Fredag den 3. januar

Tophistorier

Dansker indtager stor hovedrolle i EU's klimaplan
Flere aviser skriver om EU´s kamp for miljøet. Børsen skriver, at EU-kommissionen vil gøre Europa til frontløber med den mest ambitiøse klimaplan på kloden. En af hovedarkitekterne er danske Ditte Juul Jørgensen. EU-kommissionens nye klimaplan kaldes Green Deal. Planen blev præsenteret af to af Europas nye magthavere: Kommissionens næstformand og klimakommissær Frans Timmermans og kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der havde den helt store retorik fremme og blandt andet kaldte klimaplanen for Europas "man on the moon-moment". Green Deal er den nye kommissions første store satsning og det flagskib, der skal gøre EU elsket igen. Klimaet er tordnet op ad vælgernes dagsorden de seneste år. Efter migrationsballade, svindelsager og Brexit-kaos er her en oplagt mulighed for at levere handling, som mange borgere støtter, og som medlemslandene ikke kan levere på egen hånd. Allerede da Von der Leyen blev udpeget og godkendt i midten af juli, stod det klart, at klimaet ville blive en hovedprioritet. Og få uger senere, 1. august, begyndte danske Ditte Juul Jørgensen i en stilling, hvor hun bliver en af hovedarkitekterne i forsøget på at sætte skub i den gigantiske omstilling. Ditte Juul Jørgensen har haft magtfulde poster før: Gennem 27 år i EU-systemet har hun blandt andet været kontorchef og direktør i generaldirektoratet for handelspolitik og har de seneste fem år været en succesrig kabinetschef for den danske kommissær Margrethe Vestager. Men i sin nye stilling som topchef for generaldirektoratet for energi, DG Energy, er hun i dag en af de øverst placerede danskere i EU-systemet. I et interview med Børsen, siger hun blandt andet: "Jeg synes jo ikke, at vi skal gå ud og lovgive eller regulere mere, hvis det ikke er nødvendigt." Der er mange interesser på spil for Danmark på dette felt. Tænker du over det?
"Jeg har været ansat i Kommissionen i 27 år, så når jeg er på arbejde, så er jeg kommissionsansat. Men selvfølgelig er jeg opmærksom på de interesser, der er fra dansk side," siger hun og uddyber: "På nogle måder er det en fordel, fordi Danmark er så langt fremme på den grønne dagsorden. Det giver en god platform. Det kan godt være, jeg ikke tænker over, at jeg er dansker, men andre ved det, og de refererer ofte f.eks. til en løsning, man har fundet i Danmark, som også kan være interessant for andre. Selvom nationaliteten ikke tæller, så tror jeg, det kan være en fordel og inspiration, når man arbejder for at skabe ændringer, at man kommer fra et sted, hvor nogle af de ændringer allerede har fundet sted. Jeg tror, det er vigtigt, at man også fra dansk side anerkender, at nogle dele af Europa stadig er dybt afhængige af kul. Der er nogle sociale og nogle økonomiske aspekter, som rammer meget hårdt lokalt. Og det er vi nødt til at tage hensyn til, for at sikre at alle er med i den grønne omstilling."
Børsen skriver også i en analyse: ”En gruppe østlande anført af Polen gjorde modstand på det nyligt afsluttede COP-25 og efterlyste klare garantier for klimastøtte - som ventet. Da den nye EU-præsident Charles Michel efter midnat kunne meddele på Twitter, at "vi har en aftale", så var det bare ikke den ventede kompromistekst med ekstra forsikringer til polakkerne. Det var en ny og alternativ form for enstemmighed. Polen kunne ikke forpligte sig til at implementere, hed det. Men alle 27 lande havde stemt for teksten om det nye klimamål - inklusive bemærkningen om, at Polen indtil videre ikke implementerer. På lang sigt er det naturligvis umuligt for et stort EU-land som Polen at stå uden for en så omfattende strategisk omstilling. Men diplomater lod forstå, at man gerne vil forbi det polske præsidentvalg i maj og derefter håber på mere fleksibilitet fra polsk side. Polakkerne er gået målrettet og effektivt efter at koble EU's nye klimaambitioner sammen med slaget om EU's budget for 2021-27, som skal udkæmpes de kommende måneder. "Show us the money," lyder den klare besked fra Warszawa, hvor man også pointerer, at klimaomstillingen kræver langt større investeringer i forhold til bnp end f.eks. i Danmark og andre vestlige lande, der er længere fremme. Fra Danmark og andre budgetstrammeres side lyder spørgsmålet så til gengæld, hvorfor vi skal betale både for vores egen omstilling og for andre, der ikke selv har taget fat i tide. Uanset hvor man står, så tegner der sig et klart billede af, at den næste tids budgetkrig bliver helt afgørende for klimaløfterne.”
Jyllands-Posten skriver, tidligere på måneden præsenterede EU-Kommissionen et forslag til en ny grøn pagt, der også kommer til at omfatte en ny strategi mod plastic. Alle Folketingets partier var med, da daværende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i januar kunne præsentere en politisk aftale om at nedbringe plasticforureningen. Ønsket om at reducere danskernes brug af kaffekopper og plasticflasker ligger i umiddelbar forlængelse af tiltag, der udvikles i andre europæiske lande som Holland, Belgien og Tyskland, hvor især pant på kopper vinder frem. Kopperne er ofte foret med plastic på indersiden, hvilket landene gerne vil til livs. Men i Danmark er de to konkrete tiltag endnu ikke blevet til noget, selv om der er gået 11 måneder, siden den politiske aftale blev indgået. Det oplyser Miljøministeriet i en mail. Miljøordfører Jacob Jensen (V) vil nu bede ministeren om at redegøre for, hvordan det går med hele handlingsplanen.
I et debatindlæg i Politiken skriver, Peter Birch Sørensen er professor i økonomi ved Københavns Universitet og Senior Fellow hos Kraka: ”Året 2020 bliver sandhedens time for klimapolitikken og starten på et årti, der bliver afgørende for muligheden for at leve op til Parisaftalen. Ifølge den seneste klimarapport fra FNs miljøprogram skal verden tredoble det planlagte tempo i reduktionen af drivhusgasudledningerne frem mod 2030, hvis vi skal have en rimelig chance for at holde den globale opvarmning under to grader. Hvis vi vil holde opvarmningen nede på 1,5 grader, som Parisaftalen tilsigter, skal reduktionstempoet mere end femdobles i forhold til de planer for drivhusgasreduktion, der ligger i dag. […] Klimatopmødet i Glasgow i slutningen af 2020 bliver første gang, hvor landene skal vise, om de faktisk er villige til en kraftig opstramning af deres klimapolitik. Det dybt skuffende resultat af indeværende års klimatopmøde i Madrid giver ikke just anledning til optimisme. Et særskilt problem er, at den klimafornægtende amerikanske Trump-administration fortsat vil være ved magten under næste års klimatopmøde, uanset om Trump taber næste års præsidentvalg eller ej. […] Så meget desto vigtigere er det, at EU kæmper for at sikre et konstruktivt forløb af det kommende års internationale klimaforhandlinger. I den forbindelse er EU-kommissionens nye plan for en 'European Green Deal' et opløftende skridt, der viser, at den nye kommission tager den grønne omstilling alvorligt. Til marts næste år vil Kommissionen fremlægge forslag til en europæisk klimalov, der forpligter EU til at opnå klimaneutralitet i 2050, og til sommer næste år vil Kommissionen præsentere en plan for skærpelse af EU's mål for drivhusgasreduktioner i 2030 fra de nuværende 40 procents reduktion til 50-55 procents reduktion. Kommissionens Green Deal beskriver en bred vifte af klima- og miljøtiltag, der omfatter alle sektorer i økonomien. Kommissionen lægger op til et markant gearskifte i EU's klimapolitik, der utvivlsomt vil medføre hårde klimapolitiske armlægninger i EU i det kommende år. I Kommissionens Green Deal indgår, at EU skal kunne pålægge en klimatold på import af CO2-intensive varer fra lande, der ikke yder et rimeligt bidrag til opfyldelse af Parisaftalen. Da EU er et af verdens største markeder, kan truslen om en klimatold blive et vigtigt instrument til at sikre en opstramning af klimapolitikken i andre dele af verden. Instrumentet kan endog blive særdeles effektivt, hvis EU kan indgå en aftale med Kina og/eller USA om spilleregler for, hvornår det inden for rammerne af verdenshandelsorganisationen WTO er tilladt at pålægge klimatold.”
I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, skriver Jørgen Carlsen, højskoleforstander, blandt andet: ”Ser man på oplistningen af de mange positive budskaber, kan man undre sig over, at ingen af dem berører det mest brændende internationale spørgsmål, nemlig klimakampen. Det er der mindst to gode grunde til. For det første er der meget lidt positivt at sige om udviklingen på den klimapolitiske front de seneste 10 år. Der er mildest talt ikke særlig meget at triumfere over. I Berlingske konstaterer tidligere minister og EU-kommissær Connie Hedegaard slukøret: ”Vi kunne og burde have gjort meget mere.” For det andet er den organisation, der står bag Facebook-opslaget - Global Warming Policy Foundation - kendt som en klub af prominente klimaskeptikere. Johan Norberg er med andre ord en svensk pendant til vores hjemlige Bjørn Lomborg.”
Politiken, s. 2; Børsen, s. 1, 18-19; Jyllands-Posten, s. 10; Kristeligt Dagblad, s. 8 (03.01.2020)

Prioritede historier

Tyskland er ved at miste tålmodigheden med gasrørledning ved Bornholm
Berlingske fortæller, at Danske virksomheder går fri, men vreden over nye amerikanske sanktioner ulmer i den tyske regering. En europæisk entreprenør, det schweizisk-hollandske selskab Allseas, der skulle lægge de sidste rørdele til rette på havbunden, har trukket sig af frygt for amerikanske sanktioner. Det har vakt vrede i den tyske regering, der har ventet længe på de nye gasleverancer. Tysklands viceudenrigsminister, Niels Annen, skrev i sidste uge, at »Europa har brug for nye værktøjer til at beskytte sig« mod amerikanske sanktioner.<b><br /> </b>Indtil for nyligt så færdiggørelsen af rørledningen ved navn Nord Stream 2 ellers endelig ud til at være på skinner efter års politisk stormvejr. Så sent som i oktober godkendte de danske myndigheder efter lang tids betænkning linjeføringen forbi Bornholm. Men tre dage før jul underskrev den amerikanske præsident, Donald Trump, en lovpakke, der varsler nye vanskeligheder for den omstridte rørledning. Lovpakken omfatter amerikanske sanktioner mod europæiske virksomheder, der deltager i rørlægningen af de sidste 160 af i alt 2.400 kilometer undersøisk gasledning. Det amerikanske skridt har fremkaldt arrige reaktioner fra den tyske regering og skærpet de to landes strid om tilgangen til Rusland på energiområdet. Ifølge USA er formålet med sanktionerne at begrænse den russiske dominans over Europas energimarked og beskytte nabolandet Ukraine mod russisk afpresning og tab af transitindtægter. Den amerikanske ambassadør i Berlin, Richard Grenell, har med de argumenter forsvaret indgrebet som ”ekstremt proeuropæisk”. Den tyske regering hævder modsat, at USA hytter sit eget skind og forsøger at tvinge Europa til at købe amerikansk gas i stedet for russisk. ”Sådanne sanktioner er en alvorlig indblanding i tyske og europæiske forhold og suverænitet. Vi afviser dette på det kraftigste,” sagde den tyske finansminister og vicekansler, Olaf Scholz. Ifølge seniorchefkonsulent i Dansk Industri Peter Bay Kirkegaard bliver danske virksomheder ikke ramt af de nuværende amerikanske sanktioner. ”Men indirekte har det den konsekvens, at virksomhederne bliver nervøse, og at de afholder sig fra at have med det pågældende land at gøre. Dermed har amerikanerne opnået det, de ville,” siger Peter Bay Kirkegaard. Sanktionerne ventes at forsinke, men ikke forhindre færdiggørelsen af Nord Stream 2. Forsinkelsen kan imidlertid blive betydelig og dermed kostbar. Rusland har appelleret om støtte fra EU i sagen. De europæiske lande er imidlertid delt i spørgsmålet, der dækker over en dyb uenighed om engagementet med Rusland. Blandt andre de baltiske lande og Polen frygter det russiske gasvåben, fordi Moskva med Nord Stream 2 kan true med at afbryde energiforsyningen til nabolande uden indvirkning på den vigtige eksport til Vesteuropa. Tyskland henviser til nye aftaler og reformer, der sikrer energiforsyningen til Ukraine og andre nabolande. Samtidig er et forarmet og økonomisk isoleret Rusland en større sikkerhedsrisiko, lyder argumentet.
Berlingske, s. 24 (03.01.2020)

Der blev talt om en underminering af udlændingepolitikken. Sådan skulle det ikke gå
I et debatindlæg i Kisteligt Dagblad, skriver journalist Anders Reder: ”I sommer kendte EU-Domstolen tilknytningskravet ulovligt. Sortseere frygtede, at tusinder af tyrkere ville få familiesammenføring, men i går kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at kun 61 vil have deres sager genoptaget. Hvordan gik det til? Mattias Tesfaye (S) Må have udstødt et lettelsens suk efter at have læst papirerne. Den 18. august 2019 får han en mappe fra sine embedsmænd, hvis indhold potentielt kan hvirvle den nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister ind i et uvejr, han vil gøre meget for at undgå. ”Ministermappe. Konsekvenserne af EU-Domstolens dom af 10. juli 2019 om det danske tilknytningskrav med ægtefællesammenføring og associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet,” står der. Den snørklede titel dækker over en sag, der i månedsvis har vakt vild bekymring i store dele af Christiansborg. Selv har Mattias Tesfaye kaldt det for en ”vejsidebombe”. ” Weekendavisen skriver, at kun 61 personer har bedt om at få deres ansøgning genoptaget efter EU-dommen. ”Det er en god nyhed,” kommenterer Tesfaye, i dag udlændinge- og integrationsminister.Det synes for så vidt også Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Det er godt, tallet er lavt, men skidt, at EU overhovedet har et ord at skulle have sagt i sagen, anfører han. Mattias Tesfayes vejsidebombe viste sig at være en lynkineser.
Weekendavisen, s. 2; Kristeligt Dagblad, s. 10 (03.01.2020)

Dansk selskabsskat er reelt en af EU's højeste
Børsen skriver, at Danmark ligger lunt i midterfeltet med en selskabsskat på 22 pct., som hverken er fugl eller fisk i forhold til resten af Europa, og som derfor sikrer, at de danske virksomheder har en fornuftig konkurrenceevne på skatteområdet. Og derfor er der ikke grund til at gøre mere.<b><i><br /> </i></b>Sådan lyder mantraet fra et stort flertal af partierne på Christiansborg, når det gælder skattepresset på de danske virksomheder. Der er kun ét problem. Det er ikke rigtigt. Det viser den nye globale undersøgelse "Paying Taxes 2020" fra revisionsgiganten PwC og Verdensbanken. Reelt bliver der klemt langt mere skat ud af de danske selskaber end hos rivalerne i andre lande. Danmark lander som nummer 26 ud af i alt 32 europæiske lande i sammenligningen - og Danmark er dermed med i den mest skattetunge femtedel. "Når vi ser på den faktiske skattebetaling, betaler de danske virksomheder mere i skat end de fleste af deres europæiske konkurrenter," siger Klaus Okholm, skattepartner i PwC. Han understreger, at de 22 procent selskabsskat er et fatamorgana, som man ikke må stirre sig blind på, for det viser ikke, hvad virksomhederne rent faktisk ender med at betale i skat af indkomsten. Den skattepligtige indkomst bliver opgjort på vidt forskellige måder rundt omkring i Europa, og hvis man skal måle skattepresset på selskaberne ordentligt, så skal man korrigere for det. Ifølge PwC-undersøgelsen afleverer mellemstore danske virksomheder reelt 17,1 pct. af deres overskud til staten, og dermed er det kun få andre lande såsom Holland, Grækenland og Tyskland, der har et højere skattepres på mellemstore selskaber end Danmark. Det var ikke torsdag muligt at få en kommentar fra skatteminister Morten Bødskov (S), men skatteordfører Troels Ravn (S) afviser blankt, at Socialdemokratiet er på vej med lavere selskabsskat.
Børsen, s. 1, 16-17 (03.01.2020)

Arbejdsmarkedspolitik

Drop debatten om øremærket barsel
I et debatindlæg i Politiken, skriver Frej Prahl er psykolog og forfatter: ” VI ØNSKER ikke et kønsopdelt arbejdsmarked. Sådan lød det fra flere politikere, da bølgerne igen gik højt i ligestillingsdebatten i efteråret på 'Debatten' på DR. På den ene fløj stod de liberalt sindede, som argumenterede imod kvoter, øremærket barsel og andre ifølge paneldeltagerne frihedsindskrænkende tiltag. De lod os forstå, at kvotering af kvinder i bestyrelser blot flytter diskriminationen. For i det øjeblik bestyrelser bliver tvunget til at ansætte kvinder, vil de diskriminere de unge mænd, som også bejler til en bestyrelsespost til fordel for de ældre mænd, som allerede sidder tungt i bestyrelsessædet. […] Den beskyldning rettes ofte mod hjemmegående mødre. At de enten tror, at det er et frit valg, de har truffet, eller at de vender kvindefrigørelsen ryggen og burde skamme sig. Barsel og omsorgsarbejde blev i debatten kun berørt overfladisk. Det vil jeg forsøge at råde bod på her. Sådan ser undertrykkelse ud Det er rigtigt, at der ligger en hel del barrierer for, at mænd kan engagere sig i barslen. Virksomheder I den optik ville det være suverænt med øremærket barsel. Problemet er bare, at den øremærkede fædrebarsel bliver til en ny kvindeundertrykkelse: Mange, mange mødre ønsker at være sammen med deres helt små børn, indtil børnene er mindst ét år. Den mulighed har de i forvejen vanskeligt ved at realisere, men det bliver kun vanskeligere, hvis far får øremærket en del af barslen, sådan som det er lagt op i det nye EU-direktiv. Det er præcis den samme logik, der gælder, når kvinder kvoteres ind i bestyrelser. Lige såvel som det diskriminerer mænd, når man øremærker bestyrelsesposter til kvinder, diskrimineres kvinder, når man øremærker barsel til mænd.
Politiken, s. 5 (03.01.2020)

Vi har brug for en handlekraftig stat
I et debatindlæg i Politiken, skriver Michael Seidelin: ”Sagen om det væltede stillads i Lundtoftegade illustrerer den nærliggende problemstilling, der hedder social dumping. Uanset skyldsspørgsmålet er kendsgerningen, at den sociale dumping florerer. I Danmark mærker vi den især i form af konkurrence fra uorganiserede østeuropæiske arbejdere. EU's indsats mod dette uvæsen, som er direkte affødt af Det Indre Markeds regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, er mildt sagt utilstrækkelig. I mange år reagerede EU ikke, og selv socialdemokratiske regeringer i Danmark og Sverige trak opgivende på skuldrene med henvisning til, at de ikke kunne skride ind mod EU-lovgivning. De gav op over for globaliseringens kræfter og kastede deres egne vælgere i armene på højrepopulistiske kræfter. Der er forbedringer omkring den sociale dumping som resultat af pres fra enkelte regeringer og EU-Parlamentet. Der er ikke meget at råbe hurra for. […] Staten er så småt på vej tilbage, og når nationalstaten ikke kan løse opgaven, er enkelte af EU's medlemslande og i visse tilfælde flertallet enige om, at unionen af stater må træde til.”
Politiken, s. 7 (03.01.2020)

Grundlæggende rettigheder

Tilbagetoget
I et debatindlæg i Weekendavisen, skriver Henrik Dørge, journalist, blandt andet: ”I 2015 skræmte flygtningekrisen de europæiske befolkninger fra vid og sans og gjorde det tydeligt for enhver med øjne i hovedet, at man i EU var nødt til at forsvare sine grænser med magt, hvis det europæiske projekt skulle have nogen overlevelseschancer. Året efter skyllede terror-sommeren hen over Europa. Talrige islamistiske angreb gjorde befolkningerne usikre på, om de overhovedet kunne være trygge i deres egne lande. Herefter kom reaktionerne i vælgerkorpset. Først med Brexit, der var en klar afvisning af det internationale, vestlige projekt. Og kort efter med valget af Donald Trump i USA, der med sloganet ”America first” bøjede tidens toner i neon for enhver, der endnu ikke havde læst skriften på væggen. I de fleste andre europæiske lande fik populister og nationalister fremgang ved valgene med mere eller mindre samme budskab. I dag kan Kina smide muslimer i koncentrationslejre, og Hongkongs befolkning kan demonstrere for demokratiske reformer i månedsvis, uden at det afføder reaktioner fra vestlig side. Det ekspansive element i den vestlige selvforståelse er forsvundet. Nu er der kun forsvaret tilbage. Håbet om, at vi i det mindste kan bevare idealerne og samfundsmodellen i vores egen del af verden. Bare lidt endnu.”
Weekendavisen, s. 2 (03.01.2020)

Trefoldig trussel mod jøder: Højreekstreme, venstreradikale og islamister enes om had
Kristeligt Dagblad fortæller, at voksende trusler fra højreekstremister, det politiske venstre og radikal islam gør i stigende grad Vestens jøder utrygge. Det ryster ens forståelse af sikkerhed, at man skal passe på, blot fordi man ser lidt anderledes ud, siger tysk-jødiske Levi Israel Ufferfilge, som kender til chikane fra alle tre grupper. Hændelserne understreger, hvordan en af verdens ældste fordomme, antisemitismen, har vundet vid udbredelse i Vesten i det 21. århundrede og givet vidt forskellige ideologier, som ellers ikke kan enes om ret meget, et fælles mål for deres had. For jøder i Europa og USA trues i dag fra tre fronter: Fra højreekstremister, fra den yderste venstrefløj og fra grupper af muslimske indvandrere, påpeger den tyske historiker og sociolog Günther Jikeli, som er lektor ved det amerikanske Indiana Universitet og ekspert i europæisk antisemitisme. Trusselsbilledet varierer fra land til land. En række undersøgelser viser, at jøder i Frankrig og Tyskland opfatter den største trussel som kommende fra muslimske samfund, i Storbritannien er det fra den politiske venstrefløj, og i Polen og Ungarn er det fra det yderste højre. Levi Israel Ufferfilges oplevelse af at være truet fra flere sider afspejler en generel frygt blandt europæiske jøder. 9 ud af 10 jøder i 12 europæiske lande mener således, at antisemitisme er blevet værre i løbet af de seneste fem år, viser en omfattende undersøgelse af EU's agentur for grundlæggende rettigheder fra sidste år. 82 procent af de tyske jøder ser antisemitisme som et alvorligt problem i deres land, i Belgien er andelen 86 procent og i Frankrig hele 95 procent.
Kristeligt Dagblad, s. 6 (03.01.2020)

Handel

Danske småkager og grise rammes af told
Politiken fortæller, at dansk eksport af blandt andet svinekød og småkager til USA står i januar til at blive ramt af yderligere straftold fra amerikansk side. Samlet vil den danske eksport blive ramt af straftold på 1,4 milliarder kroner, vurderer Dansk Industri. Det sker, efter at WTO har givet USA medhold i, at en række EU-lande har givet ulovlig statsstøtte til flyproducenten Airbus' fabrikker. Det er USA vred over, fordi det har givet fordele over for den amerikanske konkurrent Boeing. Det rammer Danmark, da der er fælles handelspolitik i EU.
Politiken, s. 7 (03.01.2020)

Urimelige fordele til Tyrkiet
I et debatindlæg i Børsen, skriver Brian Thomsen, direktør, Dansk Akvakultur: ” Toldunionen mellem EU og Tyrkiet tildeler Tyrkiet en præferencestatus for eksport af bl.a. opdrættede fisk til EU uden kvoter og told. Den tyrkiske stat støtter vækst i akvakultur med omfattende subsidier, og produktion er firedoblet siden 2002. I samme periode er EU's akvakulturproduktion stagneret. Siden 2012 er EU's import af opdrætsfisk fra Tyrkiet fordoblet. Priserne er faldet markant og er nu lavere end produktionsomkostningerne i EU. EU's opdrættere skal respektere en række krav til bl.a. miljø, foder og arbejdstagervilkår, som ikke stilles i Tyrkiet. Derfor er der ikke fair og lige konkurrence. Situationen påfører EU's opdrættere stor skade og blokerer for en bæredygtig udvikling af akvakultur. […] EU indførte udligningstold på import af ørreder fra Tyrkiet i 2015 efter en klage, som Dansk Akvakultur indgav på vegne af EU's opdrættere. Tolden udløber i februar 2020, og vi har anmodet om forlængelse. EU's opdrættere kan ikke vedvarende afholde store udgifter til juridisk bistand, og den konstante risiko for, at tolden fjernes, blokerer for investeringer og udvikling. Det er ikke rimeligt, at en EU-erhvervsgren efterlades med handelsbeskyttelsesforanstaltninger som eneste værn mod en forældet toldunion, hvor aftalegrundlaget helt åbenlyst ikke overholdes. På vegne af EU's opdrættere opfordrer Dansk Akvakultur derfor til, at EU genforhandler toldunionen med Tyrkiet.”
Børsen, s. 2 (03.01.2020)

Virksomheder frygter mest sparsommelige forbrugere
Berlingske Handelskonflikter, Brexit og lavere vækst i verdensøkonomien. Det skortede ikke på udfordringer for danske virksomheder med salg og aktiviteter uden for landets grænser sidste år.<b><i><br /> </i></b>Alligevel er forventningerne til salget i 2020 markant ringere blandt virksomheder, der primært afsætter varer i Danmark, end den er hos selskaber, der har bevæget sig ud på det store verdensmarked. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri, (DI), der er baseret på svar fra 462 virksomheder. ”Virksomhederne ser noget bekymret på deres muligheder i det kommende år. Især virksomheder med lavt salg til udlandet forventer kvaler med at afsætte deres produkter. Næsten hver tredje virksomhed, som primært eller udelukkende sælger til det danske marked, forventer, at deres salg vil komme så meget under pres, at de ser det som den største forhindring for fortsat vækst i 2020. Dertil er virksomheder med mindre salg til udlandet presset af, at væksten på Danmarks nærmarkeder er gået mærkbart ned i gear. Det gælder i Sverige og Storbritannien, men især den tyske industri, som mange danske virksomheder er underleverandører til, har oplevet udfordringer med lavere aktivitet. Det europæiske opsving er slut, og væksten er fladet ud. Til gengæld er der stadig flot fremgang i blandt andet USA, Kina og Rusland, så de virksomheder, der kan sælge deres varer her, har stadig gode vækstmuligheder det kommende år,” siger Morten Granzau.
Berlingske, s. 6 (03.01.2020)

Interne anliggender

Forræderi eller forløsning?
I Weekendavisen kan man læse, at en historisk aftale på venstrefløjen kan bane vejen for Spaniens første koalitionsregering siden 1930rnes republik. Men en ny regering står og falder med de catalanske separatisters aktive eller passive støtte. De seneste dage har nok en gang demonstreret, i hvilken grad den catalanske konflikt har monopoliseret det politiske liv i Spanien. Og intet tyder på, at emnet vil glide i baggrunden. En kontroversiel dom fra EU-Domstolen i Luxembourg tilføjede kort før jul en svidende lussing til den spanske højesteret, hvor sagen mod de catalanske separatistledere blev ført. Dommen fastslår, at ERC-lederen Oriol Junqueras skulle have været løsladt fra sin varetægtsfængsling i maj, da han blev valgt ind i Europa-Parlamentet og dermed opnåede parlamentarisk immunitet. Eller sagt med andre ord: Den spanske stat forbrød sig mod grundlæggende rettigheder i den største retssag i landets nyere historie. Afgørelsen vil næppe ændre det store for Junqueras, der ikke længere er varetægtsfængslet, men i gang med at afsone en dom på 13 års fængsel. Men det moralske boost for uafhængighedsbevægelsen kan næppe undervurderes. Dels har dommen for alvor bragt den catalanske konflikt ud over Spaniens grænser.
Weekendavisen, s. 10 (03.01.2020)

Politiske modsætninger danner regering i Østrig
Jyllands-Posten fortæller, at Østrig går nye veje med regeringskoalition bestående af det konservative og det grønne parti. For anden gang på under to år trækker østrigske Sebastian Kurz overskrifter fra hele verden. For det første fordi han nu igen - er verdens yngste regeringsleder. Med sine blot 33 år slår han Finlands 34-årige premierminister, Sanna Marin - og faktisk er det allerede anden gang, at den stærkt populære Kurz nu tiltræder som kansler. For det andet fordi han igen går utraditionelle veje for at få dannet en regering. I stedet for som sine forgængere at slå bro hen over midten med socialdemokraterne fik Kurz efter seks ugers forhandlinger en koalition med partiet De Grønne på plads. ”Vi må gøre en indsats imod den illegale migration. Vi må kæmpe imod klimaforandringerne,” lød det torsdag eftermiddag fra Kurz, da han sammen med sin kommende vicekansler, formanden for partiet De Grønne, Werner Kogler, præsenterede regeringsprogrammet. Politiken skriver, at Begivenhederne i Wien vækker også stor genklang i Tyskland. Stærke kræfter i forbundskansler Angela Merkels kristeligt demokratiske parti, CDU, ser gerne en såkaldt sort-grøn koalition efter næste valg. ”Kun et forbund mellem CDU og De Grønne på landsplan kan løse de samfundsmæssige konflikter, vi har i Tyskland,” siger Manfred Weber, næstformanden for CSU, forbundskansler Merkels søsterparti i Bayern, i en erklæring.
Politiken, s. 11; Jyllands-Posten, s. 12 (03.01.2020)

Statsministerens nytårstale
I sin leder bringer Weekendavisen statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale, blandt sagde hun: ”2020´erne bliver et årti, hvor vores værdier og de institutioner, der forsvarer dem, vil blive presset igen. Og igen har vi brug for stærke alliancer. Men de vestlige institutioner er i krise: Nato, der har sikret freden i 70 år, går svækket og splittet ind i det nye årti. Verdenshandelsorganisationen er kriseramt. Vores sikre pejlemærker, briterne og amerikanerne, har vendt sig væk fra samarbejdet.<b><i><br /> </i></b>Derfor vil jeg sige det højt og tydeligt: Danmark hører til i EU. Helhjertet. Til efteråret vil jeg derfor udskrive en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, og jeg ser frem til at stå i spidsen for en kampagne, der klart anbefaler, at forbeholdet fjernes, så Danmark kan bidrage fuldt og helt til at gøre EU til en stærk regional aktør. Skal Unionen kunne det, kræver det, at alle, også Danmark, engagerer sig seriøst i arbejdet. I slutningen af januar forlader briterne efter planen Unionen, og vi kan lige så godt sige det, som det er: Det er et kæmpestort tilbageskridt for alle. Vi kan godt lade, som om det kun handler om de skøre, utilregnelige briter, men krisen er hele EU’s. Europas borgere vil kun støtte overdragelsen af vigtige opgaver til Unionen, hvis fællesskabet faktisk også kan løse dem, praktisk, fornuftigt og ordentligt: bevogtning af grænserne, bekæmpelse af kriminalitet, beskyttelse af borgerne og deres rettigheder. Det kræver et stærkt og fokuseret EU. Alternativet er ganske enkelt forfærdeligt: Et splittet og svagt Europa uden en stærk, velfungerende Union med Tyskland som centrum er stik imod Danmarks interesser. […] Intet demokrati kan håndtere Kina alene. Det ser vi allerede i dag. Også her skal vi sørge for at have stærke allierede, der kan stå sammen. Er EU splittet, er vi svage. Et stærkt EU giver os styrke.”
Weekendavisen, s. 14 (03.01.2020)

Sikkerhedspolitik

Kameraovervågning på vej i din bil
Jyllands-Posten fortæller, at nye kameraer, som overvåger fører og passagerer af hensyn til sikkerheden, kan blive hverdag i bilen inden for få år. Baggrunden er alvorlig, og målet ambitiøst; den nye teknologi, som forhindrer, at føreren mister opmærksomheden, forventes at forebygge titusindvis af trafikdræbte og kvæstede. Fakta viser nemlig, at uopmærksomhed er synderen i 90 procent af alle ulykker. Allerede fra 2022 kræver EU, at nye bilmodeller skal have teknologi, som advarer mod uopmærksomhed og søvn som standardudstyr. Selv med en fart på 50 km/t. kører bilen nemlig hele 42 meter, hvis føreren er uopmærksom i bare tre sekunder. Her skal kameraerne spille sammen med såkaldt "Artificial Intelligence" (AI), hvor computeren kan klare komplekse problemstillinger. Det betyder, at systemer ikke alene kan advare med en alarm, men også bremse bilen eller sænke farten, hvis føreren falder i søvn.
Jyllands-Posten, s. 14 (03.01.2020)

Tidligere Europol-topchef: Tillid, privatliv og gennemsigtighed er stærkeste våben mod IT-kriminelle
Berlingske beretter, at Den europæiske politiorganisation Europols tidligere topchef gennem ni år afviser tanken om at tvinge bagdøre ind gennem den beskyttende kryptering af folks personlige data på telefoner og Pc’er i jagten på at slå ned på den omsiggribende og stadig farligere cyberkriminalitet. ”Kryptering er en meget nødvendig del af det moderne liv. Eksempelvis kunne vi ikke have e-handel uden den. Navnlig som politimand tror jeg på kryptering, men der er altid kriminelle, som vil udnytte mulighederne. Spørgsmålet er, hvordan det håndteres på en balanceret måde. Det afhænger af, hvordan teknologisektoren kan udvikle løsninger i et modent samarbejde mellem myndigheder og dem. Jeg er ikke enig i, at der skal være bagdøre. Det er ikke løsningen - men det er et meget, meget svært spørgsmål,” siger Rob Wainwright, der fra 2009 til maj 2018 stod i spidsen for Europol og i dag er seniorcyberpartner i revisions- og rådgivningsgiganten Deloitte, hvor han har særligt fokus på IT-sikkerhed, finansiel kriminalitet og cyberkriminalitet. Han bifalder derfor de seneste stramninger, som EU har foretaget for at beskytte folks personlige og private data.
”Privatlivsreglerne tvinger alle til kun at indsamle data til bestemte formål og kun disse data, som kun må bruges på denne ene måde og beholdes i en bestemt periode. Det lyder meget begrænsende, men giver faktisk klarhed og skaber fokus. Hvis man ikke har brug for andre data, hvorfor samler man dem så ind? Det distraherer, fylder datasystemerne med ragelse, som man ikke bruger, og sløver processerne. Med privatlivslovgivningen kan man rense systemerne og sit sind,” fastslår han.
Berlingske, s. 12-13 (03.01.2020)

Udenrigspolitik

Putins globale teater skjuler Ruslands europæiske problem
I en analyse skriver Kristeligt Dagblad: ”Rusland fremstår ved årtiskiftet udenrigspolitisk potent med styrket indflydelse i Mellemøsten og Afrika, et stadig tættere samarbejde med Kina og nye missiler. Men Rusland kan ikke klare sig uden Europa. […] Den russisk-kinesiske samhandel udgør mindre en tredjedel af Ruslands samhandel med EU. Russisk økonomi kan kun vokse sig stærkere i et tættere samarbejde med EU, men et uidealistisk Rusland kan aldrig løse de konflikter med Europa, der har vokset sig større og større det seneste årti. Ikke mindst om Ukraine, hvor julens krigsfangeudveksling i Østukraine ikke skaber fred i regionen, selvom den isoleret set udgør den væsentligste deeskalering under hele krisens forløb. Rusland afviser stadig at bidrage med de nødvendige kompromisser om afvæbning af separatisterne, demokratiske lokalvalg og Ukraines generhvervelse af kontrol med egen grænse til Rusland Relationerne mellem Europa og Rusland kan kun normalisere ved at bygge på fælles principper og regler - og Rusland går ind i det nye årti uden andre principper end dem, der vurderes at være i den russiske stats interesse.”
Kristeligt Dagblad, s. 7 (03.01.2020)

Rædslen for ”den gule fare”
Weekendaviser skriver, at Vestens bedste alternativ er at samarbejde med et stadig stærkere Kina. Alligevel vælger vi konfrontation - med mulige katastrofale konsekvenser, siger Kishore Mahbubani, en af Asiens mest prominente stemmer i debatten om den nye verdensorden, i et interview. Midt i junglen er to abestammer på krigsstien. De bider, river og kradser, de tæsker løs på hinanden og kaster med sten, og ingen af dem lægger mærke til, at skoven omkring dem står i flammer. Sådan er forholdet mellem USA og Kina i dag. De har rigeligt med fælles udfordringer, men alligevel har de valgt konfrontationen, fortæller Kishore Mahbubani, der er fra Singapore og i et halvt århundrede, har beskæftiget sig med asiatisk storpolitik. Han er bekymret, for lige nu er der meget, som risikerer at gå helt katastrofalt galt. USA og resten af Vesten kommer ikke uden om Kina, men de lader som om, og de gør det vanskeligere for sig selv ved ikke at ville samarbejde mere intensivt med den asiatiske sværvægter. Globale problemer som klima og migration, der per definition er grænseoverskridende, ville være langt mere håndterbare, hvis bare amerikanerne og europæerne gjorde sig klart, at kineserne er vitale aktører. I stedet er vi muligvis på vej mod en slags ny Kold Krig. ”Det er fuldstændigt skørt, at USA og Kina er involveret i en geopolitisk konkurrence på et tidspunkt, hvor hele menneskehedens primære udfordring er klimaet. Når fremtidens historikere ser på den aktuelle geopolitiske kappestrid, vil de karakterisere Kina og Amerika som to tossede abestammer i en brændende skov. De bør fokusere på at slukke ilden, ikke på at bekæmpe hinanden. De skal stå sammen om at mindske klimaforandringerne, for vi har kun én planet. Spørgsmålet er, om Europa vil tilgodese sine egne geopolitiske interesser i forholdet til Kina, eller om det hellere vil tilgodese amerikanske interesser. For USA har en helt anden geografi. Amerika behøver ikke bekymre sig om at være nabo til over en milliard afrikanere. Det er til gengæld europæernes hovedpine. I skal tænke mere over, hvad der gavner jeres egne interesser. Og her bør europæerne have øjnene åbne for, at Kina med sine mange investeringer i Afrika faktisk hjælper dem,” siger han.
Weekendavisen, s. 13 (03.01.2020)