Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information5. januar 2024Repræsentationen i Danmark

EU i dagens aviser fredag den 5. januar 2024



Tophistorier

"Putin tænker overhovedet ikke på fredsforhandlinger. Lige nu går det alt for meget efter hans hoved"
I de seneste dage har russerne bombet ukrainske byer med hidtil uset styrke og Ukraine svarer igen med luftangreb inde i Rusland, skriver Politiken. Claus Mathiesen, militærekspert og Ukraine-kender ved Forsvarsakademiet, ser angrebene inde i Rusland som en naturlig reaktion på, hvad der sker - eller måske snarere ikke sker - i Ukraine. Han forklarer, at da ukrainerne for øjeblikket ingen særlig udsigt har til fremgang på landjorden, så må de gribe til andre midler for at opretholde "en form for momentum i krigen". Russerne hævder, at ukrainerne angreb Belgorod med tjekkisk byggede Vampire-raketkastere ladet med klyngebomber og Kreml har garanteret at Rusland vil svare hårdt igen. "Den russiske offentlighed er så overbevist om - via de statslige medier - at de er i krig med USA, Nato og Vesten, at det er ligegyldigt, om russiske byer bliver angrebet af noget, der står Made in Ukraine på, eller om der står Made in the US eller Made in The Czech Republic," siger Claus Mathiesen. Støtten til Ukraine fra USA og EU er ikke længere en selvfølge, og sidste års ukrainske modoffensiv løb mere eller mindre ud i sandet, så ifølge Claus Mathiesen, så er Putin godt tilfreds med udviklingen. Den 17. marts vil Putin lade sig vælge til sin femte periode som Ruslands præsident, og det såkaldte præsidentvalg, kalder Claus Mathiesen kalder "et ritual". "Op til 17. marts vil selv de mindste russiske succeser i Ukraine blive blæst op, som om at nu er sejren lige ved at være der," siger militæreksperten, og understreger samtidig, at han forventer, at krigen vil blive intensiveret.

Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af pensioneret kommandør Alex Fiedler, som blandt andet skriver: "Ruslands krig mod Ukraine går snart ind i sit tredje år, og hundrede tusindvis af mænd, kvinder og børn, der havde håbet og forventet et liv med fremtidsudsigt, er til nu blevet ofret på krigens ubarmhjertige alter; lemlæstede på sjæl og krop, slået ihjel eller dræbt på slagmarkerne. […] Al denne sorg og elendighed på grund af en enkelt mands beslutning, præsident Putin af Rusland! [...] Putin er siden den 24. februar 2022 trådt ind i rækken af despotiske og utilregnelige russisk-sovjetiske diktatorer, og hvor de kommunistiske massemordere, Lenin og Stalin, havde titals millioner af ofre på samvittigheden, kan Putin indtil videre ”kun” mønstre ofrenes antal i millioner. Ukraine kæmper en heltemodig kamp for sin uafhængighed og frihed imod den postkommunistiske diktaturstat Rusland, der med sine utallige horder af kanonføde soldater og en ufri meningsdannende presse billedligt står som filisteren Goliat over for israelitten David. [...] Heldigvis havde David den rigtige sten i slyngen, og om end han ikke i dette tilfælde dræbte Goliat i første hug, så fik Goliat dog en slem hovedrystelse, der har varet længe nok til, at USA, Nato og EU kunne nå at besinde sig og komme David til hjælp. De andre sten, som David slynger mod Goliat, har vist, at kæmpen er sårbar, ømskindet og forundret over, at krigens omkostninger også rammer hans egen hellige jord. På 21. måned kæmper Ukraine med mod og offervilje mod Rusland, hvorfor nytårsønsket for ukrainerne skal være, at de med hjælp fra deres vestlige allierede må få sejren i hus i 2024, at Ukraine med støtte fra sine allierede må komme hurtigt på fode igen og få læget sine sår og traumer og snart blive fuldgyldig medlem af de demokratiske atlantiske nationers forsvarspagt og af Den Europæiske Union. Når sejren er i hus, vil Putin og Rusland mindes med en historisk skamstøtte over en falden stormagt, der viste sig at være uværdig, uhæderlig, løgnagtig og en trussel mod fred mellem nationer."
Politiken, s. 8; Jyllands-Posten, s. 23 (05.01.2024)

Prioriterede historier

Ind i varmen
Weekendavisen bringer et interview med den nigerianske professor i international politik Adekeye Adebajo, som giver sit bud på, hvordan Vesten kan redde forholdet til Afrika. Vesten prøver at vinde indflydelse på et kontinent, der i stigende grad foretrækker Rusland og Kina som allierede, men den seneste række af militærkup i Vestafrika har vist, at flere unge afrikanere foretrækker Rusland som partner. Derudover har krigen mellem Israel og Hamas heller ikke ligefrem hjulpet på Vestens omdømme i Afrika. "Vesten er god til at snakke, men ikke til at handle. Se bare på Kinas Belt and Road-initiativ. Her kan du faktisk se broerne, jernbanerne og stationerne. Som modsvar har Vesten skabt et G7-infrastruktur-initiativ, men initiativet har ikke skabt nogen resultater i den virkelige verden," siger Adekeye Adebajo over en Zoom-forbindelse fra Pretoria i Sydafrika og tilføjer: "Det er det, som Vesten bliver nødt til at ændre. Der er en kløft mellem ord og handling, og hvis Vesten ikke gør noget mere for at ændre det faktum, vil man stadig have et imageproblem i Afrika." Adebajo mener, at det er vigtigt at nuancere diskussionen. "Kina og Rusland har ikke støttet Afrika, når det kommer til reformer af globale institutioner. For at udstille Kina og Ruslands bluff kan Vesten støtte Bidens forslag om en permanent afrikansk plads i FNs Sikkerhedsråd. Det er en nem sejr for Vesten over Kina og Rusland. Og dét vil vise os i Afrika, at Vesten ikke tager os for givet," siger han. Adebajo mener desuden, at selvom Europa og USA prædiker frihandel, så har de en tendens til at praktisere unfair handel. "Omkring 70 procent af afrikanerne arbejder i landbruget, men USA og EU er blevet ved med at betale store summer i landbrugsstøtte til deres landmænd hvert år. EU betaler mindre i landbrugsstøtte end tidligere, men støtten er stadig en af de mest skadelige ting for udviklingslandene," siger han og fortsætter: "Jeg har talt med mange afrikanske forhandlere - fra Sydafrika, Nigeria og Namibia - som har siddet med ved bordet. De føler ikke, at EU lytter til dem. I stedet prøver EU at tvinge dem til at åbne deres markeder for europæiske virksomheder. De afrikanske forhandlere ønsker selvfølgelig at beskytte deres nystartede virksomheder. De fortæller, at EUs forhandlere opfører sig som en italiensk mafioso med en ladt pistol i hånden." I december indgik EU og Kenya en stor handelsaftale, der gerne skulle overbevise afrikanerne om, at EU kan andet end at prædike menneskerettigheder.
Weekendavisen, s. 8 (05.01.2024)

Serbiens opposition føler sig svigtet af Vesten
Information bringer en analyse af journalist Niels lvar Larsen, som blandt andet skriver: "Siden maj 2023 år er tusindvis, ved nogle lejligheder titusindvis, af borgere gået jævnligt på gaden i Beograd. De protesterer mod præsident Aleksandar Vučićs autoritære regime. De kræver genindførelse af demokrati og retsstatsprincipper. [...] De vedholdende demonstrationer viser, at der er et betydeligt segment af serbere, som ikke vil lade sig nøje med den beskedne økonomiske fremgang, Vučić har bibragt deres land i sine ti år ved magten, de første fire som premierminister. De ønsker ikke et pseudodemokratisk illiberalt autokrati, men en demokratisk nation som del af et frit Europa. [...] Observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), Europa-Parlamentet og Europarådet fordømte, som Le Monde opsummerer det, en række konstaterede alvorlige uregelmæssigheder, deriblandt stemmekøb, valgurner, der allerede var fyldt, omfattende mediebias, pres på ansatte i den offentlige sektor og misbrug af offentlige ressourcer, samt tilfælde af intimidering. [...] Selv om Vučić siger, hans ønske er at fastholde Serbiens 11 år gamle anerkendelse som kandidat til medlemskab af det EU, han også modtager penge fra - godt 200 millioner euro om året - har han nægtet at tilslutte sig de europæiske sanktioner mod Rusland og er ophørt med at gennemføre de reformer, EU kræver, som dagbladet Libération for nylig kunne berette. [...] Håbet om, at en udsigt til EU-medlemskab ville tilskynde Serbiens regering til at overholde demokratiske normer indadtil og afstå fra at destabilisere nabostater udadtil, har dog vist sig forgæves. Det strategiske mål om at stække russisk indflydelse i regionen "betyder, at Vesten fortsat helst giver Vučić fripas til at forfølge sin autoritære og etnonationalistiske dagsorden", konstaterer The Guardians lederskribent. Som en af de største investorer i Serbiens økonomi nyder EU godt af et positivt image i en stor del af befolkningen og ville kunne øve betydelig økonomisk og diplomatisk pres. Hidtil har man dog valgt ikke at gøre det af frygt - som deles af Washington - for at det vil give bagslag og efterlade Balkan endnu mere åbent for Moskvas og Beijings indflydelse. I Serbiens prodemokratiske opposition breder der sig nu frustration og forbitrelse over, hvad der ses som et fatalt vestligt svigt, som står i kontrast til dengang, Vesten i Miloševićs tid leverede støtte til demokratiske forandringer i Serbien. [...] Lidt får Vesten dog ud af fortsat at kurtisere Vučić. I denne uge implementerede Serbien en beslutning om at anerkende Kosovo-udstedte nummerplader. Serbien har også øget sin produktion af ammunition, som sendes til Ukraine. Og Vučić åbner nu op for at genoptage litiumminedrift, hvilket EU's batteriproduktion kan få stor gavn af, da det ville muliggøre hjemtagelse til Europa af et vitalt råstof i en tid med stigende geopolitiske spændinger og konkurrence. Den slags aftaler gavner begge parter. Men "skader de serbiske borgere", begræder Dragan Đilas, tidligere borgmester, Beograd."
Information, s. 10-11 (05.01.2024)

Beskæftigelse, vækst og investeringer

Råstofeksperter: Bekymringen for kritiske mineraler er velbegrundet
Økonom Jacob Funk Kirkegaard skrev i gårsdagens udgave af Information, at "hypotetiske forsyningsproblemer med kritiske mineraler … slet ikke er så kritiske, som det påstås", men det betvivler to af Danmarks mest erfarne fagfolk, når det gælder de såkaldt kritiske råstoffer, skriver Information. Per Kalvig, i dag chefkonsulent emeritus ved GEUS og tidligere leder af GEUS' Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer, har netop sammen med fagfællen Jakob Kløve Keiding, nuværende leder af GEUS-centret, udsendt en større granskning af de globale forsyningskæder for otte af de mineralske råstoffer, som blandt andet dansk industri er afhængig af og i rapporten konkluderes det, at "ingen af råstofferne kan karakteriseres som forsyningssikre". Per Kalvig påpeger, at forsyningskæderne for de kritiske mineraler er så komplekse, at risikoen for ubalancer i forsyningen er åbenlys. Jacob Funk Kirkegaard har fået kritikken af hans artikel gengivet og han er enig i med de to geologer, at der skal satses på både substitution og genanvendelse, men han advarer mod at bruge en masse skatteyderpenge på at slippe ud af afhængigheden af Kina ved at opbygge og statssubsidiere egne forsyningskæder for kritiske råstoffer i EU. "Det bliver edderbroderemig dyrt. Det er at skyde gråspurve med kanoner,2 siger Jacob Funk Kirkegaard. EU vedtog før jul en lov om kritiske råstoffer, der skal gøre det lettere at åbne nye miner i Europa og sigte mod at udvinde ti procent af forbruget af centrale mineraler, forarbejde 40 procent og genanvende 25 procent i 2030.
Information, s. 8-9 (05.01.2024)

Finansielle anliggender

Inflationen stiger i Europas største økonomi
Nye tal, der er offentliggjort torsdag eftermiddag, viser, at inflationen lige nu er på vej opad i Europas største og vigtigste økonomi, Tyskland, skriver Børsen. Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, mener dog ikke, at der er grund til at blive nervøs, da der er en del teknik i det. Fra Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank, lyder det, at de tyske inflationstal opfører sig forholdsvis pænt, og at der samlet set ikke er det store prispres at spore indtil videre. Til gengæld er markedet gået all-in på, at inflation er et totalt overstået kapitel, og selv om ECB-chef Christine Lagarde på ingen måde har sendt signaler i den retning, så regner investorerne lige nu med hele seks rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank i år. “Det virker voldsomt, og det giver uundgåeligt en sårbar situation, hvor der ikke skal ret mange dårlige nyheder til, før markedet kan få sig en alvorlig forskrækkelse. Det stigende lønpres er stadig en joker, som presser virksomhedernes omkostninger i vejret,” siger Bjørn Tangaa Sillemann.
Børsen, s. 22 (05.01.2024)

Svækket krone er klar til et år med rentefald
I de seneste 11 måneder har Nationalbanken ikke skullet forsvare den danske krone i det internationale valutamarked, men forude venter et år med en ny rentedynamik, der kan skubbe mere til kronen, skriver Berlingske. I år ventes en svækket krone og rentenedsættelser i ECB, selvom det ikke officielt blev diskuteret på mødet i december. Når ECB nedsætter renten, så bliver det store spørgsmål om Nationalbanken vil følge efter og dermed fastholde, at den officielle danske rente er 0,4 procentpoint lavere end den europæiske rente. Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, tror, at den første rentenedsættelse fra ECB kommer til marts, og at Nationalbanken vil følge efter én til én. "Markederne indpriser i øjeblikket 65 procents sandsynlighed for en rentenedsættelse til marts," siger Jeppe Juul Borre. Chefanalytiker i Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen, vurderer dog, at ECB først nedsætter renten i juni, da ECB vil være helt sikker på, at inflationen er faldet. Inflationsforventningerne hos forbrugerne er tilbage på to procent, men ECB vil først få de nødvendige data for at se, om det er tilfældet til sommer.
Berlingske, s. 2 (05.01.2024)

Institutionelle anliggender

2024 bliver et farligt år
Berlingske bringer et debatindlæg af Per Stig Møller, fhv. udenrigsminister for Det Konservative Folkeparti. Han skriver blandt andet: "Mens alting blev værre i 2023, kan 2024 blive året, hvor det meste kulminerer som en sygdom, man enten rejser sig fra eller dør af. Det kan blive året, hvor der stiftes fred, men også året, hvor krigen breder sig. Det bliver året, hvor hele verden hele tiden skeler til, hvad der sker i USA, der vil være fuldt optaget af sig selv og Republikanernes idiosynkrasier. Vi ser det allerede i form af den blokerede hjælpepakke til Ukraine. Vi ser det i form af Trumps stadigt mere, ja, fascistiske tilgang til præsidentembedet, som han agter at bruge til at ændre det amerikanske retssamfund, så det tjener hans interesser, og ophæve det checks-and-balances system, der netop er skabt for at forhindre folk som ham i at misbruge magten, hvis de får fat i den. [...] Vi skal styrke NATO og udbygge det transatlantiske samarbejde. Vi skal forstærke sammenhængskraften i EU og forberede optagelsen i EU af de europæiske lande, der enten optages i vores fællesskab eller besættes af Rusland. Lige nu er Ukraine Vestens prøvesten. Opgiver USA det, og bliver vi trætte af det, beviser det for den øvrige verden, at Vesten kan man aldrig regne med i det lange løb. […] Vestens støtte til Ukraine kommer hele tiden for langsomt. Det er da pinligt, at Ukraine endnu ikke har fået de lovede fly på vingerne og ej heller modtaget den lovede ammunition. Europa må gøre mere for at fremme den fred i Mellemøsten, der hele tiden skydes ned af anti-israelske og "tilfældigvis" også antivestlige kræfter. Forgæves har USA og EU i årevis arbejdet for freden, hvorfor de arabiske lande, der faktisk ønsker freden, nu må bringes til at spille med. Araberne kalder altid på os for at løse deres problemer, men når vi så kommer, er de imod os eller passive. Denne gang må de inddrages og levere den fredsbevarende styrke, der efter krigen må til i Gaza og medvirke til en tostatsløsning, for kun en arabisk fredsstyrke kan få borgerne i Gaza til at acceptere Hamas' fald og Israels ret til at eksistere i fred. Ved indgangen til et så farligt år, er det nok fornuftigt at huske Piet Heins Gruk: "Pessimisterne er dog/ de reneste tåber - / de tror på det modsatte af/ hvad de håber"."
Berlingske, s. 23 (05.01.2024)

I medgang og modgang
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Karin Liltorp, EU-ordfører og EP-kandidat (M). Hun skriver blandt andet: "Vi har passeret guldbryllupsdagen, og mon vi ikke når både diamant og krondiamant - og alle de bryllupsdage, som vi ikke har fundet navne til. Det er vores ægteskab med EU, jeg snakker om. [...] I forrige uge behandlede vi et lovforslag, der skal implementere et møgirriterende EU-direktiv: På alle arbejdspladser skal der nu registreres arbejdstid, uden undtagelse. En masse administrativt bøvl for at løse noget, vi ikke ser som et problem i Danmark. Meget få i det danske land er begejstrede for denne lov, men man kan desværre ikke få lov at vælge, hvilke EU-love vi har lyst til at implementere. Det er alt - eller farvel til ægteskabet. Eksemplerne på EU-lovgivning, der har medført administrative byrder i danske virksomheder, er mange, og derfor bliver nye direktiver bestemt ikke altid modtaget med kyshånd. Desuden prøver EU nogle gange at blande sig i forhold, som vi ikke synes vedkommer dem. Derfor kører vi lige nu retssag mod EU, der prøver at indføre krav til minimumsløn. [...] Men på trods af alle tidslerne er der langt flere roser. Gennem de seneste år har EU i den grad vist sit værd, da mange problemer er grænseoverskridende. Ikke mindst klimaudfordringerne. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stækket vi vil være i vores klimakamp, hvis vi ikke havde EU til at sætte fælles mål. De mål, vi sætter, er med til at sætte retningen i hele verden. Støtten til Ukraine er et andet eksempel: EU støtter samlet op om ukrainerne, og derfor har vi sammen kunnet mobilisere enorme summer og materiel for at støtte deres kamp. [...] I forrige uge landede vi en ny europapolitisk aftale, hvor alle aftalepartierne er enige om vejen fremad: Det bedste for både os og Europa er, at vi styrker samarbejdet i stedet for at lukke os om os selv. Udvidelsen mod øst kommer til at ske, fordi vi ser det som den bedste vej for at styrke vores vestlige værdier - og alternativet, at de vender sig mod Rusland, er bestemt ikke attraktivt. [...] Vores ægteskab med EU - det er ikke perfekt, og der er både rod og skænderier. Men eftersom fordelene langt overgår ulemperne, synes jeg, at vi vinder stort i vores forpligtelser over for EU. Så mon ikke det bliver, til døden os skiller?"
Jyllands-Posten, s. 24 (05.01.2024)

Min 70-årsfødselsdag er en ny begyndelse for mig
Kristeligt Dagblad bringer en kronik af John Iversen, public affairs-rådgiver og tidligere medlem af Europa-Parlamentet. Han skriver blandt andet: "Jeg er netop fyldt 70 år. [...] Europa har udviklet sig enormt, siden jeg første gang gik ind ad dørene i Schuman-bygningen i Europa-Parlamentet i Luxembourg en kold januardag i 1982. [...] Jeg oplevede igennem årene fra 1982 til 1999 den europæiske udvikling på tætteste hold. Jeg var medlem af Europa-Parlamentet i 13 år og miljøtalsmand for Ritt Bjerregaard (S) i et år. Min egen udvikling gik fra at være modstander af det europæiske samarbejde til at blive overbevist om, at for Europa er udviklingen af den europæiske union i retning af et mere og mere føderalt samarbejde det eneste mulige svar på, hvordan det europæiske samarbejde i de kommende generationer bliver garanten for udviklingen af et demokratisk Europa. Det var den franske diplomat Jean Monnets idéer om et institutionelt forpligtigende samarbejde efter verdenskrigene, der skabte det EU, vi kender i dag. Jean Monnet var for Europas udvikling, hvad Paulus var for kristendommen. [...] For mig var 1992 et dilemma. I SF argumenterede vi for et nej til Maastrichttraktaten ved folkeafstemningen den 2. juni 1992. For mit vedkommende var det utroligt svært. Ingen af mine venstreorienterede venner i Europa-Parlamentet havde nogen som helst forståelse for, at SF ikke ville støtte den integration og udvidelse af det europæiske samarbejde, der blev sat i gang efter den tyske genforening. Nejet til Maastricht og de følgevirkninger, vi stadig mærker ved at stå uden for kernesamarbejdet i eurosamarbejdet, var den største dumhed, som jeg med en aktiv modstand var med til at fremme. Det har jeg fortrudt. Det er ikke rart at tænke på, at jeg dengang var på den forkerte side af kridtstregen. [...] Med min 70-årsfødselsdag er jeg nu ved en ny skillevej, hvor arbejdslivet kommer til at fylde mindre. [...] Min 70-årsdag er en ny begyndelse for mig. Og for mig er det ikke fritid, men fri tid, der skal nøje planlægges og ikke spildes. Når arbejdet ikke styrer dig længere, og tiden bliver en mere rigelig ressource, så er det vigtigt, at tidsforbruget bliver bæredygtigt. Lidt som at undgå madspild handler det om at undgå, at din tid går til spilde. Alle timer tæller."
Kristeligt Dagblad, s. 8 (05.01.2024)

Interne anliggender

Skodder forslag
Fra flere sider kritiseres Transportministeriets forslag om at skræmme oddere væk med afføring og urin fra hunde på den lille ø Egholm, så man kan bygge Limfjordsforbindelsen i fred og ro, skriver Ekstra Bladet. Det kan være direkte i strid med EU-lovgivning og derfor er sagen indbragt for EU. "Det kan være i strid med EU's regler, og det skal man drøfte i Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender i februar. Der mener jeg, at det er på programmet," siger SF's europaparlamentariker, Margrete Auken. Transportminister Thomas Danielsen (V) henviser til EU's habitatdirektiv, hvor der er 'indsat' en fravigelsesbestemmelse, som gør det muligt at gennemføre et sådant projekt, hvis det er i samfundets interesse, og der træffes alle de nødvendige kompensationsforanstaltninger. "Projektet følger EU-reglerne, som giver mulighed for at gennemføre et projekt, der påvirker odderen, hvis projektet har stor samfundsmæssig betydning, og det har den tredje limfjordsforbindelse. Der etableres nye arealer til odderen, som er meget større end de arealer, som odderne mister," skriver Thomas Danielsen i en mail til Ekstra Bladet. Hvis EU alligevel mener, at planerne strider mod EU-lovgivning, så kan det betyde, at man er nødt til at sløjfe planen om en motorvej over Egholm.
Ekstra Bladet, s. 12 (05.01.2024)

Klima

Solceller og vindmøller får os ikke i mål - det gør atomkraft
Børsen bringer et debatindlæg af Lars Tvede, iværksætter, investor og forfatter. Han skriver blandt andet: "Vejen til en bæredygtig fremtid går via flere elbiler, vindmølleparker og solceller, må man forstå. Men er det overhovedet realistisk? Mens politikerne presser på for udvidelsen af vores energisystemer, vil det før eller siden stå klart, at vi løber ind i en alvorlig metalmangel, viser bl.a. tal trukket fra egen hedgefond, Atlas Global Macro. [...] Derfor kommer vi til at stå ved en skillevej, hvor vi enten kan fortsætte i det nuværende spor med overforbrug af metaller til at understøtte energiforsyningen - eller vi kan dreje fra i tide og vælge en anden bane. En farbar vej - om end den i manges øjne er kontroversiel - er brugen af atomkraft. [...] Klimabevidste vælgere og regeringer i stigende grad støtter udvidelsen af atomenergi for at udfylde hullet fra den russiske energiforsyning efter krigen i Ukraine og relaterede sanktioner. Synspunktet deles ikke bare af EU-Kommissionen, men også af Det Internationale Atomenergiagentur, som vurderer, at en fordobling af nuklear kapacitet inden 2050 er nødvendig for at nå net zero-målene. [...] Hos Atlas Global Macro investerer vi i fremtiden på en måde, der giver mening, og som kan understøtte det stigende behov for grøn energi langsigtet. Det gør vi bl.a. gennem investeringer i atomkraft og råstoffet uran, frem for det der lidt hårdt sagt bliver en grøn fuser, nemlig sol- og vindenergi. Lige nu forsøger vi at fylde hullerne i vores energisystem med en teske, mens der er behov for en brandslange. Det er naivt at tro, at vi bare skal blive ved med at opstille vindmøller, så langt øjet rækker, og forvente at nå vores mål."
Børsen, s. 3 (05.01.2024)

Sverige ligger solidt i spidsen med vedvarende energi i EU
Seneste tal fra Eurostat viser, det stadig går langsomt frem med andelen af vedvarende energi i EU, selvom der tales meget om store planer for grøn energi, skriver Altinget torsdag. I 2022 var 23 procent af energiforbruget i EU dækket af vedvarende energi, hvilket kun er en stigning på et procentpoint sammenlignet med 2021. Tallene viser også, at Sverige ligger alene i spidsen, mens Danmark er kravlet op på listen. Hvis EU's 2030-mål for vedvarende energi skal nås, så kræver det, at der kommer helt anderledes fart på opsætningen af vindmøller og solceller og andet grøn energi i Europa.
Altinget, torsdag (05.01.2024)

Vi bremser klimatiltag, der i forvejen går alt for langsomt
Børsen bringer et debatindlæg af Finn Laurtizen, seniorrådgiver, Axcelfuture. Han skriver blandt andet: "Det er ærgerligt, for udtagning af 100.000 ha lavbundsjord vil give en klimagevinst på 2,5 mio. ton CO2 pr. år. Men alligevel er kun 4000 hektar udtaget. Det skyldes langsommelighed hos Miljø-, Natur- og Landbrugsstyrelserne - og at landmænd ikke bryder sig om at afgive jord, heller ikke når den landbrugsmæssige værdi er lav. [...] Kan nogen virkelig forestille sig, at EU-Kommissionen - der jo er grønnere end de fleste medlemslandes regeringer - af egen drift ville tage denne sag op? Og at EU-Domstolen efterfølgende ville bremse et af de klimainitiativer, der faktisk virker - og så endda på landbrugsområdet, der er det allersværeste at omstille? Nej, selvfølgelig kan man ikke det. Det er ikke første gang, at Danmark i statsstøttesager opfører sig mere katolsk end paven - dvs. lægger en langt mere restriktiv linje, end EU-Kommissionen gør. Et andet eksempel var, da “åben dør-ordningen” for vindmøller stoppede. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at EU var bekymret over denne ordning. Men den stoppede, hvilket medvirkede til at bremse den grønne omstilling. Så lad være med at skyde EU foran jer. Navnlig ikke, når det bremser et klimatiltag, der i forvejen går for langsomt."
Børsen, s. 31 (05.01.2024)

Migration

Bliver 2024 året, hvor vælgerne tvinger en ny indvandringspolitik igennem?
I Kiosken i Kristeligt Dagblad skriver sognepræst Kristian Østergaard blandt andet: "Hvad er den største trussel mod Europa i 2024? Er det mon et genvalg af Donald Trump? Eller er det krigene i Ukraine og Mellemøsten? Nej, ikke hvis man spørger lederskribenten på den franske avis Le Figaro. I en opsigtsvækkende lederartikel erklærer lederskribenten, at migrationen destabiliserer hele Europa, og at den i 2024 vil være en regulær bombe under de etablerede partier, der billedligt talt risikerer at blive rullet i tjære og fjer og drevet uden for byporten. Vælgerne er nemlig bestyrtede over, hvordan eliten sorgløst og letsindigt har tilladt ikke-vestlig indvandring gennem årtier. [...] Europæerne er ikke modstandere af flygtninge på midlertidigt ophold. Men de reagerer med berettiget raseri mod politikernes svigefulde kurs, hvor den som flygtningepolitik forklædte indvandring har slået porten ind til Europa og afskåret europæerne fra at være værter i deres eget hus. [... ] I hele Europa har mere end 1 million mennesker søgt om asyl i 2023, og selvom EU-landene op til jul indgik en ny aftale, der gør det sværere at opnå asyl, vil der også i 2024 være talrige migranter, der søger mod EU. Og når de først har fodfæste, er det svært at sende dem tilbage. Det kan Philip Johnston, redaktør og lederskribent ved The Daily Telegraph, berette om. En sudaneser fik for 18 år siden asyl, fordi det hed sig, at han var politisk flygtning. Det har dog ikke hindret sudaneseren i at gæste Sudan adskillige gange. Det engelske efterretningsvæsen konstaterede desuden, at sudaneseren udgjorde en terrortrussel mod Storbritannien, og i 2018 fik han frataget sit britiske statsborgerborgerskab, mens han var i udlandet. Det lykkedes imidlertid sudaneseren at snige sig tilbage til England og trods efterretningsvæsenets advarsel om, at sudaneseren både opfordrede til jihad og sværmede for Islamisk Stat, konkluderede de engelske domstole, at sudaneserens beskyttelsesbehov var vigtigere end englændernes sikkerhed. Domstolene mente, at det ville være et brud på menneskerettighederne, hvis man fratog ham statsborgerskabet, og den slags begrundelser tør pæne politikere ikke at gøre indsigelser imod. [...] Mon 2024 bliver året, hvor vælgerne tvinger en ny indvandringspolitik igennem?"
Kristeligt Dagblad, s. 10 (05.01.2024)

Schengen udvider
Den 31. marts opnår Rumænien og Bulgarien den eftertragtede status som medlemmer af EUs visafri Schengen-zone - men kun halvt, skriver Weekendavisen. Rumænere og bulgarere kan kun rejse frit over grænserne til resten af Schengen-landene, hvis de rejser med fly eller skib. I en meddelelse fra formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, lyder det, at spørgsmålet om fri adgang ad landegrænserne vil blive taget op igen i løbet af 2024. I dag består Schengen-samarbejdet af 23 EU-lande samt fire associerede lande: Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein. Østrig og Holland har længe modsat sig rumænsk og bulgarsk medlemskab af Schengen med henvisning til den grænseoverskridende kriminalitet samt ukontrolleret strøm af migranter, der udgår fra de to lande, men nu har Østrig stillet sig tilfreds med løftet om, at de to lande vil udøve en skærpet kontrol med transitstrømmen af migranter.
Weekendavisen, s. 9 (05.01.2024)

Sikkerhedspolitik

Kampzonen udvides
Weekendavisen bringer en kommentar af Anna Libak, som blandt andet skriver: "Hvis der er et land, som umiddelbart burde have en interesse i, at den frie sejlads gennem Suezkanalen opretholdes, så er det Kina. EU er Kinas største handelspartner, og i 2023 gik ti procent af varetransporten til søs gennem Det Røde Hav og Suezkanalen. Men på trods af amerikanske opfordringer viser Kina ingen interesse for at deltage i den internationale koalition af foreløbig hen ved 20 lande, der nu har iværksat Operation Prosperity Guardian for at beskytte skibsfarten i det sydlige Røde Hav og Adenbugten mod de iranskstøttede houthiers angreb. [...] Kina burde have en stor interesse i at få stoppet houthiernes hærgen. Alligevel ville det være synd at sige, at kineserne har hilst den multinationale flådestyrke velkommen. [...] Så hvorfor vil Kina ikke være med? Kina har jo ellers de sidste 15 år bekæmpet pirater i Adenbugten, så det er ikke, fordi landet er uden maritimt beredskab. Kinas officielle forklaring om, at houthiernes angreb er et fuldt forventeligt svar på Israels brutale offensiv mod Hamas i Gaza, skal man ikke tage for gode varer. For Kinas ensidige kritik af Israel og indirekte støtte til Hamas er udtryk for en ny udenrigspolitisk kurs. Forud for Hamas' angreb på Israel 7. oktober var relationerne mellem Israel og Kina tætte, og Kina havde intet tilovers for islamister, som man selv hævdede at bekæmpe i skikkelse af uighurerne. Nej, en mere plausibel forklaring kommer fra professor Xiao Yunhua på det kinesiske forsvarsakademi, der hilser houthiernes angreb velkommen. Ifølge Newsweek giver han på det sociale medie Douyin i flere kommentarer udtryk for, at houthierne har gjort Kina en stor tjeneste ved at omskabe deres oprindelige blokade af Israel til en blokade mod Vesten som sådan. [...] Set med russiske og kinesiske briller øger houthiernes angreb presset på Vesten: USA skal nu kæmpe på tre fronter; i Ukraine, i Israel og i Det Røde Hav. Det er ikke for meget at sige, at houthierne, der ikke tidligere har interesseret sig for Israel, som ligger over 2.000 kilometer væk, nu har ladet sig indforskrive i en stedfortræderkrig mod Vesten. Det eneste lyspunkt er, at houthierne har flere magtfulde fjender i Mellemøsten. Ganske vist er Bahrain officielt det eneste arabiske land i Prosperity Guardian. Men hele otte lande har insisteret på at være anonyme. Man tør håbe på, at der blandt dem er De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, der har ligget i krig med houthierne i årevis. Samt Egypten, der står til at miste kolossale indtægter på mindre trafik gennem Suezkanalen. Tryk avler forhåbentlig stadig modtryk."
Weekendavisen, s. 11 (05.01.2024)

Mette Frederiksens nytårstale varsler en ny sikkerhedspolitisk æra
Altinget bringer en kommentar af Mikkel Vedby Rasmussen, professor og dekan, Københavns Universitet. Han skriver blandt andet: "Statsministerens nytårstale handlede om den afgående dronning, den nye konge og verdenskrisen. Mette Frederiksen (S) nævnte Hamas terrorhandling 7. oktober og den efterfølgende krig i Gaza – og statsministeren nævnte Ukrainekrigen og dens konsekvenser for Europa. "Jeg tror ikke, uroen og konflikterne er forbigående," konkluderede Mette Frederiksen og fortsatte: "Vi er ved starten af en ny æra". [...] For statsministeren var svaret på den usikkerhed mere europæisk sammenhold og en fælles europæisk indsats på forsvarsområdet: "Et Europa uden vilje og evne til at forsvare sig selv. Hvad er det egentlig værd?" I mange år har det danske svar på det spørgsmål været: "rigtig meget". Vi har ikke ønsket at være med i forsvarssamarbejdet i EU og ment, at Nato var rammen for europæisk forsvarssamarbejde. En del af baggrund for den holdning var, at vi ikke regnede med, at de sikkerhedspolitiske problemer var større, end at en check og nogle amerikanske bombefly kunne løse dem. I den æra, som Mette Frederiksen taler om, har krise og krig af en helt anden størrelsesorden. [...] Når analysen af en ny sikkerhedspolitisk æra er så tydelig, men indsatsen for at give os evne og mulighed for at handle i den æra er så prøvende, fremstår truslerne fjerne og underligt apolitiske. At holde taler skal ikke forveksles med at føre politik. Hvis en ny æra i dansk sikkerhedspolitik skal følge med statsministerens identifikation af en ny æra i verdenspolitikken, må regeringens nytårsforsæt være at handle i 2024."
Altinget, torsdag (05.01.2024)
 

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
5. januar 2024
Forfatter
Repræsentationen i Danmark