EU i dagens aviser mandag den 18. marts 2024

EU i weekenden og mandagens aviser den 16.-18. marts 2024

Tophistorier

Slaget om Ukraine har forvandlet Macron fra fredsdue til krigshøg
Flere af weekendens aviser skriver om, hvordan statslederne i EU har flyttet sig i løbet af krigen i Ukraine, og om diskussionen omkring krigshjælpen til Ukraine.Frankrigs præsident Emmanuel Macron, som tidligere forsøgte sig som fredsmægler og talte for at forhandle med Ruslands Vladimir Putin, viser nu i højere grad tænder over for Rusland. Det skriver Berlingske søndag. Senest har han ved flere lejligheder gjort sig bemærket med udtalelser omkring muligheden for at sende europæiske tropper til Ukraine, og at Vesten skal svare igen, hvis Rusland eskalerer krigen. Det er udtalelser, som både Det Hvide Hus og den tyske kansler Olaf Scholz har afvist. Ændringen i Macrons tilgang tilskrives af avisen Le Monde, at Macron har erkendt, at en russisk sejr i Ukraine også vil udgøre "en eksistentiel trussel" mod resten af Europa. Macrons forsøg på at forhandle med Putin har endvidere overbevist Macron om, at det ikke er muligt at tale Putin til fornuft. Derudover spekuleres der i, at Macron forsøger at øge sin popularitet i Frankrig frem mod europaparlamentsvalget, hvor det højrenationale Rassemblement National ligger forrest i meningsmålingerne.

Politiken bringer søndag en kommentar af avisens internationale kommentator, Michael Jarlner. Han skriver blandt andet: "Med krigen i Ukraine har virkeligheden indhentet EU: Stridigheder, der før var teoretiske, fører nu mod forskellige politiske beslutninger. Forsvaret af EU er under forandring. Frankrigs præsident Macron er som forvandlet. Forholdet mellem Tyskland og Frankrig er - af samme grund - under forvandling. Og pludselig er det, som om krigen i Ukraine og en skiftende verdensorden også er rykket ind i en ny form for europæisk realisme. [...] Torsdag gik 'høgen Macron' på de landsdækkende tv-kanaler TF1 og France 2 for at forklare seerne om de mulige konsekvenser af Ukrainekrigen for Europa: "Hvis Rusland vinder denne krig, vil Europas troværdighed blive reduceret til nul«, sagde han og fortsatte: "Hvis krigen breder sig i Europa, vil det være Ruslands fejl. Men hvis vi besluttede at være svage; hvis vi i dag besluttede ikke at reagere; så ville det være det samme som allerede at have valgt nederlaget. Og det ønsker jeg ikke". [...] Talen kom, efter at Macron for nylig åbnede for en dag at sende vestlige soldater til krigen i Ukraine. Måske. For mens Tysklands kansler, Olaf Scholz, ryster på hovedet ad den slags, så ønsker Macron at skabe "strategisk uforudsigelighed": At gøre det sværere for Vladimir Putin at se, hvor EU's røde linjer for en yderligere optrapning af støtten til Ukraine går. [...] "Det er som den gamle koldkrig", sagde Lecornu til Le Monde: "Rusland leger med grænserne for aggressiv adfærd". [...] Macrons U-vending skaber spændinger over for EU's anden kernemagt, Tyskland. For nok er Tyskland det land, der yder næststørst støtte til Ukraine efter USA. Og nok har den socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz, indset, at vi er nået til et historisk vendepunkt, et Zeitenwende, hvor også Tyskland må tænke anderledes. Men den tyske kansler afviser al tale om at sende soldater til Ukraine, fordi det kunne gøre Tyskland til en krigspart, Kriegspartei. Den tanke ligger Tyskland umanerlig fjernt efter Anden Verdenskrig. [...] Den tysk-franske strid handler om mere end Ukraine. Det handler også om visionen for forsvaret af et EU i en tid, hvor verdensordenen er i bevægelse. Og hvor også USA bevæger sig: Mere væk fra Europa. Storbritannien og Frankrig er ene om at råde over europæiske atomvåben. Som alternativ til et mere uforudsigeligt USA har Macron derfor foreslået en fransk atomparaply over Europa. Den løsning tror kansler Scholz ikke på. Så sammen med Danmark og 15 andre europæiske lande - men ikke Frankrig og Polen - er Tyskland gået sammen om planer for et europæisk missilskjold, European Sky Shield. Men for den tyske kansler er forsvaret af Europa stadig afhængigt af USA."

Information bringer lørdag en analyse af europakorrespondent Tore Keller. Han skriver bl.a.: "Den fransk-tyske motor hakker som en gammel Lada i spørgsmålet om støtten til Ukraine. Ved et møde i den genoplivede Weimar-trekant fredag mellem Tusk, Macron og Scholz forsøgte de tre ledere at genfinde melodien. Den polske premierminister Donald Tusk var ganske klar i sine udtalelser, før han fredag mødtes med Tysklands kansler, Olaf Scholz, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i Berlin. "Ægte solidaritet med Ukraine? Færre ord, mere ammunition," skrev han på det sociale medie X. NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg stemte i. "NATO-allierede forsyner ikke Ukraine med nok ammunition, og det har konsekvenser på slagmarken hver dag," sagde han torsdag. [...] I en række korte bemærkninger til pressen efter de tre ledere havde talt sammen et par timer, lagde de demonstrativt vægt på enighed mellem de tre lande. "Vi tre tager støtten til Ukraine alvorligt. Det er mere rigtig end nogensinde, at enhed giver styrke. Vi sender et klart signal til Rusland. Ruslands præsident skal vide, at vi ikke ryster i vores støtte til Ukraine," sagde Olaf Scholz efter mødet. Han understregede, at støtten til Ukraine ikke indebærer, at man er i krig med Rusland. Scholz annoncerede også, at Polen, Tyskland og Frankrig vil deltage i køb af ammunition til Ukraine fra andre lande, uden for EU, på tjekkisk initiativ. Og at man ønsker at bruge de ekstraordinære renteindtægter fra indefrosne russiske midler i Europa til at finansiere dette. [...] Udviklingen under krigen i Ukraine viser, at det ikke længere er Frankrig og Tyskland, der styrer showet i Europa. De to lande er - med EU-udvidelser og ændret økonomiske vægtskåle - ikke længere absolut nødvendige for, at EU træffer beslutninger - og ej heller udgangspunktet for de tiltag, som europæerne tager i forhold til Ukraine. [...] Fredag annoncerede EU-Kommissionen således, at man frigiver 500 millioner euro til at øge produktionen af ammunition i EU til Ukraine."

Kristeligt Dagblad bringer en analyse af Jens Worning, tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han skriver blandt andet: "Det har været en skræmmende god uge for Vladimir Vladimirovitj Putin, og weekenden byder på to markante mærkedage, der hver på sin måde viser den russiske præsidents evne til at forme den kommende verdensorden - lige for øjnene af os. De seneste par dage har Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, meldt ud, at ukrainerne er ved at løb tør for mod og helt sikkert tør for ammunition. Europa-Kommissionens vicepræsident og EU's de facto udenrigsminister, Josep Borrell, har sagt, at krigen kan ende denne sommer - ikke som et håb, men som en tragisk konstatering af, at Ukraines nederlag kan være nært forstående. [...] Den ene begivenhed er det russiske præsidentvalg. I morgen kåres Vladimir Putin til sin femte periode som Ruslands præsident, om end ”præsident” i denne sammenhæng er et alt for beskedent ord. Prøv i stedet med tsar, imperator eller kejser. [...] Den anden begivenhed er en historisk årsdag. I dag er det 10 år siden, den af Rusland orkestrerede folkeafstemning om Krims tilhørsforhold til enten Ukraine eller Rusland blev holdt. Resultat er kendt, som det altid er, når Putin holder valg. [...] For øjnene af os tog Rusland Krim, styrkede partnerskabet med Kina og invaderede Ukraine - for tredje gang. Vores illusion var, at Vesten er stærkere end Rusland. Denne weekend fejrer Rusland, at man er stærkere end os."

Politiken bringer lørdag et debatindlæg af Anders Fogh Rasmussen, tidl. statsminister og NATO-generalsekretær. Han skriver blandt andet: "Vi skal øge produktionen af våben og ammunition i en helt formidabel målestok. Vi kan ikke lade regler om offentlige udbud og langstrakte procedurer spærre for aktiv handling. [...] Derfor er det pinligt, at Nordkorea på én måned har leveret lige så meget artilleriammunition til Rusland, som EU har kunnet levere på ét år til Ukraine. [...] De ukrainske styrker mangler ammunition. Derfor er russerne nu i offensiven. [...] Hvis ikke de vestlige allierede straks får skruet op for leveringen af våben og ammunition til Ukraine, kan det gå helt galt. Hvis Putin vinder i Ukraine, vil han ikke stoppe der. Hele Europas frihed, fred og fremtid står på spil. [...] For det første bør regeringerne indgå langtidskontrakter med våbenindustrien. Ellers kan virksomhederne ikke skaffe den nødvendige kapital til at udvide deres kapacitet. For det andet bør proceduren for indgåelse af kontrakter forenkles og afkortes. [...] For det tredje bør vi midlertidigt lempe reglerne om udbud af forsvarskontrakter, så det bliver muligt at iværksætte produktion hurtigt ved direkte ordrer til udvalgte virksomheder, der er i stand til at levere våben eller ammunition med det samme. [...] Der er behov for en ny mentalitet. Investeringer i forsvar og militært udstyr er en afgørende del af vores forsvar for frihed og fred."
Berlingske, søndag, s. 10; Politiken, lørdag, s. 8, søndag, s. 2, 6-7; Information, lørdag, s. 12-13; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6 (18.03.2024)

Putin har taget valget fra russerne
Weekendens præsidentvalg i Rusland omtales i flere af weekendens aviser.Mark Galeotti, der er britisk historiker og forfatter til flere bøger om Sovjet og Rusland, tegner et billede af Ruslands præsident Vladimir Putin og tre af de personer, der er allertættest på ham. Det skriver Information lørdag. De er alle tre Putins venner fra gamle dage, og er kun involveret indirekte i politik, fordi de er tæt på Putin. Og som det er tilfældet med de fleste totalitære ledere, bliver inderkredsen mindre og mindre. Lektor ved Forsvarsakademiet og tidligere ruslandskorrespondent for Berlingske, Jørgen Meedom Staun, siger, at man kan sammenligne kredsen omkring Putin med et middelalderhof. "Styret baserer sig mere på personlige forbindelser og personlig loyalitet end på formelle hierarkier og institutioner. Adgangen til 'tsaren', hans tillid og gunst, er den vigtigste politiske valuta, og derfor er der en kamp om hans opmærksomhed," siger Jørgen Medom Staun. Putins stab og nøglepersoner består desuden udelukkende af egne folk, han har kendt og arbejdet sammen med i årtier, og de udtaler sig typisk kun om deres eget ansvarsområde. "Man har et russisk begreb, der hedder Vranjo," forklarer Jørgen Meedom Staun: "Putin siger noget, som alle ved er løgn. Og Putin ved, de ved, det er løgn. Og de ved, at han ved, at de ved, at det er løgn. Men de protesterer ikke, de giver ham bare ret. Det er en demonstration af, at han har magten. Han definerer sandheden." Tidligere oplevede man, at Ruslands oligarker var mere højrøstede og ind imellem kunne kritisere Putin, men mange er blevet ramt af sanktioner og har mistet deres formuer, og er derved blevet mere afhængige af staten og Putin. "Så det er ikke nødvendigvis, fordi folk er loyale over for Putin, de er lige så meget hans gidsler. Og når en krise opstår, så forholder de sig pragmatisk til den. Dukker hovedet og ser, hvad der sker," siger Mark Galeotti.

Jyllands-Posten lørdag skriver i sin leder blandt andet: "Vladimir Putins valghandling er en dårlig vittighed på linje med Sovjetunionens parodiske forsøg på at smykke et jernhårdt diktatur med demokratiske gevandter. Der er kun ét tænkeligt udfald efter afstemningen søndag: at Putin fortsætter til 2030 - om det så bliver med 75, 80 eller 85 pct. af de afgivne stemmer. Den russiske stat og dens medier er linet op bag præsidenten, alle seriøse eller bare halv-seriøse kandidater er forment adgang til afstemningen, mens de tre såkaldte modkandidater er handskedukker for Kreml. [...] Intet af dette tarvelige cirkus, hvori Putin agerer teltholder, vil hæfte sig i erindringen, når forestillingen har nået sin forudsigelige afslutning søndag aften. [...] Med sin død i en brutal arktisk straffelejr er Navalnyj blevet til et symbol på kampen for et andet Rusland; et land, der kigger fremad, mens Putins Rusland har blikket limet fast til den sovjetiske fortid. Efter op mod et kvart århundrede ved magten i Rusland og adskillige mere eller mindre fordækte genvalg har Putin fortsat aldrig deltaget i en åben debat med politiske konkurrenter. [...] Den fængslede dissident Vladimir Kara-Murza, der er det nærmeste, man kommer en arvtager til Navalnyj, leverer i Washington Post en klar opfordring til den frie verden - en opfordring, som EU og USA burde tage til sig: Den eneste logiske og den eneste ærlige politiske reaktion fra verdens demokratier ville være at nægte at anerkende Vladimir Putin som den legitime leder af Rusland efter den 7. maj (når den nye embedsperiode begynder, red.) på samme måde, som de f.eks. har nægtet at anerkende legitimiteten af Nicolas Maduro i Venezuela eller Lukasjenko i Belarus."

Berlingske bringer søndag en analyse af Emil Rottbøll, avisens ruslandskorrespondent. Han skriver blandt andet: "Rusland er allerede på vej mod rekordhøj deltagelse ved præsidentvalg. Men i år har det krævet, at Putins styre tager helt nye metoder i brug. Det var Vladimir Putin selv, der indførte videoovervågning af valgstederne. [...] Når Rusland lige nu går til præsidentvalg, er resultatet givet på forhånd. Allerede i fredags blev Putin lykønsket med sin "jordskredssejr" af formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel. Mere præcist regner man med, at Putin får mindst 80 procent af stemmerne med en valgdeltagelse på mere end 80 procent. [...] Men det tegner allerede til at blive den mest omfattende undertrykkelse af vælgerne i alle Putins år ved magten, skriver den russiske journalist Farida Rustamova, der har modtaget hundredvis af eksempler på valgfusk fra hele Rusland. [...] Derfor er der i år mange, der bliver tvunget til at stemme direkte på deres arbejdsplads. [...] Hele universiteter i Perm og Tula blev tvunget til at stemme fredag og lørdag, fortæller studerende til lokalmedier. En anden af Kremls nye metoder er digital stemmeafgivelse. [...] Efter det sidste præsidentvalg i 2018 udviklede en gruppe uafhængige russiske valgobservatører et program, der ved hjælp af kunstig intelligens kunne analysere videooptagelserne fra 1.238 valgsteder i 29 regioner. Programmet viste, at der var massiv forskel på, hvor mange der officielt havde stemt, og hvor mange vælgere der var på videoen. I 11 af regionerne var der så store uoverensstemmelser, at man umuligt kunne sige, om Putin faktisk havde vundet, skriver Novaja Gazeta. På landsplan anslog forskere, at ti millioner stemmer var falske. [...] I år hænger Putins kameraer der endnu. Men denne gang skal selv de officielle valgtilforordnede have særlig tilladelse for at få adgang til optagelserne. [...] Det er en udbredt antagelse, at Putin er populær nok blandt russerne til at kunne vinde, selv hvis valget var frit. Men reelt ved vi det ikke. For han har aldrig deltaget i et."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 26; Information, lørdag, s. 6-9; Berlingske, søndag, s. 8 (18.03.2024)

Prioriterede historier

Egypten skal bremse migration til EU
Flere af weekendens aviser skriver, at EU har indgået en aftale med Egypten, som indebærer økonomisk støtte på 55 milliarder kroner for at adressere den økonomiske og flygtningemæssige krise, som landet står overfor. Aftalen fokuserer på at begrænse migranternes bevægelse mod EU og styrke Egyptens rolle som en strategisk partner i håndteringen af migrationsstrømme. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har sammen med regeringsledere fra Italien og Grækenland lagt sidste hånd på aftalen, der også inkluderer grænsebevogtningsudstyr til Egypten. En anonym EU-kilde understreger Egyptens strategiske vigtighed og bekymringen for grænserne til Sudan og Libyen, idet landet står over for en stigende tilstrømning af flygtninge fra konfliktområder, især fra Sudan og Gaza. Camille Le Coz, senioranalytiker ved Migration Policy Institute, påpeger, at mens aftalen afspejler EU's behov for at håndtere migrationsudfordringer, er det ikke en endelig løsning, men snarere en fortsættelse af et eksisterende samarbejde, som også sigter mod at sikre lokalbefolkningens opbakning. Aftalen med Egypten er en del af en større strategi, hvor EU søger at dække hele den afrikanske nordkyst med migrationsaftaler, der også omfatter økonomisk udviklingshjælp og støtte til kystbevogtninger for at begrænse migranternes adgang til Europa.
Jyllands-Posten, mandag, s. 4; Politiken, mandag, s. 9; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6 (18.03.2024)

Mette Frederiksen har bragt sig langt frem i spil om EU-toppost
Flere aviser skriver lørdag om rygterne vedrørende Mette Frederiksens (S) mulige flirten med en international toppost. I en analyse i Berlingske, skrevet af journalist og tidligere Europa-korrespondent Julie Schneider, kan man blandt andet læse: "Statsminister Mette Frederiksen (S) har benægtet det igen og igen. Hun har ingen planer om at forlade dansk politik, og hun har garanteret, at det bliver et nej tak, hvis hun bliver tilbudt en international toppost. Alligevel fortsætter spekulationerne i internationale medier om, at den danske statsleder er en stærk kandidat til at sætte sig på en af verdens mest magtfulde stillinger, når topposterne i EU skal fordeles til sommer. Med en række optrædener internationalt på kort tid ligner det mere og mere, at Mette Frederiksen turnerer rundt med en jobansøgning. En jobansøgning, der lige nu placerer hende i toppen af feltet til at udgøre den ene halvdel af EUs magtduo i rollen som formand for Det Europæiske Råd - i daglig tale kendt som EU-præsidenten. Det er en delikat manøvre. For det er en fare i politik, at lægger man først offentligt billet ind på en international toppost, så lukker man muligvis døren til sin fremtid i dansk politik - uanset om man får jobbet eller ej. [...] I EU begyndte man for alvor at tale om, at Mette Frederiksen er i gang med at føre kampagne, da hun gav et større interview til det førende internationale medie Financial Times. Her opfordrede hun i én artikel til, at Europas venstrefløj skal have en hårdere tilgang til migrationspolitik, ligesom hun i en anden artikel igen slog fast, at EU ikke har støttet Ukraine godt nok i krigen. Udtalelser, som Financial Times beskrev som 'betydningsfulde', netop fordi de skal ses i lyset af, at den danske statsminister bliver set som en potentiel ny EU-præsident. [...] I spillet om topposterne er der en række uskrevne regler, der skal opfyldes, før den endelige kabale gøres op efter valget til Europa-Parlamentet til sommer. Traditionen tro skal der gerne være nogenlunde ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, politisk partifarve, geografi samt store og små EU-lande. De fire øverste poster er i spil: Formand for Europa-Kommissionen, formand for Europa-Parlamentet, formand for Det Europæiske Råd og rollen som EUs udenrigschef. Efter alt at dømme peger pilen på, at både den nuværende formand for Kommissionen, Ursula von der Leyen, og Parlamentets formand, malteseren Roberta Metsola, får en periode mere. Desuden skal man tage højde for, at det ser ud til, at Hollands premierminister, Mark Rutte, inden længe vil blive udnævnt som NATOs næste generalsekretær. [...] I rollen som EU-præsident er man en slags fredsmægler både internt og internationalt. I Det Europæiske Råd har præsidenten ansvaret for, at EUs 27 statsledere bliver enige om den politiske retning for EU på trods af ofte store og stærke ideologiske forskelle. I EU ser man Mette Frederiksen som en stærk kandidat til rollen, fordi hun er kendt for at styre den politiske kommunikation hårdt. En evne, som den nuværende EU-præsident, Charles Michel, i perioder er blevet kritiseret for ikke at besidde. Tålmodigheden med ham slap også op for Mette Frederiksen selv, da hun på et topmøde for et år siden satte Michel på plads foran EUs statsledere. Han var for kaotisk og havde ladet diskussionerne køre af sporet. [...] Spekulationerne om, hvem der indtager de betydningsfulde roller, har allerede fået intens opmærksomhed. Det kan være umuligt at vide lige til det sidste. Som eksempel dukkede Ursula von der Leyen op som en dark horse til at blive Europa-Kommissionens formand sent i processen, da kabalen skulle gå op sidst i 2019. Spillet om topposterne afgøres endeligt efter valget til Europa-Parlamentet til sommer. Efter sidste valg i 2019 tog det statslederne to topmøder over fem dage at blive enige om fordelingen."

I Information kan man lørdag under overskriften "Mettes private jobansøgning?" læse en analyse skrevet af udlandsredaktør Lars Trier Mogensen. Han skriver blandt andet: "Statsminister Mette Frederiksen har intensiveret sit engagement i storpolitiske dagsordener og pludselig truffet flere vidtgående beslutninger påfaldende tæt på, at der skal besættes flere topposter i Bruxelles. [...] Mette Frederiksen har i længere tid prioriteret den store internationale scene på direkte bekostning af dansk indenrigspolitik, og det seneste løfte om at øge forsvarsudgifterne med 40,5 milliarder kroner har kun forstærket grublerierne. For det er bestemt opsigtsvækkende og lettere gådefuldt, hvorfor Danmark pludselig har kastet sig ud i et accelereret våbenkapløb - et forløb, som tilmed begynder at minde om sidste forår, hvor rygterne om Mette Frederiksens ambitioner om at blive NATO's nye generalsekretær også kom til at overskygge alt andet i dansk politik. [...] Det afgørende er, om Mette Frederiksen kan siges at handle anderledes nu, fordi hun reelt er i spil til indtil flere EU-topposter. For én ting er, at andre politikere lader sig distrahere af sladder, en helt anden og mere alvorlig situation er, hvis den mulige jobsøgning ligefrem fører til andre beslutninger fra regeringens side. [...] Mønsteret kan imidlertid ikke retoucheres væk: På samme måde som Anders Fogh Rasmussen i sin tid foranstaltede et spektakulært indgreb mod den kurdiske tv-station Roj - som NATO-medlemslandet Tyrkiet netop krævede lukket i Danmark som betingelse for at gøre den danske statsminister til generalsekretær - har også Mette Frederiksen ændret politisk karakter på det seneste. Kalibreringen sker på flere fronter. Det er således ikke kun hårde og kontante krigstoner, som Mette Frederiksen forsøger at pleje østeuropæerne med. Med adresse til blandt andet sydeuropæerne, der generelt er mere kritiske over for Israels fremfærd i Gaza, fortalte Mette Frederiksen forleden, at hun finder den 'katastrofale' situation i Gaza 'hjerteskærende'. Mildest talt et retorisk omslag. [...] Både posten som NATO's generalsekretær og posten som formand for EU-Kommissionen er efter alt at dømme uden for Mette Frederiksens rækkevidde. Hun kan kun gøre sig forhåbninger om topposter i andet geled. [...] Den nuværende formand for EU-Kommissionen, den tyske konservative Ursula von der Leyen, vil nemlig gerne fortsætte, og hun har angiveligt bred opbakning. Men der er mange andre poster i spil, og her ser mulighederne bestemt farbare ud: 'Vi har et strålende samarbejde, et betroet samarbejde. Vi har løst mange problemer sammen og har bevæget os fremad. Hun har leveret og vil blive ved med at levere for Danmark og Europa,' sagde Ursula von der Leyen, da hun torsdag var på besøg på Færøerne sammen med ingen andre end Mette Frederiksen. På fællesturen videre til Grønland havde de god tid til at tale fortroligt om de tre andre poster, som byder sig til i de kommende måneder: som EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, som formand for Det Europæiske Råd eller måske i nødstilfælde som næstformand for EU-Kommissionen."

Berlingske skriver, at Pedro Sánchez, Spaniens premierminister, spiller en central rolle, når Europas socialdemokrater skal vælge kandidater til EU's topjob. Mette Frederiksens muligheder for at opnå støtte i sit angivelige forsøg på at vinde topposter inden for EU synes styrket efter et tæt samarbejde med Sánchez, specielt efter deres fælles besøg i Kyiv i kølvandet på krigens udbrud i 2022. Samarbejdet kan vise sig afgørende, da politisk tilhørsforhold spiller en stor rolle i tildelingen af EU-poster. Sánchez' position som en ubestridt leder blandt de sydeuropæiske socialdemokrater, sammen med Tysklands kansler Olaf Scholz, gør ham til en nøglespiller i forhandlingerne. Ifølge iagttagere synes to store hindringer for Frederiksens støtte fra Sánchez at være overvundet. For det første har Sánchez ingen umiddelbare internationale karriereambitioner, hvilket blev klart, da han afviste spekulationer om en rolle som NATO's generalsekretær. For det andet har Mette Frederiksens vigtigste konkurrent, Portugals António Costa, lidt et betydeligt valgnederlag, hvilket svækker hans position.
Berlingske, lørdag, s. 1, 22-24; Information, lørdag, s. 4 (18.03.2024)

Beskæftigelse, vækst og investeringer

EU vil vinde mineral-ræs i Grønland
Med åbningen af et nyt EU-kontor i Nuuk markerede formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen, statsminister Mette Frederiksen og formand for Grønlands regering Mute B. Egede i sidste uge indledningen på et samarbejde mellem Grønland og EU. Det skriver Kristeligt Dagblad og Politiken lørdag og Altinget fredag. Samarbejdet handler blandt andet om de værdifulde mineraler og råstoffer, der findes i Grønland, og som EU vil forhindre Kina i at få adgang til. "Med den smeltende is står vi i en ny situation. Rusland og Kina er mere frembrusende. Derfor skal EU og Grønland styrke vores partnerskab,” sagde Ursula von der Leyen på et pressemøde efter underskriften af samarbejdsaftalen. Grønlands mineraler og råstoffer er vigtige i den grønne omstilling, og Ursula von der Leyen understregede, at EU vil give Grønland et godt tilbud, samtidig med at Grønland kan føle sig tryg i EU's værdier, i modsætning til, hvad der måtte komme fra Kina. "Vores tilbud er fuld gennemsigtighed og fuld respekt for miljøet," lød det fra von der Leyen. Mute B. Egede svarede, at den grønlandske regering er åben over for en aftale, men han udtrykte samtidig bekymring omkring det negative syn på Kina. "Her i Grønland har vi brug for at få økonomisk vækst og diversificere vores økonomi, og selvfølgelig siger vi velkommen til vores stærke og ligesindede partnere. Men hvis de ikke investerer, er der mange andre lande, der vil investere i dette land," sagde Egede på pressemødet.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 3; Politiken, lørdag, s. 11; Altinget, fredag (18.03.2024)

Finansielle anliggender

Angrebet på A- og B-aktier er afværget
Børsen bringer lørdag en kronik af Jesper Lau Hansen, professor, dr.jur. ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Han skriver blandt andet: "Det begyndte dårligt, så blev det meget værre, men det lader til at ende godt. Sådan kan man sammenfatte historien om det seneste angreb på fænomenet med flerstemmeaktier, herhjemme kendt som A- og B-aktier. Det begyndte med en større pakke af lovgivning fra EU-Kommissionen i december 2022, der skulle gøre EU's børsmarked bedre, især for segmentet af små og mellemstore virksomheder (smv). Det meste af denne pakke var fornuftigt, men et direktivforslag stak ud. Forslaget ville tvinge alle medlemsstaterne til at acceptere flerstemmeaktier i den særlige situation, at en smv ville på børsen. [...] Men sådan spiller klaveret ikke i EU for tiden. Det betragtes som lettere uhøfligt at blokere harmonisering under henvisning til nærhedsprincippet, som ellers skulle tjene som bremse for unødvendig lovgivning, så forslaget fik lov at fortsætte. Underligt skizofrent Forslaget selv var underligt skizofrent. Man ville gennemtvinge flerstemmeaktier i hele EU med den begrundelse, at flerstemmeaktier kan motivere ejere af smv til at gå på børsen, fordi de kan bruge dem til at undgå det kontroltab, som ellers let kan følge. [...] Men Europa-Parlamentet satte sig nu for at gøre forslaget meget værre, og sidste efterår kom man med en række vidtrækkende ændringsforslag, der udvidede forslaget til at angå alle slags selskaber og alle slags børser samt begrænsede yderligere brugen af flerstemmeaktierne. [...] Vi har allerede de nødvendige regler, det må være nok. Selvom direktivforslaget egentlig var præget af fordomme om flerstemmeaktier, kan det faktisk få den modsatte effekt, nemlig at gøre dem mere udbredte, hvilket vil fjerne fordommene. Flerstemmeaktier er hverken bedre eller værre end andre aktier, og derfor er kravene til en fornuftig indretning af lovgivningen den samme, og disse krav opfylder vi allerede. Nu kan andre også komme med og få den samme erfaring. [...] Heldigvis giver EU-retten i et direktiv (SRD2) de nationale myndigheder ret til at kræve, at disse rådgivere forklarer og begrunder deres rådgivning. Den mulighed må man håbe, at Danmark gør brug af. For det nye direktiv handler jo om at udbrede brugen af flerstemmeaktier blandt børsselskaber, og så kan vi ikke acceptere, at udenlandske rådgivere stadig ligger under for fordomme og vil forhindre det. Så et slag er vundet, men sejren er ikke hjemme endnu."
Børsen, søndag, s. 12 (18.03.2024)

Handel

Nu er ECCO skomærket for putinister og antifeminister
Berlingske bringer en kommentar af Thomas Bernt, avisens erhvervskommentator. Han skriver blandt andet: "Den tørre og kyniske konklusion må være, at ledelsen i ECCO og familien bag ECCO simpelthen ikke lægger vægt på, hvad den danske offentlighed mener om virksomheden. [...] Man skulle ellers tro, at ECCO havde mere end rigeligt at gøre med at håndtere og inddæmme den skade, som beslutningen om at blive i Rusland af hensyn til de 1.800 russiske ansatte har gjort på ECCOs omdømme. [...] Derfor var jeg ved at tabe kæben, da jeg forleden dag sad og bladrede det nye og nydelige årsregnskab fra ECCO igennem og så pludselig på side 13 faldt over en indrammet boks i lyseblå farver om ECCOs syn på de danske love og regler om ligestilling i toppen af erhvervslivet. [...] Men hvorfor ECCO midt i en imagekrise bruger et kedsommeligt årsregnskab til at erklære krig mod loven om måltal er temmelig gådefuldt. Især da ECCO også burde rette kritikken mod EU og ikke kun den danske regering. Fra 2026 er det EU-lov, at 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne i de største børsnoterede selskaber skal være kvinder. [...] Det var i 1993, at ECCOs russiske eventyr begyndte med etableringen af ECCO Ros. Et selskab, som ECCO først overtog helt i januar 2020; kun to år før præsident Putin besluttede at invadere Ukraine. Med andre ord foretog ECCO en markant investering i Rusland kort før krigsudbruddet og tilmed i et marked med høj indtjening for virksomheden, fordi ECCO anses for en luksusvare i Rusland. Åbenlyst har ECCO ikke haft lyst til at nedskrive den investering. ECCOs argument om at blive i Rusland af hensyn til de ansatte har altid lydt hult."
Berlingske, lørdag, s. 24 (18.03.2024)

Institutionelle anliggender

Bliv Hollands-nørd, hvis du bekymrer dig for demokratiets fremtid
I Børsens leder mandag kan man blandt andet læse: "USA har Trump. Men EU har Le Pen, Orban, Meloni, Wilders og det tyske AFD. Og selvom alle taler om risici ved et amerikansk genvalg af Trump, så er det mindst lige så relevant at drøfte håndteringen af den europæiske højrepopulisme. Den handler også om demokratiets fremtid. Er man enig, bør man zoome ind på hollandsk politik. Holland er nemlig en form for politisk eksperimentarium. [...] Ved valget sidst i 2023 vandt den højreradikale Geert Wilders en chokerende jordskredssejr. Han sikrede borgerligt flertal og samtidig en eksistentiel kattepine for de etablerede borgerlige partier. De kan enten holde ham væk fra magten ved at underlægge sig en stor koalition med næsten alle andre i hollandsk politik. Eller også kan de give ham statsministerposten. I begge tilfælde eksistentielt selvmord, fordi Wilders-eller-ej-spørgsmålet trumfer alle andre skillelinjer. Og dermed rummer risikoen for at styrke ham endnu mere. [... ] Men det hollandske dilemma lurer i horisonten over hele EU. Med en højrefløj, som enten bliver stærkere, mere radikal - eller begge dele på en gang. Ofte med en helt paralleludvikling yderst til venstre. I Tyskland ligger AFD til over 20 pct. I Frankrig ligger Le Pen langt foran Macron i meningsmålingerne. I Sverige vil SD's Jimmie Åkesson i regering og være statsminister, hvis hans parti - ligesom i målingerne - er størst blandt de blå efter næste valg. Et højre-populistisk skred ved Europaparlamentsvalget kan udløse et hollandsk dilemma for det samlede EU. Alligevel er der ingen seriøs, åben diskussion om, hvordan demokratiets ikke-populister håndterer udfordringen. [...] Historisk arvegods og institutionelle spilleregler som f.eks. valgsystemer vil trække EU-landene mod forskellige svar. Spørgsmålet er imidlertid universelt. Holland har næppe opfundet en patentløsning. Men nok givet resten af EU et varsel om, hvor radikalt demokratiet måske skal være parat til at forandre sig for at bevare de værdier, det grundlæggende bygger på."
Børsen, mandag, s. 24 (18.03.2024)

DF og co. er stadig stemplet som absolut ikke-stuerene i Europa-Parlamentet
Politiken skriver, i anledning af det kommende valg til Europa-Parlamentet, om Dansk Folkeparti og deres samarbejdspartnere i EU. Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti, som spiller en central rolle i højrefløjsgruppen Identitet og Demokrati (ID) i EU-Parlamentet, udtrykker bekymring over udfordringerne ved at opnå politisk synlighed i forbindelse med det kommende EU-valg. Han er udpeget som ID-gruppens ansigt udadtil og Dansk Folkepartis spidskandidat. "Vi har besluttet at sende mig til de der spidskandidatdebatter fra ID-gruppens side. Men jeg forventer ikke, at vi får lov til at deltage i dem. Det kan jeg allerede nu høre på arrangørerne. Ultimatummet fra nogle af de andre er, at de ikke deltager, hvis der står en ID-repræsentant på scenen," forklarer Vistisen og tilføjer, at han skulle have stået på scenen med blandt andre Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand. Situationen for ID-gruppen og Dansk Folkeparti i EU-Parlamentet spejler en politisk kultur, hvor samarbejdet og dialogen på tværs af det politiske spektrum er begrænset. En såkaldt "cordon sanitaire" praktiseres, hvilket indebærer en uofficiel aftale blandt EU-positive partier om at udelukke højrefløjspartier fra politisk indflydelse. Dette omfatter ikke at støtte ændringsforslag fra ID-gruppen eller give dem ledende positioner i parlamentsudvalg. Kira Marie Peter-Hansen fra SF, der er en del af EU-Parlamentets grønne gruppe, beskriver reglerne: "Reglerne fungerer sådan, at vi ikke bakker op om ændringsforslag, der er stillet af ID-gruppen. Selv hvis vi er enige i indholdet." Til trods for denne isolationsstrategi har visse danske politikere, som Peter Hansen og Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet, indtaget en anden holdning, baseret på principper om demokratisk repræsentation og dialog. Schaldemose kritiserer den udbredte praksis af at stemple hele vælgergrupper som illegitime. "Det er jo det, man siger. At 'I må ikke sidde med om bordet, I må ikke det ene og det andet'. Det er fuldstændig absurd. Højrefløjen er lige så legitimt valgt som os andre, og jeg tror, man begår en kæmpebrøler over for vælgerskaren," siger hun.
Politiken, søndag, s. 3 (18.03.2024)

Klima

En gigantisk europæisk klimamotorvej peger mod Danmark
I planerne for at nå klimamålene skal der investeres over 100 milliarder kroner og lægges op mod 20.000 kilometer før til transport af indfanget og højkomprimeret CO2 i Europa. Og her kan Danmark komme til at spille en hovedrolle, skriver Berlingske lørdag. Ifølge en ny rapport med titlen "Shaping the future CO2 transport network for Europe", som det europæiske forskningscenter JRC har udarbejdet for EU-Kommissionen, vil der blive bygget en europæisk CO2-motorvej fra kraftværker og energitunge produktionsvirksomheder i bl.a. Holland, Belgien og Tyskland op til Danmark. Det handler om EU's klimamål: 55 procent reduktion af udledningerne i 2030 i forhold til 1990, en foreløbig plan om 90 procent reduktion i 2040 og derefter klimaneutralitet i 2050. Det er mål, som kun kan indfris, hvis samtlige EU-lande i hastigt stigende omfang begynder at indfange CO2 fra eksempelvis skorstene. Og da Danmark, og tilsyneladende også Norge, har gode geologiske CO2-lagringsmuligheder både under land og havbund, lægges der op til, at det bliver her udledningerne skal opbevares. Klimaløsningen er dog ikke helt uden risiko. For få år siden oplevede et lignende anlæg i den amerikanske stat Mississippi en lækage, hvor en sky lagde sig over byen, og folk blev svimle og fik vejrtrækningsbesvær. Lektor ved DTU Kemiteknik, Philip Fosbøl, er en af Danmarks mest vidende CO2-fangsteksperter. Han kender til hændelsen i USA, men maner til ro. Ved en læk krystalliseres CO2 til en form for kold tøris, der ender med selv at stoppe lækagen. Derudover siger han, at der vil blive skrappe sikkerhedskrav til rørenes kvalitet. Brian Vad Mathiesen, professor i energisystemer ved Aalborg Universitet mener, at rapporten generelt ikke har behandlet de tekniske udfordringer tilstrækkeligt, og han forudser udfordringer med at finde finansiering udelukkende med private midler.
Berlingske, lørdag, s. 28-30 (18.03.2024)

Verdens største forandring
Det er ti år siden, at Paris-aftalen blev indgået, hvor man fokuserede på at standse temperaturstigningerne. Men 90 procent af den globale CO2-udledning kommer stadig fra fossile brændstoffer, og derfor skal det globale energisystem forandres i en fart, skriver Information lørdag. Det Internationale Energiagentur regner med, at det globale forbrug af kul, gas og olie kommer til at toppe inden udgangen af dette årti. Vi står over for en energiomstilling, hvor det handler om "at fjerne kilder til energi og udskifte til andre former for energi," lyder det fra den britiske professor i politisk økonomi, Helen Thompson. Da Paris-aftalen blev underskrevet, blev der investeret omkring 1.000 millioner dollars årligt i den grønne energisektor, men det beløb er hævet til 1.800 milliarder dollars. Dog er det nødvendigt med en fordobling af den investering frem mod 2030. ”Og selv om Kina, Europa og USA kører derudad, skal de grønne investeringer også introduceres i verdens vækstøkonomier, hvor det er dyrere at låne penge grønne projekter,” siger Laura Cozzi, direktør for bæredygtighed, teknologi og fremskrivninger, Det International Energiagentur.
Information, lørdag, s. 28-30 (18.03.2024)

Konkurrence

Europas virksomheder skal være meget større for at hamle op med USA
I Børsen kan man mandag læse, at USA har overhalet Europa betydeligt i økonomisk styrke. Rambølls administrerende direktør, Jens-Peter Saul, udtrykker bekymring over Europas position i den globale økonomi, og påpeger en "fundamentalt manglende forståelse for, hvor verdens vigtigste kraftcentre er" blandt Europas beslutningstagere. Han har transformeret Rambøll til en panatlantisk rådgivningsvirksomhed med stor succes i Nordamerika og mener, at Europa halter markant bagud i forhold til USA, specielt inden for teknologisektoren. Saul foreslår øget støtte til europæiske universiteter og strammere fokus på samarbejde mellem uddannelsessteder, erhvervsliv og staten for at forbedre situationen. Europas konkurrenceregler kritiseres for at være en årsag til det økonomiske efterslæb, da de hindrer skabelsen af store, dominerende virksomheder, hvilket ifølge Saul er nødvendigt for at kunne konkurrere globalt, især mod USA og Kina. Perspektivet understøttes af en rapport fra McKinsey, der påviser en signifikant forskel i økonomisk performance mellem EU og USA, hvor EU's største virksomheder skal vokse for at matche amerikanske virksomheders størrelse og konkurrenceevne. Rapporten fremhæver, at EU bruger væsentligt færre penge på forskning og udvikling end USA, hvilket bidrager til et innovationsefterslæb. McKinsey-partner Jan Mischke påpeger, at der ikke findes europæiske tech-giganter, der kan måle sig med amerikanske virksomheder som Microsoft, Apple og Amazon, og at europæisk industri, blandt andet inden for Pharma, er under pres. Han foreslår en tværnational EU-overbygning for at skabe fælles rammevilkår og opbygge større virksomheder. Undersøgelsen viser dog, at Danmark og Norden klarer sig bedre end resten af Europa.

Lektor ved CBS, Rune Møller Stahl, understreger i Børsen mandag, at Europa har brug for større virksomheder for at kunne konkurrere med de amerikanske, som nyder godt af skalafordele. "Niveauet af investeringer har stor betydning. I de seneste 15 år har Europa ligget markant under USA - både i forskning og udvikling og i generelle investeringer" siger han. Han peger på, at USA's Inflation Reduction Act vil accelerere forskellen yderligere. Stahl fremhæver også, at Europas energiforsyning, der i høj grad er afhængig af eksterne kilder, samt en tendens til mere ferie, sætter Europa i en ufordelagtig position i forhold til USA. USA's konkurrencelovgivning siden 1980'erne har muliggjort skabelsen af store virksomheder, der nærmer sig monopolsituationer, mens Europa har en tendens til at modstå dannelse af store virksomheder. "Den europæiske forståelse giver plads til mere politisk styring af rammevilkårene for virksomhedernes konkurrenceforhold" forklarer Stahl. Han mener dog ikke, det er verdens undergang, hvis Europa ikke matcher USA, og nævner Japans lavvækst som et eksempel på, at et højt udviklet land kan opretholde en stabil økonomi selv med lav vækst. Cheføkonomen i Dansk Industri, Allan Sørensen, taler om vigtigheden af såkaldte superstjernevirksomheder for dansk og europæisk økonomi. "Vi vil gerne skabe rammerne for at fostre nogle af disse virksomheder" siger han og understreger, at EU er afgørende for dansk erhvervslivs eksport og jobskabelse, men påpeger samtidig behovet for flere store virksomheder i EU.
Børsen, mandag, s. 14-15 (18.03.2024)

Sikkerhedspolitik

Bestyrelsens ansvar for cybersikkerheden
Børsen bringer mandag en kronik af Tom Jacobsgaard, adjungeret professor ved Center for Corporate Governance, CBS og Anders Lavesen, chief legal officer og partner hos Qblue Balanced AS. De skriver blandt andet: "Når EU's NIS2-direktiv træder i kraft, forventeligt i slutningen af 2024, skal virksomhederne løbende følge cybertrusselsbilledet. De skal foretage risikovurderinger, beslutte risikoprofil samt godkende og iværksætte relevante foranstaltninger og politikker, som kan forhindre cyberangreb og minimere konsekvenserne heraf - for virksomheden, dens ejere, kunder og samarbejdspartnere og for samfundet. [...] Bestyrelsen i en NIS2 virksomhed får en udvidet rolle og et skærpet ansvar. Direktivet bestemmer, at bestyrelsen kan drages til ansvar for manglende overholdelse med sanktioner som bl.a. bødestraf og frakendelse af retten til at deltage i ledelsen af erhvervsvirksomhed. NIS2 er EU's reguleringsmæssige svar på den fortsatte kraftige stigning i omfanget og arten af cyberkriminalitet og -terror, og hvor professionelt de cyberkriminelle arbejder med bl.a. AI. [...] Bestyrelsen har til opgave at sikre, at virksomhedens digitale infrastruktur udgør et solidt fundament, og at relevante sikkerhedsforanstaltninger identificeres og besluttes. Ifølge NIS2 gælder det også for “state-of-the-art” foranstaltninger og ny teknologi, der endnu ikke er en anerkendt standard. For at løfte ansvaret - loyalt og pligtopfyldende i selskabets interesse - kræves det, at bestyrelsen har overblik over selskabets value og risk drivers, har afklaret selskabets risikoprofil og -appetit i dialog med selskabets ejere, og i samarbejde med direktionen iværksat en strategi, der fremmer vækst og indtjeningsevne og modvirker risici og kapitalbindinger. I 2024 er virkeligheden, at digital transformation, AI og cybersikkerhed er af strategisk betydning og afgørende for vækst, indtjeningsevne og risikohåndtering - i selskaberne og i samfundet."
Børsen, mandag, s. 22-23 (18.03.2024)

Sanktionerne blev ikke et supervåben
I sin leder i lørdags skriver Information blandt andet: "Der var store forventninger for to år siden til vores fredelige våben: økonomiske sanktioner. Et våben, som skulle ødelægge Ruslands økonomi og svække landets evne til at føre krig, uden at soldater fra NATO-lande skulle indsættes i kamp mod russiske styrker og uden risiko for at fremprovokere tredje verdenskrig. Det, der blev kaldt for de mest omfattende økonomiske sanktioner i historien, inspirerede endda til et spinkelt håb om, at Putin ville blive væltet indefra. [...] Undermineringen af Putins politiske magt var det maksimale, næsten utopiske mål. Undermineringen af den russiske økonomi og krigskapacitet var den realistiske ambition. [...] På vegne af EU-Kommissionen tilskrev også Ursula von der Leyen de økonomiske sanktioner stor effektivitet over for Rusland, da hun i april samme år erklærede: "Vi skal bruge hårde midler, vi skal være konsistente med sanktioner, vi skal blive ved med at skrue op for dem. Vores sanktioner er hårde, fordi de begrænser Kremls politiske og økonomiske muligheder." [...] To år senere må vi konkludere, at politiske ledere og intellektuelle iagttagere overvurderede sanktionerne og undervurderede Putin-regimets evne til makroøkonomisk styring og pengepolitisk kompetence. [...] Rusland har mistet eksportindtægter, rublen faldt voldsomt i en periode, de har været ramt af inflation, og det russiske militær har savnet teknologiske komponenter fra vestlige virksomheder. I den begrænsende forstand, at sanktionerne har haft en effekt, har de virket. Men i det store billede må vi erkende, at sanktionerne har været en fiasko. Frem for alt har Rusland omstillet sig til en krigsøkonomi. Russerne producerer nu langt mere artilleriammunition, end Ukraine får fra sine allierede, og har erstattet teknologiske leverancer fra Vesten med produkter fra andre, ikkevestlige allierede. [...] For os er det en ydmygende, men nødvendig erkendelse: Vi slog os på brystet med store ord, men det var tomme løfter. For alle dem, hvis liv går tabt i krigen, og for Ukraine som frit land under invasion af det militært overlegne Rusland, er det en katastrofe."
Information, lørdag, s. 24 (18.03.2024)

Udenrigspolitik

EU's krisekommissær: Respekten for civile er forsvundet i verdens mange kriser
Flere af weekendens aviser skriver om problematikken med at få nødhjælp til Gaza. I Politiken kan man mandag læse et interview med EU's krisekommissær Janez Lenarcic om situationen. Han udtrykker alvorlig bekymring for den globale humanitære krise, hvor der mangler 50 milliarder dollars til at dække nødhjælpsbehovet for 300 millioner mennesker. Lenarcic kalder det "katastrofalt" at Israel begrænser adgangen til hjælp i Gaza og understreger, at problemet ikke skyldes en nedgang i bidrag fra traditionelle donorer, men en markant stigning i behovet for hjælp. Kommissæren appellerer til en bredere kreds af lande, herunder G20-medlemmerne og de permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd, om at øge deres bidrag til humanitær bistand. EU's krisekommissær kritiserer Rusland og Kina for deres manglende engagement i humanitær bistand og roser Spanien for dets planer om at allokere 0,07 procent af sin bruttonationalindkomst til nødhjælp fra 2030. Han påpeger, at hvis flere udviklede lande forpligtede sig til lignende mål, kunne det betydeligt mindske finansieringsgabet. Lenarcic er dybt bekymret over den tilsidesættelse af international ret, som ses i konflikter over hele verden, hvor respekt for menneskeliv og krigens regler bliver ignoreret. Han fremhæver de mange civile tab i Gaza, forårsaget af Israels overtrædelse af internationale love, som har resulteret i tusindvis af dræbte, herunder næsten 13.000 børn. European Humanitarian Forum finder for tredje gang sted i Bruxelles, organiseret af EU-Kommissionen i samarbejde med det Belgiske EU-formandskab. Konferencens mål er at rette opmærksomheden mod globale kriser, indsamle frivillige donationer og fremme samarbejde mellem forskellige humanitære organisationer for at styrke indsatsen på tværs af sektorer.

I søndagens Politiken kan man læse, at en nylig leverance af bønner, ris, madolie, og dadler til fejringen af ramadanen har åbnet en ny mulighed for at forbedre forholdene for de sultende civile i Gaza. Forsendelsen er gennemført med støtte fra de Forenede Arabiske Emirater og ledet af World Central Kitchen (WTC), en organisation grundlagt af den spanske Michelin-kok José Andrés. WTC har, ud over at levere nødhjælp via luften og gennem åbne grænseovergange, nu med succes gennemført en operation, hvor nødhjælpen blev transporteret tværs over Middelhavet fra Larnaca i Cypern. Dette initiativ markerer en ny fase i nødhjælpsindsatsen, hvor der er et presserende behov for at øge leveringen af mad, rent vand, medicin og hygiejneprodukter til de mere end 500.000 palæstinensere i Gaza, som akut mangler disse basale forsyninger. Den daglige leder af projektet, Erin Gore, udtrykker et ambitiøst mål om at skabe en "motorvej over havet" for at fremskynde tilførslen af nødhjælp. Denne indsats er nødvendig for at forhindre en eskalering af den allerede kritiske situation, hvor underernærede børn, gravide kvinder og ammende mødre lider under mangel på mad og basale forsyninger. Det understreges af den alvorlige advarsel fra FN om en nært forestående sultkatastrofe, som kun kan afværges ved en markant forøgelse af den internationale hjælpeindsats. I denne kontekst er EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borell, direkte kritisk over for Israels håndtering af situationen, idet han beskylder landet for en "menneskeskabt" katastrofe og for at anvende sult som et våben i konflikten. Denne alvorlige anklage peger på en dyb humanitær krise, der kræver øjeblikkelig og koordineret indsats fra det internationale samfund for at sikre, at nødhjælpen når frem til de nødstedte i Gaza.

Svend R. Holm stiller i Engells brevkasse i Ekstra Bladet mandag et spørgsmål til brevkasseredaktøren Hans Engell. Svend udtrykker sin frustration over, at det er USA, der må etablere en nødbro i Gaza for at sikre fødevarer til de sultende, mens EU tilsyneladende mangler initiativ og effektivitet i nødhjælpsindsatser i deres nærområde. Han kritiserer EU for at være for langsomme, for sent ude, og for at yde for lidt hjælp, når der opstår katastrofer. Hans Engell anerkender Svends bekymringer og peger på, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har givet udtryk for lignende synspunkter. Engell forklarer, at EU's ineffektivitet skyldes organisatoriske forsinkelser, hvilket er til ringe trøst for de nødlidende i Gaza. Han påpeger, at EU's indsats i regionen dog er blevet forøget for nylig, selvom det fremstår som om, EU ikke kan agere effektivt uden amerikansk intervention.
Politiken, mandag, s. 8, søndag, s. 13; Ekstra Bladet, mandag, s. 10 (18.03.2024)

Løkke: Europa burde have bygget havn i Gaza
I et interview med Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i Politiken lørdag udtrykker han dyb frustration over EU's manglende handlekraft, især med hensyn til nødhjælp og støtte til Gaza. Løkke kritiserer EU for ikke at have initieret opbygningen af en havn til nødhjælpsforsyninger til Gaza, et område, som han mener, ligger geografisk tæt på og burde være af primær interesse for EU. "Jo, det kan man godt sige," siger han om, hvorvidt EU burde have taget initiativet, men tilføjer, at det kræver handlekraft, som Europa mangler på grund af uenighed i udenrigspolitikken. Han påpeger dog, at cyprioterne har været progressive med en maritim korridor til Gaza, og at EU støtter dette. Løkke berører også den generelle træghed i EU, som han ser som en hindring for Europa på flere områder, herunder forskning og innovation inden for life science, hvor Europa risikerer at blive "lidt af et museum", ifølge topchefen for Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen. Udenrigsministeren er enig i denne vurdering og understreger behovet for at EU gentænker sin konkurrence- og industrilogik for at forblive attraktivt for virksomheder. Samtidig afviser Løkke spekulationer om politiske samarbejder og fremtidige ledelsesroller indenfor EU, idet han understreger vigtigheden af at forholde sig til EU's nuværende udfordringer. Han udtrykker bekymring over de politiske strømninger i Europa, hvor EU-skeptiske partier vinder frem, og fremhæver behovet for en oplysningsindsats for at bekæmpe disse tendenser. Løkke anser det som en pligtopgave at forklare EU-Parlamentets betydning og dets rolle i at forme Europas fremtid, og han advarer mod de risici, som højrefløjspartier udgør for EU's sammenhold og funktion. Han kritiserer også den langsomme fremgang i EU's politik overfor Israel og Gaza, som han tilskriver blokeringer fra lande som Ungarn. Afslutningsvis rører Løkke ved temaet demografisk forandring, herunder de lave fertilitetsrater i Danmark, og argumenterer for behovet for politiske tiltag, som kan adressere disse udfordringer. Han udtrykker glæde over mediernes dækning af emnet og indikerer, at dette vil være et fokuspunkt på Moderaternes årsmøde. I centrum for Løkkes udtalelser er en klar frustration over EU's manglende evne til at handle beslutsomt og enighed omkring nødvendige tiltag, især i forhold til konflikten i Gaza, men også bredere politiske og demografiske udfordringer Europa står overfor.
Politiken, lørdag, s. 4 (18.03.2024)

Økonomi

Kina er en større udfordring end nogensinde
Jyllands-Posten og Børsen skriver mandag om Kinas økonomi. Jyllands-Posten bringer en kronik af Kjeld Erik Brødsgaard, professor på CBS. Han skriver blandet andet: "Den kinesiske økonomi er gået ned i gear. På det nylige møde i den nationale folkekongres oplyste premierminister Li Qiang, at vækstraten for 2023 var på 5,2 pct. Mange vestlige økonomer mener, den reelt var lavere, og taler om en kriseøkonomi. Men at den kinesiske vækst er aftagende, er ikke ensbetydende med, at man i Vesten kan drage et lettelsens suk og tro, at Kinas rolle som verdens produktionsværksted nummer et er svækket. Tværtimod er konkurrencen blev forstærket i de senere år. Det mærker man især i EU, hvor der nu er helt nye produkter, der truer med at udkonkurrere den europæiske industri. [...] Kinesisk elbiler er hastigt på vej ind på det europæiske marked. Det giver især problemer for den tyske bilindustri, der har levet godt af eksporten til Kina, samt de joint venture-virksomheder, man har etableret sammen med kinesiske partnere. Den tyske afhængighed af det kinesiske marked illustreres af, at den tyske bilindustri står for over 70 pct. af alle tyske direkte investeringer i Kina og 40 pct. af de europæiske. Statistikken viser, at Kina nu eksporterer lige så mange biler til EU, som EU eksporterer til Kina. Derudover sidder Kina på forsyningskæderne til den elektriske bilindustri. Det gælder batterier, men det gælder også batterikomponenter som anoder, katoder og eletrolytter. Kina står stadig for 90 pct. af produktionen af sjældne jordarter og 60-70 pct. af råvarer som kobolt, nikkel og litium. [...] I det hele taget sidder Kina i stigende grad på den grønne omstilling. Det gælder på produktionssiden såvel som med hensyn til de underliggende produktionskæder. [...] Udviklingen er et klart tegn på, at Vesten ikke skal lade sig lulle i søvn af de faldende kinesiske vækstrater og økonomiske krisetendenser. Kina repræsenterer en stadig større konkurrencemæssig udfordring, som nu rammer kernen af den tyske økonomi og får afledte konsekvenser i lande som Danmark, der som underleverandør er stærkt afhængig af det tyske marked. Samtidig er Kina stadig mere dominerende i det globale syd. Kinas samhandel med Indien er steget med 16 pct. som følge af, at multinationale virksomheder i stigende grad etablerer sig uden for Kina, herunder Indien, men stadig er afhængig af komponenter produceret i Kina. EU er ikke længere Kinas største samhandelspartner."

I Børsens Indsigt af udenrigsredaktør Hakon Redder kan man blandt andet læse: "Kina er hastigt i færd med at overproducere sin egen økonomi ihjel. Med åbenlys fare for at tage talrige udenlandske virksomheder og arbejdspladser med sig i faldet, fordi større traditionel kinesisk eksport uundgåeligt vil lukke fabrikker andetsteds, når Kina satser på at sænke priserne på varer, andre lande også producerer. Dommen om en uholdbar produktionsboble kommer fra eksperter og iagttagere i og uden for Kina. Tydeligst er det utvivlsomt i bilbranchen med prognoser om hundredvis af kinesiske zombiefabrikker. [...] I Kina peger iagttagere på, at landet har en kapacitet til at producere mellem 5 og 10 mio. flere biler om året, end der kan sælges. Derfor spådomme om hundredvis af zombiefabrikker. Dumping undersøges I Europa kender man alt til, at Kina endnu en gang forsøger at producere og eksportere sig ud af økonomiske vanskeligheder. I september sidste år indledte EU-Kommissionen en antidumping-undersøgelse mod kinesiske elbiler, der tager en konstant voksende markedsandel. Men andre af verdens store lande reagerer også mod, hvad man beskriver som kinesiske dumpingpriser. [...] Økonomiprofessor ved Peking University Heping Cao advarer om, at fordi styret i Beijing ikke er lykkedes med planen om at gøre Kinas egen økonomi forbrugsdrevet - men i stedet vil eksportere sig til mere økonomisk vækst - er Kina på vej til at blive fanget i en årelang stagnation, som kendt fra Japan."
Jyllands-Posten, mandag, s. 27; Børsen, mandag, s. 17 (18.03.2024)