Mandag den 8. juli

Tophistorier

EU opfordrer Iran til øjeblikkeligt at ændre kurs
Politiken skriver lørdag, at præstestyret i Teheran har givet EU frist til på søndag til at redde atomaftalen, ellers vil regimet føle sig fri til at skrue op for berigelsen af uran. ”Hvis Iran beslutter at genstarte et hvilket som helst atomanlæg, vil hele processen tage mindre end tre dage,” erklærer Qassem Saedi, medlem af energiudvalget i det iranske parlament til netmediet Iran Daily. USA's mest anerkendte magasin om international sikkerhed, Foreign Affairs, vurderer, at sandsynligheden for en væbnet konflikt mellem USA og Iran stiger for hver provokation, hvad enten det er et angreb på et civilt tankskib eller nye sanktioner.” Berlingske skriver lørdag, at USA og EU er på kollisionskurs over Iran, hvilket har efterladt danske og europæiske virksomheder i et tomrum. De seneste uger har amerikanerne skruet kraftigt op for truslerne mod de europæiske lande, hvis ikke man følger den sanktionskurs, USA har lagt ned over en række lande som Iran og Rusland. Det har fået Storbritannien, Tyskland og Frankrig til samlet at sende en henvendelse til de øvrige EU-lande om at deltage i en fælles aktion, der skal forsøge at bremse den amerikanske finansielle magt til at kontrollere, hvad europæerne gør i forbindelse med Iran. ”Det er essentielt, at vi nu styrker INSTEX (EUs nye finansielle instrument) ved at udvide ”ejerkredsen” til lande som jer (Danmark). Det vil sende et meget stærkt signal til Iran på et tidspunkt, hvor atomaftalen er under pres,” skriver de tre direktører for udenrigsministerierne i Tyskland, Frankrig og Storbritannien ifølge Berlingske, lørdag. Jyllands-Posten og Politiken skriver mandag, at i separate erklæringer opfordrede Storbritannien, Frankrig og Tyskland Iran til øjeblikkeligt at indstille og ændre planer om at bryde atomaftalen. EU's udenrigstjeneste siger, at parterne, som har underskrevet atomaftalen med Iran i 2015, drøfter et muligt krisemøde efter udmeldingerne fra Iran. Søndag sagde Maja Kocijancic, der er talskvinde for EU's udenrigschef, Federica Mogherini, at der i EU er ekstrem bekymring omkring Irans beslutning om at overskride grænsen for berigelsen af uran. I 2015 indgik Iran og de permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd sammen med Tyskland en omfattende aftale om Irans atomprogram, som indebar, at sanktioner mod Iran skulle lettes. Til gengæld skulle Iran bremse atomaktiviteterne og disse skulle også overvåges af FN-eksperter. Men da amerikanerne trak sig fra aftalen, fordi USA's præsident, Donald Trump, ikke fandt den tilstrækkelig, er spændingerne taget til.

Berlingske bringer mandag en analyse af sikkerhedskorrespondent Kristian Mouritzen. Han skriver blandt andet: ”EU og USA er i stigende grad på kollisionskurs, efter at Iran igen er begyndt at berige uran. Ganske vist er konflikten mellem Iran og USA om atomaftalen det, alle taler om. Men på sidelinjen er en helt anden konflikt ved at udvikle sig - en konfrontation mellem USA og EU og dermed en magtkamp, som gradvist har udviklet sig gennem et par år, og som EU står til at tabe. Meget er på det område på spil for EU. Ikke mindst international troværdighed, som europæerne ikke har meget af i øjeblikket. Sagens kerne er, at iranerne gentagne gange har sagt, at hvis ikke europæerne med Kina og Rusland som medunderskrivere af atomaftalen finder et effektivt middel til at omgå de amerikanske sanktioner, så er atomaftalen død. Det har EU ikke kunnet. Derfor er iranerne begyndt at forlade atomaftalen ved at berige uran og skaffe sig mere af det. [...] Hvis den iranske atomaftale skal reddes for at forhindre en altomfattende krig i Mellemøsten med Israel, Saudi-Arabien og USA på den ene side og iranerne på den anden, skal der handles hurtigt. For man skal ikke undervurdere iranerne. De ved godt, hvad der tjener dem bedst i det lange løb. Det gør atomvåbnet. Eksemplet ligger lige for i Nordkorea, hvor den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, er den mest ombejlede leder, efter at nordkoreanerne anskaffede sig atomvåben. [...] Så situationen er farlig. For Iran er en helt anderledes magt, end for eksempel Irak var. Iran er betydeligt bedre militært udstyret, end irakerne var, og har et langt mere organiseret forsvar.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 11; Politiken, lørdag, s. 8, mandag, s. 2; Berlingske, lørdag, s. 6, mandag, s. 7; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 8 (08.07.2019)

Grækerne øjner en ny ”håbets mand”
Flere aviser skriver om parlamentsvalget i Grækenland. Søndag gik grækerne til valgstederne, det endelige resultat er dog endnu ikke offentliggjort. Storfavoritten til at blive landets nye leder er den 51-årige Kyriakos Mitsotakis, der leder det borgerlige oppositionsparti, Nyt Demokrati. Jyllands-Posten skriver søndag, at meningsmålinger frem mod valget har givet partiet en føring på mellem ca. 8 og 10 procentpoint over Syrizapartiet. Økonomi har været altoverskyggende tema i valgkampen og selv om mange grækere stadig giver udtryk for, at de ikke kan føle nogen økonomiske forbedringer, viser de tørre tal, at finanserne er i bedring. Hvis Mitsotakis overtager posten som landets premierminister, venter der ham en vigtig opgave med at vise over for de øvrige EU-lande, at han kan holde den græske økonomi på rette kurs. Politiken skriver søndag, at ifølge Grækenlands-eksperten Mogens Pelt, der er lektor ved Københavns Universitet, betyder en sejr til Nyt Demokrati ikke, at partiet Syriza og Alexis Tsipras er færdige. ”Syriza ligger til at tabe, men det vil blive det næststørste parti og dermed leder af oppositionen. Det er ikke dårligt, i betragtning af at det er et ungt parti,” siger han med henvisning til partiets beskedne start i 2004. I 2015 gik Alexis Tsipras til valg på, at han i EU og eurogruppen ville arbejde for lempeligere vilkår for tilbagebetalingen af gælden, samt afbøde de alvorligste sociale følger af den brutale nedskæringspolitik, der fulgte med efter at EU stillede flere lånepakker til et samlet beløb på 242 milliarder euro til rådighed for Grækenland, ligesom Den Internationale Valutafond samt private institutioner også bidrog. I EU formåede han at få et godt forhold til den daværende franske præsident, socialisten François Hollande, og EU's finanskommissær, Pierre Moscovici og den netop udnævnte direktør for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, var som direktør for Den Internationale Valutafond, IMF, i 2017 til talskvinde for en lempelse af lånevilkårene.

Information skriver lørdag, at for mange grækere ses Tsipras nu som manden, der føjede de kreditorer, han havde lovet at kæmpe imod. Specielt middelklassen, der er ramt af høje skattestigninger, ser nu ud til at ville straffe ham ved valget ved i stedet at pege på det konservative parti Nyt Demokrati og dets leder Kyriakos Mitsotakis. Berlingske skriver søndag, at hvis Kyriakos Mitsotakis vinder dagens valg, bliver græsk politik på ny et familieanliggende. Vælgerne er klar til at give comeback til politiske dynastier, der bærer en stor del af ansvaret for de seneste års økonomiske morads, men flere ser det mere som et fravalg af Tsipras, fordi mange grækere er vrede og skuffede over, at Syriza-regeringen efter deres mening har svigtet sine idealer. ”Tsipras kom til magten for at gøre op med de traditionelle partier og familier. Vælgerne føler, at han i stedet har videreført deres politik og samtidig har bøjet sig for EUs krav om nøjsomhed. Og hvis alt alligevel er ved det gamle, kan det hele være lige meget,” siger Marina Rigou, underviser i politisk journalistik på universitetet i Athen til Berlingske.

Politiken bringer søndag et portræt af Kyriakos Mitsotakis, leder af Nyt Demokrati. Kyriakos Mitsotakis vil gerne fremstille sig selv som en græsk Emmanuel Macron med liberale holdninger i både økonomiske og værdipolitiske spørgsmål. Han har ligesom Emmanuel Macron en fortid i banksektoren og han er som mange af de øvrige sønner og døtre af den græske elite uddannet i USA på universiteterne Stanford og Harvard i USA. I valgkampen har han forsøgt at optræde som en moderne dynamisk politiker og enhver græker kender hans perfekte familieliv med hustru og to børn, og han optræder nu - ligesom rivalen Alexis Tsipras - uden slips og med en moderne retorik.

Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder søndag: “Når grækerne i dag går til valg, vil gældskrisen fremdeles spille en central rolle. Premierminister Alexis Tsipras, der kom til magten i 2015 på løfter om at mildne de værste effekter af hjælpepakkerne, står ifølge meningsmålingerne til at tabe valget til den konservative Kyriakos Mitsotakis - søn af fhv. premierminister Konstantinos Mitsotakis. I valgkampen har Kyriakos Mitsotakis forsøgt at fremstille sig selv om en midtsøgende politiker, men både han og stærke kræfter i hans parti, Nyt Demokrati, har slået sig op på modstanden mod Prespes-aftalen fra i fjor mellem Grækenland og Nordmakedonien, der baner vej for sidstnævntes medlemskab af Nato. Aftalen har fået støtte fra FN, EU og Nato, men har haft to højlydte modstandere: Rusland og Nyt Demokrati. […] Hvis dagens parlamentsvalg i Grækenland intensiverer den populistiske dagsorden, kan Christine Lagarde få mere end rigeligt at se til som ECB-præsident. Om nogen har hun tordnet mod den manglende politiske vilje til at gennemføre nødvendige strukturelle økonomiske reformer. Christine Lagarde kan dermed komme i den situation at skulle redde de regeringer, som hun selv har kritiseret. Kan hænde, at det er forklaringen på, at ECB nu skal have en diplomat og politiker som chef.”

Kristeligt Dagblad skriver mandag, at i aftes tydede alt på, at vinderen bliver det konservative Nyt Demokrati, der i valgstedsmålinger stod til mellem 38 og 42 procent af stemmerne.
Jyllands-Posten, søndag, s. 12, 32; Politiken, søndag, s. 4; Information, lørdag, s. 10-11; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 8, mandag, s. 1, 4; Berlingske, søndag, s. 20 (08.07.2019)

Prioritede historier

Markedet venter negativ rente i Europa til 2025
Børsen skriver mandag, at markedet forventer negativ rente i Den Europæiske Centralbank (ECB) seks år endnu. Flere økonomer mener, at det er voldsomt bekymrende og absurd. “Det stiller enorme krav til dem, der har ansvaret for den finansielle stabilitet, at man sørger for, at renterne ikke fører til alt for kraftig risikotagning. Man skal passe meget på, at man ikke bygger bobler op,” siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea. Efter tirsdagens nominering af franske Christine Lagarde som ny ECB-chef og efterfølger til Mario Draghi, er forventningen til den negative rente i ECB rykket et år frem. Professor i finansiering, jesper Rangvid, er det en overraskelse, at vi så langt inde i et opsving har så lave renter, som tilfældet er i dag. Han mener, at det giver behov for at “gentænke” hele pengepolitikken. “Når renterne ligger, hvor de ligger, betyder det, at den normale reaktion – at når økonomien går i tilbagegang, skal renterne sænkes – det kan man stort set ikke bruge mere. Det er indiskutabelt, at centralbankerne har færre våben til at bekæmpe den næste krise,” siger Jesper Rangvid, der også er bekymret for, at de negative renter kan puste en finansiel boble op.

Børsen bringer en analyse mandag, af økonomisk redaktør Kenneth Praefke. Han skriver blandt andet: ”Der er eksempler nok at blive forbløffet over: Uanset om man vil låne den danske stat penge i fem, ti eller tyve år, får man i dag en negativ rente. Altså: Vil man låne penge ud til den danske stat i de næste tyve år, skal man betale for det. [...] Den økonomiske logik bliver udfordret i disse år, når renten – prisen på penge – er negativ. I Danmark har renten i Nationalbanken været negativ stort set uafbrudt siden 2012. Hvis man tror på markedet, ender vi med mere end 13 år med negativ rente i Danmark. Før finanskrisen havde de færreste spået, at vi overhovedet ville få negative renter – da vi fik det, troede de fleste, at det ville blive i en kort periode – men nu tegner negative renter til at blive et langt kapitel i den økonomiske historie. Hvad har trukket renterne ned? Er de lave renter en ny normal? Hvad betyder det for centralbankernes pengepolitik og mulighed for at bekæmpe den næste krise? Hvad betyder det for bankerne og for vores pensionsopsparinger? De spørgsmål forsøger vi at få besvaret i Børsen over de kommende uger. Så godt man nu kan. For det mest forbløffende er, hvor svært økonomerne har ved at svare på det helt centrale økonomiske spørgsmål: Hvordan forklarer man, at vi har så lave renter?”
Børsen, mandag, s. 14, 15 (08.07.2019)

Danmarks ”superkvinde” flyver videre mod toppen af Europa
Søndag bringer Jyllands-Posten et portræt af Margrethe Vestager. Hendes popularitet og stjernestatus i Europa er så stor, at den 51-årige præstedatter fra Ølgod nu står til en markant forfremmelse til ledende næstformand i EU-Kommissionen. For Danmark er det en magtfuld post, men det præcise indhold i jobbet er endnu uafklaret. Vestagers milliardbøder til amerikanske techgiganter har skabt vrede hos den amerikanske præsident, Donald Trump og i sidste uge langede han hårdt ud efter Vestager. ”Hun hader formentlig USA mere end nogen anden person, jeg nogensinde har mødt,” sagde Trump til Fox Business. Tidligere i et interview med Jyllands-Posten har Margrethe Vestager understreget, at magten ikke er hendes personlige ejendom, det er noget, man har til låns. ”Magt er ikke noget, du tager, eller noget, du ejer, fordi du er specielt prægtig eller går i jakkesæt og viser din karakter i bredden af dit slips. I et demokrati ligger magten hos borgerne,” sagde Vestager ifølge Jyllands-Posten.

Berlingske bringer søndag en analyse af politisk kommentator, Thomas Larsen. Han skriver blandt andet: ”Hun var dømt ude og manglede på frapperende vis opbakning hjemmefra, men Margrethe Vestager blev ved og fik sin post i toppen af EU. Når man med danske øjne ser tilbage på ugens afgørende politiske begivenheder, tager Margrethe Vestagers kraftspring ind i den nye EU-Kommission uden tvivl førsteprisen. Med sin status som den ene af to magtfulde næstformænd i Kommissionen vil hun fremover få en afgørende position i det vigtigste politiske og økonomiske maskinrum i EU. Det er godt gået. Og samtidig er det utroligt, at det er gået sådan. […] Få danskere har således haft en mere indflydelsesrig post end den, som Margrethe Vestager nu sætter sig på, og hun vil få en nøglerolle, når kursen skal sættes for EU. I det arbejde kan Margrethe Vestager glæde sig over, at opbakningen til EU i flere lande er vokset i takt med, at det udtalte kaos om Brexit er taget til i styrke. Men hun kommer også til at forholde sig til den skepsis over for EU, der er vokset frem blandt millioner af europæere. [...] Fremover skal Margrethe Vestager som næstkommanderende i Kommissionen arbejde for at samle Europa, og en del af hendes succes vil afhænge af, om hun i højere grad lærer at forstå disse vælgere og leverer løsninger. Undervejs har denne signatur flere gange vurderet, at Margrethe Vestagers chance for at fortsætte i Kommissionen var nærmest ikkeeksisterende. Det var letsindigt - meget letsindigt - for i politikvinder Vestager næsten hver gang.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 14,15; Berlingske, søndag, s. 8 (08.07.2019)

Ældre hvide mænd fra Sydengland vælger briternes nye premierminister
Berlingske skriver søndag, at de 160.000 medlemmer af det konservative parti over to uger skal vælge partiets nye leder. Medlemmerne består hovedsageligt af ældre hvide mænd fra den landlige del af det sydlige England. En nylig meningsmåling gennemført af YouGov for den konservative avis The Times vakte stor opsigt, da den viste, at flertallet af de konservative medlemmer var villige til at risikere stort set hvad som helst for at få gennemført Brexit. Mere end halvdelen i meningsmålingen erklærede, at det var uanset om prisen for at få gennemført Brexit ville være at ”miste Skotland og Nordirland”, ”betydelig skade for britisk økonomi” eller ”ødelæggelse af Det Konservative Parti”. Jeremy Hunt og Boris Johnson har i valgkampen lovet partimedlemmerne, at de ikke vil udskrive valg, inden Brexit har fundet sted og begge har også erklæret, at de ikke vil gennemføre en ny Brexit-folkeafstemning, hvilket har været kravet i nogle af de største demonstrationer i Storbritanniens historie.

Politiken bringer et debatindlæg af William Davies, britisk sociolog og politisk økonom. Han skriver blandt andet: ”Der er tilsyneladende kun én vælger, der betyder noget i britisk politik lige nu – en Brexit-besat hvid mand i 50’erne, som bor på landet i det sydlige England. Og hvorfor så det? Jo, en kuriositet ved Storbritanniens uskrevne forfatning gør, at premierministre ofte udpeges af deres egne partier uden forudgående parlamentsvalg. […] Den helt store favorit er Boris Johnson, den kontroversielle journalist, der blev politiker. En mand, der hele sit liv har haft en svaghed for at forulempe andre mennesker og lade hånt om konsekvenserne. Medmindre der bliver vendt op og ned på tingene, vil udnævnelsen af Johnson blive annonceret 23. juli. Dermed får denne notoriske vovehals ansvaret for at styre Storbritannien ud af EU, hvilket han har forpligtet sig til at gøre inden 31. oktober. […]Ved første øjekast kan det se ud, som om en leder, som vælges af 160.000 personer, har et større demokratisk mandat end en, der udnævnes af sine kolleger. Men i takt med at vi bliver klogere på partiets medlemmer og deres usædvanlige identiteter og prioriteter, bekymres man over, at Storbritannien nu er prisgivet noget, der repræsenterer den værste side af både oligarkiet og det repræsentative demokrati.”

Politiken skriver blandt andet i sin leder mandag: ”Tragisk, hvis Johnson afløser Theresa May. Man siger ofte, at folket har de politikere, som de fortjener. Men når det gælder Storbritannien, er det ikke rigtigt. Briterne fortjener meget, meget bedre ledere, end de har - og nu står en af de allerværste til at blive landets premierminister. Siden den konservative leder David Cameron på dybt uansvarlig og tåbelig vis udskrev en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU, har hele det politiske system været i total nedsmeltning. […] I weekenden begyndte brevafstemningen i partiet. De omkring 160.000 konservative medlemmer skal vælge mellem den nuværende udenrigsminister, Jeremy Hunt, og hans forgænger, Boris Johnson. Vinderen bliver udnævnt 23. juli og tager officielt over for Theresa May 24. juli. Den klare favorit er ubegribeligt nok Boris Johnson. Vinder han, vil det være topmålet af uretfærdighed og en helt igennem forrykt beslutning. Johnson har - ikke ulig USA's præsident, Donald Trump, - bygget hele sin karriere på skamløs løgn og ekstrem selvpromovering. [...] Brexit har været en tragedie for Storbritannien allerede og lagt landets renomme i ruiner. Men det er ingen grund til at give helt los for populismen og uansvarligheden. Storbritannien fortjener bedre end Boris Johnson. Meget bedre. Det eneste rimelige ville være, at de britiske vælgere selv fik lov at vælge deres kommende leder.”
Berlingske, søndag, s. 18-20; Politiken, lørdag, s. 4, mandag, s. 1 (08.07.2019)

Finansielle anliggender

Den rigtige kvinde til jobbet
Information skriver blandt andet i sin leder mandag: ”Der kom først for alvor styr på den europæiske krise fire år senere, da italienske Mario Draghi, som i mellemtiden havde afløst Trichet i ECB, sagde de nu berømte ord: ”ECB er parat til at gøre, hvad end der er nødvendigt for at bevare euroen.” Nu kom der rent faktisk et kollektivt sikkerhedsnet; en stor stærk centralbank, der stod klar til at hjælpe euroen og svage europæiske regeringer. Det blev et vendepunkt. Og det havde Christine Lagarde forstået som en af de første. [...] Siden sin nominering til chef for ECB er Lagarde blevet kritiseret for ikke at være økonom - og for at være politiker. Den slags går da ikke i en centralbank, mener især tyskerne, der stadig betragter centralbankchefer som en slags überteknokrater bygget af grafer og tal, smukt svævende over de beskidte politiske trakasserier. Men nomineringen af en centralbankchef er politisk. Og det er en politisk beslutning, om ECB skal stå entydigt bag euroen og opkøbe italienske statsobligationer. Det bedste ville være at udvide ECB's politiske mandat, så banken ikke kun skal holde inflationen stabil, men også stimulere beskæftigelsen. Christine Lagarde forstår, at økonomi og politikaldrig kan skilles ad. Derfor ligner hun den rigtige kvinde til jobbet.”
Information, mandag, s. 20 (08.07.2019)

Grundlæggende rettigheder

Sri Lankas bøddel gik i chok, da han så galgen
Sri Lanka vil genoptage henrettelser af dødsdømte trods protester fra blandt andet EU og humanitære organisationer. EU har truet Sri Lanka med handelsmæssige sanktioner, hvis henrettelserne genoptages, men indblandingen udefra har nærmest virket modsat. Præsidenten har direkte kaldt det et angreb på Sri Lankas suverænitet: ”Hvad EU siger, er en trussel. Unionen skulle ikke udstede trusler mod selvstændige nationer. Den kan ikke blande sig i vores indre anliggender,” sagde præsident Maithripala Sirisena i en tale i mandags.
Jyllands-Posten, søndag, s. 16 (08.07.2019)

Handel

Ad de hullede veje mod en afrikansk frihandelsaftale
Den Afrikanske Union (AU) holder ekstraordinært topmøde søndag, hvor mindst 24 afrikanske præsidenter indfinder sig. Der skal skabes en operationel ramme om den ambitiøse aftale, som skal føre til verdens største frihandelszone: African Continental Free Trade Agreement, eller AfCFTA. Noget af aftalen drejer sig om fri bevægelighed på kontinentet og derfor bliver det også interessant at høre, hvad EU synes om ”fri bevægelighed”, som blandt andet vil betyde, at Sahel-landene ikke længere vil skulle agere migrantstopklods for Fort Europa. Indtil videre har EU bakket høfligt op om aftalen, der blev vedtaget den 30. maj, men det er endnu tvivlsomt, om AU får en aftale om bevægelsesfrihed på plads i denne omgang, da der i første omgang skal findes fodslag om at fjerne de interne afrikanske handelsbarrierer. Efter planen skal det være sket i 2022.
Information, lørdag, s. 12, 13 (08.07.2019)

Institutionelle anliggender

EU er en elefantkirkegård
I Groft Sagt i Berlingske lørdag skriver Niels Jespersen: ” I årevis har demagoger og højrepopulister blot behøvet at pege på den omvandrende skandale af en kommissionsformand Jean-Claude Juncker, for at kunne høste millioner af stemmer. Juncker er snart fortid, men EU-haderne kan godt tørre sveden af panden, for noget tyder på, at vi skal til at trækkes med endnu et kæmpedræn på EUs toppost. Mød den nye formand Ursula von der Leyen - i daglig tale Zensursula efter hun har stået bag nogle af Europas mest ytringsfrihedsfjendtlige love. Hun er desuden under beskyldning for at have plagieret dele af sin ph.d. og var dertil en episk upopulær tysk forsvarsminister. Frem for at blive fyret afskediges hun nu opad, hvilket vel er i god tråd med hendes adelige slægtsnavn og bekræftelse af, at EU stadig er en elefantkirkegård for udrangerede og upopulære politikere. Groft Sagt kunne godt have Merkel og eurokraterne mistænkt for at have en hemmelig pagt med Trump, Farage og Putin. De gør i hvert fald hvad de kan, for at gøre det europæiske projekt så upopulært som muligt.”
Berlingske, lørdag, s. 2 (08.07.2019)

EU-lande siger nej til trådløs plan for selvkørende biler
Torsdag vendte 21 af de 28 medlemslande tommelfingeren nedad for EU-Kommissionens forslag om at satse på et trådløst system, når oplysninger skal sendes mellem bilerne og infrastrukturen for at kommunikere om farlige situationer, vejarbejder, rødt lys m.m. Forslaget havde også været omkring Europaparlamentet og fået opbakning i april, men det får altså ikke støtte fra flertallet af EU-landene.
Berlingske, mandag, s. 7 (08.07.2019)

Et EU uden iskias-problemer
Jarl Cordua skriver i Groft Sagt i Berlingske, søndag: ”Ursula von der Leyen ligner den næste EU-kommissionsformand efter Jean-Claude Juncker, og det er naturligvis for galt, nu hvor danskere har hidset hinanden op til at mene, at kun Margrethe Vestager evner at klare det job. Til trods for det, så har EU-landenes regeringschefer udvist den enestående frækhed at pege på en kandidat fra unionens betydeligste økonomi og folkerigeste land. Tilmed er vedkommende endog konservativ og derfor fra det største parti ved det nys overståede EU-parlamentsvalg. At von der Leyen også har været minister i 14 år i Merkels regeringer og Tysklands første kvindelige forsvarsminister, formilder ikke sindene. Groft Sagt aner dog en håbefuld fremtid for Europa, hvor en ny kommissionsformand ikke længere sættes i forbindelse med akut opståede ”Iskias-problemer”, der i nogen tid har tjent som forklaring på, hvorfor EUs øverste chef offentligt har optrådt i bizarre situationer.”
Berlingske, søndag, s. 36 (08.07.2019)

Her er EU's fire nye ledere
Hvis alt går efter EU's stats- og regeringschefers planer, får Ursula von der Leyen, Charles Michel, Josep Borrell og Christine Lagarde alle nye stillinger i løbet af efteråret. De fire nominerede er resultatet af lange og svære diskussioner mellem EU's forskellige institutioner og medlemslande og Børsen, lørdag, giver en beskrivelse af de fire nominerede til de fire øverste poster i EU-systemet.
Børsen, s. 12-17 (08.07.2019)

Jeg ville dog være langt mindre rasende, hvis en flok aber protesterede ved at blive hjemme
Berlingske bringer mandag et debatindlæg af kulturdebattør Katherine Diez. Hun skriver blandt andet: ”Det var et hårdtslående billede, der efter åbningen af Europa-Parlamentet tirsdag d. 2. juli spredte sig som en alarmerende monsunregn over alverdens medier og mildest talt gjorde mig åndeligt gennemblødt. […] Billedet viste 29 Brexitpartiet-medlemmer, der vendte ryggen til resten af plenarsalen i Strasbourg, da EU-hymnen - Friedrich Schillers ”Ode an die Freude” over Beethovens 9. symfoni - blev opført af et jazzensemble fuldt af unge, talentfulde musikanter. Heldigvis er jeg i skrivende stund langt mere rasende end fortvivlet, og raseri er som bekendt ikke noget dårligt krydderi, når man har til opgave at levere en klumme. At dette stunt ikke har skortet på sammenligninger med nazisternes selvsamme stunt med at vende ryggen til taleren i den tyske Rigsdag i 1926, det kan næppe komme som et chok for en eneste, som har holdt de to billeder op ved siden af hinanden. [...] Peter Kofod, som er valgt til EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, tilhørte skaren af EU-skeptikere, som valgte at blive siddende. Til nærværende avis har han udtalt: ”Jeg ser ikke nogen grund til at hylde et system, der har fejlet, når det kommer til at løse helt almindelige problemer for helt almindelige mennesker. Derfor blev jeg siddende, og det har jeg det rigtigt godt med.” Men der er noget, Peter Kofod har misforstået. At demonstrere sin antipati ved at blive siddende eller besvære sig op af stolen og vende ryggen til ungdommen, der opfører Beethovens 9. symfoni, markerer civilisationens tilbagegang.”
Berlingske, mandag, s. 2 (08.07.2019)

Topopgøret i EU endte som ”en dårlig Agatha Christie-thriller”
Berlingske bringer søndag en analyse af korrespondent Lykke Friis, som blandt andet skriver: ”Kampen om topposterne ­ fik et overraskende udfald. Den langvarige kamp er i sig selv et symbol på spændingerne i EU, hvor det ikke mindst knager mellem Frankrig og Tyskland samt Øst- og Vesteuropa. Og så er det end ikke sikkert, at den nye kommissionsformand bliver godkendt. […]Turbulensen i Tyskland og de uklare flertalsforhold i Europa-Parlamentet gør, at jobkabalen endnu ikke er lukket. Før Ursula von der Leyen kan blive formand, kræver det, at hun i midten af juli får opbakning i Europa-Parlamentet. Og dette er ikke let. Ursula von der Leyen har brug for 376 stemmer. Stemmer alle EPPs 182 mandater og de liberales 108 ja, mangler hun fortsat 86. Uden tvivl vil hun her forsøge at appellere til De Grønne, der har 74 mandater og selvfølgelig også til nogle socialdemokrater. Det gælder eksempelvis de hollandske og spanske socialdemokrater, hvis partifæller har fået tunge poster i kabalen – Timmermans som ledende næstformand og Josep Borell som udenrigschef. Kommer Ursula von der Leyen ikke igennem nåleøjet, vil Europa blive kastet ud i en magtkamp mellem institutionerne. I praksis betyder det, at hele kabalen – inklusive Margrethe Vestagers post – kan blive genåbnet.”
Berlingske, søndag, s. 16 (08.07.2019)

Udnævnelsen af von der Leyen til kommissionsformand er symptomet på et større problem i EU
Berlingske bringer søndag en kommentar af Pernille Weiss, medlem af Europa Parlamentet (K). Hun skriver blandt andet: ”Lad mig starte med at understrege, at jeg har stor respekt for den foreslåede kandidat. Jeg er ikke er i tvivl om, at hun er i stand til at løfte opgaven som kommissionsformand. Men udnævnelsen er desværre symptomet på et større problem: EUs demokratiske underskud, hvor Europas borgere står tilbage som tabere i en situation, hvor flere end længe gik til stemmeurnerne. Derfor er det glædeligt, at netop von der Leyen i onsdags på eget initiativ udtrykte nødvendigheden af en ny og forbedret model til fremtidens europæiske demokrati, så borgernes stemmer i nationalstaterne bliver sikret. […] Parlamentet er nøgleinstitutionen, når det kommer til at skubbe EU i en demokratisk retning. Vi er den eneste institution, der er underlagt direkte valg, hvilket i mine øjne gør os til dem, som repræsenterer Europas borgere tydeligst. Modsat Rådet er Europa-Parlamentet en stabil politisk størrelse, som har de samme medlemmer og politiske koalitioner i fem år ad gangen. Rådet er en flydende størrelse, da dets medlemmer konstant stempler enten ind eller ud.”
Berlingske, søndag, s. 34 (08.07.2019)

Vi EU-borgere kan lige så godt begynde at se os selv som en del af noget stort
Berlingske bringer lørdag et debatindlæg af formand for Europabevægelsen, Stine Bosse, som blandt andet skriver: “Det tager tid at blive enige om topposterne i verdens pt. største økonomi. Vi taler ikke om Den Europæiske Union som stor og slet ikke størst. Men det er vi faktisk. Og vi kan lige så godt begynde at se os selv som en del af noget stort. Få et mere realistisk selvbillede. Det er nemlig USA og Kina, vi er i konkurrence med, og måske også derfor, at særligt USA stiller nye krav til os og forbereder sig på, at vi ikke altid vil være enige om alt. Derfor er det også mere end spændende, det er afgørende for meget i verden, og naturligvis mest for os, der bor i EU, hvem der bliver lederne af vores fællesskab. Hvilke mennesker med hvilke overbevisninger, evner og baggrunde bliver de, der skal samle Europa, komme med løsningsforslag på vores aller største udfordringer og møde resten af verden på vores vegne? [...] De tre kvinder i EUs absolutte top har flere ting til fælles: De er eftertænksomme. Stærke værdibærere, når vi taler demokrati, menneskerettigheder samt retsstatsprincipper. De har stærke resultater bag sig og de er mellem 51 og 63 år. Men heldigvis er de sammen med mænd. For ligesom det ikke klæder mændene at være alene, klæder det heller ikke kvinderne. Heldigvis kan vi se frem til en stærk divers, yngre og begavet sammensat europæisk top, der nu med friske kræfter kan tage fat, hvor Team Juncker slipper. Noget er løst, men store opgaver vedrørende grænser, sikkerhed og ikke mindst klima og teknologi venter.”
Berlingske, lørdag, s. 4 (08.07.2019)

Von der Leyens store opgave: Europa skal op i vægtklasse
Jyllands-Posten bringer søndag en kommentar af publicist Per Nyholm. Han skriver blandt andet: ”Sommerlig døsighed har lagt sig over Europa, og det skal ingen beklage. Der er brug for omtanke efter nyordningen af EU-apparatet i Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg. Efteråret vil byde på ganske megen støj. Sådan er demokratiets natur. Kun i tyrannierne hersker fængslets stilhed. Måtte unionen under sin forventede næste kommissionsformand, Ursula von der Leyen, dæmpe staternes Europa og fremme folkenes – især de små folks –Europa. At det tog stats- og regeringslederne tid at enes om Jean-Claude Junckers efterfølger skal hverken undre eller forarge. Det kan også tage uger og måneder at danne en dansk regering. At 28 EU-stater bruger et par dage ud over programmet på at enes om ny kommissionsformand, en ny direktør for centralbanken, en ny udenrigschef og – mere indirekte – en ny parlamentsformand er i Europas ånd. Alle skal høres. Sagerne piskes ikke igennem af de store. […] EU's opgave er at fremme kontinentets indre demokrati og ydre sikkerhed, at bringe 500 millioner højtuddannede, næsten alle velstående, jævnt hen demokratisk indstillede borgere op i en tungere, international vægtklasse. For Juncker-kommissionen lykkedes dette kun delvist. Måtte det lykkes for Von der Leyen, om hun ellers når frem til Bruxelles.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 32 (08.07.2019)

Interne anliggender

Opkaldet fra Bruxelles kom aldrig – så hvor skal Løkke hen
Berlingske bringer en analyse af Thomas Larsen, politisk kommentator. Han skriver blandt andet: ”De ringede aldrig efter Lars Løkke Rasmussen fra Bruxelles. Da de europæiske stats- og regeringschefer for en uge siden viklede sig stadigt længere ind i den lange og udmarvende infight om, hvem der skulle have de tungeste poster i EU-Kommissionen og ECB, forblev Løkkes mobil tavs. […]Så hvad skal der nu ske for Løkke? Svaret er, at han indtil videre fortsætter som Venstres formand og som uofficiel leder af den borgerlige opposition. Men hvor længe er uafklaret. På den ene side betyder de gode resultater fra valget til Europa-Parlamentet og Folketinget, at Løkke har et sikkert greb om formandsposten. Ingen har appetit på at forsøge at tvinge ham væk. […]Alt efter temperament kan man kalde den kommende fase for reparation eller genopbygning, men faktum er, at de mange år som regerings- og statsministerparti har slidt. Nu gælder det om at udvikle politikken og have den rigtige leder i spidsen. Problemet er, at de ikke er sikre på, hvem det skal være.”
Berlingske, lørdag, s. 9 (08.07.2019)

Klima

Vismænd underkender udbredt argument i klimadebatten
I klimadebatten lyder det ofte, at hvis Danmark bygger flere vindmøller eller indfører en flyafgift, vil det bare betyde, at andre kan udlede mere. Men det argument er faktuelt forkert, lyder det nu fra De Økonomiske Råd. Efter at EU’s kvotesystem er blevet reformeret forholder det sig nemlig ikke sådan længere. ”Før reformen ville kvoterne være til rådighed for andre, der på et eller andet tidspunkt ville bruge dem. Men efter reformen er det sådan, at en stor del af dem helt bliver fjernet,” siger Lars Gårn Hansen, der er medlem af De Økonomiske Råds formandskab og professor i miljøøkonomi på Københavns Universitet. EU's kvotesystem gælder for energiselskaber, den tunge industri og dele af flytrafikken og sætter et loft over de omfattede sektorers CO2-udledning og én kvote giver en virksomhed tilladelse til udledning af ét ton CO2. Kvoten kan købes og sælges på markedsvilkår og det skal give virksomhederne incitament til at reducere deres udslip, fordi de dels kan slippe for at købe kvoter, dels kan tjene penge på at sælge dem, de måtte have i overskud.
Information, lørdag, s. 4-5 (08.07.2019)

Migration

Da vi holdt med at bekymre os om flygtninge
Politiken bringer lørdag et debatindlæg af Thomas Gammeltoft-Hansen, professor MSO i migration og flygtningeret, Københavns Universitet. Han skriver blandt andet: ”De rekordhøje asyltal og bevægelserne op gennem Europa satte ikke bare spørgsmålstegn ved effektiviteten af de forskellige kontroltiltag langs EU's ydre grænser, men også ved Dublin-systemet og det fælles europæiske asylsystem. Noget tyder på, at man har mistet tilliden til de fælles regler. Selv om nye kontrolaftaler med f.eks. Libyen og Tyrkiet har fået asyltallene i de fleste EU-lande til at falde lige så dramatisk, som de steg, er der på fjerde år fortsat intern grænsekontrol flere steder op gennem Europa. Forhandlingerne om EU's asylregler og Dublin-systemet - reformer, der netop skal undgå de interne asylbevægelser, man så i 2015 - har tilsvarende været fastlåst i flere år. […] I sin sidste store tale opfordrede EU-Kommissionens afgående formand, Jean-Claude Juncker, indtrængende medlemslandene til at skrinlægge krisepolitikken og den interne grænsekontrol med henvisning til de nye hårdere kontrolaftaler og det markante fald i ankomsttallene. Uanset hvilken vej man går, vil et nyt paradigme på flygtningeområdet dog samtidig blive formet af andre og bredere politiske dagsordener. Kan man lære noget af historien, er det det. Det kan være indenrigspolitiske forhold som f.eks. stigende behov for arbejdsmigration eller generelt mindre opbakning til rettigheder og konventioner. Men det handler også om udenrigspolitik, og allerede i dag ser vi, at de store modtagerlande aktivt kobler fortsat flygtningemodtagelse til spørgsmål om handel, udvikling og sikkerhedspolitik.”
Politiken, lørdag, s. 3-4 (08.07.2019)

Malta hjælper 65 migranter fra tysk redningsskib
Berlingske skriver mandag, at alle 65 migranter fra det tyske redningsskib Alan Kurdi har fået lov til at komme i land på øen Malta. De maltesiske myndigheder meddelte efter drøftelser med Europa-Kommissionen og Tyskland, at migranterne dog ikke får lov at blive i Malta, men vil omgående blive fordelt blandt andre europæiske lande.
Berlingske, mandag, s. 9 (08.07.2019)

Tortur og voldtægt i Libyens migrantfængsler – Danmark er tredjestørste bidragyder
Systematisk pågribes migranter på vej til Europa af den libyske kystvagt og de bringes til overfyldte lejre, hvor tortur og voldtægt finder sted. FN advarer om, at det strider mod international lov og europæiske værdier. Både Danmark og EU har i flere år valgt at støtte systemet, der drives i tæt samarbejde med den libyske regering i Tripoli, skriver Berlingske, mandag. Det undersøgende medie og researchcenter Danwatch har foretaget en analyse af pengestrømmen til Libyen og analysen viser, at EU er hovedsponsor af det libyske migrantsystem gennem EUs såkaldt Emergency Trust Fund for Africa, der blev oprettet som reaktion på migrantkrisen i 2015. Danmark giver 225 millioner kroner i direkte bidrag - det indirekte bidrag til EU er endnu større – og støtten overgås kun af store migrantlande som Italien og Tyskland. ”Vi har set videoer fra slavemarkeder og har endda bekræftede rapporter om organhandel i stor stil. Hverken EU eller Danmark kan med troværdigheden i behold påstå, at de ikke ved, hvad der foregår i Libyen. At EU har fundet nogen til at gøre arbejdet for sig, fritager ikke EU eller EUs medlemslande for ansvar” siger FNs særlige repræsentant for tortur, Nils Melzer ifølge Berlingske, mandag. EU afviser alle anklager i en e-mail til Danwatch om medansvar for de elendige forhold og overgreb, som migranter og flygtninge udsættes for i Libyen. ”De libyske myndigheder opererer i deres eget suveræne territorialfarvand. Disse forhold er uacceptable, og centrene bør lukkes,” skriver en talsmand for EUs afdeling for udenrigsanliggender, men tilføjer, at en lukning i øjeblikket ikke er realistisk. Udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) forholder sig ikke direkte til kritikken om Danmarks medansvar for de libyske detentionscentre, men siger til Danwatch: ”For at undgå de menneskelige tragedier skal EU og FN hjælpe mere og flere ved at adressere de bagvedliggende årsager til, at mennesker sendes på flugt eller ønsker at migrere til Europa.”
Berlingske, mandag, s. 8-9 (08.07.2019)

Udenrigspolitik

Jeppe Kofod blev reddet ud af en ubehagelig storpolitisk klemme mellem Tyskland og USA
Information bringer lørdag en analyse af Lars Trier Mogensen, chefredaktør for dk.pol. Han skriver blandt andet: ”Den nyudnævnte udenrigsminister Jeppe Kofod fik uventet tiltrædelsesgave, da konsortiet bag russisk gaseventyr i Østersøen, Nord Stream 2, droppede ansøgningen om kontroversiel rørføring gennem dansk territorialfarvand. […] Da Danmarks nye udenrigsminister Jeppe Kofod, der selv er opvokset på klippeøen, og som medlem af Europa-Parlamentet har været højlydt kritiker af Nord Stream 2, forleden mødtes til sit første officielle møde med sin tyske kollega, Heiko Maas, kunne han stilfærdigt triumferende sige: ”Vi berørte ikke rørledningen på den måde. Jeg orienterede om, at konsortiet havde trukket sig”. Formuleringen er bestemt ikke heroisk. Men for en nyudnævnt dansk udenrigsminister er det altså næsten en form for jubelscene at kunne ankomme til Berlin og være frisat fra at skulle bekende kulør i valget mellem Tyskland og USA. […] Ved skæbnens gunst og uden selv at gøre noget aktivt er Jeppe Kofod kommet bedre i gang i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads end de fleste af forgængerne. Efter flere års naive sværmerier blandt danske politikere for en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik er den gamle småstatsdoktrin tilbage.”
Information, lørdag, s. 6 (08.07.2019)

Putin vil have Iran ud af den syriske ligning
Information skriver lørdag, at det er påfaldende, at Rusland ikke har reageret på israelernes seks luftangreb i Syrien de seneste seks uger. Begrundelsen for bombardementet har hver gang været den samme. ”Vi har ikke nogen interesse i at bekrige Syrien, men vi accepterer ikke Irans (militære) opbygning mod os i Syrien og landets rolle som logistisk base for våbentransport til Libanon,” forklarede Mossadchefen, Yossi Cohen, på et sikkerhedsseminar i Tel Aviv-forstaden Herzliya i mandags. Ruslands passivitet i FN-sikkerhedsrådet er påfaldende, dels fordi Syrien er en nær allieret, dels at de israelske angreb er åbenlyse krænkelser af FN-pagtens kapitel 7, artikel 39, der forbyder uprovokeret aggression mod et andet land. Ifølge den israelske avis Ha'aretz havde tre sikkerhedsrådgivere - Ruslands Nikolai Patrushev, Israels Meir Ben-Shabbat og USA's John Bolton, et møde i Jerusalem få dage før søndagens israelske luftangreb, hvor de skulle have drøftet 'regionale anliggender'. Ifølge nogle analytikere tegner det til en ny realpolitisk alliance mellem Israel, USA og Rusland, hvor formålet er at drive Iran ud af Syrien.
Information, s. 14-15 (08.07.2019)

Stadig til højbords trods hård kritik
Saudi-Arabien og kronprins Mohammed bin Salman er i skudlinjen efter drabet på journalisten Jamal Khashoggi, men det kniber med at skabe en fælles front mod det udskældte kongedømme. Det skriver Jyllands-Posten, mandag. På G20 topmødet i Osaka i Japan i forrige uge nød kronprinsen den særlige ære at blive placeret ved siden af topmødets vært, premierminister Shinzo Abe, ved åbningsceremonien og på det afsluttende gruppefoto stod han i forreste række ved siden af USA's præsident, Donald Trump. Ifølge FN-rapporten, offentliggjort for to uger siden, var Khashoggi et offer for ”en overlagt og planlagt henrettelse, et udenretligt drab, som den saudiske stat bærer ansvaret for” og Mohammed bin Salman bærer et særligt ansvar. Derfor opfordrer FN-rapporten til, at der etableres et internationalt retstribunal, der kan placere et endeligt juridisk ansvar. Forleden afviste Trump at lade FBI undersøge Khashoggi-drabet, som FN-rapportøren, Agnes Callamard, har foreslået. ”Jeg har fuld tillid til kronprinsen. Saudi-Arabien er og bliver en af vore vigtigste allierede,” sagde Trump forleden ifølge Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten, mandag, s. 10 (08.07.2019)