Torsdag den 19. december

Torsdag d. 19. december 2019

Tophistorier

Grækenland advarer om migrantkrise
Information og Kristeligt Dagblad skriver, at Grækenland nu advarer om ny migrantkrise. På godt et halvt år er antallet af migranter, der bor i modtagelejre på de græske øer, tredoblet. Det er det højeste antal, siden flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet, som blev indgået i 2016. ”Krisen er aktuel, og den er alvorlig,” siger regeringsembedsmand Manos Logothetis, der har ansvaret for flygtningemodtagelse i Grækenland, ifølge Information og han tilføjer, at regeringen regner med at sende 10.000 asylansøgere tilbage til Tyrkiet i 2020. I 2020 forventer Grækenlands regering omkring 100.000 migranter og derfor har Grækenland planer om, at bygge flere modtagelseslejre til nyankomne migranter i 2020. De eksisterende lejre har fået massiv kritik og Amnesty International mener, at EU's flygtningepolitik fører til, at tusindvis af mennesker er fanget i lejrene i månedsvis under kummerlige forhold. ”Tilværelsen for mennesker på flugt i det østlige Europa er i limbo, knust af udsigten til tilbageholdelse på ubestemt tid i usikre og uværdige lejre eller tilbagesendelse til et land, der ikke er sikkert for dem,” skriver Amnesty International i en pressemeddelelse ifølge Information.
Information, s. 7; Kristeligt Dagblad, s. 5 (19.12.2019)

Prioritede historier

Lagarde har nok at se til
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Callum Williams, økonomikorrespondent, The Economist, som blandt andet skriver: ”Når det nye år begynder, vil Christine Lagarde kun lige være ved at finde sig til rette i sit nye kontor i det skinnende tårn i Frankfurt, der huser Den Europæiske Centralbank (ECB). Hun vil være to måneder inde i sin otte år lange periode som formand for banken og kun have været dirigent for ét monetærpolitisk møde. Bankens fremgangsmåde og værktøjskasse er blevet forvandlet under hendes forgænger, Mario Draghi. Alligevel har Lagarde stadig masser at tage fat på i sit første år. Økonomien vil ikke klare sig meget bedre end i 2019. De amerikanske toldtrusler vil hænge over kontinentet, såvel som følgevirkninger af handelskrigen mellem USA og Kina. […] Italiens nye regeringskoalition vil være skrøbelig, men i modsætning til forgængernes populistiske politikker vil den søge konsensus frem for konfrontation ift. EU's budgetregler. Og Lagardes kolleger i EU-Kommissionen, som også er nyvalgte, synes klar til at overveje at lempe reglerne, så medlemmer kan udnytte de lave renter og booste væksten. […] Forvent dog ikke drastisk forandring. Europas grundlæggende problem - at spare frem for at spendere - vil ikke forsvinde. En aversion mod gæld og en tilbøjelighed til sparsommelighed sidder dybt i de nordiske lande; de kan ikke bare fjernes og erstattes med en villighed til at acceptere risici på tværs af grænser. ECB vil under Lagarde forblive monetærunionens frontlinje i forsvaret, når økonomiske problemer rammer.”
Børsen, s. 44 (19.12.2019)

Danske priser er i top i EU
Flere aviser skriver, at nye tal fra Eurostat, som Danmarks Statistik offentliggjorde onsdag, viser at Danmark er det dyreste EU-land at bo i som almindelig forbruger. Ifølge tal fra EU-Kommissionen, betaler man i gennemsnit knap 31 kroner til statskassen, når man forbruger 100 kroner, hvilket er væsentligt højere end resten af EU, hvor man i gennemsnit betaler 21 kroner til statskassen. Kigger man på de europæiske lande uden for EU, er både Island, Schweiz og Norge dog meget højere på prisniveauet. Islands prisniveau lå i 2018 på 58 procent over EU-gennemsnittet, mens Schweiz' og Norges endte på henholdsvis 51 og 47 procent.
B.T., s. 5; Jyllands-Posten, s. 2; Børsen, s. 18 (19.12.2019)

Den nye pige i klassen
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Piotr Zalewski, Tyrkiet-korrespondent, The Economist, som blandt andet skriver: ”Jean-Claude Juncker, der er blevet hængt ud som lidt af en klovn med en svaghed for velsmurt frokost, havde meget at være glad over, da han forberedte sig på at give nøglerne til EU-Kommissionen videre. Den giftige arv fra de økonomiske kriser i 2008-09 og 2011-12 er næsten væk, og det meget forudsete sammenbrud af euroen afværget - i det mindste indtil næste krise kommer. Grækenland og Italien ter sig pænt med deres pragmatiske nye regeringer, og Portugal, Spanien og Irland er alle kommet sig utroligt flot. Tyskland er muligvis tippet ind i en recession i 2019, men overordnet set forventes EU at vise positiv vækst i 2020, som det var tilfældet i 2019. Migrationskrisen i 2015-16 har ligeledes nået toppen. […] Alt dette burde skabe en smule større politisk råderum til at tage fat på de store temaer i 2020 for den nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen. Hun har med sikkerhed lyst til det, selvom hun fik en hård start, da hun blev tvunget til at udsætte overtagelsen til efter den fastsatte dato 31. oktober, efter at Europa-Parlamentet afviste flere af hendes kommissærer. Hun har omstruktureret måden, hendes kommission virker på, for at fokusere langt mere på det, hun opfatter som sine tre store områder: at imødegå klimaudfordringerne, at skabe et Europa, der fremmer inklusion, og at klargøre EU til den digitale tidsalder. EU har også brug for at ramme nærmere deres ægte sigte i det globale handelssystem.”
Børsen, s. 40 (19.12.2019)

Arbejdsmarkedspolitik

Aktører vurderer EU's nye vejpakke: Kontrol af reglerne er afgørende
I 2,5 år har størstedelen af den europæiske transportsektor holdt vejret, men efter intense trilogforhandlinger til langt ud på natten nåede Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen endelig til enighed om en europæisk Vejpakke. Før den omdiskuterede vejpakke kan blive endeligt vedtaget og omskrevet til lov, skal den først formelt godkendes i EU-institutionerne. "Ingen kan endnu helt præcist sige, hvad der er besluttet. Men det, vi kan se på overfladen lige nu, ser meget fornuftigt ud, og vi er bare rigtig glade for, at der nu endelig er noget, der minder om et resultat," siger Carina Christensen, administrerende direktør I ITD og hun fortsætter: "Siden kommissionen gik ud med brask og bram i foråret 2017 og foreslog en vejpakke, har det været en ulidelig ventetid. Det har været et maraton lige siden, og det har efterladt branchen i et vakuum, hvor man ikke har vidst, om det blev til noget."
Altinget (19.12.2019)

Dansk Erhverv: Mere EU-lovgivning mod social dumping er unødvendig
Peter Halkjær og Marianne Bækgaard Nielsen, henholdsvis arbejdsmarkedschef og advokat i Dansk Erhverv, skriver i et debatindlæg blandt andet: "Det indre marked i EU bygger på et grundlæggende princip om fri bevægelighed for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft. Arbejdskraftens frie bevægelighed er således kun en del af pakken, som følger med Danmarks medlemskab af EU. Det danske EU-medlemskab er af stor betydning for danske virksomheders muligheder for at generere eksport og arbejdspladser. Cirka en halv million jobs i Danmark bundet op på dansk eksport til andre EU-lande. Havde det ikke været for de godt 160.000 EU-borgere, der udgør en værdifuld del af arbejdsstyrken i Danmark, så ville en ikke ubetydelig del af den produktion og eksport, som virksomhederne står for, slet ikke kunne finde sted. [...] Modsat af, hvad de fleste tror, er mere end halvdelen af de østeuropæere, der har arbejdet i Danmark i en årrække, medlemmer af en fagforening. En sammenligning af lønstatistikken indenfor DA-overenskomsten for henholdsvis danske og østeuropæiske medarbejdere, der arbejder med det samme på den samme virksomhed, og som er ansat på den samme overenskomst, viser, at der så godt som ingen lønforskel er. [...] Det er Dansk Erhvervs opfattelse, at man gennem anvendelse af de gældende regler kan sikre et effektivt indre marked, med en fair og lige konkurrence til gavn for alle."
Altinget (19.12.2019)

Formand: Danmark mangler politiske ambitioner for social innovation
Dorthe Petersen, bestyrelsesformand for Akademiet for Social Innovation og direktør i Meyers Madhus, skriver blandt andet i et debatindlæg på Altinget: "Forleden afleverede EU-Kommissionen sin vurdering af det danske forsknings- og innovationssystem og kom med anbefalinger til, hvordan innovationskraften i det danske samfund kan styrkes. Generelt står det udmærket til, men en af konklusionerne er nedslående: Danmark har ikke en national politik for, hvordan man understøtter social innovation, og vi misser derfor store potentialer for at løse samfundsmæssige problemer mere effektivt. [...] Den store gruppe danskere, der står uden for arbejdsmarkedet, mangel på fællesskaber, ulighed i sundhed, ensomhed og stigende mistrivsel hos unge er alle eksempler på komplekse samfundsmæssige problemer, der kalder på, at vi tænker anderledes og skaber løsninger på tværs. [...] Der er behov for politiske ambitioner for den sociale innovation i Danmark. Det skal være et prioriteret område i innovationspolitikken, så Danmark igen kan blive et foregangsland, når det kommer til nytænkende og ambitiøs samfundsopbygning. EU-Kommissionen anbefaler Danmark at involvere græsrodsinitiativer i udviklingen af innovationspolitikker og at understøtte social innovation gennem Innovationsfonden. Det er gode forslag, som Akademiet for Social Innovation meget gerne vil bidrage til at gennemføre. Vi er klar til at tage ansvar."
Altinget (19.12.2019)

Beskæftigelse, vækst og investeringer

Fond: Samfundet skal mærke gevinsterne af den banebrydende forskning
Tore Duvold, Konstitueret direktør i Innovationsfonden, skriver i et debatindlæg blandt andet: "Med den globale opvarmning som en altoverskyggende samfundsudfordring står behovet for risikobetonet og potentielt banebrydende forskning mere klart end nogensinde før. At have mod til at holde hånden under de idéer, som kan virke vilde, ja måske ligefrem uvirkelige, men som rummer et stort potentiale for vores samfund, er en del af Innovationsfondens DNA og formål. [...] Den store udfordring ligger derimod i at få omsat den fremragende forskning til konkret værdi for samfundet. Det blev igen slået fast for nyligt i en rapport fra et internationalt ekspertpanel, der har foretaget en grundig gennemgang af det danske innovationssystem på foranledning af EU-Kommissionen. [...] Her spiller vi i Innovationsfonden en afgørende rolle som brobygger mellem viden og forskning på den ene side og virksomheder og iværksættere på den anden. Især når det kommer til de mere dristige ideer og innovationsprojekter. Vi øger risikovilligheden hos landets virksomheder ved at understøtte deres medvirken til, at forskning kommer ud og gør gavn i virkeligheden - hvad enten det gælder klimakampen, forbedret velfærd gennem teknologier som kunstig intelligens og robotter eller en mere sammenhængende kollektiv trafik gennem digitalisering."
Altinget (19.12.2019)

Det digitale indre marked

Splitternet of things
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Vijay Vaitheeswaran, erhvervsredaktør, The Economist New York, som blandt andet skriver: ”I årevis har teknologer talt overvældende meget om potentialet i “internet of things” (IoT). Kunder er blevet fortalt, at IoT med allestedsnærværende sensorer og altomfattende forbundethed vil omdanne almindelige værksteder til intelligente fabrikker. Passagerer kan glæde sig til sikre rejser i selvkørende biler, og varer vil uden problemer kunne spores på tværs af landegrænser. Forbrugerne vil få lynende hurtige forbindelser på deres mobile enheder, der gør det muligt at downloade hele film på et øjeblik. Denne berusende vision blev promoveret af techsælgere så kraftigt i så lang tid, at det begyndte at virke som et luftkastel. Det er det ikke. […] Europa er blevet holdt tilbage af fragmentering i markedet, men EU-Kommissionen presser på for at gennemføre en kommerciel udrulning af 5G for hele unionen i slutningen af 2020. Den dårlige nyhed er, at alt det nyttige ved dette vil være begrænset til at starte med. […] Den grusomme side af 5G-fortællingen handler om geopolitik. Beslutningen om at forbyde Huawei fra USA's telenetværk og nægte dem adgang til livsvigtig intellektuel ejendom fra de amerikanske leverandører har været en alvorlig mavepuster for den kinesiske markedsleder. Præsident Donald Trump har angivet sikkerhedshensyn som årsagen. Huawei påpeger, at der aldrig er blevet fremlagt nogen beviser på lovbrud. […] Medmindre Kina og USA snart indgår et politisk forlig om 5G, vil 2020 blive husket for indførelsen af “Splitternet of Things”.”
Børsen, s. 118-119 (19.12.2019)

Tech-skælv forude
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Alexandra Suich Bass, seniorkorrespondent, politik, teknologi og samfund, The Economist Dallas, som blandt andet skriver: "Iagttagere af tech-virksomheder er lidt som folk fra San Francisco. De ved, at der for længst burde være kommet et stort jordskælv, men er usikre på, hvornår det rammer. Anti-tech-rystelser er blevet almindelige i USA. Hver uge raser politikere uanset ståsted mod tech-virksomheder. I Washington D.C. har mistillidsvagthunde hos det amerikanske justitsministerium og den føderale handelskommission efter sigende startet efterforskninger af Facebook og Google. [...] Margrethe Vestager, der har ansvaret for konkurrence i EU-Kommissionen, vil få travlt med at føre sager mod store tech-virksomheder for konkurrenceforvridende adfærd og skatteunddragelse. I september blev hun udnævnt til endnu en embedsperiode, og hun vil sikre, at Kommissionen fortsat sætter alle midler ind på at undersøge store tech-virksomheder, herunder Amazon og Google. [...] Californien vil også føre an inden for andre områder af tech-politik i 2020, fra netværksneutralitet over beskatning til at definere rettighederne for medarbejdere på det fleksible arbejdsmarked. Teknologimæssigt bliver 2020 måske et begivenhedsløst år i Washington. Men industrien skal ikke lægge sig for godt til rette."
Børsen, s. 123 (19.12.2019)

Finansielle anliggender

2020 kan byde på et nybrud i økonomisk politik, for hvad gør de danske politikere, hvis økonomerne siger: Brug flere penge
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Bjarne Corydon, ansvarshavende chefredaktør, som blandt andet skriver: ”2020 kan blive året, hvor vi for alvor kommer til at se konturerne af et nybrud i den økonomiske politik. Det er vigtigt at forstå de bagvedliggende ændringer og deres særlige betydning for Danmark. Det er derfor “sekulær stagnation” kan blive noget mange flere kommer til at interessere sig for. […] I sin første større tale som vogter af euroen, var hovedbudskabet fra ECB's nye chef, Christine Lagarde, derfor også, at der er brug for højere “produktive” offentlige udgifter. Ganske symptomatisk betegnede chefen for Deutsche Bank, Christian Sewing, hendes udmelding som “den mest opmuntrende tale, jeg har hørt i årevis”. Kapitalismens kernetropper synger pludselig med på budskaber, der hidtil har været forbeholdt dens kritikere. […] Selv i budgetdisciplinens traditionelle højborg, Tyskland, er regeringskoalitionen under kolossalt pres for at opgive det nærmeste hellige princip om at køre med “sort nul” på statskassens bundlinje. Ikke mindst fra Paris, Bruxelles, Rom og Madrid, hvor kravet er, at tyskerne udviser solidaritet og bruger flere penge på sig selv til gavn for resten af EU. […] Det hovedbrud, der indtil videre er forbeholdt økonomer, kan snart komme til at angå os alle. 2020 kan blive året, hvor vi for alvor kommer til at se konturerne af et nybrud i den økonomiske politik.”
Børsen, s. 25-27 (19.12.2019)

Bidt af en gal bankmand
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Stanley Pignal, europæisk erhvervskorrespondent, The Economist Paris, som blandt andet skriver: ”Negative renter, en forvirrende økonomisk mærkværdighed, er resultatet af centralbankernes hårdere og hårdere kamp for at holde økonomien oven vande. Hvad der synes at være en god nyhed for låntagere, er skyld i hovedpine hos långivere og økonomien bredere set. […] Banker, der lader overskydende penge stå i Den Europæiske Centralbank, skal nu betale for det privilegie - så de kan lige så godt miste lidt mindre ved at låne pengene ud. Det er præcis det, som ECB (og andre centralbanker med negative standardrenter som for eksempel den svenske, danske og schweiziske) gerne vil opnå. Billige penge bør betyde flere lån, hvilket resulterer i større forbrug og dermed større økonomisk vækst. At blive betalt for at låne penge plejede at være et tankeeksperiment hos mange økonomer. Nu er det almindeligt udbredt. […] Europa har allerede fået sine første lån med negative renter; i sommeren 2019 begyndte den danske långiver Jyske Bank at udbyde lån med en rente på minus 0,5 procent. Økonomer har længe spekuleret over, om der er en grænse for, hvor langt under nul renter kan gå. Kunder, der bliver opkrævet gebyrer for at have penge i banken, kunne i teorien tage de penge ud og gemme dem i madrassen. Hvis det virker galt, så overvej alternativerne.”
Børsen, s. 17 (19.12.2019)

Handelskrig kan forsyne os med inflation
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Henry Curr, økonomiredaktør, The Economist, som blandt andet skriver: ”Ikke siden 1970'ernes oliekrise har der været en global afmatning, der primært skyldes forsyning. Men hvis der kommer en verdensomspændende krise i 2020, kan den muligvis falde under netop dén kategori - fordi den primært vil være blevet skabt af handelsbarriererne mellem Kina og USA. Handelskrigen mellem de to lande blev intensiveret i 2019, selvom man forventede, at den ville blive bragt til ophør. […] Økonomierne får brug for stimuli. Amerikanske Federal Reserve (Fed) har allerede skåret i renterne, og Den Europæiske Centralbank (ECB) har genoptaget sine obligationsopkøb (QE), mens kinesiske politikere har lempet både penge- og skattepolitikken. Renteniveauerne i Europa er allerede negative, og ECB kan ikke købe obligationer for evigt uden at ramme lovmæssige begrænsninger. De eneste centralbanker, der ser ud til at kunne støtte deres økonomier, er dem i udviklingslandene, hvor renterne er højere, og løsere Fed-politik er en velsignelse, fordi det fjerner det nedadgående pres på deres valutaer. Udskiftningen på vigtige globale poster er en anden kilde til usikkerhed. Christine Lagarde overtager snart ECB. Selvom hun er lige så dueagtig som sin forgænger Mario Draghi, vil hun få svært ved at holde sammen på centralbankens styrende råd, efterhånden som dets nordlige medlemmer bliver mere foruroligede over negative renter og obligationsopkøb.”
Børsen, s. 17 (19.12.2019)

Slaget om banken
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Lionel Barber, redaktør, Financial Times, som blandt andet skriver: "Hvis alt går efter planen, vil en ny person 31. januar 2020 tage over som den 121. direktør for Bank of England efter canadiske Mark Carney, der havde en mening om mangt og meget, herunder også pengepolitik. Timingen, som falder sammen med Storbritanniens nye brexit-deadline, synes umulig. [...] I mere end tyve år har den fastsat rentesatser uden nævneværdig kontakt med Downing Street eller finansministeriet. Men med et politisk system, der er fragmenteret og polariseret af brexit, vil partierne på den yderste højre- og venstrefløj være ivrige efter at knytte banken til deres mærkesager. Slaget om banken kommer for alvor til at begynde. Sammenlignet med Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank (ECB) er “den gamle dame” fra Threadneedle Street kommet relativt uskadt igennem den globale finanskrise. [... ] I 2019 handlede debatten om konsekvenserne ved at udtræde af EU om varer frem for tjenester - en perverteret situation, når man tænker på, at tjenesteydelser står for mere end tre fjerdedele af Storbritanniens økonomiske vækst. Uanset brexits udfald vil banken i 2020 ikke kunne holde sig ude af det reguleringsmæssige slagsmål vedrørende tjenesteydelser. Det centrale spørgsmål bliver, hvor meget EU-regulering der bliver tilbage, og hvor mange afvigelser London vil gå efter - eller Bruxelles kan tolerere. [...] I 2020 vil debatten - uanset hvor brexit helt præcist ender - have fokus på strukturelle væksthindringer som lav produktivitet, erhvervsuddannelser, og hvordan regionerne uden for London klarer sig dårligere."
Børsen, s. 130 (19.12.2019)

Grundlæggende rettigheder

Sakharov-pris til uighur-aktivist
I går modtog datteren til den ighuriske aktivist, Ilham Tohti, EU's store menneskerettighedspris, Sakharovprisen, på sin faders vegne. Ved ceremonien sagde hun blandt andet, at det er hendes håb, at Sakharovprisen vil hjælpe hendes far, der i Kina er idømt fængsel på livstid for ”separatisme”. ”Dette handler ikke om at bekæmpe Kina, det handler om menneskerettigheder,” sagde Jehwer Tohti, datteren til Ilham Tohti.
Kristeligt Dagblad, s. 5 (19.12.2019)

Institutionelle anliggender

12 nedslag i året der gik i EU
Altinget skriver, at 2019 blev året, hvor EU fik en ny ledelse og den første kvindelige kommissionsformand nogensinde. Men det var også året, hvor Brexit truede indtil flere gange og aldrig blev til noget. Året var både præget af skiftedag på de store poster, et valg og en ny britisk premierminister. Derudover fortsatte “de gule veste” med massive protester overalt i Frankrig.
Altinget (19.12.2019)

EUs kvindelige vagthund får fem år mere
Berlingske og Altinget skriver i dag, at Emily O'Reilly er genvalgt som EU's ombudsmand. Hun fik 320 stemmer i sidste stemmerunde mod den estiske jurist Julia Laffranque, som fik 280 stemmer. Som ombudsmand i EU behandler Emily O'Reilly klager fra borgere og medier, og hun har holdt øje med EU-institutionerne.
Berlingske, s. 17; Altinget (19.12.2019)

Febrilsk politik, famlende økonomi
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Zanny Minton Beddoes, chefredaktør, The Economist, som blandt andet skriver: "To emner vil fylde overskrifterne i hele verden i 2020: USA's præsidentvalgkamp og den globale økonomis svækkelse. Begge vil forårsage bekymring, og begge vil påvirke hinanden. […] Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil forsøge at opildne til en mere modig tilgang på europæisk plan, men det vil forlise pga. surmulende diskussioner om, hvordan man skal veje op for det underskud, som brexit vil efterlade på EU's syvårige budget. Det betyder, at opgaven med at holde den europæiske efterspørgsel oppe endnu engang vil være overladt til Den Europæiske Centralbank (ECB), selv mens institutionen er ved at tilpasse sig sit lederskifte og når begrænsningerne for, hvad reglerne tillader. Og i 2020 kan tilliden til ECB måske føre til en ny fare, når Trump i jagten på syndebukke for USA's økonomiske nedgang peger på, at ECB's negative renter er en uretfærdig handelsfordel. […] Det kommende år kan meget vel med nedtællingen til et stort klimatopmøde i Glasgow i november 2020 blive der, hvor europæiske politikere faktisk kommer til at tale om CO2-afgifter (som de kommer til at kalde “grænsejusteringsskatter”). Selvom der ligger en vis logik bag, vil udsigten til at føje afgifter til klimakamparsenalet påføre den globale handel endnu en foruroligende risiko.”
Børsen, s. 12-13 (19.12.2019)

Har penge, kan flytte
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Simon Long, viceredaktør digital, The Economist, som blandt andet skriver: ”Den voksende industri for pas og opholdstilladelser til rige mennesker møder en række udfordringer. […] I 2020 vil denne forretnings fremtid fortsat blive overskyet af EU's mistænksomhed og misbilligelse. Men industrien vil også fortsætte med at vokse. Tusinder af pas og hundredtusinder af opholdstilladelser bliver købt hvert år. […] EU's bekymringer om forretningen er forståelige. Få spørgsmål er mere centrale for idéen om national suverænitet, end hvem der bor i et land og bærer dets pas. Alligevel har EU åbenlyst en interesse, hvis passet er europæisk. Og et visa udstedt af et medlem af Schengen giver også adgang til 21 andre lande i EU. Mistanken er, at ordningen bliver misbrugt af kriminelle, hvidvaskere og skatteunddragere. Ordningen er plaget af gentagne skandaler. […] antallet af investeringsmigranter er ubetydeligt sammenlignet med de millioner, der krydser grænserne på andre måder. Der er nok ingen af disse argumenter, der vejer så tungt hos EU's embedsmænd som de rene og skære enorme problemer, der ligger i at blande sig i suveræne landes pas- og visumregler. Verden vil ganske rigtigt se en stigning i efterspørgslen på denne industri.”
Børsen, s. 88-89 . (19.12.2019)

KL: Regeringen skal kæmpe for at beholde EU’s strukturfondsmidler
Altinget bringer et debatindlæg af Erik Flyvholm, formand for KL's Internationale Udvalg. Han skriver blandt andet: ”Europa står midt i en usikker tid med Brexit og klimakrisen. Udfordringer, der skal findes løsninger på, og som skaber pres på det kommende EU-budget for 2021-27, der i øjeblikket forhandles mellem medlemslandene. Den danske regering har meldt klart ud, at den ikke ser, at Danmark skal betale mere til EU-budgettet end den ene procent af BNP, vi allerede betaler i dag. I kommunerne har vi både forståelse for regeringens behov for at være budget-bisse i forhandlingerne, og tillid til, at den danske regering lander et EU-budget til gavn for Danmark. Men vi er alligevel bekymrede for, at andelen af strukturfondsmidler, der vil tilfalde Danmark, er i fare. […] Set fra KL's perspektiv handler et stærkt europæisk samarbejde også om en stærk samhørighedspolitik for hele EU, der binder Europa sammen og holder hånden under væksten. Herhjemme handler det konkret om gode vækstmulighederne i alle egne af Danmark - både i land og by. […] Hvis den gode indsats skal fortsætte, er det derfor bidende nødvendigt, at finansieringen sikres på lang sigt.”
Altinget (19.12.2019)

Mod en bæredygtig verdensorden
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Robin Niblett og Jim O’Neill, direktør og formand, tænketanken Chatham House, som blandt andet skriver: ”Nu hvor 2020 gryer, kaster disse begivenheder bekymrende ekkoer tilbage: Præsident Donald Trumps regering tilbagetrækker sin støtte fra multilaterale institutioner og forøger restriktionerne for handel med og investeringer i udlandet, et bittert Rusland raser stadig imod de betingelser, som det blev pålagt hen mod slutningen af Den Kolde Krig, mens et mere selvsikkert Kina søger at modvirke et amerikansk forsøg på at beherske landets succes. Og så er de populistiske partier genopstået, ikke kun i Europa, men i hele verden. […] Det bliver ikke i 2020, at vi finder ud af, om verden har taget ved lære eller ej. Det vil tage længere tid, før vi ved, hvordan det amerikanske valg kommer til at påvirke handelspolitik og for eksempel den strategiske konkurrence USA og Kina imellem, samt hvordan det endelige forhold mellem Storbritannien og EU kommer til at falde ud. Men 2020 kommer til at afprøve verden på to nye måder. For det første overmander den geopolitiske konkurrence, der følger med nutidens skiftende økonomiske magtbalance, efterkrigstidens internationale regler og institutioner. Taget fortsatte handelsspændinger mellem USA og Kina samt USA og EU i betragtning vil de ikke kunne fungere, som de blev tænkt.”
Børsen, s. 98-99 (19.12.2019)

Interne anliggender

Den svære balancekunst
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Sophie Pedder, bureauchef Paris, The Economist, som blandt andet skriver: ”Det bliver den nye stil, der kommer til at gennemsyre Emmanuel Macrons år, når den franske præsident skal forsøge at finde balancen mellem at genoprette momentum for reformer og søge konsensus. Frankrig er stadig urolig, Macrons troværdighed er skrøbelig, og hans nye tilgang risikerer at udvande hans hjemlige ambitioner. […] Macron vil både have masser af idéer - især om behovet for europæisk suverænitet - og masser af konkrete forslag til at udføre dem, for eksempel et stærkere europæisk forsvarssamarbejde, herunder også omkring rummet og kunstig intelligens. Han vil fortsat med stor stædighed forsøge at lege mægler i forhold til Iran, Syrien eller Rusland-Ukraine, trods små resultater. Den slags tiltag kommer ikke til at give ham venner alle steder. Macrons forsøg på at holde Rusland i Europas fold og væk fra Kina vil få mistroiske blikke fra Berlin og østover. Den franske præsident vil måske deltage i fejringen af befrielsesdagen 9. maj i Moskva. Men hvis han spiller sine kort rigtigt, kan tilbagetrækningen af brexit-ramte Storbritannien, svækkelsen af den tyske økonomi og Angela Merkels hjemlige udfordringer sammen med en Frankrig-venlig EU-Kommission give Macron en unik mulighed for at stå frem som kontinentets nye talsmand.”
Børsen, s. 42 (19.12.2019)

Splittet, skadet og svækket
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Adrian Wooldridge, skribent på Bagehot, The Economist, som blandt andet skriver: Uanset udfaldet vil brexit som en kæmpe blæksprutte suge livet ud af Storbritannien. Britisk politik er under så stor forandring, at det er umuligt at forudsige, hvad næste uge bringer, for slet ikke at tale om det næste år. I de næste 12 måneder kan der ske en af følgende ting, afhængigt af hvem (hvis overhovedet nogen), der vinder parlamentsvalget i december 2019: En småtskåren brexit-aftale, et no deal-brexit, intet brexit overhovedet pga. en ny afstemning, et parlament uden noget flertal, hvilket vil føre til yderligere lammelse, eller sågar en afstemning om skotsk uafhængighed, hvilket vil føre til et opbrud af Det Forenede Kongerige. Men én ting kan med sikkerhed forudsiges: I 2020 vil brexit være som en kæmpe blæksprutte, der standhaftigt har hægtet sig fast på Storbritanniens ansigt, hvorfra den suger livet ud af landet. Påvirkningen fra brexit kan opsummeres med tre s-ord: splittet, skadet og svækket. […] Brexit har understreget bekymringerne om, at Storbritannien ikke har forliget sig med dets formindskede rolle i verden siden imperiets storhedstid. Brexit har også undermineret Storbritanniens egentlige indflydelse. Storbritanniens medlemskab af EU fastslog dets tyngde i USA, ligesom dets tætte forbindelser til USA var med til at fastslå dens gennemslagskraft i EU. EU forstørrede Storbritanniens globale magt ved at arrangere handelsaftaler med massevis af lande. I 2020 vil Boris Johnsons snak om et “globalt Storbritannien” blive testet som aldrig før, når Storbritannien mister sin rolle som bro mellem USA og Europa, og Kinas magt forøges.”
Børsen, s. 36-37 (19.12.2019)

Ved en skillevej
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Rachana Shanbhogue, europæisk økonomikorrespondent, The Economist, som blandt andet skriver: ”Den britiske økonomi kan kun vælge én ud af to meget forskellige veje i 2020. […] Lad os antage, at Storbritannien undgår et no deal brexit i 2020 - enten fordi parlamentet vedtager en tilbagetrækningsaftale med EU, eller fordi der kommer endnu en udsættelse af exitdatoen. Pundet vil stige, specielt hvis det ser ud til, at der er en chance for en ny afstemning. Det ville holde levestandarden oppe (omkring en fjerdedel af de ting, der er medtaget i Storbritanniens forbrugerprisindeks, er importerede). Arbejdsmarkedet ville blive styrket yderligere. […] Alt ændrer sig dog i tilfælde af et no deal-brexit. Fra den ene dag til den anden vil Storbritannien blive et selvstændigt medlem af WTO og ikke indgå som en del af EU. Regler om alt fra finansielle ydelser til medicin kan bortfalde. Pundet ville falde fra sit nuværende niveau tæt på 1,30 dollar til 1,10 dollar eller mindre (og sikkert ramme det samme niveau som euroen) […] Flere brexit-støttende økonomer mener, at et no dealbrexit på langt sigt ikke vil gøre stor skade, selvom det på kort sigt kan skabe problemer. Det er for optimistisk. EU er i tilfælde af et no deal-brexit gået med til at acceptere britiske vognmandstilladelser og at lade britiske fly fortsætte med at flyve til og fra EU, men kun i nogle få måneder. Økonomien ville lide et knæk, hvis den slags aftaler brød sammen. Over tid ville reglerne mellem EU og Storbritannien gå hver sine veje og derved forhindre samhandel. De langsigtede konsekvenser ved et no deal-scenarie ville derfor være slemme.”
Børsen, s. 38 (19.12.2019)

Klima

Den brasilianske Bolsonaro-effekt
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Sarah Maslin, Brasilien-korrespondent, The Economist Brasília, som blandt andet skriver: "Den højreekstremistiske populist Jair Bolsonaro strøg ind som præsident i slutningen af 2018 med løfter om at reformere økonomien og ruske op i politik. Men bedrifterne fra hans første år i embedet blev overskygget af skandaler omhandlende hans familie og hans ubekymrede attitude over for de altødelæggende brande i Amazonas' regnskov. [...] Hvis Bolsonaro insisterer på at gå efter den kontroversielle udvikling af Amazonas og at afvise bekymringerne om stigende afskovning, vil han blive fordømt af den omgivende verden. Selvom det indtil nu har været begrænset, kunne en boykot af brasilianske produkter sprede sig. EU vil måske afvise en handelsaftale med Mercosur - bestående af Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay - ud fra miljømæssige årsager. Selvom de politikere, der blev valgt i 2018, højt og helligt har lovet, at de vil gøre Kongressen mere progressiv og positivt stemt over for reformer, kommer det til at være skidt, før det bliver godt."
Børsen, s. 57 (19.12.2019)

Jesper Theilgaard: COP25 giver intet at forholde sig til - udover frustrationen
Meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard, skriver blandt andet i et debatindlæg på Altinget: "Da lyset blev slukket i forhandlingslokalerne i Madrid efter mere end 14 dages hektiske forhandlinger, var det til lyden af meget spagfærdige klapsalver. Skuffelsen og mismodet var til at se på de delegerede, der var tilbage. For sandt at sige var udkommet yderst begrænset. Til gengæld tårner problemerne og risiciene sig op foran os frem mod COP26 i Glasgow til november 2020. Tilbage i det glorværdige år 2015, hvor FN i september fik vedtaget de meget ambitiøse verdensmål frem mod 2030 og to måneder efter fik Parisaftalen på klimaområdet, var euforien enorm, og forhandlerne kunne nærmest gå på vandet. [...] Til det første klimatopmøde COP23 under Trump i 2017 i Bonn var det mest bemærkelsesværdige, at de officielle amerikanske forhandlere ikke gjorde meget væsen af sig. Derimod var der en uofficiel amerikansk delegation, der repræsenterede flere amerikanske byer og stater under ledelse af Michael Bloomberg. [...] Det blev så værre i år under COP25, hvor nu også de store kullande som Kina, Indien, Australien, Brasilien, Japan og naturligvis USA fik udvandet teksten, der skulle vedtages. [...] Ganske vist vil EU - og Danmark - lancere en klimahandlingsplan til foråret, men på det globale plan sker der tidligst noget til efteråret frem mod COP26 i Glasgow. Kan man forvente de unge sidder på hænderne så længe? Næppe. Men hvem skal de demonstrere imod - hvem bliver personificeringen af, at det er gået så galt? Der er en umiddelbar risiko for, at USA på samme måde som i 1968 bliver målet, for med den amerikanske politik på klimaområdet bliver der globalt skabt flere blokeringer end åbninger i arbejdet på at løse det globale klimaproblem."
Altinget (19.12.2019)

Kulkraft er stadig kraftigt favoriseret i EU
EU har fra 2010 til 2017 givet kulkraftværker en indirekte støtte på 1.650 milliarder kroner. Det viser en ny analyse, som Wind Denmark har lavet. Det enslydende budskab fra klimaforskere, senest på klimatopmødet COP25, er ellers, at fossile brændstoffer skal væk. Det er derfor absurd, at kulkraft i EU de seneste ti år har modtaget dobbelt så meget i tilskud fra EU som vindkraft. Det mener Wind Denmark, som vil have den danske regering til at arbejde for en mindstepris på CO2-udledning. "Det er paradoksalt, at man politisk har stort fokus på at sikre en markedsdrevet grøn omstilling, men samtidig forsømmer at gribe ind over for, at elmarkedet er stærkt konkurrenceforvridende over for vind og sol og derfor modarbejder den tilskudsfri fremtid, som alle ønsker," siger Martin Risum Bøndergaard, politisk chef i Wind Denmark. Analysen ser ikke på de direkte subsidier til kul på mange milliarder euro, som ifølge EU-Kommissionen stadig gives i EU. I dag er EU's kulforbrug på vej ned og sol og vind på vej ind i elsystemet, men det går for langsomt i forhold til Parisaftalen.
Information, s. 4 (19.12.2019)

Løfter og løfter
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Catherine Brahic, miljøredaktør, The Economist, som blandt andet skriver: ”Underskrivere af Parisaftalen siger, at de vil nedbringe udledninger. I 2020 må de sætte sværere mål. […] Ethvert nyt NDC må være større end det foregående. De første opdateringer er forfaldne i 2020 ved FN's 26. klimatopmøde (COP26), som finder sted i Glasgow i november. Det var meningen, at klimatopmødet i New York i 2019 skulle sætte denne proces i gang. Indtil videre har 81 lande, primært små udledere i Afrika og Latinamerika, formelt udmeldt deres intentioner om at opdatere deres NDC'er i 2020. Tilsammen står de blot for 18,1 procent af globale udledninger. Blandt de store udledere har hverken Australien, Brasilien, Canada eller Japan givet udtryk for videre klimaintentioner. Deres bidrag er centrale for, om en global klimapagt lykkes. Donald Tusk, præsident for Det Europæiske Råd, sagde i New York, at EU ville fremlægge en ambitiøs, langsigtet strategi i 2020. Men tidligere forsøg på at aftale et mål om et udledningsgennemsnit på nul i 2050 blev blokeret af Tjekkiet, Estland, Ungarn og Polen. Forpligtelse fra Kina, kilden til cirka 27 procent af global udledning i 2017, er også afgørende. […] Nogle analytikere mener, at Kina muligvis afventer, om det amerikanske valg medfører endnu fire år med Trump eller en demokratisk regering med en stærk miljøpolitik. Trump har lovet at trække USA ud af Parisaftalen. Det kan han tidligst gøre i november 2020, men en nyvalgt demokratisk regering ville nok melde sig ind igen med det samme. I baggrunden for alle disse manøvrer er en videnskabelig vurdering af, at globale udledninger bør toppe i 2020 for at have bedst mulige chancer for at nå målet om 1,5 grader. Det ville kræve et mirakel at få det til at ske: Udledninger stiger med cirka 1,5 procent om året. Hvilket betyder, at de skal falde endnu hurtigere i fremtiden.”
Børsen, s. 90-91 (19.12.2019)

Pernille Weiss: Derfor var COP25 i Madrid lige så ringe som COP15 i København
Altinget bringer et debatindlæg af Pernille Weiss (K), medlem af Europa Parlamentet. Hun skriver blandt andet: "Hele verden er optaget af, hvordan vi redder klimaet ved at sænke CO2-udledningerne. Eller næsten alle. Dét er lektien, vi har lært af det seneste klimatopmøde. [...] Faktisk er klimatopmødet i Madrid lige så ringe som det, vi havde i 2009 i København. Dette skyldes ovenstående, og at denne COP var en meget teknisk en af slagsen, hvor man - set i bakspejlet - godt kan kritisere, at opløbet ikke havde prioriteret at sætte flere eksperter sammen i god tid forud til at lave det grundige regne-analytiske arbejde, som måske kunne have styrket forhandlerne i hurtigere at skyde de alt for egoistiske og kortsigtede argumenter ned. For mange "pæne og lyttende" Jeg deltog selv i COP'en som én af 16 delegerede europaparlamentarikere og mødte undervejs et par gange klimaminister Dan Jørgensen (S), som i søndags blev citeret for, at han havde oplevet - som jeg forstod det - at forhandlingerne var lidt for meget præget af forvirring i tomgang. [...] Derfor blev jeg også i COP-ugen glad for at se, hvordan EU's stats- og regeringsledere valgte at bakke op om European Green Deal ved ikke at lade sig bremse af, at Polen ikke (endnu) vil forpligte sig til, at EU skal være CO2-neutral i 2050. Det er dæleme politisk lederskab, der rykker. Og jeg håber, at vi i de næste måneder og år kommer til at se meget mere til det fra EU's side. Det er der brug for, og mange lande og delegationer i regi af COP'ens 197 lande beder ligefrem EU om at gå forrest som rollemodel og som rambuk for at redde klimaet. [...] Lad os dog give hinanden og kloden det forsæt, at EU, og især Europa-Parlamentet, nu sætter rumpetten i sædet og i et innovativt samarbejde laver alle de konkrete politikker og præcise værktøjer, der skal til, for at vi som kontinent kan vise de andre, hvordan man gør."
Altinget (19.12.2019)

S i EU: Forbud mod salg af fossilbiler kan blive katalysator for grøn innovation
Altinget bringer et debatindlæg af medlem af Europa-Parlamentets transportudvalg, Marianne Vind (S). Hun skriver blandt andet: "I EU-parlamentet var European Green Deal på alles læber i sidste uge, for nu skulle vi endelig blive klogere på EU-kommissionens planer for at gøre de grønne ambitioner til virkelighed. Som medlem af transportudvalget fokuserer jeg særligt på transportsektoren, og det er der god grund til. Omkring 30 procent af de europæiske udledninger af drivhusgasser kommer herfra, og af disse kommer hele 72 procent fra vejtransporten i form af personbiler, lastbiler og busser. Samtidig er det den eneste sektor i EU, hvor udledningerne fortsat er stigende. [...] Et afgørende ben i den plan er at udfase salget af sorte benzin- og dieselbiler så hurtigt som muligt. Her har dansk, socialdemokratisk lederskab været med til at sikre ambitiøse planer på EU-niveau. Klimaministeren og transportministeren har nemlig, siden de trådte til, samlet opbakning fra en lang række EU-lande til at sætte turbo på omstillingen af Europas bilpark. [...] EU er et af verdens største markeder, og hvis vi sætter vores købekraft bag vores grønne visioner, så kan vi uden tvivl nå utroligt langt inden 2030. Sådan sørger vi for, at ikke blot Danmark, men hele Europa kan blive en grøn stormagt."
Altinget (19.12.2019)

Migration

Ny destination - I 2020 vil migranter ende i fattigere lande
I 2015 rejste et rekordhøjt antal flygtninge ulovligt ind i Europa i håb om at slippe fri fra fattigdom og vold. Her fem år senere ser billedet anderledes ud. Australien, USA og europæiske lande har forstærket deres grænser, så et relativt få antal migranter vil blive accepteret. I stedet vil lande i udkanten af den rige verden, som Egypten og Tyrkiet, og længere væk, som Bangladesh og Columbia, tage imod flere flygtninge. Midler til grænsekontrol i rige lande vil stige, men ikke så stejlt som midler til at afværge, at migranter rejser ud i første omgang. I løbet af de sidste fem år har EU afsat næsten 50 gange mere til at undgå, at folk forlader fattige lande - ved hjælp af bistand, arbejde og grænsekontrol - end på at beskytte sine egne grænser.
Børsen, s. 89 (19.12.2019)

Sikkerhedspolitik

2019: Regnskabsskandale løb med rampelyset
Efter et veloverstået NATO-topmøde eksploderede, kom skandalen om det massive regnskabsrod i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse frem. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) skulle forsvare hændelserne og var naturligvis rasende og kaldte det dybt kritisabelt. NATO-familien har dog endnu større problemer. Frankrigs præsident Emmanuel Macron kaldre NATO for hjernedødt og USAs præsident Donald Trump skabte usikkerhed om fremtiden for NATO. Og i Tyrkiet har præsident Erdogan haft travlt med at flette fingre med Ruslands præsident Putin om blandt andet at købe russiske luftforsvarssystemer, som er en alvorlig udfordring for det amerikanske F-35-kampfly.
Altinget (19.12.2019)

Erdogan truer med at lukke amerikanske baser i Tyrkiet
Tyrkiets præsident Erdogan er oppe i det røde felt efter amerikanske planer om sanktioner mod Tyrkiet. Det sker efter Tyrkiet truer med at lukke to amerikanske baser i landet. Det drejer sig om luftbasen Incirlik og radarstationen Kürecik, der begge ligger i den sydøstlige del af landet. I forvejen har USA smidt Tyrkiet ud af det storstilede kampflyprojekt F-35, som Tyrkiet havde bestilt 100 styks af. Også træningen af tyrkiske piloter i USA er indstillet. I NATO er man bekymret for, at tophemmelig teknologi fra F-35 kampfly kan sive videre til Rusland via S-400, et avanceret luftforsvarssystem, som Tyrkiet har købt af Rusland. Det er nu op til præsident Trump at afgøre, om der skal indføres sanktioner mod Tyrkiet.
Jyllands-Posten, s. 18 (19.12.2019)

Europabevægelsen: Drop arrogancen og tal sagligt om forsvarsforbeholdet
Altinget bringer et debatindlæg af Kristian Ersbøll, formand for Politisk Udvalg, Europabevægelsen. Han skriver blandt andet: ”Det kan ikke udskydes længere. Det danske forsvarsforbehold skal sendes til afstemning, men det kan ikke ske uden en grundig og saglig debat. Den nye rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) tegner et tydeligt billede: Det har konsekvenser for Danmark at have et forsvarsforbehold. Det har det, fordi forsvarsområdet har udviklet sig hastigt siden Juncker-Kommissionen trådte til i 2014. For godt et år siden så vi kulminationen med lanceringen af EU's Permanent Strukturerede Samarbejde (Pesco). Pesco og Danmark Pesco giver de EU-lande - der vil og kan - mulighed for i fællesskab blandt andet at udvikle kapaciteter. […] En anden vigtig prioritet i Pesco-samarbejdet er bekæmpelse af cyberkriminalitet. En dagsorden, som ni ud af ti europæere mener, bør være én af EU's vigtigste. Sagt med andre ord: Pesco ville give Danmark mulighed for at gøre ting bedre, billigere og mere sikkert. Uheldigvis står Danmark sammen med Storbritannien og Malta uden for samarbejdet. Det er en skam. […] De fleste EU-entusiaster, mig selv indbefattet, har formentlig forsøgt at fortrænge afstemningen om retsforbeholdet den 3. december 2015. Faktum er dog, at afstemningen var et uskønt kapitel i dansk EU-historie. Resultatet viser med al tydelighed, at det straffes hårdt, når den saglige, politiske dialog udebliver forud for, at vi danskere skal i stemmeboksen. […] Lad os tale om alle fordelene ved at droppe forsvarsforbeholdet, før vi taler om en ny dato for afstemning.”
Altinget (19.12.2019)

Martin Lidegaard: Forsvarsforbeholdet skader dansk sikkerhed
Altinget bringer en kommentar fra Martin Lidegaard (R), folketingsmedlem for Radikale. Han skriver blandt andet: "Danmark taber i disse uger stadig mere sikkerhed og stadig mere indflydelse på grund af vores forsvarsforbehold. De seneste to uger har budt på en tsunami af sikkerhedspolitiske sager i den tungere vægtklasse: Et NATO-topmøde, der viste sammenhold, men ingen fælles strategi mellem USA, EU og Tyrkiet. Skandalen med svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse. Behovet for at etablere nye og sikre kommunikationslinjer mellem de tre dele af rigsfællesskabet - og i Udenrigspolitisk Nævns lokaler. Et EU-topmøde, hvor Europas ledere kiggede frem mod det nye Europa, som de nu er enige om skal fokusere på klima, sikkerhed, migration og økonomi. Den usædvanligt direkte opfordring fra den amerikanske ambassadør, Clara Sands, om dansk køb af fire ekstra F-35-fly - og aflysningen af en NATO-konference, fordi samme ambassadør ikke kunne lide en Trump-kritisk oplægsholder. [... ] Vi ved ikke, hvordan de åbenlyse uenigheder på kryds og tværs mellem USA, EU og Tyrkiet internt i NATO vil udvikle sig og påvirke vores egen sikkerhed. Vi ved faktisk kun én ting med sikkerhed: Midt i denne udvikling har Danmark frivilligt valgt at sætte sig selv helt uden for indflydelse på nogle af de vigtigste diskussioner om vores egen sikkerhed. [...] Alt taler derfor for en sikkerhedsafstemning, hvor danskerne aktivt kan få lov at vælge deres egen sikkerhed til - både inden for politi og forsvar. Eller med åbne øjne kan vælge ikke at gøre det. For tør vi ikke engang fortælle befolkningen, hvad konsekvensen er af vores forbehold, har den ingen jordisk chance for at forholde sig til sin egen fremtid. Så bliver det os politikere, der tager ansvaret for en stadig dårligere sikkerhed uden overhovedet at fortælle det til danskerne."
Altinget (19.12.2019)

Udenrigspolitik

Libyens krigsherre varsler ”det endelige slag” om Tripoli
Tyrkiet lover den FN-støttede regering i Libyen fuld militær opbakning samtidig med, at krigsherren Khalifa Haftar har varslet "totalangreb" på hovedstaden Tripoli. "I dag annoncerer vi det endegyldige slag og fremrykningen imod hovedstadens hjerte for at befri den. Ryk frem nu, vores helte," sagde han i en tv-transmitteret tale til sin brogede skare af militser. EU's nye udenrigschef, Josep Borell, talte dagen efter om faren for, at cirka "to millioner indbyggeres hjem skal blive del af krigszonen." Til trods for FN's våbenembargo, som blev indført efter Gaddafis fald i 2011, strømmer våben ind i landet, især fra Emiraterne, Jordan, Saudi-Arabien, Rusland og Egypten, som alle støtter Khalifa Haftar.
Jyllands-Posten, s. 14 (19.12.2019)

Rusland holder fast i planer om Nord Stream 2
På trods af USA's nye sanktioner mod firmaer, der arbejder på gasledningen fra Rusland til Tyskland, fastholder Rusland sine planer om Nord Stream 2. Det oplyser Kremls talsmand Dmitrij Peskov onsdag. "De her sanktioner er en direkte krænkelse af international lov og et eksempel på uretfærdig konkurrence," udtaler han. Europa har bedt USA om at blande sig uden om opførslen af Nord Stream 2. Men den amerikanske kongres er en stor modstander, da projektet står til at gøre EU mere afhængigt af russisk gas samt sende store beløb til Rusland.
Jyllands-Posten, s. 14 (19.12.2019)

Rystelser i Tyrkiet
I ”Verden 2020” i Børsen bringer avisen en kommentar af Piotr Zalewski, Tyrkiet-korrespondent, The Economist, som blandt andet skriver: ” Efter en bølge af terrorangreb, ankomsten af næsten fire millioner syriske flygtninge, et fejlslået kupforsøg og masseanholdelserne og udrensningen, der fulgte efter, plus en valutakrise, alt sammen i løbet af få år, ville intet nyt være godt nyt i Tyrkiet. […] Tyrkiets største bekymring vil være tilbageslaget fra de pinagtige sidste faser af krigen i Syrien. Tyrkiet har allerede lavet to angreb for at fjerne kurdiske oprørere fra deres højborg. De vil måske snart indlede et tredje, denne gang i det nordøstlige Syrien. Tyrkiet vil blive nødt til at overkomme endnu en bølge af flygtninge fra det nordvestlige Syrien, hvor en våbenhvile, som Erdogan mæglede med Rusland, er ved at kollapse. […] En skygge hænger over flygtningenes skæbne i Tyrkiet. Erdogan siger, at han gerne vil genhuse to mio. af dem i en “sikker zone”, der skal graves ud af kurdiske majoritetsområder i Syrien. For kritikere lyder dette som en plan om at pille ved regionens etniske sammensætning. Erdogan har advaret vesten om, at hvis de ikke godkender projektet, vil han kassere en aftale med EU fra 2016, åbne grænserne og lade hundredtusinder af flygtninge rejse til Grækenland.”
Børsen, s. 45 (19.12.2019)

Vi må ikke lade verdens største diktatur splitte os
I Berlingskes leder kan man i dag blandt andet læse: "Verdens største diktatur er på vej til at blive verdens største økonomi, og den styrke udnytter Kinas kommunistiske ledere. For øjeblikket mærker vi presset, når kinesiske diplomater udsteder mere eller mindre direkte trusler, hvis europæiske lande vil udelukke den kinesiske telegigant, Huawei, fra at stå for udrulningen af nye 5G-mobilnetværk. [...] Både i forhold til vores egen sikkerhed og i forhold til knægtelse af menneskerettigheder i Kina gælder det, at sammenhold i den vestlige lejr er afgørende. Vi er i disse år vidner til bekymrende tilbageskridt på menneskerettighedsområdet i Kina. [...] Derfor er der brug for, at verdens frie lande står sammen om at kritisere udviklingen, og vi skal ikke nøjes med flotte moralske deklarationer, som vi plejer. EU bør indføre målrettede sanktioner mod de ansvarlige for Kinas genopdragelseslejre, ligesom den amerikanske kongres netop har vedtaget at gøre. Der arbejdes for øjeblikket på ny europæisk lovgivning, hvor overtrædelser af menneskerettighederne kan udløse sanktioner. Det kan være første skridt på vejen, og Danmark bør bakke helhjertet op om den indsats."
Berlingske, s. 4 (19.12.2019)