Dom i sag om opholdstilladelse i Danmark m.m.

Baggrund:

EN blev født i Tyrkiet og er tyrkisk statsborger. I 2013 fik han opholdstilladelse i Danmark på grundlag af sit ægteskab med en dansk statsborger, der bor i Danmark. Den 27. marts 2017 indgav EN en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til Udlændingestyrelsen. På det tidspunkt havde EN status som arbejdstager i Danmark og var omfattet af associeringsaftalen, herunder afgørelse nr. 1/80.

Den 10. november 2017 gav Udlændingestyrelsen EN afslag på permanent opholdstilladelse i Danmark med den begrundelse, at han ikke opfyldte betingelsen om, at han skal have haft lovligt ophold i Danmark i mindst seks år. Udlændingestyrelsen fandt endvidere bl.a., at han ikke opfyldte de særlige betingelser for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter blot fire års lovligt ophold i Danmark.

Det er klart, at betingelserne for forudgående ophold og beskæftigelse var mere byrdefulde end betingelserne for at opnå en tidsubegrænset opholdstilladelse, der var gældende den 1. december 1980, da standstill-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 trådte i kraft i Danmark.
Ved Udlændingestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020 blev EN's opholdstilladelse forlænget indtil den 15. oktober 2026. Det fremgår af afgørelsen, at opholdstilladelsen giver ham ret til at arbejde og studere i Danmark og er betinget af, at han har et gyldigt pas.

Højesteret har anmodet Domstolen om at afgøre, om nationale bestemmelser, der fastsætter betingelserne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse i en medlemsstat, er omfattet af standstill-klausulen og i givet fald, om skrappere tidsmæssige betingelser for opnåelse af en permanent opholdstilladelse for en medlemsstat kan anses for at være egnede til at lette en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere.