Skip to main content
Europa-Kommissionens logo
Repræsentation i Danmark
Nyhedsartikel27 Juni 2018Repræsentationen i Danmark

Dom i den danske sag C-230/17 Altiner og Ravn

Erdem Deha Altiner er født i 2004 i Tyrkiet og er tyrkisk statsborger. Hans far, Metin Altiner, der kom til Danmark i 2008, blev skilt fra Erdem Deha Altiners mor og blev gift for anden gang i 2010 med Isabel Hanna Ravn, der er dansk statsborger, og...

Forslag til afgørelse i sag C-579/16P - Kommissionen mod FIH Holding og FIH Erhvervsbank

Moren til Erdem Deha Altiner fik forældremyndigheden over ham og han har boet hos hende i Tyrkiet.

Fra december 2012 til oktober 2014 opholdt Isabel Hanna Ravn og Metin Altiner sig i Sverige. Fra den 1. august 2013 til den 9. september 2013 og fra den 8. juli 2014 til den 2. september 2014 besøgte og opholdt Erdem Deha Altiner sig hos dem i Sverige på et visum gyldigt for Schengenlandene. Den 24. oktober 2014 vendte Isabel Hanna Ravn og Metin Altiner tilbage til Danmark, hvor de har haft ophold siden. Den 25. juni 2015 indrejste Erdem Deha Altiner i Danmark på et Schengenvisum gyldigt til den 30. september 2015.

Efter at have opnået samtykke fra sin mor indgav Erdem Deha Altiner to dage senere en ansøgning om EU-opholdskort som familiemedlem til sin fars ægtefælle til Statsforvaltningen. Ved afgørelse af 9. marts 2016 meddelte Statsforvaltningen afslag på denne ansøgning med den begrundelse, at ansøgningen ikke var blevet indgivet i naturlig forlængelse af Isabel Hanna Ravns tilbagevenden til Danmark.

Østre Landsret har spurgt EU-Domstolen om EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, som er statsborger i denne medlemsstat og vender tilbage dertil efter at have opholdt sig i en anden medlemsstat på grundlag af og under overholdelse af EU-retten, ikke indrømmes en afledt opholdsret efter EU-retten, hvis familiemedlemmet til den pågældende unionsborger ikke er indrejst i den førstnævnte medlemsstats område eller ikke har indgivet en ansøgning om opholdskort dér »i naturlig forlængelse« af den pågældende unionsborgers tilbagevenden til denne medlemsstat.

EU-Domstolen anfører i sin dom, at da indrømmelsen af en afledt opholdsret tilsigter at gøre det muligt i den medlemsstat, hvor den pågældende unionsborger er statsborger, at fortsætte det familieliv, som den pågældende har opbygget eller konsolideret med et medlem af sin familie, som er tredjelandsstatsborger, i værtsmedlemsstaten, har de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, ret til inden indrømmelsen af en sådan opholdsret at efterprøve, om et sådant familieliv mellem unionsborgeren og den tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til denne, var blevet afbrudt inden tredjelandsstatsborgerens indrejse i den medlemsstat, hvor den pågældende unionsborger er statsborger.

Med henblik på en sådan efterprøvelse kan den pågældende medlemsstat som en enkelt indikator tage hensyn til den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren, der er familiemedlem til en af medlemsstatens egne statsborgere, er indrejst på dens område lang tid efter sidstnævntes tilbagevenden til dette område.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at et familieliv, der er blevet opbygget eller konsolideret mellem en unionsborger og et medlem af dennes familie, som er tredjelandsstatsborger, under deres ophold – på grundlag af og under overholdelse af EU-retten – i værtsmedlemsstaten, fortsætter på trods af den omstændighed, at unionsborgeren vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, uden at være ledsaget af det pågældende medlem af sin familie, der ser sig nødsaget til navnlig af årsager vedrørende dennes personlige situation, beskæftigelse eller uddannelse at udskyde sin indrejse i den pågældende unionsborgers oprindelsesmedlemsstat.

Den omstændighed, at ansøgningen om opholdskort ikke er blevet indgivet »i naturlig forlængelse« af unionsborgerens tilbagevenden, udgør derfor et relevant forhold, som uden i sig selv at være afgørende kan lægges til grund af den pågældende unionsborgers oprindelsesland for inden for rammerne af en samlet vurdering at fastslå, at der ikke foreligger nogen forbindelse mellem denne ansøgning og unionsborgerens forudgående udøvelse af sin ret til fri bevægelighed, og følgelig at afslå at udstede et sådant opholdskort.

EU-Domstolen besvarer således Østre Landsrets spørgsmål med, at EU-retten skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, som er statsborger i denne medlemsstat og vender tilbage dertil efter at have opholdt sig i en anden medlemsstat på grundlag af og under overholdelse af EU-retten, ikke indrømmes en afledt opholdsret efter EU-retten, hvis familiemedlemmet til den pågældende unionsborger ikke er indrejst i denne unionsborgers oprindelsesmedlemsstats område eller ikke har indgivet en ansøgning om opholdskort dér »i naturlig forlængelse« af den pågældende unionsborgers tilbagevenden til denne medlemsstat, så længe en sådan lovgivning forudsætter, at der inden for rammerne af en samlet vurdering ligeledes skal tages hensyn til andre relevante forhold, og navnlig de forhold, som kan godtgøre, at det til trods for det tidsrum, der er forløbet mellem unionsborgerens tilbagevenden til den nævnte medlemsstat og det tidspunkt, hvor et medlem af dennes familie, som er tredjelandsstatsborger, er indrejst i samme medlemsstat, forholder sig således, at det i værtsmedlemsstaten opbyggede og konsoliderede familieliv ikke er ophørt, således at det pågældende familiemedlem kan indrømmes en afledt opholdsret, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Domstolens dom
English
(425.15 KB - PDF)
Download

Detaljer

Publikationsdato
27 Juni 2018
Forfatter
Repræsentationen i Danmark