I tilføjelsen til Danmarks genopretningsplan er der fokus på vedvarende energi, udvikling af grønne færdigheder, udskiftning af oliebrændere og gasovne samt CO2-fangst og –lagring.
Danmark har sendt en anmodning til Kommissionen om at tilføje et såkaldt REPowerEU-kapitel til landets genopretnings- og resiliensplan.
Tilføjelsen omfatter en ny reform og en ny investering samt en opskalering af to eksisterende investeringer, der skal opfylde målene i EU’s strategi for energiuafhænighed, kaldet REPowerEU. For at finansiere ændringerne har Danmark anmodet om at overføre 492 millioner kroner fra brexittilpasningsreserven til sin genopretnings- og resiliensplan. Sammen med Danmarks REPowerEU-tilskud, der udgører 975 millioner kroner, kan Danmarks genopretnings- og resiliensplan udløse EU-tilskud til en værdi af over 12 milliarder kroner.
Kommissionen har nu to måneder til at vurdere, om den ændrede plan stadig lever op til kravene i genopretnings- og resiliensfaciliteten. Hvis Kommissionens vurdering er positiv, vil den fremsætte et forslag til ændring af Rådets gennemførelsesafgørelse for at afspejle ændringerne i den danske plan. Medlemsstaterne har derefter fire uger til at godkende Kommissionens vurdering.
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 31. maj 2023
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark