Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Nyhedsartikel8. juli 2020Repræsentationen i Danmark3 min læsetid

Styrkelse af en klimaneutral økonomi: Kommissionen fastlægger planer for fremtidens energisystem og ren brint

For at blive klimaneutral inden 2050 skal Europa omlægge sit energisystem, hvorfra 75 % af EU's drivhusgasemissioner stammer. EU's strategier for energisystemintegration og brint, der blev vedtaget i dag, vil bane vejen for en mere effektiv og...

Off-shore-vindenergi

De to strategier udgør en ny ren energiinvesteringsdagsorden i overensstemmelse med Kommissionens genopretningsinstrument NextGenerationEU og den europæiske grønne pagt. De planlagte investeringer har det potentiale, at de stimulerer økonomiens genopretning efter coronviruskrisen. De vil skabe europæiske job og styrke vores lederskab og konkurrenceevne inden for strategiske industrier, som er afgørende for Europas modstandskraft.

Energisystemintegration

EU's strategi for energisystemintegration vil sikre rammerne for den grønne energiomstilling. Den nuværende model, hvor energiforbrug inden for transport, industri, gas og bygninger sker i "siloer", hver med separate værdikæder, regler, infrastruktur, planlægning og drift, er ikke egnet til at sikre klimaneutralitet inden 2050 på en omkostningseffektiv måde. De skiftende omkostninger for innovative løsninger skal integreres, således at der tages hensyn til den måde, som vi driver vores energisystem på. Der skal skabes nye forbindelser mellem sektorerne, og teknologiske fremskridt skal udnyttes.

Energisystemintegration betyder, at systemet planlægges og drives som et hele. Det forbinder energibærere, infrastrukturer og forbrugssektorer. Dette sammenkoblede og fleksible system vil være mere effektivt og nedbringe omkostningerne for samfundet. Dette betyder f.eks. et system, hvor elektricitet, der anvendes som brændstof i Europas biler, vil kunne komme fra solcellepaneler på vores tage, samtidig med at vores bygninger opvarmes med varme fra en nærliggende fabrik, og at fabrikken forsynes med ren brint, som produceres fra off-shore-vindenergi.

Strategien for brint

I et integreret energisystem kan brint bidrage til dekarboniseringen af industri, transport, elektricitetsproduktion og bygninger i hele Europa. I EU's strategi for brint behandles spørgsmålet om, hvordan potentialet kan realiseres gennem investeringer, regulering, etablering af markeder samt forskning og innovation.

Brint kan anvendes i sektorer, der ikke er egnet til elektrificering, og den kan lagre energi og derigennem afbalancere de variable vedvarende energistrømme, men dette kan kun opnås ved, at den offentlige og private sektor koordinerer deres indsats på EU-plan. Prioriteten er at udvikle vedvarende brint, der hovedsagelig er produceret ved hjælp af vind- og solenergi. På kort til mellemlang sigt er der dog brug for andre former for kulstoffattig brint for hurtigt at reducere emissionerne og støtte udviklingen af et levedygtigt marked.

For at gennemføre denne strategi lancerer Kommissionen i dag den europæiske alliance for ren brint med deltagelse af ledere i branchen, civilsamfundet, nationale og regionale ministre og Den Europæiske Investeringsbank. Alliancen vil opbygge en investeringspipeline for øget produktion og vil støtte efterspørgslen efter ren brint i EU.

For at målrette støtten mod de reneste tilgængelige teknologier vil Kommissionen arbejde på at indføre fælles standarder, terminologi og certificering, baseret på kulstofemissioner i hele livscyklussen, forankret i gældende klima- og energilovgivning, og som er i overensstemmelse med EU-klassificering af bæredygtige investeringer. Kommissionen vil foreslå politiske og regulerende tiltag for at skabe investorsikkerhed, lette anvendelsen af brint, fremme den nødvendige infrastruktur og de nødvendige logistiknetværk, tilpasse planlægningsværktøjerne for infrastruktur og støtte investeringer, især gennem genopretningsinstrumentet NextGenerationEU.

Baggrund

Den europæiske grønne pagt er EU's nye vækststrategi, en køreplan for at gøre vores økonomi bæredygtig ved at vende klima- og miljøudfordringerne til muligheder på tværs af alle politikområder og gøre omstillingen inklusiv og retfærdig for alle. Det er afgørende at have et bedre integreret energisystem for at sikre overgangen til klimaneutralitet inden 2050, samtidig med at der også skabes job, sikres en retfærdig omstilling, og at innovation i EU og industrielt lederskab på globalt plan styrkes. Sektoren kan yde et vigtigt bidrag til Europas økonomiske genopretning efter coronaviruskrisen som fastlagt i genopretningsinstrumentet Next Generation EU, som Kommissionen præsenterede den 27. maj 2020.

Detaljer

Publikationsdato
8. juli 2020
Forfatter
Repræsentationen i Danmark