Dom i sagen om FIH Erhvervsbank

Begge foranstaltninger blev vedtaget i forbindelse med statsstøtteordninger, der var blevet godkendt af Kommissionen. FIH anvendte hele garantien til at udstede obligationer, der var garanteret af den danske stat, med et samlet beløb på 41,7 mia. DKK, og som udløb i 2012 og 2013.

I 2012 planlagde den danske regering at vedtage en anden pakke med foranstaltninger i relation til FIH og anmeldte dem til Kommissionen. Disse foranstaltninger indebar en overdragelse af FIH’s mest problematiske aktiver til NewCo, et nystiftet datterselskab til FIH Holding, som ville modtage finansiering fra Finansiel Stabilitet. Finansiel Stabilitet skulle derefter købe aktier i NewCo, som derefter ville blive afviklet, mens FIH Holding skulle stille en ubegrænset tabsgaranti for Finansiel Stabilitet.

Kommissionen fastslog i den omtvistede afgørelse, at foranstaltningerne fra 2012 til fordel for FIH og FIH Holding udgjorde statsstøtte. Kommissionen var navnlig af den opfattelse, at foranstaltningerne ikke levede op til kriteriet om ”den private aktør i en markedsøkonomi”, eftersom Danmark ikke handlede på en måde, der var sammenlignelig med en privat aktør i en markedsøkonomi. Aktieoverdragelsesaftalen vedrørende NewCo ville sandsynligvis medføre et tab for Finansiel Stabilitet, og den foreslåede egenkapitalforrentning af investeringen var utilstrækkelig.

Hvad angik statsstøttens forenelighed med det indre marked undersøgte Kommissionen foranstaltningerne og erklærede dem forenelige med det indre marked under forudsætning af opfyldelsen af en række betingelser.
FIH og FIH Holding anlagde sag ved Retten med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse og gjorde. gældende, at kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi ikke blev anvendt korrekt i afgørelsen. FIH gjorde endvidere gældende, at der var fejl i forbindelse med beregningen af størrelsen af statsstøtten, og at afgørelsen manglede begrundelse.

Retten tog i sin dom det første anbringende til følge og annullerede den omtvistede afgørelse. Retten behandlede ikke FIH’s argument om fejl i forbindelse med beregningen af størrelsen af statsstøtten. Retten forkastede argumentet om manglende begrundelse.

Retten undersøgte i sin dom det spørgsmål, om Kommissionen skulle anvende kriteriet om den private kreditor med henblik på at undersøge, om foranstaltningerne fra 2012 kunne begrundes rationelt i betragtning af den risiko for finansielle tab, der fulgte af foranstaltningerne fra 2009.

Retten anførte, at der ikke i Kommissionens afgørelse var foretaget nogen undersøgelse af de omkostninger, der ville være opstået, hvis den danske regering ikke havde vedtaget foranstaltningerne fra 2012, og at der derved blev anvendt en ukorrekt juridisk test i denne afgørelse, nemlig princippet om den private investor i en markedsøkonomi. Den af Danmark udviste adfærd i forbindelse med vedtagelsen af de omhandlede foranstaltninger i 2012 kunne ikke sammenlignes med adfærden udvist af en investor, som tilsigter at maksimere sin fortjeneste, men snarere med adfærden udvist af en kreditor, der tilsigter at minimere tabene.

Kommissionen har appelleret Rettens dom til Domstolen og gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved anvendelsen af princippet om den private aktør, idet den fastslog, at Kommissionen med henblik på bedømmelsen af, om de omhandlede foranstaltninger udgjorde statsstøtte, var forpligtet til at sammenligne den danske stats adfærd ved vedtagelsen af de nævnte foranstaltninger med den adfærd, som en privat kreditor i en markedsøkonomi ville udvise, og ikke med den adfærd, som en privat investor ville udvise, under hensyntagen til de finansielle risici, som denne medlemsstat var eksponeret for som følge af foranstaltningerne fra 2009.

Domstolen fastslår, at de to love, som blev vedtaget i 2009, og i medfør af hvilke den danske stat traf foranstaltningerne fra 2009, blev godkendt af Kommissionen som statsstøtte, der var forenelig med det indre marked, ved beslutning K(2009) 776. Det fremgår af denne beslutning, at Kommissionen ligesom den danske regering var af den opfattelse, at de foranstaltninger, der skulle indføres med disse to love, udgjorde statsstøtte, eftersom en privat investor ikke i samme omfang og på lignende vilkår ville have foretaget de omhandlede kapitalforhøjelser og stillet de omhandlede garantier.

Det fremgår på ingen måde af den appellerede dom eller af den omtvistede afgørelse, at den danske stat med foranstaltningerne fra 2009 i det mindste til dels havde forfulgt et formål om rentabilitet. Hertil kommer, at det ikke fremgår, at et sådant formål er blevet påberåbt under denne sags administrative og retslige procedurer, og at der til støtte herfor er fremlagt objektive og verificerbare oplysninger. Under disse betingelser må det fastslås, at der ikke i sagens akter findes oplysninger, der godtgør, at foranstaltningerne fra 2009 ikke, heller ikke delvis, udgjorde statsstøtte.

Heraf følger, at det var med rette, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ved anvendelsen af princippet om den private aktør ikke tog hensyn til de risici, der var forbundet med den statsstøtte, der blev tildelt FIH ved foranstaltningerne fra 2009. Retten begik følgelig en retlig fejl ved i den appellerede dom i det væsentlige at fastslå, at Kommissionen ved at handle på denne måde havde foretaget en urigtig anvendelse af princippet om den private aktør i den omtvistede afgørelse.

Retten pålagde herved med urette Kommissionen en forpligtelse til, ikke at efterprøve de omhandlede foranstaltningers økonomiske rationalitet ud fra, hvordan en privat aktør ville have handlet i en sammenlignelig situation, men ud fra hvordan staten i sin egenskab af offentlig myndighed, der tidligere ved foranstaltningerne fra 2009 havde tildelt FIH statsstøtte, som den ville forsøge at begrænse de finansielle konsekvenser af, ville have handlet.

Domstolens retspraksis kan endvidere ikke rejse tvivl om konklusionen i denne dom, hvorefter de risici, som en medlemsstat er eksponeret for som følge af en fordring, der udspringer af en tildeling af statsstøtte til en virksomhed, ikke kan tages i betragtning ved anvendelsen af princippet om den private aktør på en senere foranstaltning, der er vedtaget af denne medlemsstat til fordel for nævnte virksomhed, eftersom disse risici er uadskilleligt forbundne med statens egenskab af offentlig myndighed.
På denne baggrund tiltræder Domstolen Kommissionens appelanbringende og ophæver Rettens dom.

Idet Retten i sin dom tog det første søgsmålsanbringende til følge, fandt den, at det var ufornødent at undersøge det andet anbringende vedrørende fejl i beregningen af støttebeløbet.

Domstolen hjemviser derfor sagen til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse vedrørende dette andet anbringende.