
I samarbejde med virksomheder, civilsamfundet og offentlige institutioner har Danmark lagt en plan for, hvordan der skal investeres 2,7 milliarder kroner fra EU’s regionalfond og socialfond over de næste 7 år. Dertil kommer 1,7 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond, REACT.
Pengene skal særligt gå til grøn og digital omstilling og har særlig fokus på erhvervsfremme i de danske regioner. For at markere aftalen kommer EU’s kommissær med ansvar for samhørighed og reformer Elisa Ferreira til Danmark mandag den 30. maj, hvor hun sammen med erhvervsminister Simon Kollerup underskriver partnerskabsaftalen.
Besøget starter med en konference i Odense, hvor hundredvis af stakeholders, der har været med til at udforme hvordan Danmark skal gøre brug af midlerne fra samhørighedspolitikken, mødes. Efter konferencen tager kommissæren på besøg hos fynske virksomheder og institutioner for at se, hvordan pengene skal bruges og for at samle inspiration til sit videre arbejde i resten af Europa.
Blandt andet lægges vejen forbi Odense lufthavn, Micro Technic, Fynian lighthouse og University College Lillebælt.
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 30. maj 2022
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark