Onsdag den 22. maj

Dagens EU-tophistorier

Klima: USA er klar med sanktioner mod Nord Stream 2
USA's energiminister, Rick Perry, oplyser under et besøg i Ukraine, at regeringen i USA vil fremlægge et lovforslag, som vil ramme virksomheder med sanktioner, hvis de deltager i arbejdet med Nord Stream 2. USA er stærkt kritisk over for Nord Stream 2 og ser det som en gave til Ruslands præsident, Vladimir Putin. “Oppositionen til Nord Stream 2 er i live - i særdeleshed i USA,” siger Rick Perry iføgle Jyllands-Posten. Den danske regering tøver med at godkende projektet, som Tyskland og andre lande i EU presser på for at få bygget færdig. Men Usa mener, at gasledningen vil gøre EU alt for uafhængig af den russiske gas.

I en analyse i Berlingske skriver avisens internationale korrespondenter Simon Kruse og Eva Jung, at den russiske gas stod også øverst på dagsordenen da forhandlere i Bruxelles i går aftes drøftede nye EU-regler, der skærper kravene til en ny russisk gasledning i Østersøen. Nye tal fra det russiske gaseksportmonopol, Gazprom, viser, at Europas indkøb i den russiske gasbutik bare vokser og vokser. Så trods de klare politiske målsætninger om at mindske afhængigheden, går det den stik modsatte vej ude i den virkelige verden. Også Danmark køber mere russisk gas, viser Gazproms eksporttal. I januar 2019 købte Danmark 21 procent mere gas end i januar året før, oplyser Gazprom. Ruslands samlede markedsandel i Europa er nu 34 procent mod 31 procent i 2015. Udvikling skurrer fælt mod EU-landenes erklærede mål om at mindske afhængigheden af lande som Rusland. I en rapport indskærpede EU-Kommissionen forrige år, at det er en “nøgleprioritet for Den Europæiske Energiunion at mindske importafhængigheden af én enkelt leverandør.” Morten Helveg Petersen, Det radikale medlem af Europa-Parlamentet, ærgrer sig over tallene. “Det går i den stik forkerte retning. Det med at importere masser af energi fra Putins Rusland er jo i høj grad det, Energiunionen er sat i verden for at modvirke. Lægger man en russisk gasmotorvej ind i Tyskland, kommer det ikke ligefrem til at hive det tal nedad,” siger han.

Morten Helveg Petersen, MEP og spidskandidat til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre, bringer selv en kommentar i Berlingske om Energiunionen. “Energiunionen er EU’s direkte svar på Ruslands aggression på Krim og på russernes (læs: Putins) brug af gas som politisk pressionsmiddel. Især i de østeuropæiske lande har utrygheden over prisen på og tilgængeligheden af russisk gas været stor. For hvornår drejer Putin mon næste gang på stophåndtaget midt i en kold vinter? [...] Med energiunionen, som lige nu befinder sig i en afgørende opbygningsfase, har EUen helt unik chance for både at “afvæbne” Putin og den militære trussel mod øst og samtidig tage et syvmileskridt i kampen for klimaet. Grøn energi er blandt de mest centrale sikkerhedspolitiske værktøjer, som EU har i værktøjskassen. Det er et langt bedre forsvar mod russisk aggression og trusler. Langt bedre og mere effektivt end at pege fregatter og missiler mod Putin. For sandheden er, at EU ikke alene er afhængig af Putins olie og gas. Ruslands økonomi er nemlig også dybt afhængig af at kunne afsætte energien på det europæiske marked,” skriver Morten Helveg Petersen blandt andet.
Kilder: Jyllands-posten, s. 13; Berlingske, s. 24, 32-33

Klima: Klimaudfordringen kræver handling
Flere af dagens aviser bringer artikler om klima, som er et af de store emner op mod Europa-Parlamentsvalget. På Christiansborg blev der tirsdag afholdt det grønne valgmøde, som Det Økologiske Råd og Nyt Europa. Det skriver Politiken. Under den overordnede ramme, klima, skulle et inviteret panel af kandidater til Europa-Parlamentet diskutere landbrug, luftforurening og kemikalier. Enhedslistens spidskandidat, Nikolaj Villumsen, mener at det bliver afgørende, at man i et kommende parlament formår at presse på for handling. Og “et oplagt sted at starte er, når de nye kommissærer skal udpeges.”

Jyllands-Posten bringer i “Kort Sagt” et debatindlæg skrevet af Jacob Sørensen, miljøbevægelsen Noah, Charlottenlund. Han skriver blandt andet: “Når det nye Europa-Parlament mødes efter valget, er det med bevidstheden om, at der maksimalt er 12 år til at forandre Europa, hvis vi skal undgå en klimakatastrofe. 12 år! Det er derfor chokerende, at fornægtere af menneskeskabte klimaforandringer og klimaskeptikere spås et forholdsvist godt EP-valg den 26. maj. [...] Vi har brug for et Europa-Parlament, der vil ændre de forurenende energi-, landbrugs-, affalds- og transportsystemer og stoppe de nuværende subsidier til bioenergi og fossil energi. Europa-Parlamentet kan sikre en retfærdig omstilling. For eksempel kan parlamentet kræve, at der indføres en jobgaranti for alle EU-borgere, der mister deres arbejde pga. nedskæringer i de klimabelastende erhverv. Det er en overkommelig opgave, for der er brug for mange hænder til at omstille.”

I en kronik i Børsen skriver Jeppe Kofod, gruppeformand, Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet og Katrine Bjerre M. Eriksen, direktør, Synergi, blandt andet: “Hvis vi skal nå i mål med at bringe EU'sCO2-udslip voldsomt ned, skal energieffektiviteten helt i vejret. Ikke mindst ifølge Klimarådet er øget energieffektivitet den billigste, nemmeste og hurtigste måde at reducere CO2-udslippet på. Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet og Synergi foreslår derfor i denne uge, at EU's energieffektivitetsmål i 2030 skal hæves fra de nuværende 32,5 pct. til et bindende mål på mindst 40 pct. [...] Derfor skal alle progressive kræfter sættes ind for at gøre EU klimaneutral så hurtigt som mulig - og allersenest i 2050. Efter USA har forladt Paris-aftalen, er det op til os i Europa at gå forrest i verden i kampen mod klimaforandringerne. I Danmark og EU har vi vist, at vi kan afkoble økonomisk vækst fra flere CO2-udledninger. [...] Men den gode nyhed er, at vi i Danmark og i EU har alle forudsætninger for at handle.”

Morten Helveg Petersen, spidskandidat for Radikale Venstre til EU-valget, bliver i Kristeligt Dagblad spurgt ind til, hvad EU skal gøre for at bekæmpe klimaforandringerne. Hertil svarer Morten Helveg Petersen: “EU skal være CO-neutral i 2050. De senere år er der vedtaget en del lovgivning, som har samlet EU på klimaspørgsmålet, og noget tilsvarende har man ikke set i hverken Kina eller USA. Det næste på dagsordenen bliver så, at medlemslandene skal overholde de forpligtelser, de har underskrevet. Det bliver en stor udfordring de kommende år, og lever et land ikke op til de fælles målsætninger, mener jeg ikke, at det skal modtage økonomisk støtte fra EU.”

Ungeklimarådet skriver i et debatindlæg på Altinget om tackling af klimaforandringerne fra EU’s side. Rådet skriver blandt andet: “Hvis vi ikke reducerer udledningerne, kommer klimaforandringerne til at koste os to procent af EU's sammenlagte bruttonationalprodukter. [...] De økonomiske og menneskelige fordele ved en hurtig grøn omstilling er klare. Hvert land kan gøre noget, men mange af udfordringerne kræver fælles løsninger.” I indlægget præsenterer Ungeklimarådet deres 12 bud på klimatiltag på EU-niveau. Blandt andet skal EU sætte mål om klimaneutralitet i 2045 med ambitiøse bindende delmål , indtænke al klima i lovgivning, inddrage unge i al klimapolitik og implementer Paris-aftalen uden double counting. Altinget bringer ligeledes et debatindlæg af Jørgen Skovmose Madsen, EU-chef i Dansk Energi , der blandt andet skriver: ”Trods opbakning til Parisaftalen står EU fortsat uden en langsigtet politisk retning og regulering, der skal sikre opnåelse af klimaaftalen. EU's globale klimalederskab er under gevaldigt pres. I Frankrig protesterer De Gule Veste mod højere benzinpriser. Mens tyskerne har besluttet at holde fast i kulkraft frem til 2038. Og den traditionelt mest progressive klimaforkæmper blandt de store EU-lande - Storbritannien - er på vej ud af EU. Derudover forsøger en lang række central- og østeuropæiske lande fortsat at stikke en kæp i hjulet på en klar og ambitiøs klimapolitisk retning fra EU. [...] I en tid med Brexit og tysk klima-tøven bliver Europa-Parlamentet en helt afgørende magtfaktor i den interne klimakamp i EU.”

Niels Fuglsang, kandidat til Europaparlamentet for Socialdemokratiet, skriver i en kommentar i Information blandt andet: “Siden vedtagelsen af FN's verdensmål og Parisaftalen er en underskov af sektordrevne bæredygtige investeringsinitiativer skudt frem, men denne form for uforpligtende selvregulering har været en åben invitation til greenwashing. Derfor arbejder EU med at udvikle en taksonomi, der standardiserer, hvad der kan defineres som bæredygtige, økonomiske aktiviteter - og dermed også, hvilke aktiver og investeringer, der kan siges at være bæredygtige. Desværre er taksonomien baseret på et snævert bæredygtighedsbegreb, der er relativt ensidigt fokuseret omkring klima. Det betyder f.eks. at en investering i en virksomhed, der laver havvindmølleparker, kan blive stemplet som bæredygtig, fordi virksomheden producerer bæredygtig energi, selv om den anvender underbetalt arbejdskraft og foretager aggressiv skatteplanlægning. Det er åbenlyst et paradoks, men desværre også sigende for den herskende tilgang til bæredygtighed. I mine øjne skal den bæredygtige omstilling levere på både den økonomiske, sociale og miljømæssige bundlinje samtidig, hvis den skal lykkes.”
Kilder: Information, s. 17; Altinget; Jyllands-Posten, s. 27; Politiken, s. 6; Børsen, s. 4; Kristeligt Dagblad, s. 11

Institutionelle anliggender: May åbner mulighed for ny folkeafstemning
Børsen, Jyllands-Posten og Politiken skriver, at Theresa May tirsdag præsenterede sin “nye Brexit-aftale”, hvor hun både åbnede døren for en fortsat toldunion med EU og en ny afstemning om Brexit. Børsen skriver, at May nu er villig til at overlade to af de mest kontroversielle Brexit-beslutninger - om der skal afholdes en ny folkeafstemning om Brexit, og om Storbritannien skal indgå i en toldunion med EU efter Brexit - til et flertal i Underhuset, når parlamentsmedlemmerne i starten af juni skal stemme om aftalen for fjerde gang. Det skriver Børsen. Hun understregede i talen, at hun er modstander af, at vælgerne skal spørges om Bexit igen, men at hun vil overlade det til et flertal i Underhuset at beslutte, om folkeafstemningen skal afholdes, hvis flertallet samtidig er villig til at støtte udtrædelsesaftalen. For at vinde Labour-stemmer over på sin side vil hun samtidig indskrive i en Brexitlov, at en fremtidig premierminister skal have godkendt sin forhandlingsposition i Underhuset, før næste runde af Brexit-forhandlingerne går i gang, hvor EU og Storbritannien skal blive enige om en handelsaftale. May vil også garantere ved lov, at Storbritannien lever op til EU's rettigheder for arbejdstagere og følger EU's miljøstandarder efter Brexit. Jyllands-Posten skriver, at får Theresa May ikke sin fornyede Brexit-aftale igennem Underhuset, når der stemmes - for fjerde gang - i begyndelsen af juni, så kan hun meget vel blive presset ud af sine egne. Hun vil så stå tilbage som premierministeren, der hverken fik gennemført Brexit eller ret meget andet. Og allerede forud for den tredje afstemning i marts lovede hun at gå af, hvis Underhuset stemte ja.

Mads Roke Clausen, Visiting fellow, London School of Economics, skriver i et debatindlæg på Altinget blandt andet: “Man kan let bare le hånende ad briterne og deres kaotiske Brexit-proces. Men hvis vi blot gør det, går vi glip af vigtige erkendelser om nogle af de store systemfejl i EU. Og vi går glip af muligheden for at se nærmere på, hvordan vi kan skabe mere social retfærdighed i EU-landene. Og det bliver vi nødt til, hvis vi vil bevare et Europa, der står sammen. Lad det være sagt med det samme, der er mange årsager til Brexit: En kynisk Brexit-kampagne, overtrædelser af valglovene, britisk hovmod, manglende basal indsigt i EU's virke i den britiske befolkning. Men bag disse taktiske forhold gemmer der sig mere grundlæggende årsager. Brexit kan også ses som et forventeligt og forståeligt opgør med årtiers neoliberal økonomisk politik, som tilsammen med EU's indre markeds krav om arbejdskraftens frie bevægelighed har ødelagt mulighederne for retfærdige forhold på arbejdsmarkedet og undermineret den britiske velfærdsstat. [...] I mine øjne skal vi ikke håne briterne. Vi skal forstå budskabet bag Brexit: Økonomisk vækst uden samtidig social vækst er værdiløs og skaber uretfærdige og ustabile samfund. Investeringer i velfærd skaber sunde samfund med social kapital og retfærdighed. Det er godt for de menneskelige relationer og demokratiet. Og det skaber samtidig et miljø, som er frugtbart og attraktivt for store virksomheder.”

Berlingske skriver, at britiske EU-tilhængere vil strømme til valget til Europa-Parlamentet for at vise modstanden mod Brexit. Og EU-borgere bosiddende i Storbritannien vil stemme, fordi de endelig får lov, idet de ikke kunne stemme ved EU- folkeafstemningen for tre år siden. Brexit-tilhængere vil derimod holde sig langt væk, for de er imod EU. De er imod, at briterne skal deltage i EU-landenes valg, og de har ikke nogen at stemme på, fordi de er rasende over, at den konservative regering ikke har gennemført Brexit. Sådan lød tesen forud for valget til Europa-Parlamentet - dengang det endnu var uklart, om briterne ville blive nødt til at deltage i valget, som de afholder i morgen, torsdag. Tesen ser dog ikke ud til at gå i opfyldelse. Langt fra. Det nystiftede Brexit Party med EU-modstanderen Nigel Farage i spidsen står i meningsmålinger til mellem 25 og 35 procent af stemmerne. EU-tilhængere er derimod splittede mellem flere partier, og det overvejende EU-positive Labour kan ikke gøre op med sig selv, om partiet støtter en ny folkeafstemning.
Kilder: Børsen, s. 22; Politiken, s. 6; Jyllands-Posten, s. 19

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Politikere vil ikke vente til 2027 med at få 10.000 grænsevagter i EU
En stribe kandidater til europaparlamentsvalget melder nu klart ud, at man ikke kan vente til 2027 med at have 10.000 grænsevagter på plads til at vogte EU’s ydre grænser. De vil nu have en plan gennemført langt hurtigere, skriver Berlingske. Det hele startede med, at Europa-Kommissionen i september 2018 foreslog, at EU’s agentur for grænse- og kystbevogtning, Frontex, skulle vokse fra 1.300 til 10.000 mand i 2020. Men nogle måneder senere, i december 2018, stod det klart, at EU's medlemsstater ikke kunne enes om forslaget fra Europa-Kommissionensformand, Jean-Claude Juncker. I marts 2019 blev Ministerrådet og Europa-Parlamentet efter lange forhandlinger enige om at styrke Frontex. Men Jean-Claude Juncker og resten af kommissionen måtte kigge i vejviseren efter målsætningen 2020. Ganske vist vil Frontex gradvist blive styrket fra 2021, men EU kan først i 2027 komme op på de ønskede 10.000 mand. Forsinkelsen skyldes, at en række medlemsstater - såsom Grækenland og Italien - er utrygge ved at overlade dele af grænsekontrollen til EU. Dertil kommer, at EU-landene havde vanskeligt ved at blive enige om at afsætte de nødvendige penge her og nu. Ifølge kommissionen bevirker forsinkelsen, at EU kan få svært ved at beskytte de eksterne grænser, hvis EU på ny rammes af flygtningestrømme. Berlingske skriver ligeledes, at ifølge de Konservatives naser Khader skal grænsekontrollen indføres med det samme. Man skal derfor ikke vente på, at Schengen-samarbejdet reformeres, som Venstre foreslog ved dets beøsg ved grænsen mandag. Spørger man Pernille Weiss, er det slet ikke de Konservatives politik, at der skal indføres permanent grænsekontrol. “Vores politik er, at vi har en midlertidig grænsekontrol, fordi det er nødvendigt lige nu. Vi skal have de ydre grænser om EU til at fungere hurtigst muligt. Hurtigere end kommissionens plan, der siger 2027. Vi siger 2022,” siger spidskandidaten.

Berlingskes leder skriver: ”Debatter om grænsekontrol mellem EU-landene er præget af stærke følelser. På den ene side beskrives grænsebommene som et forræderi mod den europæiske drøm om fri bevægelighed. På den anden side fremmaner nationalistiske politikere dommedagsforestillinger om en ustyrlig strøm af illegale indvandrere og terrorister, hvis vi ikke har grænsebetjente stående i Kruså døgnet rundt. [...] EU-landene har siden flygtningekrisen i 2015 forhandlet om en styrket ydre grænsekontrol, flygtningekvoter og en reform af Schengen-samarbejdet om de åbne, indre grænser. De tre dele hører sammen, men landene kan ikke enes. Lige nu ser det ud til, at et forslag om, at EU’s agentur for grænse- og kystbevogtning skal vokse fra 1.300 til 10.000 mand, først kan blive realiseret i 2027. Venstre har i valgkampen foretaget et markant kursskift ved at foreslå, at vi gør vores grænsekontrol “permanent”. [...] Det forslag gør dog så grundlæggende op med formålet med Schengen-samarbejdet, at det er svært at forestille sig, at det kan blive til noget. DF og de Konservative vil gå endnu længere og blot meddele resten af EU med det samme, at vi nu agter at bevare grænsekontrollen. Det ville de facto svare til at sige, at Danmark melder sig ud af Schengen-samarbejdet, og dermed ville vi miste alle de fordele, som vi selv nyder godt af, når vi rejser ud i resten af EU.”
Kilde: Berlingske, s. 2, 8, 23

Institutionelle anliggender: En østrigsk lærestreg for Europa
Det bliver blandt europæiske medier diskuteres ivrigt, hvilke konsekvenser den østrigske videoskandale kan have for EU-valget. Det skriver Kristeligt Dagblad. I Tyskland er mange medier enige i, at langt mere end partiet FPo's omdømme står på spil. Den østrigske avis Kurier vurderer, at det er et hårdt slag for mange højrenationale partier i EU. "De mister et af de få partier, der er medlem af en regering i Europa. Koalitionen mellem FPo und oVP i Wien blev betragtet som et foregangsprojekt, som skulle åbne døren for højrenationalistiske partiers deltagelse i regeringer i andre lande. Nu har Strache ufrivilligt trukket bukserne af højreekstremisterne i Europa, og de er nøgne," skriver chefredaktør Helmut Brandstätter i avisen.

Kristeligt Dagblads leder skriver: ”Den såkaldte Ibizagate har blotlagt en manglende respekt for retsstaten og dens demokratiske institutioner, som åbenbart opfattes som nyttige redskaber for egen vindings skyld. Og som intet har at gøre med den højtbesungne kærlighed til fædrelandet, som højrenationalister som Strache ynder at kapre stemmer med under dække af at kæmpe befolkningens sag mod eliterne. Hans parti er ikke det eneste af de indvandringskritiske, EU-skeptiske partier i Europa, som på det seneste er blevet afsløret i at være til fals for russisk indflydelse. Matteo Salvinis italienske Lega Nord, Marine Le Pens franske National Samling, Viktor Orbáns ungarske Fidesz og tyske AfD har på hver deres måde omfavnet Putins Rusland og dermed på bekymrende vis solgt ud af de værdier, de europæiske demokratier er bygget på. Selvom det endnu er uvist, hvem der står bag de yderst professionelle optagelser, kan det ikke udelukkes, at det er en vestlig efterretningstjeneste, som ville stække Putins forsøg på at undergrave EU - og som derfor bevidst har tilbageholdt videoen så længe. Derfor bør den østrigske skandale også tjene som en lærestreg for Europa her få dage før europaparlamentsvalget.”

Ifølge Jyllands-Posten er det på ingen måde tilfældigt, at den østrigske regering er blevet kuldsejlet af en politisk skandale med forbindelser til Rusland. Selv om Ruslands-forbindelsen viste sig at være en lokkedue, giver det god mening, både for Rusland og for det nationalkonservative parti FPÖ, der står i centrum for det, der allerede nu i medierne omtales som Ibiza-gate. “Videoen viser den særlige nærhed, Strache har til den russiske politiske ledelse og forretningsverden. Man formoder, at der findes russiske oligarker, der har utroligt mange sorte penge, som de forsøger at investere. Og med den slags mennesker kan man særligt godt samarbejde,” forklarer Gerhard Mangott, professor i internationale relationer ved universitetet i Innsbruck. Både Gerhard Mangott og den tyske ruslandsekspert Stefan Meister, som forsker ved tænketanken Heinrich Böll Stiftung i Berlin,vurderer, at den form for møder mellem russiske forretningsforbindelser og europæiske politiske partier på højrefløjen ofte finder sted.

Også Jyllands-Postens leder kommenterer på Ibizia-sagen. ”Tankevækkende er det, at videoen blev offentliggjort, netop som Frihedspartiet var på vej til Milano for der at mødes med ligesindede i en demonstration ledet af Italiens indenrigs- og vicepremierminister, Matteo Salvini fra Lega. […] Straches afbud blev forklaret med ren østrigsk indenrigspolitik, og for mange politiske ledere ville det uden tvivl være bekvemt, hvis det blot forholdt sig sådan. Men virkeligheden er mere kompliceret. Afklædningen af Frihedspartiet er ikke kun et østrigsk anliggende, men angår i høj grad Europa og viser, at visse politikeres hengivenhed over for Rusland er så dybtfølt, at det kan få alvorlige sikkerhedspolitiske konsekvenser. […] Meget tyder på, at Kreml dygtigt har udnyttet Europas højrekræfter og brugt dem som værktøj i en højere sags tjeneste: at så tvivl om EU, NATO og at skabe mistillid til politikerne. […] Derfor er videoen fra Ibiza ikke et isoleret østrigsk tilfælde, men en advarsel til europæerne om, at politikere, som postulerer at være folkets talerør, kan være farlige forbindelser,” skriver Lederen blandt andet.
Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 8, 10; Jyllands-Posten, s. 18, 24

Andre EU-historier

Institutionelle anliggender: Vi får ikke børn nok, og vi vil ikke have indvandring
Knud Vilby, journalist og forfatter, skriver i et debatindlæg på Altinget blandt andet: ”Siden 2015 har frygten for indvandring været et stort tema i EU og i de enkelte EU-medlemslande. Men det er noget af et paradoks i betragtning af, at EU som helhed og samtlige 28 medlemslande ville have faldende befolkningstal uden indvandring. Ikke i et eneste af EU-landene fødes der tilstrækkeligt mange børn, til at befolkningstallet på længere sigt kan holdes konstant eller stige. [...] Europas befolkningskrise diskuteres sjældent af EU-politikerne. Der siges lidt om en aldrende befolkning og om velfærdsudfordringer på grund af flere ældre. Men ingen - stort set - snakker om, at Europas fremtid grundlæggende er udfordret, fordi europæerne ikke længere kan (eller vil) reproducere sig selv. [...] EU er med sine godt 500 millioner indbyggere et gammelt kontinent med en gammel befolkning. Der er mange gamle, og der er få børn. Udviklingen har en tendens til at blive selvforstærkende, og flere og flere EU-lande vil opleve, at befolkningstallet falder. Hvis ikke de - som det også trods politisk modstand har været tilfældet - siger ja til ganske betydelig indvandring udefra. Det er det eneste alternativ til få fødsler, men indvandring vil de fleste Europa- politikere ikke have. Og slet ikke af mennesker, der er en anelse forskellige fra os selv. I Vesteuropa er man end ikke glade for indvandring østfra. Vi får ikke selv børn nok, og vi vil ikke have de andres. Det er et paradoks, det er værd at tale om.”
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Tolerance over for de intolerante kan tage livet af demokratiet
I ”Perspektiv” i Berlingske skriver Samuel Rachlin, journalist og forfatter, blandt andet: ”Alt er, som det plejer at være, når der er valgkamp. Men alligevel ikke helt. For ude fra det højreradikale overdrev løfter sig nogle stemmer, man ikke tidligere har hørt så skingert. Nærmest i falset. Det har været i anmarch i nogen tid ansporet af de højrepopulistiske tendenser i Europa, men er først nu slået igennem i dansk politik. Nu kan vi opleve de højreradikale spillere i fri dressur og studere dem på nærmeste hold. Men de nyeste årgange af danske højreradikale populister skiller sig ud i forhold til deres europæiske åndsfæller. De er hårdere i filten og bruger en retorik, der overgår, hvad en Matteo Salvini i Italien, en Viktor Orban i Ungarn eller en Marine Le Pen i Frankrig har præsteret. Alligevel er de danske højrepopulister nogle slapsvanse. Ingen nævnt ingen glemt. De tåler ikke at få igen med samme mønt.”
Kilde: Berlingske, s. 32-33

Beskæftigelse, vækst og investeringer: Tog gennem Europa
Information bringer et læserbrev af Margrethe Auken, spidskandidat for SF til Europa-Parlamentet. ”Elendige konkurrencevilkår, dårlige forbindelser, uendelige rejsetider og så godt som ingen passagerrettigheder gør det surt og svært at vælge toget frem for flyet, selv hvis rejsen kun går til Oslo, Bruxelles eller Hamborg. Klimaet kalder rigtignok på os, og togrejser udleder kun en tiendedel af flyrejsens CO2. Derfor arbejder jeg, SF og vores Grønne Gruppe i EU-Parlamentet for en solid opgradering af tognettet blandt andet gennem oprettelsen af en europæisk togfond i EU. […] det nytter ikke noget at have et effektivt tognet, hvis borgerne ikke kan få nem adgang til billetter og kompensation, når toget er forsinket. Derfor skal der laves en fælles platform for booking af togbilletter på tværs af EU, der også indeholder informationer om rettigheder, forsinkelser og services - tilgængelig på alle EU's sprog. Mindst halvdelen af EU's infrastrukturmidler skal bruges til at sikre bedre og hurtigere tog mellem Europas store byer.”
Kilde: Information, s. 18

Institutionelle anliggender: Thulesen forsvarer højresamarbejde i EU: Det er nødvendigt for at bremse Macron
Dansk Folkeparti satser efter valget til Europa-Parlamentet på et samarbejde med en række højre-nationale partier i EU og det har vagt en vis opsigt, skriver Altinget. Det drejer sig blandt andet om italienske Lega, det tyske Alternative für Deutschland, Frihedspartiet i Østrig og Marine Le Pens National Samling (tidligere Front National), der er ved at samle sig i Den europæiske alliance af folk og nationer. Dansk Folkeparti har hidtil været yderst forsigtig med at knytte kontakter til partier i andre lande, og DF har de sidste 20 år konsekvent ekskluderet højreekstreme kræfter. Men ifølge DF-formand Kristian Thulesen Dahl er der ikke tale om europæiske søsterpartier. "Jeg synes faktisk ikke, vi har ændret strategi. Men hvis vi skal opnå politisk indflydelse i Europa-Parlamentet, bliver vi nødt til at være en del af et gruppesamarbejde," siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter: "Hidtil har vi været sammen med de britiske konservative, men briterne forlader jo EU på et tidspunkt. Hvis vi ikke finder et nyt samarbejde, hjælper vi (den franske præsident) Emmanuel Macron og ligesindede, der vil et føderalt Europa."
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Spidskandidat: Sparepolitikken driver højrepopulister frem
Politiken bringer et interview med slovenske Violeta Tomic, der er spidskandidat for European Left til EU-Parlamentet. European Left har tætte forbindelser til den politiske venstrefløjsgruppe i EU-Parlamentet GUE/NGL, hvor blandt andre Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU hører til. ”Jeg tror, at dette valg kan vise sig at blive en afstemning om selve EU's eksistens. For EU er ikke i en god tilstand. Sparepolitikken fra den neoliberale midte er gået så langt, at vi nu kæmper med den yderste højrefløjs fremvækst - højrefløjspopulister,” siger hun og tilføjer: ”Under sparepolitikken er pengestrømmen gået fra periferien til centeret, fra de fattigste til de rigeste, vi har udsultet vores statsbudgetter, vores sundhedsvæsen, pensioner, uddannelser og så videre alene til fordel for de rigeste. I den periode, hvor vi har strammet bæltet, er antallet af multimilliardærer fordoblet. Det er i denne frugtbare jord, hvor det yderste højre blomstrer.” Hun mener, at EU kun kan reddes, hvis det lykkedes at gøre unionen mere demokratisk, grøn og socialt.
Kilde: Politiken, s. 6

Konkurrence: S kræver fælles EU-bund under selskabsskatten - men alle lande skal beholde vetoret
En S-ledet regering ønsker at indføre en fælles bund under selskabsskatten, så "ræset mod bunden" kan stoppes. Det mener EU-ordfører Peter Hummelgaard ifølge Altinget, ligesom EU-topkandidater som Jeppe Kofod, Niels Fuglsang og Marianne Vind lister skattely-bekæmpelse og en bund under selskabsskat som mærkesager i EU-valgkampen. Alligevel afviser partiet at indføre flertalsafgørelser på skatteområdet, så EU kan fratvinge lande som Cypern og Irland muligheden for at have en markant lavere selskabsskat end resten af EU's medlemslande. Et forslag, som EU-Kommissionen ellers har præsenteret for blandt andet at kunne nå i mål med en bund på selskabsskatten. "Vi er i udgangspunktet imod flertalsafgørelser på skatteområdet i EU," siger Peter Hummelgaard. Han vil presse de andre lande, for at overbevise dem om, at de ikke ønsker en bund under selskabsskatten. "Vi skal presse dem. Vi er nødt til at lægge et massivt politisk pres ved hele tiden at udstille, hvor skadeligt det er at blive ved med at udhule selskabsskatten," siger Peter Hummelgaard.
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Der bor 200.000 mennesker i en boble i Bruxelles
Information skriver, at alle i Bruxelles kender den særlige lukkede verden, Bruxelles boblen, der omfatter tusindvis af mennesker fra hele Europa, som bor og arbejder i byen. Eurokraterne kaldes de også. De arbejder i EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, i ngo'er og lobbyvirksomheder samt på aviser og ambassader. Der er i alt omkring 120.000 jobs, der er relateret til Bruxelles' funktion som politisk hovedstad. Det påvirker den måde hvorpå EU fungerer. Information har talt med Eric Corijn, professor i geografi om denne boble. ”Det er en boble - rummeligt, kulturelt og socialt. De har en højere indkomst, de taler andre sprog, de har deres egne restauranter, skoler og sociale vaner. De deltager ikke i de lokale foreninger, og de har få belgiske venner,” fortæller Eric Corijn. ”På den ene side er livet i boblen kosmopolitisk. Ham, der bestyrer mit kontorfællesskab, er halvt hollandsk, halvt russisk og opvokset på Tenerife, og nu bor han i Bruxelles med sin fransk-japanske kæreste. Næsten halvdelen af boblen har en partner fra et andet land, og til et gennemsnitligt arbejdsmøde deltager mindst seks nationaliteter. Det er udlevelsen af EU's slogan om at være forenet i mangfoldighed,” fortsætter Eric Corijn. Yderligere fortæller han: ”Det bidrager til boblefornemmelse, når tunge EU-skikkelser som Romano Prodi, Mario Monti, Mario Draghi og José Manuel Barroso er hoppet frem og tilbage mellem EU og Goldman Sachs. Det føles, som om unionen fortrinsvis rekrutterer fra en lille pulje af grænseoverskridende genier, som lige så godt kunne lede en bank som en politisk union”. ”Der hersker et neoliberalt syn på økonomien som noget, der først og fremmest skal være effektivt. Og en holdning om, at vælgerne ikke forstår, hvad der foregår, så derfor er det bedre at træffe beslutninger i hemmelige arbejdsgrupper. Vi kommer aldrig af med utilfredsheden mod EU, hvis ikke afstanden mellem boblen og folk bliver mindre,” mener Jens-Peter Bonde, der har siddet i EU-Parlamentet i 29 år.
Kilde: Information, s. 12-13

Det digitale indre marked: Direktør: EU- politikere har på fem år haft klare sejre og lavet utilstrækkelige tiltag
I en kommentar på Altinget skriver Cecilia Bonefeld-Dahl, generaldirektør i Digital europe, blandt andet: ”The Digital Single Market er navnet på den digitale vision, som EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker tog med sig ind i EU-Kommissionen, da han satte sig i formandssædet i 2014 […] Til gengæld et markant ryk for Europa, som fem år forinden havde stået helt uden en digital politik og var blødende efter finanskrisen, mens kineserne buldrede af sted med en klar strategi for opkøb af de tusindvis af europæiske teknologi virksomheder, som var blevet sat billigt til salg i skyggen af krisen […] Medmindre man tager bopæl i et andet EU-land, skal både telefoni, sms og data forbrugt i et andet EU-land takseres nøjagtigt, som det bliver i hjemlandet. En klar sejr for forbrugerne. Og også en af de lidt for sjældne klokkeklare vindersager i EU-regi […] Europa savner fortsat desperat digitale kompetencer. 40 procent af virksomhederne i Europa mangler it-specialister, som tilsammen er en manko på mindst 800.000 personer næste år. Alt for få verdensledende digitale virksomheder er europæiske, og kun 11 procent af de globale vækstkometer - unicorns - er fra Europa, og når UK forlader os, har vi kun 5 procent tilbage […] For det første skal vi generelt have langt mere fokus på den digitale branche og på at skaffe europæiske virksomheder de vilkår, der kan give dem et tiltrængt vækstboost i årene, der kommer. Vi skal pinedød have fostret nogle flere europæiske unicorns, altså hurtigt voksende virksomheder med milliardværdi talt i dollar […] Et Europa med alt for stor økonomisk ulighed er et usundt og væksthæmmet Europa.”
Kilde: Altinget

Retslige anliggender: EU skal skabe tryghed, når vi handler på nettet
I et debatindlæg i Børsen skriver Linea Søgaard-Lidell (V), kandidat til Europa-Parlamentet, blandt andet: ”Historierne dukker alt for ofte op. Danske forbrugere køber legetøj på udenlandske hjemmesider, og legetøjet viser sig at indeholde farlige dele eller farlig kemi. Køber man legetøj i en dansk butik, kan man være sikker. For EU-lovgivningen sikrer, at legetøj solgt i danske butikker skal leve op til sikkerhedsstandarder […] Derfor har vi EU-lovgivningen, der sikrer, at varer er testet og sikre for både børn og voksne. Den kontrol med produktsikkerheden findes ikke, når vi handler uden for EU. Faktisk er der EU-regler, der forhindrer kontrol med de varer, som kommer ind i EU. Det skal vi slet ikke acceptere. Nethandlen er kommet for at blive - sidste år modtog Postnord 16 millioner forsendelser direkte fra Kina. Derfor skal vi tilpasse EU's regler, så vi som forbrugere i EU har samme tryghed, uanset hvor vi handler. […] Jeg vil arbejde for, at vi som EU-borgere ikke kun kan være trygge, når vi handler i europæiske butikker. Vi skal kunne tage trygheden med, når vi handler på nettet. "Faktisk er der EU-regler, der forhindrer kontrol med de varer, som kommer ind i EU.”
Kilde: Børsen, s. 2

Institutionelle anliggender: EU-spids for DF mødte kun op til ét Europa-møde på fire år
Europa har indtil nu ikke fyldt meget for Peter Kofod, men nu gør han klar til Europa-Parlamentet, skriver Jyllands-Posten. ”Som retsordfører har jeg været enormt engageret i retspolitik de seneste fire år. Europa-politikken har vores EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, passet på partiets vegne. Fuldstændig ligesom andre partier gør i mange andre udvalg,” siger Peter Kofod, spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet, Dansk Folkeparti. Til spørgsmålet om han kan forstå, hvis nogen tænker, at han ikke har været engageret i EU-politik før nu svarer han: ”Jeg kan forstå, hvis nogen tænker, at han har gået op i arbejdet som retsordfører. Nu er jeg engageret i EU-politik.” I et debatindlæg på Altinget skriver Stine Bosse, formand for Europabevægelsen blandt andet: ”Tager man Peter Kofods ord for pålydende, så er alene nationale parlamenter i stand til at stille med et folkeligt mandat. Ergo er han selv i rollen som folkevalgt til Europa-Parlamentet uden mandat. Ikke nogen specielt god begyndelse, fristes man til at sige. De EU-skeptiske eller direkte EU-fjendtlige partier, han kan glæde sig til at arbejde sammen med, tager også ganske let på folkeligheden, når det kommer til EU-spørgsmål, og forventningen er, at de vil søge at blokere for det meste af det vigtige arbejde, der er forestående. På for eksempel klimaområdet. Her må man forstå, at DF'eren sover roligt om natten, da hverken han eller hans formand mener, at klimaet reelt er et vigtigt emne, der fortjener megen opmærksomhed […] Hvis Kofod tror, at noget land nu og i fremtiden i denne del af verden vil kunne håndtere klima, migration og sikkerhed i alle former alene og dermed forfægte klassisk suverænitet, så har han slet og ret ikke forstået, at der, hvor nationalstatens evner ophører, begynder fællesskabets.”
Kilder: Jyllands-Posten, s. 15; Altinget

Finansielle anliggender: Hvad fanden skal vi egentlig med kronen?
I ”Signatur” i Politiken skriver Hans Davidsen-Nielsen blandt andet: ”Det kontantløse samfund kalder på en ny afstemning om at gå over til euroen […] Gennem lang tid har jeg dog gået rundt med et europapolitisk spørgsmål, der burde have bred offentlig appel. Det handler kort fortalt om, hvad vi skal bruge kronen til i det kontantløse samfund […] Skiftende regeringer har været meget tilbageholdende med at udskrive folkeafstemninger om Danmarks fire EU-forbehold, for erfaringsmæssigt bliver hver anden afstemning tabt. Men forleden foreslog ham, der er statsminister for en stund endnu, at vi allerede i næste valgperiode bør tage en afstemning om det danske forsvarsforbehold. Og når vi alligevel er i gang, hvorfor så ikke tage euroforbeholdet med i købet? […] Der er ingen garantier for et ja til euroen, men tiden arbejder for den fælles mønt. Tilbage i 2000 forsøgte et overvældende flertal af Folketingets partier at overbevise vælgerne om, at de skulle skifte kronen ud med den fælleseuropæiske valuta, men det blev klart afvist. Der blev gjort mange forsøg på at forklare, hvordan kronen er uløseligt forbundet med euroen, og at det drejer sig om, hvorvidt Danmark vil have lidt eller ingen indflydelse i Den Europæiske Centralbank […] For mig kan det komme ud på et, om banken trækker beløbet i Netto i kroner eller euro. Til gengæld er det alt andet end ligegyldigt, hvis et ja til den fælles mønt kan veksles til lidt indflydelse. Det er trods alt bedre end ingenting.”
Kilde: Politiken, s. 7

Institutionelle anliggender: Indenrigs- og europapolitik hænger sammen
I en kommentar i Berlingske skriver Per Stig Møller, fhv. udenrigsminister (K), blandt andet: ”De to store problemer, klimaet og migrationen, kan kun løses gennem et samarbejde i EU. Ved valget til Europa-Parlamentet ser de EU-fjendtlige eller skeptiske partier ud til at vinde frem i flere lande […] På klimaområdet er der behov for, at EU viser vejen, nu da USA har meldt sig ud af klimakampen, men i EU er de mest klimaskeptiske partier også de mest EU-skeptiske. Så meget desto vigtigere er det, at de danske medlemmer af parlamentet skubber på i EU for en aktiv og dynamisk klimapolitik […] Vi skal sætte ind med afgifter, der skubber forbruget i den ønskede, klimavenlige retning. Det er bare ikke nok, for der skal også sættes ind over for produktionen og eksporten, så begge dele foregår så klimavenligt som muligt med de bedst tilgængelige løsninger […] Det andet store, europæiske tema er folkevandringen fra Afrika […] Derfor er det langsigtede svar på immigrationsproblemet ikke mure, skibspatruljer og lejre, men et omfattende politisk og økonomisk samarbejde mellem EU og Den Afrikanske Union, som kan løfte Afrika, støtte den demokratiske udvikling, bekæmpe korruptionen og fattigdommen. Svaret er heller ikke bare mere bistandshjælp, men mere arbejde gennem et samarbejde mellem de afrikanske og europæiske virksomheder og mere eksport til os.”
Kilde: Berlingske, s. 31

Finansielle anliggender: Italiens gæld er “uholdbar” og kommer på ny i centrum efter EP-valg
En af de helt store vindere ved denne uges valg til Europa-Parlamentet bliver overvejende sandsynligt Matteo Salvini, Italiens vicepremierminister og indenrigsminister, skriver Børsen. Det er potentielt et faresignal for EU og for eurozonen. Til spørgsmålet om, hvorvidt Sveriges forhenværende finansminister, Anders Borg, har ret, når han for få dage siden sagde i Børsen, at Italien med en offentlig gæld på over 134 af bnp ikke undgår gældsomlægning, svarer Ashoka Mody, økonomiprofessor, Princeton University: ”Italiens offentlige gæld er uholdbar. Landet har en negativ udvikling i produktiviteten, realrenten er på over 2 pct. Noget må bøje af.” Siden valget i foråret 2018 har Italiens regeringsdannelse med Lega og Femstjernebevægelsen næsten konstant udfordret EU-Kommissionen og de øvrige eurolande ved at bryde løfter om størrelsen af budgetunderskud og dermed også gældsudviklingen. Det er ifølge Ashoka Mody ensbetydende med et kæmpeproblem for ECB.
Kilde: Børsen, s. 20-21

Institutionelle anliggender: Kampagner har svært ved at slå igennem midt i valgkampen
”EU bliver ikke sjovere af, at vi bliver hjemme. Lad os stemme og bestemme” siger Frank Hvam, skuespiller og komiker i en ny ikke-politisk video, som er en ny kampagne, der vil have de unge samt efterkommere af ikke-vestlige indvandrere til at stemme til søndagens Europa-parlamentsvalg. Det skriver Information. Connie Hedegaard, der er tidligere klimakommissær og formand for Berlingske Media er enig og siger: ”Du gavner ikke klimaet ved at blive på sofaen derhjemme. Så kom nu. Tag del i valget - så er du med til at bestemme”. ”Kampagnen retter sig mod de helt almindelige mennesker, der ikke stemmer, og de unge og efterkommere af ikke-vestlige indvandrere, der måske ikke har stemt før. Vi vil have fat i dem, der ikke interesserer sig for politik," siger Jens-Peter Bonde, tidligere medlem af Europa-Parlamentet, der sammen med historieprofessor Uffe Østergård står bag kampagnen. De har begge beskæftiget sig indgående med EU og er bekymrede for stemmeprocenten ved søndagens Europa-Parlamentsvalg. Kasper Møller Hansen, professor i samfundsfag ved Københavns Universitet byder også kampagnen velkommen: ”Det er klart, at Muhammed fra Mjølnerparken ikke identificerer sig meget med Ghita Nørby, men jeg er generelt rigtig positiv over for de nye kendisser og de yngre ansigter i kampagnen, som de unge anser som rollemodeller og kan identificere sig med. Det er den slags, der skal til, for at få de unge til at stemme.” B.T. Metro skriver, at videoen i aftes var set af omkring en million Facebook-brugere. ”Kommunikation skal måles på, hvad målsætningen er med den, og hvis målet her er at få folk til at stemme til europaparlamentsvalget, så er den fremragende. Det er noget af det bedste EU-propaganda, jeg har set og oplevet i mine 25-30 år i den her branche,” siger kommunikationsrådgiver Kresten Schultz-Jørgensen.
Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 3; B.T. Metro, s. 4

Institutionelle anliggender: Man kan ikke se enden på socialdemokratiernes krise
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Christoph Arndt lektor i sammenlignende statskundskab på University of Reading blandt andet: ”Det er svært at se, hvordan det europæiske socialdemokrati vil genopstå som folkeparti ved EU-valget eller i den nærmere fremtid. De fleste socialdemokratiske partier i Europa har ikke fundet en løsning på krisen. Valget til Europa-Parlamentet kan blive endnu en manifestation af det europæiske socialdemokratis krise. Tværnationale målinger viser en samlet stemmeandel for de socialdemokratiske partier i EU på omkring 20 pct. - et historisk lavpunkt siden Europa-Parlamentet begyndte at blive valgt direkte […] Valget til Europa-Parlamentet vil sandsynligvis ikke markere et brud med denne udvikling. Det skyldes, at de dominerende emner under valgkampen – asyl/indvandring, grænsesikring, klima, miljø og europæisk integration - konfronterer de socialdemokratiske partier med strategiske og vælgermæssige dilemmaer […] Et lignende dilemma udgør klimadebatten udløst af den svenske teenager Greta Thunbergs skolestrejke. Her kræver grønne partier og radikale aktivister radikale politikker for at reducere CO2 -udslip, og socialdemokratiet vil gerne følge med tidsånden og har tilsluttet sig mange af de tilsvarende miljøpolitiske krav. Det har man dog igen gjort uden at gennemtænke de langsigtede økonomiske effekter og finansielle omkostninger for befolkningen […] Alt i alt er det svært at se, hvordan det europæiske socialdemokrati vil genopstå som folkeparti ved EU-valget eller i den nærmere fremtid.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 29

Institutionelle anliggender: Mette Bock: Margrethe Vestager skal støttes
I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad skriver Mette Bock, spidskandidat til Europa-Parlamentet, kulturminister og kirkeminister, Liberal Alliance, blandt andet: ”DET ER GANSKE ubegribeligt, at flere danske spidskandidater til Europa-Parlamentet ikke støtter Margrethe Vestagers kandidatur til formandsposten for EU-Kommissionen […] Det er jo primært en ledelsespost. Vestager har været en stærk kommissær og har den nordiske tilgang til demokrati og ledelse.”
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 8

Finansielle anliggender: Populister er en bekymring i alle EU-lande
I en analyse i Børsen skriver Hakon Redder, udenrigsredaktør, blandt andet: ”Eurozonen er ifølge flere eksperter dårligt forberedt på den næste økonomiske nedtur. Valget til Europa-Parlamentet kan bremse nødvendige reformer. Eurozonen er så dårligt forberedt på den næste økonomiske krise, at “man kun kan håbe, at en handelskrig med USA kan blive et wakeupcall til EU for at øge integrationen.” Budskabet kommer fra Marcel Fratzscher, præsident for det tyske økonomiske forskningsinstitut Deutsche Institut für Wirtschaftsforschung, (DIW), Berlin. Få dage inden valget til Europa-Parlamentet peger han på, at “populister er den store bekymring i alle EU-lande.” Fordi de kan komme til at stå i vejen for bl.a. den yderligere integration i eurozonen, han mener er nødvendig for, at de 19 lande med fælles valuta kan modstå en kommende krise eller recession […] Poul M. Thomsen, dansk direktør i IMF med ansvar for Europa, deler noget af pessimismen og understreger, at han “er bange for asymmetriske chok i eurozonen”, ligesom han henviser til det helt fundamentale problem, at “konvergensen i eurozonen stoppede inden finanskrisen og nu er rullet tilbage.” Desuden har flere eurolande med høj gældsbyrde ikke brugt de seneste “fem gode år til at reducere gælden, tværtimod er den steget i nogle lande.” […] Bundlinjen er, at den politiske vilje til reformer af især eurozonen ikke er til stede, og at selv med en mulig gentagelse af Den Europæiske Centralbanks (ECB) historisk lempelige pengepolitik - som nogle eksperter i sig selv sætter et stort spørgsmålstegn ved - for at stoppe finans- og gældskriserne, så er den fælles valuta på ny truet, når den næste økonomiske nedtur rammer Europa […] Det er Lega-lederen Matteo Salvinis gruppering med bl.a. Dansk Folkeparti, European Alliance of People and Nations, der kan få 57 pladser. Samt Femstjernebevægelsen, ledet af Luigi Di Maio, der sammen med det nye britiske Brexit Party, ledet af Nigel Farage, kan få 49 pladser. Den udvikling bidrager til nervøsiteten blandt de eksperter, der ser eurozonen som et truet dyr."
Kilde: Børsen, s. 20-21