Onsdag den 6. maj

Tophistorier

Tysk domstol: ECB's opkøb af statsobligationer er ulovlig
Forbundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe har i en opsigtsvækkende dom meddelt, at Den Europæiske Centralbanks tidligere opkøbsprogram af statsobligationer på flere punkter strider mod den tyske forfatning. Det skriver flere aviser. Opkøbsprogrammet, det såkaldte PSPP, gik fra 2015 til 2018 og blev genoptaget i 2019. Dommen anfører desuden, at opkøbsprogrammet "ikke har hold i EU's traktater". Politiken skriver, at anklagen kommer fra flere tyske eksperter, og går på, at ECB ved at trykke penge og opkøbe statsobligationer i nødlidende lande i eurozonen reelt finansierer landene og dermed overtræder EU's regler. Sagen har været i gang siden 2015. EU-Domstolen afviste i 2018 anklagerne, så nu er sagen i stedet blevet ført på tysk jord. Den væsentligste anke i dommen gælder ikke opkøbsprogrammet, men at hverken Forbundsdagen i Berlin eller regeringen har godkendt det; herunder sikret sig, at ECB ikke bedriver økonomisk politik. Carsten Brzeski, global cheføkonom i hollandske ING, siger i en kommentar: "Kort sagt: Forfatningsdomstolen mener ikke, at forbuddet mod at finansiere statsfinansielle underskud er overtrådt, men den tyske regering og Forbundsdagen skulle have udfordret ECB's beslutninger, og det er ikke sket." Tidligere har EU-Domstolen sagt god for programmet. "At en tysk domstol afviser en afgørende dom fra EU-Domstolen, er en juridisk bombe, der vil skabe juridisk bølgegang over hele Europa," siger den tyske cheføkonom Holger Schmieding, Berenberg Bank. ECB får nu tre måneder til at levere dokumentation for, at centralbankens styrelsesråd ikke har overskredet sine beføjelser. Hvis ikke de kan godtgøre, at dens politik ikke er proportionsforvridende, kan den tyske nationalbank ikke længere deltage i ECB's opkøb.

ECB har siden 2015 gennemført støtteopkøb af primært stats- og erhvervsobligationer for 2.700 milliader euro. Grundet coronakrisen har ECB besluttet at gennemføre et nyt opkøbsprogram på nominelt 750 milliarder euro. Flere aviser skriver, at programmet ikke er omfattet af dommen, men dommen rejser nu spørgsmålet om, hvorvidt Forbundsdagen skal tage formelt stilling til ECB's redningsaktion under coronakrisen. Politiken skriver, at Christine Lagarde, præsidenten for Den Europæiske Centralbank, ECB, indkaldte centralbankens ledelse til et møde tirsdag aften. I en kommentar samme aften sagde ECB, at banken vil studere dommen og derefter udtale sig. Flere aviser skriver, at Forbundsforfatningsdomstolens afgørelse har svækket euroen. Tirsdag eftermiddag kostede euro 1,0858 dollar mod 1,0910 dollar tirsdag morgen og 1,0900 dollar mandag.

Information skriver blandt andet i sin leder i dag: "’I det lange løb er det afsporet at tro, at man kan opretholde en fælles økonomisk union og en fælles valutaunion uden samtidig at indføre en fælles politisk union’. Citatet, som roligt kan læses to gange, stammer fra den hedengangne tyske kansler Helmut Kohl i 1991. [...] Dette medfødte problem i euroen og dermed EU har nu fået en mere drastisk dimension, efter den tyske Forfatningsdomstol tirsdag lagde en bombe med en banebrydende dom i en sag, der har huseret siden 2015: Har den Europæiske Centralbank (ECB) forbrudt sig mod den tyske grundlov med sine gigantopkøb af gæld og obligationer for mere end 2.600 milliarder euro, som har haft til formål at skabe vækst og stabilisere kriseramte europæiske økonomier? [...] Kun hvis det vurderes som ”forholdsmæssigt”, må den tyske Forbundsbank som en afgørende spiller i ECB fortsat deltage i kriseprogrammerne. Det kan vise sig at være meget dårlige nyheder for Europa. For det første er dommen en national krigserklæring mod EU-domstolen, som vi ellers bedst kender det fra Østeuropa. For det andet miskender dommen, at ECB (ligesom alle andre centralbanker i verden) er den eneste brandbil, der står klar til at sprøjte penge på eurozonens økonomiske steppebrand. For det tredje kan dommen åbne nye kløfter i Europa. For hvis tyske omkostninger ved krisepolitikken altid skal afvejes mod de europæiske fordele - altså set med tyske briller - så vil EU aldrig overvinde skellet (eller renteforskellen) mellem syd og nord."
Jyllands-Posten, s. 12, 13, 20; Børsen, s. 22, 23, 29, 32; Information, s. 2; Kristeligt Dagblad, s. 1; Politiken, s. 6 (06.05.2020)

Prioritede historier

”Præsidentvalg på søndag? Det kommer ikke til at ske”
Søndag skal omkring 30 millioner stemmeberettigede polakker egentlig afgive deres stemme per brev ved præsidentvalget i Polen. Men fire dage før valget ser det ud til, at valget næppe bliver til noget. Det skriver Information. Selv om brevstemmesedlerne er trykt, findes det lovmæssige grundlag for at bruge dem ikke endnu. "Det er ikke muligt at få et gyldigt brevvalg på benene så hurtigt under de her omstændigheder. Det er et kæmpe selvmål for den polske regering. De har fornægtet virkeligheden i de seneste uger, mens alle andre har ventet på, at det også skulle gå op for regeringen selv. Men det er langt sværere at sige, hvad der faktisk kommer til at ske, for det er et dybt kompliceret spil," siger Jaroslaw Flis, sociologiprofessor ved Jaggiellonski Universitetet i Krakow. Siden coronakrisens udbrud har alle præsidentkandidater fra oppositionen og en række prominente polske politikere opfordret til at udskyde valget. Det vigtigste argument har været, som også både OSCE og EU-Kommissionen meget skarpt har påpeget, at det vil være et unfair og direkte udemokratisk valg. For mens oppositionskandidaterne ikke har kunne føre valgkamp grundet coronaudbruddet, har regeringen i den første fase af pandemien ladet den nuværende og PiS-støttede præsident Andrzej Duda optræde som den store landsfader.
Information, s. 9 (06.05.2020)

EU balancerer på en knivsæg med ny coronapakke
Spørgsmålet om fælles gæld til at finansiere en genopretning af økonomierne i de hårdest ramte lande har skudt en ny kile ind mellem Nord- og Sydeuropa. Det skriver Kristeligt-Dagblad. Ved det seneste videotopmøde den 23. april, var EU's 27 stats- og regeringsledere enige om, at de lande, der har været hårdest ramt af corona-udbruddet, skal have hjælp til at komme på benene. Men hvordan det skal ske, var de langt mindre enige om. De gav derfor EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, to uger til at komme med et forslag. Spanien og Italien har håbet på europæiske statsobligationer, hvilket særligt er blevet afvist af Tyskland. I Italien rasler tilslutningen til EU ned, mens det i Tyskland omvendt er en fælles gæld, der vil skabe modstand mod det europæiske samarbejde. "Tyskerne mener, at italienerne burde have gjort noget ved deres gæld, længe før coronaepidemien brød ud. Og de, der som de østeuropæiske lande får mere fra EU, end de betaler ind, har ingen interesse i at udvide EU's budget til fordel for Sydeuropa, som von der Leyens udspil også ventes at indebære," siger professor Peter Nedergaard fra center for europæisk politik ved Københavns Universitet. Ifølge et udkast bliver der ikke tale om corona-obligationer udstedt af Den Europæiske Centralbank, ECB. Men i stedet skal Kommissionen optage et lån på næsten 2400 milliarder kroner. Zsolt Darvas, seniorforsker ved den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles, siger, at det er en form for fælles gæld og dermed øget integration. "Men hvis halvdelen af beløbet uddeles som lån, er det lånerne, der betaler denne del af gælden tilbage," forklarer Darvas. Han siger endvidere, at: "argumentet for coronaobligationer og fælles gæld er, at den italienske gældsbyrde kan blive alt for høj. Hvis økonomien går tilbage med 20 procent, hvilket ikke er usandsynligt, vil den italienske statsgæld målt i forhold til nationalindkomsten vokse fra 130 til 190 procent. Det vil få italiensk økonomi til at bryde sammen, og et kollaps af EU's fjerdestørste økonomi vil få katastrofale konsekvenser for hele Europa."

Kristeligt Dagblad bringer et interview med den østrigske forsker Stefan Lehne, som i små 10 år har analyseret og kommenteret Europas strategiske og sikkerhedspolitiske situation som forsker ved den amerikanske tænketank Carnegie Europe. Han mener, at hvis coronakrisen har vist os noget, så er det, at klokken er ved at falde i slag til Europas skæbnetime. Han siger blandt andet: "Det spørgsmål, vi står over for i dag, er, om Europa selv vil bestemme sin skæbne fremover. Eller om vi afstår fra en fælles, sammenhængende politik og dermed overlader vores fremtid til andre. Hvis vi vil forsvare 'vores måde at leve på', som mange europæiske politikere taler om, så kan Europa ikke være fuldstændig afhængig af resten af verden. [...] Den umiddelbare konsekvens har været en styrkelse af nationalstaterne. [...] Hvis centrifugalkræfterne fortsætter, og splittelserne bliver dybere, vil det blive meget svært at styrke den europæiske integration. Men det indebærer så også risikoen for, at EU bliver mindre relevant. Alternativet er, at de vigtige beslutninger træffes mellem de store stater uden hensyntagen til de mindre. På længere sigt er et tæt samarbejde dog en forudsætning for at kunne rejse os igen. [...] Demokratiseringbølgen er slut, og nu er det ledere som Bolsonaro i Brasilien, Trump i USA, Erdogan i Tyrkiet og Putin i Rusland, vi diskuterer med. Vi er omgivet af autoritære stater, og jeg kan ikke se, hvordan Europa kan undgå at gå ind i strategiske overvejelser om sin indflydelse i en verden, hvor USA har opgivet sin rolle som global leder. [...] Konklusionen på alt dette er, at hvis vi vil beskytte vores måde at leve på, så må Europa begynde at se sig selv som en magtfaktor med selvstændige interesser og den nødvendige uafhængighed til at forfølge dem."
Kristeligt-Dagblad, s. 1, 5 (06.05.2020)

USA's Kina-offensiv angribes i Beijing og får ingen støtte i Bruxelles
I sidste uge sagde præsident Donald Trump, at han har set beviser for, at coronavirussen kom fra et laboratorium i Wuhan. Det skriver Jyllands-Posten. Søndag tilsluttede USA's udenrigsminister Mike Pompeo sig udtalelserne fra Trump. Ifølge Pompeo er der "enorme beviser for, at det kom fra det laboratorium i Wuhan." I EU møder påstandene ingen opbakning. Angrebene mod Kina fra den amerikanske regering modtages i Beijing som en regulær bombe. Ud over de mange brudflader blev der skabt en ny, da USA's FN-ambassadør, Kelly Craft, i fredags i et tweet foreslog, at FN bør overveje at lukke Taiwan ind i systemet. Beskeden har udløst voldsomme protester fra Kina gennem partipressen og i det delvist kontrollerede netunivers. Gennem årtier har Taiwan-problematikken været elefanten i rummet i forholdet mellem Kina og den vestlige verden. I praksis har Taiwan fungeret som en selvstændig nation begrænset af Kinas diplomatiske spændetrøje. Om få uger indledes dette års folkekongres. Med det amerikanske Taiwan-udspil rettet mod FN er Kinas præsident Xi Jinping tvunget til at sætte Taiwan højt op på agendaen på kongressen. "Corona ændrer ikke vores verdensorden. Den forstærker alle de tendenser, som allerede er i gang," siger den amerikanske politolog, Ian Bremmer, som er direktør for tænketanken Eurasia Group og en af verdens førende udenrigspolitiske analytikere ifølge Information. Bremmer mener, at coronakrisen har forstærket de store tendenser i global magtpolitik: Uligheden stiger endnu hurtigere. EU bliver mere fragmenteret. Verden bliver mindre forbundet. Borgere og stater bliver mere afhængige af techvirksomheder og det kan føre til en ny kold krig mellem Kina og USA." Han forudsiger, at verdens lande vil skulle vælge side. "Trump har brug for nogen at skyde skylden på. Hans popularitet steg lidt i starten af coronakrisen, men nu er den på vej ned igen. Det er svært at se, hvordan han skal klare sig godt, når økonomien er ramt så hårdt. Der er valg lige om lidt. Der kommer en kamp med Kina. Jeg er meget, meget bekymret over det," siger Ian Bremmer. Han vurderer, at Kina vil komme hurtigere og bedre gennem coronakrisen end både USA og Europa. "Kina har løjet om deres tal, og de har dækket over udbruddet af smitten, men Kina har også håndteret situationen effektivt. Det bliver en ny form for kinesisk soft power: De viser verden, at deres model er den mest effektive," forklarer han. Bremmer er generelt pessimistisk på Europas vegne: EU er splittet, Europa har ikke store techvirksomheder, de europæiske banker er skrøbelige, mellem landene vokser uligheden, EU er afhængige af importeret gas og olie, og coronakrisen har nu bragt eurozonen i "livsfare", som han siger.
Jyllands-Posten, s. 10-11; Information, s. 10-11 (06.05.2020)

Det digitale indre marked

Kritikere: Tandløs indsats for privatliv
Måler man på reelle resultater er der lang vej igen for GDPR-ordningen, selvom den politiske vilje ikke mangler. Det mener en række kritikere, der nu efterlyser flere penge til at ansætte specialister hos EU-landenes datamyndigheder samt hårdere konsekvenser over for de talrige overtrædelser, som især tech-giganterne stadig slipper alt for nemt afsted med. Det skriver Ekstra Bladet. Privatlivs-browseren Brave har netop lavet en omfattende analyse af GDPR-indsatsen i 28 europæiske lande. Analysen viser, at der generelt er sat meget få kræfter af til at undersøge og rejse sager, når borgernes ret til privatliv bliver krænket på nettet. Intet tyder på, at regeringerne i EU er klar til at bruge flere penge på at holde verdens største techfirmaer i kort snor.
Ekstra Bladet, s. 10 (06.05.2020)

Institutionelle anliggender

Brexit-bekymringen, der forsvandt
Jyllands-Posten skriver, at blandt de europæiske virksomheder er brexit på en sidsteplads, når det kommer til, hvad der påvirker indtjeningen mest negativt. Sidste år var Storbritanniens exit fra EU ellers en af de helt store usikkerhedsfaktorer for de europæiske virksomheder sammen med handelskonflikten mellem USA og Kina. Den bekymring er forduftet i takt med coronakrisens indtog.
Jyllands-Posten, s. 2 (06.05.2020)

EL: EU-budgettet ødsles væk på golf og pomfritter
Altinget bringer et debatindlæg af Nikolaj Villumsen (EL), medlem af Europa-Parlamentet. Villumsen skriver blandt andet: "Der blev sat gang i debatten, da statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere på året kaldte EU-Kommissionens forslag til et nyt EU-budget for "fuldstændig gak." Anledningen for udtalelsen var nye beregninger, der viste, at Danmarks EU-bidrag risikerede at stige med op til fem milliarder kroner ekstra om året - vel og mærke samtidigt med, at EU's administrationsomkostninger ville stige med ikke mindre end 35 milliarder kroner over en syvårig periode. [...] EU-budgettet i sin nuværende form er på mange måder helt gak. EU bruger i dag milliarder på projekter, som i bedste fald er spild af skattekroner og i værste fald direkte modarbejder den grønne omstilling. [...] Der bliver i den kommende tid brug for store offentlige investeringer, som kan bidrage til at holde hånden under den europæiske økonomi. I den forbindelse er der brug for at vende hver en krone i EU-budgettet. Og der findes rigtig mange eksempler på, hvor borgernes skattekroner kan prioriteres langt bedre i EU. Tag for eksempel EU's rejsecirkus, hvor Europa-Parlamentet tolv gange om året flytter tusindvis af flyttekasser, samt op til 4.000 mennesker, heriblandt EU-parlamentarikere, deres assistenter, embedsmænd og tolke, 400 kilometer fra Bruxelles til Strasbourg og tilbage. [...] Det ublu høje lønniveau i EU er et andet sted, hvor skatteydernes penge kunne bruges langt bedre. Interne lønberegninger har afsløret, at alene i EU-Kommissionen får mere end 5.000 embedsmænd mere i løn end Danmarks statsminister. [...] Der findes altså utallige eksempler på EU-midler, som bruges helt forkert. [...] Derfor er det også afgørende, at der i forhandlingerne om det nye syvårige EU-budget tages en diskussion om, hvordan EU-budgettet kan omlægges."
Altinget (06.05.2020)

Turistindustrien bløder: Vi må ikke blive så bange, at vi ikke længere kan leve vort liv
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, som mener, at der snart skal ske en koordineret åbning af grænserne i EU. Han skriver blandt andet: "Det er på tide at åbne grænserne i Europa. Og beslutningen skal træffes snart, så erhvervsliv, turister og andre rejsende kan starte deres planlægning. Turisterhvervet i hele Europa er i knæ, og de lukkede grænser har længe hæmmet eksporterhvervene. [...] Turismen bidrager med 10 pct. af Europas bnp. Coronakrisen vil føre til et fald i indtægterne på omkring en tredjedel. For de sydeuropæiske lande - Italien, Spanien, Frankrig, Grækenland og andre - vil det være helt ødelæggende for økonomien. [...] Hvordan kan en genåbning af grænserne så finde sted? Den mest vidtgående model ville være at tillade fri rejse inden for EU og Schengen-området fra en bestemt dato. Til gengæld kunne vi indføre den regel, at alle rejsende skal kunne dokumentere, at de er virusfri. [... ] De ydre Schengen-grænser bør forblive lukkede foreløbig - i hvert fald for indrejse fra de lande, hvor der ikke er kontrol med covid-19smitten. Norge, Island og Schweiz er med i Schengen-området, selv om disse lande ikke er med i EU. Der er også enkelte EU-lande, som ikke er med i Schengen-samarbejdet. Det ville nok være fornuftigt at lade en fælles beslutning om grænserne gælde for alle EU-lande, uanset om de er med i Schengen eller ej."

Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Kenneth Kristensen Berth, forhenværende folketingsmedlem, folketingskandidat (DF). Han argumenterer modsat for, at grænserne skal forblive lukkede. Berth skriver blandt andet: "Flere borgmestre plæderer for, at Danmark åbner grænsen til Tyskland, og på et hemmeligholdt ministermøde har EU-landene drøftet, hvordan man koordineret kan åbne Europas grænser igen. Ambitionen om et grænseløst Europa har altid været drevet af ideologi. Det har været selve bagtæppet for tanken om et forenet Europa, og derfor er massevis af EU-begejstrede politikere ud over Europa også ved at gå til over de lukkede grænser og sætter nærmest grænserne øverst på åbningslisten. [...] Enhver kan sige sig selv, at så længe grænsen er lukket, har Danmark betydeligt bedre styr på coronasmitten. [...] Men grænsen er det sidste, Danmark bør åbne. Grænselukningen har primært betydning for turismen, og 2020 bliver ikke et normalt turistår alligevel."
Jyllands-Posten, s. 15, 16 (06.05.2020)

Klima

Samarbejde kan øge den grønne eksport
I en kronik i Børsen skriver Per Christensen, forbundsformand, 3F, Ib Enevoldsen, adm. direktør, Rambøll i Danmark, Peter Trillingsgaard, group vice president communication, PA & engagement, Grundfos, Lars Tveen, direktør, Danfoss og Mirella Vitale, senior vice president marketing, communication & public affairs, Rockwool Gruppen, blandt andet: "Det er tydeligt for enhver, at klimaet allerede nu er under hastig forandring. Vi er derfor glade for, at et bredt politisk flertal er enige om målsætningen om at nedsætte Danmarks C02-udledning med 70 pct. i 2030. [...] EU-Kommissionens klimaplan anslår et investeringsbehov på ca. 1000 mia. euro, hvis målet om klimaneutralitet i EU skal nås inden 2050. Investeringer, som danske virksomheder har alle forudsætninger for at få del i. [...] At nå i mål med de grønne danske ambitioner kræver et tæt samarbejde mellem erhvervsliv, politikere og fagbevægelsen. Dette samarbejde er allerede godt i gang gennem de 13 klimapartnerskaber og Grønt Erhvervsforum, hvor vi deltager. I forbindelse med Davosmødet blev det tydeligt, at udlandet kigger med stor interesse på de gode offentligt-private samarbejder, vi har i Danmark."
Børsen, s. 4 (06.05.2020)

Udenrigspolitik

Fhv. ambassadør: Danmark sætter sig selv uden for global indflydelse
I et debatindlæg på Altinget skriver tidligere ambassadør Niels Pultz, at Udenrigsministeriets rolle har ændret sig markant de sidste 20 år. Han skriver blandt andet: "Det er muligvis rigtigt, at Udenrigsministeriets position er svækket, som anført af Louise Riis Andersen. Men som hun selv påpeger, er den slags umådeligt svært at måle. I hvert fald har Udenrigsministeriets rolle og opgaver ændret sig markant i de sidste 20 år. Jeg mener, at der er tre forhold, der har forårsaget det. [...] Den første vedrører EF/EU: Det var helt naturligt, at Udenrigsministeriet i de første mange år af vort medlemskab af EF/EU spillede en helt central rolle. Udenrigsministrene deltog også fast i Det Europæiske Råds møder. Men i takt med, at samarbejdet blev udvidet, blev regeringscheferne involveret i stadig flere sagsområder. Derfor fik de behov for at udvide deres sekretariater. I en del lande overtog statsministerierne ligefrem EU-koordinationen. [... ] Tidligere udenrigsminister Kristian Jensen erkendte for nylig i en kommentar i Jyllands-Posten, at mens Kina har investeret massivt i at opbygge alliancer og tilstedeværelse i verden gennem de seneste årtier, er den danske tilstedeværelse under både blå og røde regeringer gradvist reduceret. Og selvom der kom et lille løft med finansloven i 2018, så er det slet ikke tilstrækkeligt til at rette op. Det er en vigtig erkendelse. Det er afgørende, at Udenrigsministeriet råder over en kritisk masse af gode folk, der kan skabe kontakter, indsamle informationer og udarbejde analyser om globale tendenser og politikker. Det er endnu vigtigere, når de internationale spilleregler som nu udsættes for voldsomme forandringer."

Charlotte Flindt Pedersen, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, skriver i et debatindlæg på Altinget under overskriften "Udenrigspolitisk Selskab: Giv udenrigstjenesten økonomisk hjertemassage", at der er et akut behov for en genopretning af den danske udenrigstjeneste. Hun skriver blandt andet: "Det var Uffe Ellemann-Jensen, der i sin tid som udenrigsminister formulerede doktrinen bag den aktive internationalisme, som har præget dansk udenrigspolitik i de sidste 30 år. Doktrinen består i sin væsentlighed i et stærkt dansk internationalt engagement og integration i de internationale alliancer, vi deltager i, samt ikke mindst, at vi gør os nyttige i disse. [...] Men selvom vi har opretholdt doktrinen om den aktive internationalisme, så har vi samtidigt skåret kontinuerligt i udenrigstjenesten. [...] I et afskedsinterview i 2018 til netmagasinet Zetland udtalte den franske ambassadør Francois Zimeray om Danmark og danskerne: "Hold op med at sige, I er et lille land. Bland jer mere i verden." Hans pointe, som han forklarer senere i interviewet, er, at i Europa er vi jo alle sammen små lande, men som medlem af EU er man ikke længere bare et lille land. EU's 27 medlemslande udgør til sammen verdens næststørste økonomi i BNP, og er dermed også en potentiel vigtig global magtfaktor. Især, hvis vi i EU kan finde ud af at styrke vores evne til at forvalte dette magtpotentiale. Det vil sige, at i kraft af vores medlemskab af EU bør vi revurdere vores udenrigspolitiske muligheder. Vi behøver ikke at balancere vores udenrigspolitik op imod supermagterne, for vi er - hvis ikke en supermagt - så en stormagt. [...] En stærk udenrigstjeneste kan maksimere og udnytte mulighederne i dette brand til gavn for Danmark og verden. Men lige nu er der et akut behov for, at Danmark sætter alt ind på at intensivere og styrke det internationale samarbejde, understøttet af en styrket udenrigstjeneste, og dermed modvirke, at de seneste 75 års internationale samarbejde går i opløsning."
Altinget (06.05.2020)

Når Kinas Xi Jinping går på rov, løber det mig koldt ned ad ryggen
Politiken bringer et debatindlæg af formanden for europabevægelsen Stine Bosse. Hun skriver blandt andet: "Politik og forretning er tæt sammenfiltret. Og i Kina endda så tæt sammenfiltret, at grænserne kan være svære at se. Det gælder i sagens natur også i udenrigspolitiske anliggender. Derfor skal vi tage det alvorligt, at vores europæiske virksomheder lige nu hungrer efter kapitalindsprøjtninger. Hvis vi lader Kina sidde tungt på vitale dele af vores sektorer, har vi gjort vores liberale demokratiske model mere sårbar. [...] Autoritære regimer vil opleve en befolkningstilvækst, der får EU's tilvækst til at ligne peanuts. Og der er ikke tale om paranoia, når jeg siger, at coronakrisen gør vores erhvervsliv meget sårbart over for Kina. Vi skal huske, at Europa lige efter finanskrisen var et stort tag selv-bord for Kina. [...] Den kinesiske andel af europæiske virksomheder er også steget betragteligt over de seneste år. [...] Jeg bakker naturligvis op om frihandel. Og der er i sagens natur forskel på, om Kina sidder tungt på mediesektoren i EU eller produktionen af helseprodukter. [...] Men vi vil være naive, hvis vi tror, at det ikke har konsekvenser, når Kina potentielt i fremtiden vil sidde på særligt vitale sektorer. Konsekvenserne er mange. Det bliver simpelthen sværere for EU-landene at sige fra. [...] Men den vigtigste bundlinje er egentlig nok, at jo mindre vores økonomiske magt er, jo svagere er vores stemme globalt. I mediebilledet. I menneskerettighedsrådet. I WHO. Og i de situationer, hvor vi står i konflikt med Kina, vil EU-lande risikere at stå i en slags latent taknemmelighedsgæld, hvor man eksempelvis ser igennem fingrene med overskridelser af menneskerettigheder. Alt det kan ske."
Politiken, s. 5 (06.05.2020)

Serbisk forhold til Kina spøger før topmøde
EU-udvidelse på Balkan optager mange i regionen. Men det er ikke et tema, når regeringscheferne fra EU og de seks lande på det vestlige Balkan onsdag holder video-topmøde. Spørgsmålet om udvidelse holdes ude af topmødet, da det splitter mere, end det samler. Det skriver Jyllands-Posten. Statsminister Mette Frederiksen og kollegerne vil i stedet fokusere på indsatsen mod coronavirus. EU har samlet en corona-hjælpepakke til Balkan som overstiger 3,3 milliarder euro samt inviteret landene med i et fælles tiltag mod coronapandemien. Kina har også udnyttet coronakrisen til at forsøge at øge sin allerede stigende indflydelse i regionen, herunder særligt i Serbien, hvor præsident Aleksandar Vucic for et par måneder siden rasede mod de europæiske naboer. "Europæisk solidaritet eksisterer ikke. Det er bare en eventyrfortælling," sagde Aleksandar Vucic. Jyllands-Posten skriver, at EU's udenrigspolitiske repræsentant, Josep Borell, afviser, at præsidentens ageren rejser spørgsmålstegn ved Serbiens europæiske engagement. "Det er kun en del af historien. Du kan også sige, at Vucic for nylig mødtes med alle EU's ambassadører og vores delegation i Beograd for at takke EU for dets permanente hjælp til Serbien og for at gentage sin villighed til at blive medlem af EU," siger han. Borell siger endvidere: "Vi tilbyder Balkanlandene et europæisk perspektiv, og vi hjælper med at skabe demokratiske og økonomisk stærke samfund. Det investerer vi mange penge i. De beløb, som EU tilbyder det vestlige Balkan, kan på ingen måde sammenlignes med hjælpen fra Rusland, Kina eller USA. Vi er den største donor."
Jyllands-Posten, s. 11 (06.05.2020)

Slap coronavirussen ud af et fransk laboratorium i Wuhan?
Præsident Donald Trump er ikke den eneste, som coronapandemien har sendt på krigsstien mod Kina. Politikere står i kø i Frankrig for at kræve stop for overdragelse af følsom teknologi til Kina, og den franske presse flyder over med kritiske artikler om det lukkede regime i Beijing. Det skriver Jyllands-Posten. Covid-19virussens oprindelse er et følsomt emne i Frankrig, da franske firmaer har leveret teknologien til laboratoriumet i Wuhan, der er mistænkt for at være oprindelsesstedet for udbruddet. "Covid-19-epidemien vil forstærke den mistillid og skepsis over for Kina, som har været til stede længe. Jeg er sikker på, at Frankrig og sikkert også hele Europa i fremtiden vil tøve med at kaste sig ud i teknologisk samarbejde," siger Marc Julienne, Kinaekspert på det franske institut for internationale forhold (IFRI). Han henviser til, at EU's udenrigsminister, Josep Borrell, forleden erkendte, at vi har været for naive over for Kina.
Jyllands-Posten, s. 11 (06.05.2020)

”Hjælpepakke” til Grønland: Skal man le eller skælde ud?
Berlingske bringer et debatindlæg af Uffe Ellemann-Jensen, fhv. udenrigsminister (V). Han skriver blandt andet: "Tænk engang, hvis sætningen om ”hjælpepakker” i den amerikanske ambassadørs nylige kronik om Grønland, som har fået så mange sind i kog, i stedet havde peget på de gamle aftaler om at styrke gensidige økonomiske forbindelser, som nu skulle have et nødvendigt skub. [...] En allieret og samarbejdspartner begynder ikke at tale om ”hjælpepakker” til en del af en partners område - med mindre der er tale om en akut nødsituation - og slet ikke om at ”købe” en del af en partners rige. [...] Man kunne også tage det fra den humoristiske side. For det beløb, der er tale om, er jo en latterligt lille brøkdel af, hvad Danmark giver i årlige tilskud til Grønland - eller for den sags skyld, hvad EU betaler som led i den meget generøse aftale, der blev lavet, dengang Grønland i midten af 1980erne meldte sig ud af det daværende EF. [... ] Hvis man kan huske blot et par år tilbage, så blev det faktisk aftalt mellem udenrigsministrene Per Stig Møller fra Danmark, Colin Powell fra USA og deres grønlandske kollega Josef ”Tuusi” Motzfeldt for over 15 år siden, at USA skulle styrke sit engagement i Grønland på en række nærmere anførte områder. Det er i virkeligheden det, der nu - sent og uhyre beskedent - bliver præsenteret i en kronik i anledning af, at der til sommer åbnes et amerikansk konsulat i Nuuk. [...] Der er mange, som drømmer om grønlandsk selvstændighed, hvor man frit vælger mellem samarbejdspartnere fra sag til sag. Den frihed eksisterer ikke. Den vil blive afgjort hen over hovedet på Grønland. Derfor er rigsfællesskabet så vigtigt, fordi det giver mulighed for, at Grønland/ Danmark i fællesskab kan nyde godt af at tilhøre de væsentlige internationale fællesskaber i NATO og EU."
Berlingske, s. 23 (06.05.2020)

Økonomi

Italiens sammenbrud vil også ramme os i Danmark
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Birger Riis-Jørgensen, tidligere direktør for Danmarks Eksportråd og tidligere ambassadør i blandt andet Italien. Han skriver blandt andet: "Det er i vores egen interesse at forstå sydeuropæernes perspektiv, for Italien er fortsat en så stor økonomisk størrelse, at dets sammenbrud ville være en katastrofe for hele EU. Der synes bred politisk enighed i Danmark om, at EU's kommende syvårige budget ikke bør udvides overhovedet. Det sagde Venstres fire medlemmer af Europa-Parlamentet den 21. april. Statsministeren fastholder også sin afvisning af at øge næste syvårsbudget for årene efter 2020 for at afbøde den gigantiske krise, Danmark og Europa befinder sig i. [...] For kort tid siden anslog Den internationale Valutafond, IMF, at Europa ville se et økonomisk tilbageslag i 2020 på 7 pct. [...] Nu siger Den Europæiske Centralbanks chef, Christine Lagarde, at nedgangen bliver på 15 pct. [... ] I begyndelsen af coronakrisen var kritikken af de nordlige EU-partnere lavmælt. På det seneste bliver den mere udtalt: »Braget fra det italienske sammenbrud kommer I også til at høre i Danmark«, sagde en nær ven forleden. [...] »Europa har svigtet os i to omgange nu«, siger han. »Først ved at lade Italien alene med at håndtere de hundredtusinder af migranter, der kom over Middelhavet. Og nu ved at modsætte sig effektiv økonomisk hjælp til Italien.« [...] Det Europæiske Råd fortsætter at drøfte de sydlige EU-landes ønsker om en genopretningsfond og et væsentligt større nyt 7-års budget i EU. Det vil set med mine øjne give god mening at vise den solidaritet, de sydlige EU-lande med rette ønsker, ved ikke bare at lave en gigantisk genopretningsfond. Vi bør også glemme dansk budgetortodoksi og styrke det syvårige budget markant. Italien er fortsat en så stor økonomisk størrelse, at dets sammenbrud ville være en katastrofe for hele EU. [...] For tiden er vi enormt fokuserede på vort eget land. Men de to kæmper i verden, Kina og USA, vil stadig være der også efter krisen. De enkelte lande i Europa vil være solgt til stanglakrids i forhold til dem, hvis EU reelt bryder sammen af mangel på en solidaritet, som alle i Europa kan se sig selv i."
Jyllands-Posten, s. 17 (06.05.2020)

Nogle af Pikettys forslag virker ekstreme i Danmark
I et debatindlæg i Information skriver Birthe Larsen, ph.d. i økonomi og lektor ved CBS, blandt andet: "Pikettys utopia byder på uddannelse til alle, midlertidigt ejerskab frem for permanent og mere fokus på miljø- og sociale hensyn. Især finansieringen af forslagene er ikke uden problemer, og nogle af dem er dyre uden at leve op til deres formål. [...] Til finansieringen af de offentlige ydelser foreslår Piketty en progressiv beskatning op til 80-90 procent af den sidst tjente krone. [...] Skattestigninger og lønstigninger kan betyde, at virksomheder og kapital forlader landet. Det har Piketty to løsninger på: en fælles EU- og/eller international beskatning og mere indflydelse til medarbejdere. Det bliver interessant at se, om coronakrisen gør EU-samarbejde lettere, fordi fællesskabsfølelsen styrkes i en krise, eller om de hårdest ramte lande får afsky for globalisering. [...] Spørgsmålet er, om coronakrisens konkurser og nationalistiske strømninger fører til mere selvtilstrækkelighed, eller om hjælpepakkerne, ligesom efter 1930'ernes krise, vil føre til et ønske om, at staten både nationalt og internationalt bliver en større spiller i samfundet, og at et mere lige og bæredygtigt samfund ikke skal være en utopi."
Information, s. 16-17 (06.05.2020)

SAS får mia-lån: Danmark og Sverige stiller sikkerhed
Sverige og Danmark besluttede i marts at stille sikkerhed for et lån til SAS på 2,1 milliard danske kroner. Nu har SAS sikret sig et lån på 2,3 milliarder kroner, hvoraf 90 procent er finansieret af Danmark og Sverige. Det skriver Børsen. Lånet har efterfølgende skullet godkendes af EU-Kommissionen grundet regler om statsstøtte, og nu har SAS sikret sig adgangen til pengene.
Børsen, s. 14 (06.05.2020)

Underskud på 190 mia. i år
I det nye konvergensprogram for 2020 fremgår det, at finansminister Nicolai Wammen (S) forventer et offentligt underskud på op mod 190 milliarder kroner i 2020. Det skriver B.T. Den årlige afrapportering til EU er præget af den alvorlige økonomiske situation, som er opstået grundet coronapandemien. I en pressemeddelelse skriver Finansministeriet: "Og selv om de mange tiltag og hjælpepakker, der er besluttet under krisen, kan forebygge langvarige negative konsekvenser, så kan det ikke undgås, at 2020 bliver et år med stor tilbagegang, og at den offentlige saldo vil udvise et stort underskud."
B.T, s. 4. (06.05.2020)