EU i dagens aviser fredag den 23. august 2024

Dagens EU-tophistorier

Sikkerhedspolitik: Sådan har Rusland erstattet vestlige firmaer
Dagens aviser skriver blandt andet følgende relaterende til krigen mellem Rusland og Ukraine:

Ifølge Kyiv School of Economics har 417 udenlandske virksomheder trukket sig fra det russiske marked. I stedet har russiske erhversfolk erobret store markedsandelse ved at opkøbe vestlige aktiver, ofte for små beløb. "Det kan for den enkelte, russiske forretningsmand være en appelsin, der falder ned i turbanen. Fra EU's side forsøger man derfor også at ramme disse folk med sanktioner," fortæller Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent i Dansk Industri (DI). Efter at Rusland i 2022 indførte et dekret, som betød, at mere eller mindre alle frasalg af udenlandske selskaber og aktiver skulle godkendes af de russiske myndigheder, har det været svært for udenlandske virksomheder at skille sig af med deres russiske aktiver. Rusland har blandt andet også tvunget udenlandske selskaber til meget lave frasalgspriser  og pålagt processen store gebyrer. "Det viser, at det gør ondt på den russiske økonomi, at virksomheder forlader Rusland, og det er derfor, de har forsøgt at gøre det så svært som muligt at komme ud. Så jeg vil klart mene, det er et svagere Rusland, vi ser nu," vurderer Peter Bay Kirkegaard. Likka Korhonen, finsk økonom, spår, at selv om russiske erhvervsfolk har kunnet købe vestlige aktiver til spotpriser, så kommer de over tid til at løbe ind i problemer. "Udenlandske firmaer har i løbet af de seneste 30 år ansat mange russere og skabt ekstremt kompetente ledere osv. Derfor tror jeg, det er muligt at holde firmaer godt kørende i et stykke tid. Men over årene vil afskæringen fra forsyningskæderne blive et problem, og det bliver vanskeligt at få adgang til avanceret teknologi," forklarer Likke Korhonen, som er ekspert i russisk økonomi og chef for afdelingen for vækstøkonomier i den finske centralbank. Selvom den russiske økonomi har omstillet sig til en krigsøkonomi, så viser accelerationen i prisstiginger og inflationsudviklingen en tydelige ubalance i russiske økonomi. "Det er næsten umuligt at forudse, hvor længe den russiske stat kan opretholde sit meget høje investeringsniveau i forsvar og fremstilling af krigsmateriel. Men så længe den bevarer sin relativt høje skatteindkomst, kan den betale sine soldater. Ruslands eksport er godt og vel to tredjedele gas og olie - mest olie - hvorfor energipriserne er enormt vigtige," siger Likka Korhonen. 

I en kronik i Jyllands-Posten skriver Lykke Friis, direktør, Tænketanken Europa, blandt andet: "Vi havde glædestårer i øjnene og angstens smerte i maven.”Sådan står der i dagbogen for en af de mange baltere, der i dag for præcis 35 år siden ændrede Europas geografi. Estere, lettere og litauere dannede en 670 km lang menneskekæde fra Tallinn i nord til Vilnius i syd og istemte nationale sange, som var blevet forbudt af Sovjetunionen. [...] Hvor balternes kæde har en prominent placering i samtlige bøger om 1989, er det ikke tilfældet for den ukrainske. Tag bare førsteudgaven af min egen ”Håbets Europa” fra 2019, hvor den ikke nævnes. [...] Åbenbart opfattede også jeg Ukraine som et grænseland, som ikke var en del af vores fælles 1989-historie. Det er forbløffende, eftersom den ukrainske kamp for selvstændighed var med til at give Sovjetunionen dødsstødet. [...] Naturligvis var der forskel på balternes stålsatte ambition om hurtigst muligt at ”vende tilbage til Europa” og Ukraines noget mere tvetydige holdning. Landet var splittet mellem øst og vest, og reformprocessen stagnerede mere end én gang. Et godt eksempel er korruptionsbekæmpelsen. Det ændrer imidlertid ikke på, at Ukraine sjældent blev tildelt førsteprioritet i EU eller blot befandt sig i toptre. Som oftest var der emner, som var vigtigere, og EU-landene og USA tog tit en mental omvej over Moskva: Hvordan ville Rusland mon reagere på alt fra Ukraines uafhængighed til en associeringsaftale med EU? Da Putin invaderede Krim og Østukraine i 2014, formåede Vesten ikke for alvor at sadle om. Ganske vist vedtog EU sanktioner, men fredsdividenden blev der ikke rørt ved, og mange lande med Tyskland i spidsen øgede afhængigheden af russisk gas med bl.a. Nord Stream 2-forbindelsen. En del af dette skyldtes overbevisningen om, at man kunne handle sig til fred. Og mon ikke Putin under alle omstændigheder ville undgå at sætte de store energiindtægter over styr? Sandheden er derfor, at vi opdagede for sent, at kampen om Europas fremtid ville stå netop i Ukraine. Den stedmoderlige behandling udløste bitterhed i Ukraine, ikke mindst efter 2014. [...] I 35-året må EU drage den rette lære af 1989: EU's grænse forløber ikke vest for, men øst for Ukraine. Med våbenleverancer og åbningen af EU-optagelsesforhandlinger er de første skridt taget. Lige så klart er det, at den store test ligger lige forude: For hvad gør EU, hvis en nyvalgt præsident Donald Trump presser Putin og Volodymyr Zelenskyj til forhandlingsbordet med henblik på, at Ukraine skal afstå territorium? Er Europa med mulige Trump-allierede som Ungarns Viktor Orbán eller krigstrætte lande omkring bordet i stand til at finde en fælles holdning? Og hvad gør EU, hvis Ukraine i kølvandet eller måske som en del af aftalen presser på for at blive optaget her og nu i EU? [...] Da jeg i sommer gæstede Kyiv, var meldingen fra flere højtstående samtalepartnere i hvert fald ikke til at tage fejl af: “Sejr og EU-optagelse er to sider af samme mønt. Så snart vi har en aftale på plads i 2025, skal vi derfor være klar til at lukke optagelsesforhandlingerne med EU.” Med et EU-formandskab i sidste halvår af 2025 kan det meget vel tænkes, at den danske regering får en central rolle, helt ligesom i årene efter 1989."

I en kommentar i Politiken skriver Jacob Mollerup, fhv. chefredaktør på Information og tidligere lytter- og seerredaktør på DR, blandt andet: "Der var ingen sikre beviser dengang i september 2022, da en række eksplosioner på havbunden tæt på Bornholm ødelagde både Nord Stream I og II. Det understregede både statsministeren og ledende medier. Men der var i dækningen en bestemt mistanke, der var stærkere end andre. Den indgik i fortrolige briefinger, og stribevis af eksperter var klar til citat. Allerede 27. september var det hovedlinjen i TV-Avisens dækning: “Pilen peger på Rusland”. [...] Klarest i spyttet var vel Mykhajlo Podoljak, kendt rådgiver for den ukrainske præsident. Han beskrev det ifølge DR som “et terrorangreb planlagt af Rusland”. Med større ro forklarede senioranalytiker Jacob Kaarsbo fra Tænketanken Europa i Børsen, at det sandsynligvis var Rusland, der stod bag: “Alt andet er forvrøvlede spekulationer”, fastslog den tidligere chefanalytiker i FE. [...] Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet pegede også på Rusland og forklarede i TV 2: “Det er simpelthen en fortsættelse af den energikrig, der kører”. Hans kollega, militæranalytiker Jeanette Serritzlev udbyggede: “De vil manifestere, at de kan gøre den slags. Det er en magtdemonstration”, forklarede hun i Politiken. [...] Regeringen ville ikke sætte navn på mistanken, men talte om situationens alvor: “Ethvert angreb på europæisk infrastruktur er uansvarligt og vil blive mødt med et stærkt modsvar”, erklærede daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S). [...] Som bekendt er der aldrig kommet sikkerhed for, hvem der stod bag de voldsomme sprængninger, der ud over frygt og usikkerhed også medførte et udslip på over 8 millioner tons CO2. [...] Men et opsigtsvækkende spor har det forløbne år tegnet sig klarere - ikke mindst takket være undersøgende journalister fra bl.a. Der Spiegel, Süddeutsche Zeitung, Die Zeit, ARD og The Washington Post. De danske og svenske myndigheder har indstillet efterforskningen. Medierne har gravet videre. Det samme har tysk politi. Senest har The Wall Street Journal i sidste uge bragt en stor reportage med den hidtil mest omfattende beskrivelse af det ukrainske hold, der med hjælp fra militærfolk, erfarne dybvandsdykkere og en lystyacht skulle have gennemført den hemmelige operation. [...] Det er for tidligt at konkludere endeligt. Men mens vi venter på næste brik, kan man se på de nye standarder, der forberedes. Hvis det vitterligt viser sig at være et ukrainsk organiseret angreb, skal der naturligvis findes helt nye vinkler. Den polske ministerpræsident, Donald Tusk, har en ny model klar. Han har senest skullet forsvare, hvorfor Polen ikke har hjulpet tysk politi i deres efterforskning. I lørdags skrev han på X, at selve anlægget af Nord Stream var problemet. Det burde Tyskland bare undskylde for. Tusk-linjen er lige til at overtage. Der skal blot fokus på, at det var pinligt, at gasledningerne overhovedet blev bygget. Og at Tyskland ikke bør anklage ukrainere, der bare brugte alle kneb midt i en modig kamp mod den russiske invasion. Redaktionschef Klaus Wivel sammenfatter viseligt i Weekendavisen: “Mon ikke alle parter ser på denne spektakulære begivenhed som en episode, der har bedst af at blive glemt?”."

I en kommentar i Weekendavisen skriver Ole Nyeng, journalist på avisen, blandt andet: "Stod Ukraine bag Nord Stream-sabotagen, var det et brud på international ret. Det var også moralsk og politisk forsvarligt. [...] En sabotageaktion mod kritisk infrastruktur uden for den egentlige krigszone er en overtrædelse af international ret. Men er det en moralsk og politisk forsvarlig handling? [...] Putin havde forud for sprængningerne lukket totalt for Nord Stream 1-rørledningerne i håb om, at den deraf følgende knaphed på gas i Europa ville få de europæiske regeringer til at vakle i støtten til Ukraine. Med sabotagen var den pressionsmulighed taget af bordet. Og Europa tilpassede sig hurtigt: Mens Rusland i 2021 stod for 46 procent af EU-landenes gasimport, var det sidste år faldet til kun 16 procent. Tabet af Nord Stream førte til stigende energipriser i Europa i nogen tid, men nu ligger priserne under niveauet fra før Ruslands invasion. Den russiske statskasse blev berøvet milliarder af dollar, der kunne have været anvendt til at føre krig for. Størst virkning kan afsløringerne potentielt få i Ukraines forhold til Tyskland - store grupper på tysk højre- og venstrefløj er imod den tyske regerings støtte til Ukraine, og afsløringerne vil kun bestyrke dem i modstanden. Men er det Ukraines skyld? Eller skyldes det, at Tyskland endnu ikke har fået bearbejdet, at man alt for længe betragtede Putins regime som ét, man kunne gøre forretninger med, selv efter invasionerne af Georgien i 2008 og Krim og det østlige Ukraine i 2014?"
Kilder: Børsen, s. 6-7; Politiken, s. 2; Jyllands-Posten, s. 27; Weekendavisen, s. 2

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Finansielle anliggender: Stort løndyk i Europa: Kurs mod rentedyk til september
Dagens aviser skriver blandt andet følgende om den finansielle udvikling: 

Chefstrateg hos Nykredit, Frederik Engholm, vurderer, at de nye løntal for andet kvartal retfærdiggør, at Den Europæiske Centralbank (ECB) sænker renten igen til september. Det skriver Børsen. Nye tal fra ECB viser, at lønudviklingen er markant nedadgående. Lønvæksten går fra 4,7 procent i første kvartal til 3,5 procent i andet kvartal. "Selvom de fleste arbejdstagere nok ville ønske sig, at den forhøjede lønvækst kunne opretholdes, så vil ECB se på faldet med lettelse," skriver Ferderik Engholm i en kommentar. "Det er væsentlig lavere lønvækst end ventet. Samlet set må tallene siges at være opløftende læsning for ECB," skriver chefanalytiker hos Danske Bank, Bjørn Tangaa, i en kommentar. Frygten har ellers længe været, at den høje lønudvikling ville udløse et vedvarende inflationspres mod økonomien. ECB´s næste rentemøde finder sted den 12. september, og her ventes det, at rentens sænkes. "Torsdagens løntal understøtter kun idéen om, at ECB kan sænke renten igen i september," skriver Frederik Engholm videre i sin kommentar til nøgletallene. ECB har dog pointeret, at videre rentenedsættelser kun vil ske, såfremt nøgletallene, heriblandt løntallene, lystrer centralbankens kriterier for rentenedsættelser. Hos den tyske centralbank er man dog stadig urolige for udviklingen. "Den store villighed til at strejke indtil for nylig og den stadigt udbredte mangel på arbejdskraft tyder på, at forholdsvis høje lønstigninger vil fortsætte i fremtiden," udtalte den tyske centralbank således for et par dage siden. 

Børsen skriver videre, at Danske Bank advarer om, at mulige kommende rentestigninger kan presse de mest følsomme obligationer. Sommerens rentefald har ellers resulteret i betydelige afkast for visse obligationer. "Der er steder på obligationsmarkedet, hvor der har været tale om ekstremt gode afkast de senere måneder. Det er sket i takt med, at markedet virkelig har skruet op for forventningerne til antallet af rentesænkninger, der ventes forude. nok også lidt for meget," siger Natalia Setlak, seniorstrateg hos Danske Bank. Kristian Brinch Hansen, obligationschef i Investering & Tryghed har svært ved at se, at kommende rentesænkninger kommer til at leve op til markedets optimiske forventninger. "Der indregnes en vis form for nedgang til økonomien i rentemarkedet. så skal man have yderligere kursgevinster på obligationsmarkedet, kræver det, at forventningerne til antallet af rentesænkninger skrues endnu mere i vejret. Det kan eksempelvis ske, hvis recessionsfrygten tager til," siger Kristian Brinch Hansen, og fortsætter: "Men forventer man omvendt en blød landing i økonomien, så er forventningerne til antallet af rentesænkninger skruet lovligt højt op. og aktiemarkedet signalerer samtidig, at vi har kurs mod en blød landing, da det næsten er tilbage på niveauerne fra før uroen i begyndelsen af august. så aktiemarkedet og rentemarkedet siger to forskellige ting," uddyber Kristian Brinch Hansen. Natalia Setlak spår, at ECB blot vil sænke renten en enkelt gang i år.
Kilder: Børsen, s. 2, 24

Interne anliggender: Kun fem lande mangler at stille med en EU-kommissær: Få overblikket her
Altinget og Politiken skriver følgende om spillet om kommisærposterne i EU:

Kun fem af EU´s 27 medlemslande mangler nu at komme med et bud på en ny EU-kommisær. Danmark er et af de fem lande, som endnu ikke har meldt ud, hvem deres kommisærkandidat er. Kun seks af de indtil videre 22 kandidater er kvinder. Estiske Kaja Kallas er en af de få kvinder på kandidatlisten. Hun spås at blive EU´s næste udenrigschef. EU-kommissær Ursula von der Leyens ambitioner om bedre kønsbalance på kommisærposterne bliver derfor næppe indfriet. Danmark har indtil 30. august til at annoncere sin kandidat. Herefter vil von der Leyen fordele de gode og mindre poster ud på kandidaterne, inden hun videresender listen til godkendelse i Europa-Parlamentet. 

I en analyse på Altinget skriver Rikke Albrechtsen, EU-redaktør, blandt andet: "Fra Bruxelles bliver der skreget på kvindelige kandidater, som er i gedigen mangelvare blandt de hidtil udpegede. Alligevel er der gode grunde til, at interessen i Danmark hovedsageligt har samlet sig om minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S). Han vil virkelig gerne Det er selvfølgelig ikke et argument i sig selv. Men det trækker heller ikke ned, at Dan Jørgensen ikke ligefrem har puttet med sine europæiske ambitioner. Det har været den dårligst bevarede hemmelighed i Bruxelles, at den tidligere EU-parlamentariker har bedrevet aktiv lobbyvirksomhed i og omkring EU-hovedkvarteret i et godt stykke tid. [...] Han er blevet kaldt CNN-minister, og der er blevet gjort grin med hans trang til at gnubbe skuldre med verdens VIP's. Men Dan Jørgensen har unægtelig gjort sit for at opdyrke et internationalt netværk og holde det varmt. Én af mangelvarerne i det danske kandidatlag til posten som EU-kommissær er netop folk med international erfaring og relationer. Det gælder i særdeleshed i Socialdemokratiet, som vi altså antager, at statsminister Mette Frederiksen (S) fisker i efter sin kandidat. Det gør vi ud fra devisen om, at socialdemokraterne ikke for tredje gang i træk vil forære en så betydningsfuld post væk, efter den de to seneste gange er gået til Radikale. [...] Sandsynligvis har Danmark ikke udsigt til en fancy post i EU-Kommissionens cheflag lige under Ursula von der Leyen, som den, Margrethe Vestager de seneste fem år har siddet på som én af tre ledende næstformænd. Medmindre Mette Frederiksen pludselig skulle beslutte at spille sig selv på banen, er der ingen på hendes S-ministerhold, der har den politiske tyngde til at score den slags post. Dan Jørgensen har til gengæld en profil, som kan fungere på flere af de områder, som kommissionsformand Ursula von der Leyen har sat på plakaten for de næste fem år, og som også passer med danske interesser. Hendes fokus kommer til at være på at skærpe Europas konkurrencedygtighed, uafhængighed og gennemslagskraft i verden, med energiuafhængighed og grøn omstilling som nøgleord i den vision. Selv om Spanien har stillet en stærk kandidat til klimaporteføljen i form af vicestatsminister Teresa Ribera, er det langtfra det eneste job i spændet mellem klima, miljø, energi, forsyning, industripolitik og udviklingspolitik, som kunne ligge godt til både Dan Jørgensen og til Danmark. [...] Statsministeren er kendt for ikke at skifte unødigt ud på sit ministerhold eller gå af med ministre, som gør det godt. Selv om Dan Jørgensen har været et stabilt kort i Mette Frederiksens ministerkabale i både hendes første og anden regeringsperiode, bliver han ikke anset som lige så strategisk vigtig for statsministeren som for eksempel erhvervsminister Morten Bødskov (S), som er den, der ellers har været hyppigst nævnt på rygtebørsen i forbindelse med kommissærudnævnelsen. Det kan spille ind, når hun nu står over for at skulle sætte sit regeringshold på ny, efter hun har udpeget sin kandidat til kommissærjobbet."

Politiken skriver i en leder blandt andet: "Normalt siger man, at alt godt kommer til den, der venter. Men de gamle visdomsord kan i disse dag koste Danmark dyrt, når det handler om fordelingen af de magtfulde kommissærposter i EU. Den danske regering er efterhånden et af de få lande, der ikke officielt har meldt en kandidat ind til den nye kommission. I månedsvis har der været rygter om, at Danmark ville gå efter den vigtige post som klimakommissær ved at at stille med den internationalt anerkendte Dan Jørgensen (S). Men hvis det fortsat er planen, så er budskabet ikke officielt nået frem til Bruxelles. Og imens Danmark tilsyneladende nøler, har Spanien vist handlekraft. Den spanske regering har kørt sin energiminister, Teresa Ribera, i stilling netop til posten som klimakommissær, og hende anser mange som et oplagt valg. Ikke alene er Ribera yderst kompetent til jobbet, hun kommer også fra et af EU's største lande og er en af de få kvinder, der foreløbig er bragt i spil. Ganske fornuftigt har Ursula von der Leyen på forhånd forlangt, at alle lande stiller med både en kvindelig og en mandlig kandidat, så der kan sikres en fornuftig kønsbalance. Det har langt de fleste lande dog valgt at se stort på. Foreløbig har mindst 20 lande meldt deres kandidater. Kun 5 af dem er kvinder. Derfor er den danske regering havnet med ryggen mod væggen. For ikke nok med, at nogle af de centrale poster ser ud til at være godt på vej til at gå til andre lande, så stiger presset på Danmark for at få kønsfordelingen bragt nogenlunde i balance også. Lurepasseri er bestemt ikke nogen ukendt strategi for Danmark, når det handler om EU. Margrethe Vestager blev også i sin tid sendt meget sent på banen, men dengang stillede Danmark med en magtfuld partileder og en central minister. Det er denne gang vanskeligt at se, hvordan den strategi bæres af visdom. Medmindre altså Mette Frederiksen overvejer at bringe sig selv i spil til den nye og magtfulde post som EU's forsvarskommissær.”
Kilder: Altinget, torsdag; Politiken, s. 1

Andre EU-historier

Socialpolitik: Handicaporganisationer: Trods løfter tøver regeringen med at tænke mennesker med handicap ind i humanitære indsatser
I et debatindlæg på Altinget torsdag skriver Sif Holst, næstformand, Danske Handicaporganisationer, blandt andet: "I 2009 besluttede Danmark at tilslutte sig FN's Handicapkonvention. Derfor har vi i Danmark forpligtet os på, at mennesker med handicap skal have de samme rettigheder og muligheder som alle andre - herhjemme og i vores indsatser ude i verden. 23. august rejser repræsentanter fra den danske regering til Genève, fordi de skal stå skoleret over for FN's Handicapkomité. Jeg forventer, at de kommer hjem med røde ører på en række områder. Ét af kritikpunkterne, tror jeg, vil gå på, at Danmark nøler med at få nogle ordentlige rammer på plads inden for udviklingssamarbejdet og de humanitære indsatser. Tal fra OECD viser, at kun tre procent af den danske udviklingsbistand går til indsatser, der har fokus på at inkludere mennesker med handicap. Det skal vi selvfølgelig gøre meget bedre. [...] Som optakt til den danske eksamen har vi i Danske Handicaporganisationer sammen med en række civilsamfundsorganisationer sendt vores syn til FN's Handicapkomité på, hvad der er af udfordringer og har været af resultater på handicapområdet i løbet af de senere år. Her mener vi blandt andet, at regeringen nøler med at tage de første skridt til et større fokus på mennesker med handicap i udviklingssamarbejdet og de humanitære indsatser. Vi kan for eksempel se til vores naboer i Norge. Her halter Danmark i den grad bagud. Nordmændene har nemlig en strategi for, hvordan mennesker med handicap bliver tænkt ind i norsk udviklingssamarbejde. Det betyder, at der bliver arbejdet langt mere systematisk med at få mennesker med handicap inkluderet i de indsatser, nordmændene sætter i søen. [...] Der er brug for, at Udenrigsministeriet og de danske organisationer, der arbejder for at forbedre vilkårene i forskellige lande, sætter en højere ambition for at inkludere mennesker med handicap i indsatserne og bliver langt bedre til at undersøge om forbedringerne også gavner mennesker med handicap. EU's eksterne udviklings- og humanitære indsatser inkluderer, ifølge tallene fra OECD, mennesker med handicap i over 20 procent af indsatserne. Ligesom EU's indsatser er styret af en vejledning til, hvordan mennesker med handicap inkluderes i indsatserne. Når Danmark overtager EU-formandskabet, vil det være et vigtigt signal i EU, at Danmark ikke halter bagud på denne dagsorden."
Kilde: Altinget, torsdag

Beskæftigelse, vækst og investeringer: Minedrift i Arktis styrker den grønne omstilling og frigør os fra autokratierne
I et debatindlæg på Altinget skriver Mads Qvist Frederiksen, adm. direktør, Arktisk Økonomisk Råd, blandt andet: "Da EU-Kommissionens præsident Ursula von der Leyen var i Nuuk i marts for at åbne det nye EU-kontor, fremhævede hun, at EU vil investerer i grøn energi, råstoffer og kompetencer i Grønland. Besøget kom kort tid efter, at EU og Grønland havde underskrevet en samarbejdsaftale om kritiske råstoffer, hvor Grønland bliver beskrevet som en strategisk leverandør til Europas grønne omstilling. I mange år var minedrift ilde set i Arktis, da de vestlige lande foretrak, at lande som Den Demokratiske Republik Congo havde minerne, og Kina stod for produktionen. Det ændrer sig nu. I maj måned besøgte Antony Blinken Kiruna i det arktiske Sverige - en lille by med små 17.000 indbyggere, som Ursula von der Leyen også har været forbi - for at se nærmere på den nyeste opdagelse i undergrunden der. Det er muligt at etablere miner i Arktis, som både kommer lokalsamfundet og verdenssamfundet til gavn. [...] Kiruna har i over 100 år leveret jernmalm til hele Europa og står i dag for 80 procent af EU's forbrug. Blinkens interesse var dog i potentialet for, at et af Europa største forekomster af sjældne jordarter lå tæt på den nuværende jernmine. Forekomsten udgør omkring én procent af verdens kendte reserver, men er et lille skridt på vejen til at frigøre sig fra kinesisk afhængighed og dominans på markedet for sjældne jordarter. [...] Minedrift er blevet sikkerhedspolitik. USA, Kina, Japan, EU, Rusland og mange flere har lister over kritiske råstoffer, som ikke nødvendigvis er sjældne, men hvor forsyningerne eller produktionen kommer fra steder, der tæt på udgør et monopol. Derfor har blandt andet det amerikanske forsvarsministerium investeret over 30 millioner dollars i forundersøgelserne til en grafitmine i Alaska. I dag er der ingen aktive grafitminer i USA, og Kina sidder på 77 procent af markedet. Men minen i Alaska vil kunne sikre national produktion af det kritiske råstof. Men hvad kan vi gøre for at få den samme mineudvikling i Grønland, som vi har set i resten af Arktis? I dag er det kun mineselskabet Lumina, der har rettigheder til at eksporter kommercielt fra Grønland, og selskabet bag rubinminen har for nyligt begæret om betalingsstandsning. Til efteråret udkommer Arctic Economic Council - den internationale erhvervsorganisation med fokus på Arktis - derfor med en analyse af de kritiske råstoffer tilgængelighed i alle de arktiske lande, samt konkrete anbefalinger til hvordan vi kan sikre endnu mere minedrift i Arktis og dermed gøre en forskel ikke bare for jobs og vækst lokalt, men også sikre råstofferne, der er nødvendige i denne grønne omstilling og sikkerhedspolitisk."
Kilde: Altinget, torsdag

Socialpolitik: Nye tal viser, at flere fædre gør brug af deres øremærkede barsel
Danske fædre gør i stigende grad brug af deres øremærkede barsel, viser nye tal. Det skriver Altinget. Fædre eller medmødre/medforældre tager i snit 27 dages mere barsel, mens mødres barsel er faldet med 26 dage. "Det er en positiv udvikling for både børn og forældre, og det er et vigtigt skridt i retning af større ligestilling på arbejdsmarkedet," skriver beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en kommentar til Altinget. De nye barselsregler trådte i kraft 1. juli 2022 som en konsekvens af, at EU pålagde Danmark at indføre regler for øremærket barsel.
Kilde: Altinget, fredag

Retlige anliggender: Peter Hummelgaard: Bandekrigen udnytter svenske børn og unge som børnesoldater
På et pressemøde I denne uge om bandesituatioonen i Sverige og Danmark udtalte justitsminister Peter Hummelgaard (S), blandt andet, at dansk og svensk politi vil intensivere samarbejdet om at bekæmpe banderne. Det skriver Altinget torsdag. Peter Hummelgaard sagde videre, at han vil gøre det til en prioritet, at EU, under det danske EU-formandskab, sætter hårdere ind over for kriminelle bagmænd, der gemmer sig i udlandet. 

I et debatindlæg i Berlingske skriver Kim Valentin (V), medlem af Folketinget, blandt andet: "Danske gader har i stigende grad været ramme for en ny form for kriminalitet, hvor kriminelle bander bruger svenske unge til at udføre voldelige forbrydelser. Det er fuldstændig uacceptabelt og kræver en styrket indsats fra vores side. Derfor er det altafgørende, at vi øger samarbejdet med Sverige og prioriterer det nordiske samarbejde. [...] De seneste måneder har vi set adskillige eksempler på, hvordan svenske unge bliver rekrutteret af danske bander til at udføre bestillingsarbejde. Denne udvikling understreger, at vores kamp mod bandekriminalitet ikke kan løses med nationale tiltag alene. Derfor er den nye aftale om et tættere samarbejde mellem Danmark og Sverige et vigtigt skridt fremad. [...] Derudover vil samarbejdet med tredjelande blive intensiveret for at sikre en mere effektiv udlevering af bagmænd. Straffene skal også afspejle forbrydelsernes alvor. Derfor vil der blive fremlagt et forslag om at hæve straffene i Danmark. Sverige vil samtidig justere deres strafferamme, så den kommer op på niveau med den danske. På den måde kan vi ved at udveksle information og koordinere vores indsats i højere grad bekæmpe bandekriminalitet, der foregår på tværs af grænserne. Men det er også nødvendigt, at det nordiske samarbejde opprioriteres. Ikke kun for at sætte en klar retning for vores fremtidige samarbejde, men også som forberedelse til det danske EU-formandskab i 2025. Selvom Norge og Island ikke er EU-medlemmer, skal vi bruge EU-formandskabet til at styrke den europæiske indsats mod bandekriminalitet og sikre en effektiv og afskrækkende lovgivning."
Kilder: Altinget, torsdag; Berlingske, s. 27

Konkurrence: Vi kan ikke vinde toldkrigen mod Kina, uden at vide hvordan en sejr ser ud
Børsen skriver i en leder blandt andet: "Med op til 36,3 pct. i antidumping-afgift på kinesiske biler har EU åbnet op for en toldkrig med Riget i Midten for at ændre det varige styrkeforhold som i almindelige krige. Bare uden den faktor, der som regel afgør eller afslutter dem: Mål for, hvordan en sejr ser ud. Dermed bliver det sværere at spille for at vinde og nemmere for særinteresser at forvride strategien. Tysk bilindustri ønsker afspænding, mens franske bilproducenter vil have optrapning - af hensyn til dem selv. Nu varsler Kina gengæld mod europæiske mejeriprodukter - det skal nok få fødevareindustrien på banen. Derfor haster det med en seriøs diskussion om meningen med det hele. Den kommer primært til at stå mellem høge i det politiske system og duer i erhvervslivet. [...] Økonomerne holder på, at vækstkagen samlet set bliver større, når vi handler med hinanden og konkurrerer os frem til en global arbejdsdeling. Hvis kineserne snyder på vægten med statsstøtte, ender pengene i vores lommer, fordi vi kan købe kinesiske varer billigere, end de ville være i fri konkurrence. Og markedet sørger for, at vi i stedet bruger vores egne ressourcer på noget mere værdifuldt. Eksperter i international realpolitik påpeger sårbarheden ved at give kineserne global markedsdominans. Ikke bare prismæssigt, men endnu være sikkerhedsmæssigt. For i 2024 er teknologisk dominans lig med hård sikkerhed. Kinas stadigt mere enerådende leder, Xi Jinping, vil dominere nøgleindustrierne for de vigtigste nye teknologier for at udfordre den globale magtbalance. Man kan vælge at stille sig hårdt og helt bag et af rationalerne. Klogere er det nok at forstå, hvordan de konkret bedst afvejes. Vi kan drømme om kinesisk demokratisering. Det gør de færreste strategiske aktører. [...] Hvis vi havde magt, som vi havde agt, hvilken plads ville vi så tildele et ikkedemokratisk Kina i verdensøkonomien? Hvad er det realistisk at opnå? Skal landet for evigt fastholdes i enten isolation eller i rollen som underleverandør af ikkekritiske produkter langt nede i værdikæderne? Og hvis ikke, hvordan sameksisterer vi så sikkert med et økonomisk og teknologisk stærkere Kina? Hvor satser vi - og hvor foretager vi frontforkortninger? USA har allerede udpeget digital teknologi, AI og mikrochip som afgørende. Vil EU lade USA dominere den flanke, eller skal vi selv dække den? Hvad med grønne teknologier? Hvad med klimahensyn? Beskytter vi fossile signaturindustrier som biler mod grønnere importalternativer fra Kina? Spørgsmålene er forbundne. De kan kun besvares samlet. Hvis vi kæmper for at vinde, må vi gøre os begreb om, hvilken sejr vi kan og vil opnå. Ellers vil krigen blive misbrugt til andre formål."
Kilde: Børsen, s. 40

Klima: Spis bælgsæd og drik plantemælk
Weekendavisen bringer en artikel om Klimarådets nye rapport, Danmarks Klimamål i 2050. Den nye rapport kommer med forslag til, hvordan Danmark kan nå i mål med ambitionen om en CO2 reduktion på 100-110 procent i forhold til 1990. Klimarådet skriver i rapporten, at adfærdsændringer eller nye teknologiske løsninger er måden, hvorpå målet indfries. Klimarådet anbefaler blandt andet, at den danske befolkning foretager færre og kortere flyrejser, bruger bilen mindre, og bor i mindre huse. Danskerne bør også omlægge deres spisevaner anbefaler rådet. Den danske bestand af kvæg og svin bør også nedskæres med op til 80 procent inden 2050, anbefaler Klimarådet. Klimarådet angiver ikke, hvad det vil koste at nå i mål med ambitionerne. Klimarapporten nævner heller ikke, hvordan klimapolitikken kommer til at påvirke uligheden. Det har i mange år ellers været et af hovedmålene i dansk politik at mindske denne uligheden. Et eksempel på ulighedsøgende klimapolitik, skriver Weekendavisen, er EU´s beslutning om at alle bygninger i unionen skal være CO2-neutrale i 2050. Borgere, som kun har råd til gamle boliger med dårlig isolering, vil blive ramt hårdest af denne beslutning.
Kilde: Weekendavisen, s. 6

Grundlæggende rettigheder: Bulgarsk anti-lgbt+-lov
Weekendavisen skriver, at Bulgarien har indført forbud mod undervisningsmateriale, hvor propaganda for "ikketraditionel seksuel orientering" eller “kønsidentiter, der er anderledes end den biologisk bestemte," indgår. Lovforslaget blev vedtaget i sidste uge. EU-kommissær for lighed, Helena Dalli, har igangsat en undersøgelse af, om den bulgarske lov er i strid med EU´s værdigrundlag. I Europarådet protesterer man skarpt mod den nye bulgarske lov.
Kilde: Weekendavisen, s. 10

Udenrigspolitik: Balancegang i fjendtligt nabolag
Weekendavisen bringer en artikel om den politiske situation I Armenien, hvor man blandt andet forsøger at vriste sig fri fra Ruslands kløer. Armeniens forsøg på at vriste sig fri fra Rusland tog fart efter, at russiske fredsstyrker passivt så til, mens tropper fra Aserbajdsjan rykkede ind i den armenske provins Nagorno-Karabah. Armenien er ellers medlem den russiske ledede sikkerhedsorganisation, The Collectice Security Treaty Organization (CSTO). CSTO´s medlemslande er forpligtet til at komme hinanden til undsætning, hvis et land bliver angrebet. Ruslands økonomiske forbindelser til Aserbajdsjan vejede muligvis tungere end end forsvarspagtløfter, ligesom man i Rusland måske følte sig overbebyrdet af krigen i Ukraine, og derfor ikke kunne overskue håndteringen af endnu en konflikt. 12. juli annoncerede Armeniens premierminister, Nikol Pasjinjan, at landet på et givet tidspunkt agter at trække sig helt ud af CSTO. Russiske styrker, der har bevogtet grænsen til Aserbajdsjan og grænsevagter stationeret i Jerevans internationale lufthavn er, på krav fra Armenien, blevet kaldt hjem til Rusland. Der er dog fortsat russiske grænsekorps udstationeret ved Armeniens grænser til Tyrkiet og Iran, ligesom russerne stadig har to militærbaser i landet. Nu vender armenerne sig i stedet mod Vesten for militær støtte. Armenske og amerikanske styker har holdt fælles militærøvelser og EU har udstationeret 200 ikkebevæbnede grænsevagter på grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. "Timingen er vigtig her. Armenien har et vindue til at handle, mens Rusland er overvældet og distraheret af den fejlslagne invasion af Ukraine," siger Richard Giragosian, leder af The Regional Studies, en tænketank i Jerevan, Armeniens hovedstad. "Hvad vi også ser, er, at Armenien har lært af nabolandet Georgiens fejltagelser. Armenien søger ikke NATO-medlemskab. Vi søger ikke optagelse i EU, i alt fald ikke nu. Pasjinjan er meget omhyggelig med ikke at foretage sig noget, der kan fremprovokere en russisk reaktion. Men det rigtige svar på dit spørgsmål er: Vi ved ikke, hvad Rusland vil gøre. For Rusland er ikke længere nogen rationel aktør," forklarer Giragosian videre. Den armenske økonomi er tæt knyttet til den russiske. Vigtige sektorer i den armenske økonomi er på russiske hænder, og over størstedelen af de penge der sendes hjem til Armenien, fra armenere som arbejder i udlandet, kommer fra Rusland. Rusland er Armeniens største handelspartner og Armenien er medlem af Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU), som sikrer toldfri handel mellem Rusland og fire andre tidligere sovjetrepublikker. "Vi er ikke glade for vores medlemskab af EAEU, men som forholdene er, findes der ingen let og hurtig måde at forlade den på. Armenien må spille en svag hånd klogt. Vi kan konfrontere Rusland, men ikke hele tiden og ikke på alle spørgsmål," siger Giragosian.
Kilde: Weekendavisen, s. 11

Sikkerhedspolitik: Skib udgør miljøfare
Jyllands-Posten og Politiken skriver følgende om angrebet på et tankskib i Det Røde Hav:

EU´s maritime operation i Det Røde Hav, Aspides, skriver på X, at besætningen på et tankskib med 150.000 tons råolie har forladt skibet, efter, at skibet er blevet angrebet. Angrebet kan spores til havenbyen Hodeidah i Yemen. Det skriver Politiken. Jyllands-Posten skriver, at mandskabet på Aspides varsler, at det angrebne skib, Sounion, nu udgør en fare for trafik og miljø.
Kilder: Politiken, s. 1; Jyllands-Posten, s. 4

Interne anliggender: "Jeg kommer aldrig nogensinde til at gøre Lars Løkke Rasmussen til minister" “Jeg kommer aldrig nogensinde . . .”
I et interview med Jyllands-Posten siger Dansk Folkpartis formand, Morten MesserSchmidt, at hans parti ikke vil indgå i nogen form for samarbejde med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Moderaterne efter næste valg. I interviewet melder Messerschidt også ud, at Dansk Folkepartis mål om at Danmark skal forlade EU, sættes på pause. "Vi kommer ikke til at opgive det som partiets politik - men det er klart, at vi er villige til at gå på kompromis," forklarer Messerschmidt. "EU-politikken vil man nok i vidt omfang lægge til afstemning i folketingssalen. Det er en god løsning, hvis man skal have en regering med Dansk Folkeparti, som helt åbenlyst mener noget andet end de andre borgerlige partier på det område," fortsætter Morten Messerschidt, som erklærer, at Dansk Folkeparti er klar til at acceptere et alternativt flertal i EU-politikken. “Ja. Der ville også være noget grundlæggende udemokratisk i, at DF med 5 pct. af stemmerne kunne blokere for noget, der måske er 140 mandater bag i Folketinget," forklarer formanden for Dansk Folkeparti.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 6-8

Det digitale indre marked: Musk vs. EU: Magtkampen om den digitale verden spidser til
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Rasmus Egmont, analytiker, Tænketanken Europa, blandt andet: "Det er ikke blot Musk og X, der kolliderer med EU i disse uger. Retorikken mellem Bruxelles og Silicon Valley er blevet voldsomt skærpet over sommeren. [...] I juni var det Margrethe Vestager, der langede ud efter Apple, da virksomheden udskød lanceringen af nye AI-produkter i EU med henvisning til europæisk regulering. Vestager udskammede valget som “den mest forbløffende, åbne erklæring af”, at Apple bevidst spænder ben for konkurrencen på digitale markeder. De skingre toner er lyden af en ny og mere dramatisk fase i EU's langvarige opgør med de største techvirksomheder. Skiftet skyldes, at EU har indført et nyt lovkompleks for den digitale verden, og at kommissionen nu bruger det som et banebrydende våben imod industrien. EU's nye skyts kommer især fra Digital Services Act (DSA) og Digital Markets Act (DMA), som er trådt i kraft inden for de seneste 12 måneder. De er blevet solgt som en ny global standard, der skal sikre et trygt digitalt rum præget af europæiske værdier (gennem DSA) og frisætte konkurrencen på digitale markeder (DMA). [...] Efter ét års håndhævelse står det klart, at både EU og Silicon Valley har meget på spil. Industrien kæmper indædt for at forsvare sin frihed til at designe egne forretningsmodeller og beskytte sin høje indtjening. Omvendt ser kommissærerne sig nødsaget til at bevise reglernes værd for at bevare troværdighed og bevise staternes suverænitet. For begge er det en magtkamp om, hvem der skriver spillereglerne for den online verden. [...] Det åbne spørgsmål er, om lovene vil føre til en mærkbar forandring af de digitale markeder eller blot gøre livet surt for virksomhederne. [...] For EU er kampen ikke uden dilemmaer. På den ene side vil Bruxelles skabe et digitalt marked præget af europæiske værdier. På den anden side skal EU undgå, at reguleringen hæmmer produktivitet og konkurrenceevne. Når virksomheder som Apple udpeger lovgivningen som årsag til at holde nye teknologier tilbage fra EU, spiller de netop på angsten for at regulere sig selv ihjel. Det kan få stor indflydelse, når de næste kommissærer efter Vestager og (måske) Breton skal beslutte, hvordan de vil implementere det digitale lovkompleks, især inden for kunstig intelligens. I 2024 har EU rejst flere sager under DSA og DMA, der går direkte i kødet på techvirksomhedernes indtjeningsgrundlag. Indtil videre har aktiemarkederne reageret med skuldertræk. De forventer ingen revolution."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 26

Retlige anliggender: Glemsom professor?
I et debatindlæg i Berlingske skriver Anne Albinus, Rødekro, blandt andet: "Professor i formueret Mads Bryde Andersen (MBA) foreslår 21. august i Berlingske, at Danmark kan opsige Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) for herefter at indtræde og udtrykke forbehold for konventionens artikel 8 om retten til, at familieliv ikke skal gælde i sager om udvisning af kriminelle udlændinge. Men Danmark er bundet af EUs Charter om Grundlæggende Rettigheder paragraf 19: “Ingen må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling.”MBA må have glemt, hvad han selv skrev 3. marts 2019 i Berlingske : “Charteret fortolkes af EU-Domstolen, og Danmark er bundet af det også efter et farvel til EMRK."
Kilde: Berlingske, s. 27

Retlige anliggender: Vi kan ikke bare hoppe ind og ud af retsstaten
I en kommentar i Berlingske skriver Ole Spiermann, medlem af Advokatrådet, formand for Advokatrådets grundrettighedsudvalg, blandt andet: "Skal en retsstat som Danmark vælge og vrage, hvilke af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme vi skal følge? Det foreslår folketingsmedlem Rasmus Stoklund (S) i en ny debatbog. Advokatrådet er imod. Vi kan ikke bare hoppe ind og ud af retsstaten, som det passer os. Det gælder domme fra danske domstole, men det gælder også domme fra internationale domstole.Internationale menneskerettigheder har været en skelsættende succes siden FN-pagten fra 1945 og FNs verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948. I Europa har vi både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-Domstolen. Begge udmønter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 i konkrete afgørelser. [...] Den medlemsstat, som begynder at vælge og vrage blandt domme, vil undergrave domstolen og anspore andre til at gøre det samme. Det vil svække internationale menneskerettigheder generelt. Og på længere sigt vil den, som vælger og vrager, også få vanskeligt ved at forblive medlem af Europarådet og EU. Så prisen vil være høj, også selvom Stoklund i debatbogen håber på andet. [...] I enhver samling af retsafgørelser vil der være domme, der skuffer parter og vækker anskrig blandt udenforstående. Det er heller ikke helt sikkert, at en tidligere dom følges i en ny sag, hverken når det kommer til danske eller europæiske domstole. Det forhold, at internationale menneskerettigheder er vanskeligere at ændre, berettiger efter Advokatrådets opfattelse ikke til, at der blæses til totalangreb på internationale domstole, deres legitimitet og fortolkningsstil. Så hellere gå i dialog i de europæiske fora, som er egnede til formålet. Ser et stort antal af medlemsstaterne ens på tingene, vil det få betydning også for domstolene."
Kilde: Berlingske, s. 27