede et stormøde med prominente navne fra japansk, dansk og europæisk politik og erhvervsliv. Verdens største frihandelsaftale mellem netop Japan og EU er på vej. Godt gået! Det vil styrke dansk eksport af for eksempel fødevarer, maskiner og medicin til Japan. Nye frihandelsaftaler er også på vej med for eksempel Latinamerika, Singapore og Vietnam, der afskaffer tariffer og udbreder fælles standarder og regulering.”
Berlingske, s. 13. (20.04.2018)
Jomfrufødsel af Danmarks nye største eksportmarked
Børsen bringer i dag en artikel, som fokuserer på det to danske ambassadører, Jarl Frijs-Madsen, Oslo og Ove Ullerup, Stockholm, kalder ”det største marked i verden for dansk eksport”. ”Der er tale om verdens mest integrerede region, hvor Norden-Baltikum er førende på en række områder, der samtidigt også er megatrends. Som FN's verdensmål, demografi, den grønne økonomiske omstilling og digitalisering. Samtidigt er det nemt for virksomhederne at komme ind på markederne,” påpeger ambassadør Jarl Frijs-Madsen.
Børsen, s. 24. (20.04.2018)
Tandhjulene knaser i synkroniseringen
Børsen bringer i dag en analyse af det globale opsving og handelsmarkederne. Avisen skriver blandt andet: ”Et antal beregninger viser, at selvom om Kina og USA måtte føre de aktuelle trusler om told på 25 procent på import for først varer for 50 milliarder dollar - og derefter i en anden runde yderligere 100 milliarder dollar - ud i livet, så er den direkte effekt på den økonomiske vækst begrænset. De bekymrede Reuters-økonomer forudser da også en global vækst i år på 3,8 procent, det højeste siden de 4,3 procent i 2010. IMF venter endda 3,9 procent i år. Men en handelskrig vil uvægerligt sprede sig. Alene i kraft af de komplicerede globale forsyningskæder med produktion i mange lande.”
Børsen, s. 23. (20.04.2018)
Institutionelle anliggender
EU-modstandsskred
I dagens Leder i Information, kan man læse en artikel om EU-modstanden. Avisen skriver blandt andet: ”Højrefløjen fylder mere og mere i modstanden mod EU. Den nyhed bragte denne avis torsdag. Grundlaget er en nærmere analyse foretaget af Tænketanken Europa. Om detaljen kan diskuteres. For eksempel fremfører Enhedslistens nuværende EU-ordfører, Søren Søndergaard - nok med rette - at den Folkebevægelse mod EU, som han selv har repræsenteret i EU-Parlamentet 2007-14, ikke entydigt kan beskrives som 'venstreorienteret', da den også har tiltrukket EU-modstandere fra den politiske midte og højresiden. Men hovedtendensen står klar for forløbet siden Danmarks indtræden i det Europæiske Fællesskab i 1972: Fællesskabet har vundet nye venner på midten og til venstre herfor, men tabt dem ude på højrefløjen.”
Information, s. 2. (20.04.2018)
EU-skeptikerens mange ansigter
Weekendavisen bringer i dag et debatindlæg af journalist Jeppe Matzen, som kigger på de mange EU-skeptikere. Ifølge ham, så er der ikke en arketype skeptiker, men derimod tre forskellige typer. Det viser ny forskning. Han skriver blandt andet: ”Oven på Brexit diskuterede EUs regeringschefer, hvordan de skulle imødegå den stigende EU-skepsis i Europa og blev under et topmøde i Bratislava i 2016 enige om, at de skulle blive bedre til at lytte til befolkningernes bekymringer og ønsker for EUs udvikling. For at følge op på den beslutning gør regeringscheferne og ikke mindst EU-kommissionen klogt i at kaste et blik på den hollandske politologiprofessor Catherine de Vries nye bog Euroscepticism and the Future of European Integration. Her vil de få serveret en omfattende opinionsundersøgelse af europæernes holdning til EU, en nytænkende analyse af, hvad EU-skepsis går ud på, samt et kvalificeret bud på, hvor europæerne mener, EU skal bevæge sig hen fremover.”
Weekendavisen, s. 7. (20.04.2018)
Interne anliggender
Erdogans kalkule: Bedre nu end aldrig
I dagens leder i Information, kan man læse at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, har udskrevet valg til om to måneder. Avisen skriver blandt andet: ”Vurderingen i Ankara er, at Erdoğan sælger et år af sin fremtid i embedet for at sikre, at han i det hele taget har en fremtid. Risikoen for at tabe et præsident- og parlamentsvalg om 17 måneder vil være overhængende i lyset af den økonomiske krise, Tyrkiet er på vej ind i.” Jyllands-Posten ser det fremskyndede nyvalg, som et forsøg fra Erdogans side, til at styrke sin magtposition yderligere, men ifølge avisen, så begrundes fremrykningen i den tilspidsede, sikkerhedspolitiske situation i Irak og Syrien.”
Information, s. 16; Jyllands-Posten, s. 16. (20.04.2018)
Klima
Det er på tide med en europæisk klimalov
Politiken bringer i dag et debatindlæg af Jeppe Kofod og Jakop Dalunde, medlemmer af Europa Parlamentet for henholdsvis Socialdemokratiet og det svenske MILJÖPARTIET, hvor de kigger på den europæiske miljøpolitik. De skriver blandt andet: ”I skrivende stund foregår der forhandlinger mellem EU's institutioner om, hvordan klimapolitikken skal se ud i fremtiden. Parlamentets udspil er det mest ambitiøse nogensinde. Hvis det bliver virkelighed, kan vi redde Paris-aftalen fra en ellers sikker død. Og vigtigere endnu: Det vil være skridt mod en fælles klimalov. For klimaet bliver ikke reddet af store taler og smukke ord. Vi skal have konkret lovgivning, som sikrer, at verdens lande holder, hvad de har lovet. I kølvandet på Trumps beslutning om at trække USA helt ud af Paris-aftalen skal EU træde til. Mange lande, byer og regioner har allerede vedtaget omfattende og progressive klimalove og -tiltag. Det er på tide, at det regionale og nationale bliver europæisk.”
Politiken, s. 7. (20.04.2018)
EU godkender dansk spildevandsafgift
På Altinget kan man i dag læse, at EU-Kommissionen har slået fast, at det ikke er ulovlig statsstøtte, når staten gør brug af en såkaldt trappemodel, til fastsættelse af spildevandsafgift. Modellen går ud på, at jo mere man udleder, jo mindre per liter skal der betales. Det er Danske Slagtermestre - som varetager de små slagteriers interesser - der har klaget over spildevandsrabatten. Her mener man nemlig, at rabatten er konkurrenceforvridende. Afgiftsmodellen blev indført i 2014 af den daværende SRSF-regering
Altinget. (20.04.2018)
Sikkerhedspolitik
Antiterrorregister: Danmark er stadig ude på sidelinjen
I Jyllands-Posten kan man i dag læse, at efter nej'et ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2016 bad daværende justitsminister Søren Pind (V) den 17. maj 2016 EU-Kommissionen om, ”at der indledes forhandlinger om indgåelse af en international aftale om dansk tilknytning” til PNR-registeret, men som det fremgår af avisen, så sker der ikke noget. ”Vi har fået positive signaler. Men i bund og grund ved vi ikke rigtig noget. Vi er i venteposition,” siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Jyllands-Posten, s. 15. (20.04.2018)
Narkoens port til Europa
Weekendavisen bringer i dag en artikel, som kigger nærmere på narkoens vej til Europa, og det spanske politis store arbejde med at bekæmpe problemerne. Indsmuglingen sker gennem den andalusiske by La Linea. Ifølge avisen er omkring 3. 000 mennesker på lønningslisten for de kriminelle, som er hovedleverandørerne af blandt andet hash til det europæiske marked. ”Vi har hverken kapacitet eller kompetence til at bekæmpe narkokriminaliteten. Det er bander med kolossale ressourcer. Det er ikke et lokalt problem, det er et nationalt og globalt problem,” siger borgmester Juan Franco.
Weekendavisen, s. 9. (20.04.2018)
Økonomi
Væksten i Europa slog bak i 1. kvartal
Jyllands-Posten bringer i dag et debatindlæg af Peter Lundgren, direktør for det uafhængige rådgivningsfirma, Lundgren Capital, hvor han kigger på væksten i Europa i 1. kvartal. Han skriver blandt andet: ”Grundlæggende er jeg altid skeptisk over for store vækstforventninger i eurozonen og på det europæiske kontinent generelt. Årsagen er ganske enkelt, at impulserne er for svage, forstået på den måde at det, man kalder reformer, langtfra er dybtgående nok, og desuden er Europa ikke beriget af vækstsektorer. Men trods denne skepsis er jeg alligevel overrasket over det, der ligner en afmatning i eurozonens økonomiske vækst.”
Jyllands-Posten, s. 16. (20.04.2018)
Detaljer
- Publikationsdato
- 20. april 2018
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark