Dom i sagen HH Ferries og andre mod Kommissionen

Disse firmaer har i mere end 100 år varetaget transportforbindelsen over sundet mellem Helsingør i Danmark og Helsingborg i Sverige, og de anvender færger til korte afstande til at transportere tunge godskøretøjer, busser, private køretøjer og personer.

Øresundsbro Konsortiet ejes 50% af to selskaber med begrænset ansvar: A/S Øresundsforbindelsen, der i sig selv ejes 100% af Sund & Bælt Holding A/S, som er 100% ejet af den danske stat, og Svensk-Danska Broförbindelsen AB, som er 100% ejet af den svenske stat. Konsortiet ejer, projekterer, finansierer, anlægger og driver den 16 km lange forbindelse over Øresund, som kombinerer jernbane og veje mellem Kastrup (Danmark) og Limhamn (Sverige).

I 1995 oplyste konsortiet Kommissionen om, at det var omfattet af en garanti, der var stillet solidarisk af den danske regering og den svenske regering, og som dækkede de lån og andre finansielle instrumenter, der var blevet indgået aftale om med henblik på at finansiere den faste forbindelse, og det anmodede Kommissionen om at bekræfte, at disse garantier ikke udgjorde statsstøtte. Kommissionen svarede, at statsgarantierne var knyttet til et infrastrukturprojekt af offentlig interesse, der skulle anses for et offentligt gode, der forbedrede infrastrukturen for transportydelser i landene, og at garantistillelse for investeringer i offentlige goder i princippet ikke skulle anses for tildeling af statsstøtte. Kommissionen konkluderede derfor, at statsgarantierne ikke skulle anmeldes til Kommissionen.

Den danske og den svenske stat foretog aldrig nogen formel anmeldelse af finansieringsmodellen for den faste forbindelse til Kommissionen.

Den 17. april 2013 indgav HH Ferries en klage til Kommissionen, idet selskabet anførte, at statsgarantierne udgjorde ulovlig statsstøtte og var uforenelige med det indre marked.

Den 15. oktober 2014 vedtog Kommissionen afgørelse C(2014) 7358 final om offentlig finansiering af infrastrukturprojektet for den faste, kombinerede vej- og jernbanetransportforbindelse over Øresund.

Kommissionen vurderede, at den danske garanti, som konsortiet blev indrømmet med hensyn til sine lån, og den danske skattemæssige støtte til konsortiet udgjorde ny støtte. For så vidt angår den svenske garanti til konsortiet, som ifølge Kommissionen blev tildelt, før Sverige tiltrådte Den Europæiske Union, og før aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde trådte i kraft den 1. januar 1994, blev denne anset for at være eksisterende støtte. Kommissionen vurderede endvidere, at de statsgarantier, som Danmark og Sverige havde indrømmet, samt den danske skattemæssige støtte var forenelige med det indre marked, og at der ikke var behov for, at den fremsatte forslag til passende foranstaltninger over for Sverige.

Kommissionen fastslog til sidst at selv såfremt de omhandlede støtteforanstaltninger skulle betragtes som uforenelige med det indre marked, kunne de under alle omstændigheder ikke være genstand for en tilbagesøgning fra Danmarks og Sveriges side, idet der i det foreliggende tilfælde forelå helt særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at konsortiet såvel som Danmark og Sverige kunne have en berettiget forventning om, at de statsgarantier og de danske skattemæssige fordele, som konsortiet var blevet indrømmet, ikke ville blive draget i tvivl.

Kommissionen besluttede således:

på grundlag af vurderingen af, om de omhandlede foranstaltninger var forenelige med det indre marked, og henset til bl.a. de tilsagn, som Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige havde afgivet, ikke at gøre indsigelse mod den danske skattemæssige støtte og de garantier, som Kongeriget Danmark havde indrømmet konsortiet, med den begrundelse, at denne statsstøtte skulle betragtes som forenelig med det indre marked

at den garanti, som Kongeriget Sverige havde indrømmet konsortiet, udgjorde eksisterende støtte, og at det, bl.a. henset til Kongeriget Danmarks og Kongeriget Sveriges tilsagn, ikke var nødvendigt at indlede proceduren for eksisterende støtteordninger

at den danske fælles beskatningsordning og de foranstaltninger, som var indrømmet konsortiets moderselskaber med henblik på finansiering af de indenlandske vej- og jernbanetilslutninger i Sverige og i Danmark, ikke udgjorde statsstøtte.

Færgeselskaberne har anlagt sag ved Retten med påstand om, at Kommissionens afgørelse annulleres. Til støtte for denne påstand har de fremsat fem anbringender. Med det første anbringende gøres det gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn for så vidt angår dels de foranstaltninger, som blev ydet konsortiets moderselskaber med henblik på finansiering af de indenlandske vej- og jernbanetilslutninger, dels de statsgarantier, som konsortiet blev tildelt med henblik på finansiering af den faste forbindelse. Med det andet anbringende er det blevet gjort gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde urigtige skøn med hensyn til de statsgarantier og den danske skattemæssige støtte, som konsortiet blev ydet, og begik en fejl ved ikke at kvalificere den danske fælles beskatningsordning som statsstøtte. Med det tredje anbringende er det blevet gjort gældende, at Kommissionen begik retlige fejl, da den konkluderede, at konsortiet såvel som Danmark og Sverige, såfremt de statsgarantier og den danske skattemæssige støtte, som konsortiet blev tildelt, ikke desto mindre skulle betragtes som uforenelige med det indre marked, havde en berettiget forventning om, at denne støtte ikke ville blive draget i tvivl i henhold til statsstøttereglerne. Med det fjerde anbringende er det blevet gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sin forpligtelse til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og med det femte anbringende er det blevet gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte begrundelsespligten.

Retten har valgt først at behandle det fjerde anbringende vedrørende pligten til at indlede en formel undersøgelse. Retten konkluderer, at der foreligger en række objektive og samstemmende indicier, som godtgør, at Kommissionen ikke på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget, var i stand til at overkomme alle de alvorlige vanskeligheder, som er identificeret i den foreliggende sag. Under disse omstændigheder påhvilede det Kommissionen at indlede den formelle undersøgelsesprocedure for at indhente alle relevante oplysninger med henblik på at efterprøve de bestridte forhold og at give sagsøgerne og andre interesserede parter mulighed for at fremsætte deres synspunkter i forbindelse med proceduren.

På grundlag af det fjerde anbringende om tilsidesættelse af de berørte parters processuelle rettigheder annullerer Retten Kommissionens afgørelse for så vidt som Kommissionen heri traf afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod den skattemæssige støtte vedrørende nedskrivning af aktiver og fremførelse af tab, som Kongeriget Danmark havde tildelt Øresundsbro Konsortiet, og de garantier, som Danmark og Sverige havde ydet Øresundsbro Konsortiet.