Onsdag den 18. december

Tophistorier

Johnson øger risikoen for et hårdt Brexit
Flere aviser skriver i dag om Brexit og dets konsekvenser. B.T. Metro skriver, at den britiske regering vil have en handelsaftale med EU seneste i december næste år, og kan det ikke nås, så kan tidsperioden ikke forlænges. Det lod regeringen forstå i går. Men det blev straks mødt med en negativ reaktion fra de europæiske børser, der ser det som optakten til endnu et drama om Brexit - at Storbritannien kan gå fra EU i december 2020 uden nogen aftale. Berlingske fortæller, at Boris Johnson kan med et klart flertal bag sig nu få vedtaget den skilsmisseaftale, han tidligere på året fik på plads med EU, så Storbritannien kan forlade unionen inden udgangen af januar. Men det betyder ikke, at et hårdt Brexit er udelukket. Faktisk har Boris Johnson netop gjort sit for, at risikoen for et hårdt Brexit kan vokse. Forud for endnu en afstemning om skilsmisseaftalen med EU har premierministeren nemlig føjet et ekstra punkt til: Storbritannien må ikke bede EU om flere udsættelser. Når Storbritannien har forladt EU i slutningen af januar, begynder en overgangsperiode på cirka 11 måneder. Det er i den periode, at Storbritannien skal lave en aftale med EU om deres fremtidige forhold. De skal blandt andet have en handelsaftale på plads. I sidste uge kom det frem i en lækket optagelse, at EUs chefforhandler, Michel Barnier, bestemt ikke tror på, at den tidsfrist er sandsynlig. Han fortalte en række EU-parlamentarikere, at han forestiller sig en forlængelse af forhandlingerne med et til to år. Med Boris Johnsons juridiske tilføjelse til skilsmisseaftalen bliver sådan en forlængelse dog svær at få på plads. Og dermed er risikoen for et hårdt Brexit pludselig tilbage. ”Hvis Storbritannien forlader EU uden en handelsaftale, kan det true landets job, miljø og sundhedsvæsen. Den eneste måde, Boris Johnson kan få en aftale på plads med EU inden december 2020, er ved at opgive alle sine løfter til de vælgere, der stemte for et Brexit, og ved at acceptere alle de krav, EU måtte stille,” siger Liberaldemokraternes midlertidige leder, Ed Davey. Berlingske skriver også, at Boris Johnson, møder forhindringer i forsøget på at leve op til sine valgløfter. Øget offentlig låntagning og et erhvervsliv, som har svært ved at skabe vækst, svækker britisk økonomi. Et nyt løfte om, at Storbritannien skal have forladt EU inden udgangen af 2020 - selv uden en aftale - kan få erhvervslivet til at bremse endnu mere. I et debatindlæg i Berlingske, skriver Malte Frøslee Ibsen, postdoc i politisk teori, Københavns Universitet, blandt andet: ”Grundstenen til Labours forsmædelige valgnederlag i torsdags blev lagt 23. juni 2016, da briterne stemte sig ud af EU. Corbyns første store politiske ledelsessvigt var, at han enten ikke ville eller kunne indse, at Brexit helt fra starten udgjorde en eksistentiel trussel for det britiske arbejderparti.” Børsen skriver, at Valutamarkedets tro på, at den massive konservative valgsejr i sidste uge ville bringe ro over Brexit-nervøse markeder, var såre kortlivet. Premierminister Boris Johnsons planer om en tilføjelse til loven om Brexitaftalen med EU, så det bliver ulovligt at forlænge overgangsperioden aftalt frem til 31. december næste år, øger klart risikoen for et hårdt Brexit. Derfor faldt det britiske pund tirsdag med op til 1,3 procent og er nu samlet faldet med ca. 2,6 procent, siden det torsdag aften i sidste uge stod klart, at toryerne og Boris Johnson ikke bare ville vinde valget, men også et få et stort flertal. I Kristeligt Dagblad skriver, Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg: ”I Storbritannien deler kommentatorerne sig selvsagt i to lejre efter parlamentsvalgets sensationelle resultat. I The Guardian er Jonathan Freedland rasende på Labours ledelse. Den har udgjort en lukket klub for indforståede diskussioner, som ikke tålte modsigelse fra midtsøgende røster som hans egen. ”Så meld dig ind hos De Konservative,” lød det, hvis man sagde imod. Et hold overvågede samtalen på de sociale medier, og enhver, der antydede, at kejseren ikke havde tøj på, blev begravet under dynger af latterliggørelse og fordømmelse. […] I samme avis grubler Zoe Williams nu over en afgørende gåde: Mon hendes partis gigantiske valgfiasko skyldes, at ”gennemsnitsbritten” ikke bryder sig om det alt for venstreorienterede? Eller kunne denne blot ikke døje Jeremy Corbyn? Dette skal vi nu ordentligt diskutere i de kommende uger, varsler hun. Måske behøver man ikke lave politikken om, hvis nederlaget kun skyldtes Corbyns sure fjæs. Christine Berry, kommentator for The Independent, mener som mange ligesindede, at Brexit ødelagde valget for hendes parti. Med vores fantastiske aktivister burde vi have styrket vores rødder i arbejderklassekvartererne og roligt have forklaret folk, hvorfor Brexit er en dum idé. Og så have oplyst dem om, hvordan Labour gennem de seneste to år har udviklet den tænkning, der kan skabe en ny økonomi og et nyt samfund. Den vision skal vi ikke skrotte, mener hun, men tværtimod videreudvikle. Men før det går op for alle, at det kapitalistiske system er i dyb krise, skal vi åbenbart først igennem vores egne 1930'ere - ”en æra defineret ved fremvoksende, ultrahøjreorienteret populisme”. Så fik Christine Berry lige smidt nazikortet. I det konservative The Telegraph konstaterer Allison Pearson: ’Vores lands sjæl er intakt’.”
Berlingske, s. 12, 23; Børsen, s. 26-27, 36; Kristeligt Dagblad, s. 10; B.T. Metro, s. 16 (18.12.2019)

Verdens forbrug af kul fortsætter med uformindsket styrke
Flere aviser skriver i dag om klimaet. Jyllands-Posten fortæller, at frem til 2025 vil det globale forbrug af kul fortsætte på det nuværende niveau, selv om det strider mod alle ambitioner i FN's klimaaftale, viser en ny rapport fra Det Internationale Energiagentur (IEA). I 2017 steg den globale efterspørgsel efter kul, og væksten fortsatte i 2018, da det globale kulforbrug blev rekordhøjt. I år menes forbruget af kul i kraftværksindustrien at være faldet lidt, men før nogen bryder ud i jubel, noterer IEA følgende: ”Faldet i kulforbruget ser ud til at skyldes særlige omstændigheder i specifikke regioner, og det er usandsynligt, at der skulle være tale om en varig trend.” Med andre ord er verdens appetit på kul usvækket. IEA konkluderer, at det globale kulforbrug forventes at være stabilt i hvert fald frem til 2024, idet et faldende forbrug i USA og EU opvejes af stigende forbrug af kul i Asien. I et debatindlæg på Altinget, skriver Henrik Gudmundsson, seniorkonsulent, Concito: ”Elbiler, bæredygtig mobilitet og dekarboniseret godstransport. Det er kort sagt de tre hovedfokus, der aktuelt bør sættes for den grønne omstilling i transporten, som stadig mangler at blive fløjtet i gang her 30 år efter Danmarks – og verdens – første nationale ’Transporthandlingsplan for Miljø og Udvikling’ (1990). Nu går den altså ikke længere. Det er klart, at elbiler er en langt mere miljømæssigt acceptabel løsning på ønsket om individuel motoriseret mobilitet end benzin- og dieselbiler. Det var sådan set også ret klart for 30 år siden. I mellemtiden er teknologien blevet udviklet og markedsmodnet af pionerer som Elon Musk og et voksende pres på politikere fra befolkning og medier. Nu er de elbiler der faktisk, og så er der ingen undskyldning for ikke at få dem ind og fase de fossile biler ud af systemet mindst lige så hurtigt. […] På de områder kan de netop nedsatte klimapartnerskaber forhåbentlig levere de første byggesten til en handlingsplan. Den kan udvikles parallelt med, at Eldrup-kommissionen får styr på, hvordan udskiftning fra fossil til el kan speedes op på personbilssiden, og regeringen får udviklet en vision om fremtidens bæredygtige mobilitet i by og på land.” Berlingskes lederskribent mener, at: ”Det netop afsluttede klimatopmøde COP25 var ikke nogen succes. Det er deprimerende, at verdenssamfundet efter 25 klimatopmøder end ikke har kunnet standse stigningen i udledningen af klimagasser. En vigtig årsag til, at det er så svært, er, at der er tale om et kollektivt handlingsproblem, der kan friste svage sjæle til at køre på frihjul i håbet om, at andre handler. Problemet bliver ikke mindre af, at COP har udviklet sig til en slags cirkus, hvor en broget flok på titusindvis af politikere, embedsmænd, eksperter og NGOer samles. Det udgør ikke en optimal ramme for seriøse og målrettede forhandlinger om et emne, der er politisk og teknisk vanskeligt. Lidt mere diskrete rammer og lidt mere lukkede døre, indtil et resultat er nået, ville nok lette processen. […] Opgaven med regler for et kvotehandelssystem er vanskelig. Reglerne skal sikre mod, at samme reduktion tælles med flere gange og mod andre former for snyd. Men det er formentlig her, at nøglen til fremskridt ligger. Hvis man har et troværdigt handelssystem, bliver det lettere at forpligte landene på reduktionsmålsætninger, fordi vejen til at nå målene bliver billigere og mere fleksibel. EU kan også her gå i spidsen ved at forbedre og udvide det eksisterende EU-kvotesystem. Det kan med fordel udvides ved at inddrage flere sektorer i kvotesystemet. Det kan suppleres med en kul-told på varer importeret fra lande, der ikke bærer deres andel af reduktionsbyrden, så det ikke er gratis at køre på frihjul.” Jyllands-Posten bringer en kronik af Klaus Rasborg, lektor, Institut for samfundsvidenskab og erhverv, Roskilde Universitet, som blandt andet skriver: ”Det er sådan set godt nok, at svenske Greta Thunberg har vækket sine jævnaldrende til at være engagerede i samfundets problemer. Men det er problematisk, at hun gør det ved hjælp af frygt. For så slemt står det ikke til i verden. […] Verdensrisikosamfundet er så at sige den samlede cocktaileffekt, der opstår, når globale risici interagerer med og gensidigt forstærker hinanden. Det betyder ikke, at vi ikke kan gøre noget ved det, men da problemerne er grænseoverskridende, må løsningerne også være det. Klimakrisen stopper ikke ved de nationale grænser, men er global og påvirker alle. Den skaber således et nyt kosmopolitisk vilkår, hvor politiske løsninger på nationalt plan ikke slår til, men hvor det er helt afgørende, at vi på europæisk plan finder fælles løsninger inden for rammerne af et forenet, styrket og demokratiseret EU. I sidste ende ville det være nødvendigt, at vi arbejdede på at indbinde verdens allerstørste klimasyndere, USA, Kina og Rusland, i en global og forpligtende kosmopolitisk verdensorden. Men det skal medgives, at med Trump i USA og brexit i Storbritannien har det vist lange udsigter.” I et debatindlæg i Jyllands-Posten, skriver Niels Fuglsang medlem af Europa-Parlamentet (S): ”I sidste uge var der i Bruxelles topmøde for alle EU's stats- og regeringschefer. Her blev næsten alle medlemslande enige om, at EU i 2050 skal være komplet klimaneutralt, som Paris-aftalen også foreskriver. Dog med undtagelse af Polen, som ikke agter at binde sig til målsætningen. Det er en skamplet. Efter topmødet udtalte Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, at Polen skal nå målet i sit eget tempo og på en måde, ”der er sikker og økonomisk fordelagtig for Polen”. Kun overgået af Tyskland er Polen den andenstørste udvinder af kul i Europa. Over 50 pct. af landets primære energiforbrug stammer fra netop kul. Netop derfor er det vigtigt, at også Polen kommer ind i kampen for den grønne omstilling. Når Morawiecki udtaler, at omstillingen skal være økonomisk fordelagtig for Polen, er det altså ikke svært at se, hvor skoen trykker. Desværre er det bare sådan, at premierministeren gør det alt andet end let for sig selv. […] Jeg forstår, at lande som Polen, der er mere afhængige af fossile brændsler, kan have brug for en økonomisk håndsrækning. Men Polens nuværende samarbejdsvillighed underminerer slet og ret, hvor alvorlig klimakrisen er. Polen bør kun få støtte, hvis de gør en reel indsats for klimaet. Når vi forhandler det nye EU-budget, bør vi derfor lægge pres på Polen, så der kan ske en reel omstilling til grøn energi.”
Jyllands-Posten, s. 10-11, 19, 21; Berlingske, s. 2; Altinget (18.12.2019)

Prioritede historier

Christine Lagarde skal finde en ny balance
Jyllands-Posten skriver, at da Christine Lagarde torsdag i sidste uge debuterede på posten som chef for Den Europæiske Centralbank, ECB, hvor hun har afløst Mario Draghi, var der delt meninger fra flere iagttagere. Nogle mente, at hun bragte en ny uformel tone til, andre mente, at hun lød akkurat som sin forgænger. På det efterfølgende pressemøde afviste hun kritikken af den lempelige pengepolitik, men talte også om en revision af samme, herunder om behovet for bl.a. at indarbejde klimaforandringerne i den. Med mødet i sidste uge, hvor ECB tog hul på at drøfte bankens strategiske målsætning, er Christine Lagarde begyndt på en fri spilleplade. Hun har tidligere antydet, at der skal findes en ny balance mellem pengepolitik og finanspolitik. Pengepolitikken har gjort, hvad den kan, og hvis der skal yderligere stimulans til europæisk økonomi, må den komme via finanspolitikken. Det ligger til gengæld uden for EBC's direkte råderum, omend den lempelige pengepolitik effektivt har gjort det lettere at have en stor statsgæld. ECB har efterhånden både brugt alle de værktøjer, der lå i kassen, og nogle, der blev opfundet undervejs, og skal finde en ny rolle. Berlingske skriver, at Sveriges Riksbank kan torsdag blive den første centralbank med negative renter, der vender tilbage til nullet. Det skyldes højere inflation, men erfaringerne fra Sverige vil blive nærlæst i Frankfurt, hvor Den Europæiske Centralbank skal til at se på sin egen pengepolitik. Ad den vej kan en beslutning i Stockholm også påvirke dansk økonomi. Riksbanken skal holde møde og har indikeret, at renten ”med stor sandsynlighed” bliver hævet til nul procent. Det sker vel at mærke ikke på en baggrund af bragende vækst eller høj inflation. Tværtimod. Efter at have ført Europas mest lempelige pengepolitik midt i en økonomisk højkonjunktur, hæver Riksbanken nu renten i en periode med svag vækst. Og samtidig går man modsat den globale tendens til lavere renter. Den Europæiske Centralbank satte senest renten ned i september.
Jyllands-Posten, s. 15; Berlingske, s. 8-9 (18.12.2019)

Arbejdsmarkedspolitik

Dansk Erhverv: Mere EU-lovgivning mod social dumping er unødvendig
I et debatindlæg på Altinget, skriver Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef, Dansk Erhvervs og Marianne Bækgaard Nielsen, advokat i Dansk Erhverv: ”Det indre marked i EU bygger på et grundlæggende princip om fri bevægelighed for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft. Arbejdskraftens frie bevægelighed er således kun en del af pakken, som følger med Danmarks medlemskab af EU. Det danske EU-medlemskab er af stor betydning for danske virksomheders muligheder for at generere eksport og arbejdspladser. Cirka en halv million jobs i Danmark bundet op på dansk eksport til andre EU-lande. Havde det ikke været for de godt 160.000 EU-borgere, der udgør en værdifuld del af arbejdsstyrken i Danmark, så ville en ikke ubetydelig del af den produktion og eksport, som virksomhederne står for, slet ikke kunne finde sted. Hertil kommer, at der i Danmark bliver udført en række opgaver af virksomheder fra andre EU-lande, som gør det muligt for både private og virksomheder at få udført opgaver. EU har således ikke kun stor betydning for velstandsniveauet, men også for virksomhedernes muligheder for at skabe jobs og få udført arbejde i Danmark. […] Dansk Erhverv mener derfor ikke, at der skal yderligere regulering til for at sikre arbejdsvilkårene for de arbejdstagere og virksomheder, der benytter sig af den fri bevægelighed. I stedet bør man aktivt bruge de regler, vi allerede har, for eksempel ved at fagforeningerne rejser overenskomstkrav overfor de virksomheder, som udfører arbejde i Danmark. Herudover bør myndighederne i EU-landene arbejde sammen og sikre, at alle virksomheder overholder gældende regler, herunder de EU-retlige. Det er Dansk Erhvervs opfattelse, at man gennem anvendelse af de gældende regler kan sikre et effektivt indre marked, med en fair og lige konkurrence til gavn for alle.”
Altinget (18.12.2019)

EU-formand på katastrofekurs
I et debatindlæg i Politiken, skriver Oscar Ibsen, medlem af Konservativ Ungdom: ”EU har fået en ny kommission ledet af Ursula von der Leyen. Den tidligere tyske minister holdt en længere tale om sine visioner for EU, lige inden hun blev valgt som kommissionsformand. Da jeg hørte talen, blev jeg bange. Talen signalerede, at Ursula von der Leyen havde gjort det til sin mærkesag at give EU mere magt og ødelægge Europas økonomi. En af hendes mærkesager er at indføre en europæisk mindsteløn. I bedste fald er det spild af tid og vil skabe større forskel på det rige og fattige Europa. I værste fald vil en europæisk mindsteløn sænke levestandarden i EU-landene, få arbejdsløsheden i de østeuropæiske lande til at stige, skabe mere social dumping og gøre det sværere at handle med hinanden internt i EU. Det er umuligt at vælge én mindsteløn til 28 lande. Man skal være utrolig naiv, hvis man tror, at de samme mindsteløn kan være værdig både i Rumænien og i Danmark. Hvis Ursula von der Leyen vil sætte mindstelønnen på niveau med lande som Frankrig eller Tyskland, vil lande som Rumænien, Ungarn og Kroatien blive så presset på deres lønninger, at der vil ske en eksplosion i arbejdsløsheden. […] Hvis den nye kommission ikke ønsker en økonomisk krise, bliver det formentlig en mindsteløn, der lægger sig op ad Rumæniens og Ungarns. Det vil være en lov, som kommer til at gøre det endnu sværere for de svageste EU-lande at få en bedre økonomi, og der vil være en større forskel på det rige og det fattige Europa.”
Politiken, s. 4 (18.12.2019)

Vognmænd til ITD: I slår bunden ud under danske vognmænd og chauffører
I et debatindlæg på Altinget, skriver Erik Østergaard, direktør, DTL-Danske: ”ITD’s direktør, Carina Christensen, skriver i Altinget, at ITD ønsker ordnede forhold for chauffører. Og så kommer det berømte ”men”. Derefter behøver man ikke læse mere, fordi man ved, at det alt sammen er forbehold, der har til hensigt at sikre, at man netop ikke behøver sikre chauffører ordentlige forhold. Sagen om DA/FH-forslaget er i min optik ret enkel: Forslaget handler om at forlange danske løn- og arbejdsvilkår for udenlandske chauffører – vel at mærke når de kører de facto indenrigskørsel i Danmark. For at sikre, at det ikke – som det er sket i massiv grad siden EU's seneste Øst-udvidelse – skal ske på vilkår, der slår bunden ud under danske vognmænd og danske chauffører, på ordentlige danske forhold, så vil man sikre et vist niveau, som de udenlandske chauffører skal leve op til. I det krav er der intet – som i intet – der kræver medlemskab af én organisation eller fagforening (eller nogen organisation overhovedet, for den sags skyld). Ej heller er der noget krav om en specifik overenskomst. Der er alene tale om et niveau, der skal holdes. […] Spørgsmålet er så, om de danske politikere, her et år efter Kurt Beier-skandalen, vil lade ladeporten stå vidt åben igen. […] Jeg noterer mig i al fald, at Christiansborg – hvis man undsiger regeringens forslag, der bygger på DA/FH-forslaget – reelt opgiver tanken om at lade arbejdsmarkedets parter finde de holdbare løsninger i enighed. Man vil tilsidesætte en enighed mellem ATL, DI-transport, Dansk Erhverv, DA og DTL-A og DTL samt 3F og FH – og dermed ikke løse dét problem, der har martret dansk godstransport mere end noget andet.”
Altinget (18.12.2019)

Handel

Post Nord tør ikke stole på Skat, når nye momsregler rammer udenlandske netbutikker
Berlingske skriver, at det danske skattevæsen skal inden 1. januar 2021 implementere nye EU-regler på moms- og toldområdet for at komme svindel med nethandel i udlandet til livs. Men der er risiko for, at tidsfristerne bliver overskredet, og det tvinger PostNord til at satse på et IT-alternativ i stedet for Skat. Mens de danske dankortbrugere i december køber vildt ind på nettet, skyller en tsunami af billige pakker fra Kina ind over Danmarks grænser. Intet mindre end 14 millioner pakker forventer PostNord at modtage alene fra kinesiske virksomheder i 2019. Samtidig udnytter netbutikkerne fra Østen i stor stil smuthuller i de danske momsregler. Ifølge et skøn fra Dansk Erhverv betyder, at statskassen går glip af op mod 612 millioner kroner i år kun på grund af de små ”kinapakker”. Det første skridt på vejen til at komme problemerne til livs er en række nye EU-krav på moms- og toldområdet, der skal træde i kraft i medlemslandene senest 1. januar 2021. Det er dog en tidsfrist, som PostNord ikke tør stole på.
Berlingske, s. 10-11 (18.12.2019)

Institutionelle anliggender

En ny EU-konference kan blive som et udstillingsvindue for uoverkommelige uenigheder
I et debatindlæg i Jyllands-Posten, skriver Catharina Sørensen, vicedirektør, Tænketanken Europa: ”Mellem kaos og renæssance kan nyskabelsen Europakonferencen tage mange former. Det har potentiale til at blive en big thing - men det var det ikke, da Mette Frederiksen og hendes EU-kolleger ved topmødet i torsdags blåstemplede den nye Europa-konference. Overdøvet af det britiske valg og andre presserende dagsordener var det til at overse, at der nu rent faktisk er givet en lillefinger til dem, der ønsker vidtgående reformer og traktatændringer i EU. Det er EU's nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, der i sommer lagde op til en toårig fremtidskonference med start i 2020 - noget, som bl.a. Europa-Parlamentet opfatter som et af hendes mest fremtrædende løfter. Idéen har især været plantet af Frankrigs præsident Macron.<br /> Han har formentlig selv et EU i flere hastigheder på ønskelisten, men der er flere grunde til, at reformdagsordenen trænger sig på. EU er reduceret til 27 lande, klima-og migrationsudfordringerne kræver større effektivitet, og der er krav om en mindre kommission, en reel retsstatsmekanisme og en stærkere sikkerheds- og udenrigspolitik. […] Kodeordet bliver suverænitet, for det handler om at fremtidssikre Europas evne til selv at være i kontrol. I Danmark har suverænitetsspørgsmål i årtier været den dominerende grund til euroskepsis: Suverænitet har været set som noget, vi mistede til EU. Nu kan suverænitetsbekymringer ligefrem føre til ønsker om et stærkere EU: Hvis omverden opleves som truende, kan EU være det, der gør Danmark større.”
Jyllands-Posten, s. 20 (18.12.2019)

Irer fører EU-ombudsmandskampvalg
Børsen skriver, at ireren Emily O’Reilly, som har været EU’s ombudsmand siden 2013, fik markant flest stemmer i første runde, da Europa-Parlamentet tirsdag stemte om, hvem der skal bestride posten de næste fem år. Emily O’Reilly fik 240 stemmer. Det var 55 stemmer fra det nødvendige flertal, mens nummer to – den estiske jurist Julia Laffranque – fik 162 stemmer. De øvrige tre kandidater fik alle under 80 stemmer. Anden stemmerunde er onsdag ved middagstid. Ombudsmanden i EU vælges af Europa-Parlamentet, som også kan kræve, at EU-Domstolen vurderer, om vedkommende lever op til sin opgave. Sker det ikke, kan domstolen fjerne ombudsmanden fra posten.
Børsen, s. 26 (18.12.2019)

Splid: Borgmestre gør oprør mod populistiske regeringer
Politiken skriver, at i Italien går modstanderne af højrepopulismen på gaden. I Central- og Østeuropa blæser borgmestre nu til kamp mod intolerance og lukkethed. Det vakte opsigt langt ud over Ungarns grænser, da Gergely Karacsony fra et mindre centrum-venstre parti 19. oktober vandt kommunalvalget i Budapest mod en kandidat fra regeringschef Viktor Orbans altdominerende Fidesz-parti. Med 50,9 procent af stemmerne var sejren snæver, men Gergely Karacsony havde formået at samle andre partier og lister omkring sig, og det samme skete i seks andre større byer. Resultaterne viser, at højrepopulismen i Central- og Østeuropa ikke er uovervindelig. EU-Kommissionen besluttede for eksempel 10. oktober at anlægge sag mod Polen ved EU-Domstolen vedrørende en ny disciplinær-ordning for dommere. Ifølge kommissionen undergraver forordningen de polske dommeres retlige uafhængighed, og den indeholder ikke de nødvendige garantier til beskyttelse af dommere mod politisk kontrol som krævet af EU-Domstolen. Politiken skriver også, at lørdag stod omkring 35.000 mennesker tæt pakket på en plads i Rom med skilte, der var udformet som sardiner. Få uger tidligere var de 15.000 på domkirkepladsen i Milano, og på mindre end tre uger har over 300.000 italienerne sat hinanden stævne på gader og pladser for at protestere mod Matteo Salvini, den tidligere indenrigsminister og leder af det højrepopulistiske parti Lega.
Politiken, s. 4 (18.12.2019)

Interne anliggender

Catalansk frihedskamp udspiller sig også på fodboldbanen
Kristeligt Dagblad skriver, at når FC Barcelona og Real Madrid tørner sammen i aften, er det ikke kun en kamp mellem to af de bedste fodboldhold i verden. Det er også en kamp mellem den spanske centralmagt i Madrid og separatister i Catalonien, og i år er der, ifølge Svend Rybner, historiker med speciale i den spanske borgerkrig og medforfatter til bogen ”Fodbold i Spanien”, endnu mere på spil, end der plejer at være. Kampen skulle nemlig slet ikke have været spillet i dag. Den var programsat til oktober, men blev flyttet som følge af uroligheder i Catalonien, efter at ni catalanske separatistledere af Spaniens højesteret få dage før opgøret blev idømt langvarige fængselsstraffe. I 2017 havde de arrangeret en folkeafstemning om Cataloniens uafhængighed, der af Spaniens højesteret og centralmagten i Madrid blev erklæret for forfatningsstridig. 90 procent stemte for løsrivelse, men kun 43 procent af catalonierne deltog i den ulovlige afstemning. Også denne gang ligger der en dom og lurer i kulissen. Den tidligere catalanske vicepræsident Oriol Junqueras, der i oktober fik 13 års fængsel, har indklaget sin sag for EU-Domstolen. Han blev i foråret valgt til Europa-Parlamentet og hævder, at han derfor burde have politisk immunitet. Der forventes dom i sagen i morgen.
Kristeligt Dagblad, s. 11 (18.12.2019)

Klima

Pernille Weiss: Derfor var COP25 i Madrid lige så ringe som COP15 i København
I et debatindlæg på Altinget, skriver Pernille Weiss (K), medlem af Europa-Parlamentet: ”Hele verden er optaget af, hvordan vi redder klimaet ved at sænke CO2-udledningerne. Eller næsten alle. Dét er lektien, vi har lært af det seneste klimatopmøde. Langt de fleste af COP'ens 197 lande er enige om at ville leve op til Parisaftalen. I al fald i ord. I tekst og teknik kniber det gevaldigt. Især fordi store lande som USA har trukket sig fra Parisaftalen, og fordi blandt andre Brasilien, Saudi Arabien og Kina enten direkte modarbejder eller undlader at aktivere den indflydelse, de ligger inde med. Jeg tænker især på sidstnævnte, der herved afslører, at på vægten mellem klodens klima og erhvervelsen af herredømmet over samme, så taber kloden – og viljen til en verden, hvor lande samarbejder om at hævdholde friheds- og lighedsidealer samt respektere demokratiet som den mindst ringe styreform. Vi fik jo ikke en egentlig COP25-aftale. Faktisk er klimatopmødet i Madrid lige så ringe som det, vi havde i 2015 i København. […] European Green Deal er blevet sammenliget med Europas svar på USA's månelanding for 50 år siden. Dét skete ikke alene ved tankens kraft. Derimod krævede det forskning, omstilling og evne til samarbejde. Den opskrift skal vi bruge. Om 11 måneder er der igen COP. I Glasgow. Jeg glæder mig til, at EU og Europas lande ved den lejlighed for alvor tager førertrøjen på og har massevis af stærke eksempler og fakta med, så vi kan blive klodens rollemodel og dermed stærkeste drivkraft for at løse de globale klimaudfordringer.”
Altinget (18.12.2019)

Migration

De rige lande stilles til ansvar for flygtningebyrde
Kristeligt Dagblad beretter, at for præcist et år siden vedtog FN en omstridt global flygtningeaftale i et klima af politisk konflikt. USA og Ungarn stemte imod dette løfte om et bedre globalt samarbejde om flygtninge, men det store flertal på 181 lande endte med at bakke op om den frivillige aftale om et globalt, fælles ansvar for verdens flygtninge. Den indebærer en bedre byrdefordeling mellem de rige og de fattige lande. Og hvad landene reelt er villige til at bidrage med, står klart, når de deltagende regeringer i FN's første globale flygtningetopmøde i dag i Genève fremlægger deres løfter om, hvordan de har tænkt sig at bidrage til at hjælpe de omkring 71 millioner fordrevne i verden, hvoraf næsten 26 millioner er flygtninge i et andet land. ”Udviklingslandene huser på beundringsværdig vis de fleste af verdens flygtninge. Det er på høje tid med en mere retfærdig fordeling af ansvaret for flygtningekriserne,” sagde FN's generalsekretær, Antonio Guterres, i går ved åbningen af mødet. 84 procent af verdens flygtninge befinder sig i den fattigste del af verden, og FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, har også bedt regeringerne om ikke at vende det blinde øje til. De rige lande skal især lægge flere penge på bordet, men også være mere villige til at tage imod flere kvoteflygtninge er hans håb. Flere penge var også kravet fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der i går gik på talerstolen ved topmødets åbning for at forsvare den tyrkiske invasion af de nordlige Syrien og kræve flere penge oven i de omkring 45 milliarder kroner, som EU har lagt på bordet mod, at Tyrkiet beholder de omkring fire millioner overvejende syriske flygtninge i landet.
Kristeligt Dagblad, s. 5 (18.12.2019)

Sikkerhedspolitik

Drop arrogancen og tal sagligt om forsvarsforbeholdet
I et debatindlæg på Altinget, skriver Kristian Ersbøll, formand for Politisk Udvalg, Europabevægelsen: ”Det kan ikke udskydes længere. Det danske forsvarsforbehold skal sendes til afstemning, men det kan ikke ske uden en grundig og saglig debat. Den nye rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) tegner et tydeligt billede: Det har konsekvenser for Danmark at have et forsvarsforbehold. Det har det, fordi forsvarsområdet har udviklet sig hastigt siden Juncker-Kommissionen trådte til i 2014. For godt et år siden så vi kulminationen med lanceringen af EU’s Permanent Strukturerede Samarbejde (Pesco). […] De fleste EU-entusiaster, mig selv indbefattet, har formentlig forsøgt at fortrænge afstemningen om retsforbeholdet den 3. december 2015. Faktum er dog, at afstemningen var et uskønt kapitel i dansk EU-historie. Resultatet viser med al tydelighed, at det straffes hårdt, når den saglige, politiske dialog udebliver forud for, at vi danskere skal i stemmeboksen. Og hvad er saglig, politisk dialog så for en størrelse? Jo, det er rugbrødsarbejde. Den slags rugbrødsarbejde, som kræver, at politikerne tør tale om EU og ikke mindst om fordelene ved EU, som står klart for langt de fleste på Christiansborg. I dette tilfælde fordelene ved selv at producere sine forsvarskapaciteter – efter egne behov. Fordelene ved at have soldater, som er trænet bedst muligt. Fordelene ved at skabe jobs i Danmark. Og fordelene ved at sikre størst mulig sikkerhed for befolkningen. Så nu har vi for første gang i lang tid fået et længe ventet indblik i, hvad forsvarsforbeholdet betyder for Danmark. Så lad os tale om alle fordelene ved at droppe forsvarsforbeholdet, før vi taler om en ny dato for afstemning.
Altinget (18.12.2019)