Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information8. juli 2022Repræsentationen i Danmark

EU i dagens aviser fredag den 8. juli 2022



Tophistorier

Så slap den sidste gimmick op for entertaineren Boris Johnson
Flere af dagens aviser skriver om Boris Johnson, som torsdag trak sig fra sin post som Storbritanniens premierminister. Det skete, da han modvilligt indså, at opbakningen til ham blandt kabinetsmedlemmer og partifæller var kollapset på mindre end to døgn. ”Det står klart, at det nu er det konservative parlamentspartis vilje, at partiet skal have en ny leder og derfor ny premierminister,” lød det fra Johnson, da han ved middagstid meddelte sin afgang. Tirsdag meddelte to af de højest rangerende personer i regeringen, finansminister Riski Sunak og sundhedsminister Sajid Javid, deres afgang. Herefter fulgte flere end 50 ministre, juniorministre og rådgivere efter. Derudover kom alle dem, der forlangte, at han trak sig, uden at de dog selv gik af: boligminister Michael Gove, indenrigsminister Priti Patel, den nyudnævnte finansminister Nadhim Zahawi og statsadvokat Suella Braverman, skriver Weekendavisen. Flere af dagens aviser skriver, at Johnsons tre år har været præget af skandaler. Dråben, der fik bægeret til at løbe over, var Boris Johnsons udnævnelse af en vicegruppeformand, Chris Pincher, der flere gange var blevet beskyldt for grænseoverskridende seksuel adfærd. Johnson meddelte officielt, at han ikke havde kendt til sagen, da han udnævnte ham, men det kom frem at han løj og var blevet briefet om det. Ifølge Jyllands-Posten satte det igen fokus på hans personlige integritet og dømmekraft, hvilket var det, som partioprøret handlede om.

Flere af dagens aviser skriver, at det ikke bliver et øjeblikkeligt farvel til Boris Johnson, da han har tænkt sig at blive siddende frem til efteråret, indtil hans afløser er fundet. Ifølge Jyllands-Posten er det ikke usædvanligt, da tidligere premierministre som Theresa May og David Cameron har gjort det samme. Det skete dog uden et lignende drama, hvor de skulle have vredet armen om på ryggen for at gå. Et voksende antal konservative parlamentsmedlemmer har allerede meddelt, at Johnson bør forlade premierministerposten med det samme. Boris Johnsons afgang har nu åbnet et konservativt formandsopgør, og kapløbet er helt åbent, da der ikke er en naturlig aftager i partiet. Blandt de mest oplagte afløsere er tidligere finansminister Riski Sunak, tidligere sundhedsminister Sajid Javid og udenrigsminister Liz Truss, der i modsætning til sine to kollegaer bakkede premierministeren op til det sidste. Ifølge en You-Gov-måling er forsvarsminister Ben Wallace den person, der får størst opbakning, på nuværende tidspunkt. Også den tidligere udenrigsminister, Jeremy Hunt, der udfordrede Johnson i formandsopgøret i 2019, nævnes som en mulig outsider. Det skriver Jyllands-Posten. Når Johnson overhovedet overlevede på posten så længe, skyldes det ifølge Weekendavisen ikke mindst, at det var svært at få øje på oplagte kandidater til at overtage posten som premierminister. De Konservative parlamentarikere har været overbevist om, at Johnson trods alt var den person, som havde størst chance for at sikre dem genvalg ved næste parlamentsvalg i 2024.

Politiken bringer en artikel om Boris Johnsons tre opture og nedture. Blandt opturene nævnes det britiske farvel til EU, som blev den mærkesag, der gjorde Johnson til en kendt landspolitiker. Forhandlingerne med EU var langsommelige, men Johnson fastholdt, at det skulle være et 'hårdt' Brexit uden en tæt tilknytning til EU. Han efterlod i 2018 Theresa Mays regering i protest over det, han så som en eftergivende kurs over for Bruxelles. I 2019 gav en valgsejr ham et klart mandat i forhandlingerne med EU, og ved midnat 31. januar 2020 var briterne ude af EU. En anden optur som nævnes, er Boris Johnsons reaktion på krigen i Ukraine. Her har han både reageret med verbal, økonomisk og militær støtte til Ukraine, og 9. april besøgte han landets hovedstad, Kyiv, som en af de første udenlandske statsledere. B.T. skriver også, at Johnson med nogen ret kan sole sig i at have vist vovemod og rygrad over for Rusland i forbindelse med Ukrainekrigen. Han har været den mest bastante støtte af Ukraine og den ukrainske præsident Zelinskyj.

I Kristeligt Dagblad kan man læse, at Katy Hayward, professor i politisk sociologi ved Queens Universitet i Belfast i Nordirland, ikke forventer, at den britiske regering ændrer sin brexitpolitik trods ledelsesskiftet. ”Jeg tror, at folk som udenrigsminister Liz Truss vil fortsætte den hårde linje. Man kan sige, at debatten om Nordirland-protokollen har været en meget snæver intern diskussion hos De Konservative,” siger Hayward. Der er fortsat ikke enighed om, hvordan Brexit skal håndteres i Nordirland, hvor den britiske regering ensidigt har introduceret lovgivning, der kan ophæve den såkaldte Nordirland-protokol, som ellers er et af nøgleelementerne i skilsmisseaftalen med EU. ”Meget afhænger af, om partiet vil prioritere at gøre ophævelsen af protokollen til lov i denne parlamentssamling. Men det afhænger også af, hvem der bliver ny leder, og hvorvidt man vil have en handelskrig med EU, hvilket jeg tror, at de fleste vil undgå,” lyder det fra Katy Hayward. Hun vurderer, at den tidligere sundhedsminister Sajid Javid står stærkt, fordi han var den første til at gå af. Det vil desuden ikke overraske hende, hvis udenrigsminister Liz Truss gør forsøget samt den tidligere udenrigsminister Jeremy Hunt. Hun nævner derudover forsvarsminister Ben Wallace og den nyudnævnte finansminister Nadhim Zahawi.
Jyllands-Posten, s. 10, 12-13; Politiken, s. 7; B.T., s. 5; Weekendavisen, s. 11; Kristeligt Dagblad, s. 1, 7 (08.07.2022)

Prioriterede historier

Boris Johnsons fald giver briterne en vigtig lære
I en leder i Berlingske kan man blandt andet læse: "Man må give Boris Johnson én ting: Han blev den premierminister, som formåede at bringe Storbritannien ud af Brexit-dødvandet, og han forhandlede en skilsmisseaftale med EU på plads. Alligevel vil han gå over i historien som en af de mest svigagtige og ryggesløse britiske regeringsledere. Johnson har løjet, brudt aftaler og igen og igen vist, at han sætter sig selv over både sit partis og lands skæbne. Nu er det snart slut. [...] Han skrev falske og forskruede historier om EU som journalist. Under Brexit-kampagnen gik han forrest med Vote Leave-kampagnens demagogiske budskab om, at Storbritannien hver uge sender 350 mio. pund til EU. Det var en vildledning, som blev dømt falsk igen og igen i faktatjek. Siden gjorde Johnson alt for at underminere sin forgænger, Theresa May. Da han var blevet premierminister, kastede han landet ud i en dyb demokratisk krise ved at hjemsende det britiske parlament, og de aftaler, han har indgået med EU om Nordirland, forsøger han - selvfølgelig - at løbe fra. Boris Johnson bragte britisk politik og debat ned til et dybt useriøst, populistisk niveau. Han forspildte mulighederne for at indlede en genrejsning af Storbritannien efter Brexit."

I en nyhedsanalyse i Politiken skriver Nilas Heinskou, Storbritannienkorrespondent, blandt andet: "Partygate, løgne og politisk kaos. Hvad var det i sidste ende, der fik Boris Johnson til at gå? Denne uges skandale handlede om Chris Pincher, en konservativ gruppenæstformand, som i en brandert havde raget på to mænd til en fest i London. Forleden kom det frem, at Boris Johnson havde udnævnt Chris Pincher, selv om premierministeren havde fået advarsler om upassende adfærd. Det var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over for både finans- og sundhedsministeren, som begge sagde op i protest. Det udløste en lavine af opsigelser, og til sidst var der bogstavelig talt ikke nok konservative tilbage til at udfylde de ledige poster. Og da det samtidig stod klart, at oprørere i Det Konservative Parti var parat til at ændre reglerne, så Boris Johnson allerede i næste uge kunne stå over for en ny mistillidsafstemning, indså premierministeren, at han ikke havde andet valg end at trække sig. [...] Boris Johnson har truet med at rive dele af aftalen med EU i stykker, men har han mandatet til et gennemføre en så kontroversiel politik, som kan udløse handelskrig med EU og politisk uro i Nordirland? Nogle har udtrykt bekymring for, hvad et lederskifte kan betyde for Storbritanniens store økonomiske, militære og politiske støtte til Ukraine, men efter alt at dømme vil kursen forblive uforandret. Der er stor opbakning til regeringens Ukraine-politik fra ikke alene de folkevalgte i Det Konservative Parti, men også fra oppositionen. Hvad vil Boris Johnson primært blive husket for? Brexit! Om det så vil være positivt eller negativt, afhænger dels af, hvilken side af Brexit-blokkene man spørger. Og dels af om Brexit kommer til at blive en succes eller ej. For nok har Boris Johnson sagt igen og igen, at han har fået ”overstået Brexit”, men i realiteten er EU-skilsmissen stadig under udvikling. Vi har endnu ikke set de fulde økonomiske og politiske implikationer, og Storbritannien har endnu ikke realiseret de muligheder, som skilsmissen giver. Boris Johnson vil nok også blive husket som en politiker, som var bedre til at føre kampagne end til at regere."

I en leder i Ekstra Bladet kan man blandt andet læse: "I det hele taget har det længe sejlet for Storbritannien. Med Boris Johnson-regeringens indædte interne magtkampe og rekord i antal flygtede ministre synes det blot at have nået en slags klimaks. Med Johnson blev farcen om brexit således til en tragedie. Manden, der om nogen var med til at melde Storbritannien ud af EU, forlader nu selv nationen - grundstødt i et ingenmandsland. Efter mere end ti års inkompetent politisk styre og en overmodig løsrivelse fra det europæiske fællesskab har lasten forskubbet sig og sendt nationen ud af kurs."

I en analyse i Jyllands-Posten skriver Jørn Mikkelsen, sikkerhedspolitisk korrespondent, blandt andet: "Boris Johnson har mødt kritik hjemme og ude som næppe nogen europæisk regeringschef i nyere tid. Men når man har været premierminister i tre år i en stormagt som Storbritannien, verdens femtestørste økonomi, kan alt vel ikke kun være skidt? Hvad var Boris' ”finest hour” - et udtryk skabt af hans store forbillede Winston Churchill? I Østeuropa og Ukraine har de i hvert fald ikke været i tvivl. De har set et meget stort lys i den forkætrede BoJo, siden præsident Putin slap sin angrebskrig løs mod det fredelige naboland. Boris Johnson har været deres særlige ven og beskytter. Sådan har de set ham. Ukraines præsident, Voldomyr Zelenskyj, har løbende afleveret mange roser til Boris Johnson for hans markante politiske, økonomiske og militære støtte til ukrainerne. [...] Storbritannien har sammen med Polen og de baltiske lande efterladt et indtryk af at være Ukraines nærmeste allierede i Europa. På den måde har Boris Johnson fungeret som modbillede til forbundskansler Olaf Scholz i Tyskland, der tværtimod har været under hård kritik for at være for fodslæbende og vaklende i sin støtte, ikke mindst hvad angår leverancer af tunge våben. Den britiske regering har efter brexit gjort meget for at skabe et indtryk af, at Storbritannien efter at have forladt EU sikkerhedspolitisk har fået mulighed for at køre solo og knytte an til tidligere tiders storhed på den internationale scene. [...] Johnson har dyrket et relativt tæt forhold til både Donald Trump og Joe Biden i Det Hvide Hus og gjort, hvad han kunne, for at vække det slumrende ”særlige forhold” mellem Washington og London til live igen, som Reagan og Thatcher i sin tid sværmede for. Også indgåelsen af det nye sikkerhedspolitiske samarbejde i forsvarspagten Aukus med USA og Australien trækker i denne retning og skal vise et mere selvstændigt Storbritannien, der har fået globale ambitioner vakt til live igen. Om det så er en maritim tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav, så varslede Boris Johnson at ville genoptage gennemsejlingerne af britiske flådefartøjer i dette højspændte konfliktområde. Da Finland og Sverige anmeldte deres ønske om at blive optaget i Nato, var Johnson også hurtigt ude med en særskilt britisk garanti til de to lande for den vanskelige overgangsperiode, indtil de faktisk er blevet Nato-medlemmer og dermed omfattet af alliancens kollektive sikkerhedsgaranti. Der kan sagtens gå et års tid, og Johnson har i en sikkerhedsaftale garanteret at komme dem til undsætning i tilfælde af en russisk aggression. Så hvis Boris Johnson har været hårdt kritiseret på mange andre fronter, så vil hans sikkerhedspolitik ikke mindst under Ukraine-krigen nok trække den samlede vurdering lidt i den anden retning. Der er faktisk en del mennesker i Østeuropa, som formentlig vil begræde hans afgang."

I Jyllands-Posten leder kan man blandt andet læse: "Boris Johnson efterlader et parti og et land i kaos. De Konservative har en overvældende majoritet i Parlamentet, men længe har det eneste nogenlunde sikre sted været at sidde med ryggen mod muren i Underhuset, hvor det ikke var muligt at få en kniv i ryggen. I stedet for at udnytte flertallet til at sætte en klar og langsigtet politisk dagsorden, er tiden spildt med intern ævl og kævl. Eksekveringen af brexit har været miserabel, og aftalen med EU noget nær den ringeste - for briterne; ikke mindst på grund af den splid, som den har skabt i forhold til Nordirland. Regeringen i Skotland står fast på at ville have en ny folkeafstemning om selvstændighed. Alle de frihandelsaftaler med resten af verden, som Johnson lovede, er ikke blevet til noget. De milliarder, som hver uge skulle spares på EU-bidrag og i stedet bruges på sundhedsvæsenet, er væk. Kun de mest tonedøve nægter at se, at brexit har været en tragedie for Storbritannien. På ét punkt har Boris Johnson brilleret: Han har været hurtig og konsekvent i støtten til Ukraine."

I en kommentar i Jyllands-Posten skriver journalist Lone Andersen blandt andet: "Selv Boris Johnson er ikke urørlig! Den britiske premierminister var ellers først kun på udkig efter en ny finansminister og en ny sundhedsminister - måske ikke de fedeste ministre at mangle på et tidspunkt, hvor både en finanskrise og en ny runde pandemi kommer rullende. De skred i protest mod, at Boris havde udnævnt Chris Pincher til fremtrædende medlem af regeringen. Problemet er, at Pincher er blevet beskyldt for at gramse på flere mænd, som ikke havde bedt om hans håndspålæggelser. Problemet voksede, da det kom frem, at Boris udmærket kendte til beskyldningerne, da han forfremmede Pincher. Men bedst som Boris troede, at han kun skulle gennemføre to ansættelsessamtaler, forsvandt hele hans bagland og omgangskreds, og nu skal Boris selv lede efter et nyt job. Hans fald efterlader sækkevis af tomme vinflasker, tomme øldåser, en britisk økonomi i relativ dårlig forfatning og et mildt sagt anstrengt forhold til EU."

Jyllands-Posten bringer et citat af Morten Løkkegaard (V), medlem af Europa-Parlamentet, som på Facebook har skrevet: "Endelig! Manden, der sendte UK ud af EU for at blive premierminister - og siden konsekvent har løjet om alt - er langt om længe gået efterladende sig et Storbritanien i ruiner."

Jyllands-Posten bringer et citat af journalist på Berlingske, Poul Høi, som blandt andet skriver: "Johnson blev engang fyret som journalist for at opfinde citater. Han anmeldte biler uden at køre i dem. Han løj om sine børn på gule plader. Han blev tvunget til at træde tilbage fra en politisk post, fordi han løj om en elskerindes aborter. Under brexit-valgkampen i 2016 lovede han, at briterne på samme tid kunne komme ud af EU og beholde fri bevægelighed. Han lovede, at brexit ville give to milliarder mere til sundhedssystemet om ugen, og han lovede, at Brexit ville føre til lavere priser og mere handel. Alt sammen løgn."

I en leder i Kristeligt Dagblad kan man blandt andet læse: "Briterne var førende i vaccinationsindsatsen under coronapandemien. Uden EU's snærende bånd har premierministeren kunnet optræde som Ukraines mest hårdtslående og bedste ven efter den russiske invasion. Det var ikke den førte politik, han faldt på, men på sin flossede moral. [...] Boris Johnsons Churchill-biografi ”The Churchill Factor” har undertitlen ”Hvordan én mand skrev historie”. Boris Johnson skrev historie ved at leve op til sit løfte om at få ført Brexit ud i livet. Men han fik aldrig sin egen Churchill-faktor, fordi det hele kom til at handle om ham selv."

I Børsens leder kan man blandt andet læse: "Hvordan kunne Boris Johnson i løbet af blot tre år ydmyge sig selv, sit embede og sit land i et så ulykkeligt omfang, som det er tilfældet? Det nærliggende svar er, at det er nemt at forstå såvel hans triumf som hans nederlag. Det er populistens privilegium at fortælle vælgerne, hvad de gerne vil høre, at høste deres bifald og at efterlade uløste opgaver bag sig i tide. Det var sådan, Boris Johnson gjorde karriere. Først som journalist og kommentator, senere som overborgmester i London, udenrigsminister og premierminister. Med sin begavelse, sin charme og sin kynisme nåede han langt. Han forstod, at brexit kunne blive en personlig gevinst og satte hensynet til landet til side. [...] Storbritannien har spildt tre år på Boris Johnsons dramaer og klovnerier, og udfordringerne tårner sig op. Landets omdømme som en troværdig partner, især over for EU, er voldsomt svækket. Spændingerne i Nordirland som følge af brexit er dybt bekymrende. Dertil kommer inflation, krig i Ukraine, klimaomstilling og et erhvervsliv, som kæmper for at indstille sig på vilkårene efter brexit. Når Boris Johnson presses ud af sine partifæller, er det på grund af mistillid til hans dømmekraft, og det er kompromitterende for de britiske konservative, at det tog dem så lang tid."

Berlingske bringer en analyse af korrespondent Poul Høi. Han skriver blandt andet: "Han troede, at han var større end den politiske tyngdelov. Han troede, at normer kun gjaldt for andre mennesker. Men til sidst kunne Boris Johnson ikke mere. Torsdag formiddag besluttede han at gøre det uundgåelige. Gå af. 55 ministre og viceministre havde på det tidspunkt sagt op, hans nærmeste havde tryglet ham om at gå, andre var begyndt at køre sig i stilling som nye partiledere, og kun 65 ud af 358 medlemmer af parlamentsgruppen støttede ham. [...] Under Brexit-valgkampen i 2016 lovede han, at briterne på samme tid kunne komme ud af EU og beholde fri bevægelighed. Han lovede, at Brexit ville give to milliarder mere til sundhedssystemet om ugen, og han lovede, at Brexit ville føre til lavere priser og mere handel. Alt sammen løgn. Alligevel valgte Det Konservative Parti ham i 2019 til leder, fordi - mente partiet - at politik først og fremmest handlede om at vinde valg, og Boris Johnson kunne vinde valg. Men det var en faustiansk aftale, som hele tiden rummede kimen til undergang i sig. [...] Som Johnsons afgående sundhedsminister, Sajid Javid, sagde i parlamentet: ”Sandhed og integritet betyder noget i politik,” og ”på et tidspunkt er vi nødt til at konkludere, at nok er nok.” ”Det tidspunkt er nu.” Den politiske tyngdelov gælder også for Boris Johnson, og normer som integritet og sandhed er ikke kun for andre mennesker."
Ekstra Bladet, s. 28; Jyllands-Posten, s. 13, 17, 26, 27, 28; Kristeligt Dagblad, s. 9; Politiken, s. 6; Børsen, s. 36; Berlingske, s. 2, 4-5 (08.07.2022)

Arbejdsmarkedspolitik

Nyt EU-direktiv truer tusindvis af job i den danske robotindustri
Et udspil fra EU-Kommissionen kan få katastrofale konsekvenser for den danske robotindustri, der har skabt tusindvis af nye arbejdspladser og milliarder i omsætning, skriver Jyllands-Posten. De nye EU-regler lægger op til, at ændringer af en stor gruppe robotter altid skal godkendes af en ekstern tredjepart, og ifølge robotindustrien vil det gøre brugen af robotterne så dyr og besværlig, at det ikke kan betale sig. Marianne Vind, medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokratiet, mener, at EU's fokus på medarbejdersikkerhed er godt, men det skal ikke spænde ben for den automatisering, der bidrager til, at europæiske virksomheder forbliver konkurrencedygtige. Pernille Weiss, medlem af EU-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti, er ikke så bekymret som Marianne Vind, men siger samtidig, at det ikke bliver en "walk in the park". Hun mener, at det essentielle er, at EU's politikere forholder sig til den vigtige rolle, som robotterne spiller for at modvirke den europæiske industris forventede massive mangel på arbejdskraft. Forhandlinger er stadig i gang og ifølge Marianne Vind kan det falde ud til alle sider.
Jyllands-Posten, s. 1, 6-7 (08.07.2022)

Det digitale indre marked

Fibernet binder landet sammen
I Jyllands-Posten kan man læse en kronik af Steffen Damsgaard, formand, Landdistrikternes Fællesråd, og Thomas Woldiderich, branchechef, Fiberalliancen. De skriver blandt andet: "Vi er nummer et i hele EU, når det gælder om at have adgang til verdens bedste digitale infrastruktur i landdistrikterne. Med en udbredelse af fibernet i landdistrikterne på cirka 80 pct. har de lokale og regionale energi- og fibernetkoncerner sikret de mest optimale vilkår for, at landdistrikterne kan høste de samme fordele ved digitaliseringen, som man kan i byerne. [...] I mange lokalområder - ikke mindst i landdistrikterne - er dækningen med fibernet helt oppe på mellem 90-100 pct. Selv om vi er kommet langt med fibernettet og nu ligger i front i EU, så må der ikke hviles på laurbærrene. [...] På Christiansborg har et bredt flertal i Folketinget lavet en politisk målsætning om at gøre 98 pct. af Danmark til en digital gigabit-nation i 2025, hvilket betyder, at resten af Danmark de kommende år skal være dækket med digital infrastruktur på mindst 1.000 megabit i sekundet. Det er dog vigtigt, at vi også når de sidste 2 pct., svarende til over 50.000 husstande, så vi når 100 pct. dækning."
Jyllands-Posten, s. 27 (08.07.2022)

Finansielle anliggender

Rohde om rentestormen: Det er kun midlertidigt
Renterne og inflationen er sendt i vejret, men i et interview med Børsen vurderer nationalbankdirektør Lars Rohde, at der kommer ro på igen. “Jeg tror stadig, at vi på den anden side kommer tilbage til et ‘lower for longer'. Ikke helt ned i de virkeligt lave renter, vi har haft. Men en tilbagevenden - langsigtet - til høje, positive realrenter - det tror jeg ikke kommer til at ske,” siger Lars Rohde, som mener, at det nok skal lykkes den amerikanske centralbank og Den Europæiske Centralbank, Fed og ECB, at tøjle inflationen - men det kræver lidt tålmodighed. “Jeg forventer, at både Fed og ECB vil levere på det, som de er sat i verden til, nemlig at sikre en lav og stabil inflation. Men vi skal nok igennem nogle lidt turbulente år de næste par år, ikke mindst på grund af den geopolitiske situation,” siger han. Børsen og Jyllands-Posten skriver, at Den Europæiske Centralbank er bekymret for, at et for stort renteløft til juli kan skabe en overdreven reaktion på markederne. Det viser referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank.
Børsen, s. 12, 30; Jyllands-Posten, s. 20 (08.07.2022)

Handel

Dansk erhvervsliv håber at Johnson-farvel kan skabe ro
Danmarks fjerdestørste eksportmarked, Storbritannien, har været præget af politisk uro de seneste år og efter at premierminister Boris Johnson nu træder tilbage som konservativ leder til efteråret, håber Dansk Industri, at der er udsigt til mere stabilitet og forudsigelighed. Det skriver Børsen. ”Formandsskiftet i sig selv vil ikke have konsekvenser for samhandlen på kort sigt. Men efter nogle meget turbulente år i britisk politik, både før, under og efter brexit, kan formandsskiftet i det konservative parti forhåbentlig føre til en mere stabil og forudsigelig kurs i britisk politik,” udtaler Peter Thagesen, underdirektør for global handel og investeringer i DI, og tilføjer: “Det vil på sigt være en fordel for samhandlen mellem Storbritannien og EU, inklusive Danmark.”
Børsen, s. 8 (08.07.2022)

Institutionelle anliggender

De tre centrale EU-lande har tabt indflydelse siden 1945
Kristeligt Dagblad bringer en artikel om Europas historie med fokus på Tyskland, Frankrig og Italiens indflydelse. Da Ukraine blev EU-kandidatland, var det de tre centrale europæiske nationer der tog til Ukraine og overbragte nyheden. Og det er ikke første gang at de tre lande har spillet en geopolitisk afgørende rolle. Ifølge Kristeligt Dagblad går Tysklands og Frankrigs afgørende indflydelse på Europa helt tilbage til omkring år 800, hvor det mægtige Frankerrige efterhånden var kommet til at omfatte store dele af det nuværende Tyskland, Frankrig, Benelux-landene og Norditalien. Italien har en helt anden historie end Tyskland og Frankrig. Siden middelalderen har det italienske område været opdelt i forskellige små og mellemstore stater, og først i 1861 blev disse stater officielt samlet til én stat: Italien. Da man efter Anden Verdenskrig iværksatte Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (forløberen for EF, som atter senere, i 1993, blev afløst af EU) kom det til at betyde mindre indflydelse i Europa for Frankrig og Tyskland. EF's (EU's) institutioner, Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet blev indrettet på den måde, at de små lande blev overrepræsenteret med hensyn til antallet af stemmer, i forhold til, hvor mange indbyggere landene havde. Det betød, at jo mindre et land var med hensyn til indbyggertal, jo større indflydelse havde det forholdsmæssigt. Hvert land fik én kommissær, uanset landets størrelse, og det samme gør sig stadig gældende. Kristeligt Dagblad skriver, at efter 1945 har Frankrig, Tyskland og (siden 1861) Italien generelt ikke længere haft den samme store indflydelse på forholdene i Europa, som de havde i de foregående årtier og århundreder. Heller ikke selvom der bliver lyttet mere til dem end til de små lande, når for eksempel deres ledere udtaler støtte til Ukraine som EU-kandidatland.
Kristeligt Dagblad, s. 5 (08.07.2022)

Interne anliggender

De Radikale: Stop nu, Karen
De Radikale har i maj opfordret Karen Melchior til at nedlægge sit mandat i EU-Parlamentet, men ifølge B.T. og Ekstra Bladet har det ikke haft nogen effekt. I denne uge har hun både holdt en tale i EU-Parlamentet i Strasbourg om indgreb mod tech-giganter og blandt andet stemt om bæredygtigt brændstof i fly. Selvom De Radikale har opfordret hende til at nedlægge sit mandat, forsætter hun altså med at repræsentere partiet. Partiet har ikke en eksklusionsparagraf, og derfor kan man ikke smide Melchior ud af partiet. Karen Melchior blev valgt til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre i 2019 med 17.292 personlige stemmer, men tiden i EU-Parlamentet har langt fra været uden problemer. Tidligere har Ekstra Bladet afsløret hvordan flere af Melchiors medarbejdere har sagt op, fordi arbejdsmiljøet blev for hårdt. Ifølge medarbejderne skyldtes det Karen Melchiors hidsige udfald. Melchior sygemeldte sig i februar, men hun fortsatte med at stemme i EU-Parlamentet. Fra den radikale ledelse lød det, at hun burde have holdt sig fra at stemme, idet hun var sygemeldt. Melchior meddelte i marts, at hun nu var klar til at genoptage arbejdet i EU-Parlamentet, men siden har De Radikales hovedbestyrelse opfordret hende til at trække sig fra sit mandat i EU-Parlamentet.
B.T., s. 8; Ekstra Bladet, s. 20 (08.07.2022)

Klima

EU-Parlamentet kræver grønnere flybrændstof
Et centralt mål i EU-Kommissionens forslag ”Refuel EU Aviation” er, at fly skal bruge mere bæredygtigt brændstof, når de flyver i EU. Men flere i EU-Parlamentet mener ikke, at forslaget går langt nok. Det gælder blandt andre Venstres Søren Gade, som dog roser EU-Kommissionen for at stille nye krav til brændstofleverandørerne. Det skriver B.T. og Jyllands-Posten. "Vi foreslår, at iblandingskravet skal hæves markant. Vi vil med andre ord have mere grønt brændstof i flyene, end Kommissionen har foreslået," lyder det fra Gade.
B.T., s. 11; Jyllands-Posten, s. 14 (08.07.2022)

Grøn atomkraft
Weekendavisen bringer en kommentar af journalist Sonja Furu, som blandt andet skriver: "Europa-Parlamentet vedtog onsdag i en med spænding imødeset afstemning, at EUs liste over grønne energikilder nu også - under visse betingelser - indeholder atomkraft og naturgas. EU-Kommissionens forslag til, hvad listen - den såkaldte grønne taksonomi - skulle omfatte, blev vedtaget af parlamentet med 328 stemmer for og 278 imod. EUs taksonomi har stor betydning for, hvor investorer, der gerne vil fremstå som grønne og klimabevidste, anbringer deres penge. [...] Modstanderne var derimod rasende. Østrig og Luxembourg vil indbringe taksonomien for EU-Domstolen, og også en række EU-parlamentarikere samt organisationer som Greenpeace, ClientEarth og Verdensnaturfonden bebudede retssager for at få stoppet taksonomien. ”Vi vil bekæmpe listen ved domstolene. Europa-Kommissionens skamløse baglokaleaftaler med lobbyister for de fossile brændstoffer og atomindustrien vil ikke hjælpe dem i retten, ” hed det i en kommentar fra Ariadna Rodrigo, kampagneleder for Greenpeace Europe."
Weekendavisen, s. 9 (08.07.2022)

Usikker energi
Weekendavisen bringer en kommentar af Jens Olaf Pepke Pedersen, cand.scient, ph.d. i fysik og seniorforsker på Institut for Rumforskning- og teknologi på DTU. Han skriver blandt andet: "I et portræt af Pia Olsen Dyhr, som Berlingske bragte i 2016, blev SF-formanden spurgt, hvad der havde formet hendes grundholdninger. Svaret var, at hun dannede sin miljømæssige grundholdning som ung, fordi hun ”levede i konstant bekymring for a-kraft, og hvad det ville gøre ved vores klode”. Det er begrædeligt, at Olsen Dyhrs ungdom blev tynget af en frygt, som siden har vist sig at være ubegrundet. [...] Måske er det et eksistensvilkår, at mennesket skal befinde sig i en konstant tilstand af bekymring, men i så fald har krigen i Ukraine vist, at vi bekymrer os om de forkerte trusler. For imens politikere, forskere, journalister og aktivister har haft fokus på fremtidige klimaændringer, har de glemt, at en usikker energiforsyning er en trussel mod både vores frihed og velstand. Ligesom de har glemt, at det også er vores velstand, som er forudsætningen for, at vi kan beskytte os mod ekstremt vejr. I stedet har ”grøn omstilling” i årevis været brugt som en politisk trylleformular, der på magisk vis ville skabe et samfund i en art evig lykketilstand. Det har ført til en hovedløs grøn politik, hvor især tyske politikere har fokuseret på at nedlægge den stabile fossile og nukleare energiforsyning, længe før der var alternativer på plads. Derfor står EU nu med en dysfunktionel energiforsyning. Energikrisen er ikke blot et resultat af krigen i Ukraine, for priserne begyndte at stige længe før. Men krigen har gjort det tydeligt, at det var en fejl at nedlægge a-kraftværker og opgive EUs fossile energikilder i den tro, at så ville nye automatisk opstå. I stedet har den grønne omstilling gjort EU afhængig af olie og gas fra Rusland samt solpaneler, sjældne jordmetaller og andre råstoffer fra Kina. Det åbne og frie samfund er en truet konstruktion, og forhåbentlig vil læren fra krigen i Ukraine blive en energipolitik, der styrker vores sikkerhed, så EU ikke blot erstatter afhængigheden af Rusland med en afhængighed af andre udemokratiske stater. Det kan også gavne klimaet, for kernekraft og energieffektiviseringer kan gøre mere for klimaet end talrige grønne tiltag."
Weekendavisen, s. 2 (08.07.2022)

Varm luft i 50 år
For 50 år siden inviterede Sveriges statsminister Olof Palme sammen med FN til dét, der siden skulle blive kendt som FNs første miljøkonference i Stockholm. Konferencen førte siden til afholdelse af FNs konference for Miljø & Udvikling for præcis 30 år siden i Rio de Janeiro - og siden til de årlige klimakonferencers langstrakte forhandlinger. Ifølge Weekendavisen kunne ingen dengang vide, at Europa som følge af den tyske kansler Angela Merkels manglende forståelse for betydningen af forsyningssikkerhed en dag skulle blive gidsel for en russisk enehersker. Og at EU i forsøget på at komme fri af ham ville mangle gas og elektricitet med voldsomme prisstigninger - og senere måske rationering af gas og el - til følge. Den næste klimakonference COP27, som afholdes i november i Egypten, skal færdiggøre den stadig ufuldstændige og ikkebindende Parisaftale fra 2015 og presse alle FNs medlemslande til at komme med nye og skærpede løfter om at bruge mindre kul, olie og gas. I juni førte to ugers forberedelser i Bonn til bitter strid med kritik af EU og USA for ikke at give milliarder af dollar til fattige lande. Ulandene ser klimapolitikken som de rige landes dagsorden, og tillægger ikke de rige landes klimaambitioner den store betydning. FNs CO₂-statistik viser, at det såkaldte fodaftryk - den reelle klimabelastning - er betydeligt større i de rige lande. Det har i klimadebatten været underforstået, at klimaforandringer er de riges landes skyld, og derfor kan det ikke være ulandenes opgave at løse det. Men man har indset at vækstlandene må med om bord. På COP15 i København i 2009 gjorde man et forsøg. Her pressede EU på, men den sidste nat blev det forpurret af præsidenterne fra Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien, der blev bistået af den daværende amerikanske præsident Barack Obama. De europæiske regeringschefer og EU blev sat uden for døren, og der kom ingen aftale. Heller ikke i Paris kom der en aftale, kun et ikkebindende mål om at holde temperaturstigningen under to grader, dog så vidt muligt under 1,5 grader, hvilket blev gentaget i Glasgow sidste november. Tyskland, Holland og Østrig arbejder nu på at genåbne kulfyrede værker. Det sker efter Rusland delvist har lukket for gas til EU. Krigen i Ukraine rammer dermed også den internationale klimapolitik, for det vil klinge hult, hvis EU-Kommissionen og EU-landene på den kommende klimakonference COP27 forsøger at aftvinge resten af verden løfter om at bruge mindre kul, olie og gas for i stedet at satse på sol og vind. Så meget mere som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, umiddelbart inden det nylige G7-møde i München underskrev en aftale med Norge, der understøtter ”efterforskning og investeringer for at bringe olie og gas til det europæiske marked”, skriver Weekendavisen.
Weekendavisen, s. 10 (08.07.2022)

Sikkerhedspolitik

Det vil kræve mange forsøg fra Danmarks side at vinde Ruslands tillid
Politiken bringer et interview med den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin. Ifølge avisen kan interviewet opsummeres med, at Rusland ikke bevidst har begået en eneste krigsforbrydelse i Ukraine, forholdet til Vesten er værre end under den kolde krig, og Putins mission om at afnazificere Ukraine går lige efter planen. Ifølge ambassadøren begår Rusland ikke krigsforbrydelser i Ukraine trods flere eksempler fra internationale organisationer. Til spørgsmålet: "Hvad tænker du, når du ser billederne fra Mariupol og Butja?" svarer han: "Meget ofte forbereder de ukrainske styrker deres positioner i byernes boligområder. De placerer deres tunge artilleri her, så de forårsager selv vores beskydning mod disse steder." Han tilføjer: "Og i forhold til Butja, tror jeg, du ved, at det, vi ser, er iscenesatte billede." Barbin mener, at medierne i Danmark i alt for høj grad tager udmeldingerne fra Ukraine for gode varer uden at forholde sig kritisk til dem. Ifølge Barbin er det alene Ukraine, der har skylden for, at fredsforhandlinger mellem de to parter er brudt sammen. Han mener, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, fører befolkningen i Ukraine mod en regulær katastrofe. Ukraine fik i slutningen af juni tildelt status af såkaldt kandidatland af EU, men ambassadøren giver ikke meget for landets nye titel. ”Jeg vil sige, at det ikke er en anerkendelse for nogen succes,” siger han og tilføjer: "Det er en belønning for at føre antirussisk politik og for at være i konflikt med Rusland." Til spørgsmålet: "Så tror du, at EU bare giver denne kandidatstatus, men at Ukraine aldrig vil blive et rigtigt medlem af unionen?" svarer ambassadøren: "Det er op til EU at beslutte, men i dag ser det sådan ud."
Politiken, s. 2 (08.07.2022)

Sundhed

Danmark og Sverige har ”klaret sig fuldstændig ens” - trods vidt forskellige coronastrategier
I Berlingske kan man læse en kronik af Christian Kanstrup Holm, virolog, lektor ph.d. Aarhus Universitet, og Morten Petersen, professor i biologi på Københavns Universitet. De skriver blandt andet: "I Danmark synes det at være en generelt accepteret fortælling, at nedlukningerne og restriktionerne i 2020 og 2021 var nødvendige. Alternativet ville have været sammenbrud af sygehusvæsenet med uoverskuelige konsekvenser til følge. [...] Spørgsmålet er blot, om fortællingerne holder vand. Passer det, at en sygdom med meget lav dødelighed, primært udmøntet blandt ældre over 75 år, er i stand til at nedbryde det danske sundhedssystem? Passer det, at nedlukningerne reddede mange mennesker fra at dø? Spørgsmålene er ikke lette at besvare, men vi befinder os i den helt særlige situation, at Sverige - netop det land, der ligner Danmark mest på de relevante parametre - fulgte en fundamentalt anderledes strategi under pandemien. De havde stort set ingen større nedlukninger. De havde først reelle restriktioner i udvalgte regioner i vinteren 2020/21. Samtidig gennemførte Danmark massive nedlukninger og restriktioner. [...] Når man ser på dødstallene i hele pandemiens varighed, i 2020 og 2021, har Danmark og Sverige med andre ord klaret sig fuldstændig ens. Der er ikke en overdødelighed i Sverige sammenlignet med Danmark i denne periode. Det er svært at konkludere andet, end at nedlukningerne og restriktionerne over denne periode ikke har reddet nogen liv i Danmark sammenlignet med Sverige. Tallene underbygges i øvrigt fuldt ud af Eurostat, der gennemfører pandemiovervågningen i regi af EU-Kommissionen."
Berlingske, s. 28-29 (08.07.2022)

Udenrigspolitik

EUs sanktioner mod Rusland er næppe langtidsholdbare
I Berlingske kan man læse en kommentar af Wolfgang Mostert, energiøkonom, cand.oecon. & phil. Han skriver blandt andet: "Ifølge det Europæiske Råds informationsmateriale er formålet med EUs seks sanktionspakker: ”at pålægge Rusland alvorlige konsekvenser for dets handlinger og effektivt forpurre de russiske evner til at fortsætte aggressionen.” En del af pakken er beslutningen om frem til udgangen af 2022 at reducere importen af russisk kul og søbåren olie til nul og gasimport med to tredjedele. EU aftog i 2021 49 procent af Ruslands olieeksport, 74 procent af gaseksporten og 32 procent af kuleksporten og betalte 99 mia. euro til Rusland. Fordi den globale russiske energieksport i et normalår leverer omkring 45 procent af den russiske statskasses indtægter, mente EU at kunne svække Putins finansiering af krigen. Det kommer ikke til at ske. Ruslands indtægter fra energieksporten bliver i 2022 markant højere end i 2021, hvor EU importerede for 99 mia. euro. Ifølge CREAs ”Russian Energy Export Tracker” har Rusland mellem 24. februar og 24. juni solgt energi for 64 mia. euro til EU. Fossil energi har stor international efterspørgsel og er prisfølsom over for forstyrrelser på markedet, hvilket Putin forstår at udnytte. [...] EUs overambitiøse mål for begrænsningen af energiimporten i 2022 vil ikke ”effektivt forpurre de russiske evner”, men ramme EU i form af unødvendigt dyre importpriser, højere inflation, øget CO -udledning og lavere økonomisk vækst EU i 2022 og første halvdel af 2023. [...] Den manglende eksterne opbakning om EUs sanktioner kunne aflæses i sidste uge: Zelenskyjs tale til den Afrikanske Union loggede kun fire af Afrikas 55 statsledere sig ind på. Konklusionen er, at EUs ledere i sammensætningen af energisanktionerne reagerede hurtigt i stedet for intelligent. Er sanktionerne langtidsholdbare? Næppe."

Weekendavisen bringer ligeledes et debatindlæg af Wolfgang Mostert, energiøkonom, cand. oecon. & phil. (historie). Han skriver blandt andet: "En hvilken som helst førsteårsstuderende i økonomi kunne have forklaret EUs politikere, at det at indføre sanktioner imod import af produkter, som EU ikke kan undvære hverken i forbrug eller i produktion, som har stor international efterspørgsel og er meget prisfølsomme over for forstyrrelser på markedet, er ensbetydende med at skyde sig selv i foden. Det er da også, hvad eksperter i USA-EUs diskussioner om mulige sanktioner forud for krigens begyndelse konkluderede: at man grundet EUs store energiafhængighed ikke skulle gribe ind over for energiimporten. Det blev man enige om. Men knap var krigen begyndt, før Justin Trudeau følte behov for lidt international opmærksomhed og indførte forbud mod import af russisk olie - en gratis omgang, eftersom Canada er en af verdens største eksportører af olie. Oven på det følte Joe Biden, at han ikke kunne stå tilbage for naboen, og indførte forbud mod import af russisk olie til USA. Så tog Ursula von der Leyen, der aldrig lader en chance for at vise sit europæiske lederskab gå fra sig, affære og opfordrede til stærke restriktioner mod import af energi til EU: frem til udgangen af 2022 skulle gasimporten reduceres med to tredjedele, kul og søbåren olieimport til nul (den tredjedel af olieimporten, der foregår via tre olierørledninger, må fortsætte foreløbigt), og EU opnå fuld uafhængighed af russisk energi i 2027. Det blev vedtaget under sloganet, ”at det er ansvarspådragende af EU at finansiere Ruslands krigsførelse gennem betalinger for importen af energi”. [...] Følgerne af von der Leyens sanktionspolitik kommer til at mindske og i værste fald underminere den europæiske befolknings opbakning til Ukraine."
Berlingske, s. 31; Weekendavisen, s. 12 (08.07.2022)
 

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
8. juli 2022
Forfatter
Repræsentationen i Danmark