Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Nyhedsartikel
  • 16. maj 2017
  • Repræsentationen i Danmark
  • 3 min læsetid

Nye foranstaltninger til at bekæmpe af krybskytteri og bringe handel med uforarbejdet elfenben til ophør

Kommissionen træffer foranstaltninger til at bringe eksporten af gammelt uforarbejdet elfenben til ophør fra den 1. juli med vedtagelsen af en ny vejledning til EU-reglerne om handel med elfenben.

ivory_thinkstock-istock-web.jpg

Afgørelsen, som er fastsat i EU's handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter, vil bidrage til at forhindre, at lovlig handel med elfenben giver anledning til international ulovlig handel med elfenben, som er steget i løbet af det seneste årti.

Europa-Kommissionen vil desuden yde 2,25 mio. EUR i økonomisk støtte til sekretariatet for konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES) for at hjælpe til med gennemførelsen af de beslutninger vedrørende international handel med vilde dyr og planter, der blev truffet på partskonferencen under CITES i oktober 2016.

Den lovlige eksport af gamle elfenbensprodukter fra EU til Asien er siden 2012 steget til et niveau, der kunne skabe en øget global efterspørgsel efter elfenben, og hvor eksporten kunne anvendes som dække for ulovlig handel med elfenben. Dette er især tilfældet, når det drejer sig om elfenbensstødtænder, som udgør størstedelen af det elfenben, som handles ulovligt. For at håndtere dette problem har Kommissionen i dag vedtaget en vejledning, som anbefaler, at EU-medlemsstaterne fra den 1. Juli 2017 hører op med at udstede eksportdokumenter for uforarbejdet elfenben. Helt konkret betyder det, at eksporten af uforarbejdet elfenben bringes til ophør, undtagen når der er tale om videnskabelige og uddannelsesmæssige formål. Desuden fastsættes det i vejledningen, som er udarbejdet i nært samarbejde med medlemsstaterne, at disse skal fortolke reglerne strengt, når de tillader andet handel med elfenben, og sikre, at elfenbensprodukterne er af lovlig oprindelse.

EU har allerede meget strenge regler for handel med elfenben. Ifølge disse regler er handel med elfenben forbudt, med undtagelse af produkter, der er anskaffet før 1990, hvor alle afrikanske elefanter blev omfattet af den maksimale beskyttelse inden for rammerne af CITES.

Vedtagelsen af vejledningen om handel med elfenben svarer til et tilsagn, som EU og dets medlemsstater har givet som led i den handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter, der blev vedtaget i 2016. Den er også en reaktion på opfordringer fra Europa-Parlamentet og civilsamfundet. I de kommende måneder vil Kommissionen indsamle data og høre interessenter og offentligheden for at se, om der er behov for yderligere restriktioner for handel med elfenben.

Baggrund

Trods et internationalt forbud mod handel med elfenben, har krybskytteri mod elefanter og ulovlig med elfenben nået et rekordniveau. Det anslås, at der hvert år drives krybskytteri på mellem 20 000 og 30 000 afrikanske elefanter. I 2015 blev der beslaglagt over 40 ton elfenben. Den stigende efterspørgsel efter elfenbensprodukter i Asien er en af de primære årsager til denne stigning i den ulovlige handel.

EU har længe støttet CITES-konventionen, som regulerer den internationale handel med ca. 35 000 dyre- og plantearter. De 183 CITES-parter vedtog vigtige beslutninger mod den ulovlige handel med vilde dyr og planter på deres seneste møde i oktober 2015. De 2,25 mio. EUR, som skal stilles til rådighed for CITES' sekretariat, vil hjælpe med at gennemføre beslutningerne. Pengene vil blive brugt til at hjælpe CITES-parterne med at sikre, at den internationale handel med truede marine arter (hajer, rokker og ål) er lovlig og bæredygtig, til at håndtere problemer vedrørende svigagtig handel med dyr opdrættet i fangenskab og til at øge udviklingslandes kapacitet til at opfylde deres forpligtelser i henhold til CITES-konventionen. Disse midler supplerer mange andre EU-støttede programmer mod ulovlig handel med vilde dyr og planter, som f.eks. programmet Minimising the Illegal Killing of Elephants and Other Endangered Species og UNODC-CITES Asia Wildlife Enforcement and Demand Management Project. EU planlægger at intensivere sin finansielle bistand og kapacitetsopbyggende støtte mod den ulovlige handel med vilde dyr og planter i de kommende måneder.

Detaljer

Publikationsdato
16. maj 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark