Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information25. april 2022Repræsentationen i Danmark

EU i dagens aviser mandag den 25. april 2022



Tophistorier

Vi skal alle krydse fingre søndag aften
Bettingfirmaerne giver Marine Le Pen 20 procents chance for at vinde - cirka den samme vurdering Donald Trump fik, før han vandt valget i 2016, og også den sandsynlighed, der blev udregnet for Brexit før den britiske afstemning, skriver BT i lørdagens avis. En Marine Le Pen-sejr vil være mindst lige så farlig for Europa som de to andre begivenheder. Frankrig er det ene af EUs to politiske ben, hvor det andet er Tyskland, og selvom Marine Le Pen har lovet, at Frankrig forbliver i EU, så har Macron måske ret i, at det vil være et Frexit, i alt andet end faktisk udmeldelse. Hendes holdninger til NATO, EU og Rusland er livsfarlige for det liberale Europa vi kender og holder af. Emmanuel Macron skal overbevise flere unge, flere muslimske og flere venstreorienterede vælgere, hvis han skal vinde ved det franske præsidentvalg. Eksperter tør ikke udelike, at Marine Le Pen stadig har en god chance. Mange af vælgerne er nemlig dybt utilfredse med den måde, Emmanuel Macron har forvaltet magten på, siden han rykkede ind i Élysée-palæet i 2017. De er ikke imponerede over, hvad han har gjort for klimaet, for købekraften, for uddannelserne eller for sundhedssystemet under covid-krisen. Eller for landets lavest lønnede, de arbejdsløse og indvandrerne. Det bliver afgørende for det endelige resultat, hvad disse store og ret forskellige grupper af skuffede, indignerede og modvillige vælgere gør med deres stemmer nu, skriver Altinget i søndagens avis. Med den højrenationalistiske leders indtræden i Élysée-palæet vil der blive vendt op og ned på Frankrigs internationale rolle - ikke mindst i forhold til EU, skriver flere af weekendens aviser. Ifølge Le Pen selv handler det om gradvist at erstatte det nuværende samarbejde med en løsere "europæisk alliance af nationer". Et af de mere højspændte øjeblikke i denne uges tv-duel med Emmanuel Macron, var spørgsmålet om Le Pens eventuelle afhængighed af Ruslands præsident Putin på grund af det millionlån, hun har optaget i en russisk statsbank. En række internationale medier har fremstillet hende som "Putins kandidat". Selv har Le Pen fordømt Ruslands invasion af Ukraine, og hun har støttet de europæiske sanktioner med russiske oligarker, men hun har også meddelt, at hun som fransk præsident vil sige nej til en boykot af russisk kul, olie og gas. Og gennem hele valgkampen har hun understreget, at Vladimir Putin ”helt indlysende vil være en alliancepartner, så snart krigen i Ukraine er slut”, skriver flere af weekendens aviser. Den nationalkonservative franske præsidentkandidats bånd til Vladimir Putin og hendes kritik af Nato og EU-samarbejdet skaber bekymring i europæiske hovedstæder. Kun yderst sjældent vælger de europæiske stats- og regeringsledere side, når der er valg i nabolandene. De tyske, spanske og portugisiske ledere advarer om konsekvenserne for Europa ved at stemme på Marine Le Pen. Normalt er det helt uhørt at blande sig i andre landes valg, men det franske præsidentvalg søndag er ikke som ethvert andet valg. "Valget står mellem en demokratisk kandidat, som tror på, at Frankrig står stærkere som medlem af Den Europæiske Union, som er stærk og uafhængig, og så en kandidat fra det yderste højre, som åbent stiller sig på samme side som dem, der angriber vores frihed og demokrati - grundlæggende værdier, som kommer direkte fra den franske oplysningstid". De slutter af med en appel til franskmændene om at træffe et valg, som fortsat vil gøre Frankrig til en stærk stemme i EU, som netop har bekæmpet en pandemi sammen og har optaget fælles lån, og som nu står over for en ny stor trussel efter Ruslands invasion af Ukraine. "Vi har brug for Frankrig ved vores side. Et Frankrig, som forsvarer retfærdigheden og modsætter sig autokrater som Vladimir Putin." fortæller de nervøst, skriver Politiken i lørdagens avis. I tv-duellen med Macron onsdag aften, sagde hun: ”Men især vil jeg være broderskabets præsident,” med henvisning til det tredje ord i det franske nationalmotto om frihed, lighed og broderskab. Hendes første handling, hvis hun sætter sig i præsidentstolen, vil være at lancere en national debat om indvandring efterfulgt af en folkeafstemning om en lov om ”borgerskab, identitet og indvandring”, som vil være hovedhjørnestenen i hendes nye Frankrig. Kernen i denne lov vil være den såkaldte nationale fortrinsret. Det indebærer, at borgere med et andet statsborgerskab end fransk - herunder også EU-borgere og indbyggere med dobbelt statsborgerskab - kommer sidst i køen til jobs og sociale boliger. 620.000 sociale boliger vil blive frigjort til franske familier, når deres nuværende udenlandske lejere flytter ud, lover hendes valgprogram. ”Dette forslag er imod alle Frankrigs demokratiske traditioner og humanistiske værdier. Hvis hun fremturer, kan det udløse en alvorlig forfatningskrise. Jeg finder det foruroligende, at hun både vil give fransk lovgivning forrang over for EU-lovgivning, forbyde at håndhæve internationale konventioner som menneskerettighedskonventionen ved franske domstole og er villig til en styrkeprøve med forfatningsrådet. Det vil bringe Frankrig på kollisionskurs med vore EU-partnere, netop som vi står i en international krise som følge af Ukraine-krigen og har brug for at stå sammen,” siger Dominique Schnapper der er tidligere medlem af Frankrigs forfatningsråd, skriver Kristeligt Dagblad i lørdagens avis.
B.T., lørdag, s. 8; Altinget, søndag; Politiken, lørdag, s. 8, søndag, s. 20; Berlingske, søndag, s. 6, 4-5; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1, 6; Børsen, søndag, s. 20-27, 12-19 (25.04.2022)

Macron har genvundet magten - nu skal han vinde folket
Frankrigs præsidentvalg var mere et fravalg af Marine Le Pen end et tilvalg af Macron, skriver flere af mandagens aviser. Knap 40 procent af de vælgere, der satte krys ved en af de to kandidater, havde i en meningsmåling givet udtryk for, at de stemte imod den anden kandidat, snarere end for deres egen. Udfordringerne for Macon står i kø. Han skal samle et land, som er splittet på kryds og tværs, og på samme tid skal han håndtere krigen i Ukraine, inflation, energiomlægningen og klimakrisen. Macron har lovet at fordoble klimaindsatsens og har store mål for udvikling af grøn energi og bæredygtig transport. Samtidig har han også givet løfter om udbygning af atomkraft og 50 havvindmølleparker ved de franske kyster. Det bliver ikke let for Macron i de kommende år at finde balancen mellem grøn omstilling og økonomiske reformer på den ene side og hensynet til de fattige, lavt uddannede og privatbilsafhængige udkantsfranskmænd på den anden. Et flertal af franske vælgere viste endnu engang, at de er klar til at blokere for den yderste højrefløj. Mange frygtede kaos og borgerkrig, hvis Marine Le Pens hårde og fjendtlige politik overfor muslimske indvandrere havde vundet. Samme lettelse var der i Bruxelles og i de fleste europæiske hovedstæder, hvor tanken om Le Pen som præsident ville være som et levende mareridt. På møder i valgkampen bekræftede Le Pen frygten for, at hun ville svække EU-samarbejdet. Macron advarede om, at konsekvensen ville blevet et fransk ”frexit” efter briternes brexit, og at Frankrig ville blive en indadvendt og isoleret nation. Han beskyldte også Le Pen for at være i lommen på Ruslands præsident, Vladimir Putin, skriver Jyllands-Posten i dagens avis.

I sin leder i dagens avis skriver Politiken blandt andet: "Tak, Frankrig.... Tak for at have genvalgt Emmanuel Macron som præsident og fravalgt den form for hadefuld retorik og nationalisme, der fodrer konflikter og krige. At nationalismens grimme fjæs også er en fare, der skal tages alvorligt her i det 21. århundrede, ser vi lige nu med Ruslands krig i Ukraine. Så tak, Frankrig, for midt i denne krigstid at have genvalgt en præsident, der tværtimod har insisteret på at tale europæisk samarbejde op, og ikke ned. Tak for at have valgt en præsident, der i stedet talte nationalismen ned. En præsident, som gik til valg på at øge dynamikken i et EU, der siden sin dannelse har sikret sine medlemmer den fred, vi lige nu kan se ikke er et europæisk naturprodukt. [...] FORUDE venter store opgaver. Med den retningsforstyrrede tyske regering står det klart, at EU har brug for Emmanuel Macron til at holde EU samlet over for Rusland. Den opgave magter den tyske kansler, Olaf Scholz, tydeligvis ikke. [...] Præsident Macron har også en stor og uløst indenrigspolitisk opgave med at genforene Frankrig. For ja, han vandt. Men mange gad end ikke stemme. Og hvor Emmanuel Macron gik tilbage i forhold til valget i 2017, gik Marine le Pen markant frem. Allerede ved præsidentvalgets første runde stod det klart, at næsten halvdelen af franskmændene stemte på en kakofoni af yderliggående partier, der ønsker Frankrig ud af både EU og Nato."

Politiken bringer i dagens avis en nyhedsanalyse af frankrigskorrespondent, Michael Seidelin, og han skriver blandt andet: "Nu undgår både Frankrig og Europa en periode med politisk uro og uvished under krigen i Ukraine, og den franske præsident kan i de kommende dage deltage i EU's overvejelser om yderligere begrænsning af import af russisk gas og olie. [...] I internationale undersøgelser ligger franske skole- og gymnasieelevers resultater helt i bund. Der er blodrøde tal på alle offentlige regnskaber, og Frankrig er totalt hægtet af i udviklingen af bæredygtig energi. Genopretningen på disse områder vil blive kostbar. Præsident Macron har hidtil været i stand til at låne sig ud af problemerne. Men med stigende inflation kan Den Europæiske Centralbank ikke fortsat lade seddelpressen rulle, og de såkaldt nærige lande i EU som Tyskland, Danmark, Østrig og andre vil næppe bidrage til at dække franske underskud."
Information, mandag, s. 10-11; Berlingske, mandag, s. 10-11, 2; Jyllands-Posten, mandag, s. 16-17, 28; Politiken, mandag, s. 1, 1, 2; Altinget, mandag (25.04.2022)

Præsidentvalget i Frankrig står mellem to upopulære kandidater
I Indblik i Jyllands-Posten i søndagens avis, skriver korrespondent Jørgen Ullerup blandt andet: "Det oprørske Frankrig kan - eller vil med statsgaranti - blive vanskeligt at samle for den næste franske præsident, uanset om navnet er Emmanuel Macron eller Marine Le Pen. En af de få ting, de to finalister har tilfælles, er, at de begge er voldsomt upopulære. Vælgerundersøgelser viser, at en stor del af vælgernes motivation for at stemme på den ene kandidat er at blokere for den anden. 39 pct. af dem, der stemmer på Macron, gør det for at undgå Le Pen. 38 pct. af Le Pens vælgere er mest optaget af at stoppe Macron, viser en måling fra Ipsos-Sopra Steria. [...] Macron har været god til at repræsentere Frankrig i udlandet og til at sætte EU i fokus, siger Lucile Schmid til Jyllands-Posten, men hans ambitioner om at samle de politiske fløje i Frankrig er ikke blevet indfriet. "I 2017 fik han magten med løfter om at forny det politiske system i Frankrig. Det gav sig bl.a. udtryk ved, at 71 pct. af medlemmerne af parlamentet var nye," siger hun: "Men løfterne om en åbning mellem højre og venstre blev ikke indfriet, bl.a. fordi han blev fanget af problemer som pandemien og krigen i Ukraine." Ifølge den 59-årige forfatter stiller valgkampen spørgsmålstegn ved Frankrigs demokratiske model med en meget magtfuld mand eller kvinde på toppen. Mange vælgere føler, at de hvert femte år tvinges til at stemme på den mindst dårlige kandidat."

I Indblik i Jyllands-Posten i søndagens avis, skriver korrespondent Jørgen Ullerup blandt andet: "Af og til ryger der en finke af panden. Som da Macron lovede, at han ville "emmerder", d.v.s. gøre livet surt for dem, der ikke ville vaccineres. Eller da han under et besøg i Danmark talte om de genstridige gallere, der afviser alle reformer. Eller da han sagde til en arbejdsløs, at han bare skulle gå over gaden for at finde sig et arbejde. Det er den slags, der har fået en - for Macron - foruroligende stor del af den franske befolkning til at afsky og afskrive deres præsident som arrogant, nedladende og ufolkelig. Blandt modstanderne høres det ofte, at de ligefrem hader ham. [...] Macron har i valgkampen solgt sig som det sikre valg, der vil cementere Frankrigs lederrolle i EU og bruge samarbejdet til at skabe fremskridt. Han advarer om, at Le Pen ikke blot vil sætte økonomien over styr med urealistiske løfter, men at hun med sine nostalgiske visioner om en selvtilstrækkelig nationalstat vil sende Frankrig ud over afgrunden til en kaotisk fremtid uden for EU og Natos fælles kommando. [...] "Valget den 24. april er en folkeafstemning for eller imod EU. Det er en folkeafstemning for eller imod miljøet. En folkeafstemning for eller imod vores ungdom. For eller imod vores republik, hvis skæbne langtfra er afgjort," sagde Macron på mødet i Marseille."

I Indblik i Jyllands-Posten i søndagens avis skriver korrespondent Jørgen Ullerup blandt andet: "En ny og poleret udgave af Marine Le Pen forsøger for tredje gang at blive fransk præsident med løfter om at give flere penge til vælgerne, give franskmænd fortrinsret over indvandrere og om at genfinde Frankrigs storhed. [...] En af hendes første gerninger som præsident vil være at udskrive en folkeafstemning om at give franske statsborgere fortrinsret, når det gælder job, sociale boliger og velfærdsydelser. Hun hævder, at et stop for indvandring vil spare den franske statskasse for godt 140 mia. kr. om året, men tallet bestrides af regeringen. For at nyde godt af velfærdsydelser kræver Le Pen, at man skal have boet og arbejdet fem år i Frankrig. Bliver en indvandrer arbejdsløs, er det ud af landet efter et år. [...] Hendes mål er at forvandle det eksisterende EU til et nationernes Europa, der samarbejder om konkrete projekter. I Le Pens nye verden er Tyskland ikke længere Frankrigs nærmeste allierede. Det er derimod lande som Ungarn og Polen. [...] Endnu et problem er dukket op i slutfasen af valgkampen. EU's enhed mod svindel, Olaf, beskylder Marine Le Pen for at have begået underslæb for en million kroner som medlem af EU-Parlamentet fra 2004-2017. Pengene blev ifølge Olaf brugt til at finansiere partiet i stedet for arbejdet i EU."

Politiken bringer i søndagens avis en nyhedsanalyse af Frankrigskorrespondent, Michael Seidelin, og han skriver blandt andet: "Frankrigs nye eller genvalgte præsident skal samle et land, hvor generationer, sociale grupper, storbyer og periferi står over for hinanden. Sygeplejersken Nolwenn Mercier vil lægge et blankt stykke papir i stemmeboksen, når hun søndag står i valglokalet i en skole i Saint-Denis udenfor Paris. Hun stemte for to uger siden på venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon og nægter at støtte en præsident, som ifølge hende er i færd med at smadre den offentlige sektor. Den unge sygeplejerske er lige så afvisende over for nationalisten Marine Le Pen, hvis politiske program ifølge Nolwenn Mercier består i at hidse et flertal af befolkningen op mod et mindretal bestående af muslimer. Ikke langt derfra vil elektrikeren Bernard L. stemme på Marine Le Pen. "Her er virkeligheden, at lønningerne er lave, og vores døtre bliver krænket af unge indvandrere. Emmanuel Macron kender ikke den del af virkeligheden", siger han. [...] "Valget står mellem en demokratisk kandidat, som tror på, at Frankrig står stærkere som medlem af Den Europæiske Union, som er stærk og uafhængig, og så en kandidat fra det yderste højre, som åbent stiller sig på samme side som dem, der angriber vores frihed og demokrati", skriver de i avisen Le Monde. [...] Emmanuel Macron var i en af valgkampens sidste dage i amtet Seine-Saint-Denis uden for Paris, hvor titusinder lever i indvandrerkvarterer. Her formåede venstrefløjen for to uger siden at mobilisere en langt større del af indvandrerbefolkningen end ved tidligere valg, og det skortede ikke på løfter. "Det er påfaldende, at han lige pludselig interesserer sig for os", lyder kommentaren fra en af de unge fra mediegruppen Bondy Blog bestående af unge med indvandrerbaggrund, som Politiken besøgte i valgkampen. "Men han skal handle hurtigt. Dag for dag griber fattigdommen om sig, i nogle af nabobyerne med over 20.000 indbyggere er der ikke længere en eneste læge, og følelsen af at være tredjerangs, franske borgere er ikke blevet mindre under Macron. Nu får han en chance, for Marine Le Pen er rædselsfuld. Men tålmodigheden er ved at høre op".

Politiken bringer i søndagens avis et debatindlæg af chefredaktør Christian Jensen, og han skriver blandt andet: "Over hele Europa har vi set, hvordan globaliseringens frygtfølelser og skræmmebilleder har fået traditionelle magtpartier til at indrette sig efter den herskende folkestemning og kopiere nationalisternes politik. Tag bare udlændinge- eller EU-politikken i Danmark som eksempler. Men netop her viser Emmanuel Macron, at der findes en anden vej end følgagtighedens luskede stisystemer. Når Le Pen taler om behovet for "nationernes Europa", rejser Macron sig, knytter næven og taler dunder for et stærkere EU. [...] Han går op imod nationalismen ved at opstille med en offensiv modfortælling. Han argumenterer helhjertet for, at EU netop i disse historisk skelsættende år viser sin kraft og styrke. Både når det handler om den fælleseuropæiske coronahåndtering, den langsigtede omstilling til vedvarende energi og senest med konsekvente og skrappe økonomiske sanktioner over for Putins Rusland. Macron viser dermed resten af Europa, at man kan vinde valg på at tale om EU som et stærkt politisk fællesskab. Det er ikke alene opmuntrende for Europa i en skæbnetid med krig og kriser. Det bør også tjene som direkte inspiration forud for folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet."

Politiken bringer i lørdagens avis en nyhedsanalyse skrevet af Europakorrespondent Michael Seidelin. Han skriver blandt andet: "Lad os gøre det helt klart med det samme. Det franske præsidentvalg søndag handler ikke kun om Frankrig, men også om Europa, idet to vidt forskellige holdninger til det europæiske samarbejde, til Europas rolle i verden og til europæisk livsstil, tolerance og åbenhed står over for hinanden. Når valget i Frankrig også vedrører os, hænger det sammen med det enkle, men ofte oversete forhold, at Frankrig er Europas førende politiske og militære magt. Tyskland har stadig den økonomiske førertrøje, men Frankrig er med landets moderne atomslagstyrke den eneste troværdige militære magt i EU, og Frankrig er det eneste EU-land med fast sæde i FN's Sikkerhedsråd. [...] Uanset udfaldet af valget skal den kommende præsident levere på sine løfter. Bitterheden og frustrationerne er også en følge af brudte løfter, og den kommende præsident skal hele de sociale, økonomiske og politiske brudflader, som valgkampen igen har bragt for dagens lys."

Berlingske bringer i lørdagens avis et debatindlæg af debatredaktør Pierre Collignon, og han skriver blandt andet: Le Pen vil også trække Frankrig ud af EUs fælles energimarked, så Frankrig afkobles europæisk handel med el. Hun vil trække Frankrig ud af EUs "grønne pagt", så Frankrig selv kan bestemme, hvordan og hvor hurtigt den grønne omstilling foregår. For eksempel vil hun forbeholde sig ret til at bryde EUs regler mod statsstøtte. Marine Le Pen vil genindføre permanent grænsekontrol, selvom det måtte stride mod Schengenreglerne. Sådan fortsætter listen med ensidig tilbagerulning af aftaler. Le Pens endemål er at forvandle det europæiske samarbejde til en "alliance af europæiske nationer", som "lidt efter lidt vil erstatte Den Europæiske Union". Det skal være en løsere sammenslutning, hvor "frie og suveræne" medlemslande ikke længere skal være underlagt EUs "diktatur". Europa-Kommissionen skal forvandles til et sekretariat med direkte reference til medlemslandenes regeringer i Rådet, og så vil Marine Le Pen lægge en fransk atombombe under den europæiske retsorden ved at slå fast, at national ret overtrumfer EU-retten på alle områder. Altså modsat det gældende princip i dag på områder, hvor landene har overført suverænitet til EU. Dermed vil Le Pens Frankrig komme på linje med regeringerne i Polen og Ungarn, der også udfordrer EU-rettens overhøjhed. Man kan føre subtile forfatningsmæssige debatter om, hvem der har det sidste ord. Dommerne i den tyske forfatningsdomstol har i en sag om euroen stået fast på, at de - og ikke EU-Domstolen - måtte afgøre, om Den Europæiske Centralbank havde overskredet sine beføjelse med støtteopkøb, men Marine Le Pen lægger op til et mere radikalt opgør. Hendes plan er at udskrive en folkeafstemning om, at den franske forfatning skal veje tungere end såvel EU-retten som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre internationale aftaler. [...] Debatter om national suverænitet er uhyre vigtige, og vi har også fra dansk side erfaringer med at kræve særordninger af EU. Le Pen kunne på samme måde forsøge at forhandle sig til nogle franske forbehold. Det ville være vanskeligt, men hun ville som præsident for et af EUs to absolut vigtigste lande stå stærkt. Marine Le Pen vil dog ikke nøjes med det. Hun vil hverken forhandle eller følge fælles spilleregler; hun vil bare selv. "
Jyllands-Posten, søndag, s. 10-11, 12-13, 14-15; Politiken, søndag, s. 1, 8, lørdag, s. 1, 8; Berlingske, lørdag, s. 3 (25.04.2022)

Prioriterede historier

Ja-partier vil respektere smalt EU-nej, selv om de ikke er forpligtede til det
Flere af weekendens og mandagens aviser skriver om den folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni. Jyllands-Posten søndag skriver, at når danskerne går til stemmeurnerne, så vil et nej betyde et nej, og et ja betyde et ja, uanset hvor mange vælgere møder op og stemmer. Men ifølge Jyllands-Posten er der en undtagelse. EU-folkeafstemningen reguleres af grundloven. Og ifølge §42 stk. 5 kræver det en vis stemmedeltagelse, før et "nej" fra vælgerne kan forkaste den lov om dansk deltagelse i EU's forsvarssamarbejde, som et flertal i Folketinget vil have vedtaget før valgdagen. Mindst 30 procent af de stemmeberettigede skal nemlig stemme "nej" før lovforslaget "bortfalder". Stemmer kun halvdelen af vælgerne, vil et smalt nej på for eksempel 52 procent ikke være nok. For selv om nej-fløjen her vil have flertal blandt dem, der stemte, så vil de ikke udgøre mere end 30 procent af alle de stemmeberettigede. "Man kan forestille sig, at et lovforslag, der ikke interesserer nogen, kommer til afstemning, og så stemmer 5 procent af de stemmeberettigede nej, og 4 procent stemmer ja. Så er der mindre grund til at tage det alvorligt. Men hvis næsten en tredjedel af de stemmeberettigede er imod et forslag, så er det alligevel noget. Det er logikken," fortæller Jørgen Elklit, valgforsker og professor emeritus fra Aarhus Universitet. I lovforslaget om EU-afstemningen afmonterer regeringen og ja-partierne dog grundlovens mekanik. Aftalepartierne er enige om, at "folkeafstemningens resultat bør respekteres uanset valgdeltagelsens størrelse", står der i bemærkningerne til loven: "Regeringen finder derfor, at forsvarsforbeholdet ikke bør afskaffes, hvis et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere stemmer mod lovforslaget, selvom et nej-flertal måtte udgøre mindre end 30 procent af samtlige stemmeberettigede." Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er det vigtigt, at befolkningen får det sidste ord, fordi EU-forbeholdet er født ud af et folkeligt krav og en politisk aftale i 1992, som blev stadfæstet ved en folkeafstemning året efter. "Hvis et flertal stemmer nej, vil vi respektere det - uanset om vi formelt er forpligtede til det. Et nej er et nej, og et ja er et ja. Det ligger også i hele aftalekomplekset omkring forbeholdene helt tilbage fra 1992, at skulle man afskaffe et forbehold, skal det ske efter en folkeafstemning. Og så ville det være besynderligt, at man ikke lyttede til danskerne og respekterede det flertal, der måtte være for det ene eller det andet," siger ministeren og fortsætter: "Jeg kunne meget godt tænke mig at drøfte indhold, og hvor vigtigt det er, at vi hver især som lande i Europa spørger os selv, hvad vi kan gøre i lyset af Ruslands uprovokerede og ulovlige angrebskrig mod Ukraine og den trussel mod europæisk sikkerhed, som den udgør. Vi skal styrke Nato, men Danmark skal selvfølgelig også deltage fuldt og helt i EU's samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe forbeholdet."

Politiken lørdag bringer et interview med statsminister Mette Frederiksen (S) om folkeafstemningen og et fælles EU-forsvar. I interviewet afviser hun, at Socialdemokratiets kursskifte om forsvarsforbeholdet kan blive en kæp i hjulet, og så udpeger hun Balkan som et sted, hvor EU kan spille en militær rolle. På spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokratiets tidligere udtalelser om forbeholdet, risikerer at blive jasidens værste modstander, svarer hun: "Nej, det tror jeg ikke, og vi må kæmpe for det, vi tror på. Det er det, en folkeafstemning handler om. Folk kan jo se med deres egne øjne, hvad det er, der sker på vores kontinent. Det kan vi så have forskellige løsninger på. Jeg er ikke i tvivl om, at styrken i de politiske fællesskaber er de vigtigste. Det er også derfor, Ukraine vil ind i dem." Hun forestiller sig at EU kan komme til at spille en ny rolle på Balkan. "Det er mere sandsynligt, at det bliver EU, der rykker ind på Balkan, end hvis vi går tilbage til 90'erne, hvor det bl.a. var Nato," siger hun. I løbet af interviewet udtaler hu sig også om forbindelsen mellem Nato og sit eget ønske om at koble Danmark ind i EU's forsvarssamarbejde. "EU og Nato er komplementære størrelser, og vi har behov for både at kunne reagere i EU-sammenhæng og i Nato-sammenhæng. Hen ad vejen vil der komme nogle opgaver, som det er naturligt, at EU tager sig af. Der skal Danmark i mine øjne løfte vores del af ansvaret, så Nato kan få frigjort kræfter til nogle andre opgaver. Og omvendt," siger hun.

Jyllands-Posten bringer lørdag et debatindlæg af Søren Gade, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. Han skriver blandt andet: "En af de absolut største styrker ved demokratiet i Danmark er, når alle vi folkevalgte er på bølgelængde med befolkningen. Derfor vil jeg gerne understrege, hvor vigtigt og rigtigt det er, at regeringen og udenrigsministeren nu giver en garanti om en ny folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, hvis samarbejdet i EU skulle udvikle sig til at blive overstatsligt, og det ikke længere besluttes i Folketinget, hvor danske soldater indsættes. Det skal til enhver tid være det danske Folketing og de danske politikere, der beslutter, hvor det danske militær skal indsættes. [...] Når vi står uden for det militære samarbejde, kan det let opfattes som snylteri, og det er næppe den opfattelse, vi som danskere ønsker, at vores omverden skal have om os. Samtidig kan vi ikke have hverken forventninger eller forhåbninger om, at de beslutninger, der bliver truffet i EU-forsvarssamarbejdet, tager hensyn til Danmarks ønsker. Derfor skal forbeholdet selvfølgelig fjernes. [...] Det er vigtigt at huske på, at EU spiller en særdeles vigtig rolle, som måske endda bliver endnu vigtigere i de kommende år. Vi ser, hvordan flygtningestrømmene fra nærområder som Nordafrika og Ukraine skyller ind over EU's ydre grænser. Det kan potentielt udvikle sig endnu mere, og derfor skal Danmark kunne deltage og bidrage i EU's missioner, som både varetager Danmarks og EU's interesser. Vi skal også kunne deltage i EU's bidrag til at sikre søfarten, hvor danske virksomheder tegner sig for cirka 15 pct. af de varer, der flyttes på verdenshavene. Derfor er det helt naturligt - i hvert fald for mig - at Danmark bidrager til vores egen sikkerhed. [...] Min utvetydige anbefaling er, at Danmark skal være en ordentlig og fair samarbejdspartner, der fokuserer på at varetage både egne og EU's interesser. Derfor mener jeg, at vi skal stemme for at skrotte forsvarsforholdet den 1. juni. Det vil både være hensigtsmæssigt for Danmark og for det europæiske samarbejde."

Gunnar Kvisgaard Knudsen, Tinglev, skriver i et debatindlæg i Ekstra Bladet lørdag blandt andet: "Socialdemokratiet ønsker, at vælgerne stemmer ja til afskaffelsen af forsvarsforbeholdene i EU og dermed styrker 'Eurostat Europa'. Samtidig har vi lige oplevet, at partiet måtte bøje sig i et lovforslag om et rygeforbud for borgerne født efter 2010. Vi må efterhånden ikke bestemme i vores eget land. [...] Helt gal er den også med hjælpen, som er foranlediget af Ukraine-krigen. Dem, der ikke bidrager, begunstiges, som om varmeudgifterne ikke er lige for alle. [...] Igen løber vi ind i et problem med Eurostat, som bestemmer mindsteprisen. Og nu vil politikerne have endnu mere Eurostat ved at afskaffe forsvarsforbeholdene. Om ikke så længe bliver vores flag nok også udskiftet med EU-flaget."

Berlingske bringer lørdag en kommentar af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen. Her kan man blandt andet læse: "Først var det ordlyden på stemmesedlen, der skulle ændres. Udenrigsministeren havde foreslået, at danskerne skulle stemme om, hvorvidt Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar. Altså lige præcist det, der er sagens kerne. Men nej-sigerne med Morten Messerschmidt i front gik i brokke- og hængemule mode. Spørgsmålet skulle også indeholde 'EU' og 'forbehold'. Desværre bed statsministeren til bolle. Så var den gal igen. DF ønskede garantier for, at der vil blive udskrevet en ny folkeafstemning, hvis det europæiske forsvarssamarbejde nogensinde bliver overstatsligt - for eksempel i form af en decideret EU-hær. [...] Nej-sigterne må have en fest. Og det er ikke engang panik før lukketid i regeringen. Der er hele fem, lange uger til afstemningen. Og endnu er meningsmålingerne sågar positive for ja-siden. Statsministerens kovendinger skyldes, at hun i snart tre år har optrådt som vor første EU-skeptiske statsminister. Mette Frederiksen har igen og igen fastslået, at forbeholdene er selve grundlaget for dansk europapolitik. Nu skal hun pludselig give den som EU-begejstret og sælge EU-forsvaret som en vindersag for Danmark. [...] Frem til 1. juni bør statsministeren have is i maven. Og gøre det klart for befolkningen, at hendes EU-begejstring ikke er på skrømt og ikke er noget, som hendes spindoktorer har fundet på. Men at hun nu virkelig brænder for et Danmark i hjertet af Europa."

Christel Schaldemose, Niels Fuglsang og Marianne Vind, alle medlemmer af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag blandt andet: "Rina Ronja Kari argumenterede i JP 20/4 for at stemme nej til folkeafstemningen den 1. juni. Indlægget er en udfoldelse af nej-sidens favoritargument: at en afskaffelse af det danske forsvarsforbehold er en glidebane, der vil føre til en EU-hær. Men så glidende går udviklingen i EU's forsvarssamarbejde heldigvis ikke. Og det ved Kari godt. Debatten om EU's forsvarssamarbejde kræver, at man holder tungen lige i munden - og får styr på en række begreber, som vi ikke bruger så meget til daglig. Helt centralt er det at kende forskel på mellemstatsligt samarbejde og overstatsligt samarbejde. Den forskel kender Kari godt fra sine år i Europa-Parlamentet, men hun springer let og behændigt hen over dem i sit indlæg. [...] Vi ønsker ikke et overstatsligt forsvarssamarbejde i EU. Det er afgørende, at det fortsat er det danske Folketing, der bestemmer, om danske soldater skal deltage i militære operationer. Derfor er det en meget vigtig garanti, som regeringen har skrevet ind i loven om folkeafstemningen. Hvis EU's forsvarssamarbejde mod forventning en gang i fremtiden går fra at være mellemstatsligt til at være overstatsligt, så skal danskerne igen til folkeafstemning og have muligheden for at tilvælge et forbehold igen. Vi ønsker et stærkt samarbejde om forsvar og sikkerhed i EU. Det er på tide, at Danmark træder et skridt længere ind i samarbejdet. Helt konkret betyder det, at vi får indflydelse på EU's forsvarssamarbejde - på hvilket materiel der udvikles, hvilke initiativer der igangsættes, og hvilke missioner EU engagerer sig i. [...] Det er vigtigt, at EU har et stærkt forsvar. Sikkerheds- og forsvarspolitik handler ikke kun om krudt og kugler i dag."

Stine Bosse, formand i Europabevægelsen, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag blandt andet: "Den grundlæggende årsag for implementeringen af forsvarsforbeholdet i 1993 var frygten for en fremtidig EU-hær. Artikel 42 i EU-traktaten understreger, at beslutninger om EU's forsvarsstrategi skal vedtages enstemmigt af alle medlemsstater, og afliver nu denne frygt. Ethvert land kan frit bidrage til EU-missioner eller afslå at deltage i dem efter eget ønske. Ved at afskaffe forbeholdet vil vi derfor ikke underminere Danmarks suverænitet eller selvbestemmelse. Vi vil frit kunne vælge, hvilke forsvarsoperationer vi vil deltage i, fordi EU's forsvarssamarbejde er mellemstatsligt. [...] Der eksisterede ingen fælles forsvarspolitik på EU-plan, da Danmark fik sit forsvarsforbehold i 1993. Men det danske forsvarsforbehold er de seneste år blevet en større og større udfordring, i takt med at forsvarssamarbejdet mellem EU-landene er blevet styrket. [...] En af de store udfordringer, vi står over for i dag i EU, er, at vi har 178 forskellige typer militærsystemer sammenlignet med USA, som kun har 17. Vi kan f.eks. undgå at udføre den samme slags forskning og udvikling af våbensystemer i flere medlemsstater, hvis vi forbedrer vores evne til at koordinere vores forsvarspolitiske aktiviteter."

I Jyllands-Postens "Weekendpanelet", skrevet af Jens Peter Christensen, højesteretsdommer siden 2006, kan man søndag blandt andet læse: "Den 1. juni er der folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet. Men hvad skal der stå på stemmesedlen? Regeringens forslag var, at der skulle stå: 'Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?' Uden at hverken EU eller forsvarsforbeholdet blev nævnt. Men efter kraftig kritik er resultatet nu vist blevet, at spørgsmålet skal lyde: 'Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?' Der er altså tilføjet ordene 'ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet'. [...] Men den folkeafstemning, vi skal til den 1. juni, er ikke udtryk for en sådan mindretalsgaranti. Der er derimod tale om, at flertallet i Folketinget ved lov har bestemt, at der skal være folkeafstemning. Og nu gælder det om at holde fast i kaffekoppen, hvis man vil forstå det følgende: Langt nede i stykke 6 i grundlovens § 42 står der nemlig, at der er en række lovforslag, der ikke kan sendes til folkeafstemning. Det gælder f.eks. forslag til finanslov, love om indfødsret og love om skatter. [...] Ved afstemningen i 2015 lød teksten: 'Der stemmes om det forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning, der er vedtaget af Folketinget.' Det lyder måske kedeligt, men det er præcist og enkelt. Problemet er blot, at det udkast til lovforslag om EU-forsvarsforbeholdet, der for tiden er i høring, har titlen: 'Forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar.' Der står altså intet om at ”afskaffe EU-forsvarsforbeholdet”."

Mandag bringer politiken et debatindlæg af Jørgen Bacher Nielsen, Hillerød. Han skriver blandt andet: "Vi skal snart stemme ja eller nej til forsvarsforbeholdet. Tilhængerne af et ja til ophævelse begrunder deres anbefaling med, at det er vigtigt at sidde med ved bordet, og at det er helt afgørende, at vi er fuldt og helt med i EU's forsvarssamarbejde. Ikke just særligt oplysende information. Men vi bliver også beroliget med, at forsvarssamarbejdet er mellemstatsligt, så vi behøver ikke at sige ja til det hele. [...] For mig er det nødvendigt at vide følgende: 1. Hvad kan EU give, som Nato og FN ikke allerede giver? 2. Hvad tillader det nuværende forbehold af sikkerhedsmæssigt samarbejde? 3. Hvad opnår vi yderligere ved at stemme ja til ophævelse af forbehold?"
Jyllands-Posten, søndag, s. 8, 40, 43, 43, s. 28; Politiken, lørdag, s. 4, mandag, s. 6; Ekstra Bladet, lørdag, s. 16; Berlingske, lørdag, s. 23 (25.04.2022)

EU-lovgivere tøjler techgiganters brug af brugernes data
Weekendens og mandagens aviser skriver om EU's nye regler for techgiganters brug af brugernes data. EU's ledende næstformand og kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, skriver på Twitter, at der er enighed om at vedtage et regelsæt i EU, der øger selskabernes ansvar for det indhold, som deres brugere uploader. Loven er kendt som Loven for Digitale Tjenester (DSA) og er en del af Vestagers plan for at tøjle de store techgiganters magt inden for EU's grænser. Jyllands-Posten skriver, at Facebook, Google og de andre techgiganter skal dæmpe spredning af skadeligt indhold i stedet for at øge den og samtidigt give indblik i deres algoritmer. Den opfattende lovpakke, som EU's forhandlere blev enige om natten til lørdag, sætter nye standarder for digitale servicer i en verden, der hidtil har levet et nærmest ureguleret liv med frit spil til at opbygge forretningsmodeller baseret på brugernes data. "Jeg er simpelthen så begejstret. Vi får sat de første hegnspæle op for techgiganterne, og demokratiet begynder langt om længe at tæmme dem," siger Christel Schaldemose, gruppeformand for de danske Socialdemokrater i Europa-Parlamentet, til Jyllands-Posten. Selskaberne kan idømmes bøder på op til 6 procent af omsætningen og i sidste ende udelukkes fra EU, hvis de ikke følger reglerne. De skal også betale et årligt bidrag til en kontrolinstans, der skal vogte reglernes overholdelse. Weekendens aftale skal nu godkendes formelt af parlamentet og rådet, hvilket ventes at ske senest i juli. For at undgå politisk styring af indholdet får selskaberne selv opgaven. De skal løbende aflægge rapporter til nationale myndigheder og EU-Kommissionen om, hvordan det går, og der bliver kontrol af indsatsen. "Aftalen er bedre end det forslag, vi fremlagde. Jeg har lært meget det sidste halvandet år," sagde sagde Margrethe Vestager, kort før aftalen blev indgået ifølge Politiken.
Information, mandag, s. 5; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4; Berlingske, søndag, s. 13 (25.04.2022)

Tysklands vicekansler: Putin kommer ikke til at trække sig sejrrigt ud af krigen
Flere af weekendens aviser skriver om krigen i Ukraine. I Politiken kan man søndag læse et interview med Tysklands vicekansler Robert Habeck fra De Grønne, som har en tæt tilknytning til Danmark. Han har studeret på RUC, bor i Flensborg, og hans fire voksne børn er bosat i Danmark. Han er som økonomi- og klimaminister ansvarlig for Tysklands økonomiske krigsførelse mod Rusland, som for ham, som grøn politiker, indebærer svære valg. På et spørgsmål, der drejer sig om, hvorvidt han er imod en straksembargo af russisk olie og gas, og hvad konsekvensen vil være, svarer han: "Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, at vi ville have gas nok på vores lagre til at klare næste vinter. Formentlig ville vi være nødt til at lukke visse industrisektorer for at have gas nok til at opretholde vores basale gas- og varmeforsyning. At lukke industrier ned involverer nedlæggelse af arbejdspladser med dybtgående konsekvenser for regioner og byer, hvor arbejdsløsheden vil stige massivt. Der vil mangle produkter til forsyningskæder i andre sektorer, og det vil påvirke vore nabolande," og fortsætter: "Selve krigsmaskinen - militæret, kampvognene, soldaterne - kan Putin godt betale uden vores penge fra kul, olie og gas. Det behøver han kun rubler til, og dem kan den russiske nationalbank selv trykke. Så længe soldaterne ikke kræver deres løn udbetalt i euro eller dollars, har han ikke noget problem der. Brændstof kan han selv producere, og det samme gælder hans våben, kampvogne og fødevarer. Han har altså ikke brug for vores penge til at finansiere selve krigen, men han har brug for dem til at forhindre en statsbankerot. Derfor kan du kun tale om en indirekte finansiering af krigen." Han mener, at de globale samarbejdsmønstre om energialliancer er mere afgørende end den europæiske diskussion om straksuafhængighed af russisk olie og gas. Desuden advarer han mod at handle på følelser. "Hvis vi siger, at Danmark, Tyskland, Europa og USA ikke længere køber russisk olie, mens Indien og måske andre lande fortsætter med at købe olie, så vil prisen formentlig stige, og så kan Putin tjene flere penge på en mindre eksport. Det vinder vi ikke meget på. Derfor er tidens helt store opgave for verdenssamfundet at finde den rigtige smarte tilgang. Hvis du vil skade Putin, er du nødt til at møde ham med afbalancerede, gennemtænkte skridt. Du skal ikke kun følge dine hurtige, flygtige følelser, for det kan let føre til, at Putin tjener flere penge på at eksportere mindre," siger han til Politiken.

I Kristeligt Dagblad kan man lørdag læse, at slutspillet om Mariupol har fået et islamistisk islæt. Allerede torsdag sagde den russiske præsident Putin, at russiske styrker havde ”befriet” Mariupol, til trods for at ukrainske soldater stadig holder stand i de underjordiske tunneler i stålværket Azovstal ved byen. Den tjetjenske enhed Kadyrovtsy, som kæmper på russisk side i Mariupol, lægger ikke skjul på, at den er stolt af sine ødelæggelser. De tjetjenske krigere i Ukraine indgår som en del af den russiske sikkerhedspolitiske trussel mod Europa. Det mener Mette Skak, lektor ved Aarhus Universitet, hvor hun forsker i Rusland, herunder krigen i Ukraine. Men man skal ikke overdrive tjetjenernes betydning. "Det er rigtigt, at der på papiret er sharialov i Tjetjenien, som er et muslimsk befolket område. Men det er mere staffage end en reel ideologi, der kan sammenlignes med Islamisk Stat. Jeg vil gætte på, at de står bag flere af krigens voldtægter af piger og kvinder. De udgør en del af Ruslands psykologiske krigsførelse og kæmper på vegne af Rusland, men på en måde, så Rusland kan fralægge sig ansvaret for deres forbrydelser," siger Mette Skak, lektor ved Aarhus Universitet. Situationen i Mariupol er så desperat, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har foreslået at frigive russiske fanger mod en humanitær korridor for at give de resterende 100.000 civile ukrainere mulighed for at flygte. Satellitbilleder viser en voksende massegrav i byens udkant, og ifølge ukrainske myndigheder er omkring 20.000 civile blevet dræbt.

Kristeligt Dagblad bringer lørdag en artikel med overskriften: "Voksende frustration over tysk nølen i våbenhjælp til Ukraine." Her kan man læse, at frustrationen over Tysklands tøvende tilgang til at hjælpe Ukraine militært vokser dag for dag efter Rusland har indledt sin storoffensiv i det østlige Ukraine. rods gentagne opfordringer har EU-stormagtens socialdemokratiske forbundskansler, Olaf Scholz, afvist at levere tunge våben til ukrainerne. Det mener avisen Neue Osnabrücker Zeitung er hyklerisk pacifisme på bekostning af et Ukraine, som forsvarer Europas frihed. "Kampvogne og artilleri er nødvendige, for at Ukraine overhovedet tilnærmelsesvist vil kunne modstå Ruslands overlegenhed. Hvorfor tøver Scholz stadig? Det er ikke kun uforsvarligt og udtryk for manglende lederskab, det er også udenrigspolitisk skadeligt," skriver avisen. Den tyske kansler har, i stedet for at bistå den ukrainske hær med våben, lovet massiv finansiel støtte til Ukraine til at bestille våben fra tysk våbenproduktion. "Vi har bedt den tyske våbenindustri om at fortælle os, hvilket materiale den kan levere i den nærmeste fremtid," sagde han tirsdag efter en videokonference med stats- og regeringscheferne fra G7-landene og de østeuropæiske Nato-partnere. Tyskland og især SPD har i årtier plejet gode relationer til russerne, dels på grund af de smertelige erfaringer fra Anden Verdenskrig, dels fordi Tyskland er stærkt afhængigt af russisk energi. Nogle tyske medier fremhæver, at den forsigtige og knastørre kansler er uforståelig, når han som i tirsdags åbnede munden og kommenterede Ukraine-krigen. "Kansler Olaf Scholz taler. Det er den gode nyhed. Den dårlige nyhed er, at han ikke taler klart. Han forbliver vag. Det er ikke med til at dæmme op for den dybe usikkerhed i befolkningen," skriver skriver avisen Leipziger Volkszeitung.

I Informations leder kan man lørdag blandt andet læse: "Bølgerne i debatten om ukrainekrigen går højt. Det er sådan set naturligt nok. Der er meget på spil. Men i sidste lørdags Information pegede en række politikere, eksperter og organisationer på, at debatten også er blevet unuanceret og binær. At ens argumenter ikke bliver taget alvorligt, hvis man eksempelvis taler for nedrustning. [...] Tidligere folketingsmedlem for Venstre Søren Pind skrev for nylig på Twitter, at Enhedslisten bedre kan lide Putin 'end Biden, USA, EU og NATO'. Og flere, herunder beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og politisk kommentator Michael Kristiansen, har beskrevet Enhedslistens politik som deres '1956-øjeblik' med henvisning til DKP's manglende afstandtagen fra Sovjets invasion af Ungarn. [...] I steder diskuterer vi, om Enhedslisten støtter Putin eller tror, at man kan vinde krige ved at sætte 'blomster i geværet', som SF's formand Pia Olsen Dyhr for nylig formulerede det. Det er synd, fordi det ville gavne både debatten og den faktiske politik, hvis mainstreamholdningerne blev udfordret og det antimilitaristiske synspunkt kom fra en klarere stemme, som blev taget mere alvorligt. Fredsbevægelser og argumenter om nedrustning har altid en legitim plads i debatten og bør ikke bare kunne affejes som støtte til den russiske krigsmaskine."

Center for Vild Analyse skriver i Information lørdag blandt andet: "Det værste ved Ruslands invasion af Ukraine er naturligvis de lidelser, krigen bringer for dens ofre. Men krigen sætter samtidig os, vesterlændinge, i en situation, som vi på en eller anden måde må komme overens med. Krigen er nemlig, om vi vil det eller ej, også en krig, der er til for vores blik. Vi er den Anden, som Putin i høj grad henvender sig til, når han smadrer løs på Ukraine. Tænk blot på, hvordan han i mange lange taler har brugt NATO's udvidelse mod øst som et vægtigt argument for det, som skulle følge. Vi er også den Anden, som Ukraines Zelenskyj henvender sig til. Zelenskyj har været på en slags virtuel turné rundt i EU-landes nationale parlamenter, men også til Grammy-uddelinger og så videre. I alle tilfælde placerer han præcise referencer til vestlige principper i sine taler for på den måde at gøre os opmærksomme på det ansvar, vi må leve op til. [...] Særligt ubehageligt bliver det i den fase, krigen er trådt ind i nu. Rusland har tydeligvis ikke kunnet gennemføre den oprindelige plan. Det ville have været skidt, hvis de havde haft held med det, for centrale dele af Ukraine ville være faldet, men samtidig er situationen gået fra skidt til værre. Putins strategi med belejringer af byer, bombning af civilbefolkning, brutale henrettelser af uskyldige og så videre er det stof, krigsforbrydelser er gjort af. Billederne er yderst afskyelige. Militæreksperter hævder nu, at det kun er et spørgsmål om tid, før Rusland må opgive ævred. Men måske forstår vi dermed stadig Putins krig i termer, der er alt for 'objektive': Nej, det giver ikke mening for Putin at fortsætte. De russiske tab af materiel og liv synes enorme. [...] Er alternativerne blot plump vold og afmægtig passivitet? Der er naturligvis sanktionerne, som vi allerede nu har skruet op til et så voldsomt niveau, at det rammer den almindelige russer hårdt. Men lige netop ikke så hårdt, at det for alvor skader os selv. Måske er det dét, vi mangler at gøre for afgørende at forstyrre Putins planer: at inddrage os selv i konflikten uden at blande os i den ved åbent at demonstrere, at vi er villige til at 'slå på os selv', det vil sige yde ofre. Består ikke den kontrol, Putin stadig har over os, i, at han tilskriver os en forudsigelig og rationel tilbageholdenhed? Kan vi udfordre denne kontrol ved at opgive mere, end det egentlig ville være fornuftigt? Hvad ville forurolige en blotter mest? Måske at man blottede sig for ham."
Politiken, søndag, s. 8-11; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 7, 9; Information, lørdag, s. 24 (25.04.2022)

Arbejdsmarkedspolitik

Prøv lige at læse forslaget igen
Jyllands-Posten bringer mandag et debatindlæg af Kira Marie Peter-Hansen, som er medlem af Europa-Parlamentet for SF. Her kan man blandt andet læse: "Endnu engang er danske arbejdsgivere hastet til tasterne i kampen imod ny EU-lovgivning om lønåbenhed. Nu skriver Nicole Offendal og Bodil Nordestgaard Ismiris, administrerende direktører i henholdsvis Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Ledernes Hovedorganisation, at det nye EU-forslag, der skal have virksomhedernes løngab frem i lyset, ikke også kan tackle det kønsopdelte arbejdsmarked. Magen til ”whataboutism” skal man lede længe efter. [...] Der kan ikke sås tvivl om, at dens formål er relevant, som de to skribenter også anerkender. Kigger man på Nicole Offendals eget område, finanssektoren, kom det for nylig frem, at lønforskellen er 8 procent for mænd og kvinder i samme stilling. At få årsagerne til disse forskelle frem i lyset er bestemt ikke at ramme forbi skiven. [... ] Jeg anerkender, at det kønsopdelte arbejdsmarked er et stort problem for ligestillingen, og jeg vil derfor meget gerne høre: Hvad har I af forslag, der kan rette op på det én gang for alle? Det vil klæde arbejdsgiverne med noget konstruktivitet i stedet for krydsede arme og rysten på hovedet."
Jyllands-Posten, mandag, s. 29 (25.04.2022)

Det digitale indre marked

Danske it-virksomheder spiller nøglerolle i europæisk storsatsning på digitalisering
I Børsen lørdag kan man læse, at danske it-virksomheder står overfor en stor vækstrejse i Europa. En lang række lande ser imod Danmark og danske virksomheder ser imod Europa. Det er nemlig lykkedes efter flere års indsats at bringe Danmark i foran på den digitale front, og Danmark er nu verdens mest digitaliserede samfund. "Danmark er en frontrunner, når det gælder digitalisering, og vi har gjort os en masse erfaringer, som andre lande i Europa kan drage nytte af," lyder det fra Natasha Friis Saxberg, direktør i brancheorganisationen IT-Branchen. Førerpositionen blev hugget i granit, da EU-Kommissionen sidste år kårede Danmark til Europamestre i digital omstilling. Kommissionen måler nemlig hvert år EU-landenes digitale fremskridt i det, som bliver kaldt et Digital economy and society index (Desi). "Danmark har formået at skifte de ret tunge velfærdssystemer ud. I andre lande kører man stadig rundt med det, der var for 30-40 år siden,” siger André Rogaczewski, administrerende direktør i Netcompany, som satser stort på digitaliseringen af Europa. Den danske vækstkomet planlægger at blive en europæisk tech-gigant, hvilket der lægges an til med massive opkøb flere steder i Europa. "For mig er store dele af Europa rigtig, rigtig spændende, fordi den digitale ambition i Europa er gået gevaldigt op over de sidste to til tre år. Det er hele Europa nu, der banker afsted på den digitale rejse,” siger han.
Børsen, lørdag, s. 8-15 (25.04.2022)

Finansielle anliggender

En ny økonomisk virkelighed har set dagens lys
Børsen bringer i dagens avis en økonomisk kommentar af administrerende direktør for Maj Invest-koncernen, Jeppe Christiansen, og han skriver blandt andet: "Vi er efter mange år med globalisering og politisk koordinering kommet ind i et nyt regime. Det startede med Trumps nye politiske linje over for Kina, og det er efterfølgende blevet skærpet dramatisk ved Putins fremfærd i Ukraine. Vi havde fået en forsmag i forbindelse med besættelsen af Krim-halvøen, men først den 24. februar i år blev det klart, at Putin har sin egen nationale agenda, og at han ikke respekterer andet end den brutale magt, han selv gør brug af. Hvordan krisen vil udvikle sig, er svært at forudse, men det synes sikkert, at Putin vil tabe økonomisk. [...] Vi er kommet ind i en ny økonomisk virkelighed, og det har mange investorer svært ved at erkende. Men det er en realitet, og det kan give os en række ubehageligheder i de kommende måneder og år. Vi er på vej mod flere rentestigninger, begyndende husprisfald og aktiemarkeder, der også periodevis kan bevæge sig den forkerte vej. [...] Prisstigningerne skyldes en strukturel mangel, der er opstået, efter sanktionerne er iværksat over for Rusland. For olie og naturgas skyldes prisstigningerne endvidere, at der i flere år ikke er investeret tilstrækkeligt i udvikling af nye olie- og gasfelter. Megen aktivitet og kapital er allokeret over imod grønne energikilder, og som følge heraf vil der i de kommende år kunne imødeses betydelige problemer med at skaffe tilstrækkeligt udbud af olie og naturgas. [...] Anderledes forholder det sig i EU, hvor vi kan håbe på meget mindre rentestigninger og en stramning af pengepolitikken, der formentlig vil strække sig over flere år. EU er ikke presset af de samme problemer på arbejdsmarkedet. Lønstigningerne i EU er langt mindre end i USA, og der er ledig arbejdskraft i Sydeuropa. Hertil kommer, at ECB er nødt til at hjælpe Italien og stramme pengepolitikken tilsvarende langsomt. For global økonomi er det helt afgørende, hvad der sker i USA. Så længe væksten er intakt i USA, vil det betyde, at global økonomi fortsætter sin højkonjunktur. [...] Særligt vil Ruslands trusler om lukning af gaseksporten til EU kunne give aktieuro, ligesom risikoen for en egentlig politisk konfrontation mellem Kina og USA vil give alvorlige stød til global økonomi. På den baggrund bør man som investor holde en pæn likvid reserve og fokusere på likvide aktier med solid indtjening og udbyttepotentiale."
Børsen, mandag, s. 14-15 (25.04.2022)

Hurtigere, højere, længere. Vi taler ikke om OL, men renterne
I Berlingske kan man mandag læse en økonomisk analyse skrevet af avisens økonomiske redaktør Ulrik Bie. Han skriver blandt andet: "Torsdag i sidste uge var egentlig en god dag på børsen i New York med pæne stigninger i aktiekurserne. Men pludselig vendte pilen nedad. En skygge havde igen spredt sig over de finansielle markeder, hvor også obligationskurserne faldt, og renterne dermed steg. Skyggen kom fra en af de mange rentehøge, der er trådt frem i alverdens centralbanker i takt med den galopperende inflation. Rentehøge har travlt med at sætte renten op, og i torsdags var det ingen anden end chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, der igen strammede den retoriske skrue. [...] Selvom alting afhænger af de faktiske nøgletal for amerikansk økonomi og ikke mindst arbejdsmarkedet, er den forventede rentesti forude pludselig blevet meget stejl. Powell kan nu sagtens se ikke bare et enkelt hop på et halvt procentpoint, men en stribe af sådanne spring. Det skyldes naturligvis, at inflationen i USA har sat sig fast på over otte procent, der er det højeste niveau i over 40 år. Samtidig er der fuld fart på arbejdsmarkedet med høj jobvækst, rekordmange ledige job og tiltagende lønvækst. Det er i sig selv godt, men risikerer at forlænge perioden med høje prisstigninger. [...] Det er ikke kun i USA, at rentehøgene kaster kraftige skygger. Canada og New Zealand har allerede sat renten op med et halvt procentpoint med mere i vente. I Den Europæiske Centralbank (ECB) træder man vande indtil mødet i juni, hvor der kommer nye prognoser, der - som det ser ud nu - vil føre til en nedjustering af udsigterne for væksten og en opjustering af udsigterne for inflationen. [...] Retningen i de lange renter styres af USA, men tempoet i Europa bestemmes i høj grad af ECB. Både de negative renter og de store opkøb af obligationer har hevet renterne ned i forhold til, hvor de ellers ville være. ECB vurderede selv i 2018, at obligationskøbene havde reduceret de tiårige renter i Tyskland med omkring et procentpoint. Nu er opkøbene snart fortid, og de negative renter ligeså. De lange renter er hidtil steget mere i USA end i Tyskland, men det kan godt vende i den kommende tid, i takt med at europæiske renteforhøjelser dukker op på horisonten."
Berlingske, mandag, s. 4 (25.04.2022)

Inflation. Varmecheck eller rentestigning?
Birthe Larsen, lektor i økonomi ved CBS, skriver i en analyse i Politiken lørdag blandt andet: "Vi må nok indse, at den høje inflation næppe forsvinder, uden at vi reagerer på den. Men uanset hvilken form for indgreb, vi vælger, vil det gøre ondt på nogen. [...] Der var indtil for et par måneder siden en rigtig og nuanceret debat mellem økonomer og centralbanker om, hvorvidt det opadgående prispres ville være et midlertidigt fænomen, som ville forsvinde af sig selv, i takt med at verdensproduktionen og den globale handel ville komme i gear efter corona, eller om inflationen kalder på en form for indgreb. Den debat synes at forstumme nu. [...] Men det er tvivlsomt, at lønningerne stiger mere end 5,4 procent inden for det nærmeste år. Samtidig kan krigen i Ukraine hæve priserne yderligere. Endelig er priserne på en del basale fødevarer steget voldsomt, f.eks. er pasta steget 24,4 procent, så den fattigste del af befolkningen, som bruger en stor del af sin indkomst på mad, bolig og strøm, kan være særdeles hårdt ramt af prisstigningerne. Den gruppe har næppe en fast opsparing, som kan nedjusteres for at få budgettet til at hænge sammen. En løsning for den del af befolkningen er derfor en varmecheck, eller at indkomsten stiger. Det første virker som ekspansiv finanspolitik, altså som noget, der hæver efterspørgslen. [...] I Danmark har vi bundet vores valuta til euroen, og det betyder reelt, at vores renteniveau er knyttet tæt op ad niveauet i Den Europæiske Centralbank i Frankfurt. Og her har man masser af krudt til at bekæmpe inflationen, nemlig ved at stramme renteskruen. Den toneangivende rente i ECB blev sænket til 0 procent i sommeren 2012 og er siden rykket ned i minus 0,5 procent, hvor den har ligget siden 2019. Nationalbankens rente er minus 0,6 procent. [...] For få måneder siden talte den amerikanske centralbank om, at inflationen var midlertidig. Og mange økonomer og analytikere mente det samme. I Europa så vi ikke helt de samme prisstigninger som i USA og mente, at forskellen skyldtes en mindre målrettet amerikansk coronapolitik. Det håber vi måske stadig er sandt, og at vi hurtigere får tæmmet den europæiske inflation."
Politiken, lørdag, s. 6 (25.04.2022)

Nationalbanken og ATP's hemmelige forståelse
En fortrolig såkaldt forståelse mellem ATP og Nationalbanken førte til de særlige statsobligationer, som siden 2008 har kostet statskassen et stort milliardbeløb, skriver Børsen i dagens avis. Tidligere hemmeligholdte dokumenter viser nu de mest afgørende og kontroversielle beslutninger der blev taget under finanskrisen. Dokumenterne slår fast, at Nationalbanken midt i den kritiske fase af krisen i 2008, nåede til en "forståelse" med ATP om at sikre 100 milliarder kroner til at understøtte den pressede danske kronekrus og redde danske boligejere fra flekslån med rentesmæk. Nationalbanken lovede at udstede 30-årige statsobligationer med en rente på 4,5 procent for et stort tocifret milliardbeløb, og netop disse obligationer er siden blevet genstand for hård kritik på grund af renten, der især i lyset af renteudviklingen de seneste 15 år er meget høj. Ekstraregningen er i milliardklassen, og Enhedslisten mener blandt andet at det bør regnes med i omkostningerne til at redde bankerne efter finanskrisen. “Jeg går ikke ind for, at man ikke skulle redde bankerne. Men jeg vil have frem, hvad det reelt har kostet staten,” siger statsrevisor Frank Aaen (EL), som har sat gang i Rigsrevisionens undersøgelse. De nye dokumenter er kommet frem efter en manuel søgning i Finansministeriet, der ellers gennem flere år har afvist eksistensen af et beslutningsgrundlag for at udstede de 30-årige statsobligationer.
Børsen, mandag, s. 4 (25.04.2022)

Udskældte negative renter kan synge på sidste vers
Berlingske skriver, at de negative renter, som i mange år har givet anledning til debat og kritik, kan være på vej væk. I hvert fald spår flere banker, at renterne allerede næste år kan gå i plus. Dermed er der udsigt til fordele for bankkunder med penge stående på kontoen, der nu kan se frem til at slippe for at måtte punge ud for at have pengene stående på bankbogen. Med den massivt stigende inflation er der nemlig lagt op til, at Den Europæiske Centralbank (ECB) og Nationalbanken hæver renterne for at tøjle prisstigningerne og for første gang siden henholdsvis 2014 og 2012 bringer renten op på et positivt niveau. "Vi er ved at revidere vores profil ret betydeligt for, hvad Den Europæiske Centralbank og dermed også Nationalbanken kommer til at gøre. Vores forventning er også, at vi i hvert fald inde i 2023 har positive renter," siger Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea. Den Europæiske Centralbank har indtil starten af året holdt fast i, at inflationen er midlertidig, og derfor fejet renteforhøjelser af bordet. Men i februar ændrende banken kurs og har åbnet for, at den kan trykke på renteknappen allerede i år. Hvad ECB vælger at gøre er afgørende for renteniveauet i Danmark.
Berlingske, mandag, s. 17 (25.04.2022)

Institutionelle anliggender

Alvorlige sikkerhedproblemer: EU sortlister flyselskaber
Ekstra Bladet skriver mandag, at EU sortlister 21 russiske flyselskaber, fordi de har forsøgt at undgå sanktioner. Blandt sanktionerne er, at russiske flyselskaber ikke må operere i luftrummet over EU. Det er imidlertid ikke blevet efterlevet, hvorfor EU nu har sortlistet 21 russiske flyselskaber på grund af 'alvorlige sikkerhedsproblemer', lyder det. I midten af marts måned underskrev Ruslands præsident, Vladimir Putin, en lov, som tillader de russiske flyselskaber at beslaglægge europæiske og amerikanske passagerfly. Fly, som flyselskaberne hidtil har leaset. Således har det været muligt for de russiske flyselskaber fortsat at operere i EUs luftrum, og på den måde har de omgået sanktionerne. Til gengæld har sanktionerne haft den konsekvens, at der ikke er kommet essentielle reservedele til vedligeholdelse af flyene ind over den russiske grænse. Det er netop derfor, at EU nu mener, at der er tale om alvorlige sikkerhedsproblemer på de pågældende fly.
Ekstra Bladet, mandag, s. 20 (25.04.2022)

Hitler var ikke gal. Det er Putin heller ikke
I Jyllands-Posten mandag kan man læse en kronik af Rune Toftegaard Selsing, cand.mag. i filosofi og cand.polit. Han skriver blandt andet: "Det er dovent og farligt at afskrive Putin som en gal Hitler. I stedet skulle vi gøre os selv og verden den tjeneste at prøve at forstå, hvorfor han tænker og gør, som han gør. [...] Hitler overvejede forskellige muligheder i Europa, men de ville koste for store tab og give lille gevinst, og derfor gjorde han det gentagne gange klart, at russisk territorium var den eneste realistiske mulighed. Han anså russerne for lette modstandere, og kun Rusland ville give Tyskland tilstrækkeligt lebensraum til at kunne konkurrere med USA. Hitlers analyse er primitiv og fejlagtig, men faktisk logisk sammenhængende. Og i øvrigt ser man stadig de samme folkelige fordomme om nationaløkonomi den dag i dag. Eksempelvis idéen om, at størrelse skulle være særligt nyttigt for et lands velstand, hvilket ofte bliver brugt som argument for EU. Analysen er også svaret på, hvorfor han halsløst angreb Sovjetunionen i 1941. Det har Brendan Simms forklaret grundigt i sin bog om Hitler fra 2019. [...] Det er måske skræmmende, men Hitlers handlinger fulgte mekanisk hans analyse. En analyse, hvor konklusionerne faktisk følger af præmisserne, også selv om præmisserne var falske. De intellektuelle vrangforestillinger var som beskrevet nogen, han delte med store dele af den tyske elite. Ikke mindst dem, der opfattede sig selv som progressive. Hitler var ikke drevet af galskab, og det er dovent og måske endda farligt at reducere sine modstandere til gale mennesker. Der er heller ikke noget, der tyder på, at Putin er gal. Lad os prøve at forstå hans bevæggrunde i stedet. Kun ved at forstå Putins intentioner kan vi finde det rette modsvar."
Jyllands-Posten, mandag, s. 31 (25.04.2022)

Venstrefløjen skal ind i kampen for Europa
Politiken bringer et debatindlæg af Mads Hvid, bestyrelsesmedlem i Nyt Europa. Han skriver blandt andet: "Det er på høje tid, at venstrefløjen tjekker ind i kampen for en europæisk politik, som sætter grøn omstilling, progressiv arbejdsmarkedspolitik og menneskerettigheder først. Også for at sikre Europas uafhængighed af magter, der har helt andre planer for verdensordenen. [...] Spørgsmålet er vel hvad Europa gør, når det er vigtigere spillere der overtræder vores røde linjer. Her skal venstrefløjen tage ansvaret på sig for at sikre den uafhængighed, det er så nødvendigt at vi giver videre. Progressive partier skydes i skoen at man ønsker en verden uden grænser. Men for verdens rigeste - russiske oligarker, saudiske prinser og Wall Streets milliardærer - har verden længe været én stor grænseløs legeplads. [...] Europa har taget vigtige første skridt. Kommisionsformand von der Leyen lagde i sin 'State of the European Union' tale i september klart vægt på hvor essentielt det er, at Europa gør sig fri af f.eks. Kinas indflydelse på vores forsyning af højteknologi. Særligt produktionen af mikrochips er helt afgørende, hvis Europa skal genvinde kontrollen over vores egen industri. [...] Hvis vi reelt skal give Europa en stemme, der er stærk nok til at drive den grønne omstilling globalt, til at tale for demokrati og menneskerettigheder og til at kunne beskytte sine egne borgere, så skal vi være langt mere uafhængige. [...] Kampen for europæisk uafhængighed, den grønne omstilling og venstrefløjens visioner hænger sammen. Derfor er vi nødt til at tjekke ind i kampen og ind i Europas progressive fællesskab."
Jyllands-Posten, søndag, s. 39 (25.04.2022)

Klima

Concito: Danmark bør presse på for et bindende EU-mål om energibesparelser
Mandag kan man på Altinget læse et debatindlæg af Camilla Damsø Pedersen og Michael H. Nielsen, henholdsvis seniorkonsulent i Concito og forhenværende direktør i Dansk Byggeri. De skriver blandt andet: "EU-Kommissionen fremlagde sidste sommer et forslag til en revision af direktivet om energieffektivitet (EED). Det var et led i ambitionen om at reducere EU's drivhusgasemissioner med mindst 55 procent inden 2030 sammenlignet med 1990. Det er ikke nu, Danmark må tøve. Tværtimod taler både klimakrisen og behovet for øget energiforsyningssikkerhed for, at Danmark går foran og kæmper for en stærk EU-regulering, der kan fremme energibesparelser i vores bygninger og virksomheder. Det er vigtigt at huske, at den grønneste energi er den, der ikke skal produceres, fordi der ikke er behov for den. Den energi, som ikke er nødvendig at producere, koster heller ikke noget. Derfor bør princippet om ”Energieffektivisering først” fortsat være et bærende princip, så der sikres en hurtig og omkostningseffektiv opfyldelse af EU’s klimamål. [...] EU har aldrig før haft et overordnet bindende mål for energieffektivisering, som man har haft for vedvarende energi. Danmark bør arbejde for, at der fastsættes et overordnet bindende EU-mål for energieffektivisering på mindst 43 procent i 2030 i forhold til 2007. Dette er også, hvad Europa-parlamentariker Niels Fuglsang (S) som forfatter har lagt op til i Parlamentets udkast til rapport på revisionen af direktivet. Baggrunden for et mål på 43 procent er, at beregninger i en tysk rapport viser, at det er omkostningseffektivt med et mål på 41 procent energibesparelser i 2030. [...] Nationale bindende mål vil for alvor kunne rykke en indsats i de europæiske lande. De er alt andet lige lettere at tilgå, mere forståelige for medlemslandene og lettere at kontrollere. Det er nu ærmerne skal smøges op, og Danmark skal vise, at vi for alvor er et grønt foregangsland. Også når det kommer til at fremme en ambitiøst indsats for energibesparelser i EU.
Altinget, mandag (25.04.2022)

Den hidtil varmeste sommer blev registreret i 2021
Jyllands-Posten skriver lørdag, at Europe sidste år oplevede den varmeste sommer nogensinde på kontinentet, som nogensinde er registreret. Dermed er det andet år i træk, at rekorden bliver slået. Det viser en rapport fra EU's Copernicus Klimaforandringstjeneste (C3S), der blev offentliggjort fredag.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 18 (25.04.2022)

Energiøen risikerer at få meget begrænset klimaeffekt
I Politiken mandag kan man læse et debatindlæg af Jørgen Søndergaard, Mette Dalsgaard og Mikael Bjørk Andersen, henholdsvis senior fellow i Kraka, COO og cheføkonom i Kraka Advisory. De skriver blandt andet: "Energiøen i Nordsøen er et voldsomt stort projekt med en samlet pris på 210 milliarder kroner ved fuld udbygning til 10 gigawatt (GW). Derfor har Kraka Advisory besluttet sig for at gå i dybden med en række aspekter af projektet. I vores nye rapport har vi blandt andet set nærmere på energiøens klimaeffekt, der viser sig at være meget usikker. [...] Forventningen til energiøen i Nordsøen er netop, at etableringen kræver statsgarantier og måske også direkte tilskud. Projektet kan også ende med at give økonomisk overskud, hvis elpriserne viser sig at blive tilstrækkelig høje, men der er stor usikkerhed om elprisernes udvikling. [...] EU-landene har valgt, at de samlede målsætninger og reduktioner inden for industri, el, varme mv. koordineres gennem det europæiske kvotesystem. Virksomheder omfattet af kvotesystemet skal fremskaffe kvoter svarende til den mængde CO2, de udleder. Kvoterne kan handles mellem virksomhederne eller spares op og bruges senere. Kvoteprisen ligger ikke fast, men afhænger af udbud og efterspørgsel. Et velindrettet kvotesystem er i princippet en velegnet måde at føre klimapolitik på, fordi man kan styre udbuddet af kvoter, så det passer med ambitionen i klimapolitikken. Samtidig sikrer et kvotesystem, at reduktionerne foretages de steder i økonomien, hvor de er billigst at gennemføre. [...] Energiøen kan altså få en klar direkte klimaeffekt, hvis overskudsstrømmen anvendes på bestemte måder. Men PtX-produktion vil sandsynligvis kræve betydelige yderligere statslige tilskud, og reduktioner opnået ad denne vej vil samlet set være meget dyre. Når energiøprojektet i Nordsøen alligevel kan få en positiv global klimaeffekt, skyldes det noget helt andet. Projektet kan bidrage til at udvikle og demonstrere ny, klimavenlig teknologi i stor skala. Et vellykket projekt kan medføre lavere omkostninger eller risiko ved at bygge energiøer andre steder i verden. Og andre lande kan dermed blive mere villige til at hæve ambitionerne for den grønne omstilling."

I Berlingske mandag kan man læse et debatindlæg af Ejvind Waldstrøm, Risskov. Han skriver blandt andet: "Regeringens energiudspil drejer sig hovedsageligt om kortsigtede løsninger med hensyn til reduktion af CO2 og gasforbruget. De planlagte energiøer har været nævnt, men forslag til optimering af disse savnes. Med de store investeringer bør de udnyttes bedst muligt ved rettidig omhu. De store vindmøller er uden for syns- og høreafstand fra kystnære områder. Vindmøller hører ikke til på landjorden i et lille land som Danmark. Uanset hvor de placeres, er der problemer med backup, når vinden er svag, og solen ikke skinner. Så må vi købe den manglende energi til høje priser i udlandet, så længe det er muligt. [...] Atomkraft på energiøerne vil give Danmark store fordele: Sikker backup til vores elnet. Overskudsproduktionen kan med fordel anvendes til Power-to-X, idet atomkraftværker kører i døgndrift året rundt. Bedste placering af atomkraft i EU med hensyn til sikkerhed, restaffaldet kan fragtes bort med skib, og adgang til kølevand på havet er lige ved hånden."
Politiken, mandag, s. 5; Berlingske, mandag, s. 27 (25.04.2022)

Klimaet kræver handling her og nu
Konrad Frøjk Andreasen, medlem ad DSU Amager, skriver i et debatindlæg i Ekstra Bladet søndag blandt andet: "Den seneste tid er debatten om atomkraftværker igen blevet vækket til live på grund af EU's vurdering af, om det er en klimavenlig energikilde. Jeg mener ikke, at vi skal have atomkraft i Danmark af den grund, at det simpelthen ikke er det værd med alle de konsekvenser, det fører med sig. [...] Der er mange bedre alternativer til atomkraft, som ikke har lige så alvorlige konsekvenser. For eksempel er vindkraft er et supergodt alternativ. Danmark har et af det bedste miljøer til det, og vi er allerede godt i gang. Jeg kan komme med mange flere grunde til, at man ikke skal have atomkraft, men først og fremmest har vi et klima, som kræver handling her og nu."
Ekstra Bladet, søndag, s. 18 (25.04.2022)

Planøkonomi står i vejen for en ægte grøn omstilling
Niels Poul Dreyer, skovejer i Fuglebjerg, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag blandt andet: "Ukrainekrigen har skabt to kriser, energi- og fødevarekrisen. Begge leder til høj inflation. Den store udfordring er at løse begge kriser på en gang, så vi kan komme helskinnet igennem. [...] Desværre har politikerne valgt at gøre det stik modsatte. Der ydes nu støtte for 1,7 mia. kr. i EU til at lægge svinekød på køl for at holde svinenoteringerne oppe. Desuden har vores ledere besluttet at tage marginale brakjorder i brug til stor skade for miljø og natur. [...] Hvis vi derimod lader det frie marked, hvor forureneren betaler, styre efterspørgsel og udbud, ville vi kunne løse energi-, natur-, klima- og fødevarekrisen. Men desværre har vi planøkonomi."
Jyllands-Posten, søndag, s. 39 (25.04.2022)

Rabat og gratis klimakvoter forplumrer dansk afgift på virksomheders CO2-udledning
I Jyllands-Posten lørdag kan man læse, at en melding fra regeringen i et nyt afgiftsudspil lyder, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv skal betale for deres CO2-udledninger. Onsdag præsenterede regeringen et udspil til en fremtidig CO2-afgift til erhvervslivet. Det nye udspil trækker tråde tilbage til den 8. december 2020. Her præsenterede regeringen en politisk aftale om en grøn skattereform. Aftalen indebar, at der skulle nedsættes en ekspertgruppe, som skulle komme med bud på, hvordan politikerne bedst skruer en ny CO2-afgift sammen. En afgift betyder nemlig klækkelige ekstraregninger til hundredtusinder af virksomheder. I den grønne skattereform fra 2020 var kravet da også klart: Eksperterne skulle komme med et bud på en ensartet CO2-afgift for alle erhverv. Men samtidig lød det, at afgiften skulle skrues sammen på en måde, så den tager hensyn til ”lækageeffekter”. Formuleringen dækker over en politisk frygt for, at regningen for nogle virksomheder bliver så stor, at de simpelthen vælger at flytte produktionen til udlandet. Splittelsen skyldes især, at omkring 360 virksomheder og energiproducenter allerede i dag er omfattet af det europæiske kvotemarked, som er EU's bud på en CO2-afgift. EU's særlige kvoteregister udspringer af EU-landenes klimakamp, der i 2005 førte til, at omkring 11.000 virksomheder og energiproducenter rundtom i Europa blev pålagt fremover at betale for retten til at udlede et ton CO2 i atmosfæren. Da EU's kvotesystem blev vedtaget i 2005, var der en lurende frygt i mange EU-lande for, at den nye afgiftsbyrde ville koste de berørte virksomheder så mange penge, at de enten blev tvunget til at skære ned på produktionen, hvilket kunne udløse hundredtusinder af fyringer eller flyttede produktionen til lande, hvor EU-kvoter er en by i Rusland. Derfor blev EU-kvoterne indført med en regel om, at virksomheder kan få tildelt gratis EU-kvoter.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 8-9 (25.04.2022)

Regeringen blæser på borgerne
I Jyllands-Postens leder søndag kan man blandt andet læse: "anmark skal være uafhængigt af naturgas fra Rusland, mener regeringen, og det sker allerede næste år, når Tyra-feltet i Nordsøen atter sættes i drift og forventeligt producerer mere naturgas, end Danmark forbruger. Ikke desto mindre agter regeringen at anvende den forbigående afhængighed af russisk naturgas til frem mod 2030 at ville firdoble den samlede produktion af solenergi og energi fra landbaserede vindmøller. [...] Vindmøller er indiskutabelt til gene for de nærmest boende, og det samme kan solenergianlæg være, udover at de beslaglægger store landbrugsarealer i en situation, da Verdensbanken advarer om, at Ruslands krig i Ukraine vil kaste hundreder af millioner af mennesker i fattigdom på grund af priseksplosionen på fødevarer, først og fremmest korn. "Jeg ved ikke, hvad regeringen vil, men medmindre den får ændret reglerne i EU eller ikke vil følge reglerne, kan den ikke komme uden om, at der skal laves miljøvurderinger, Natura 2000-vurderinger, offentlige høringer, og der skal træffes en oplyst afgørelse, der som minimum skal kunne indbringes for domstolene," siger en førende miljøretsekspert professor, dr.jur. Peter Pagh til Berlingske. [...] Tvang og magtbrynde har aldrig bekommet danskerne vel, og selv en tragedie som krigen i Ukraine skal ikke misbruges til i bogstavelig forstand at gennemtvinge energipolitik hen over hovederne på befolkningen."
Jyllands-Posten, søndag, s. 38 (25.04.2022)

Sprøjteforbud får virkning fra 2024
Politiken skriver søndag, at et politisk flertal i Folketinget torsdag har vedtaget et forbud mod at sprøjte med blandt andet glyfosat på en række offentlige og private arealer, hvor der er særlig risiko for grundvandet. Forbuddet omfatter de sværest nedbrydelige sprøjtemidler. Det træder i kraft den 1. juli 2022, men det vil først blive forbudt at sælge de sprøjtemidlerne til de nævnte arealer fra 2023. Og først fra 2024 vil det være forbudt at sprøjte på arealerne. Det skyldes ifølge Miljøministeriet EU-regler for afvikling af sprøjtemidler.
Politiken, søndag, s. 8 (25.04.2022)

Migration

Tesfayes nye afrikanske venner skyder på sultne flygtninge og forfølger politiske modstandere
Berlingske og Kristeligt dagblad skriver mandag om den danske regerings planer om et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda. I Berlingske kan man læse, at Storbritannien inden påske bekendtgjorde, at man havde indgået en aftale med Rwanda om, at de asylansøgere, der kommer til Storbritannien, skal sendes til det afrikanske land, hvor deres asylbehandling skal foretages, og hvor de vil kunne ansøge om opholdstilladelse. Det er den danske regerings ambition at lave en lignende aftale, og ifølge Berlingskes oplysninger går forhandlingerne fremad, og S-regeringen forventer derfor at kunne præsentere en aftale i år. Ifølge den danske talsperson for UNHCR, Elisabeth Haslund, huser Rwanda allerede mere end 130.000 flygtninge, og hun advarer mod, at Danmark indgår en aftale om at eksportere flygtninge dertil. "Der er derfor brug for, at det internationale samfund udviser solidaritet og støtter Rwanda i arbejdet med at sikre beskyttelse og løsninger for de mange flygtninge, de allerede har modtaget. Ikke omvendt," siger hun. Louise Halleskov, lektor i EU- og menneskeret ved Aarhus Universitet, fortæller, at selvom Rwanda har krænket menneskerettigheder, så er der i juridisk forstand ikke noget galt i at lave en aftale med landet. "At indgå en sådan aftale er problematisk, og det stiller strenge krav til indhold, og hvordan det sikres, at garantien overholdes i praksis. Hvis man indgår en aftale, skal man eksempelvis også lave en mekanisme, som skal overvåge, hvorvidt det i praksis bliver overholdt," siger hun.

I Kristeligt Dagblad lørdag stiller man spørgsmålet om asylaftaler med lande uden for EU er vejen frem. Her kan man læse, at det altovervejende argument bag asylaftaler med tredjeverdenslande - udover at det vil mindske antallet af asylansøgere - er, at det ødelægger menneskesmugleres forretningsmodel. Smuglernetværk tager ublu summer for at hjælpe migranter og asylansøgere til deres ønskede destinationsland, hvilket indbefatter både smugling ind i EU, inden for EU's grænser og videre ud af EU til Storbritannien. "Mennesker, der flygter fra krig, konflikt og forfølgelse fortjener medfølelse og empati. De bør ikke handles som varer og overføres til udlandet til forarbejdning," siger UNHCR's assisterende højkommissær for beskyttelse, Gillian Triggs. Politikere har i årevis kæmpet med at finde en løsning på smugling af migranter og asylansøgere til Europa. Man har forsøgt med strammere asylregler, hegn langs EU's ydre grænse og øget grænsepatruljering. Det har ikke virket. Problemet er, at tiltagene ikke reducerer efterspørgslen på menneskesmuglere - folk på flugt ønsker stadig at komme til Europa.
Berlingske, mandag, s. 17; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4 (25.04.2022)

Sikkerhedspolitik

Det er ikke demokrati mod autokrati i Ukraine
I sin leder skriver Information lørdag blandt andet: "Krigen i Ukraine er blevet udlagt som en scene i den verdenshistoriske kamp mellem demokrati og autokrati. Det er Vestens geopolitiske evangelium, det er en sang, vi alle sammen kan synge med på, og det er blevet et refræn, som gentages af iagttagere, intellektuelle og de politiske ledere. [...] Fortællingen om krigen som kampen mellem demokrati og autokrati i vores tid er blevet gentaget af blandt andre Francis Fukuyama, der sammenligner Putin i Rusland med Trump i USA, og Anne Applebaum, som har skrevet, at "der er ikke nogen liberal verdensorden, og der er ikke nogen regler uden nogen til at håndhæve dem. Hvis ikke demokratierne forsvarer sig selv sammen, vil autokratiets kræfter ødelægge dem". [...] Men det er analytisk forkert og strategisk dumt at gøre Ruslands invasion af Ukraine til en moralsk maximalistisk kamp mellem demokrati og autokrati. Det er Vestens version af, at hvis du ikke har de samme institutioner og principper om os, er du imod os. [...] Det vidner også om en banal pointe, som den gamle sang om demokrati og autokrati skjuler: Vi kan ikke løse verdens store problemer, hvis vi ikke kan skabe alliancer med stater, der har andre styreformer end os selv. Så ender vi som historiens idioter, der ikke kunne skabe en fælles front mod det, som langt de fleste i verden kunne blive enige om var forkert. Og det vil i sidste instans kunne ende med igen at svække den frihed og selvbestemmelse, som vi sagde, vi ville forsvare."
Information, lørdag, s. 2 (25.04.2022)

Erik Boel: Danmarks historiske forsvarsaftale er fodslæbende og utilstrækkelig
Altinget bringer i dagens avis et debatindlæg af Erik Boel, konsulent, SDU, fhv. forstander, Europahøjskolen, fhv. formand, Europabevægelsen, fhv. lektor, Sct. Knuds Gymnasium. Han skriver blandt andet: "Regeringen har sammen med et bredt politisk flertal reageret prompte på den russiske aggression med indgåelse af en forsvarsaftale i begyndelsen af marts. Ambitionerne er rigtige. Men udførelsen halter. Forsvarsaftalen indebærer, at Danmark skal op på at yde to procent til forsvaret inden udgangen af 2033. Altså om 11-12 år. [...] Man kan også spørge: Hvorfor to procent? Hvorfor ikke eksempelvis fire procent som vore amerikanske venner betaler til forsvaret? Vi er et af verdens rigeste lande. Og må ikke glemme, at freden og sikkerheden er selve grundlaget for vor eksistens som selvstændig nation og vor velfærd. [...] Allerede inden Ruslands angreb på Ukraine annoncerede regeringen, at Danmark nu åbner døren for amerikanske soldater, kampfly og krigsskibe som led i Nato-samarbejdet. Det er et forslag, der kommer til tiden. En aftale med USA vil styrke Natos afskrækkelse og dermed freden. Det ville være et kontant svar på Putins forsøg på at destabilisere Europa, splitte de europæiske lande og helst afkoble os fra amerikanerne. Igen er problemet en fodslæbende regering. Ifølge den amerikanske ambassade i København er forhandlingerne om en aftale ikke gået i gang endnu. Uanset at en aftale i den grad haster og burde have førsteprioritet i forsvarsministeriet. [...] Og ellers sidder regeringen og JA-partierne på hænderne. I stedet for at forklare, at EU-samarbejdet er et supplement til og ikke en erstatning af Nato; at en afskaffelse af forbeholdet vil give Danmark mere indflydelse i EU; at vi selv kommer til at bestemme, hvilke militære operationer vi vil deltage i. Og måske allervigtigst; at en afskaffelse af forbeholdet vil sende et signal om, at Danmark gerne vil Europa helt og holdent. Det hjælper ikke meget med en lang valgkamp, hvis ja-partierne først vågner til dåd de sidste dage i maj. Risikoen for et nej er overhængende. Det grundlæggende problem er, at statsministeren de første 2,5 år i regering har givet den som EU-skeptiker. Og nu i løbet af et par måneder skal forvandle sig til fuldblods europæer. Derfor hovsa løsninger. Derfor manglende troværdighed. Danmark står i dag over for et Rusland, der tror på krig, vold, aggression og folkemord. I den situation må vi være realistiske og lægge vores småstats naivitet på hylden. Kort sagt markant styrke forsvaret og Danmarks deltagelse i vore livsvigtige alliancer EU og Nato."
Altinget, mandag (25.04.2022)

FN er sat i verden for at sikre fred, men har svært ved at handle i Ukraine-krigen
I Jyllands-Posten kan man mandag læse en analyse skrevet af avisens internationale korrespondent Marie Louise Albers, som blandt andet skriver: "FN spiller en nøglerolle, når det kommer til at distribuere tonsvis af nødhjælp ind i Ukraine og hjælpe millioner af flygtninge både inden for det krigsramte lands grænser og i nabolandene. Men når det kommer til det diplomatiske arbejde med at etablere en ende på krigen, gør den store internationale organisation så reelt nogen forskel? [...] Siden krigens begyndelse har FN afholdt flere afstemninger om Ukraine-krisen. Blandt andet besluttede et kvalificeret flertal af medlemslande i starten af april at støtte et amerikansk forslag om at suspendere Rusland fra FN's Menneskerettighedsråd. Men afstemningerne har også været en skueplads for, hvilke lande der ønsker at forholde sig neutrale i konflikten eller står på russisk side. [...] Heller ikke FN's Sikkerhedsråd - der på papiret er et af organisationens mest magtfulde organer, og som netop har til opgave at sikre international fred og sikkerhed - har kunnet handle i konflikten. Det skyldes, at Rusland er et af de permanente medlemmer af rådet og derfor har brugt sin vetoret til at modsætte sig enhver resolution om krigen. [...] Allerede inden krigen brød ud den 24. februar, var ledere og højtstående embedsmænd fra særligt Frankrig, USA og EU blandt de fremtrædende aktører, der forsøgte at finde en diplomatisk løsning på Ukraine-krisen, men forgæves. [...] Særligt Tyrkiet, der er medlem af Nato, men også har et særligt forhold til Rusland, har faciliteret flere fredsforhandlinger på tyrkisk jord mellem delegationer fra Ukraine og Rusland, dog uden nogle synderlige fremskridt som resultat."
Jyllands-Posten, mandag, s. 4 (25.04.2022)

Private danskere har samlet 42 millioner kroner ind til Ukraines hær
Da krigen brød ud, spurgte Jan Johan Kühl, næstformand i Den danske Ukraine komité, som samler penge ind til Ukraines militær, sit ukrainske netværk, hvad der manglede. Beskeden var helt klar: Send våben og send penge til våben. Selv om det potentielt kan eskalere konflikten mellem NATO og Rusland, bakker hver anden dansker op, skriver Berlingske i lørdagens avis. Først sendte Danmark 2.700 panserværnsraketter. Nu gør vi klar til at sende militært isenkram for op mod 600 millioner kroner, fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) ved et pressemøde i Kyiv i torsdags. Men også privatpersoner samler penge ind til våben til Ukraine, fuldt lovligt i øvrigt. Det er første gang i Indsamlingsnævnets historie. Indtil videre er der sendt 42,5 millioner kroner til den ukrainske hær. Det svarer til fuldt kampudstyr til 1200 soldater. "Det kommer dog bag på mig, at det taler til så mange folk. Men jeg tror, det skyldes, at folk føler, de kan bidrage til et faktisk forsvar. For ukrainerne kæmper jo også vores kamp." fortæller Jan Johan Kühl. Den danske Ukraine komité har ifølge Jan Johan Kühl fuld tillid til, at det ukrainske forsvar vil bruge pengene fornuftigt og ikke på kemiske våben. "De har en regering, som håndterer den her indsamling korrekt, og jeg tror, de er meget bevidste om, at hvis de ikke gør det, har de også et problem, når de vil ind i EU bagefter," siger han og tilføjer: "Det er umuligt for os at stille krav om, at de skal købe bestemte typer af våben - eller at undlade at købe bestemte typer af våben. Det er dem, der ved, hvad de har brug for."
Berlingske, søndag, s. 16 (25.04.2022)

På anmodning fra Nato sendes danske soldater og militærudstyr til Letland. Det er ekstraordinært, siger major
B.T. skriver mandag, at der søndag var stor aktivitet ved Køge Havn, da militært materiel og køretøjer blev lastet på store transportskibe. Udstyret skal transporteres til Letland, hvor det skal indgå i Natos styrker som afskrækkelse af russerne og et potentielt forsvar af Letland. Der sendes også 750 soldater til Letland, som skal indgå i en lettisk brigade. Det forklarer major Steen Kjærgaard, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. "Der er tale om en bataljon, som skal indgå i en samlet styrke i Letland, der er med til at sikre, at man er i stand til at forsvare i det utænkelige tilfælde, at Letlands territoriale integritet bliver udfordret af Rusland," siger han til B.T. Forsvarsminister Morten Bødskov (S) udtrykker forståelse for de bekymringer, der kan være forbundet med at udsende danske soldater. "Men det er nu, at vi som land skal være bevidste om, hvilke forpligtelser der er ved både at være medlem af EU og Nato. Vi har et særligt ansvar for at sikre de baltiske lande, hjælpe deres forsvar og være solidarisk med dem. Vi er ikke i krig med Rusland eller præsident Putin, men vi skal være opmærksomme på, hvad han foretager sig, og derfor skal vi stå tættere sammen," siger han.
B.T., mandag, s. 11 (25.04.2022)

Svenskerne gør op med ideen om egen uovervindelighed. Mon Palme ville vende sig i sin grav?
Berlingske bringer mandag en analyse skrevet af Peter Suppli Benson, avisens nordiske korrespondent. Han skriver blandt andet: "Nej, nej - og atter nej. Sverige skal ikke være medlem af NATO. Vi har klaret os selv uden for alliancerne i århundreder, har den svenske parole lydt. Nu står Sverige pludselig midt i et opgør med egne idealer og selvbilleder. Hvem har egentlig verdensrekorden i at vende hurtigst muligt på en tallerken? Der er ikke tvivl om, at ganske mange politikere har kandideret til positionen gennem historien. Og nu har en svensk kandidat af slagsen meldt sig ind i kampen - statsminister Magdalena Andersson fra Socialdemokraterne. For godt en måned siden var hun stålsat, da hun konkluderede, at et svensk NATO-medlemskab ville virke 'destabiliserende'. Bare tre uger senere ville hun pludselig ikke udelukke et medlemskab. Og nu - i disse timer og dage - er hun reelt bannerfører for en svensk - og socialdemokratisk - 180 graders vending til historie- og rekordbøgerne. [... ] På få uger er stemningen om NATO-medlemskabet vendt på hovedet i Sverige - og hos Magdalena Andersson. Og en af årsagerne skal findes få kilometer væk - i nabolandet, der så russerne direkte i øjnene. Det er ikke afgjort, om Sverige ansøger om medlemskab af NATO. Men efterhånden ligner det mest af alt et spørgsmål om tid - og formentlig få uger. Hvis nogen er i tvivl om retningen for Sveriges udenrigs- og sikkerhedspolitik, så kan man, hvis man vil blive klogere, begynde med at kontrollere kalenderen hos landets socialdemokratiske udenrigsminister, Ann Linde. Siden de første dage af april har hun nærmest levet i et fly - på jagt efter opbakning til en svensk NATO-ansøgning i europæisk hovedstad efter europæisk hovedstad. [...] Sandheden er dels, at Ruslands voldsomme fremfærd efter et langt tilløb fik svenskernes øjne op for faren ved at stå alene. Skal man stå uden for NATO, kræver det et militær af enorme dimensioner. Det har Sverige ikke længere - og opgaven vil være for tung for landet. Samtidig så de socialdemokratiske politikere, som har vundet en slags hævd på at have det sidste ord om et svensk NATO-medlemskab, at vælgerkorpset i landet flyttede sig uendeligt hurtigt. Nu er der en klar og tydelig majoritet for et NATO-medlemskab, og nejsigerne er blevet færre. Den slags gør indtryk - ikke mindst i et valgår. Og så er der naboerne i Finland. De to lande delte hovedstad i flere hundrede år og er tæt forbundet kulturelt, sprogligt og militært. Mens svenskerne var endog særdeles lang tid om at reagere verbalt på den russiske militære opmarch før invasionen af Ukraine, og mens den svenske politiske ledelse talte udenom og i diplomatisk tågesnak, da Rusland mellem jul og nytår 2021 direkte truede Finland og Sverige mod at melde sig ind i NATO, så reagerede Finland fuldstændigt anderledes."
Berlingske, mandag, s. 13 (25.04.2022)

To magtfulde russiske oligarker får indefrosset millioner i Danmark
Millioner er blevet beslaglagt i Danmark fra to af de rigeste og mest magtfulde russiske oligarker, Igor Setjin og Mikhail Poluboyarinov, der begge sidder for bordenden i centrale nationale russiske selskaber og har tætte bånd til Vladimir Putin, skriver Berlingske i lørdagens avis og Jyllands-Posten i dagens avis. Den ene af de to oligarker sidder for borenden i det store, statslige russiske olieselskab Rosneft, og den anden er den magtfulde topchef for Ruslands store nationale flyselskab, Aeroflot. Begge har nu fået penge indefrosset i Danmark viser en aktindsigt fra Erhvervsstyrelsen. Igor Setjin har fået beslaglagt 2.185.600 danske kroner, mens Mikhail Poluboyarinov har fået beslaglagt 27.200 kroner.Politiken bringer i lørdagens avis en nyhedsanalyse af journalist Anders Jerichow, og han skriver blandt andet: "Et eller andet sted i Kreml holder den russiske regering givet øje med alle de sanktioner, der er haglet ned over Rusland siden Putins beslutning om en »særlig militær operation« i Ukraine. Ruslands hær har netop kvast modstanden i havnebyen Mariupol i Donbas-regionen og gjort op med den ukrainske kamp mod at blive 'befriet' af Putins styrker. Men ligesom Rusland ikke fortæller, hvor mange af landets soldater, der kommer hjem i ligposer, har Kreml ikke fremlagt en oversigt over, hvor den gamle stormagt bløder. Hvor hårdt sanktionerne rammer. [...] Putin siger selv, at det vestlige pres har fejlet. Hans egne nærtstående, oligarkerne, oplever en anden historie. Deres både i solbeskinnede havne, deres lejligheder i London, Paris og Rom og deres konti i vestlige banker er beslaglagt. Putin vil ikke ønske at blive hvisket i øret, at det er hans skyld - hans krig, der rammer dem, hans venner, hans bagland. [...] På kort sigt er Rusland foreløbig gået fri af de sanktioner, som ville ramme hårdest - et stop for køb af russisk olie og gas, som er totalt afgørende for russisk økonomi. Hvis hele EU indfører sanktioner imod russisk energi, vil Putin ikke længe have råd til at fortsætte sin krig. [...] På langt sigt vil Rusland vide, at Vesten - og ikke mindst Tyskland, der er storimportør af russisk gas - nu fremrykker en grøn omstilling for at gøre sig fri af Putins fossile brændstoffer. Stopper Putin sin krig, kan han på kort sigt få ro på olie- og gaseksporten. På længere sigt skal Rusland besinde sig på at finde andre købere af sine kul, sin olie og sin gas eller selv finde en fremtid uden sin gamle energieksport. Selv uden en energiblokade er de internationale, især vestlige, sanktioner, begyndt at bide hårdt i russisk økonomi."
Politiken, lørdag, s. 10; Berlingske, lørdag, s. 9; Jyllands-Posten, mandag, s. 4 (25.04.2022)

Ukrainske flygtninge bliver afklædt, fotograferet og afhørt i russiske lejre
Mere end en halv million ukrainske flygtninge er blevet sendt til Rusland. Mange imod deres vilje. Ingen ved, hvad der sker med dem, der ikke slipper gennem kontrollen i de russiske filtreringslejre, skriver Berlingske i lørdagens avis. Der var ingen, der fortalte Viktor, hvor de skulle hen. De prorussiske soldater fandt ham og hans nabo i en kælder i Mariupol og førte dem væk. "Jeg bad dem om at lade mig gå. Jeg ville til Berdjansk til min kone og mine børn. Men de ville ikke slippe mig fri," fortæller Viktor til det uafhængige belarusiske medie Reform.by. I alt er 578.000 ukrainer flygtet til Rusland siden krigens start, viser tal fra FNs Flygtningehøjkommissariat. Men for mange er det sket mod deres egen vilje. De russiske styrker har oprettet fire registreringslejre i nærliggende områder af Mariupol, som alle flygtninge skal igennem, inden de bliver sendt videre til Rusland. Det officielle formål er at »stoppe ukrainske nationalister fra at infiltrere Rusland forklædt som flygtninge, så de kan undslippe straf«, skriver den statsejede avis Rossijskaja Gazeta. Det vurderes af ukrainske myndigheder, at der sidder op mod 27.000 ukrainske flygtninge i disse russiske filtreringslejre og venter i flere dage på at komme igennem. De bliver fotograferet fra flere vinkler, får taget fingeraftryk og får downloadet og tjekket alle beskeder, kontakter og billeder på deres telefoner, og hvad de ellers har af hukommelseskort og usb-drev. Ingen ved, hvad der sker med dem, der ikke slipper igennem kontrollen. Men den russiske hær har tidligere rapporteret om, hvordan de likviderede 93 ukrainske soldater, der forsøgte at slippe væk forklædt som civile.
Berlingske, lørdag, s. 10 (25.04.2022)

Sundhed

Regeringen holder liv i forbud mod salg af tobak til unge - ny aldersgrænse på 25 år
I Jyllands-Posten lørdag kan man læse, at Sundhedsminister Magnus Heunicke fastholder ambitionen om en 100 procent nikotinfri fremtid for unge og lancerer en ny model for, hvordan det kan nås. Det oprindelige forslag om at det skal være ulovligt for unge født i 2010 og derefter at købe tobak og nikotinprodukter er kommet i problemer på grund af EU's tobaksvaredirektiv. Derfor er regeringen nu klart med et nyt forslag. Forslaget indgår i de aktuelle forhandlinger om en sundhedsreform og er beskrevet i et notat fra Sundhedsministeriet, som anser en fast aldersgrænse for at være gangbar i EU-systemet. Tobaksdirektivet åbner kun for, at man må begrænse handlen i forhold til børn og unge, og den etikette passer ikke på f.eks. 35-40-årige. Den nye sigter kun mod unge under 25 år, og ifølge notatet starter indfasningen af forbuddet i 2028 og er fuldt implementeret i 2035. "Vi synes, at det oprindelige forslag fra regeringen om at få udfaset tobak til en hel generation var et rigtig godt og modigt forslag. Det synes vi, at man skulle gå videre med, og at man skulle udfordre EU på dette område," siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse. I Enhedslisten tager de positivt imod det nye forslag. "Fordi det ligger inden for rammerne af, hvad vi må for EU, og desuden er det fornuftigt til at forebygge, at unge begynder at ryge. De fleste debuterer som rygere som 16årige, men ikke mange begynder, efter at de er fyldt 25 år," siger sundhedsordfører Peder Hvelplund.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 15 (25.04.2022)

WHO anbefaler lovende coronapille fra Pfizer
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, ifølge Berlingske og Politiken lørdag, en pille til behandling af covid-19 fra medicinalvirksomheden Pfizer. Pillen hedder Paxlovid og er rettet mod patienter, der endnu ikke er alvorligt syge, men har stor risiko for at blive indlagt på grund af covid-19. Pillen var i forvejen godkendt til nødbrug i EU og har i testforsøg vist lovende resultater.
Berlingske, lørdag, s. 8; Politiken, s. 13 (25.04.2022)

Udenrigspolitik

Frederiksens hånd på den internationale kogeplade kommer snart til eksamen
I en politisk indsigt i lørdagens Børsen, skrevet af politisk kommentator Helle Ib, kan man blandt andet læse: "Da statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag iført skudsikker vest besøgte Ukraine, var det ikke blot den “photo opportunity”, ingen vestlig politisk leder vil lade forpasse. Mødet med præsident Zelenskyj er også billedet på den bevægelse, Mette Frederiksen har foretaget som socialdemokratisk partiformand og statsminister. Fra et mere indadvendt hjemligt fokus, kritikere har kaldt provinspopulisme, til signaler, beslutninger og udspil, der har forstærket den internationale profil i regeringsprojektet. Det er et ryk fra en position, hvor der løbende blev sendt så EU-kritiske signaler, at Altingets chefredaktør Jakob Nielsen i januar 2020 konkluderede, at Danmark med Frederiksen i spidsen havde fået den “mest EU-skeptiske regering, siden vi trådte ind i EF i 1973”. En periode som S-formand, der har budt på tæt alliance med Dansk Folkeparti - og som statsminister et opsigtsvækkende forsøg på vaccinesamarbejde med Israel i parløb med den nu afgåede østrigske forbundskansler Sebastian Kurz. I disse måneder er det sammenholdet i EU, det internationale engagement og ansvar, Mette Frederiksen og regeringstoppen betoner. [...] Det er uvist, i hvilken grad endnu et nyt nederlag i en forbeholdsafstemning kommer til at klæbe til regeringen og Mette Frederiksen. Men det er indlysende, at et muligt nyt nederlag kommer til at definere dansk EU-politik så langt, øjet rækker. Hvilken ny regering ville turde kaste sig ud i endnu en afstemning, hvor oplagt det end måtte blive, om retsforbeholdet eller forsvarsforbeholdet igen, hvis et flertal siger nej til en afskaffelse 1. juni? [...] Med udhulet velfærd, stigende ulighed og mindre tryghed, så følger ustabilitet. Alt sammen noget, der styrker yderfløjene. Netop derfor skal vi også minde os selv om, at vi i Ukraine-krisen har været snublende tæt på at have op til flere toneangivende Nato- og EU-lande, der kunne have vist sig mere loyale over for Putin. Det er snarere tilfældigheder og timing, der har gjort, at det ikke var Donald Trump, Marine Le Pen, Matteo Salvini med flere, der skulle håndtere den største aggressionskrig i Europa siden Anden Verdenskrig."
Børsen, lørdag, s. 16 (25.04.2022)

Hold Pakistan ansvarlig for at destabilisere Afghanistan i ledtog med Taleban
I en kommentar i Information lørdag af Levsa Bayankhail, kandidat i Politik og Forvaltning, kan man blandt andet læse: "Pakistans uofficielle, men tætte samarbejde med Taleban har resulteret i, at NATO's mission i Afghanistan slog fejl, og at Taleban-regimet nu igen har magten i landet. Det er vi nødt til at holde dem ansvarlige for. [...] En af de ting, jeg finder problematisk, er, at man ved invasionen af Afghanistan efter 9/11 stillede en fattig nation til ansvar for hele terrorproblemet. En stat, der allerede havde betalt en høj pris for Vestens og Sovjets kolde krig, og som stod tilbage med ødelæggelser, høj dødelighed og en kollapset hær og stat. [...] Jeg har skrevet speciale med titlen 'Pakistan skjulte samarbejde med Taleban i Afghanistan', hvori jeg har interviewet fem generaler fra NATO og USA, som har været på frontlinjen i krigen i Afghanistan, og sammenholdt deres udsagn med aktuelle forskningsrapporter fra Harvard University og London School of Economics. [... ] Det virker paradoksalt, at politiske aktører som EU og USA ikke har stillet Pakistan til ansvar for at bruge samarbejdet med Taleban strategisk som en form for militær og social ressource, som Pakistans hær og efterretningstjeneste har anvendt til at sikre deres egen geopolitiske magtposition gennem den 20 år lange krig i Afghanistan. [...] Nu har Taleban igen magten, og Afghanistan er dermed indirekte besat af Pakistan. Man kan derfor undre sig over, at EU og USA ikke sanktionerer Pakistan, som de for eksempel gør med Rusland i forbindelse med deres invasion af Ukraine."
Information, lørdag, s. 19 (25.04.2022)

Krig. I fremtidens EU må eksporthensyn vige for strategiske og værdipolitiske interesser
Politiken bringer søndag en analyse skrevet af Christine Nissen, forsker, Phd, europæisk sikkerhedspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun skriver blandt andet: "Den europæiske tro på, at frihandel og gensidig afhængighed sikrer fred og demokrati, er kommet til kort i en verden drevet af rå magtpolitik. [...] Man må jo klare sig og finde alternative måder at få dækket sit behov for tryghed. Husk, at tryghed i denne sammenhæng skal forstås som 'evne til overlevel-For kendere af EU-politik var symbolikken ikke til at tage fejl af: Hvad der hidtil af mange blev betragtet som en udpræget 'fransk' og potentielt 'farlig' idé om et mere selvstændigt og uafhængigt EU, havde nu vundet bred genklang blandt EU-ledere - og selv hos en af dens argeste modstandere, Mark Rutte, i en tale holdt inden for murene af den franske præsidents gamle universitet. På det efterfølgende topmøde i Versailles blev man enige om en plan, hvor EU på tværs af stort set alle politikområder skal reducere sin afhængighed af aktører og nationer. Kovendingen er et opgør med en af de mest fundamentale grundsten i Den Europæiske Union, nemlig troen på, at fred og demokrati kan sikres gennem samhandel og gensidig afhængighed. EU blev smedet i gløderne fra Anden Verdenskrig på en idé om, at gensidig økonomisk afhængighed kunne udgøre kernen i det europæiske fredsprojekt. Den daværende formand for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, formulerede det således, da EU i 2012 modtog Nobels Fredspris: »Som et succesfuldt ekse'. Barnet er selvfølgelig ikke i livsfare - men sådan kan tilknytningssystemet opleve det, hvis der ikke er nogen til at beskytte mod det ukendte. [...] Den forblev baseret på afhængighed og et ønske om at fastholde dialog og diplomatiske relationer til EU's nabo mod øst. Det ændrede sig brat med krigen i Ukraine. Forinden var europæerne dog også blevet pinligt bevidst om sårbarheden ved at være afhængig af eksterne handelspartnere, da der i de først måneder af covid-19-pandemien opstod akut mangel på blandt andet værnemidler. Samtidig gjorde en ændret amerikansk udenrigspolitik, først under Trump og siden under Biden, det tydeligt, at Europa i højere grad skulle til at klare sig selv. Ikke kun i forhold til den russiske gas, men på tværs af en lang række politikområder fra forsvar over energi, økonomisk politik og forsyningssikkerhed til teknologi."
Politiken, lørdag, s. 6 (25.04.2022)

Serbien beskylder EU-land for bombetrusler
I Jyllands-Posten mandag kan man læse, at mere end 10 gange de seneste to måneder er fly fra Air Serbia blevet tvunget til at vende om og returnere til Beograd eller Moskva på grund af bombetrusler. Og mindst tre gange er Beograds lufthavn blevet evakueret af samme grund. Bombetruslerne er ifølge Serbiens præsident, Aleksander Vucic, blandt andet kommet fra EU. "Det er udenlandske tjenester fra to lande, der gør det. Det ene er et EU-land, det andet er Ukraine," siger han. Ukraines udenrigsministerium har siden afvist udtalelsen som usand. Vucic forsvarer, at Serbien stadig tillader flyvninger til Rusland. Det er blevet kritiseret, bl.a. fordi Serbien som EU-kandidatland faktisk er forpligtet til at tilslutte sig EU's udenrigspolitiske beslutninger, hvoraf afbrydelse af flytrafik altså er et element. "Vi fortsætter disse flyvninger helt bogstaveligt af principielle grunde, fordi vi vil vise, at vi er et frit land, og vi træffer vore egne beslutninger," siger Vucic.
Jyllands-Posten, mandag, s. 29 (25.04.2022)

Udvidelse

Østrig lægger en bombe under Ukraines EU-medlemskab
I mandagens Jyllands-Posten kan man læse, at Ukraines vej ind i EU bliver mere problematisk end Ukraine forventer og EU's topfolk har lagt op til. Det sker med den østrigske udenrigsminister Alexander Schallenbergs erklæring om, at Østrig modstander af at give Ukraine status som kandidatland. At blive godkendt som ansøgerland og indlede forhandlinger om optagelse kræver enighed blandt alle EU-lande, og med Østrigs fod på bremsen synes det sikkert, at processen ikke vil gå i gang foreløbig. Ukraines ansøgning om medlemsskan i EU har også mødt modstand i Frankrig og Holland. Det handler om principielle standpunkter i forhold til en udvidelse af EU og for eksempel en teknisk detalje som, at EU ikke kan indlede forhandlinger med et land i krig. Schallenberg begrundede blandt andet sin modstand med den langsommelige procedure, en række Balkan-lande har været igennem for at blive lukket ind i unionen og gjorde sig til talsmand for at knytte Ukraine til EU "på en anden måde".
Jyllands-Posten, mandag, s. 2 (25.04.2022)

Økonomi

Bundlinjen: Et markant økonomisk vejrskifte er på vej
Leif Beck Fallesen, erhvervskommentator på Politiken, skriver i en kommentar søndag blandt andet: "Der er et markant økonomisk vejrskifte på vej. De fleste økonomiske nøgletal melder stadig om en dansk økonomi i topform med rekordlav ledighed og høj økonomisk vækst. Men tallene er historie. Krigen i Ukraine har skræmt de danske forbrugere i en sådan grad, at deres tillid til fremtiden nu er mindre, end i de sorteste måneder under finanskrisen og coronakrisen. Og det er et varsel om en kraftig opbremsning i dansk økonomi senere i år. [...] Foreløbig strømmer den russiske gas til EU og Danmark, også gennem det krigshærgede Ukraine. Men risikoen for at gassen stopper, stiger dag for dag i takt med eskaleringen af kamphandlingerne og sanktionerne. [...] Der er allerede trådt hårdt på bremserne. Selv uden en ny dramatisk udvikling i krigen i Ukraine er der en række gode grunde til, at forbrugernes købekraft er på vej ned, og at langt flere vil opleve det som snærende i privatøkonomien i de kommende måneder. [...] Bundlinjen er, at dansk økonomi stadig er i topform. Men for lønmodtagerne er købekraften allerede faldet betydeligt, og krigen i Ukraine vil få den til at falde endnu mere. Der er sket et markant økonomisk vejrskifte med udsigt til højere inflation og lavere vækst globalt end før coronapandemien. Det vil også sætte punktum for en periode med historisk flotte tal i dansk økonomi."
Politiken, søndag, s. 12 (25.04.2022)
 

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
25. april 2022
Forfatter
Repræsentationen i Danmark