Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information9. september 2019Repræsentationen i Danmark

Mandag den 9. august

Weekendens og mandagens EU-tophistorier

Institutionelle anliggender: Boris Johnsons gamle ven og topminister er gået i vrede
Det har været en tumultarisk uge for Storbritannien, Underhuset, briterne og premierminister Boris Johnson. Johnsons hårde Brexit-kurs og forsøg på at sætte oppositionen ud af spil ved at hjemsende parlamentet, gav nemlig bagslag. Flere aviser skriver, at parlamentet vedtog en umage koalition, blandt andet bestående af 22 hidtidige konservative parlamentsmedlemmer, en lov, som forhindrer et hårdt Brexit. Loven betyder, at regeringen skal søge om udsættelse af Brexit frem til 31. januar 2020 i tilfælde af, at Johnson og hans regering ikke inden 19. oktober er blevet enige med EU om en aftale. Det hujede ikke Johnson, og han valgte efter vedtagelsen at ekskluderede 21 veteraner fra den konservative gruppe. Forinden havde én anden konservativ frivilligt forladt gruppen. Ekskluderingen kan ifølge Marlene Wind, professor på statskundskab og på iCourts på jura, Københavns Universitet, ende med at være ”Johnsons hidtil største selvmål”. Det skriver hun i et debatindlæg i Berlingske lørdag. Berlingskes korrespondent i Storbritannien Poul Høi giver i Berlingske mandag i en guide svar på spørgsmål omkring den britiske krise. Han skriver blandt andet: ”Boris Johnson har god grund til at tabe undermunden, for med vedtagelsen i parlamentet ryger hans strategi på gulvet, og hvis han ikke inden 19. oktober indgår en aftale med EU, er han tvunget til at bede EU om en udsættelse af Brexit. Og det svider. For husk på, at han vandt partiopgøret på netop at være Mr. Ud af EU. Nu.” Berlingske og B.T. skriver også mandag, at natten til søndag valgte Boris Johnsons ven og partifælle, arbejds- og pensionsminister Amber Rudd at trække sig som minister og forlod de Konservative, fordi Boris Johnson så entydigt satser på et hårdt Brexit. ”Regeringen bruger en masse energi på at forberede sig på et no-deal Brexit. Men jeg har ikke set det samme niveau af intensitet i vores snakke med EU, som har bedt os om at præsentere alternativer til den irske bagstopper,” skriver hun i brevet til Boris Johnson ifølge B.T. Kristeligt Dagblad skriver mandag, at flere politiske kommentatorer mener, at Johnson søger at styre direkte mod et Brexit uden en aftale med EU. Politiken lørdag påpeger også, at Boris Johnsons opførsel den seneste uge mere minder om en mand, der gør klar til valgkamp end en mand, der forsøger at indgå en Brexit-aftale med EU – og det på trods af, at et valg er blevet afvist af oppositionen.

Det politiske kaos i Storbritannien bekymrer den tidligere britiske toprådgiver og erfarne analytiker af britisk politik, Alastair Campbell. Han siger i et interview med Berlingske lørdag, at krisen omkring Brexit er mere end alvorlig, og at han ikke kan se nogen anden vej ud af krisen end en ny folkeafstemning. ”Jeg mener, at Brexit er ved at ødelægge britisk politik, og at det skader vores omdømme i verden. Jeg kan ikke se nogen åbenlys vej ud af det. Vi har nu en premierminister, der tidligere er blevet grebet i løgne, og som ikke har en plan. Der siger, at han forhandler, selv om han ikke gør det. Jeg tror virkelig, at det er et problem, at han er så løgnagtig. Det hele er bare et totalt rod. Det er derfor, at jeg fører kampagne for en ny folkeafstemning,” forklarer han til avisen. Korrespondent Jakob Illeborg skriver i en analyse i Information mandag: ”Der er andre måder, Boris Johnson kan prøve at fremprovokere et valg på - inklusive et mistillidsvotum til ham. Men meget tyder på, at han må affinde sig med at tage til topmødet i Bruxelles i oktober med hatten i hånden. Johnson har selv udtalt, at han ’hellere ville ligge død i en grøft end at søge om udsættelse hos EU’. Det forlyder fra kilder i Downing Street, at man arbejder på en plan, ifølge hvilken man simpelthen overhører parlamentets dekret. Efter sigende skulle Boris Johnsons særlige rådgiver, Dominic Cummings, have sammensat et hold, der i den britiske højesteret vil anfægte validiteten af parlamentets handlinger. Det er en yderligere eskalering af Boris Johnsons udfordring af Storbritanniens parlamentariske tradition.”

Shamik Dhar, cheføkonom i BNY Mellon Investment Management, skriver i et debatindlæg i Jyllands-posten mandag, at han ikke mener, det er en realistisk vurdering af den økonomiske konsekvens af et hårdt Brexit. Han skriver blandt andet: ”De vurderinger bygger på, at produktivitetsvæksten vil aftage i mange år fremover. Det akkumulerer sig over tid og rammer væksten hårdt på den lange bane. Antagelsen virker tvivlsom, og jeg deler derfor ikke pessimismen. Min vurdering er, at effekten af et hårdt Brexit kan være helt ned til 1-2 pct. af britisk bnp. Den vurdering bygger på en antagelse om, at omkostningerne ved at handle med EU for Storbritannien vil stige med 1015 pct. Det sker som følge af både øgede toldsatser og omkostninger til bl.a. fortoldning og håndtering af varer. Det kan resultere i et tilsvarende fald i Storbritanniens eksport til EU på 10-15 pct. Men i det regnestykke skal man huske på, at kun 45 pct. af Storbritanniens samlede eksport går til EU”. Per Nyholm, publicist og tidligere udenrigskorrespondent, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag, at Storbrittanien er dyre lærerpenge for de øvrige EU-lande. Han skriver blandt andet: ”Storbritannien er værd at tage bestik af i andre EU-lande, hvor ansvarsløse politikere og meningsmagere agiterer for en udtræden af unionen. Brexit-processen tjener som advarsel: Cameron udskrev sin lidet gennemtænkte folkeafstemning i håb om at samle de EU-skeptiske konservative omkring en derefter uangribelig forbliven i Europa. Han tabte og ødelagde alt: sig selv, sit parti, sit land. Camerons efterfølger, Theresa May, fortsatte dumhederne med et unødvendigt parlamentsvalg, som resulterede i, at magten gled hende af hænde og ned i rendestenen. Der blev den samlet op af Johnsons klike, finansieret af skrupelløse rigmænd, som formodes at ville nedlægge den eksisterende demokratiske socialstat.”
Kilder: Berlingske mandag, s. 4-5, 6, B.T. mandag, s. 9, Information mandag, s. 9, Jyllands-Posten mandag, s. 17, Kristeligt Dagblad mandag, s. 4, Jyllands-Posten søndag, s. 32, Berlingske lørdag s. 10-11, 18-19, Politiken lørdag, s. 7

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Klima: Skeptikere savner bevis for, at investeringer hjælper klimaet
Klima er et emne der fylder mere og mere. Politiken skriver søndag, at den 23. september er der klimatopmøde i New York, hvor de 193 nationer er blevet bedt om at fortælle, hvordan de hver især vil fjerne deres udledning af drivhusgasser senest i 2050, sådan som det blev lovet i den store Parisaftale fra 2015. Det er nødvendigt for at undgå ødelæggende klimaforandringer. Men kun en række mindre lande har klare planer for at stoppe udledningerne. Selv EU som er den vestlige verdens grønne frontløber, har ikke kunnet blive enigt om at nå det ambitiøse mål. Den 9. oktober finder et andet klima topmøde sted i København. Her mødes det måske vigtigste af byernes netværk, C40. Ud over værtsbyen København tæller netværket 93 storbyer fra samtlige verdensdele. Giuseppe Sala, der er viceformand i C40, ser topmødet som en klar besked til de regeringer, han er så frustreret over: ”Når I ikke handler for miljøet, så gør vi”, siger han. Mange nationale politikere er dog kørt fast i klimakrisen. For eksempel Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der i 2018 måtte droppe nye klimaafgifter efter et folkeligt oprør, som blev kendt som De Gule Veste. Andre nationale politikere benægter ganske enkelt klimakrisen så som Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, og USA's præsident, Donald Trump.

Ifølge Jyllands-Posten mandag, vil flere end 4 af 10 danskere sætte flere penge i ansvarlige og bæredygtige investeringer, hvis de kunne få bevis for, at det gør en forskel. Området er stadig præget af uoverskuelighed og hjemmekomponerede nøgletal. ”Det er desværre stadig ukonkret for mange, hvad de opnår ved at investere bæredygtigt. Meget af det, der bliver fortalt, er generelle statements. Det er ærgerligt, for bæredygtig investering giver klare gevinster for samfundet,” fortæller direktør Jan Erik Saugestad, Storebrand Asset Management. EU-Kommissionen er på vej med mere håndfaste definitioner og nøgletal for at undgå, at bankerne grønvasker deres fonde og dermed lover kunderne for meget. Jan Erik Saugestad så gerne, at branchen selv fandt ensartede måder at måle på og udtaler: ”Mere ensartede regler vil give investorer i vores fonde mulighed for at sammenligne virksomhedernes CO2aftryk eller vandforbrug med andre fondes og få dokumenteret, at det gør en forskel. At de ved at tage et valg kan være med til at understøtte mere klimavenlig vækst.” I et debatindlæg på Altinget mandag skriver Camilla Damsø Pedersen, energipolitisk chef, Dansk Byggeri blandt andet: ”Så kom klimaforhandlingerne i gang. Det er godt, for der skal selvfølgelig laves en ny klimalov, som kan understøtte vejen mod et klimaneutralt Danmark i 2050. Det store spørgsmål er: Hvad skal med i loven, og hvad skal ikke? I Dansk Byggeri anbefaler vi, at energieffektivisering får en rolle, så vi får den samfundsøkonomisk optimale grønne omstilling. Danmark skal også levere til EU. Inden udgangen af året skal Danmark indsende en integreret energi- og klimaplan - og senest 1. januar en klimastrategi. EU-Kommissionen har allerede evalueret Danmarks udkast til en energi- og klimaplan meget kritisk.

Danmark er bagud i forhold til målet om at bringe udledningen af drivhusgasser ned med 39 procent i 2030, og reduktionen skal ske i den ikke-kvoteomfattede sektor, populært kaldet "biler, boliger og bønder". Samtidig er EU stærkt kritiske i forhold til Danmarks indsats for energibesparelser. Det er ikke overraskende. At spare på energien blev desværre stærkt nedprioriteret i seneste energiaftale fra 2018, og Danmarks første udkast til en energi- og klimaplan er præget af mangel på fremadrettede mål og virkemidler på området. Tværtimod forventer man, at energiforbruget stiger, og det betyder, at Danmark vil bidrage negativt til EU's overordnede mål om 32,5 procents energienergieffektivisering i 2030. […] Klimarådet har fundet frem til, at energirenovering af bygninger er et af de billigste værktøjer til at nå vores klimamål. Energibesparelser kommer bare desværre ikke altid af sig selv. Der er brug for en lige så markant indsats på området, som vi ser i forhold til vedvarende energi. Et bindende mål for energieffektivisering på 30 procent i 2030 ift. 2005 samt bindende mål for energirenovering vil sende et stærkt politisk signal - også til EU - og samtidig være godt for samfundsøkonomien.”

Trods at der er et større fokus på klima og at mange gerne vil leve klimavenligt, kommer vi ikke til at ændre vores flyvaner, mener flere eksperter. Jyllands-Posten lørdag skriver, at selvom Danmark bryster sig af, at være klimabevidste, kan den danske rejsebranche ikke mærke nogen forskel på flyvetrangen. ”Vi ser nu for første gang, at der er kommet opmærksomhed på klimaet, men det betyder ikke, at folk reagerer på det. I sidste ende er det stadig kroner og ører, som forbrugerne går op i,” siger Jakob Hahn, der er afdelingschef i Danmarks Rejsebureau Forening. Ifølge Danmarks Statistik rejste der sidste år 18,2 millioner passagerer fra danske lufthavne, hvilket er det højeste nogensinde. Ifølge Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi er det ikke noget, vi kommer til at ændre på. ”I takt med at folk bliver rigere og verdensøkonomierne større, vil vi sikkert komme til at flyve mere. Kun en fælles indsats hjælper i forhold til internationale områder som flytrafik, så problemerne vil fortsætte indtil, vi handler sammen globalt,” siger hun.

I en kronik i Information lørdag skriver Niels Henrik Hooge, jurist, magister i filosofi og aktiv i NOAH, at de fleste lande i verden har grønne forfatninger, men at Danmark halter bagefter. Niels Henrik Hooge skriver blandt andet: ”I betragtning af at miljø og klima er det vigtigste emne på vælgernes dagsorden, er tiden inde til at tage spørgsmålet op igen og nedsætte en grundlovskommission. En grøn grundlov udgør nemlig reglen snarere end undtagelsen: Når Storbritannien forlader EU, er Danmark, Irland og Slovenien de eneste medlemslande, hvis forfatninger ikke indeholder miljøbestemmelser. Udover at en forfatning udgør det måske mest retvisende barometer for, hvordan det står til med miljøbevidstheden i et land, er en grøn grundlovsreform en uundværlig del af den grønne omstilling. Det er for længst dokumenteret, at grønne forfatninger virker: Ikke blot udgør de et incitament til generelt at styrke klima- og miljølovgivning, men de gør det også lettere at koordinere bestræbelserne på at forbedre miljøet ved at vise, hvilken retning, man skal gå, og hvilke principper, der skal følges. […] Således er det iøjnefaldende, at langt de fleste lande i verden, herunder næsten alle dem, vi sammenligner os med, har grønne forfatninger. En canadisk doktorafhandling fra 2010, der analyserer forfatningerne i FN's 192 medlemslande, når frem til, at 140 af dem indeholder bestemmelser om miljøbeskyttelse, 86 anerkender retten til et sundt miljø og 97 refererer til en regeringspligt til at forhindre miljøskader. Denne udvikling begyndte i 1970'erne og siden da har næsten enhver ny eller revideret forfatning forholdt sig til miljøet. Dette skal ses i lyset af, at mere end halvdelen af verdens forfatninger er blevet skrevet siden midten af 1970'erne og langt flere revideret. Indtil videre er denne udvikling ikke slået igennem i Danmark, og det er derfor relevant at spørge, hvordan en revideret dansk grundlov ville se ud, hvis den fulgte denne grønne bølge.”

Politiken skriver mandag, at Danmark er et af de lande i verden, der procentvis brænder mest træ af - og hvis afbrændingen af den såkaldte biomasse talte med i det danske CO2-regnskab, ville Danmark udlede 39 procent mere CO2, end vi officielt gør i dag. Det skriver TV 2, som har talt med flere internationale klimaeksperter, der ser kritisk på den danske regnskabspraksis. Afbrænding af træ belaster klimaet, dog tæller det ikke med i det danske CO2-regnskab. ”Hvis man havde et selskab og lod være med at bogføre gælden, så ville det være svindel. Det er det samme, Danmark gør,” lyder kritikken fra den internationale ekspert i klimaforandringer, William Moomaw, der både er overrasket og forarget over, at Danmark ikke tæller CO2udledninger fra afbrænding af træ med i det danske klimaregnskab.
Kilder: Jyllands-Posten, mandag, s. 12-13; Politiken, s. 6; Altinget mandag; Politiken, søndag, s. 2; Information, lørdag, s. 18-19; Jyllands-Posten, lørdag, s. 4

Andre EU-historier

Migration: Flygtninge er migranter. Og folkevandringen er kun lige begyndt
Historiker og forfatter Mikael Jalving skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag, at ødelæggelsen af de vesteuropæiske nationer planmæssigt skrider frem i Bruxelles med tilhørende satellitstater takket være de magthavere og medier. Mikael Jalving skriver blandt andet: ”Flere og flere uden for de venstreorienterede enklaver forstår, at Danmark bevæger sig langsomt, men ubønhørligt i den retning. Sandheden er, at vi slet ikke behøver en epidemi eller naturkatastrofe for at få renset ud i illusionerne; det klarer vi selv. Ødelæggelsen af de vesteuropæiske nationer skrider planmæssigt frem i Bruxelles med tilhørende satellitstater takket være de magthavere og medier, der har siddet på flæsket i hvert fald de seneste 30 år siden 1989. Den lysende epoke, der skulle have fuldbyrdet Vestens sejr og bragt historien til lykkelig-liberal afslutning, blev i stedet en tiltagende forfaldshistorie. Hurra-globalismen mødte sit Waterloo. Alligevel glammer den videre. Læg for eksempel mærke til, hvordan hurra-globalisterne bliver ved med at tale om flygtninge, til trods for at de ikke findes i Danmark. Der findes migranter, men det er noget helt andet. Flygtninge rejser ikke op gennem Europa land for land for at slå sig ned, hvor de sociale ydelser er mest generøse. Det gør migranter. Flygtninge flygter til det nærmeste sikre sted eller naboland. Når flygtningen krydser flere grænser, bliver han til migrant og bør behandles som en sådan. […] Samtidig har vi med EU fået en ny imperiestat, der erobrer nationerne under påskud af fred og fri bevægelighed, gør vores fremtid til en sag for kommissærer og velpolstrede embedsmænd og udvander konkrete menneskerettigheder til en abstrakt humanisme uden hensyntagen til kontinentets demografiske udvikling og den politiske orden.”
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 34

Magtubalancen i Arktis strider mod alle de nordiske landes fælles interesser
I et debatindlæg i Politiken søndag skriver Thorgerdur Katrín Gunnarsdóttir partiformand, Reform, Hafnarfjördur følgende: ”Med visse mellemrum sker der noget i et af de nordiske lande, som rusker op i måden, vi tænker på, og minder os om, i hvor høj grad beboerne i disse lande deler den samme skæbne. Dette kom op i tankerne, da jeg læste nyheden om, at USA's præsident, Donald Trump, ville købe Grønland. […] Ligesom Danmark og Grønland har Island gennem årtier haft et godt samarbejde med USA, hvad angår landets forsvar. USA forlod Island med alt sit forsvarsberedskab for 13 år siden. Nu tilbyder USA økonomisk og forretningsmæssigt samråd parallelt med forhandlinger om øgede og forbedrede militære faciliteter her i landet. Begge dele kan vise sig interessant. Jeg er altid gået ind for det vellykkede forsvarssamarbejde med USA, men finder nu, at vi står over for et problem. Selv om både Rusland og Kina har øget deres tilstedeværelse i Arktis, ligger et af vores problemer i det faktum, at de i den nuværende situation udgør en meget begrænset direkte militær trussel mod Island. […] Et andet problem i samme sammenhæng drejer sig direkte om USA. Landet er i en vis fornægtelse og modarbejder nu mange nationers samarbejde i klimaanliggender. Det er ubestridt, at den største overhængende trussel mod vores nationers sikkerhed skyldes mangel på aktiv enighed i klimaanliggender. Samtidig modarbejder USA også den vellykkede organisering af økonomisk og forretningsmæssigt samarbejde blandt de europæiske nationer, som har vist sig uhyre fordelagtigt for Island og andre nordiske lande. Eller med andre ord: Vi står over for det politiske paradoks at måtte stå i nært forsvarssamarbejde i Arktis med en nation, der samtidig modarbejder de nordiske landes og Europas vigtigste og mest påtrængende interesser på andre områder. […] Målet er at genopnå en holdbar balance i vores forhold til en forbundsfælle for at sikre balancen i nationernes indflydelse i Arktis. Vi vil få brug for alle vores fælles kræfter, og her inkluderer jeg også vores samarbejdslande i Europa for at opnå dette mål.”
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 33

Finansielle anliggender: Draghi klar med mere førstehjælp til Europa
Den Europæiske Centralbank holder på torsdag sit første rentemøde efter sommerferien. Børsen søndag skriver, at en stribe svage nøgletal for europæisk økonomi i 2019, ved sidste rentemøde i juni, fik centralbankchef Mario Draghi til at signalere, at rentelettelser er på vej. På rentemødet på torsdag i ECB skal der således leveres på de løfter. “Det er et meget vigtigt møde. Det kan komme til at sætte scenen i måneder og år og betyde, at vi får lave renter meget, meget længe,” lyder det fra Piet Christiansen, ECB-analytiker i Danske Bank som mener, at det er umuligt at forestille sig, at Mario Draghi og co. holder renten helt i ro. “Hvis de ikke leverer, så svækker det tilliden til ECB. De finansielle markeder vil føle sig snydt,” siger Piet Christiansen.
Kilde: Børsen, søndag, s. 2-3

Arbejdsmarkedspolitik: Chefers ret til at forbyde ansattes bijob forsvinder
Jyllands-Posten mandag skriver, at i et nyligt vedtaget EU-direktiv fremgår det, at om senest tre år mister arbejdsgiverne retten til at forhindre en ansat i at arbejde i fritiden. EU-reglerne betyder, at argumenter som beskyttelse af forretningshemmeligheder eller et stop for interessekonflikter fremover skal i spil for at kunne nedlægge veto mod en ansats fritidsarbejde. Chefkonsulent i Djøfs forhandlingsafdeling René Óli Rasmussen finder EU-reglerne ”fornuftige”, idet de tager hensyn til den enkelte ansattes ønske om fleksibilitet. EU's nye lov om arbejdsmarkedet hedder ”Direktiv om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i EU.” Det videre arbejde med EU-direktivet er nu overgået til Beskæftigelsesministeriet.
Kilde: Jyllands-Posten, mandag, s. 8-9

Sikkerhedspolitik: Sikkerhed og forsvar vægtes højt i nordisk samarbejde
Når Nordens politikere mødes i Nordisk Råd er forsvars- og sikkerhedspolitik højt på dagsordenen. Det konstaterede formanden, Hans Wallmark, fra Sverige forleden efter et møde i Helsingfors. Jyllands-Posten mandag skriver at Finlands præsident, Sauli Niinistö, ifølge det norske medie Forsvarets Forum senere på måneden har inviteret Norge og Sverige til sikkerhedspolitisk topmøde. Mens Norge er medlem af Nato, står Sverige og Finland udenfor, men er, ”så tæt på Nato, som tænkes kan” ifølge Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet. Danmark har dog været mere fodslæbende, når det gælder det nordiske samarbejde og forsvars- og sikkerhedspolitik men også her spores der nye tendenser. ”Danmark har siden 2014 løbende ændret holdning til nordisk forsvarssamarbejde, det er ikke længere så stedmoderligt,” lyder det fra Kristan Søby Kristensen, som tror, at engagementet vil stige, når Danmark næste år overtager formandskabet i det nordiske forsvarssamarbejde, Nordefco. Under Den Kolde Krig var både Sverige og Finland neutrale lande, mens Norge, Danmark og Island var medlem af Nato. Efter Sovjetunionens og Warzsawapagtens sammenbrud er både Sverige og Finland blevet knyttet tættere til såvel Nato som EU's forsvarspolitiske dimension. Natos medlemmer har besluttet, at forsvarsudgifterne skal ligge på mindst 2 procent af bruttonationalproduktet, men kun få Nato-lande lever op til dette. Ifølge Natos egen opgørelse vil Danmark i 2019 bruge 1,35 procent af bnp på forsvar, mens Norge ligger på 1,70 procent.
Kilde: Jyllands-Posten, mandag, s. 9

Konkurrence: Skattely er en opgave, EU skal løfte
Kristeligt Dagblad mener at EU, nationalstaterne og forbrugerne bør danne fælles front. I sin leder skriver Kristeligt Dagblad blandt andet: ”Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i 2018, at hun som socialdemokrat kæmper for, at skattely og unfair skattekonkurrence skal bekæmpes, og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foreslog for et halvt år siden en "fælles bund" under selskabsskatterne i EU, så det ikke bliver et "ræs mod bunden" medlemslandene imellem. I sidste uge sagde skatteminister Morten Bødskov (S) så til Politiken, at han var "voldsomt forarget". Også han talte om, at EU bør lægge en fælles bund under selskabsskatten og udtalte behov for "fælles fodslag". Hvordan dette fælles fodslag skal opstå, er ikke indlysende. Lande, der tjener penge på at agere skattely, vil påberåbe sig suverænitet. En værdi, Danmark normalt vægter højt. Og en bundgrænse vil ikke omfatte lande uden for EU. Der bør imidlertid være tale om en bunden opgave for den nye EU-Kommission. Margrethe Vestager (R) har som konkurrencekommissær vist, at det kan lade sig gøre at gå op mod store multinationale virksomheder og europæiske jernbanegiganter. Og hun har vist, at man kan gøre tungt og kompliceret stof til en folkelig vindersag. Kreativiteten hos virksomhederne er stor, når det gælder om at maksimere profitten, og EU må også være kreativ. For der skal tænkes ud af boksen. Der skal balanceres mellem hensynet til national selvbestemmelse på den ene side og ret og rimeligt på den anden side i et indre marked, hvor arbejdskraften kan bevæge sig frit, men hvor profitterne også flyder lidt for frit.”
Kilde: Kristeligt Dagblad, mandag, s. 10

Udenrigspolitik: Fangeudveksling mellem Rusland og Ukraine giver håb efter årelang strid
For første gang siden 2014 viste et årelangt iskoldt forhold mellem Ukraine og Rusland konkrete tegn på optøning da de to lande gennemførte en længe ventet fangeudveksling. Berlingske søndag skriver at et fly med 35 ukrainske fanger i går blev fløjet fra Ruslands hovedstad, Moskva, mod den ukrainske hovedstad, Kijev. Samtidig fløj et fly med 35 russiske fanger den modsatte vej. ”Vi har taget det første skridt,” lød det fra Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, efter at have omfavnet de tidligere fanger og budt dem velkommen. Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass er Zelenskij blevet enig med Ruslands præsident, Vladimir Putin, om at ”genoptage dialogen og afslutte krigen.” ”Det er en gestus, som demonstrerer Ruslands og Ukraines vilje til at forny dialogen. Frankrig vil sammen med Tyskland støtte begge parter med det formål at gøre konkrete fremskridt i de kommende uger,” lød det fra Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, der kalder gårsdagens begivenheder for et gennembrud.
Kilde: Berlingske, søndag, s. 23

Udenrigspolitik: Fortiden er under stadig forandring
Politikens EU-korrespondent Nilas Heinskou skriver i et debatindlæg lørdag at det nu er 80 år siden, Anden Verdenskrig begyndte og at mindehøjtideligheden i Warszawa viste, hvordan fortiden er en politisk kampplads i nutiden. Nilas Heinskou skriver blandt andet: ”Jeg indledte arbejdsugen i søndags med at følge mindehøjtideligheden i Warszawa på 80-års dagen for den tyske invasion. Jeg skulle skrive om den amerikanske vicepræsident Mike Pences besøg i Polen, men det var en anden gæst, den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, der endte med at fylde mine tanker efterfølgende. Den 63-årige tyske socialdemokrat holdt en meget bevægende tale, hvor han bad polakkerne om forladelse for Tysklands historiske skyld. […] ”Jeg er ganske klar over, at mit land har et særligt ansvar for dette Europa. Det faktum, at Tyskland - trods sin historie - blev tilladt at vokse sig til ny styrke i Europa, betyder, at Tyskland må gøre mere for Europa. Vi må bidrage mere til Europas sikkerhed. Vi må gøre mere for Europas velstand. Vi må lytte mere af hensyn til Europas sammenhæng”, sagde Frank-Walter Steinmeier. Han sluttede af med en bemærkning til USA's vicepræsident, Mike Pence, der sad klar med sin tale på podiet på Pilsudski-pladsen. Frank-Walter Steinmeier talte om taknemmeligheden for USA's indsats under Anden Verdenskrig og for hjælpen til at genopbygge Europa, men han tilføjede, at partnerskabet over Atlanten ikke længere kan tages for givet. Under Donald Trump har USA igen og igen modarbejdet det multilaterale samarbejde. […] At selve mindehøjtideligheden fandt sted i Warszawa, kan også ses som politisk brug af fortiden fra de polske arrangørers side. Den polske regering dyrker som Donald Trump den nationalistiske, konservative og populistiske linje i kampen mod det liberale globalismeelskende establishment. Krigen for 80 år siden startede i Gdansk, og mindehøjtideligheden plejer at foregå præcis der, hvor tyske skibe åbnede ild mod Polen.”

I en kronik i Jyllands-Posten lørdag skriver Hans-Henrik Holm, professor emeritus Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ligeledes om 80-årsdagen for udbruddet af Anden Verdenskrig som afspejler forøget transatlantisk splittelse. Hans-Henrik Holm skriver: ”Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, holdt en bemærkelsesværdig tale søndag den 1. september i forbindelse med højtideligheden for 80-årsdagen for Tysklands angreb på Polen - og dermed starten på Anden Verdenskrig. ”Intet andet sted i Europa er det så vanskeligt at tale, og tale til jer på mit modersmål, tysk.” Talen viste respekt og selverkendelse for Tysklands historiske ansvar. […] Næste taler var USA's vicepræsident Mike Pence. Og han begyndte med at citere sin chef, præsident Donald Trump. Så var det intellektuelle niveau lagt fra starten. Hans tale var bygget på, at den skulle afbrydes af bifald. Det skete stort set ikke til trods for talens mange retoriske kneb. Her var en tale af en statsleder, der ikke havde forstået, hvad ledelse er, men i stedet lagde vægten på ensidig interessevaretagelse. Han lagde vægt på, at der var 16 millioner amerikanske soldater, der forlod deres sikre hjemstavn for at kæmpe og befri Europa. I stedet for forståelse og forhandling brugte den amerikanske vicepræsident sit besøg i Polen til at angribe Rusland. Ukraine var for ham et eksempel på, at vi ikke kan samarbejde mere, men må søge konfrontationen. USA's politik er at søge at straffe lande, der samarbejder med Rusland. Europas støtte til Iran-aftalen blev også stærkt kritiseret. Tyskland blev skoset for at bygge en rørledning til russisk gas - og dermed gøre sig energi afhængig af Rusland samtidig med, ifølge Mike Pence, at Tyskland regner med, at USA skal betale for forsvaret. De to taler var et lærestykke i, hvor store forskellene er blevet mellem Tyskland/Europa og USA. Politisk ledelse og politisk ansvar stod stærkt i Steinmeiers tale - og manglede hos Pence. Den ene tale demonstrerede historisk forståelse, og den anden viste manglen på samme. […] Vi ved ikke, om Rusland er en fornyet fjende eller Trumps bedste ven. Vi ved dog, at Trump og Pence synes, det er påkrævet at skælde Tyskland ud ved enhver given lejlighed. Angela Merkel har tydeligvis fået nok og deltog med kort varsel i højtideligholdelsen, fordi Trump aflyste sin deltagelse. Den europæiske tålmodighed er blevet tyndslidt gennem to års destruktiv amerikansk politik. Samtidig med at Trump åbent foreslår, at Rusland skal genindtræde i stormagtsgruppen G7, brugte Pence Polen besøget til at fordømme Rusland i stærke vendinger.”
Kilde: Politiken, lørdag, s. 7; Jyllands-Posten, lørdag, s. 29

Migration: Tyrkiet truer EU med nye bølger af syriske flygtninge
I en nyhedsanalyse skriver Politikens journalist Anders Jerichow lørdag følgende: ”Situationen spidser til i det nordlige Syrien, hvor krig truer med at eksplodere omkring storbyen Idlib, og hvor Tyrkiet samt USA forhandler om etablering af en såkaldt »sikker zone« øst for floden Eufrat. Og situationen spidser også til på de græske øer, især Lesbos, som oplever en dramatisk bølge af flygtninge over Det Ægæiske Øhav. To vidt forskellige historier, som har banket på nyhedsmediernes porte de seneste uger. Krig i Syrien. Og flygtninge i Grækenland. Eller er det i virkeligheden en og samme historie? For den græske regering ses det som en social trussel, at den historiske bølge af flygtninge over Ægæerhavet i sommeren 2015 kan gentage sig. EU har i 2016 aftalt at betale Tyrkiet for, at det ikke skal ske. 6 milliarder euro - 45 milliarder kroner - skal over 6 år overføres fra EU til regeringen i Ankara for, at den skal tage sig af flygtninge fra Syrien samt stoppe trafikken over Det Ægæiske Hav. For den pris skal Tyrkiet også tage syriske flygtninge retur fra Grækenland. Det har fungeret nogenlunde indtil denne sommer. Tyrkiet har holdt sin del af aftalen, bådtrafikken med flygtninge og migranter holdt pludselig op. EU betaler. Samtidig har Tyrkiet taget sig af 3,6 millioner syriske flygtninge - flere end noget andet land og langt flere end alle EU-lande tilsammen. Men pludselig melder den græske regering om »store bølger« af asylsøgere i Det Ægæiske Hav og kontant frygt for en gentagelse af flygtninge- og migrantkrisen fra 2015. Den vil EU også nødig opleve igen - den var sidste gang ved at splitte EU ad. […] Men hvis regeringer i Europa hidtil har set udviklingen i Det Ægæiske Hav og i det nordlige Syrien som to forskellige problemer, skærer Tyrkiets præsident Erdogan nu igennem. Han siger ligeud, at Tyrkiet vil ”åbne portene” for syriske flygtninge, så de kan rejse i retning af Vesten, dvs. i retning af Grækenland, hvis EU-lande ikke hjælper med at etablere den ”sikre zone” i det nordøstlige Syrien. For EU er det en trussel. For den tyrkiske regering er det et angiveligt et nødråb. For den græske regering er det et mareridt.”
Kilde: Politiken, lørdag, s. 14

Arbejdsmarkedspolitik: Den øremærkede barsel er et vigtigt skridt
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne (AC) blandt andet: ”Da forhandlere fra EU-Parlamentet og EU's medlemslande tidligere på året besluttede sig for at øremærke to måneders orlov til hver forælder, var det et stort og vigtigt skridt mod et mere ligestillet arbejdsmarked. Og heldigvis for det. Igen og igen ser vi dystre prognoser for ligestillingen. Det er tilfældet, både når det kommer til ligeløn og til lige karrieremuligheder for mænd og kvinder. Så sent som i sidste uge kunne man i Finans læse, at en opgørelse fra PFA viser, at løn- og pensionsgabet på 20 pct. mellem kønnene højst sandsynligt vil fortsætte 50 år endnu. Vi har ikke 50 år til at vente på, at ligestillingen kommer snigende af sig selv. Derfor er det alfa og omega, at de næste skridt mod ligestilling ikke lader vente på sig. Et oplagt sted at starte er ved at sikre de bedst mulige forudsætninger for, at de nye rettigheder bliver brugt. […] For at forhindre det skal retten til øremærket orlov suppleres med en øremærket lønret. Den udgift skal den enkelte virksomhed ikke stå alene med. Lovgivningen skal derfor ændres, så barselsfondene, der giver refusion til virksomhederne, udbygges og øremærker udbetalingerne, så de stemmer overens med hele orloven i det nye EU-direktiv. Samtidig skal kroneloftet hæves for at mindske indtægtsnedgangen under orloven. I samme ombæring skal barselsfondene for selvstændige genoplives, så vores barselssystem i højere grad afspejler et arbejdsmarked, hvor stadig flere er atypisk ansatte.”
Kilde: Jyllands-Posten, lørdag, s. 27

Institutionelle anliggender: Sværvægtere dominerer ny Kommission
Tirsdag præsenterer den nyudnævnte tyske kommissionsformand Urusla von der Leyen sit forslag til fordelingen af posterne i den kommende Kommission. 27 af EU's 28 medlemslande har nomineret en kommissær, kun Storbritannien har ikke valgt at stille med en. De skal dog indstille en kandidat, hvis de stadig er EU-medlemmer efter 31. oktober i år. Politiken lørdag skriver at det tegner til at blive en politisk tung Kommission med mange politiske sværvægtere. Hele 73 procent har haft en ministerpost, og 85 procent har været medlem af enten Europa-Parlamentet eller deres nationale parlament. Von der Leyen skal således forsøge at få puslespillet med fordelingen af posterne og magtfordelingen mellem kommissærerne til at gå op. Både medlemslandene og de politiske grupper i Europa-Parlamentet har ønsker til, hvem der sidder på hvilken post. Det ser dog ud til at Von der Leyen kan indfri sit ønske om kønsbalance i kommissærkollegiet. Det vil være historisk, da kommissionssammensætningen hidtil har været stærkt mandsdomineret. Indtil 1989 var der ingen kvinder blandt kommissærerne, og i den nuværende Juncker-kommission var 9 ud af 28 kvinder. Før kommissærerne kan trække i arbejdstøjet, skal de først gennem en høring og godkendes af parlamentarikerne i Europa-Parlamentet. Det er ikke usædvanligt, at europaparlamentarikerne benytter lejligheden til at kræve en eller to kandidater udskiftet. Altinget skriver ligeledes om, at Ursula von der Leyen, tirsdag skal præsentere sit bud på sammensætningen af en ny Kommission. Der er en helt ny Kommission lige på trapperne, men det står allerede nu fast at EU får to nye kommissærer. Det drejer sig om Ioan Mircea Pascu fra Rumænien, der skal tage over efter Corina Cretu, og Kadri Simson fra Estland, der afløser Andrus Ansip. De to tidligere kommissærer har nemlig trukket sig, efter at de begge er blevet valgt til Europa-Parlamentet i maj.
Kilde: Politiken, lørdag, s. 6; Altinget mandag

Udenrigspolitik: En udenrigspolitik som bornholmsk granit
I en kronik i Politiken lørdag skriver Jeppe Kofod (S), udenrigsminister følgende: ”Hvor vi lagde skinnerne til et helt og frit Europa, som i lange stræk kom op at køre med først Nato's og siden EU's østudvidelser fra slut-90'erne og op igennem 00'erne. Hvor vi gik aktivt ind i Balkan for at stoppe krigshandlinger og sidenhen for at beskytte den skrøbelige fred. Det var et aktivistisk Danmark, der her gav sig til kende for omverdenen. Et Danmark, der gik aktivt ud i forsvar for en regelbaseret verdensorden - og et Danmark, der behændigt opererede i hele det udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlerum. Fra klassisk diplomati til skarpe indsatser. Altid med en klar og selvstændigt defineret rolle. Og altid med et større formål for øje. Desværre viste 90'erne sig mest af alt som en halvleg mellem det 20. og 21. århundrede. Mellem murens fald i november 1989 og terrorangrebene i USA 11. september 2001. […] Et grundlæggende pejlemærke i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er Nato og det transatlantiske bånd. Derfor er og forbliver Danmark en kerneallieret. Men fred og sikkerhed er ikke gratis. Og Danmark skal naturligvis også være med til at betale den regning. Det viser vi klart med tillægsaftalen til det brede forsvarsforlig 2018-2023, der bringer Danmark et langt skridt i den rigtige retning. Men vigtigere endnu er det, at Danmark stiller op, når det kræves. Vi har bidraget til samtlige Nato-missioner. Vi står last og brast med vores alliancepartnere. Vi tager ansvar og er til at regne med, selv om opgaverne ude i verden er svære. Det vil vi fortsat gøre. Det andet pejlemærke er, at Europa og EU skal blive en stærkere stemme i international politik og tage bedre vare på egen sikkerhed. Både af hensyn til os selv og fordi Europa skylder at løfte en større del af de samlede byrder for den fælles sikkerhed. Det skal ske i tæt samarbejde med både Nato og USA. Danmark kan ikke være med i alt på grund af forbeholdet. Men der, hvor vi kan være med, skal vi være med på fuld kraft. Det gælder for eksempel i forhold til den Europæiske Forsvarsfond, der skal fremme innovation, forskning og samarbejdsprojekter inden for de europæiske landes forsvar.”
Kilde: Politiken, lørdag, s. 5-6

Sikkerhedspolitik: Iran tager endnu et skridt ud af den omstridte atomaftale
Jyllands-Posten lørdag skriver at det iranske præstestyre har meddelt EU, at Iran nu tager endnu et skridt ud af den omstridte atomaftale, som præsident Trump har trukket USA ud af. I et brev til Bruxelles har udenrigsminister Mohammed Javad Zarif forklaret, at alle begrænsninger på forskning og udvikling inden for atomteknologi vil blive fjernet. Det oplyste en regeringstalsmand fredag i Teheran. Ifølge atomaftalen fra 2015 må Iran kun i begrænset omfang forske i berigelse af uran, der kan bruges til atomvåben. Iran har i forvejen øget både berigelsesgraden og den opsamlede mængde af uran og striden om atomaftalen, som de europæiske underskrivere af aftalen - Storbritannien, Frankrig, Tyskland - fortsat kæmper for at holde liv i, optrappes. Iran er utilfredshed med, at det ikke er lykkedes de europæiske lande at kompensere Iran for de hårde amerikanske sanktioner, som er ved at tvinge Irans økonomi i knæ. Præsident Hassan Rouhan har fastslået at han ingen planer har om at mødes med Trump. Det tilbød Trump senest på G7-topmødet i Biarritz. USA strammer løbende tommelskruerne over for præstestyret. Udenrigsministeriet har også udsat en slags dusør på knap 100 millioner kr. for oplysninger, der kan afsløre den iranske revolutionsgardes tophemmelige økonomi. USA er især interesseret i afsløringer af, hvordan revolutionsgarden trods alle sanktioner formår at opretholde en lukrativ smuglerforretning med olie. Ifølge USA's særlige Iran-udsending, Brian Hook, er formålet at lukke ned for revolutionsgardens indtægter, som ifølge USA bruges til terror.

I et debatindlæg i Politiken lørdag skriver Misha Zand, analytiker og Irankender, at en konflikt mellem Israel og Iran for alvor er ved at tage form i Mellemøsten, og at Danmark allerede nu bør udtænke sin position, i tilfælde af at konflikten tager fart. Misha Zand skriver blandt andet: ”Selv om Israel efterhånden fører en åben krig mod iranske baser uden for Iran, så kan og vil iranerne ikke direkte gengælde. Israel er en regional atommagt med et stærkt og moderne militær, som til enhver tid kan regne med fuld støtte fra den amerikanske Kongres. At lægge sig ud i en direkte militær konflikt med Israel kan i dag betyde en åben krig med USA. En sådan en krig vækker alt for mange minder om 1980'erne, hvor iranerne befandt sig alene i krig mod Saddam Husseins Irak, der nød økonomisk støtte fra blandt andre USA og saudierne. […] Flere amerikanske medier har rapporteret, at Israel mere end 200 gange siden 2017 har angrebet iranske baser i Syrien fra luften. Og dette har ikke kunnet finde sted uden en amerikansk velsignelse. Den efterhånden 40 år gamle konflikt mellem Iran og Israel er vævet kompliceret ind i de øvrige konflikter i regionen og trækker tråde til samtlige hovedaktører. I juni nåede Trump i sidste øjeblik at fortryde og afværgede et angreb mod iransk jord. Men så længe Bolton sidder i den varme stol som præsidentens sikkerhedsrådgiver, så vil Trump lytte til ham. Trump vil nemlig ikke være bleg for at fyre Bolton på stedet, lige så snart deres synspunkter for alvor begynder at afvige. Med et tæt og trofast venskab med Netanyahu i Israel, som muligvis står til genvalg om to uger, samt Bolton bag Washingtons modsætningsfulde politik over for Iran, kan Danmark ikke føle sig tryg ved, at Trump også vil afvige næste gang, USA er tæt på et angreb på iransk jord. WASHINGTONS politik over for Iran har indtil videre hverken bragt Trump tættere på en ny og bedre atomaftale eller ændret Irans politik i regionen. Tværtimod. Den destruktive cyklus, vi allerede kender alt for godt, bliver styrket i disse år: Jo mere Iran bliver isoleret økonomisk og politisk, jo mere styrker det fortællingen om 'det tyranniske Vesten', der ikke overholder internationale aftaler - og mon ikke israelere vil mærke Hizbollah og den libanesiske hær lidt mere fremover? Danmark skal i modsætning til det amerikanske præsidentvalg i 2016 erhverve sig en selvstændig strategi over for denne konflikt og medregne alle tænkelige scenarier. Inklusive et scenario, hvor Donald Trump bliver genvalgt næste år. En af nøgleårsagerne, til at Trump ikke vil starte en ny nedslidende krig lige nu, er hans kampagneløfte. Men hvis han bliver genvalgt i 2020, er der ikke noget, der kan holde ham fra at give den fuld skrue - fra handelskrige til konventionelle krige.”
Kilder: Jyllands-Posten, lørdag, s. 14; Politiken, lørdag, s. 4

Sikkerhedspolitik: Chefkonsulent: Parlamentet må selv tage den forsvarspolitiske handske op
I et debatindlæg på Altinget mandag skriver chefkonsulent Anders Aaselund Høier følgende: ”Den Europæiske Forsvarsfond (EDF) er måske det væsentligste tiltag med sin investeringsramme på 13 milliarder euro eller cirka 100 milliarder kroner, der blandt andet skal fremme innovation, udvikling af prototyper, anskaffelse af forsvarsmateriel og teknologi og stordriftsfordele. Som medlovgiver på et af de mest markante forsvarspolitiske tiltag (selvom fonden formelt er hjemlet i det industripolitiske samarbejde) giver det naturligvis Parlamentet et nyt, stort og længe efterspurgt incitament til at påtage sig en større rolle i EU's sikkerheds- og forsvarspolitik. […] Ikke overraskende har Parlamentet gennem de seneste ti år flere gange troligt understreget, at beslutningsgangen om EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik kunne være mere demokratisk og gennemsigtig, at yderligere europæisk integration også bør betyde mere parlamentarisk kontrol, og at Parlamentet er det legitime organ på europæisk plan, hvorfra parlamentarisk undersøgelse, overvågning og kontrol med sikkerheds- og forsvarspolitikken bør finde sted. Indtil videre har bestræbelserne dog været uden den store succes. […] Men Parlamentets rolle i netop sikkerheds- og forsvarspolitikken handler om noget større end den inter-institutionelle stoleleg; nemlig hvad der skal være EU's eksistensberettigelse. Det europæiske samarbejde blev skabt for at sikre fred og stabilitet i Europa, og en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er et kerneredskab til fortsat at opretholde dette. I en tid, hvor splittelsen på en række områder internt i EU, er tydelig, har Parlamentet imidlertid også kunnet notere sig, at næsten 70 procent af europæerne ønsker, at EU gør mere i forhold til sikkerheds- og forsvarspolitikken. Samtidig ønsker 75 procent en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, ligesom 55 procent går ind for oprettelsen af en EU-hær. Sikkerheds- og forsvarspolitik var et af de vigtigste emner for vælgerne ved Europaparlamentsvalget, ligesom 54 procent gerne ser, at Parlamentets rolle styrkes i fremtiden. Parlamentet skal gribe chancen nu I stedet for at krydse evige positioneringsmæssige klinger med de øvrige EU-institutioner, har Parlamentet og europaparlamentarikerne nu chancen for at sætte fægtningen på pause, rette blikket fremad og sætte det lange lys på, tage én for holdet og i højere grad fokusere på, hvad der er til gavn for det europæiske projekt: holde hånden under og sikre fremdrift mod et dybere og mere integreret europæisk forsvar. Den vælgermæssige opbakning til et stærkere Parlament skal udnyttes til at få opbygget en fælles forsvarsmæssig identitet i befolkningerne. Brændende platforme er der nok af i det globale landskab - USA's og Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik som de åbenlyse.”
Kilde: Altinget mandag

Økonomi: Handelskrig får skylden for tysk krise - Brexit er skurken
Torsdag åbner IAA, Internationale Automobil-Ausstellung, arrangeret af brancheorganisationen Verband der Automobilindustrie (VDA) i Frankfurt am Main, og denne gang bliver den et udstillingsvindue for en industri i en eksistentiel krise. Det globale nybilsalg vil i år lande omkring 79,5 mio., hvilket er et fald på godt 5 pct. i forhold til 2018. Og den faldende eksport af biler har en negativ effekt på Tysklands økonomi. Generelt er den industrielle krise i Tyskland så alvorlig, at Jens Weidmann, præsident for forbundsbanken, Deutsche Bundesbank, har advaret om, at tysk økonomi i indeværende kvartal styrer mod teknisk recession - dvs. to på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst. Økonomer har givet handelskrigen mellem USA og Kina skylden, men senioranalytiker i Danske Bank, Mikael Milhøj, siger til Børsen mandag, at svaret på Tysklands problemer i høj grad skal findes på Europas egne breddegrader. Det viser et kig på eksporttallene i hvert fald. Storbritannien er nemlig den helt store synder i landets handelsregnskab for andet kvartal, hvorimod Tysklands salg til USA og Kina voksede. Bundlinjen er, at i andet kvartal, hvor den tyske økonomi skrumpede med 0,1 pct., gav handelskrigen et vækstplus, mens Brexit trak ned. Det store dyk i eksporten til Storbritannien skyldes især, at briterne hamstrede tyske varer i første kvartal, fordi de på daværende tidspunkt stod over for at træde ud af EU i slutningen af marts. Briterne kunne således trække på de eksisterende lagre af tyske varer i andet kvartal, hvilket reducerede Tysklands eksport. Mikael Milhøj forventer et tilsvarende fænomen omkring 31. oktober, som er den nuværende udløbsdato for briternes medlemskab af EU. Jyllands-Posten mandag påpeger, at hverken handelskrigen eller Brexit for sig kan forklare den store nedgang. ”Det ville være bekvemt at kunne lægge hele ansvaret for nedturen på handelskrigene og Brexit, men kendsgerningen er, at der er tale om den bredest funderede opbremsning for fremstillingsindustrien siden Genforeningen,” siger Oliver Rakau, cheføkonom for Tyskland i rådgivningskoncernen Oxford Economics, til avisen.
Kilder: Jyllands-Posten, mandag, s. 10-11, Børsen mandag, s. 17

Interne anliggender: Regeringen vil ændre EU-lov, så Danmark kan forbyde salg af benzin- og dieselbiler
På tirsdag rejser den danske klimaminister, Dan Jørgensen, til Bruxelles for at tage hul på arbejdet med at ændre den EU-lovgivning, der lige nu forhindrer Danmark i at forbyde salg af benzin- og dieselbiler. Den danske regering vil nemlig forbyde salg af benzin- og dieselbiler i Danmark fra år 2030, men et nationalt forbud mod salg af visse typer biler vil være i strid med EU's såkaldte typegodkendelsesdirektiv. Det viste et regeringsnotat fra sidste år, hvoraf det fremgik, at et decideret forbud mod benzin- og dieselbiler ”formentlig” ikke vil være i overensstemmelse med reglerne for EU's indre marked. Andre europæiske lande som Frankrig, Spanien, Holland, Sverige og Irland har ligeledes annonceret stop for salg af nye benzin- og dieselbiler fra enten 2030 eller 2040. Den danske klimaminister håber derfor på at kunne indgå et samarbejde om at ændre EU-lovgivningen inden for personbiltransporten, som i dag står for omkring 12 procent af EU's samlede CO2-udledning, men han erkender, at det bliver en svær proces: ”Jeg ved godt, at det bliver utroligt bøvlet, og at der er store interesser, der arbejder imod os. Når jeg alligevel mener, at chancerne er fornuftige, hænger det sammen med, at der også i resten af Europa sker en grundlæggende forandring i de her år”.
Kilde: Information, mandag, s. 4

Det digitale indre marked: Vestager kan blive superkommissær med ansvar for Europas digitale fremtid
Altinget er kommet i besiddelse af en lækket liste over kommissærjob, som viser, at Margrethe Vestager skal være næstformand med ansvar for det digitale område, mens hollænderen Frans Timmermans bliver næstformand med ansvar for klimapolitik. Officielt skal EU's ministerråd først godkende listen over de 27 nye kommissærer mandag, og Ursula von der Leyen har annonceret, at hendes fordeling af politiske ansvarsområder kommer tirsdag. Så den lækkede liste er muligvis ikke er den endelige opstilling, men flere kilder bekræfter samtidig over for Altinget lørdag aften, at Vestager sandsynligvis skal være ledende næstformand med ansvar for det digitale område i den nye kommission, som efter planen skal tiltræde 1. november. Skal man tro den lækkede liste, så står den franske liberale Sylvie Goulard til at overtage Vestagers nuværende job som konkurrencekommissær, mens italieneren Paolo Gentiloni kan blive kommissær for det indre marked.
Kilde: Altinget, lørdag, Ekstra Bladet, mandag, s. 12

Landbrug: Mens Danmark tøver, siger Tyskland stop for udskældt sprøjtegift
Både Tyskland og Østrig har forbudt det omstridte sprøjtemiddel glyfosat, som blandt andet bliver brugt i Roundup, men den danske miljøminister, Lea Wermelin (S), tøver. ”Det er for tidligt, når vi ikke rigtigt kender indholdet af det tyske forbud. Men det er klart, at det sender et signal om, at der skal til at ske noget. Det, at østrigerne har meldt ud, og at tyskerne har meldt ud, siger noget om, at det er en diskussion, vi vil gå ind i fra dansk side,” siger Lea Wermelin til Berlingske lørdag. Danmarks Naturfredningsforening mener, at Danmarks skal følge trop. ”Når så stort og betydningsfuldt et land som Tyskland vælger et forbud i 2023 og allerede nu vil stoppe brugen af glyfosat i private haver og på offentlige arealer, så følger en grøn dansk regering da efter. Der er ikke brug for yderligere dokumentation, men for politisk vilje,” siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Kilde: Berlingske, lørdag, s. 26

Sikkerhedspolitik: Danmark opfylder - næsten - alle USAs militære ønsker
Fredag fremlagde den danske statsminister Mette Frederiksen (S) fire nye militære bidrag, som regeringen kalder en ”markant forøgelse” af det danske militære engagement og en del af en ny ”aktivistisk profil”. Blandt bidragene er udsendelsen af kirurger til Syrien, et øget beredskabsbidrag, styrker til Sahel-regionen i Afrika og udsendelsen af en fregat som støtte til en amerikansk hangargruppe. Berlingske lørdag skriver, at Danmark dermed tilfredsstiller præsident Trumps administration, mens Politiken lørdag har talt med lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen, som kalder det ”strategisk kommunikation til at overbevise Trump”. Ifølge ham er der nemlig tale om tiltag, som for de flestes vedkommende har været planlagt under den tidligere regering som naturligt led i vores Nato-forpligtelser. I avisens leder skriver Information mandag: ” Tydeligvis tøver regeringen i håbet om, at EU kommer op med en kanin, der kan løse den gordiske knude i Golfen - nemlig at undgå, at beskyttelse af civil skibstrafik bliver en del af USA's igangværende konflikt med Iran. Såvel Tyskland som Frankrig - og altså i realiteten EU - har afvist Donald Trumps ønske om at stille flådeenheder under amerikansk kommando. Synspunktet er, at krisen er resultat af USA's ensidige opsigelse af atomaftalen med Iran, som EU fortsat støtter. På den anden side har skibstrafikken et behov for sikkerhed, men en flådestyrke, nok så meget formelt ’europæisk forankret’, har ikke logistisk kapacitet til at operere uden fuld adgang til USA's efterretningssystemer”.
Kilder: Berlingske, lørdag, s. 13, Ekstra Bladet, lørdag, s. 28, Politiken, lørdag, side 6, Information, mandag, s. 20

Administration: Radikale dybt uenige om åbenhed om EU-midler
De Radikales medlem af Europa-Parlamentet Karen Melchior vil lægge alle bilag frem for de 33.600 skattefrie kroner, hun får hver måned i såkaldte blyantspenge. ”Jeg synes ikke, der er noget at skjule ved det her, og derfor har jeg ikke noget problem i at fortælle hverken medier eller borgere, hvad jeg bruger de penge på,” siger Karen Melchior til Berlingske søndag. Mens Karen Melchior altså vil lægge alle bilag frem, mener de Radikales andet medlem af Europa-Parlamentet, Morten Helveg Petersen, ikke, at det er nødvendigt. ”Jeg vil en samlet reform, der gælder alle, så vi undgår de der individuelle løsninger. Men vi arbejder for åbenhed, og det gør vi også i Europa-Parlamentets præsidium, hvor vi hidtil er blevet stemt ned. Jeg mener så bare, at det med fakturaer og bilag er en opgave for parlamentets administration eller eventuelt ekstern revision. Og hvis de vil kontrollere mere, så er jeg åben for det,” siger han til avisen.
Kilde: Berlingske, søndag, s. 4

Det digitale indre marked: Ekspert: EU er det bedste bud på at tæmme techindustrien
Politiken har spurgt forfatter og techekspert Clive Thompson, der er tilknyttet The New York Times og techmagasinet Wired, hvordan vi kan forhindre techgiganter som Facebook og Google i at ødelægge vores demokrati, samfund og sociale sammenhængskraft. ”Jeg tror ikke på, at techindustrien kan reformere sig selv. Nogle af dem erkender ganske vist teknologiens negative sider og ville sikkert gerne gøre det anderledes. Men det er i realiteten ikke dem, der bestemmer«, siger han til avisen under et besøg på techfestivalen i København. Han peger på, at de er drevet af kravet om profik fra blandt andet aktionærer. Samtidig mener han ikke, at den amerikanske regering vil være i stand til at regulere techgiganterne ved lovgivning. ”Washington er blevet dysfunktionel. Det politiske system er knap nok i stand til at vedtage et budget. Republikanernes eneste dagsorden er at blokere ny lovgivning bortset fra den, der ruller Obama-administrationens tilbage”, forklarer han og påpeger, at det i realiteten kun er EU, der er i stand til at regulere techgiganterne: ”De største ændringer i amerikanske techvirksomheder er kommet efter pres fra EU”.
Kilde: Politiken, lørdag, s. 10

Detaljer

Publikationsdato
9. september 2019
Forfatter
Repræsentationen i Danmark