Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Nyhedsartikel23. november 2017Repræsentationen i Danmark2 min læsetid

Forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Danmark om cabotage

Generaladvokaten konkluderer derfor, at Danmark havde et skøn med henblik på at vedtage cabotagevejledningen, at denne vejledning er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og at Danmark følgelig ikke ved at vedtage denne undlod at...

dom1-istock-thinkstock-web.jpg

Baggrund:

Levering af internationale vejgodstransporttjenester inden for Den Europæiske Union er ikke underlagt nogen kvoter for eller begrænsninger i mængden eller hyppigheden af tjenester. I modsætning hertil er cabotagekørsel, som kan defineres som levering af nationale vejgodstransporttjenester, underlagt begrænsninger, når den udføres af ikke-hjemmehørende transportvirksomheder. Mens der ikke gælder nogen kvoter for ikke-hjemmehørende transportvirksomheders levering af cabotagekørselstjenester, er det kun tilladt disse transportvirksomheder at udføre op til tre cabotagekørsler i tilslutning til en international transport fra en anden medlemsstat eller fra et tredjeland. Desuden skal disse tre kørsler udføres inden for syv dage efter aflæsningen for den internationale transport.

Kommissionen har anlagt sag ved EU-Domstolen mod Danmark med påstand om, at Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-retten ved at tillade, at en cabotagekørsel har enten flere læssesteder eller flere lossesteder, men ikke begge dele. Kommissionen har gjort gældende, at EU-retten fastsætter et højeste antal læsse- og/eller lossesteder inden for samme cabotagekørsel. En cabotagekørsel kan derfor have både et antal læsse- og lossesteder.

Danmark har anført, at det ikke har overtrådt EU-retten ved at tillade, at en cabotagekørsel har enten flere læssesteder eller flere lossesteder, men ikke begge dele. Danmark har anført, at EU-retten ikke udtømmende regulerer cabotagekørsler, eftersom bestemmelserne vedrørende cabotagekørsel er uklare. Følgelig kan medlemsstaterne vedtage foranstaltninger for anvendelsen af disse bestemmelser, forudsat at disse foranstaltninger er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

Generaladvokat Evgeni Tanchev har i dag afgivet sit forslag til afgørelse i sagen.

Generaladvokaten fastslår for det første, at EU-retten simpelthen ikke forholder sig til spørgsmålet om, hvorvidt en cabotagekørsel kan have flere læssesteder og flere lossesteder.

Derfor mener han ikke, at Danmark skulle kunne foreholdes at vedtage nationale regler for gennemførelsen af EU-reglerne om cabotagekørsel. Imidlertid skal gennemførelsesforanstaltninger, som medlemsstaterne vedtager, være i overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten, navnlig proportionalitetsprincippet. Det følger af dette princip, at de foranstaltninger, der gennemføres ved en bestemmelse, skal være egnede til at gennemføre det tilsigtede formål og ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at opnå dette.

Generaladvokaten er af den opfattelse, at den danske cabotagevejledning overholder proportionalitetsprincippet, idet den er egnet til at opfylde det formål, der forfølges med EU-reglerne med hensyn til cabotagekørsel og den går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at opfylde dette formål. Dette skyldes, at cabotagevejledningen ikke udelukker kørsler bestående af flere læssesteder og ét lossested, eller kørsler bestående af ét læssested og flere lossesteder. Den udelukker kun kørsler bestående af flere læssesteder og flere lossesteder. Dette skyldes tillige, at cabotagevejledningen ikke begrænser antallet af afsendere eller fuldmagtsgivere.

Detaljer

Publikationsdato
23. november 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark