Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Nyhedsartikel18. januar 2017Repræsentationen i Danmark

Dom i sag T-92/11 Kommissionen/Andersen om statsstøtte og DSB

Jørgen Andersen, der ejer virksomheden Gråhundbus, har siden 1981 drevet en busrute mellem København og Ystad. Virksomheden indgav i 2003 en klage til Kommissionen over formodet statsstøtte til DSB i forbindelse med DSB’s jernbanedrift på denne rute...

dom1-istock-thinkstock-web.jpg

Efter at have undersøgt sagen, traf Kommissionen beslutning den 24. februar 2010. I afgørelsen fastslog Kommissionen, at kontrakterne om offentlig trafikbetjening mellem Transportministeriet og DSB for 2000-2014 indebærer statsstøtte, men at denne støtte er forenelig med det indre marked. Kommissionen fremhævede, at kontraktbetalingerne oversteg, hvad der var nødvendigt, men at staten gennem opkrævning af ekstraordinære udbyttebetalinger korrigerede DSB’s økonomiske situation på en sådan måde, at DSB ikke har modtaget overkompensation.

Jørgen Andersen anlagde på denne baggrund sag mod Kommissionen ved Retten.

I sin dom af 20. marts 2013, fastslog Retten, som anført af Jørgen Andersen i hans tredje anbringende, at den forordning fra 2007, efter hvilken Kommissionen vurderede statsstøttens lovlighed, ikke har tilbagevirkende kraft, hvorfor spørgsmålet om statsstøttens forenelighed med det interne marked skulle have været vurderet efter de regler, der var gældende, da støtten blev udbetalt, dvs. i henhold til reglerne i en forordning fra 1969. Kommissionen havde således begået en fejl ved at anvende forordningen fra 2007.

Retten anførte endvidere, at Kommissionen har en vid skønsmargen ved vurderingen af om statsstøtte er forenelig med det indre marked, og den foretager i denne forbindelse komplekse økonomiske og sociale vurderinger. Retten kan derfor ikke blot foretage sin egen vurdering af sagen og sætte den i stedet for Kommissionens, heller ikke hvis, som det hævdes af Kommissionen, Danmark og DSB, resultatet formentlig ville have været det samme, hvis vurderingen var blevet foretaget efter forordningen fra 1969 som i det væsentlige indeholder de samme regler som forordningen fra 2007.

Retten annullerede derfor Kommissionens beslutning af 24. februar 2010 uden at undersøge Jørgen Andersens øvrige argumenter.

Kommissionen appellerede herefter Rettens dom til Domstolen.

Domstolen anførte i sin dom af 6. oktober 2015, at Kommissionen ved vedtagelsen af sin afgørelse forinden – på grundlag af forordning nr. 1191/69 – burde have undersøgt den støtte, som blev udbetalt i henhold til den første kontrakt om offentlig trafikbetjening, der blev indgået for årene 2000-2004, og den støtte, som blev udbetalt før den 3. december 2009 i henhold til den anden kontrakt om offentlig trafikbetjening, der blev indgået for årene 2005 til 2014, med henblik på at efterprøve, om denne støtte overholdt betingelserne i denne forordning.

Derimod burde Kommissionen have undersøgt såvel lovligheden som foreneligheden med det indre marked af den støtte, der blev udbetalt fra den 3. december 2009 i henhold til den anden kontrakt om offentlig trafikbetjening, som blev indgået for årene 2005-2014, på grundlag af forordning nr. 1370/2007.

Retten begik således en retlig fejl, idet den i sin dom fastslog, at vurderingen af, om hele den omhandlede støtte var forenelig med det indre marked, skulle ske på grundlag af forordning nr. 1191/69.

Domstolen ophævede derfor Rettens dom, for så vidt som Retten med denne dom annullerede den del af afgørelsen, der omhandler den støtte, som blev udbetalt fra den 3. december 2009 i henhold til den anden kontrakt om offentlig trafikbetjening, der blev indgået for årene 2005 til 2014.

Domstolen sendte sagen tilbage til Retten, således at denne kunne tage stilling til lovligheden af del af Kommissiones afgørelse, der fastslog, at den støtte, som blev udbetalt fra den 3. december 2009 i henhold til den anden kontrakt om offentlig trafikbetjening, der blev indgået for årene 2005 til 2014, var forenelig med det indre marked.

I dagens dom fastslår Retten, at Kommissionens beslutning ikke indeholder nogen vurdering af overkompensation for perioden efter tidsrummet 1999-2008, og dermed den periode, hvor den omtvistede betaling blev foretaget. Retten annullerer derfor Kommissionen beslutning på grund af manglende begrundelse, for så vidt som den vedrører udbetalingen af 21. december 2009.

Dommen er vedhæftet (på engelsk – dommen findes ikke på dansk, da parterne har valgt engelsk som processprog).

Detaljer

Publikationsdato
18. januar 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark