Ud over de offentlige tv-selskaber findes der på det landsdækkende danske tv-marked kommercielle tv-selskaber. Det drejer sig bl.a. for det første om selskabet Viasat Broadcasting UK Ltd og for det andet en enhed bestående af selskaberne SBS TV A/S og SBS Danish Television Ltd.
Som følge af en klage fra selskabet SBS blev ordningen for finansiering af TV2 gjort til genstand for en undersøgelse ved Kommissionen. Denne beslutning omfattede perioden fra 1995 til 2002 og vedrørte følgende foranstaltninger: tv-licensafgifter, overførsler fra fonde til finansiering af TV2 (TV2-Fonden og Radiofonden), ad hoc tildelinger af midler, fritagelse for selskabsskat, fritagelse fra betaling af renter og for tilbagebetaling af lån tildelt TV2 ved selskabets oprettelse, statsgaranti for driftslån og gunstige betingelser for betaling af afgifter, som TV2 skyldte for brug af landsdækkende sendefrekvens (herefter under ét »de omhandlede foranstaltninger«). Endelig vedrørte Kommissionens undersøgelse ligeledes tilladelsen til TV2 til at sende via lokale frekvenser i en netværksopsætning og forpligtelsen for alle ejere af fællesantenneanlæg til at sende TV2’s public service-programmer i deres anlæg (must-carry). Ordningen for finansiering af TV2 tilsigtede at kompensere omkostningerne ved selskabets public service tjenester.
Efter sin undersøgelse af de omhandlede foranstaltninger konkluderede Kommissionen, at de udgjorde statsstøtte. Kommissionen kvalificerede endvidere denne støtte som ny støtte. Tilladelsen til TV2 til at sende i en netværksopsætning via lokale frekvenser og forpligtelsen for de kommunale antenneejere at sende TV2’s programmer udgjorde ifølge Kommissionen imidlertid ikke statsstøtte, for så vidt som de ikke indebar en overførsel af statslige midler. Kommissionen fastslog i øvrigt, at den ovennævnte støtte, der i årene fra 1995 til 2002 var ydet af Danmark til TV2, var forenelig med det indre marked med undtagelse af et beløb på 628,2 mio. DKK, som den kvalificerede som overkompensation. Kommissionen fastslog således, at Danmark skulle tilbagesøge dette beløb med renter fra TV2.
Da den omhandlede tilbagesøgning af støtte ville medføre, at TV2 blev insolvent, anmeldte Danmark en planlagt rekapitalisering af TV2 til Kommissionen Planen omfattede for det første et indskud af kapital på 440 mio. DKK og for det andet en konvertering af statslån på 394 mio. DKK til egenkapital. Kommissionen fastslog, at de to planlagte foranstaltninger til fordel for TV2 var »nødvendige for at genskabe den kapital, TV2 efter sin omdannelse til et aktieselskab [havde] behov [for] for at kunne opfylde sine public service-forpligtelser«. Følgelig besluttede Kommissionen, at ethvert element af statsstøtte, der måtte være forbundet med den planlagte rekapitalisering af TV2, var foreneligt med det indre marked.
Den første TV2-beslutning var genstand for fire annullationssøgsmål anlagt dels af TV2 og af Danmark dels af TV2’s konkurrenter Viasat og SBS. Ved dom af 22. oktober 2008 annullerede Retten den første TV2-beslutning. Retten fastslog i dommen, at det var med rette, at Kommissionen fandt, at den public service-tv-opgave, som var blevet tildelt TV2, svarede til definitionen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse med hensyn til radio- og tv-virksomhed. Retten fandt imidlertid, at der forelå flere uregelmæssigheder ved den første TV2-beslutning, som i sidste ende medførte dennes annullation.
Som følge af annullationen af den første TV2-beslutning foretog Kommissionen en fornyet undersøgelse af de omhandlede foranstaltninger og vedtog en ny afgørelse, hvor den opretholdt sin holdning for så vidt angik kvalificeringen af de omhandlede foranstaltninger som statsstøtte som er forenelige med det indre marked. Skønt den i den første TV2-beslutning havde fastslået, at beløbet på 628,2 mio. DKK udgjorde en overkompensation, der var uforeneligt med reglerne, fandt den i sin nye afgørelse, at dette beløb udgør en passende kapitalbuffer for TV2.
TV2 og Viasat Broadcasting UK anlagde sag mod Kommissionens beslutning ved Retten.
I en dom af 24. september 2015 i sagen anlagt af TV2 fastslog Retten, at Kommissionen ved i sin afgørelse at kvalificere reklameindtægterne fra 1995 og 1996 som statsstøtte havde begået en retlig fejl. Følgelig annullerede Retten Kommissionens afgørelse for så vidt som den kvalificerede de reklameindtægter, som TV2 havde modtaget gennem TV2 Reklame og TV2-Fonden i denne periode, som statsstøtte.
I sin dom af samme dato i sagen anlagt af Viasat, anførte Retten, at da den i sagen anlagt af TV2 delvist havde givet TV2 medhold og annulleret Kommissionens beslutning, var denne sag blevet uden genstand, for så vidt som den tilsigter annullation af Kommissionens afgørelse, i den udstrækning denne har kvalificeret reklameindtægterne fra 1995 og 1996 modtaget via TV2-Fonden som statsstøtte, der er forenelig med det indre marked. Eftersom Viasat imidlertid havde fremført de samme argumenter vedrørende alle de foranstaltninger, der er kvalificeret som støtte, der er forenelig med det indre marked i den anfægtede afgørelse, undersøgte Retten disse argumenter i forhold til resten af Kommissionens beslutning. Retten forkastede alle disse anbringender.
Viasat har appelleret Rettens dom til Domstolen (TV2, Kommissionen og Viasat har også appelleret Rettens dom i sagen anlagt af TV2. Disse sager er verserende for Domstolen og er ikke omfattet af dagens dom. Sagerne er følgende: TV2 mod Kommissionen, C 649/15 P; Kommissionen mod TV2,m C 656/15 P; og Viasat Broadcasting UK mod TV2, C 657/15 P).
Viasat har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at Kommissionen ikke var forpligtet til at tage hensyn til den anden og den fjerde ”Altmark-betingelse” med henblik på at undersøge, om overholdelsen af disse betingelser ville have hindret TV2 i at opfylde de opgaver, selskabet var blevet pålagt. Viasat har endvidere anført, at Retten begik en retlig fejl, idet den forkastede deres anbringende om, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse havde tilsidesat sin begrundelsespligt.
Domstolen bemærker i sin dom i dag, at ifølge Altmark-dommen skal en støtte for at kunne undgå at blive kvalificeret som statsstøtte opfylde et bestemt antal betingelser. For det første skal den pågældende virksomhed faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret. For det andet skal de kriterier, der danner grundlag for beregningen af kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde. For det tredje må kompensationen ikke overstige, hvad der var nødvendigt for helt eller delvist at dække de omkostninger, der var forbundet med opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste. For det fjerde skal størrelsen af den nødvendige kompensation fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne.
Traktatens artikel 106, stk. 2, foreskriver, at virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, er underkastet traktaternes bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem, og at udviklingen af samhandelen ikke må påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Unionens interesse.
Domstolen konstaterer, at de betingelser, der er opstillet i Altmark-dommen, ikke længere finder anvendelse, når Kommissionen, idet den har fastslået, at en foranstaltning skal kvalificeres som støtte – bl.a. fordi den begunstigede virksomhed ikke kan bestå testen med sammenligning med en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste – undersøger, om støtten kan begrundes som omhandlet i traktatens artikel 106, stk. 2.
Retten begik således ikke en retlig fejl, da den i sin dom fastslog, at traktatens artikel 106, stk. 2, ikke pålægger Kommissionen at tage den anden og den fjerde Altmark-betingelse i betragtning ved afgørelsen af, om en statsstøtte er forenelig med det indre marked i henhold til denne bestemmelse.
Da Kommissionen ikke var forpligtet til at tage den anden og den fjerde Altmark-betingelse i betragtning ved afgørelsen af, om en statsstøtte er forenelig med det indre marked i henhold til denne bestemmelse, begik Retten heller ikke en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet.
Domstolen forkaster således Viasats appel og Rettens dom står ved magt.
Detaljer
- Publikationsdato
- 8. marts 2017
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark