EU i dagens aviser fredag den 17. juni 2022

Dagens EU-tophistorier

Udvidelse: Europa i dybt dilemma om ukrainsk EU-optag
I flere af dagens aviser og Altinget torsdag kan man læse, at Kommissionen fredag forventes at fremlægge en rapport, der anbefaler, at Ukraine får status som kandidatland til EU. Planen skal efterfølgende diskuteres af EU-landene. Frankrig, Tyskland, Italien og Rumænien støtter, at Ukraine ”øjeblikkeligt” bliver EU-kandidatland. Det sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, ifølge B.T. og Altinget torsdag. Flere EU-lande, heriblandt Danmark, har dog været skeptiske over for allerede nu at give Ukraine status som kandidatland, da landet er langt fra at opfylde de såkaldte Københavnerkriterier om retsstatslighed, korruption og konkurrenceevne. EU er i forvejen kendetegnet af, at lande som Polen og Ungarn ser stort på retsstatsprincipper og i Ungarns tilfælde også på korruption, og derfor er det også en enorm mundfuld at ville optage et krigshærget Ukraine - Europas fattigste land. Det skriver Information. Ifølge Altinget torsdag vil Danmark dog næppe stå i vejen for godkendelse af EU-Kommissionen indstilling. Kommissionens ledende næstformand, Margrethe Vestager, og kommissionsformand, Ursula von der Leyen, støtter at anbefale kandidatstatus fulgt af en række betingelser.

Jurij Gorodnitjenko, ukrainsk økonomiprofessor ved Berkeley University, er ikke i tvivl. Der skal først skabes fred og sikkerhed, for ellers kommer der ingen langsigtede investeringer i Ukraine. Og efterfølgende vil behovet for finansiel hjælp være enormt, skriver Information. ”Det eneste sikre er, at det for hver dag med krig bliver dyrere og dyrere,” siger Gorodnitjenko. Han mener, det er glædeligt, at institutioner som IMF, Verdensbanken og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) allerede overvejer en finansieringsplatform. ”Men vi har nærmere brug for hjælp fra EU-institutionerne end fra de internationale institutioner, som næsten kun udsteder lån. Det vil være umuligt at tilbagebetale for et ødelagt land," siger økonomiprofessoren, som peger på, at en EU-kandidatstatus i sig selv virker disciplinerende på økonomien og retsstatsligheden, som man så det i EU's østudvidelse. Ukraine skal derfor også stilles betingelser til de penge, der flyder ind i Ukraine.

Den ny leder af Sikkerhedskonferencen i München, Christoph Heusgen, har været en af en af nøglefigurerne i Merkelæraen. I over et årti stod han bag Angela Merkels beslutninger i forhold til Rusland og Ukraine - herunder at forhindre Ukraines NATO-medlemskab. Ifølge Information er Heusgen entydigt for, at Ukraine tildeles en kandidatstatus, som økonomisk og politisk kan give det konkrete udsigter for at binde sig langt mere til Europa. ”Når man ser de ofre, som Ukraine bringer, og den ufattelige indsats fra de tapre ukrainske soldater, som også forsvarer Europas frihed, så er det en logisk slutning, at vi også kæmper for Ukraines frihed ved at tildele Ukraine en status som kandidatland ved det kommende EU-topmøde,” siger han til Information ved en konference et stenkast fra Brandenburger Tor. Der er dog et problem: Den udtalte ”udvidelsestræthed i EU” og de funktionsproblemer, som særligt Orbáns illiberale regering i Ungarn udstiller - og som især den franske præsident offensivt vil gøre op med. ”Et land som Ungarn gør det virkelig svært at skabe politik, der kræver enstemmighed. Derfor forstår jeg, når mange i EU siger: Vi vil ikke udvide unionen, før vi har konsolideret eller reformeret os. Det er virkelig et dilemma," siger Heusgen, som mener vi skal gå en anden vej. "I stedet for at kræve, at de opfylder alle EU's parametre, før de kommer ind i klubben, kunne vi give de lande, som har kandidatstatus, adgang til at sidde med i Det Europæiske Råd og i de europæiske fagudvalg, men først give dem stemmeret, når de har opnået de fælles standarder. Så har de en fornemmelse af at tilhøre familien,” siger Heusgen.

Berlingske bringer et debatindlæg af Adam Holm, journalist og forfatter. Han skriver blandt andet: "Man behøver hverken at være geograf eller historiker for at slå det indlysende fast: Ukraine er en del af Europa. [...] Geografi og historie er én ting, noget andet er politik. Ukrainerne vil også være en del af den europæiske union. Blot få dage efter Rusland indledte sin morderiske angrebskrig, indleverede præsident Volodymyr Zelenskyj sit lands officielle ansøgning om optagelse i EU. I dag kommer EU-Kommissionen med sin anbefaling, som ventes at være positiv, og i forbindelse med næste uges EU-topmøde skal regeringscheferne drøfte ansøgningen. [...] Den igangværende krig er ikke gunstig for styrkelse af retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokrati, som er centrale værdier for ethvert ansøgerland. Det kniber også med at opretholde en velfungerende markedsøkonomi, der kan klare de europæiske konkurrenceregler, og det er næppe heller troligt, at Ukraine kan leve op til EUs lovgivning. Læg dertil at det ukrainske samfund er plaget af høj korruption og et velstandsniveau, som er betragteligt under EU-gennemsnittet. Som om det ikke er tilstrækkeligt, har Zelenskyj forbudt en række oppositionspartier og nationaliseret de tv-kanaler, som han uafladeligt dukker op på. Vor tids Churchill har måske en skyggeside, som kan give skeptikere bange anelser om, at han er en Viktor Orbán i svøb. Virker kandidatstatus fremmende for processen med at styrke de demokratiske institutioner i et land? Det kunne man håbe på, men med EU-aspiranterne Serbien og Tyrkiet som eksempler, er det desværre langtfra tilfældet. Intet taler for, at Ukraine i sin aktuelle tilstand - heller ikke med forventning om en krigsafslutning inden årets udgang - vil vise sig i stand til at leve op til EUs principper for optagelse. Men hvor kritisk man end skal granske den ukrainske forhåbning, så er der også en mere emotionel overvejelse. Måske har det ingen gang på jord over for de hårde realister i Bruxelles, men de bør ikke desto mindre forstå, hvilke stærke proeuropæiske følelser, der er til stede i Ukraine. [...] Gid de europæiske ledere vil ræsonnere med hjertet. Ukraine hører til i Europa - også politisk."

I en analyse i Berlingske skriver Solveig Gram Jensen, Europa-korrespondent, blandt andet: "For bare et halvt år siden havde det været fuldstændig utænkeligt. Så sent som torsdag blev det i diplomatkredse i Bruxelles vurderet, at det var en mulighed, men ikke det mest oplagte scenario. Men torsdag aften begyndte det at se ud, som om Ukraine har en reel chance for at få status som EU-kandidatland. Her meldte Danmark, der i Kyiv gik for at være et af de mest skeptiske lande, ud, at man går ind for at give Ukraine status af kandidatland. ”Hvis EU-Kommissionen, som kommer med deres vurdering i morgen, vurderer, at Ukraine er klar til at få kandidatstatus, så er det også noget, vi kan støtte,” sagde udenrigsminister Jeppe Kofod til Ritzau. Alle i Bruxelles og omegn ved, at EU-Kommissionen fredag nogenlunde sikkert også siger ja. Udmeldingen er en direkte følge af en afgørende besked, som resten af verden havde fået få timer tidligere: At Tyskland, Frankrig og Italien går ind for øjeblikkeligt at gøre Ukraine til kandidatland. [...] Kandidatlande er stadigvæk langtfra medlemslande. Og det er sikkert, at der vil gå en del år, før Ukraine bliver reelt medlem af EU. Men symbolsk er det afgørende, ikke mindst for de ukrainere, som nu på fjerde måned forsøger at overleve Ruslands blodige invasion af landet. Udmeldingen i Kyiv kom på et mildest talt strategisk afgørende tidspunkt. Oven på Kommissionens udmelding fredag skal beslutningen træffes endeligt, når alle EUs medlemslande er samlet til topmøde i Bruxelles. Der skal være enighed, så derfor har Ukraine indledt en charmeoffensiv over for samtlige skeptiker-lande i EU. Zelenskyjz pressemøde på Berlingske tirsdag var for eksempel også et venligt, men fast vink med en vognstang til Mette Frederiksen. Og den samlede indsats har altså båret frugt. Hvor de østeuropæiske lande og Italien generelt har været fortalere for at lade Ukraine blive kandidat, kan man på ingen måde sige om hverken Frankrig eller Tyskland. Indtil for bare få dage siden lød det fra franske kilder, at Frankrig ikke var nogen stor fortaler for at give Ukraine kandidatstatus, men at man heller ikke ville blokere for den."

I Berlingskes leder kan man blandt andet læse: "Ukraine er en del af den europæiske familie. Men det er også indlysende, at det har lange udsigter for landet at blive medlem af EU, uanset hvad situationen ellers er i det krigshærgede land. Ukraine vil gerne være kandidatland, og fredag ventes Europa-Kommissionen at komme med deres indstilling til Ukraines ønske om at blive medlem af EU. Man skal være et skarn, hvis man i en situation som den, der hersker i Ukraine med krig og omfattende ødelæggelser, ikke tager dem alvorligt med deres ønske om at komme ind i den europæiske familie. Og det vil nogle EU-lande hjælpe dem med ved at give dem det, der i EU-sprog hedder kandidatstatus. Altså et land, der hører hjemme i Europa, og dermed er kandidat til at blive fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Union, men stadig skal opfylde en række stramme kriterier for at blive rigtigt medlem. EU har en lang række sådanne kandidatlande som Serbien, Albanien og for den sags skyld Tyrkiet. Nogle af dem har ventet i årtier på at blive medlemmer. Andre bliver næppe nogensinde medlem trods kandidatstatussen. Så man kan sige, at det måske kan opfattes symbolsk at blive kandidatland. Men der ligger selvfølgelig mere i det end som så. EU må aldrig gå på kompromis med kravene til optagelsen. Ukraine var før krigen milevidt fra at få status i den forbindelse. Det var længere væk fra et medlemskab end både Serbien og Albanien. Landet er korrupt, og der har været en bekymrende ringe økonomisk styring. Landet mangler reformer på stort set alle områder, og man kunne også tidligere tale om en intern splittelse om vejen fremad: Ville de overhovedet selv EU? Men siden det første russiske angreb i 2014 har billedet været klart. Store flertal går ind for både medlemskab af EU og NATO. Den nuværende krig har gjort den linje til en folkesag. Så er det altså svært at sige nej til et land, hvor et stort flertal nu bekender sig til Europa og kæmper dagligt mod en russisk fjende, der vil tvinge dem til at være loyale over for Moskva. Man må huske på, at det at blive et kandidatland ikke er en fribillet til medlemskab. Ukraine vil være under en tæt overvågning. Sandsynligheden for, at landet bliver medlem før om ti eller 20 år er minimal. Men hvorfor så stille dem det i udsigt? Ganske enkelt for at markere at Ukraine hører hjemme i EU."

I en leder i Information kan man blandt andet læse: "På den ene side: Ukraine er offer for en brutal aggression fra en skånselsløs overmagt. Det ukrainske folk lider forfærdelige tab og har ikke blot brug for våbenhjælp, humanitær hjælp og genopbygningshjælp, men også for anerkendelse og moralsk opbakning i form af tilkendegivelser fra EU om, at de ikke er alene, og at der er noget bedre at håbe på end en fremtid som sårbar russisk lydstat eller ensom stødpude mellem Øst og Vest. På den anden side: EU bygger på en række fundamentale principper om demokratisk regeringsførelse, menneskerettigheder, minoritetsbeskyttelse og retsstat. EU optager ikke nye medlemmer, som ikke lever op til disse grundlæggende kriterier - og Ukraine gør det notorisk ikke. Dilemmaet er åbenlyst. So what to do? Det er det, EU-Kommissionen i dag vil give sit bud på, og som EU's medlemmer på topmødet 23.-24. juni skal søge at nå enighed om. Ukraines præsident Zelenskyj søgte allerede fire dage inde i krigen om ”øjeblikkeligt medlemskab” af EU, EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen svarede prompte, at ”de er en af os, og vi vil have dem med”, og EU's stats- og regeringschefer istemte kort efter, at ”Ukraine tilhører den europæiske familie”. [...] Hvis Ukraine blev lukket ind i varmen uden at opfylde de formelle krav, ville det signalere, at EU-udvidelser har udviklet sig til et omskifteligt geopolitisk og strategisk instrument snarere end en regel- og principstyret teknisk proces. [...] EU's andet dilemma ved en hurtig optagelse er risikoen for 'overanstrengelse'. Allerede i dag betyder divergenser mellem de 27 medlemslande, at de politiske processer ofte kører fast. Polen og Ungarns udvikling i autokratisk retning i strid med EU-principperne er det værste eksempel på, at familien er blevet så stor og heterogen, at det er blevet svært at lave politik - både klimapolitik og aktuel sanktionspolitik over for Rusland er aktuelle ofre herfor. Hvor mange nye medlemmer fra øst skal mon lukkes ind, før maskinen sander helt til? [...] Der er ingen nemme løsninger. EU skal sende Ukraine et positivt signal, som ikke blot er et tomt løfte med tidsindstillede skuffelser, men reelt kan stimulere landets demokratiseringsproces. Et sandsynligt bud er nok en variant af det, Frankrigs præsident Macron har talt for: Et europæisk politisk fællesskab og samarbejde i flere hastigheder og med flere cirkler, hvor lande i de ydre cirkler ikke er EU-medlemmer med stemmeret, men kan deltage i politiske drøftelser og diverse typer samarbejde. Her kan Ukraine i givet fald deltage med udsigt til at blive kandidat-kandidat, kandidat og til slut medlem. Om mange år."

I en leder i Weekendavisen kan man blandt andet læse: "At Ukraine står ved en skillevej, er åbenbart. I'm Ukrainian stod der på Zelenskyjs T-shirt til pressemødet forleden - en besked til verden med et eksistentielt budskab: Jeg er ukrainer - eller også er jeg slet ikke. Men han har også et andet budskab: Præsidenten er også europæer. Og derfor ønsker Ukraine status som kandidatland til EU. Derved er skillevejen også EUs. Afvise den ukrainske ansøgning kan man selvfølgelig, hvis man holder sig til formalia: Ukraine er ikke klar til forhandlinger med EU. Landet er i krig og besat. Og meget langt fra et medlemskab. Lad os ikke give dem falske forhåbninger, lyder det. Og hvad med de lande på Balkan, der har ventet i årevis? At give Ukraine en smutvej vil underminere den meritokratiske seriøsitet, der må ligge bag optagelsesprocessen. Men disse indvendinger går fejl af den situation, som krigen har sat os i - både Ukraine og Europa. Ukraine er et europæisk land, har vi gentaget til hudløshed. Husk på, at konflikten med Rusland netop begyndte i 2014, da Ukraine klart vendte sig i retning af EU. Det handler ikke kun om demokratiske værdier, men også om hård geopolitik. På kort sigt vil det være rart med våbenhvile, fødevareforsyninger og stabile priser. Men en russisk sejr i Donbas vil destabilisere Ukraine i mange år, Putin vil angribe igen, og hele Europa vil lide under det. Ukraine mangler våben mod Rusland - og for ukrainerne er denne status som kandidatland et afgørende våben. Men det er ikke kun Ukraine, der har brug for EU, vi har også brug for Ukraine: et stort europæisk land med en befolkning, der virkelig ønsker medlemskabet, ja, som faktisk vil gå i krig for det. Et medlemskab vil tage mange år at opnå, men det vil ske en dag, og det skal vi både støtte og stå inde for: Danmark bør slutte sig til EU-Kommissionen og de lande, der forstår situationens alvor, og støtte ukrainsk status som kandidatland."

Weekendavisen bringer en kommentar af dekan Mikkel Vedby Rasmussen, som blandt andet skriver: "Jeg vågner hver morgen med en følelse af kvalmende angst, der gradvist forsvinder med dagens spændende begivenheder,” skrev den britiske flådeminister Duff Cooper i sin dagbog 20. september 1938. Cooper var ængstelig over, hvordan München-krisen ville ende. Han fik kvalme over, at premierminister Neville Chamberlain valgte at undgå krig med Tyskland ved at give Hitler lov til at erobre det vestlige Tjekkoslovakiet. Cooper tog sin afsked. [...] Lyder den historie bekendt, så vil man måske se den rejse til Kyiv, som den tyske kansler Scholz, den franske præsident Macron og den italienske premierminister Draghi ifølge Bild am Sonntag planlægger til Kyiv, som vor tids München. Ifølge Bild vil de tre europæiske ledere, der har gjort sig bemærket ved henholdsvis ikke at levere det lovede militærmateriel til Ukraine, tale nærmest dagligt i telefon med Putin og have fået egenproducerede luksusvarer undtaget fra EUs sanktioner, nu forsøge at overtale Ukraines regering til at opgive sine østlige provinser til gengæld for en fred med Rusland. Hvis missionen lykkes, kan de tre musketerer møde op til G7-mødet 26. juni på Schloss Elmau syd for München med en skitse til en fredsplan, som de vestlige ledere kan diskutere. Det er svært at finde en formel for en fredsslutning, som bedre bekræfter præsident Putins opfattelse af Ukraine som en vestlig vasalstat (det er det, han mener, når han omtaler præsident Zelenskyjs regering som et naziregime). [...] Det er ikke usandsynligt, at den franske og tyske regering vil gøre deres støtte til ukrainsk EU-kandidatstatus betinget af indrømmelser over for Rusland. [...] Hvis Frankrig, Tyskland og Italien gennemtvinger en fred med Rusland på Ukraines bekostning, så vil det udløse en kraftig reaktion fra Polen og andre østeuropæiske lande samt mindre europæiske magter som Nederlandene og Danmark, som ikke ønsker at se sig selv i et stormagternes Europa. Der er en reel risiko for, at Frankrig, Tyskland og Italien ikke alene sælger Ukraine, men også sælger ud på selve det europæiske projekt."

I et Indblik i Jyllands-Posten skriver korrespondent Martin Kaae blandt andet: "Det var bemærkelsesværdige billeder, der torsdag gik ud til verden fra en togvogn på vej fra Polen til Ukraines hovedstad. Forenet i vognen sad de politiske ledere af EU's tre største lande: Tyskland, Frankrig og Italien. Med deres besøg i Kyiv ville de signalere symbolsk støtte. Med i bagagen var også en besked, som var ventet med spænding. Ved ankomsten til banegården i Kyiv torsdag morgen udråbte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, dagen til ”et vigtigt øjeblik”. ”Vi vil sende en besked til ukrainerne om sammenhold og støtte, eftersom vi ved, at de kommende uger bliver meget vanskelige,” sagde Macron. [...] Tæt omgivet af sikkerheds- og mediefolk begav de sig gennem murbrokkerne, inden de holdt møde med Zelenskyj og hans stab. Blandt emnerne var Ukraines ansøgning om EU-medlemskab. Ukraine, der søgte om medlemskab den 28. februar, ønsker øjeblikkelig kandidatstatus, hvilket er den formelle status, hvorfra realitetsforhandlinger kan lægge fra land med EU om potentielt medlemskab senere. Både Macron og Scholz er hidtil blevet regnet til blandt de mere skeptiske i forhold til at gå forhastet frem, ligesom lande som Portugal, Danmark, Holland og Sverige er betænkelige ved dels at gå på kompromis med formelle krav, dels at skabe falske forhåbninger, hvis medlemskabet ender med alligevel aldrig at blive leveret. Men efter besøget sendte Macron ifølge Reuters et klart signal om imødekommenhed, da han udtalte, at de fire gæster alle støttede øjeblikkelig kandidatstatus til Ukraine. Det stod ikke umiddelbart klart, om de fire ønsker at knytte særlige betingelser til kandidatstatussen. Torsdag aften kom den danske regeringen ligeledes med sin støtte til, at Ukraine bliver kandidatland i EU, hvis EU-Kommissionen anbefaler det, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod til Ritzau. Fredag ventes EU-Kommissionen at fremlægge en anbefaling om den videre EU-køreplan for Ukraine, Moldova og Georgien. Sagen skal derefter diskuteres på EU-topmøde i næste uge. Kandidatstatus kræver enighed blandt alle 27 regeringschefer."

Politiken bringer en analyse af Karin Axelsson, EU-korrespondent. Hun skriver blandt andet: " De havde god tid til at snakke tingene igennem på den 11 timer lange togtur til Kyiv, selvom det mest foregik om natten. Og som ledere for EU's tre største økonomier havde tyske kansler Scholz, franske præsident Macron og italienske ministerpræsident Draghi nok at tale om. De har været længe ventet i Ukraine, og valget af denne torsdag lugter alt andet end tilfældigt. For fredag kommer EU-Kommissionen med sin indstilling til, hvorvidt Ukraine bør gives kandidatstatus til officielt at påbegynde rejsen til et EU-medlemskab. Bagefter skal de 27 EU-lande enstemmigt beslutte, hvordan de ser på det. Og er der noget, der har bragt følelserne frem og splittet EU-landene på kryds og tværs, så er det det. Italiens Mario Draghi har støttet, at Ukraine blev kandidatland, mens Macron har kaldt det en omsonst diskussion lige nu, fordi det i bedste fald ville tage Ukraine årtier at komme gennem nøglehullet. Og Scholz har været mest afvisende og holdt fast på, at regler er regler. Men i går lød tonerne helt anderledes harmoniske. Allerede inden toget rullede mod Kyiv, var budskabet fra Frankrig, at det var på tide at give Ukraine en udstrakt hånd. [...] Både Macron og Scholz er hårdt pressede fra ikke mindst østeuropæisk side for deres ”alt for tøvende” linje over for henholdsvis Rusland og Ukraine. Og det er tydeligt, at der har været stor træthed i både Berlin og Paris over, at EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen ved flere lejligheder har lovet Zelenskyj guld og grønne skove og overladt til andre at forklare, at et EU-medlemskab ligger langt væk. Nu er rollerne byttet om. For nu er det op til kommissionsformanden at formulere alt det, der står med småt. Det vil sige alle de betingelser, som Ukraine skal leve op til for overhovedet at kunne starte en forhandlingsproces. For et halvt år siden ville ingen EU-lande give Ukraine kandidatstatus og nærmest ikke engang formulere, at der var 'et europæisk perspektiv' for dem, fordi de var så langt fra at opfylde de indledende kriterier. Så nu er det op til EU-Kommissionen at overlevere den lange liste af vanskelige opgaver, som står mellem Ukraine og målet."

I en Indsigt i Børsen skriver Hakon Redder, udenrigsredaktør, blandt andet: "Dyb uenighed mellem lederne af EU's tre største økonomier om Ukraines fremtid blev selvforståeligt ikke udstillet under torsdagens besøg af EU's top-trio i destruerede krigsramte ukrainske byer og hos præsident Volodymyr Zelenskyj. Når forbundskansler Olaf Scholz, præsident Emmanuel Macron og premierminister Mario Draghi sammen tog toget til Kyiv, var det for at demonstrere samlet støtte til ukrainerne, inden man i næste uge på et topmøde skal besvare Ukraines ansøgning om EU-medlemskab. [...] Danmark og andre lande i nord er skeptiske over for en kandidatstatus. Og i landene mod øst, hvor man er blandt Ukraines varmeste militære støtter, er der omvendt bekymringer over udsigten til at få et stort, fattigt land med 44 mio. indbyggere ind i EU, fordi de vil lægge beslag på en velvoksen portion af EU's støttemilliarder. Internt i EU gælder uenigheden især, hvor langt man skal strække sig for at tilføje Rusland et definitivt nederlag i krigen."
Kilder: Berlingske, s. 4, 10, 27; B.T., s. 12; Weekendavisen, s. 10, 12; Altinget, torsdag; Jyllands-Posten, s. 16; Politiken, s. 8; Information, s. 1, 6, 7, 8, 9, 16; Børsen, s. 20

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Finansielle anliggender: Forbrugerrådet: Drop de negative renter
I flere af dagens aviser kan man læse, at den amerikanske centralbank onsdag hævede renten med 0,75 procentpoint. Det er den største enkeltstående stigning siden 1994, skriver Weekendavisen. Ifølge Politiken forventes det, at Den Europæiske Centralbank følger trop i næste måned med Nationalbanken i Danmark lige i hælene. ”Renterne er på vej op over hele linjen. Det kan vi i den grad mærke på vores boliglån, så hele øvelsen handler om at få folk til at dæmpe forbruget og spare mere op. Men hvem har lyst til det, når der skal betales for at sætte penge ind på en bankkonto? Det er et helt skævt signal," lyder det fra Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk. Forbrugerrådet Tænk mener, det er på høje tid at bankerne dropper de negative renter. Jesper Rangvid, professor i finansiering på CBS, Copenhagen Business School, mener, at det blot er et spørgsmål om tid, før de negative renter forsvinder. Han mener, at negative renter er en skidt idé i den nuværende situation med høj inflation og voldsomme prisstigninger på fødevarer og brændsel. Årsagen til at vi fortsat må leve med negative renter skyldes først og fremmest, at renterne stadig er negative i Den Europæiske Centralbank ECB. ”Her skulle man for længst have hævet renterne, og det har ECB ovenikøbet selv erkendt. Den har sovet i timen, og alligevel er meldingen, at man først vil hæve renten i næste måned. Det er efter min mening en uforståelig langsommelighed, der smitter af på den danske nationalbank, eftersom den jo retter ind efter den europæiske," lyder det fra Jesper Rangvid. Forbrugerrådet Tænk mener ikke, at der er grund til at de danske banker venter på Den Europæiske Centralbank, som er langsom i optrækket. ”Nu har den amerikanske centralbank hævet renten. Vi ved, det samme sker her i vores del af verden lige om lidt, så der er ingen grund til at vente længere. I øvrigt er det kun en mindre andel af kundernes indskud, som bankerne placerer i Nationalbanken. Den øvrige del bliver allerede nu placeret på et obligationsmarked, hvor der ikke er minusrenter”, siger Morten Bruun Pedersen.

I en analyse i Berlingske skriver Ulrik Bie, økonomisk redaktør, blandt andet: "Det er de helt store bølgers tid på de finansielle markeder, og det er ganske få personer, der bestemmer, hvordan det går. Cheferne for verdens store centralbanker holder i disse dage din formue og dine jobmuligheder i hænderne. De er ikke folkevalgte. De kan ikke afsættes ved inkompetence. Denne uges onsdag var et studie i, hvordan man kompetent kan styre forventninger i Federal Reserve i Washington under ledelse af Jerome Powell, og hvordan alting - rent ud sagt - sejler i Den Europæiske Centralbank (ECB) under ledelse af Christine Lagarde. De er begge jurister, så det er ikke den uddannelsesmæssige baggrund, der er forklaringen på forskellen. [...] Jerome Powell er lige nu ikke kun i gang med at bekæmpe den høje inflation i USA, men også at afmontere aktiemarkedets forventning om, at man altid bliver reddet af Federal Reserve, såfremt bølgerne går højt. Det er ikke kun farligt, fordi det bidrager til mere risikovillighed, men det låser også centralbankens handlemuligheder. Det er ret præcist et år siden, at Jerome Powell først begyndte at lufte bekymringen for, at udbruddet af inflation i USA ikke var så midlertidigt, som økonomerne flest sagde. Sæt dette i kontrast til ECB, der først for alvor i februar opdagede, at der var noget helt galt. ECBs ledelse mener, at den har handlet forsvarligt, fordi den i december annoncerede en nedtrapning af det pandemiske opkøbsprogram - det er vist kun i centralbankbureaukraternes fantasiverden, at man kan se ECBs handlinger på den måde. Man er i Frankfurt åbenbart ikke i stand til at lære af tidligere fejl. I marts 2020 - i dagene før statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmarks grænser - kom chefen for Den Europæiske Centralbank til at sige det eneste, hun ikke måtte sige. Ifølge Christine Lagarde var det ikke ECBs opgave at holde renterne nede i enkelte lande. Det var ikke kun en himmelråbende udmelding i betragtning af, at Italien i de dage kørte de coronadøde væk i militærkøretøjer. Lagardes udmelding hev tæppet væk under otte års whatever it takes-politik for at redde euroen. Designet af ECBs tidligere chef Mario Draghi med det formål at holde Italien flydende. Det Italien, som han nu er premierminister for. Resultatet var helt forventeligt, at italienske renter eksploderede, og at ECB måtte igangsætte endnu en gigantisk redningspakke. [...] Der er behov for en fast og kompetent hånd for at føre europæisk økonomi og finansielle system ud af det nuværende morads. Man må håbe, at Lagarde finder en sådan hånd. Den har været skræmmende fraværende de seneste to år."

I en kommentar i Politiken skriver Leif Beck Fallesen, erhvervskommentaror, blandt andet: "Nu bliver der trykket hårdt på alle de økonomiske bremser i den globale økonomi. Den amerikanske centralbank besluttede onsdag den største rentestigning i næsten 30 år. Inflationen er den højeste i 40 år, og finansmarkederne i USA er faldet med 20 procent i år. Risikoen for en amerikansk og europæisk recession er på få uger steget voldsomt. [...] Danmarks Nationalbanks rente besluttes i realiteten af Den Europæiske Centralbank (ECB), fordi kronen er bundet til euroen. Inflationen er lige så stort et problem i Europa som i USA, og ECB's topchef Christine Lagarde har allerede meddelt, at hun sætter renten op til efteråret. Hun har det sværere end sin amerikanske kollega, fordi hun vil tage hensyn til, at det vil ramme en række sydeuropæiske lande med stor statsgæld hårdt. Om det lykkes, er svært at sige, for der er meget lidt sympati i det nordlige EU for initiativer, der præmierer gældsætning. [...] Spørgsmålet er, om de nu er ved at begå en ny fejl. Om centralbankerne er gået i panik og sætter renten for hurtigt og for meget op. Væksten i den globale økonomi er allerede på vej ned, og krigen i Ukraine trækker ned og skaber usikkerhed. For store rentestigninger kan vælte læsset og udløse en global recession. Centralbankerne er nødt til at have hænderne på pulsen og være hurtige til at reagere med justeringer af renten, hvis den risiko skal minimeres. Bundlinjen er, at både erhvervsliv og forbrugere må forberede sig på en lang periode med rentestigninger. I ti år var det umuligt at skabe inflation. Nu er den der i mere end rigeligt mål, og ingen kan sige, hvor lang tid det tager at få den ned igen. Eller om det lykkes, uden at verden får en ny recession. I alle tilfælde er der trykket hårdt på bremserne i den globale økonomi."

Weekendavisen bringer en kommentar af journalist Christian Bennike. Han skriver blandt andet: "De mange prisstigninger skyldes stort set kun krig og covid - de burde forsvinde igen. Og i øvrigt er der noget ved verdensøkonomien, som generelt presser priserne nedad, i årevis har det været svært at presse inflationen op på to procent, også selvom centralbankerne har trykt en masse penge. ”Jeg mener stadig, at inflationen i Europa er midlertidig,” som Erik Fossing Nielsen, cheføkonom i den italienske storbank UniCredit, sagde til mig forleden. Det er en noget anden fortælling end al den snak om 70erne og smør til 25 kroner. Men spørgsmålet er ikke kun, hvem der har ret, men også hvem der får ret. Hvis vi nu skal begynde ved begyndelsen: Hvorfor stiger priserne overhovedet? På smør og gulvtæpper, hotelværelser, frossen frugt og køretimer? Jo, i Europa er det ret ligetil: Det skyldes Putin og covid. Højere priser på energi - gas, olie, benzin og så videre - det forklarer i sig selv ”omkring halvdelen af den samlede inflation”, som det tyske bestyrelsesmedlem i ECB Isabelle Schnabel sagde i en tale forleden. Og en stor del af resten, den anden halvdel, skyldes reelt også energipriser. Når virksomhederne skal bruge flere penge på diesel og varme, hæver de priserne. Resten af inflationen skyldes groft sagt, at der er større efterspørgsel på varer, end der er udbud af."
Kilder: Berlingske, s. 3; Weekendavisen, s. 5; Politiken, s. 6

Sikkerhedspolitik: De europæiske lande må ikke blive trætte af krigen
Ifølge Weekendavisen var meldingerne fra slagmarkerne i Ukraine optimistiske for blot få uger siden, men nu er krigslykken vendt. De sidste tilbageværende ukrainske styrker kæmper forskanset i en ammoniakfabrik en desperat og tilsyneladende dødsdømt kamp om kontrollen med den strategisk vigtige by Sieverodonetsk. Hvis russerne vinder her og i tvillingbyen Lysytsjansk på den anden side af Sieverskyj Donets-floden, har de erobret hele Luhansk-regionen, og vejen står åben for en yderligere fremrykning i naboregionen Donetsk. Opbakningen til Ukraine fra Europa og USA ser også ud til at svækkes. Storbritannien og de fleste østeuropæiske lande mener, det er afgørende, at Ukraine vinder krigen, mens andre lande - med Tyskland, Frankrig og Italien i spidsen - fokuserer på at få stoppet konflikten hurtigst muligt, også selvom det indebærer, at Rusland i alt fald midlertidigt kan fastholde kontrollen med de territorier, de har erobret. Splittelsen afsplejles også blandt de europæiske befolkninger. En meningsmåling - foretaget for European Council on Foreign Relations og med deltagelse af over 8.000 adspurgte fra ti europæiske lande, viser, at 35 procent mener, at EU bør prioritere, at krigen afsluttes så hurtigt som muligt, også selvom det betyder territoriale tab for Ukraine. 22 procent mener, det er vigtigst, at Ukraine får de tabte territorier tilbage, og at Rusland straffes for Putins aggressionskrig. Charles Kupchan, seniorforsker ved tænketanken Council on Foreign Relations i Washington og professor i international politik ved Georgetown University, er ikke overrasket over målingerne. ”Chokeffekten af krigen var voldsom, og det gav i begyndelsen en imponerende grad af enighed blandt de NATO-allierede om at bakke Ukraine op og straffe Rusland. Men som tiden går, og konflikten trækkes i langdrag, svækkes den politiske støtte, og der vil opstå uenigheder og gnidninger blandt de allierede. Især når krigens momentum skifter til Ruslands fordel, hvad der nu ser ud til at ske. Udsigten til en global fødevarekrise og stigende priser kan erodere den folkelige opbakning på begge sider af Atlanten til at bevilge så mange penge til Ukraine. Det er udviklinger, der gør, at det er klogest at prøve at bringe krigen til ende så hurtigt som muligt,” siger han.

Næsten fire måneder inde i krigen vender tusindvis af ukrainere hver dag tilbage til Ukraine. Ifølge ukrainske grænsestyrker krydser 30.000 mennesker dagligt grænsen til Ukraine trods den vedvarende trussel om en ny russisk offensiv. Ifølge Kristeligt Dagblad resulterede Ruslands invasion i de største flygtningestrømme i Europa siden Anden Verdenskrig, og 7,5 millioner mennesker forlod landet. Nu skal mindst 184.000 personer være vendt hjem. Mikhail Alexseev, professor i statskundskab ved amerikanske San Diego State University, vurderer, at det afspejler den ukrainske hærs delvise militære succeser og mobiliseringen af det internationale samfund til at forsyne Ukraine med flere våben. ”Ukraines fremtid afhænger af det omfang af militær støtte, som Ukraine får i de kommende uger, og af, om denne støtte bliver ved med at komme i de kommende år, efterhånden som Putin fortsætter med at føre denne udmattelseskrig og gradvise fremrykning i Ukraine,” siger professoren. Tysklands forbundskansler Olaf Scholz, Italiens premierminister, Mario Draghi, og Frankrigs præsident Emmanuel Macron, besøgte i går Kyiv for at mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Emmanuel Macron sagde i forbindelse med mødet, at Frankrig, Tyskland, Italien og Rumænien støtter, at Ukraine ”øjeblikkeligt” bliver EU-kandidatland. Besøget skulle vise befolkningen i Ukraine, at EU-landene fortsat vil levere våben og humanitær hjælp til det krigsramte land, ”så længe det er nødvendigt for Ukraines kamp for at forsvare sig mod Moskva”, sagde Scholz.

I en kommentar i Jyllands-Posten skriver direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis, blandt andet: "Tre måneder inde i Putins krig er udtryk som ”Ukraine-træthed” begyndt at snige sig ind i det europæiske ordforråd. Mange europæere længes efter en tid, hvor ikke alt stod i krigens tegn, og hvor en tur på benzintanken ikke fik kreditkortet til at gløde. Ukraines præsident, Zelenskyj, ramte derfor hovedet på sømmet, da han for nylig på Davos-topmødet bemærkede, at ”det er vores opgave, at verden ikke bliver træt af krig”. [...] Hidtil har vurderingen af, hvordan europæerne har reageret på krigen, været baseret på fornemmelser og udsagn i den politiske debat. Onsdag sendte tænketanken European Council on Foreign Relations, ECFR, imidlertid en måling på gaden, foretaget i 10 EU-lande, som giver lidt mere sikker grund under fødderne. Den gode nyhed er, at europæerne grundlæggende er helt enige om, hvem der er skyld i miseren - Ruslands Vladimir Putin. Hele 73 pct. er enige i, at Rusland er hovedansvarlig for krigen; kun 15 pct. lægger skylden på en kombination af Ukraine, EU og Nato. Største mindretal på Putin-fløjen findes i Rumænien og Italien, hvor 21 pct. og 27 pct. peger på Biden og Zelenskyj som hovedskyldnerne. [...] For klimaforkæmperne må det også skabe stof til eftertanke, at 58 pct. af de adspurgte mener, at Europa skal gøre sig uafhængig af russisk energi - også hvis det indebærer, at Europa på den korte bane skal importere mere kul. Det er også bagtæppet for, at 10 lande - også Danmark - i denne uge har skrevet et brev til kollegerne, der understreger, at EU bør ”modstå fristelsen til at lade kortsigtede motiver stå i vejen for at tage de rigtige, langsigtede beslutninger”. På EU-topmødet i næste uge vil stats- og regeringscheferne gøre klogt i at få diskuteret nogle af spændingerne igennem. Målingen tyder i hvert fald på, at der netop for at undgå krigstræthed i Europa er behov for at give europæerne et klarere billede af, hvad der venter dem i den kommende tid."
Kilder: Weekendavisen, s. 1; Jyllands-Posten, s. 28; Kristeligt Dagblad, s. 1

Andre EU-historier

Klima: ”MINE BØRNEBØRN SKAL IKKE SIGE: BEDSTEFAR FORSTOD, MEN FIK IKKE SAGT DET”
NASA-forskeren, James Hansen, holdt i 15 år stort set mund og passede sin videnskab, men det ændrede sig i 2014, skriver Information. "På det tidspunkt var jeg blevet bedstefar. Samtidig havde jeg et antal gange haft lejlighed til at tale med Bush-regeringen om den tiltagende globale opvarmning, og jeg var frustreret over at opleve, at de ikke tog det alvorligt. Derfor besluttede jeg at gøre mit eget forsøg på at gøre sammenhængene mere klare i offentligheden,” fortæller han til Information. Han har siden hen blot skærpet sit budskab, hele tiden bakket op af nye, mere foruroligende, men solide forskningsresultater om klimaet. For nylig kaldte Hansen dagens kulkraftværker for ”dødens fabrikker”, og han appellerer om lukning af eksisterende kulkraftværker inden for 20 år og opfordrer til civile ulydighedsprotester mod planlagte værker. Han har skrevet personlige breve til både Barack Obama, til Storbritanniens Gordon Brown, Australiens Kevin Rudd og Tysklands Angela Merkel og anmodet dem om et moratorium for nye kulkraftværker. ”Efter brevet til Merkel blev jeg inviteret til samtale med den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel. Han erklærede sig enig i, at vi er tæt på tipping points. Alligevel planlægger Tyskland at bygge nye kulkraftværker. Jeg sagde til ministeren, at hvis I vil gøre det, så må til gengæld noget af olien forblive i undergrunden. Men hvordan vil I overbevise for eksempel russerne om at lade nogle af deres oliereserver uberørt? Det vil ikke ske. Ministerens svar var, at EU vil stramme CO2-loftet i sit kvotesystem. Men kvotesystemet er jo reelt en garanti for, at vi forbliver i det fossile system,” siger James Hansen med henvisning til, at kvoteloftet ikke bare definerer overgrænsen for CO2-udledning fra EU's kraftværker - bortset fra, at EU-landene kan købe sig ekstra udledningsret i u-landene - men også pr. definition garanterer, at man faktisk udleder CO2 helt op til loftet. Han mener ikke, at det nytter noget, at vi blot nedsætter hastigheden af kulafbrændingen en smule. "En del af den CO2, vi udleder nu, vil stadig være i atmosfæren om 1.000 år. Vi er nødt til at udfase brugen af kul. Bygger man nye værker, binder man sig til kul i årtier," siger han.
Kilde: Information, s. 34-35

Sikkerhedspolitik: Putin ser europakortet som ét stort menukort
I en kronik i Politiken skriver Morten Bødskov, forsvarsminister (S), blandt andet: "Jeg sidder ved et bord i Tinganes i Tórshavn sammen med Færøernes landsstyremand for udenrigsanliggender, Jenis av Rana. Da jeg kigger på ham, ser han tilfreds ud. Det er jeg bestemt også selv, for foran os ligger det historiske forståelsespapir, som vi har brugt månedsvis på at drøfte, og som vi er blevet enige om at skrive under. Et forståelsespapir om opstillingen af en luftvarslingsradar, der skal dække luftrummet i Nordatlanten, og som med Putins invasion i Ukraine er blevet højaktuel. [...] Dagen før sad jeg ved et andet bord. Jeg sad i Reykjavik sammen med Islands udenrigsminister, Thórdis Kolbrún Reykfjörö Gylfadóttir, og underskrev en anden aftale om et styrket forsvarssamarbejde. Helt konkret giver aftalen Island og Danmark mulighed for at udveksle overvågningsdata og informationer over de aktiviteter, vi ser i området. Aftalerne kommer til at styrke overvågningen i det høje nord i en tid, hvor fremmede magter ligger på lur. Aftalen giver også Danmark mulighed for i højere grad at kunne benytte den militære luftbase i Keflavik. Med et pennestrøg rykkede vi også tættere sammen med Island. Sådan kan jeg fortsætte. For Danmark indgår vigtige sikkerhedspolitiske samarbejdsaftaler i øjeblikket. Ikke blot med enkelte lande i Norden, i Europa, med vores allierede, men også i de sikkerheds- og forsvarspolitiske fællesskaber, som vi i forvejen er en del af såsom JEF, Nordefco, EI2, Nato og snart også i EU- regi. Det gør vi, fordi vi lever i en usikker tid, hvor vi helt grundlæggende ikke kan føles os sikre. Ikke mindst, fordi der er behov for, at Europa og Norden løfter mere. Vi skal i højere grad påtage os den sikkerhedsbyrde, der hviler på vores skuldre. [...] Så sent som 7.-8. juni mødtes jeg med mine kolleger til et Northern Group-møde i Reykjavik. De ord, der gav genklang på mødet, var fællesskab og sammenhold. Ruslands invasion af Ukraine truer Europas sikkerhed. I Danmark tager vi også ansvar. Vi støtter og bakker Ukraine op i deres kamp mod Rusland. Med det historisk overbevisende danske ja til at afskaffe det danske EU-forsvarsforbehold rykker Danmark også tættere på EU's samarbejde om forsvar og sikkerhed. [...] Vores svar på nogle af de trusler, vi ser i øjeblikket i Europa, skal derfor være, at Norden står sammen politisk og militært. Det er der et politisk ønske om fra dansk side. Med vores ja til EU's samarbejde om sikkerhed og forsvar og Sveriges og Finlands kommende medlemskab af Nato, kan vi arbejde målrettet for at sikre netop det. De nordiske lande baserer sig på de samme kerneværdier: sammenhold, fred, frihed og demokrati. Vi værner om de kerneværdier, som vi også baserer vores europæiske samarbejde på."
Kilde: Politiken, s. 5-6

Det digitale indre marked: Advokatfirma: Debatten om cloud er præget af misforståelser
På Altinget kan man læse et debatindlæg af Emil Agerskov Thuesen advokat, DLA Piper Denmark. Han skriver blandt andet: "Reglerne om overførsel af personoplysninger til lande uden for EU/EØS har givet anledning til en del juridisk uro siden 16. juli 2020, hvor EU-domstolen afsagde dom i Schrems II-sagen. Dommen indskærper GDPR’s restriktive regler for, hvornår personoplysninger må overføres til tredjelande, herunder USA. Der er dermed tale om regler, som kan påvirke brugen af store globale cloud-leverandører som Microsoft, Google, Amazon Web Services, Zendesk og Mailchimp. I dag er det vanskeligt, men ikke umuligt, for mange virksomheder og offentlige myndigheder at undvære cloud-tjenester, og de fleste er glade og tilfredse med de cloud-baserede løsninger. [...] Hvis du har valgt at dine data opbevares inden for EU's grænser skal du også undersøge, om cloud-leverandøren alligevel kan tvinges til at overføre dine data til lande uden for EU, for eksempel hvis det er påkrævet af lovgivning eller en anmodning fra myndigheder. Som dataansvarlig skal du nemlig sikre dig, at leverandøren kan stille 'nødvendige garantier' for, at der vil blive implementeret passende foranstaltninger, der sikrer, at GDPR bliver overholdt. Men modsat udlægningen i visse medier, er der ikke tale om firkantede kontraktuelle garantier. Det er først, hvis risikoen ikke kan begrænses tilstrækkeligt, at du er forpligtet til at indstille brugen af cloud-tjenesten. Som det fremgår af vejledningen om dataansvarlige og databehandlere fra det Europæiske Databeskyttelsesråd, drejer spørgsmålet sig derimod om databehandlerens ekspertviden, pålidelighed og ressourcer, hvortil databehandlerens omdømme også kan tages i betragtning. Du skal med andre ord foretage en risikovurdering af databehandleren baseret på behandlingens karakter, omfang, sammenhæng og formål, samt risikoen for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder. Det er hvad Datatilsynet siger, når de henviser til artikel 28 i GDPR til sidst i deres udtalelse."
Kilde: Altinget

Interne anliggender: Skuden er læk
Dansk Folkeparti forekommer i dag alt andet end topstyret. Ifølge Weekendavisen fik de menige medlemmer af partiet indblik i konflikten, da der for nylig var folkeafstemning om forsvarsforbeholdet i EU. Det var ikke kun det massive ja, der ødelagde stemningen til partiets valgfest, men også at Kristian Thulesen Dahl valgte ikke at være til stede. ”Det er da helt vildt mærkeligt,” mente Morten Messerschmidt, og også Pia Kjærsgaard var ”overrasket” over afbuddet. Kristian Thulesen Dahl sagde efterfølgende til Berlingske, at han ikke er i tvivl om, at der er folk, der vil presse ham ud af partiet. Partiet har dog andre problemer end Thulesen Dahls troskab. Folkeafstemningen om EU-forbeholdet var Morten Messerschmidts store chance for at markere sig, da han objektivt set var nejsidens stærkeste. Resultatet gik ham markant imod, og intet i meningsmålingerne tyder på, at hans indsats har styrket partiets tilslutning. Han kan altså se frem til en valgkamp, hvor partiet er ramt af intern uro og frafald, og hvor han måske stadig har en uafklaret straffesag om svindel med EU-midler.
Kilde: Weekendavisen, s. 6

Interne anliggender: I det etiske førerfelt
Siden Ruslands angreb på Ukraine 24. februar er dansk erhvervsliv flygtet fra Rusland. Ifølge Weekendavisen skyldes flugten ikke bare EUs sanktionspakker, men i endnu højere grad at danske virksomheder af sig selv har besluttet at trække stikket eller neddrosle de økonomiske aktiviteter i landet. Den amerikanske uddannelses- og forskningsinstitution, Yale School of Management, har kortlagt, hvordan mere end 1.200 internationale virksomheder med økonomiske interesser i Rusland har reageret på aggressionen. Blandt dem er 27 større danske, og ingen af dem driver længere business as usual i Rusland. De 27 danske firmaer har enten trukket sig helt ud, sat forretningerne på pause, nedjusteret eller udskudt nye investeringer i Rusland. Dansk Industri (DI) har foretaget dataudtræk fra opgørelsen, og de viser, at konkurrenterne i adskillige andre lande er fortsat med at drive forretning som hidtil. Det gælder 80 procent af de kinesiske firmaer og 23 procent af de japanske. Blandt europæiske virksomheder fortsætter 35 procent af de franske uændret i Rusland, mens det samme gør sig gældende blandt 20 procent af de belgiske og 19 procent af de tyske. Blandt de østrigske firmaer fortsætter 50 procent som om intet var hændt. ”Det kan skyldes mange ting, at danske virksomheder har reageret anderledes end firmaer i adskillige andre europæiske lande. Det kan være, at vores moralske kompas er anderledes. Det kan også skyldes, at medietrykket i Danmark mod virksomheder med aktiviteter i Rusland har været relativt hårdt i sammenligning med mediebilledet i eksempelvis Tyskland og Frankrig. Her har der været større fokus på, hvad der kommer til at ske med energiforsyningen, fordi det er et mere nærværende problem for dem. Desuden er det lande med en mere indgroet tradition for at handle med Rusland,” lyder det fra seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard fra DI.
Kilde: Weekendavisen, s. 6

Institutionelle anliggender: Landvindinger
51 års diplomatisk strid med Canada er nu forbi, skriver Weekendavisen. Hans Ø deles i to, hvor den grønlandske del er nogle procenter større end den canadiske. Udenrigsminister Jeppe Kofod mener det er et signal til russerne. ”Alle ved, hvor betydningsfuld Arktis er for Rusland. Netop i det område vil de have en interesse i fredeligt samarbejde, selvom der er konflikt i andre sammenhænge. Aftalen mellem kongeriget og Canada er et eksempel på, at det kan lade sig gøre, så hvorfor skulle vi ikke også kunne det med Rusland? De kan jo se nu, at det er muligt at opnå et resultat, hvor alle bliver vindere,” siger han. Aftalen skal nu ratificeres i Folketinget og i Canada, og der skal forhandles med EU-Kommissionen. Den ny Hans Ø-grænse vil også være en EU-grænse, idet Grønland er en del af Schengen-området. Forventningen er, at EU-Kommissionen vil godtage, at grænsevagter på Hans Ø ikke bliver nødvendige.
Kilde: Weekendavisen, s. 4

Klima: Drømmen om en grøn fremtid må ikke føre til en opsplitning af Europa
Børsen bringer et debatindlæg af Linea Søgaard-Lidell (V), medlem, Europa-Parlamentet. Hun skriver blandt andet: "Sat på spidsen kan man sige, at EU's medlemslande deler sig i to overordnede hold: Ét, hvor landene allerede er i fuld gang med den grønne omstilling og i øvrigt har råd til de investeringer, det kræver. Og ét, hvor landene er mere tilbageholdende og nervøse for, hvad alle de grønne tiltag kommer til at koste dem. Som dansker er jeg selvsagt på det første hold. [...] I mit arbejde i Europa-Parlamentet hører jeg tit paroler om, at vi skal sikre en “retfærdig omstilling”, og det betyder oftest, at befolkninger ikke må opleve for store omvæltninger og prisstigninger. Men her mener jeg, at mange overser den grundlæggende sandhed, at hvis en gruppe lande ikke kommer ordentligt med i den grønne omstilling, så kommer deres befolkninger til at betale prisen senere. For EU's grønne omstilling vil forandre vores samfund fundamentalt; fra at være fossile og forurenende til at blive moderne, grønne vækstøkonomier, og vi har en stor opgave i at sikre, at det ikke kun er de i forvejen rige lande, der mærker fordelen fra den grønne omstilling. Det er helt afgørende for Europas sammenhængskraft, at også de knapt så velhavende lande kommer med på vækstbølgen. Det er i virkeligheden dét fokus, vi bør have, når vi snakker om en retfærdig omstilling."
Kilde: Børsen, s. 43

Institutionelle anliggender: Gaspris stiger stejlt og tysk minister anklager Putin
Det statskontrollerede russiske energiselskab Gazprom oplyste onsdag, at der fra torsdag kun flyder 40 pct. af de normale gasmængder gennem rørledningen Nord Stream 1 fra Rusland til Tyskland. Meddelelsen sendte den europæiske gaspris Dutch TTF i vejret, skriver Børsen. Den tyske økonomi- og klimaminister Robert Habeck mener, at der er tale om et “politisk” træk. “Jeg har indtryk af, at det, der er sket, er en politisk beslutning og ikke noget, der kan begrundes med tekniske forhold,” sagde ministeren på et pressemøde. Gazprom har forklaret reduktionen med reparation og vedligeholdelse på et gasanlæg og problemer med at få reservedele leveret fra tyske Siemens, men Habeck sagde onsdag, at det ikke er tilfældet. “Dette er ikke begyndelsen, men en fortsættelse af en tendens, en operation trin for trin, hvor gasforsyninger til forskellige lande reduceres,” sagde Robert Habeck og fortsatte: “Vi har fastslået i tæt samråd med EU-Kommissionen, at problemerne med vedligeholdelse ikke er relateret til sanktioner.” EU's kommissionsformand Ursula von der Leyen indgik i denne uge en aftale med Israel og Egypten om nye gasforsyninger til Europa, og energikommissæren Kadri Simson har oplyst, at der også er drøftelser i gang med lande som Aserbajdsjan, Algeriet, Qatar og Canada.

Risikerer vi, i den hidsige jagt på alternativer til den russiske gas, at kaste os i armene på de forkerte? Ifølge Berlingske trænger spørgsmålet sig på efter de seneste dages bekymrende begivenheder i et hjørne af Europa, der ellers befinder sig fjernt fra krigen og dens umiddelbare konsekvenser. For kort tid siden forsikrede den spanske regeringschef i parlamentet at forholdet til Algeriet - og de vigtige gasleverancer fra det nordafrikanske land - på ingen måde var i fare. Men i sidste uge meddelte regimet i Algier, at det havde suspenderet en venskabsaftale med Spanien. Samtidig havde de algeriske finansmyndigheder også givet ordre til at stoppe alle transaktioner, som involverer spanske virksomheder, og dermed blokeret samhandlen mellem de to lande. Kommentatoren Enric Juliana i La Vanguardia mener, at det er som om, at sydeuropæerne i begejstringen over det algeriske gasalternativ har lukket øjnene for en ubekvem virkelighed. Lige siden Algeriet opnåede sin uafhængighed af Frankrig i 1962, har landet først været Sovjetunionens og senere Ruslands vigtigste allierede i Nordafrika. En stor del af lederne i både militæret og efterretningstjenesten har fået vigtige dele af deres uddannelse i Rusland, og de taler russisk. Det vil med andre ord ikke komme bag på nogen, hvis lederne i Algeriet som minimum er lydhøre over for russiske interesser og gerne varetager disse, når det ovenikøbet passer i deres kram. Når landene i Europa leder efter alternativer til den russiske gas, gør de altså klogt i at holde sig for øje, at det i mange tilfælde har en pris - såvel i økonomisk som i geopolitisk forstand.
Kilder: Børsen, s. 22; Berlingske, s. 18

Institutionelle anliggender: Replik: Det er noget sludder at påstå, at EU og statsministeren ikke holder fast i kravene til Polen
I et debatindlæg på Altinget skriver Jens Mørch, chefredaktør, Polennu.dk, blandt andet: "Hvis man har gjort sig den ulejlighed at læse forfatter Vibeke Termansens udlægning af forholdet mellem Europa-Kommissionen, Danmark og Polen i Altinget, så er det forståeligt, at man kan blive vred på såvel EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, som den danske statsminister Mette Frederiksen (S). Men forfatteren har tydeligvis helt misforstået de faktiske forhold omkring Europa-Kommissionen, Polen og Danmarks statsminister. Indlægget blev bragt mandag under overskriften: Polens politiske langefinger til EU indvarsler det endegyldige dødsstød til retsstaten. Men det er noget sludder, der er skrevet. Termansen skriver blandt andet: "De tilbageholdte midler fra corona-genopretningsfonden var det absolut sidste disciplineringsmiddel, EU havde for at stå fast på retsstatens principper i Polen. Men den mulighed har von der Leyen, Mette Frederiksen og andre nu kastet under bussen." Har de det? Nej, tværtimod. Det er korrekt, at medier verden over har skrevet, at Polen nu får EU-penge, men det er også noget sludder. Det er da også siden blevet rettet hos mange respekterede medier. Faktum er, at Europa-Kommissionen har besluttet at godkende Polens genopretningsplan, men med helt klare betingelser på en lang række områder, herunder at fyrede dommere genansættes, og at den politiske kontrol over dommerne – uanset hvordan den sminkes – ophører straks. Før det sker, kan der IKKE udbetales penge til Polen. Først skal EU-domstolen godkende de ændringer, som den polske regering har lavet, og det sker næppe foreløbigt. Alene af den grund, at nedlæggelsen af det særlige disciplinærkammer som parlamentet behandler, anses som ren sminke af såvel dommerforeninger som af Europa-Kommissionen. Og ikke nok til at gøre hverken EU-domstolen eller Europa-Kommissionen tilfredse. Og så skal det hele godkendes i sidste ende af EU-stats- og regeringscheferne."
Kilde: Altinget, torsdag

Migration: Sofie Carsten afviser, at Rwanda-modstand står i vejen for bred regering
Sofie Carsten Nielsen, politisk leder i Radikale Venstre, sagde torsdag på Folkemødet, at det er helt forkert, hvis man tror, at partiets modstand mod et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda vil stå i vejen for et bredt regeringssamarbejde efter folketingsvalget. Altinget torsdag skriver, at Radikale Venstre er fortalere for en international løsning på fremtidige flygtningestrømme. Og løsningen må gerne inkludere modtagecentre i udlandet, så længe det er bredt anerkendt i EU. "Det, vi siger nej til, er, at Danmark indgår en enegangsaftale, der blot skubber problemerne hen til vores naboer og landene omkring os," sagde Sofie Carsten Nielsen, som retorisk spurgte hvad er alternativet er. Her er svaret EU-finansierede modtagecentre i de lande, som flygtninge rejser igennem samt en solidarisk fordeling af de flygtninge, der opnår asyl i EU.

Tirsdag forsøgte Storbritannien at sende en håndfuld afviste asylsøgere til Rwanda, men forsøget mislykkedes. Hvad der nu skal ske vides ikke, kun at bestræbelsen fortsætter. Ifølge Weekendavisen vides det heller ikke hvornår Danmark eventuelt kan have en aftale med det centralafrikanske land, men det bliver næppe på denne side af folketingsvalget. De Radikale har fundet anledning til at slå fast, at man vil være imod det uvisse. ”Selvfølgelig kommer vi ikke til at acceptere Rwanda-modellen,” lød det i sidste uge fra partileder Sofie Carsten Nielsen. Skillelinjen mellem regeringen og Radikale handler om ét spørgsmål: Skal Danmark selv gå i spidsen for at oprette et modtagecenter uden for Europa, eller skal arbejdet forestås af EU?
Kilder: Altinget, torsdag; Weekendavisen, s. 6

Retlige anliggender: EU-domstolen slår fast: Ulovligt at skære i børnechecken til udlændinge
EU-Domstolen fastslår i en afgørelse, at det inden for EU's traktater ikke er lovligt at give lavere børnepenge end den normale ydelse, selv om checken sendes til et land med lavere leveomkostninger. Ifølge Altinget sætter dommen en kæp i hjulet for danske politikere, som i over et årti har forsøgt at finde en måde at begrænse vandrende EU-borgeres mulighed for at tilgå generøse danske ydelser til børn i lande med lavere leveomkostninger. Den konservative østrigske regering gennemførte i 2018 et regelsæt, som betød, at børnepenge optjent af EU-borgere på det østrigske arbejdsmarked ville blive indekseret, så checken ville være mindre, hvis den blev sendt til EU-lande med lavere leveomkostninger. EU-Kommissionen hev tilbage i foråret 2020 Østrig i retten, og nu går den altså ikke længere, slår EU-Domstolen fast.
Kilde: Altinget, torsdag

Finansielle anliggender: Renterne på flekslån fortsætter himmelflugten
På det seneste har der været en mærkbar vandring fra lån med fast rente til flekslån, hvilket sker hver gang renteforskellen mellem fastrente og flekslån udvides. Ifølge Jyllands-Posten er renten på lån med fast rente i høj grad afhængig af bevægelserne på de internationale finansmarkeder - særligt i USA. Renten på flekslån læner sig i høj grad op ad den ledende rente hos Den Europæiske Centralbank, ECB.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 4

Interne anliggender: Minebyen til låns
44, traditionelt røde, valgkredse var i 2019 med til at stemme på den engelske premierminister Boris Johnson og hans konservative parti. De støttede Boris Johnson, fordi han ville gennemføre Brexit og udligne økonomisk ulighed imellem landet regioner. Nu er der suppleringsvalg i blandt andet Wakefield, en af de førnævnte 44 "røde" byer, og resultatet kan blive et vink med en vognstang til Boris Johnson. En meningsmåling viser, at Labour fører med 20 procent i meningsmålingerne over De Konservative op til suppleringsvalget. Og mange af de lokale føler, at De Konservative har svigtet, samt at Party Gate og mistillidsafstemningen til Boris Johnson har været udtryk for, dårlig ledelse fra premierministerens side.
Kilde: Weekendavisen, s. 9

Institutionelle anliggender: Konservative uden magt
Europæiske centrum-højre partier er ramt af en vælgerkrise, som gør det svært for mange af partierne at erobre eller genvinde adgang til regeringskontorerne ved kommende valg. Det skriver Weekendavisen. Tendensen er generel for hele Europa. Selv i det ellers politisk stabile Tyskland, gav Armin Laschet, Angela Merkels afløser i CDU/CSU, partiet sit dårligste valg nogensinde. I Washington Post skriver den amerikanske, politiske kommentator, Henry Olsen, at centrum-højre politikken er ramt af en global krise. "Reagan-Thatchers konservative politik fra 1980erne er død og begravet. Koalitioner, der bygger på formlen 'frie markeder, globalt udsyn, et stærkt forsvar', vinder ikke længere flertal," skriver Henry Olsen. Tim Bale, professor i politilogi, Queen Mary Universitet, London, siger, at centrum-højre, længe har været i krise, men at tilbagegangen har været overskygget af socialdemokratiske partiers kollaps, rundt om i Europa. Men han mener, at forklaringen på krisen er simpel: Europæisk politik har været kraftigt udfordret af to revolutioner. En "tavs progressiv revolution" og en "tavs kontrarevolution". Centrum-højre partierne er udfordret af at være fanget midt imellem disse to bevægelser, mener Tim Bale.
Kilde: Weekendavisen, s. 10

Udenrigspolitik: Den russiske patriark ramt af sanktioner
Flere af dagens aviser skriver, at den russiske patriark Kirill er ramt af sanktioner på grund af den magtfulde præsts ”fremtrædende støtte” til Ruslands invasion af Ukraine. Dette skridt kommer to uger efter, at EU overvejede at indføre sanktioner mod patriarken, men det blev opgivet, da Ungarn modsatte sig beslutningen. Briterne har også indført sanktioner mod den russiske børnerettighedskommissær Maria Lvova-Belova for at have tilladt tvungne adoptioner af omkring 2000 ukrainske børn.
Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 11; Berlingske, s. 13; Jyllands-Posten, s. 14

Udenrigspolitik: Danske Scan Global Logistics tilbyder fragt gennem Rusland trods kritik
Jyllands-Posten skriver, at mange fragtselskaber er stoppet med at sende varer via statsbanerne i Rusland. Dog holder danske Scan Global Logistics fast i de russiske godstog som transportmiddel. "Vi følger sanktionerne og har lukket for varer til og fra Rusland, men ikke via Rusland. Vi gør det, fordi vi mener, at danske forbrugere fortjener at få deres varer hjem hurtigst muligt, og vi ser det som samhandel mellem Danmark og Kina," siger driftsdirektør i Scan Global Logistics Mads Drejer. Det vækker kritik hos konkurrenten Alpi Air & Sea, som selv lukkede ned kort tid efter Ruslands invasion af Ukraine. "Jeg synes, at det er umoralsk og meget kritisabelt. Vi kan og vil ikke støtte noget, der har med Rusland at gøre. Det er ikke sikkert, at pengene ender i Putins lomme. Men du kører på de russiske statsbaner, og vi har konkluderet, at pengene havner i statskassen. Derfor siger vi nej," siger administrerende direktør i Alpi Air & Sea, Morten Høgsberg Nielsen.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 6-7

Klima: Stram klemmen om vores største klimasynder
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver virksomhedsredaktør Søren Linding blandt andet: "Danmarks største klimasynder, den italiensk ejede cementproducent Aalborg Portland, skal sættes under et særligt kritisk eftersyn. [...] Det er netop her, at indsatsen mod klimaforandringerne skal gå forrest, have de mest ambitiøse klimamål og blive underlagt en aggressiv afgiftsstruktur, der giver de rette incitamenter til at reducere udledninger mest muligt uden at skulle forlade landet. [...] Der hersker næppe nogen tvivl om, at CO2-afgifter er kommet for at blive, og at der bliver indført en eller anden form for standardiseret udledningsbetaling på EU-niveau med en afgiftsmur uden om det Indre Marked for at forhindre unfair konkurrence. Der er med andre ord ikke mange steder, Aalborg Portland kan flygte hen. Tommelskruerne kan derfor strammes om Danmarks største klimasynder."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 16

Landbrug: Vi risikerer at miste kontrol med dansk jord
Jyllands-Posten bringer en kronik af Rasmus Blædel Larsen, ph.d. og talsperson samt Familielandbruget, Landboungdom, Frie Bønder Levende Land, Danmarks Jægerforbund, Landsforeningen Praktisk Økologi, Foreningen Regenerativt Landbrug, Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur, NOAH, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Andelsgårde. De skriver blandt andet: "Hvem ejer landbrugsjorden i Danmark? Det ved vi faktisk ikke. I Danmark kan enhver nemlig købe landbrugsjord uden at registrere sig som ejer. [...] Denne anonymitet har fået verdens allerrigeste (sheiker fra Mellemøsten, afrikanske autokrater og russiske oligarker) til at kanalisere deres dubiøse formuer ind i alt fra godser og fodboldklubber til landbrugsjord. [...] Ja, Danmark mister kontrollen med jorden, når ejerskabet havner på udenlandske hænder. Det er især bekymrende i lyset af den aktuelle globale kamp om råstoffer, som nu også er fokuseret på landbrugsjord og fødevarer. Klimaforandringer og konflikter lægger pres på verdens fødevareforsyning. Desværre betyder bekymringen for fremtidens fødevareforsyning, at landbrugsjord nu er et investeringsobjekt. Rige lande, investorer og kapitalfonde køber jord over hele verden for at profitere på de stigende fødevarepriser. Det sker primært i lande med lave jordpriser, men i stigende grad også i Danmark. Faktisk viser en EU-rapport fra 2015, at jordejerskabet i Europa er koncentreret på så få hænder, at uligheden i EU, opgjort i den såkaldte gini-koefficient, er på niveau med lande som Brasilien, Filippinerne og Colombia. [...] Men vi kan godt fortælle ministeren, at det er fuldt lovligt både at registrere ejere og sætte særlige kriterier for handel med landbrugsjord i EU. Det gør mange andre lande. En ny rapport fra EU viser faktisk, at Danmark er det land i hele EU med det mest liberaliserede jordmarked. Hvorfor? Hvorfor er der streng kontrol med udenlandske købere af sommerhuse, men ingen kontrol med, hvem der ejer landbrugsjorden? [...] Kære politikere: Tag ved lære af udviklingen i en ustabil verden. Begynd med et obligatorisk offentligt register, hvor alle kan se, hvem der ejer jorden."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 31

Handel: Ingen udsigt til lavere oliepriser
Jyllands-Posten skriver, at der ingen udsigt er til lavere oliepriser og væksten i efterspørgslen vil blive drevet af Kina, der ventes at komme stærkt ud af de aktuelle nedlukninger. Udviklingen er problematisk, fordi udbuddet af olie på verdensmarkedet vil have svært ved at følge med væksten i efterspørgslen, hvilket er ensbetydende med en fortsættelse af energiprischokket. "Opec og samarbejdspartnerne i Opec+ har svært ved at producere de mængder olie, der er aftalt. Ruslands olieproduktion er ramt af embargo, og i USA er skiferolieproducenterne udfordret af stigende omkostninger som følge af inflationen samt investorernes krav om kapitaldisciplin. Spørgsmålet er, hvornår de gode tider ender. Rusland vil kunne miste 50 milliarder dollars om året, når EU fra årsskiftet lukker ned for 90 procent af olieimporten. I fjor importerede EU råolie fra Rusland for 48 milliarder euro samt olieprodukter for andre 23 milliarder euro eller 75 procent af Ruslands samlede olieeksport," skriver Energy Intelligence i en analyse. Det hårdeste slag mod Ruslands olieeksport kan dog komme fra den beslutning, som EU og Storbritannien i fællesskab har truffet om at indføre en embargo mod forsikring af tankskibe, der fragter russisk olie. Europa sidder tungt på verdensmarkedet for maritime forsikringer, og der er frygt for, at hele Ruslands olieeksport vil blive sat i stå, hvilket vil forværre ubalancerne i oliemarkedet og derfor bidrage til at sende oliepriserne i vejret.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 15

Økonomi: Nederlandene for begyndere
Jyllands-Posten bringer en økonomisk risikovurdering af Holger Sandte, chefanalytiker ved EKF Danmarks Eksportkredit. Han skriver blandt andet: "Dansk og nederlandsk økonomi har meget til fælles. Begge lande er små og derfor dybt afhængige af global frihandel. De private husholdninger i begge lande har høj formue og boliggæld, hvorfor udsving i boligpriser og renter spiller en stor rolle for de private husholdninger og hele økonomien. I 2020 var de nederlandske husholdningers gæld med 190 pct. af disponibel indkomst - den næsthøjeste i EU efter Danmark. [...] I maj 2022 var inflationsraten med 10,2 pct. på det højeste niveau blandt de vest- og nordeuropæiske EU-lande. Gas- og olieprisstigninger påvirker inflationen i Nederlandene særligt stærkt pga. deres høje andel i energimixet. Langt de fleste boliger opvarmes med naturgas. Til gengæld er andelen af vedvarende energi i det samlede energiforbrug en af de laveste i hele EU. [...] Over de seneste år har Nederlandene været kendt som den uformelle leder af den såkaldte sparsommelige fire-alliance, som står for en konservativ finanspolitik og også omfatter Danmark, Østrig og Sverige. [...] Nederlandenes øgede ambitioner på klimaområdet vil give muligheder for danske virksomheder. [...] I bygge- og anlægssektoren er der fortsat stort potentiale for energieffektivisering. Regeringen vil fra 2026 forbyde installation af nye varmeanlæg, der kører på fossile brændsler, og samtidig gøre brug af varmepumper eller tilslutning til fjernvarmenettet obligatorisk. Derudover vil der bl.a. være eksportmuligheder for økologiske fødevarer og digitale løsninger."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 17

Arbejdsmarkedspolitik: Fagbosser skal ikke sidde på livstid
Information bringer en kommentar af Rikke Riis Jensen, social- og sundhedsassistent og talsperson for FOA Ungdom. Hun skriver blandt andet: "Indtil nu har en øvre aldersgrænse reddet fagbevægelsen fra formænd, der ikke kunne finde ud af at give slip og gøre plads for yngre kræfter. Men med en ny EU-dom kan vi risikere, at toppen bevæger sig længere væk fra de arbejdstagere, de skal kæmpe for. [...] Men jeg ser allerede for mig, hvordan landets fagforbund bliver indrettet til, at formænd og andre på valgte lønnede poster har rollator med på arbejde, at der er sat senge op på kontorerne, så der er mulighed for en middagslur, og der serveres blød kost i kantinerne. Det er mit skrækscenarie, efter EU-domstolen har dømt, at det er aldersdiskrimination at have en aldersgrænse for opstilling til tillidsposter i fagbevægelsen. Endnu en EU-dom, som påvirker den måde, vi i Danmark har indrettet vores arbejdsmarked på. [...] Hvis vi gerne vil sikre, at arbejdstagere også fremover skal have nogle stærke organisationer i ryggen, så må vi investere i ungdommen, give vores viden videre og sikre, at der er nogle, der kan løfte opgaven, når tiden kommer. Jeg så gerne et brud med traditionen, så det i stedet for 60-70-årige formænd blev normalt, at formændene var 35-45 år. Det ville give nogle formænd, der var tættere på medlemmernes virkelighed, og som var bedre i trit med de yngre generationer. Det, håber jeg, er den bevægelse, vi kommer til at se, men det kan EU-dommen nu have gjort langt sværere at gøre til virkelighed."
Kilde: Information, s. 2

Grundlæggende rettigheder: Det er ikke et problem, at Danmark går til grænsen af konventionerne
Berlingske bringer en kommentar af Bjørn Brandenborg, retsordfører for Socialdemokratiet. Han skriver blandt andet: "Danmark er for sjette år i træk kåret som den bedste retsstat i verden blandt 139 lande. Og EU har igen kåret Danmark, som det land med den højeste tillid til retsvæsnet og politiet. Alligevel valgte direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, at bruge grundlovsdag som anledning til at kritisere den danske retstilstand. [...] I Danmark er vores retstradition bygget på, at Folketinget vedtager love, som vores domstole dømmer ud fra. I de europæiske domstole arbejder man efter en markant anderledes retstradition, hvor det ikke er et parlament, men derimod udnævnte dommere, der dynamisk og i nogle tilfælde aktivistisk fortolker EU-retten. Det kan selvsagt give udfordringer, når de danske politikere lovgiver om ting, som domstolen ikke nødvendigvis tidligere har forholdt sig til. [...] Danmark er langt fra det eneste europæiske land, som udfordrer de europæiske domstole, blandt andet gennem tredjepartsindlæg, hvor Danmark giver vores holdning til kende over for domstolen. Den strategi virker. I en dom fra 2020 om belgisk visum til en syrisk familie henviste Menneskerettighedsdomstolen eksplicit til hele 11 medlemsstaters modstand, herunder Danmarks, i domstolens begrundelse for at afvise klagen fra den syriske familie. [...] Og det er en klar styrke ved vores retsstat, at vi tør undersøge, hvor grænserne går, fremfor at lægge dansk lovgivning kilometer væk fra en diffus grænse."
Kilde: Berlingske, s. 28-29

Økonomi: Køddirektør kræver opgør med dansk enegang i kamp mod prishop
Berlingske har talt med topchef i Danish Crown, Jais Valeur. Han mener, at priserne i Danmark er steget så meget, at vi bliver nødt til at have en diskussion om at nedsætte momsen på fødevarer. "Vi er for fuld fart på vej ind i en økonomisk krise, der er skabt af flere eksterne faktorer. Det bekymrer mig som både direktør for en af Danmarks største virksomheder og borger i Danmark. Jeg er bange for, at det kan gå helt galt. Jeg tænker, at det nu må være tid til at kigge på fødevaremomsen og overveje, om man ikke skal regulere den," siger han. Inflationen løber dog endnu mere løbsk i USA og andre EU-lande, hvorfor centralbankerne nu varsler rentestigninger og advarer om faren for en global økonomisk recession. Jais Valeur fremhæver i den forbindelse, at danskernes tillid til økonomien er lavere end på noget tidspunkt under både coronakrisen og finanskrisen. I Danmark er momsen ensartet på 25 procent uanset varetype. I samtlige andre EU-lande har man dog differentieret moms, flere steder med lavere moms på alle eller udvalgte fødevarer. Skatteminister Jeppe Bruus (S) mener ikke, at momsnedsættelse på fødevarer er den rigtige vej at gå. "Vi ser med stor alvor på prisernes udvikling, der rammer rigtig mange mennesker hårdt på deres økonomi. Derfor drøfter vi lige nu med Folketingets partier, hvordan konsekvenserne af de stigende priser kan håndteres bedst. Jeg tror ikke på en generel momsnedsættelse. Det hænger ikke sammen økonomisk og er ikke målrettet nok i forhold til dem, der har mest brug for hjælp," siger han.

Berlingske skriver desuden, at Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Københavns Universitet og forsker i fødevarepriser og prisbobler, mener, at en lavere fødevaremoms er "en fin måde at kompensere for dyrere fødevarer, der især gavner personer med de laveste indkomster." Men han mener også, at det bliver svært. "Statens indkomsttab ved den lavere moms skal indhentes via højere skatter eller besparelser på andre områder, så den samlede fordel er måske begrænset," siger han. Michael Svarer, tidligere overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet, mener heller ikke, at det er så nemt som Jais Valeur gør det til. "Det er ikke et let redskab at bringe i spil på kort sigt. Så hvis meningen er at afhjælpe inflationen her og nu, er det måske ikke det smarteste. Hvis man sætter momsen ned på nogle varer, kan efterspørgslen på de varer stige, og så vil fødevareproducenterne tjene flere penge på en højere pris," siger han.
Kilder: Berlingske, s. 6-7, 1

Arbejdsmarkedspolitik: Danmark stemmer nej til mindsteløn i EU
Berlingske skriver, at Danmark vil stemme nej til EU-direktivet om mindsteløn. Det siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) efter et ministermøde torsdag. "Vi har fra starten ment, at det var et forkert redskab at lovgive om mindsteløn, fordi vi i Danmark lige som i Sverige, har kollektive aftaler," siger Peter Hummelgaard og fortsætter: "Vi er fortsat bekymrede for, hvad man vil kunne tolke ud af direktivets tekst, hvis domstolen skulle få anledning til at tolke på det." Derfor vil han lade alle muligheder stå åbne - også en eventuel sag ved EU-domstolen.

Berlingske bringer desuden en kommentar af Freja Brandhøj, politisk chef for Danmarks Restauranter & Caféer (DRC). Hun skriver blandt andet: "Det nye EU-direktiv betyder, at lande, der allerede har en lovbestemt mindsteløn, skal sikre en passende mindsteløn, mens lande som Danmark, hvor arbejdsmarkedet primært er dækket af overenskomster, kan fortsætte som hidtil. Formålet er altså at hæve bundniveauet og sikre ordentlige vilkår for EUs borgere. Hvordan kan den danske regering og fagbevægelse være imod det? [...] Så hvorfor ikke sikre, at de arbejdsgivere også straffes for en klokkeklar ulovlighed, hvis de underbetaler deres ansatte? Det vil det nye EU-direktv forhåbentlig gøre op med. Tænk hvis Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening kæmpede for netop arbejdsgiveres og arbejdstageres rettigheder, uanset om det overflødiggjorde deres arbejde eller ej. [...] Vi skal i Danmark kaste et kritisk blik på den måde, vi organiserer os. Måske sætte gang i en diskussion om, hvorvidt vi ikke også har ret til ikke at organisere os og i stedet kæmpe for at få klare lovmæssige regler og love på en lang række områder, der kan sikre os langt bedre, end hvad tilfældet er i dag."
Kilder: Berlingske, s. 13, 31