Mandag den 6. juli

Tophistorier

Merkel: ”For at Europa kan overleve, må dets økonomi kunne overleve”
I anledning af Tysklands overtagelse af EU-formandskabet 1. juli stillede den tyske forbundskansler Angela Merkel op til et interview med seks store europæiske aviser. Information bringer mandag en let nedredigeret version af interviewet, hvor Angela Merkel blandt andet siger: ”Coronapandemien stiller os nu over for en udfordring af dimensioner, vi ikke før har kendt. Og den har ramt os alle i flæng. På den ene side afbrød den en periode med positive økonomiske udviklinger for alle EU-medlemsstater. På den anden side er den faldet sammen med to store omvæltninger i vores tid, klimaforandringerne og den digitale revolution, som er i gang med at ændre vores liv og økonomier helt uafhængigt af virussen. For mig er det vigtigt at holde et meget skarpt fokus på disse ting. […] I en krise af denne størrelsesorden må alle forventes at gøre det nødvendige. Og det nødvendige er i dette tilfælde noget ekstraordinært. Tyskland havde en lav gældsrate og har i denne ekstraordinære situation råd til højere gældsstiftelse. Det er også meget vigtigt for os at holde programmet inden for rammerne af de europæiske traktater. Og vi har fundet en vej frem, så vi kan gøre det. Alt det er selvsagt også i vores egen interesse. Det er i Tysklands interesse at have et stærkt indre marked og at have et EU, der vokser tættere sammen fremfor at falde fra hinanden. Som altid gælder, at hvad der er godt for Europa, er også godt for os. […] Genopretningsfonden kan ikke løse alle Europas problemer. Men uden den ville vores problemer blive langt værre. Europas økonomiske sundhed har konsekvenser for så mange andre ting. En meget høj arbejdsløshed i et land kan blive politisk eksplosiv og derved forstærke truslen mod demokratiet. For at Europa kan overleve, må dets økonomi kunne overleve. […] Mange af de nyere EU-medlemslande deler vores begejstring for Den Europæiske Union som et fredens projekt på den ene side, men udviser alligevel skepsis over for Europa på den anden. Vi er nødt til at udvikle vores forståelse for dette. Jeg opfatter det som min opgave at arbejde for et selvbestemmende, liberalt Europa, der er forankret i individets grundlæggende rettigheder. […] Det vil naturligvis være i Storbritanniens og alle EU-medlemslandes interesse at nå frem til en velordnet udtræden. Men det kan kun ske, hvis det er, hvad begge sider ønsker. Vi er nødt til at give slip på den forestilling, at det er op til os at definere, hvad Storbritannien burde ønske sig. Det må Storbritannien selv definere - og vi, EU27, vil så reagere på passende vis.”

Jyllands-Posten bringer søndag en kommentar af Per Nyholm, publicist og tidligere udenrigskorrespondent. Han skriver blandt andet: ”Det var så moderne at nedgøre Angela Merkel, da hun i efteråret 2018 trådte tilbage som formand for Tysklands regerende Kristeligt Demokratiske Parti. Merkel blev afskrevet - også i Danmark - som en udmanøvreret leder, der betalte prisen for, at hun i 2015 åbnede Europas rigeste land for hundredtusinder af flygtninge. […] Tyskland overtog den 1. juli EU's halvårlige formandskab og har sat sig for - helt rigtigt - at Europa trænger til en generalsanering, især nationalstaterne, som glimrer ved deres mangel på soliditet og solidaritet. Merkel får i Bruxelles, støttet af Ursula von der Leyen, kommissionens tyske formand, og Frankrigs præsident Macron, brug for al den træfsikkerhed, som kendetegner hendes virke i Berlin. Senest har hun vist format ved at aflyse sin medvirken i et forestående G7-møde i USA. Hun vil ikke misbruges af Donald Trump i dennes selviscenesættende cirkus. […] At Tyskland med 80 millioner borgere er kommet gennem epidemien med langt færre døde (i skrivende stund ca. 10.000) end mindre lande som Italien (35.000), Spanien (30.000), Frankrig (30.000) og Storbritannien (45.000) vidner om en statsledelse, andre havde været tjent med, og som i rystende grad ligger Donald Trump (340 millioner indbyggere, 130.000 døde) fjernt. Man sammenligner USA og Tyskland og takker sin skaber for, at man er europæer. Ved sin afgang som partichef i 2018 overlod Merkel de kristelige demokrater til Annegret Kramp-Karrenbauer. Hun er allerede på vej væk. Merkel består, Tyskland til ære, Europa til gavn.”
Information, mandag, s. 8-11; Jyllands-Posten, søndag, s. 36 (06.07.2020)

Prioritede historier

Symbolsk fransk nederlag i striden om EU’s rejsecircus
EU-Domstolen har afvist fransk protest mod, at Europa-Parlamentet traf en beslutning i Bruxelles i stedet for i Strasbourg. EU-Domstolen fastslår i afgørelsen fra sidste uge, at det var i orden, da Europa-Parlamentet i 2017 godkendte en budgetaftale under et møde i Bruxelles. ”Forpligtelsen (til at udføre budgetproceduren i Strasbourg, red.) hindrer ikke det årlige budget i at blive debatteret og bragt til afstemning under en ekstra samling afholdt i Bruxelles, hvis der er afgørende grunde til at sikre den nødvendige overholdelse af budgetproceduren,” hedder det i en udtalelse fra retten om dommen ifølge Jyllands-Posten søndag. Frankrig kæmper for at fastholde Europa-Parlamentets hjemsted i Strasbourg, selv om langt det meste af medlemmernes arbejde udføres i Bruxelles. For at ændre på det, skal der en traktatændring til, hvilket kræver enstemmighed blandt EU-landene, altså støtte fra Frankrig og Luxembourg.
Jyllands-Posten, søndag, s. 20 (06.07.2020)

Von der Leyen så trusler udefra - og hun fik ret
I dag er der næsten gået 12 måneder, siden Ursula von der Leyen vandt en tæt afstemning og blev godkendt som ny formand for EU-Kommissionen den 16. juli 2019. Ingen havde spået, at en relativt ukendt tysk forsvarsminister ville løbe med en af de absolutte topposter i Europa, ej heller, at hun i det første år på posten ville komme til at håndtere en historisk krise, skriver Børsen mandag. “Hun var i sig selv en stor overraskelse, der tænkte som de fleste, at det første år ville komme til at handle meget om klima og brexit. Men Von der Leyen lagde også vægt på, at mange af EU's udfordringer nu kom udefra. Det var jo alt fra migration til handel og stormagterne USA og Kina,” siger Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, og fortsætter: “Man må sige, at hun fik ret i, at udfordringen kom udefra - med corona var det bare på en helt anden måde. Så året har jo budt på en stor følelsesmæssig rutsjebanetur. ” I august blev Margrethe Vestager med sine fem års erfaring genvalgt som konkurrencekommissær og desuden blev hun udpeget som ledende næstformand med ansvar for digitalisering. “Der var vækst i alle lande, og beskæftigelsen havde aldrig været højere. Selvfølgelig ville der komme diskussioner. Men jeg tænkte, at det ville blive noget helt andet end den forrige Kommission, hvor vi begyndte, mens der var krise, og mange lande havde vilde underskud,” siger Vestager og fortsætter: “Nu var det en ny begyndelse, og det så godt ud!” Da Von der Leyen stod ved roret, tog hun med ambitiøse løfter fat om en dobbelt grøn og digital omstilling og samtidig om en geopolitisk kommission, der skulle tegne Europa skarpere globalt og kæmpe for EU's interesser ude i verden. “Det har været meget tydeligt, at der er kommet et nyt lederskab. Pludselig var der et program, som var meget mere omfattende, og som virkelig satte tryk på nogle dagsordner. Vi gik på mange måder fra minimalisme til maksimalisme,” siger Sinne Conan, europapolitisk direktør i Finans Danmark.
Børsen, mandag, s. 1, 14 (06.07.2020)

Finansielle anliggender

Coronakrisen har lært mig, hvor lidt jeg reelt ved
I en Essay i Børsen lørdag, skriver cheføkonom Steen Bocian blandt andet: ”Selvom jeg har fulgt dansk økonomi tæt i snart 25 år - så minder coronakrisen ikke om noget, jeg har set før. Det sikreste, vi kan sige, er måske, at usikkerheden er stor. Coronakrisen tog mig på sengen, må jeg blankt erkende. Corona dukkede for alvor op som økonomisk og finansielt tema i slutningen af januar og starten af februar. På daværende tidspunkt var epidemien alene et kinesisk fænomen, men der var en frygt for, at epidemien kunne ramme den kinesiske økonomi i en grad, så det kunne igangsætte en global krise. […] I slutningen af februar skrev jeg således: “Vi skal passe på ikke at blive grebet af kollektiv panik - globale kriser starter typisk ikke med epidemier”. Heldigvis fik jeg tilføjet “Men situationen skal følges tæt. Så vi om nødvendigt er klar til at reagere, også økonomisk”. […] Min første analyse af situationen efter nedlukningen blev offentliggjort 12. marts kl. 9. Overskriften lød: ”Dyb økonomisk krise i vente - alle muligheder for at mildne den bør anvendes”. På få uger havde epidemien og de deraf følgende politiske beslutninger således ændret min vurdering af den økonomiske situation radikalt. […] I Europa kunne renten dog ikke sættes ret meget ned, da renten i udgangspunktet var negativ. Men til gengæld blev der skruet op for den alternative pengepolitik i form af kvantitative lempelser. Finanskrisen lærte os, at selvom renten er lav, er den pengepolitiske værktøjskasse aldrig tom. Den relativt nye chef for Den Europæiske Centralbank Christine Lagarde skulle lige skyde sig ind på krisens alvor - men siden har hverken den europæiske eller den amerikanske centralbank set sig tilbage. Det har også sikret, at den finansielle del af coronakrisen er blevet væsentligt mildere end frygtet. […] Desværre er der ikke noget, der tyder på, at coronakrisen er slut. Jeg kommer derfor også over den kommende tid til at bruge en stor del af mine vågne timer på at analysere og vurdere den økonomiske del af coronakrisen. Det gør jeg i tæt samarbejde med mine kolleger her på Børsen og de mange kilder, som vi naturligvis forsøger at suge viden ud af. Men ingen ved, hvordan krisen ender. Jeg tror dog, at den bliver betydeligt kortere end finanskrisen, da den ikke skyldes økonomiske ubalancer, som det oftest tager tid at genoprette.”
Børsen, lørdag, s. 12-17 (06.07.2020)

Grundlæggende rettigheder

Retsopgøret mod Assad er på vej til Danmark
Ifølge organisationen Syrian Network for Human Rights er der siden begyndelsen af Krigen i Syrien blevet begået krigsforbrydelser og indtil videre er krigsforbryderne gået fri. Men nu er der i flere europæiske lande retssager på vej mod krigsforbrydere fra det syriske regime. Der er også en sag under efterforskning i Danmark, skriver Information lørdag. ”Det er meget positivt, at Danmark tager skridt til at efterforske disse sager. Der er tale om nogle af de groveste internationale forbrydelser, og Danmark kan være med til at sørge for, at disse sager bliver opklaret, og at de ansvarlige bliver retsforfulgt og dømt. Hermed bidrager Danmark sammen med andre europæiske lande til at gøre en ende på den straffrihed, som har hersket siden begyndelsen af Den Syriske Borgerkrig,” siger Therese Rytter, juridisk chef i Dignity - Dansk Institut Mod Tortur. Professor emeritus i folkeret og tidligere dommer ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag Frederik Harhoff er enig og siger: ”At Danmark og andre lande nu gør sig den ulejlighed at finde ud af, om der på deres territorium findes personer, som har begået forbrydelser i Syrien, kan være med til at skabe et momentum omkring de nationale retssager.”
Information, lørdag, s. 4-5 (06.07.2020)

Institutionelle anliggender

Britisk forfatter: Det er tragisk, at Boris Johnson blev premierminister lige før coronakrisen
Berlingske bringer lørdag et debatinterview med den konservative journalist og forfatter Ed West, der er højaktuel med bogen ”Small Men on the Wrong Side of History.” Ed West fortryder bittert sin stemme på Brexit og mener, at de konservative værdier er på vej til at drukne i en hidsig cocktail af identitetspolitik og stammetænkning. ”I et stykke tid så det ud, som om den nye regering havde sat en stopper for det politiske kaos, der begyndte for fire år siden med folkeafstemningen og endte med at æde Theresa May som premierminister. Takket være en pandemi, som selv ikke den mest euroskeptiske parlamentariker kan bebrejde EU, er endnu en kaotisk æra blevet sluppet løs, og endnu en konservativ premierminister er dømt til årelange lidelser. Det er tragisk, at han blev premierminister på nøjagtig det tidspunkt, hvor man ikke ønsker at have en libertarianer i spidsen for regeringen. Kombineret med hans personlige dovenskab er det i mine øjne forklaringen på, hvorfor regeringen var så langsom til at håndtere coronakrisen,” siger Ed West, som mener, at det værste er den konservative besættelse af Brexit, der risikerer at fremskynde den borgerlige katastrofe. ”Der vil være masser af utilsigtede konsekvenser. Men det er jo også en konservativ kongstanke: at den store plan aldrig bliver til virkelighed,” afslutter han.
Berlingske, lørdag, s. 6-7 (06.07.2020)

Demokratisk frihed frem for liberal frihed
Politiken bringer mandag en kommentar af journalist og forfatter Peter Wivel. Han skriver blandt andet: ”Covid-19 er en global katastrofe, men i første runde vandt solidaritet over egoisme. […] Vi så også, at nationalstaten selvfølgelig ikke er opslugt af Den Europæiske Union som gerne hævdet af nationalpopulister. Statsmagt er stadig ubetinget national. Vores grænser kan lukkes. EU har ingen selvstændige magtbeføjelser. Unionen eksisterer kun i kraft af samarbejde. Institutioner som EU, FN, G7, WHO og mange flere er til for vores skyld. Det må undre, at ansvarlige statsledere og politikere ikke langt tydeligere står fast på, at multilateralt samarbejde styrker og komplementerer den nationale udvikling. Covid-19-pandemien kræver universel indsats mod smittespredning og koordineret udvikling af lægeteknologi og medikamenter, for slet ikke at tale om ubetinget støtte til FN's Verdenssundhedsorganisation - det WHO, som Donald Trump, USA's præsident, nu skrotter i sine fortvivlede forsøg på at gøre USA stort igen ad stenede veje. […] Da nøden var stor, afviste vi, at liberal frihed skulle begrænse vores demokratiske frihed.”
Politiken, mandag, s. 7 (06.07.2020)

Krisen har overskygget nationalkonservative mærkesager, men de kan komme igen
Coronapandemien har bremset Europas højrefløj, men økonomisk usikkerhed og social uro kan give fornyet medvind til EU- og indvandrerkritiske partier, skriver Jyllands-Posten mandag. Spaniens tidligere premierminister José María Aznar fra det konservative parti Partido Popular (PP) siger i et interview med Jyllands-Posten, at håndteringen af den økonomiske krise, som nedlukningen under coronaepidemien har udløst, bliver altafgørende for det politiske landskab. ”De store klassiske centrum-venstre-partier i europæiske demokratier taber vælgere. Krisen er et godt landskab for radikale. Det er meget vigtigt at få gang i økonomien. Hvis ikke det sker, tror jeg, at populismen vil stige i Europa,” spår José María Aznar. I en artikel konstaterer Foreign Policy, at under epidemien har mange nationalkonservative partier tabt ansigt, fordi de ikke havde noget svar på krisen. Men de pågældende partier vil evne at forny sig og tilpasse sig en ny politisk dagsorden. ”De nye populister kan drage fordel af de økonomiske udfordringer, som pandemien har udløst. Forskning viser, at den arbejdsløshed, der opstår som følge af en krise og økonomisk usikkerhed, hænger sammen med stemmer på populistiske partier. Den næste generation af populister vil forstå at udnytte de nationalistiske strømninger, som pandemien har produceret,” skriver artiklens forfattere, Andrea Kendall-Taylor og Carisa Nietsche fra tænketanken Center for New American Security.
Jyllands-Posten, mandag, s. 1, 10-11 (06.07.2020)

Nu bygger resten af verden en mur for at holde USA ude
Politiken bringer søndag et debatindlæg af Farhad Manjoo, amerikansk journalist og skribent, the New York Times. Han skriver blandt andet: ”Man kunne kalde det poetisk, hvis det ikke gjorde så ondt. En væsentlig grund til, at Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg, var hans kampagne om, at man skulle lukke USA's grænser for næsten alle andre end mennesker af europæisk afstamning. ”Hvorfor tager vi imod alle de mennesker fra lortelande,” spurgte han engang med henvisning til haitianere, salvadoranere og afrikanere. ”Vi burde få nogle flere folk hertil fra sådan et sted som Norge”. Hvad skal man så mene om, at USA nu selv står på kanten af Trumps globale latrintønde, nu, da ”sådan et sted som Norge” har besluttet sig for at lukke sine grænser for os på ubestemt tid? På listen over lande, hvis borgere Norge og resten af Europa snart vil åbne sine grænser for igen, finder man tre på det kontinent, Trump skyllede ud i toilettet: Algeriet, Marokko og Rwanda. Canada står også på listen. Det samme gør Kina, på betingelse af at landet også åbner sine grænser. Det gør Trumps USA til gengæld ikke, for vi er ikke engang i nærheden af at leve op til EU's kriterier for spredning af coronavirus. […] Jeg håber virkelig, at rwandere og andre, der er vidne til dette dysfunktionelle USA, ikke fristes til at hovere over vores fald. USA's manglende evne til at håndtere coronavirus er et tab for hele verden, som længe har været afhængig af USA's ledelse under globale kriser. Læren af alt dette er indlysende: Vi er alle sammen i samme båd. Det er på tide, at folk holder op med at forvente, at USA og amerikanerne sidder inde med alle svarene. Vi er afhængige af al den hjælp, vi kan få.”
Politiken, søndag, s. 4 (06.07.2020)

Ny serie: Europa efter coronaen
I en kommentar i Politiken mandag, skriver international redaktør Michael Jarlner blandt andet: ”Fredag 31. januar 2020 bliver en dag, der indskriver sig i Italiens, måske hele Europas, historie. Det var den dag, to kinesiske turister i Rom som de første i Italien blev testet positive for det, vi alle kender som covid-19 i dag. […] Ingen af os gik fri. Virussen bredte sig, og politikerne begyndte at lukke vores samfund ned. Nu genåbner vi så gradvist i håbet om, at det værste er ovre. Men hvad har coronaen allerede forandret? Og bliver det varigt? Det handler denne nye sommerserie i to dele om. Første del peger frem mod det kommende EU-topmøde 17.-18. juli, hvor landene bl.a. vil diskutere en skelsættende coronahjælpepakke. Skelsættende, fordi EU skal manifestere en solidaritet og relevans, der haltede i begyndelsen af coronakrisen. Lige som den gjorde under finans-, klima- og migrantkriserne. […] Tysklands kansler, Angela Merkel, der netop har overtaget det roterende EU-formandskab, advarer om, at coronaen også har sat tilliden til EU og vores liberale demokratier på en ny prøve. En autoritær leder som Ungarns Viktor Orban viser, at Murens Fald ikke var en endegyldig sejr for de liberale værdier. At de kan blive slået tilbage. […] Vores EU-korrespondenter Elisabet Svane og Nilas Heinskou tager i denne serie til to af EU-politikkens andre yderpoler: Spanien og Holland. Spanien er som Italien blandt de hårdest ramte af coronakrisen, mens Holland sammen med Danmark, Østrig og Sverige udgør den sparebande, der tøver med at åbne EU's pengekasser i solidaritetens navn. Hvad tænker almindelige spaniere og hollændere egentlig?”
Politiken, mandag, s. 7 (06.07.2020)

To lande fik lov at sejle deres egen sø
Jyllands-Posten bringer lørdag et læserbrev af pensioneret forsikringsdirektør Ole Schmidt, som blandt andet skriver: ”Den 2/7 havde hr. Tage Back, Hornbæk, et glimrende indlæg i Jyllands-Posten under overskriften ”Kender skamløsheden i EU ingen grænse?”. Tage Back beskriver, hvorfor det er rimeligt, at Danmark og visse andre EU-lande ikke - i solidaritetens navn - skal betale milde gaver til i særlig grad Grækenland og Italien, selvom de to lande er hårdt presset pga. coronapandemien. […] Jeg er langt hen ad vejen fuldstændig enig med Tage Back i hans indlæg, men han glemmer - tilsyneladende - at 22 EU-lande fuldstændigt svigtede de to lande, da 22 EU-lande m.fl. (Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein) vedtog en af de største fiaskoer i EU-samarbejdet, nemlig Schengen-aftalen. […] At EU nu så småt er ved at få gang i en hjælp til de to lande ved i meget begrænset omfang at kontrollere indvandringen og flygtningestrømmene sydfra, er jo alt, alt for sent. EU's enorme svigt og sikkert dets ”dårlige samvittighed” har måske skabt grundlaget for, at visse lande, blandt andet Tyskland og Frankrig, er indstillet på en gaveregn til de to lande uden at forlange senere refusion, vel vidende at en eventuel refusionsaftale alligevel aldrig ville blive opfyldt.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 27 (06.07.2020)

Interne anliggender

80 procent af de udenlandske lastbilchauffører er kørt fra deres p-bøder
Udenlandske chauffører har fået tusindvis af p-bøder for at bryde reglerne om tidsbegrænset parkering, men bøderne bliver ikke betalt. Direktør Erik Østergaard fra DTL Danske Vognmænd, mener, at der er udstedt i alt 5.627 parkeringsafgifter til lastbilchauffører på rastepladserne - heraf 4.796 til udenlandske lastbilchauffører, men mindre end 20 procent af de udenlandske chauffører har betalt deres bøde, mens næsten alle danske p-bøder, ca. 90 procent, er blevet betalt. ”Det er et ekstremt dårligt signal at sende, at man indfører parkeringsrestriktioner, og så er de eneste, der betaler p-bøderne, danske chauffører. Nu får de danske chauffører også bøder for at parkere på rastepladserne, fordi de stadig ikke kan finde ledige pladser, mens de, ordningen skulle ramme - de udenlandske chauffører - bare ignorerer deres bøder. På den måde bliver de danske chauffører ramt dobbelt,” siger Erik Østergaard og fortsætter: ”Det er unfair konkurrence over for danske køretøjer, og det piller ved vores retssikkerhed, når der nu står ubetalte p-regninger på næsten 8 mio. kroner fra udenlandske chauffører. Derfor er vi nødt til at finde en anden model.” DTL har netop skrevet til transportminister Benny Engelbrecht om problemet og foreslår fire tiltag: 1. Færdselsstyrelsen skal have adgang til det fælleseuropæiske registreringsregister, Eurocaris. 2. EU-landene skal forpligtes til at dele oplysninger i forbindelse med inddrivelse af p-afgifter. 3. Færdselsstyrelsen skal have hjemmel til at sætte hjullås på lastbiler, hvis de støder på en lastbil med ubetalte p-afgifter. 4. Myndighederne skal i grove tilfælde have hjemmel til at konfiskere køretøjet. Tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA), der fik reglerne indført, er overrasket over de mange ubetalte p-bøder og han henviser til, at der i EU findes aftaler omkring opkrævning af blandt andet fartbøder og bøder for andre trafikforseelser, og at man derfor bør kunne få andre EU-lande til at hjælpe med at inddrive pengene.
Jyllands-Posten, søndag, s. 4 (06.07.2020)

Coronakrisen har sat fut i en længe ventet græsk revolution
Ifølge EU-kommissionen er Grækenland det land i unionen, der vil blive hårdest ramt af den ”recession af historiske proportioner”, som ventes at være en realitet ved udgangen af 2020. Men pandemien har også tvunget landet til at sætte skub i sine længe ventede digitale reformer, skriver Jyllands-Posten lørdag. ”Det var næsten fra den ene dag til den anden, at der var nye ting, man kunne gøre online,” siger virksomhedsejer Antonis Tzarougian begejstret og også lidt overrasket over, at den græske regering endelig skred til handling. Grækenlands digitalminister, Kyriakos Pierrakakis, har sagt, at der vil være yderligere 200 nye tjenester, som vil dukke op på portalen inden årets udgang. ”Vores kompas er Estland, hvor du kan gøre alt online undtagen tre ting: blive gift, blive skilt og købe et hus. Vi håber, at vi kan nå en lignende digital balance ved at tilføje og integrere flere tjenester én efter én i de kommende måneder,” siger Kyriakos Pierrakakis til AP.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 8, 10 (06.07.2020)

Det ømme punkt: Huskelisten til Mette Frederiksens sommerferie
Politiken bringer en kommentar af politisk kommentator Kristian Madsen, som blandt andet skriver: ”Det går så strygende for statsministeren, at kalenderførerne i Bruxelles har givet den eneste virkelige ærgrelse over sommeren: Mette Frederiksen har måttet udsætte sit planlagte bryllup i juli, efter at et ekstraordinært topmøde om EU-budgettet dukkede op i kalenderen. […] Mette Frederiksen fik lokket Jakob Ellemann-Jensen i en snedig blå-gul fælde, da han i juni afviste at støtte Danmarks forhandlingsmandat i EU's budgetdiskussioner. Ellemanns EU-sokker blev sure. Men et er de hjemlige drillerier. I Bruxelles er problemet stadig det samme. Mette Frederiksen og resten af den såkaldte 'sparebande' står til en afklapsning på EU's topmøde. Der er udsigt til, at Danmark skal betale mere, men det går trods alt nok. Det værste er, set med regeringens briller, at toget kører mod mere union, selv om Mette Frederiksen vil hænge i bremsen. Fælles EU-gæld skubber EU i retning af mere fælles finanspolitik. Nu mangler vi pludselig briterne til at sig nej. Et strategisk nederlag for Danmark, der på længere sigt kan udfordre vores position som EU-medlem, og som på kortere sigt er guf for den danske højrefløj, når danske skatteydere skal betale for investeringer i Italien og andre hårdt coronaramte lande.”
Politiken, lørdag, s. 2 (06.07.2020)

For os i Grønland er det uværdigt at være på støtten til evig tid. Derfor udvinder vi råstoffer
Information bringer lørdag et debatindlæg af Vittus Qujaukitsoq, Jens-Frederik Nielsen og Jess Svane, henholdsvis Naalakkersuisoq for Finanser, Naalakkersuisoq for Erhverv og Mineralske Råstoffer og Naalakkersuisoq for Arbejdsmarked, Forskning og Miljø. De skriver blandt andet: ”Vi grønlændere ønsker ikke at være kustoder i eget land og iklæde os nationaldragten, så turister kan tage instagramvenlige billeder, mens underskønne isbjerge duver forbi i baggrunden. Vi vil være økonomisk selvbårne, og her er råstoffer en mulighed. […] Kronikørerne mener, at vi med et snuptag kan erstatte det danske bloktilskud med et ditto stort milliardtilskud fra EU. Men som sagt er vores mål ikke at udskifte en afhængighed af Danmark med en tilsvarende afhængighed af EU. Og selv om vi måtte ønske en sådan EU-aftale, vil det ikke være realistisk. For at perspektivere 'letheden' med at forhandle med EU, kan vi oplyse, at vi i øjeblikket forhandler med EU om en partnerskabsaftale, der har en værdi på i overkanten af 200 millioner kroner for Grønland. Forhandlingerne har nu stået på i over et år. Til sammenligning udgør det årlige bloktilskud fra Danmark 3,8 milliarder kroner. Og med EU's aktuelle udfordringer in mente virker kronikørernes idé måske sympatisk, men den har ikke gang på EU's bonede gulve.”
Information, lørdag, s. 19 (06.07.2020)

Sidste chance
Politiken skriver blandt andet i sin leder mandag: ”Frankrig har fået ny regering. Men stod det til vælgerne, var det præsident Emmanuel Macron snarere end premierminister Édouard Philippe, der havde fået sparket. Ifølge de seneste meningsmålinger ligger Philippe omkring 20 procentpoint foran præsidenten, hvis opbakning i den franske befolkning for tiden kan ligge på et meget lille sted. Macrons parti fik et knusende nederlag ved lokalvalget sidste weekend, hvor de lå langt under resultatet ved sidste parlamentsvalg og ikke vandt borgmesterposten i en eneste større fransk by. […] Det er sidste udkald for Emmanuel Macron, hvis han skal blive den historiske og nødvendige fornyelse af Frankrig, sådan som håbet var, da han blev valgt i 2017. Kombinationen af upopulære økonomiske reformer, de gule vestes protester og så nu coronakrisen, der trods en ekstremt hård nedlukning har kostet næsten 30.000 mennesker livet og kastet landet ud i en dyb recession, har knust Macrons popularitet. Men behovet for reformer i Frankrig er ikke forsvundet. Pensionssystemet, den stærkt centraliserede og ulige økonomi og det stive arbejdsmarked har stadig akut brug for modernisering, og både Frankrig og Europa må håbe, at Macron genvinder kampformen. […] EU har brug for et stærkt Frankrig, der sammen med Tyskland kan drive EU fremad i en grøn retning. Der var en grund til, at Frankrig tog et spring ud i det uvisse og valgte Macron for tre år siden. Det gamle politiske system var rustet i stykker og skulle fornys. Macron har to år til at bevise, at han er den rette mand og var tilliden værdig.”
Politiken, mandag, s. 1 (06.07.2020)

”Jeg skal mærke efter. Har jeg det, der skal til?”
Jyllands-Posten har mødt DF-formanden Kristian Thulesen Dahl til en samtale om, hvorvidt partiet kan genrejses, om hans egen fremtid som formand og om postens arvtager. EU er et emne, hvor Thulesen Dahl efter en heftig intern diskussion i år har justeret budskabet og i sin grundlovstale i år præciserede han, at DF var imod EU. ”Det har været tydeligt for os, at det er et af områderne, hvor folk har spurgt: Jamen hvad vil de egentlig? Det har handlet for meget om proces i forhold til, hvordan man kan reformere EU indefra. Det gik vi til valg på sidst. Men det har skabt tvivl om, hvad vi egentlig vil med EU. Hvad er målsætningen? Den er, at vi skal gøre os fri af EU. Det er at komme ud af EU. Og målet er at komme ud af EU samtidig med, at vi bevarer frihandlen med EU. Desværre fylder den politiske union og den føderale opbygning mere og mere. Det er ikke indholdsmæssigt noget nyt, jeg siger, men det er formuleret på en måde, der er klarere, så folk forstår, hvad vi vil,” siger Thulesen. Han mener godt, at man kan tage en afstemning om, at Danmark skal melde sig ud, og så forsøge at lave en aftale bagefter. ”Vi vil gerne finde en løsning med frihandel. Det har alle interesse i, men Danmark har en anden størrelse end Storbritannien. Så det er stadig interessant, hvordan det ender med dem, men det står og falder ikke med den aftale. For vi vil stadig gerne ud,” fastholder Thulesen.
Jyllands-Posten, søndag, s. 4-7 (06.07.2020)

Klima

Frankrigs grønne sætter dagsordenen
Politiken bringer søndag et debatindlæg af korrespondent Michael Seidelin. Han skriver blandt andet: ”Frankrigs grønne kan blive en vigtig politisk kraft som i Tyskland. EU's ledere bliver nødt til at tage den grønne dagsorden alvorligt. […] Støtten til De Grønne var ikke en protest, men en tilslutning til deres ideer, som politologen Brice Teinturier understreger det. En bevægelse er i gang, og fra overvejende at have været en protestbevægelse, som var god til at organisere demonstrationer, bliver De Grønne nu et magtparti ligesom i Tyskland. Det er et vigtigt fremskridt i den afgørende kamp for klimaet.”
Politiken, søndag, s. 12 (06.07.2020)

Konkurrence

Davids kamp mod Goliat: Dansk it-stjerne vandt over Apple
Den danske superprogrammør David Heinemeier Hansson beskyldte i en nu berømt Twitter-tråd Apple for mafiametoder, skriver Jyllands-Posten lørdag. Nu er striden bilagt, men opråbet fra et mindre it-firma fik i den grad sat fokus på Apples uhyre magtfulde position. Det blev skåret ud i pap, hvad der står på spil, nu hvor både Margrethe Vestagers EU-embedsmænd og de amerikanske myndigheder er begyndt at undersøge, om Apples App Store skal reguleres eller straffes. Listen over de gange, Apple har givet sine egne tjenester særbehandling, er lang, men nu er konkurrencemyndighederne på sagen, og der er masser af præcedens for at dele selskaber op, som er kommet til at styre en for stor del af værdikæden - som for eksempel teleselskaberne, der blev tvunget til at åbne deres mobilnetværk for andre. ”Vi kender godt problemet, og vi har de tiltag, der skal til. Spørgsmålet er bare, hvornår de skal tages i brug. Det skal Margrethe Vestager ind og få styr på nu, og jeg har store forhåbninger til, at hun er helt kapabel til at gøre det,” siger Jan Damsgaard, professor i digitalisering ved Copenhagen Business School.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 10-11 (06.07.2020)

Xi’s tys-tys-plan og en vred Trump har udløst kapløb mellem Kina og USA
Mistilliden mellem Kina og Vesten er så stor, at verden er ved at blive delt op i to nye zoner, skriver Politiken søndag. Kapløbet om at være først med ny teknologi er stort og inden for de næste fem år vil Kina investere mindst 9,3 billioner kroner i ny teknologi. USA holder sig heller ikke tilbage, i øjeblikket behandler Kongressen et lovforslag om at spytte over 151 milliarder kroner i en ny statslig fond, der skal hjælpe amerikanske virksomheder med at bevare USA's føring inden for mikrochips. De enorme beløb, som både Kina og USA er villige til at ofre, vidner om de tektoniske forskydninger, som lige nu foregår, og som sandsynligvis kommer til at definere dette århundrede. Den begyndende opdeling mærkes også i Europa og Danmark, hvor samarbejdet med Kina de seneste dage har vakt stor debat efter Politikens afsløringer af, at danske universitetsfolk har delt forskning med kinesiske kolleger med tilknytning til Kinas militær. Derudover er EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, på vej med et forslag, der skal forhindre udenlandske statsstøttede virksomheder i at opkøbe europæiske firmaer. Forslaget er i høj grad rettet mod Kina, fordi EU er meget bekymret over, at kinesiske virksomheder de seneste år har foretaget masseopkøb af europæiske firmaer inden for følsomme og højteknologiske områder som robot- og bilindustrien. ”Trumps tilgang er, at vi slet ikke kan stole på kineserne. Hvis det bliver den dominerende holdning, er det klart, at vi vil se en meget stor afkobling mellem øst og vest,” siger Camilla Nørup Sørensen, der er Kinaforsker på Forsvarsakademiet. Hun peger dog også på, at man kan lave en kalkuleret tilgang til risikoen ved et samarbejde. ”Det kan ske ved at opstille nogle klare regler, der for eksempel angiver, hvor tætte forbindelser et kinesisk firma må have til det kinesiske militær eller det kinesiske kommunistparti. Ellers er faren, at de europæiske allierede bliver tvunget til at rette ind, hvis det kun er USA, som laver vurderingen af Kina,” siger hun.
Politiken, søndag, s. 12 (06.07.2020)

Migration

Hjem til Syrien
Politiken skriver blandt andet i sin leder lørdag: ”Politisk betragtet er det let at forstå, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye presser på for at sende syriske flygtninge tilbage til Damaskus. Men ministeren skaber nye problemer - ikke bare for de hjemsendte, men også for sig selv. […] Rapporten fra EU's asylstøttekontor, Easo, påpeger, at der hver dag sker vilkårlige arrestationer af medlemmer af den syriske civilbefolkning. Og advarslerne fra UNHCR, som i umisforståelige vendinger opfordrer alle stater, ”der har modtaget syriske flygtninge - også Danmark - til at fortsætte med denne beskyttelse”. De advarsler tæller altså ikke. Det eneste, man med sikkerhed kan sige om situationen i Syrien, er, at den er uforudsigelig. Det samme er de syriske flygtninges skæbne. Og med det midlertidighedsprincip, som Tesfaye nu stadfæster, vil store grupper af flygtninge blive parkeret, så Danmark i bund og grund blot optræder som passiv forsørger, indtil de kan sendes hjem. Dermed mister vi den potentielle og nødvendige gevinst, vi kunne have opnået ved at satse på at integrere de nytilkomne, og vi mister muligheden for at skabe et system, der kan give forudsigelighed og ro til politikerne såvel som til flygtningene. Ærgerligt, for det har begge grupper ellers brug for.”
Politiken, lørdag, s. 1 (06.07.2020)

Sikkerhedspolitik

Soldaterne i Natos næststørste medlemsland har ikke støvler nok
Siden Anden Verdenskrigs slutning har tyskerne været overbeviste pacifister, men kritikere mener, at krigen i dag fungerer som undskyldning for ikke at bruge de nødvendige ressourcer, skriver Jyllands-Posten mandag. Tyskland, som netop har overtaget EU-formandskabet, beskar indtil 2014 forsvaret fra en halv million til 180.000 soldater. Ifølge forsvarets egne beregninger ville det indtil 2031 kræve 200 mio. euro bare i udgifter til at få soldaternes udrustning op på omgangshøjde - inklusive ammunition. Tyskland er medlem af Nato og skal derfor i løbet af tre år bruge 2 procent af sit bnp på forsvaret, i 2019 lå tallet på blot 1,36 procent. ”Tyskland har en historie, der gør, at det ikke er ret positivt for nogen tysk politiker at begynde at tale om at bruge 2 procent af bnp på forsvaret, som det kræves af Nato-landene. Det er der ikke opbakning til i den tyske befolkning, og her er der heller ikke vilje til, at man opruster generelt,” siger Danmarks ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen. Da Jyllands-Posten for nylig forelagde kritikken for Tysklands forsvarsminister, den borgerlige Annegret Kramp-Karrenbauer, lød det: ”Måske må jeg begynde mit svar med at citere den første Nato-generalsekretær (briten Lord Ismay, red.). Han sagde tilbage i tiden, at Nato tjener til at holde amerikanerne inde, russerne ude og tyskerne nede. Det var grundlæggelsesimpulsen, og det har jo med blik på Tyskland også fungeret godt i spørgsmålet om Tysklands ambitioner.” Når vi når frem til 2030, satser Tyskland på at bidrage med 10 procent af Natos kapacitet, hvilket ministeren mener, er en bedre måleenhed, fordi de 2 procent kun giver mening, hvis ikke bnp skrumper - som det gør over det meste af verden i øjeblikket på grund af coronakrisen.
Jyllands-Posten, mandag, s. 9 (06.07.2020)

Sundhed

EU godkender første medicin til coronasyge
Flere aviser skriver, at EU-Kommissionen fredag gav en betinget godkendelse af medicinen Remdesivir til behandling af patienter med coronavirus. ”Dagens godkendelse af den første medicin til behandling af Covid-19 er et vigtigt skridt i bekæmpelsen af dette virus,” siger EU's sundhedskommissær, Stella Kyriakides.
Berlingske, lørdag, s. 12; Ekstra Bladet, lørdag, s. 9; Børsen, mandag, s. 12 (06.07.2020)

Udenrigspolitik

Iransk atomanlæg ramt af mystisk eksplosion
Den seneste uge har Iran været ramt af en række mystiske eksplosioner, den seneste var på et atomanlæg torsdag, som har spillet en central rolle i Irans afpresningskampagne mod USA og Europa. Det skriver Berlingske, lørdag. I en e-mail til flere ansatte ved det persiske BBC skrev en ukendt gruppe, som kalder sig for Homeland Cheetahs, at de med succes havde formået at angribe et iransk atomanlæg uden for hovedstaden Teheran. Irans Atomenergiorganisation frigav kort efter billeder, der bekræftede eksplosionen, skriver The New York Times. De iranske myndigheder kalder dog eksplosionen en ”hændelse”, og det kan derfor være, at eksplosionen er forårsaget af en arbejdsulykke, selv om eksperter over for The New York Times påpeger, at det er højst usandsynligt.
Berlingske, lørdag, s. 12 (06.07.2020)

Israel svigter sine demokratiske idealer med annektering
Berlingske skriver blandt andet i sin leder søndag: ”For få år siden ville både den amerikanske fredsplan, der blev offentliggjort for få måneder siden, og den siddende premierminister Benjamin Netanyahus provokerende intentioner om at annektere først Golan-højderne og siden store del af den israelsk besatte vestbred have udløst ramaskrig internationalt. Ikke alene ville den arabiske verden stå på den anden ende og rasle med alle diplomatiske og især militære sabler. En stor del af de europæiske stater ville protestere og forsøge at få fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne i gang igen. Ikke denne gang. […] Nu er det så heldigt, at palæstinenserne har en modstander i Netanyahu, som ikke just er populær i alle kredse i EU. Hvis palæstinenserne er lidt smarte, prøver de at redde resterne med en massiv indsats i EU. Og omvendt er det til alles bedste, at EU også rækker ud for at få en fredsproces i gang igen. Vi skal heller ikke glemme, at Israel bærer en stor del af ansvaret for fejlslagne fredsløsninger med modsatrettede signaler. Israel skal også ændre kurs. For hvis det her bliver en realitet, står Israel med et gigantisk demokratisk problem, især over for de palæstinensere, der kommer til at leve under israelsk herredømme.”
Berlingske, søndag, s. 2 (06.07.2020)

Kampen om Hongkong er også kampen om det lukrative finansmarked
Information bringer lørdag en analyse af korrespondent Jakob Illeborg. Han skriver blandt andet: ”Briterne fører an i fordømmelsen af Kinas nye sikkerhedslov og stiller opholdstilladelse til millioner af hongkongborgere i udsigt. Dermed forværres forholdet til Beijing yderligere. Spørgsmålet er hvor langt Boris Johnson tør gå. […] Premierminister Boris Johnson sagde i Underhuset torsdag, at det var det eneste rigtige at gøre, og at Storbritannien naturligvis ville hjælpe sine venner i nødens stund. Udenrigsminister Dominic Raab tilføjede, at der for Hongkongs borgere bliver tale om en mulighed for at bo og arbejde i Storbritannien i fem år, hvorefter tilflytterne vil opnå såkaldt settled status og dermed vil kunne søge om en yderligere forlængelse på 12 år. […] Der er næppe nogen tvivl om, at ønsket om at bakke Hongkongs borgere op i deres tab af grundlæggende rettigheder er reelt. Storbritannien har stadig uhyre tætte bånd til den asiatiske bystat, men Hongkongs strategisk vigtige position som et globalt handelscentrum spiller utvivlsomt også ind. Lige siden Brexit-afstemningen i 2016 har mange i City of London (Londons finanscentrum) frygtet, at de store investeringsbanker og forsikringsselskaber ville flytte til Hongkong. Midt i en meget usikker fremtid uden for EU giver Boris Johnsons løfte til millioner af hongkongborgere en mulighed for at lede både virksomheder og dygtige finansfolk den anden vej. […] Det helt store spørgsmål er naturligvis, om det alt sammen bliver til noget. Altså, hvor langt vil Kina gå for at forhindre et exodus og en mulig ødelæggelse af Hongkongs position som finanscentrum? Og hvor meget hardball Storbritannien tør spille over for verdens nye økonomiske supermagt her midt i en Brexit-tid, hvor man i den grad har brug for bilaterale aftaler rundt om i verden? Lige nu handler det mest om ord, trusler og løfter, men det kan hurtigt blive Boris Johnsons første udenrigspolitiske manddomsprøve uden for EU.”
Information, lørdag, s. 10 (06.07.2020)

Slut verdens demokratier sammen i en militær og handelsmæssig struktur
Berlingske bringer lørdag et debatindlæg af Søren Pind, fhv. folketingsmedlem for Venstre og fhv. minister. Han skriver blandt andet: ”Denne tid er ikke til store demonstrationer. Kun uansvarlige mennesker opfører sig sådan under en epidemi. Men der er god grund til massivt at protestere på anden vis mod det, der foregår. Europa og Vesten har det seneste årti set, hvad der sker, når røverstater agerer hensynsløst. Vi har her mærket Ruslands uantagelige adfærd i Ukraine, Syrien og endda i forbindelse med valghandlinger i USA og Europa. Det samme foregår med Kinas ageren ift. at splitte Europa ad - lande i økonomiske vanskeligheder gennemtrænges af kinesiske interesser, hvorved det bliver svært for EU at samles om at kritisere Kina. […] I denne tid går politikerne - på nær i USA - stille med dørene. Den britiske udenrigsminister siger nøjagtig det samme som EU: Den kinesiske fremfærd over for Hongkong er uacceptabel. Men midlerne til at imødegå adfærden har vi ikke hørt eller set endnu. Et modigt træk fra britisk hold har dog været at tilbyde næsten tre millioner Hongkong-kinesere britisk pas, såfremt de ønsker det. Det kinesiske kommunistiske diktatur har reageret som det gamle Sovjet: Ved at true med at lukke borgerne inde uden mulighed for udrejse. Vi må ikke lukke øjnene for det, der sker. Det er en katastrofe, at Storbritannien er ude af EU og derfor ikke kan drive den europæiske reaktion mod Kina i denne sammenhæng. Men man har, hvad man har. […] Ingen ansvarlig politiker fra et mindre land vil selvstændigt melde ud, hvad der skal ske: handelsboykot, ekstra told, personlige sanktioner etc. Men der skal et EU-regime i samarbejde med USA på plads, der kan tvinge Kina til at respektere sine aftaler og international ret. Det skal ske inden for nogle uger.”
Berlingske, lørdag, s. 12 (06.07.2020)

Vi glemmer ikke ofrene i Syrien – mere hjælp er på vej
Berlingske bringer søndag en kommentar af udviklingsminister Rasmus Prehn. Han skriver blandt andet: ”Lige nu er 5,6 millioner mennesker flygtet ud af Syrien. Samtidig er seks millioner mennesker på flugt inden for landets grænser. Den syriske civilbefolkning og Syriens nabolande har virkelig brug for hjælp. Det er let at glemme midt i en verdensomspændende coronakrise. Men den syriske civilbefolkning har ikke råd til at blive glemt. Derfor var det også ekstra vigtigt for mig, at Danmark kom med et stærkt budskab, da EU og FN i tirsdags holdt den årlige Syrienkonference, der bl.a. skulle sikre mere humanitær hjælp til den syriske civilbefolkning og regionen. For regeringen er det en kerneprioritet at hjælpe de syriske flygtninge i deres nærområder. Alene i 2020 beløber det danske bidrag til Syrien-krisen sig til 705 millioner kroner. Det er der grund til at være stolt af. Pengene bruges i samarbejde med blandt andet FN og danske og lokale NGOer til at give fordrevne i Syrien og flygtningene i nabolandene mad, tag over hovedet og penge i hånden til at købe andre fornødenheder; indsatser i form af midler til uddannelse, sundhed og jobskabelse; og endelig hjælp til at stabilisere områder uden for regimets kontrol, f.eks. med minerydning, og at bidrage til at undgå en genopblusning af konflikten. […] Den syriske civilbefolkning har brug for hjælp. Deres land martres af krig på tiende år. For regeringen er det vigtigt, at Danmark gør sit for at hjælpe i nærområderne. Derfor holder vi fast. Også i 2020.”
Berlingske, søndag, s. 31 (06.07.2020)