Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information8. august 2017Repræsentationen i Danmark

Tirsdag den 8. august

EU i dagens aviser

8. august 2017

Dagens EU-tophistorier

Migration: Migrationskrisen
I dagens leder skriver Kristeligt Dagblad, at asylsystemet undermineres, når migranterne får lov at blive. Det er kun halvdelen af de afviste asylansøgere, der reelt bliver udvist. Kristeligt Dagblad peger på, at man skal øge samarbejdet med en række lande i Afrika og Asien gennem langt stærkere hjemsendelsesaftaler. Altinget skriver i deres leder mandag, at Danmark og resten af EU-landene fokuserer mere på grænsekontrol end på de årsager, der sender migranter ud på den livsfarlige vej over havet, og det er selv om at 11 migranter i snit drukner hver eneste dag i Middelhavet. Det etiske regelsæt deler vandene blandt ngo’er på Middelhavet. Det skriver Jyllands-Posten. Det drejer sig om regelsættet, som består af elleve punkter og forbyder bl.a. de civile redningsskibe at sejle ind i libysk farvand og bruge lyssignaler, som kan hjælpe smuglerbåde med kurs mod Europa. Pt. har fem ngo'er, blandt andet Læger Uden Grænser, valgt ikke at underskrive regelsættet. Jyllands-Posten skriver, at 187 migranter mandag stormede en grænsepost mellem Marokko og Ceuta, der er en spansk enklave i det nordlige Afrika, og myndigheder var ude af stand til at stoppe migranterne. Politiken skriver, at den libyske oprørsgeneral Khalifa Haftar nu blander sig i migrantkrisen. Haftar er oprørsgeneral for den militært stærkeste part i det kaotiske Libyen, og vil ikke tolerere italienske krigsskibe i libysk farvand, han truer derfor med at angribe italienerne.
Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 8; Altinget, mandag; Jyllands-Posten, s. 6, 7; Politiken, s. 8

Institutionelle anliggender: Brexit
Jyllands-Posten skriver, at EU-modstanderne i Storbritannien fortsat tror på at Brexit bliver en succes. Tilhængerne af Brexit består af 52 procent af vælgerne, og her er man fortsat optimistisk omkring fremtiden. 61 procent af disse vælgere svarer, at betydelig, økonomisk skade af den britiske økonomi er en pris, som de er villige til at betale, for at komme ud af EU, ifølge en ny meningsmåling foretaget af YouGov. Forhandlingerne om Brexit er ikke kommet godt fra start, det skriver Berlingske og Kristeligt Dagblad. Indtil videre har briterne kun præsenteret et af deres udspil til forhandlingspunkterne, og det drejer sig om EU-borgeres og briters rettigheder ved Brexit. EU har nægtet at forhandle om en handelsaftale, indtil der er enighed om de øvrige forhandlingspunkter. Børsen fokuserer også på Brexit i dag, og kan fortælle at briterne fortsat skal betale til langtidsprogrammer i EU, efter Brexit. Det skyldes at den britiske regering havde forpligtet sig inden EU-afstemningen i juni 2016. Det siger EU's budgetkommissær, Günther Oettinger. Kristeligt Dagblad skriver, at briterne skal sendes penge til Bruxelles indtil mindst 2020. Ifølge Oettinger så vil EU miste 10-12 milliarder euro i indtægter, som følge af Brexit.
Kilder: Jyllands-Posten, s. 9; Berlingske, s. 15; Børsen, s. 16; Kristeligt Dagblad, s. 5

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Konkurrence: Alt for stor it-magt
Politiken skriver i deres leder, at techgiganterne skal under politisk kontrol. Politiken skriver: ”Facebook, Apple, Amazon, Microsoft, Google, i USA kendt som FAAMG, har enorm indflydelse på vores liv, men den revolution af kommunikation og distribution af viden, som de har skabt og med rette bryster sig af, står i skærende kontrast til den måde, de agerer på som selskaber.” Også Børsen fokuserer på en techgigant, nemlig Apple. Den franske regering mener, at konkurrencekommissær Margrethe Vestagers krav til Apple om efterbetaling af skat for 13 milliarder Euro langt fra er tilstrækkeligt. Apple er tydeligvis uenig i dette, og har anket beslutningen til EU-Domstolen. Vestager udtaler i et interview bragt i Politiken, at hun frygter at vores demokrati vil blive ”privatiseret” på tjenester som Facebook og Google. Hun mener derfor, at hendes store udfordring er at sikre, at borgerne oplever at være i kontrol. Vestager siger: ”Den demokratiske udfordring er at definere nogle rammer, som virksomhederne kan forstå, men hvor vi også som individuelle borgere synes, at vi har kontrol i hvert fald over det, der er vores eget.”
Kilder: Politiken, s. 1, 3; Børsen, s. 16

Interne anliggender: Esben Lunde Larsen skal ikke længere være fiskeriets minister
Efter den omtalte kvotesag, skal miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ikke længere være fiskeriets minister. Det skriver Berlingske. Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), har nemlig besluttet at fjerne Lunde Larsen som fiskeriets minister. BT skriver, at hele sagen drejer sig om, at ministeren undlod at informere Folketinget om en række forslag til, hvordan man kunne begrænse kvotekongernes monopol, hvorfor Løkke Rasmussen ikke har set anden udvej end at fjerne Lunde Larsen fra posten. Posten overgår nu til Karen Ellemann (V), der i dag er minister for ligestilling og nordisk samarbejde. Det skriver Børsen.
Kilder: Berlingske, s. 3; BT, s. 18-19; Børsen, s. 12

Konkurrence: Bilindustrien i Tyskland
Berlingske skriver, at den tyske EU-kommissær, Günther Oettinger forudser en milliardregning til bilindustrien. På baggrund af den omfattende kartelundersøgelse af blandt andet VW, kan blive en dyr fornøjelse for bilindustrien. Politiken skriver, at den såkaldte dieselskandale er i gang med at kvæle alle socialdemokratiske håb, om at slå Angela Merkel ved det tyske valg i september. Det skyldes hovedsageligt et spørgsmål: ”Skulle den skandaleramte koncern bare tjekke manuskriptet for mulige faktuelle fejl, eller fik bilgiganten mulighed for at påvirke tysk politik direkte midt i sin værste krise, da ministerpræsidenten i den tyske delstat Niedersachsen Stephan Weil, for to år siden sendte en tale til gennemsyn hos VW i Wolfsburg?”
Kilder: Berlingske, s. 2; Politiken, s. 9

Andre EU-historier

Sikkerhedspolitik: Hjemvendte Syrien-krigere
Ekstra Bladet skriver, at der lige nu sidder fire danskere i fængslet i Tyrkiet, mens myndighederne forbereder sig på at tage imod hjemvendte Syrien-krigere. l sidste uge lancerede EU-Kommissionen og Radicalisation Awareness Network (RAN), en omfattende manual til, hvordan de forskellige landes myndigheder skal tage imod de hjemvendte.
Kilde: Ekstra Bladet, s. 22-23

Interne anliggender: Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)
I en klumme bragt i Berlingske, argumenteres der for at man nogen gange skal give noget, for at få noget igen. Derfor peger klummen på, at det er helt rigtigt af Danmark at tilbyde gratis husleje til EMA, såfremt agenturet vælger at placere deres kontor i København. Det er den virkelighed som Danmark er oppe imod, og derfor er det nødvendigt at Danmark er med på det spil.
Kilde: Berlingske, s. 2

Udenrigspolitik: Tysk partileder bryder tabu ved at støtte Rusland
FDP-leder Christian Lindner kritiseres for opfordring til at se igennem fingre med Ruslands annektering af Krim. I weekenden udtalte Lindner: ”Sikkerhed og velstand i Europa afhænger også af forholdet til Moskva.” Flere partiledere retter kritik af Lindner på baggrund af denne udtalelse. Angela Merkel holdt fast i en konsekvent kurs, og Tyskland har været en drivende kraft i de europæiske sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krim. Det skriver Berlingske.
Kilde: Berlingske, s. 6

Klima: Syd- og Mellemeuropa gisper af varme
Berlingske skriver, at det er historisk varmt i Syd- og Mellemeuropa. Flere steder har myndighederne udsendt hedeadvarsler til befolkningen med kraftige opfordringer om at holde sig i skyggen. The Lancet Planetary Health har udgivet en ny videnskabelig rapport, som påpeger at europæerne kan forvente omkring 50 gange flere vejrelaterede dødsfald mod slutningen af århundredet end i dag. Forskere tilknyttet EU-Kommissionens fælles forskningscenter oplyser, at 99 procent af dødsfaldene vil være hederelaterede.
Kilde: Berlingske, s. 11

Udvidelse: Makedonien vil løse navnefejde med Grækenland
Makedonien deler navn med en græsk region, men det er grækerne trætte af. Derfor arbejdes der nu på en løsning, som kan give makedonsk EU- og Nato-medlemskab. Grækerne har tidligere blokeret for makedonsk optagelse i forsvarssamarbejdet Nato, fordi man ikike vil anerkende at Makedonien rent faktisk hedder Makedonien. Mange makedonere er imod en officiel navneændring, mens andre er trætte af problemet.
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 5

Konkurrence: Margrethe Vestager modtager fornem europæisk pris
Altinget skriver mandag, at EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager modtager en fornem europæisk pris. Prisuddelingen er begrundet med følgende ord: ”Europa er blevet inspireret af Margrethe Vestagers urokkelige indsats i at bekæmpe magtfulde forretningsinteressers grove praksisser i den digitale økonomi. Ved konstant at sikre, at europæisk lov overholdes, har hun demonstreret sit engagement for fri og fair konkurrence, og har derved gavnet både forbrugere og tjenesteudbydere.” Tidligere har markante profiler som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker og formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk, vundet prisen.
Kilde: Altinget, mandag

Detaljer

Publikationsdato
8. august 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark