Onsdag den 16. maj

Tophistorier

Trumps farvel til Iran-aftale udløser hovedbrud i Europa
Som det fremgår af Jyllands-Posten i dag, så volder den amerikanske præsident, Donald Trump, de europæiske ledere en del hovedpine. Det sidste skub var, da Trump trækker sig fra Iran-aftalen. Onsdag og torsdag mødes EU's stats- og regeringschefer til et uformelt topmøde i Bulgarien. Egentlig skulle de onsdag have talt om innovation og mulighederne i big data - men nu har Trump og Iran erobret fokus. ”I virkeligheden kan USA ikke træde ud af Iran-aftalen. Men Trump gør det bare. Han anerkender ikke virkeligheden. På den måde bliver virkeligheden noget andet. Derfor må det diskuteres, om EU overhovedet ønsker at tale med manden eller ej,« siger en EU-diplomat forud for topmødet. Når USA alligevel ikke suspenderer tidligere vedtagne amerikanske sanktioner mod Iran, så betyder det, at det i USA vil det være ulovligt for virksomheder at drive forretning i Iran. Samtidig vil virksomheder fra andre lande blive udelukket fra det amerikanske marked. Men som det fremgår af Politiken, i et debatindlæg af Misha Zand, Cand.mag i tværkulturelle studier og analytiker ved Iran Market Consulting, så er Europa nået til punkt, hvor nok er nok. Hun skriver blandt andet: ”Det, der udspiller sig mellem EU og USA i disse uger, er ualmindelig spændende og historisk nyt. Trump har nemlig slået uoprettelige sprækker i den politiske verdensorden, som vi har kendt siden Anden Verdenskrig. Og det finder EU sig ikke i. I sin første uge på posten som amerikansk præsident ydmygede Trump Europa ved at trække sig ud af TPP-frihandelsaftalen. Knap et halvt år efter toppede han ydmygelsen ved at trække sig ud af Paris-klimaaftalen. Og nu har Trump til europæernes store utilfredshed flyttet den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Men det, der virkeligt har fået EU til at ty til politisk handling, er Trumps brud med atomaftalen. For endelig virkeliggjorde den amerikanske præsident tre års verbale trusler og trak USA ud af en velfungerende atomaftale og dertil straffede iranerne med de tungeste økonomiske sanktioner - selv om Iran har levet fuldt op til sin del af atomaftalen. Og netop det sidstnævnte svigt har fået de europæiske ledere i sving.”
Jyllands-Posten, s. 10; Politiken, s. 5 (16.05.2018)

Vi vil gerne have, at Israel stopper med at skyde demonstranter. Det er simpelt
Som det fremgår af BT og Berlingske i dag, så er der stadig voldsomme sammenstød i Gaza, med israelske soldater der skyder på demonstranter. Berlingske kan i dag fortælle om hospitaler, der er voldsomt under pres efter mandagens store sammenstød, hvor 2. 700 personer kom til skade, heraf meldes 1.350 at være med skudsår. ”Alle hospitalerne i Gaza blev fuldstændigt overvældet af at modtage så mange patienter på så kort tid. Det var umuligt at holde styr på. Jeg var der selv med vores hold i går. Nogle af vores folk arbejdede hele dagen og natten igennem, og de er klar til at arbejde hele dagen i dag også,” siger missionsansvarlig Marie-Elisabeth Ingres fra Læger Uden Grænser til Berlingske. BT ridser kort årsagen til konfliktens opblussen om, og det var da ”Trump opførte sig som en elefant i en glasbutik” og flyttede den amerikanske ambassade til Jerusalem. Byen har siden 1947 været en del af FNs delingsplan, som dog blev sat ud af kraft da Israel besatte den vestlige del af byen i en konflikt med arabiske naboer. De erklærede derefter Jerusalem for hovedstaden i Israel, en beslutning som resten af verden ikke accepterede, og derfor ikke flyttede deres ambassader dertil. Altså det indtil Trump pludselig laver om på alting. Morten Messerschmidt, medlem af Europa-Parlamentet fra Dansk Folkeparti ridser kort historien op i et debatindlæg. Han skriver blandt andet: ”For 70 år siden blev staten Israel oprettet. Dagen efter angreb fem arabiske lande den nye stat. Der fandtes ingen stat ved navn Palæstina, men et landområde befolket af arabere. Ikke desto mindre blev både jøder og arabere tilbudt hver deres stat ifølge FNs delingsplan fra 1947. Jøderne sagde modvilligt ja. Araberne sagde selvsikkert nej. Resultatet af den efterfølgende krig blev en velsignelse for det hjemvendte jødiske folk og en selvpåført katastrofe for araberne. Men havde araberne godkendt planen, ville et selvstændigt Palæstina i dag have kunnet fejre sin uafhængighed på 42 pct. af det område, som i dag omfatter Israel, Gaza og Vestbredden.”
Berlingske, s. 4-5; BT, s. 12, 13 (16.05.2018)

Prioritede historier

Databeskyttelsesloven er ikke for børn
I Berlingske i dag kan man i kronikken læse et indlæg af Mie Oehlenschläger, kommunikationsrådgiver og Katrine K. Pedersen, ekspert i medieudvikling og digitalisering, hvor de kigger nærmere på den nye databeskyttelseslov. De skriver blandt andet: ”Hvornår er dit barn gammelt nok til at blive overvåget, systematiseret, indsamlet, registreret, brugt og videregivet af kommercielle firmaer? Det skal vedtages i Databeskyttelsesloven, som fra maj 2018 vil supplere EU's Databeskyttelsesforordning (GDPR) med danske særregler for databeskyttelse. Ifølge den danske stat er det i børnenes tarv, at børns samtykke-alder bliver sat så lavt som 13 år. Anbefalingen i GDPR lyder på 16 år, men de enkelte medlemsstater kan sætte en national samtykke-alder ned til 13 år. Danmark har valgt 13 år og dermed den lavest mulige samtykkealder. Men hvorfor skal danske børn nyde mindre beskyttelse end børn i Frankrig, Tyskland og Holland for blot at nævne nogle få? Argumentet er barnets frihed. Frihed til at kunne ytre sig og have fri adgang til de såkaldte informationssamfundstjenester (tech-virksomheders platforme som Google, YouTube, Facebook, Instagram og mange andre). Hvis et barn nægtes adgang fra forældrene, fratager man barnet dets frihed, lyder argumentet fra dem, der mener, at samtykke-alderen skal ned på 13 år. Spørgsmålet er, om ikke det forholder sig lige omvendt? Internettet blev ganske rigtigt født som et demokratisk redskab til at forbinde mennesker globalt, til at give mennesker fri adgang til viden og information. Men med nye teknologier, big data og machine learning er muligheden for at agere og ytre sig uden at blive overvåget reelt ikke-eksisterende. Nu er det ikke primært mennesket, der har adgang til viden og information - men magtfulde tech-monopoler, der har fri adgang til mennesket. Resultatet er - ikke overraskende - en indskrænkning af individets frihed.” Lederen i samme avis runder emnet af med at skitsere en situation, som er alt andet end betryggende. Avisen skriver blandt andet: ”Cyberangreb på danske myndigheder, på infrastruktur og på virksomheder er stærkt stigende. Den netop offentliggjorte trusselsvurdering fra Center for Cybersikkerhed vurderer truslen fra cyberspionage som ’meget høj’, hvilket er øverste trin på skalaen. Samme stærke advarsel gælder truslen fra cyberkriminalitet. Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, hvilket på den ene side skaber nye muligheder for borgere og virksomheder, men som på den anden side også øger samfundets sårbarhed.” Men som det også fremgår af Altinget, så er det ikke kun børn, som har problemer med den nye persondataforordning. Mange virksomheder frygter bøder og problemer.
Berlingske, s. 28-29, 32; Altinget (16.05.2018)

Handel

Kineserne skruer opkøb i vejret for at få mere magt
I Jyllands-Posten kan man i dag læse om en stigende frygt for konsekvenserne af kinesernes massive opkøb i hæderkronede virksomheder i Europa. Hvor Dansk Industri normalt taler om investeringer med et smil, så er der sneget sig et ”men” ind. ”Med Kina er der et men, fordi investorerne derfra ikke nødvendigvis investerer efter de samme kriterier, som vi er vant til, men efter politiske prioriteter. Det gør kinesiske investorer til en spiller, som vi ikke har været vant til at håndtere,” siger Peter Thagesen, underdirektør hos Dansk Industri, og går så langt som til at give en decideret advarsel: ”Vi skal passe på med ikke at være for naive og på automatpilot hilse alle investeringer velkomne.”
Jyllands-Posten, s. 10-11 (16.05.2018)

Indenrigspolitik

Speget spil om magten i Italien
Kristeligt Dagblad bringer i dag en analyse af den politiske situation i Italien. Avisen skriver blandet andet: ”Forhandlingerne mellem de to EU-kritiske protestpartier, der vandt valget for godt to måneder siden i Italien, fortsætter, men troen på, at det vil ende med en ny regering, daler. Femstjernebevægelsen M5S og Lega har svært ved at blive enige om vigtige politiske mærkesager og tilsyneladende endnu sværere ved at finde navnet på en premierminister. Så mens resten af Europa mandag aften troede og rustede sig til, at eurozonens tredjestørste økonomi ville få en finansielt løssluppen ledelse, så kunne italienerne konstatere, at den regering i hvert fald ikke kommer lige nu - og måske aldrig. Der lød nye toner fra Lega-partiets leder, Matteo Salvini, der ikke længere spillede så meget op til et regeringssamarbejde, som talte det ned. Men som det fremgår af Berlingske, så er der også meget på spil i Eurozonens tredjestørste økonomi, og det giver blandt andet bekymring hos EU-Kommissionens viceformand, Valdis Dombrovskis, som advarer: ”Det er oplagt, at den nye regerings tilgang, hvad angår den finansielle stabilitet, må fortsætte uændret, så budgetunderskuddet og den offentlige gæld gradvist reduceres.”
Kristeligt Dagblad, s. 5; Berlingske, s. 12 (16.05.2018)

Institutionelle anliggender

Søren Gade ”lodret uenig” med V-partifælle
I Politiken kan man i dag læse, at der tilsyneladende ikke er helt enighed i Venstre om EU politikken. I et debatmøde går Søren Gade i rette med partikollegaen Morten Løkkegaard, med hensyn til en udtalelse om at formanden for den liberale Alde-gruppe, Guy Verhofstadt, skulle være den bedste kandidat til formandsposten. Søren Gade er skeptisk for mere EU, men det sker samtidig med at Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste uge benyttede Europadagen som en anledning til at holde en tale, hvor han gjorde det klart, at han mener, at der er behov for at tale EU op. Samtidig kan man i dag læse et debatindlæg på Altinget af Jan E. Jørgensen, EU-ordfører for Venstre, hvor han taler varmt for EU. Han skriver blandt andet: ”Som det er med alle mærkedage, tjener Europadagen også som en oplagt lejlighed til fælles refleksion. Refleksion over, hvordan vi forholder os til det europæiske samarbejde, og lige så vigtigt, hvordan vi ønsker, at det i fremtiden skal forme sig. Så vidt angår førstnævnte, så er Venstres holdning ganske klar; Danmark hører hjemme i EU. Vi er historisk, politisk og økonomisk tæt forbundet til vores europæiske naboer. Vores velstand og fremtidige velfærd afhænger af, at vi fortsat kan høste store gevinster på samhandel på det indre marked.”
Politiken, s. 5; Altinget (16.05.2018)

Klima

Affald er det nye guld for miljø og erhvervsliv
Børsen bringer i dag et debatindlæg af Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Carlsberg fonden og Carlsberg Group samt Aage Vestergaard Larsen, administrerende direktør for Franz Cuculiza, hvor de kigger på miljøet og genanvendelse af plastik. De skriver blandt andet: ”For hver 100.000 ton plastaffald, der oparbejdes til en kvalitetsråvare i stedet for at blive brændt af, skabes 500-1000 nye arbejdspladser og en milliardomsætning i danske virksomheder. Samtidig spares miljøet for mere end 200.000 tons CO2-udslip. Affald er derfor på mange måder det nye guld - både for miljøet og for dansk erhvervsliv. I Danmark genererer vi årligt cirka 350.000 ton plastaffald. Af dem bliver kun 50.000 ton genanvendt, som det er i dag. De resterende 300.000 ton plastaffald brændes eller eksporteres. Det giver ikke meget mening, når vi kender det økonomiske potentiale og samtidig importerer hobevis af genanvendt plast fra Sverige og Tyskland til de virksomheder, hvis forretningsmodeller er baseret på genanvendelse af plast. I januar 2018 blev EU's plaststrategi med ambitiøse genanvendelsesmål præsenteret, og EU har netop i deres budgetforslag barslet med, at medlemslandene skal pålægges en afgift på cirka 6 kroner per kilo plast, der ikke kan genanvendes.”
Børsen, s. 4 (16.05.2018)

Der er brug for meget mere vind
Berlingske bringer i dag et debatindlæg af Martin Risum Søndergaard, politik- og analysechef i Vindmølleindustrien, hvor han kigger på behovet for omstilling til grøn energi. Han skriver blandt andet: ”Selvom der i Folketinget er bred enighed om, at vi skal omstille til et grønt energisystem med 100 procent grøn energi, så er der, som det fremgik af Ole P. Kristensens klumme i Berlingske 9/5, i miljøet omkring Cepos en vedvarende aversion mod vindenergi. Antageligvis motiveret af et bagatelliserende forhold til klimavidenskaben kombineret med en ideologisk modstand imod tilskud og ønske om en markedsdrevet udvikling. Vindenergi er i dag konkurrencedygtig med alle andre energikilder og i Vindmølleindustrien, der er brancheorganisation for mere end 200 vindvirksomheder i hele landet, så vi gerne en markedsdrevet udvikling. Det kræver dog et marked med en retvisende elpris. Grunden til, at vindenergi fortsat kræver tilskud, selvom det er den billigste teknologi, er, at CO2-kvotesystemet i EU er dysfunktionelt, hvilket resulterer i højere støtte til kul end til vind.”
Berlingske, s. 31 (16.05.2018)

Kultur

Historisk missionshus i Grønland får kulturarvspris
Kristeligt Dagblad kan i dag fortælle, at den vestgrønlandske bygd Ilimanaq, knap 300 kilometer nord for polarcirklen, blev tildelt Europa-Kommissionens prestigefyldte kulturarvspris – Europa Nostra-prisen 2018.
Kristeligt Dagblad, s. 2 (16.05.2018)

Udvidelse

I Beograd bygger man ikke bare en Ikea
Serbien er forrest i køen til at blive optaget i EU, hvis der udvides i 2025, og som man kan læse i Politiken i dag, så sker forandringerne, men det er trægt og mange har opgivet håbet. Men et af de små skridt i retningen kan ses i Beograd, hvor man nu har fået sig et Ikea. Men gennembruddet mangler stadig i befolkningen, som stadig hænger i fortiden, mener Ivana F, som er indretningsdesigner. Hun synes, det er skønt, at den blågule normalitet er landet i Serbien, og hun vil gerne have mere. Hun er blandt de 52 procent af serberne, der bakker op om EU-ansøgningen. Men der er skepsis med hensyn til udvidelsen i 2025, som Johannes Lech, studerende, udtrykker det i et debatindlæg på Altinget. Han skriver blandt andet: ” Den nuværende formandstrojka for Det Europæiske Råd har kastet EU's udvidelsesproces ud i overhalingsbanen. Og nu drøner Serbien og Montenegro mod EU-integration med en "ambitiøs", men plausibel målstreg allerede i 2025 - i hvert fald hvis man skal tro Junckers kabinet. Men reformer er ikke kun blæk på papir - reformer er også villighed til at efterleve og inkorporere værdier i en stats daglige virke. Reformer er livsstilsomlægning, og villigheden til at efterleve de nye værdier skal efterprøves, før man med nogen skælven på hænderne underskriver, hvad der ville være indlemning af lande, der på sigt kunne lede til værdiskred i EU's beslutningskerne. Problemet er ikke Vestbalkan i sig selv, men at EU's værdimæssige nødbremse risikerer at knække helt over, når den allerede hænger i en tynd tråd afledt af udvidelsen i 2004, der optog både Polen og Ungarn i EU.”
Politiken, s. 8; Altinget (16.05.2018)