EU i dagens aviser mandag den 26. februar 2024

EU i weekendens og mandagens aviser den 24.-26. februar 2024

Tophistorier

Kanonerne er blevet kolde - de ukrainske soldater mangler forsyninger
Flere af weekendens og mandagens aviser skriver om manglen på våbenleverancer til Ukraine og konsekvenserne heraf. I Berlingske lørdag kan man læse en feature om temaet. Avisen skriver, at situationen langs den 1.500 kilometer lange frontlinje i Ukraine er meget alvorlig, da ukrainske styrker kæmper hårdt mod russiske soldater, men lider under en markant mangel på essentielle forsyninger, særligt 155 mm-artillerigranater. Denne mangel kan blive afgørende, især hvis Rusland iværksætter en stor forårsoffensiv. Videooptagelser fra droner har afsløret russiske soldater, der bevæger sig frit i udkanten af den østukrainske by Avdijivka, hvilket indikerer de udfordringer, det ukrainske forsvar står overfor. "Vi er i den sidste, terminale fase," siger den ukrainske analytiker Konstantin Masjovets, hvilket understreger den prekære situation ved fronten. Til trods for tidligere massive afskydninger af 155 mm-granater, står de ukrainske kanonrør nu kolde, med kun 2. 000 afskydninger dagligt sammenlignet med tidligere 7.000, på grund af manglende forsyninger. Dette står i skarp kontrast til de russiske styrker, der affyrer op mod 10.000 granater om dagen. De vestlige lande og NATO, inklusive USA, har hidtil ikke formået at opfylde Ukraines akutte behov for ammunition, hvilket har ført til rationering og en desperat søgen efter løsninger. EU har lovet at levere en million 155 mm-granater i 2023, men har kun formået at sende omkring 400.000, med løfter om at øge produktionen til 1,4 millioner granater i løbet af 2024. Nico Lange, Senior Fellow ved Center for European Policy Analysis, understreger behovet for hurtig handling fra Ukraines partnere for at dykke dybt i deres reserver for at afhjælpe denne kritiske mangel. Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), har sammen med tyske ledere markeret starten på byggeriet af en ny ammunitionsfabrik i Tyskland, et tiltag der skal øge produktionen af ammunition, men denne og lignende anstrengelser løser ikke Ukraines umiddelbare behov. Den fortsatte krig og de defensive operationer, som Ukraines nye forsvarschef, Oleksandr Syrskyj, nu fokuserer på, understreger den akutte situation og den kritiske mangel på forsyninger, som truer Ukraines evne til at stå imod den russiske aggression.

Børsen søndag skriver om, hvordan prisen på våbenaktier er steget markant efter Ruslands invasion af Ukraine, hvilket signalerer en ny sikkerhedspolitisk virkelighed i Europa. Dette har medført et øget politisk fokus på forsvarsinvesteringer, som nu forventes at stige fra 1,2-1,5 pct. af BNP til mindst 2 pct. i overensstemmelse med NATO's krav. Jens Larsson fra St. Petri Capital påpeger, at "Europa står et helt andet sted nu," og forudser yderligere vækst i forsvarssektoren. Investor Jesper Lund fremhæver, at europæiske våbenproducenter, som Rheinmetall og Invisio, vil opleve travle år, grundet Europas efterslæb på forsvarsinvesteringerne sammenlignet med USA. Thomas Juul-Larsen fra Mermaid Asset Management diskuterer, hvordan man kan investere i våbenaktier på en etisk forsvarlig måde, givet de stigende forsvarsbudgetter og gode udsigter for sektoren. "Vi er i gang med at sætte os helt ind i, hvordan vi kan klæde kunderne på i forhold til at lave analyser af afkastudsigterne," siger han, hvilket underbygger interessen for sektoren blandt investorer. Trods potentialet er der fokus på at navigere i investeringer ansvarligt, med særlig opmærksomhed på de etiske aspekter af forsvarsinvesteringer.

Politiken bringer søndag en kommentar af avisens internationale kommentator Michael Jarlner. Han skriver blandt andet: "Der er et spørgsmål, der bliver hængende i luften: 'Vær rare ikke at spørge Ukraine, hvornår krigen stopper. Spørg jer selv, hvorfor Putin stadig er i stand til at fortsætte den'. Det var Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der stillede det til Vestens ledere, da han i forrige weekend deltog i årets store sikkerhedskonference i Minchen. Og det hænger altså stadig i luften. Zelenskyj kender godt sin egen del af svaret: Hans soldater mangler ammunition i sådan en grad, at de forrige lørdag måtte trække sig ud af den østukrainske by Avdijivka. Så efter at have mistet 16.000 soldater indtog Putins besættelsestropper byen. Det ubekvemme tabstal stammer fra en russisk militærblogger, Andrej Mosov, der siden fik militæret på nakken og dernæst meldtes at have begået selvmord. [...] Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War påpeger, at der blot er omkring 50 kilometer fra Odesa til EU-kandidatlandet Moldova. Her menes prorussiske separatister i enklaven Transnistrien at forberede tiltag, der skal lede frem mod en anmodning om russisk annektering. Det kan på sigt give Rusland et påskud til en militærintervention op mod den vestlige del af Ukraine og den økonomisk og strategisk vigtige sortehavskyst. [...] Hvorfor gør Europa så ikke mere? Hvorfor lader europæerne den ukrainske hær, der som den eneste sætter soldaterliv på spil for at bremse den russiske aggression, løbe tør for noget så elementært som ammunition? Det var det, der lå i Zelenskyjs spørgsmål i Minchen. [...] Pengene er der egentlig. Allerede i 2022 brugte de EU-lande, der er medlem af Nato eller associerede, tilsammen 350 milliarder dollars på forsvar. Det er næsten tre gange så meget, som Rusland skønnes at bruge i år. Alligevel halter den europæiske våben- og ammunitionsproduktion efter den russiske."

Lørdag bringer Berlingske en kronik skrevet af statsminister Mette Frederiksen (S), Troels Lund Poulsen, formand for Venstre, og Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne. De skriver blandt andet "To år efter krigens start er tusinder og atter tusinder af russiske soldater dræbt på slagmarkerne i Ukraine. Krigen slider på den russiske økonomi, og den russiske Sortehavsflåde er ramt i en grad, så den ikke længere kan operere frit. Samtidig står Ukraine fast. Med rank ryg og en fantastisk forsvarsvilje. Hjulpet godt på vej af vores støtte og donationer, og med et klart perspektiv om en dag at blive medlem af EU og NATO. Det er ikke lykkedes Putin at knægte hverken ukrainerne eller troen på fred, frihed og sikkerhed. Tværtimod. Men krigen i Ukraine er på ingen måde slut. Lige nu opruster Rusland markant, og landets forsvarsudgifter vil i år blive øget til næsten 850 milliarder kroner. [...] Den russiske oprustning er ikke blot en eskalering af krigen i Ukraine, men kan også blive en militær trussel mod andre lande i vores nærområde og mod NATO. Vi står i en meget vanskelig sikkerhedspolitisk situation. Der er aktuelt ikke en direkte militær trussel mod Danmark, og Rusland ønsker med stor sandsynlighed at undgå en direkte militær konflikt med et NATO-land, så længe NATO står sammen og er militært overlegen. [...] I december blev vi enige med USA om en historisk forsvarssamarbejdsaftale, så amerikanske soldater og materiel kan placeres i Danmark. USA har indgået lignende aftaler med en lang række europæiske lande, blandt andet Finland, Sverige og Norge. Når vi styrker samarbejdet med USA, så gavner det både Danmarks og Europas sikkerhed. Vi skal også tage ansvar i verdens brændpunkter. For én ting er Ruslands krig i Ukraine, men vi ser også udfordringer og Ruslands aggressive adfærd mange andre steder. På Balkan, i Mellemøsten og i Afrika. [...] Ukraines kamp er også vores kamp. Et forsvar for demokrati og landegrænsers ukrænkelighed. Med angrebet udfordrede Rusland hele det internationale regelbaserede verdenssamfund, vi gennem generationer har bygget op på asken af Anden Verdenskrig. Men hvis Putin havde regnet med et svækket Europa, EU og NATO, så fik han det modsatte. Ansvaret ligger hos Rusland. Hvis de stopper kampene, så er krigen slut i morgen. Men hvis Ukraine stopper med at kæmpe, så er der ikke længere noget Ukraine."
Berlingske, lørdag, s. 26-28, 13; Børsen, søndag, s. 2; Politiken, søndag, s. 2 (26.02.2024)

Putin er overmodig lige nu. Men Ukraine har en klar mulighed for at vende krigen i år
Weekendens og mandagens aviser skriver om krigen i Ukraine og hvordan situationen ser ud efter den har været i gang i to år. Berlingske skriver lørdag, at krigen i Ukraine går ind i sit tredje år med ukrainske styrker, der står svagere end tidligere. Eksperter, som Berlingske har talt med, mener dog, at der stadig er håb for Ukraine, selvom ingen forventer en ukrainsk offensiv eller krigens afslutning i år. De understreger vigtigheden af en ny strategi, der fokuserer på forsvar, manglen på ammunition og soldater, og forberedelser til en større modoffensiv i 2025. I 2023 mislykkedes en storstilet ukrainsk modoffensiv, hvilket viste, at NATOs strategier var forældede og at ukrainske soldater manglede tilstrækkelig træning. Der er enighed om, at Ukraine nu har brug for en ny, langsigtet strategi. Denne strategi indebærer at forsvare sig effektivt, håndtere ammunitionsmangel og forberede sig på fremtidige offensiver. Ukraine står over for en udfordring med at mobilisere nok soldater, da der ikke længere er lange køer af frivillige. Derudover er der fokus på dronernes voksende rolle i krigen og forventninger til, at de første F-16-fly snart vil støtte Ukraines kampkapacitet, selvom de ikke vil ændre krigens gang afgørende på kort sigt. Støtten fra USA spiller en kritisk rolle, og den nuværende forsinkelse af en hjælpepakke på 61 milliarder dollar til Ukraine kan få alvorlige konsekvenser for krigen. Ifølge eksperter er de kommende måneder afgørende for at bevare momentum og forberede sig på fremtiden. Selvom situationen er dyster, og Rusland har tilpasset sig en krigsøkonomi, mener eksperter, at hvis Ukraine holder stand i år, og Vesten opretholder sin støtte, kan 2024 blive det år, hvor Putin mister sin sidste chance for sejr.

Også i Politiken kan man søndag læse tre eksperters analyse af krigen i Ukraine samt deres bud på, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Claus Mathiesen, Flemming Splidsboel og Kristian Søby Kristensen, henholdsvis militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og tidligere forsvarsattaché i Kyiv, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) og seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, kommer med deres bud. Claus Mathiesen vurderer, at krigen står det vanskeligste sted for Ukraine siden begyndelsen. Han påpeger, at den manglende vestlige støtte er Ukraines største problem, og at politisk usikkerhed, især i USA, udgør Vestens største problem. "Jeg vurderer stadigvæk ikke, at noget definitivt er tabt hverken for Ukraine eller Rusland," siger han. Flemming Splidsboel ser krigen som uafklaret og mener, at Rusland synes at have medvinden. "Ukraines største problem er mangel på våben. Ammunition specielt," siger Splidsboel og tilføjer, at Vestens største problem er manglende erkendelse af, hvad der står på spil. Han forudser et paradigmeskift og understreger behovet for at forberede sig på en langvarig konflikt med Rusland. Kristian Søby Kristensen betoner, at den nuværende konflikt mellem Vesten og Rusland kan ses som en ny kold krig, hvor strategisk tålmodighed er nødvendig. "Vi skal mobilisere det samme overskud og den samme strategiske tålmodighed som under den kolde krig," siger han. Samlet set fremhæver eksperterne de udfordringer, som krigen i Ukraine udgør for både Ukraine og Vesten, samt den langvarige natur af den geopolitiske konflikt med Rusland. De understreger betydningen af vestlig støtte til Ukraine og nødvendigheden af at forberede sig på en udvidet konflikt med Rusland.

I Politiken kan man lørdag læse, at mens mange europæere ønsker, at Ukraine indgår en fredsaftale, foretrækker et stigende antal danskere at støtte forsvaret mod den russiske aggression. En Megafon-måling viser, at syv ud af ti danskere ønsker, at de vestlige lande donerer flere våben til Ukraine end hidtil, og kun én ud af ti er imod. Hver anden dansker mener, at Danmark bør være blandt de største donorer til Ukraine, målt i forhold til indbyggertal, hvilket er en stigning fra 25 procent for et år siden. Danmark rangerer andet i en opgørelse fra det tyske Institut Fir Weltwirtschaft over internationale donationer til Ukraine, målt i forhold til økonomiens størrelse, kun overgået af Estland. Den amerikanske politik spiller også en rolle, hvor republikanerne, påvirket af Donald Trump, blokerer for en ny hjælpepakke på 60 milliarder dollars. Trump foreslår at omlægge amerikansk støtte til lån og har antydet, at han vil presse Ukraine til landafståelser for fred, hvis han vinder præsidentvalget. En meningsmåling udført af YouGov for European Council on Foreign Relations viser, at mange europæere mister troen på en ukrainsk sejr. Putin håber, at krigstræthed i Vesten vil sikre ham sejren, specielt hvis Trump vinder det amerikanske præsidentvalg og reducerer støtten til Ukraine. I en anden måling mener 41 procent af europæerne, at EU bør presse Ukraine til at forhandle en fredsaftale, mens kun 14 procent af danskerne mener, at Ukraine bør acceptere landafståelser for fred. Dette understreger, at danskerne er imod at lade Ukraine give efter for russisk pres og støtter en fortsat stærk modstand mod den russiske aggression.

Ifølge Børsen lørdag står Vesten over for en stor økonomisk udfordring i forbindelse med krigen i Ukraine. Krigen, der nu går ind i sit tredje år, har allerede kostet milliarder, men en sejr til Rusland vil ifølge eksperter blive endnu dyrere for Vesten. EU har indtil nu lovet 144 milliarder euro i militær, humanitær og finansiel støtte til Ukraine, hvoraf 77 milliarder euro reelt er allokeret. USA har været en stor militær støtte med leverancer for omkring 2 milliarder euro om måneden, men denne støtte er nu udtømt, og fremtidig amerikansk støtte er usikker. Christoph Trebesch fra Kiel Institut für Weltwirtschaft (IfW) påpeger, at Europa vil skulle fordoble sin militære støtteindsats, hvis ikke USA yder yderligere støtte. "Det er en udfordring, men i sidste ende et spørgsmål om politisk vilje," siger han. Et tab af Ukraine til Rusland ville placere en kamperfaren russisk hær ved NATOs grænser, øge den militære trussel mod NATO og tvinge USA og NATO til at investere massivt i europæisk forsvar. "Disse omkostninger vil være langt højere, end de fleste mennesker forestiller sig," påpeger eksperter fra Institute for the Study of War. Jacob Kaarsbo fra Tænketanken Europa understreger, at en svækkelse af støtten til Ukraine vil true den europæiske sikkerhed og skabe en usikker verden. "Enhver snak om, at der kan opnås en holdbar fred uden at tilføre Putin et overvældende nederlag - det er enten ren fantasi, ønsketænkning eller russisk propaganda," siger Kaarsbo og tilføjer, at Putin ikke er interesseret i forhandling eller fredsaftaler. Vestens øgede støtte er derfor afgørende for at opretholde sikkerheden og modstanden mod russisk aggression.

Information lørdag bringer et interview med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), hvor han diskuterer Danmarks og Europas sikkerhedspolitiske situation to år efter Ruslands invasion af Ukraine. Forsvarsministeren understreger vigtigheden af fortsat at støtte Ukraine for at undgå større sikkerhedsudfordringer i Europa. "Jeg har den holdning, at der kun er én vej frem: Det er at støtte Ukraine," siger han og tilføjer, "Hvis vi nu tillader, at Rusland kommer sejrrigt ud af det her, så får man efterladt Europa med nogle langt større udfordringer i forhold til vores egen sikkerhed." Troels Lund Poulsen reflekterer også over den dag, krigen brød ud, og hvordan den vestlige verden undervurderede Ukraines modstandsdygtighed. "For sådan gik det jo heldigvis ikke. Det er endt et andet og også bedre sted for ukrainerne," siger han. Med hensyn til forsvaret og sikkerhedspolitikken bemærker Troels Lund Poulsen, at krigen har ført til en "ny erkendelse", der har ændret de europæiske lederes tilgang til forsvarsinvesteringer og støtte til Ukraine. Han udtrykker bekymring for krigstrætheden, men noterer en øget alvor blandt europæiske lande angående kontinentets sikkerhedssituation. Danmark har positioneret sig som en af Ukraines største støtter med et samlet tilsagn om støtte på godt 69 milliarder kroner. Troels Lund Poulsen erkender de mange udfordringer ved at håndtere Danmarks forsvarsforpligtelser samtidig med at støtte Ukraine. "Så det er jo rigtig, rigtig mange gryder, som man skal holde under opsyn samtidig," siger han. Forsvarsministeren reflekterer også over tidligere beslutninger om forsvarsbudgettet og kalder det et "kollektivt svigt". Han indrømmer, at der har været en naivitet i ikke at opfylde NATO's budgetkrav. Troels Lund Poulsen er åben for, at Danmarks forsvarsudgifter kan blive nødt til at ligge over NATO's toprocentsmål for at imødekomme de akutte behov. Interviewet slutter med en diskussion om fremtiden, hvor Troels Lund Poulsen udtrykker bekymring for Europas sikkerhed og understreger, at oprustning fungerer som en "forsikring for fred". "Vi må indstille os på, at vi nu er i en periode, som er anderledes, og den kan gå flere veje," siger han og peger på muligheden for både en lysere og en mørkere fremtid afhængigt af udfaldet af krigen i Ukraine.

Information lørdag bringer et interview med Ukraines ambassadør i Danmark, Andrii Yanevskyi, der reflekterer over Danmarks rolle og støtte i forbindelse med krigen i Ukraine. Ambassadøren understreger, at krigen ikke begyndte i 2022, men allerede i 2014 med annekteringen af Krim og konflikten i det østlige Ukraine. "De er blevet modnede," siger Yanevskyi om, hvordan krigen har forandret ukrainerne, og tilføjer, at det sidste man tænker på i krig, er sig selv. Yanevskyi roser Danmark for dets exceptionelle indsats og støtte til ukrainske flygtninge, og fremhæver vigtigheden af, at ukrainere bringer erfaringerne fra Danmark med hjem for at genopbygge landet. "Landet skal bruge nogen, der kan genopbygge det, og hvem kan gøre det bedre end ukrainerne selv?" siger han. Ambassadøren påpeger, at Danmark er blandt de førende i verden på flere områder og ser en stor værdi i, at ukrainere, der opholder sig i Danmark, en dag vender tilbage med ny viden og erfaring. Han nævner også, at danskerne og ukrainerne deler mange fælles værdier og historie, hvilket har gjort det nemmere for ukrainerne at integrere sig i Danmark. Yanevskyi fremhæver særligt Danmarks militære støtte og statsminister Mette Frederiksens opfordring til EU om at donere mere militært materiel til Ukraine. "Den militære støtte fra Danmark er uovertruffen," siger han og tilføjer, at Ukraines kamp også er en kamp for hele Vesten.

Politiken lørdag bringer et interview med Johan Farkas, postdoc ved Københavns Universitet, som dykker ned i den vestlige verdens frygt for russisk propaganda. Farkas, der har specialiseret sig i desinformation og fake news, fastslår, at bekymringen for Ruslands propagandamaskine er velbegrundet. "Der er ingen tvivl om, at Ruslands evne til at sprede propaganda er stærk," siger han, men advarer samtidig mod, at den vestlige reaktion ofte er præget af en ahistorisk tilgang, der ikke fører til hensigtsmæssige løsninger. Farkas kritiserer den vestlige verden for at reagere med tiltag, der underminerer demokratiske værdier, som for eksempel EU's blokering af russiske medier som Sputnik og RT. "Den slags censur gør det svært at argumentere for, at vores samfund er fundamentalt anderledes og mere åbent end de samfund, vi kritiserer," siger han. Han påpeger, at dette giver Putin et stærkt propagandakort, da det tillader Rusland at kritisere vestlig censur. Videre kritiserer Farkas den nye Digital Services Act og den danske lov om ulovlig påvirkningsvirksomhed for at være potentielt frihedsindskrænkende. Han fremhæver behovet for at regulere teknologi og medier ud fra demokratiske principper. "Problemet med den type lovgivning er, at den er helt afhængig af, at vi kan have tillid til dem, der skal afgøre, om vi har en krise," siger han. I interviewet understreger Farkas vigtigheden af at bevare et rummeligt samfund, hvor der er plads til uenighed, som en modvægt til propaganda. Han påpeger, at den danske model med et flerpartisystem og en bred medieflade har bidraget til landets robusthed over for propaganda. "Grunden til, at Rusland er god til propaganda og spredning af desinformation, er jo, at russerne har gjort netop det i årtier under Sovjet," siger Farkas, hvilket understreger behovet for en mere erfaren tilgang til problemet. Til sidst adresserer Farkas det faktum, at Vesten selv kan være leveringsdygtig i desinformation og kritiserer en tendens til ønsketænkning i opfattelsen af Rusland og konflikten i Ukraine. Han opfordrer til en kritisk tilgang til kolde krigs-klicheer og til at værne om evnen til at rumme uenighed som fundament for demokratiet. "Vi skal kunne være fundamentalt uenige om, hvordan vi ser på verden, og have forskellige visioner for, hvordan den kunne forbedres," afslutter Farkas.
Berlingske, lørdag, s. 24-25; Politiken, mandag, s. 12, lørdag, s. 7, 1-2; Børsen, lørdag, s. 3; Information, lørdag, s. 1,6, 8-9 (26.02.2024)

Fra hjertet af Europa forsyner en russer sine landsmænd med våbendele
Mandagens Berlingske og Børsen skriver om de fejlslagne sanktioner mod Rusland. I Berlingske kan man læse, at Rusland, til trods for EU og USA's hidtil usete sanktioner, fortsætter med at skaffe våbendele fra Vesten gennem mellemmænd og skuffeselskaber, næsten på samme niveau som før krigens udbrud. Sanktionerne, der blev indført for to år siden med det formål at bringe Ruslands krigsmaskine i knæ, har ikke haft den ønskede effekt. Gary Hufbauer, seniorforsker ved Peterson Institute, udtaler, at sanktionerne ikke har formået at stoppe Ruslands militære apparat og kun har gjort livet sværere for den almindelige russer. Han tvivler på, at sanktionerne nogensinde vil kunne nedbryde Ruslands krigsmaskine, og påpeger, at professionelle aktører har været dygtige til at omgå restriktionerne. Benjamin Hilgenstock, forsker ved German Council on Foreign Affairs og Kyiv School of Economics, fremhæver, at Ruslands import af kritiske komponenter til våbenproduktion kun er faldet med ti procent, og at 95 procent af disse komponenter stadig kommer fra vestlige virksomheder. Han understreger behovet for bedre håndhævelse af sanktionerne og peger på, at mange lande uden for EU har hjulpet Rusland med at omgå sanktionerne gennem et netværk af skuffeselskaber og mellemmænd. EUs sanktioner har omfattet indefrysning af aktiver, konfiskering af ejendomme, og eksklusion fra finansielle systemer, men effekten har været begrænset. Selvom sanktionerne har gjort det dyrere for Rusland at erhverve vestlige produkter, har det ikke stoppet tilførslen. Hilgenstock og hans team har dokumenteret, at mange af de varer, der anvendes i Ruslands våbenproduktion, fortsat kommer fra vestlige virksomheder gennem tredjelande. Eksperter som Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, erkender, at sanktionerne ikke har haft den ønskede effekt, og at Rusland hurtigt har tilpasset sig situationen. Hilgenstock opfordrer til en bedre kontrol med virksomhedernes forsyningskæder og håndhævelse af eksportkontroller for at forhindre, at sanktionerede varer når Rusland. Trods nye tiltag, som EU's 13. sanktionspakke, der sortlister specifikke virksomheder fra Kina, forbliver udfordringen med at stoppe tredjelandes omgåelse af sanktionerne betydelig. Gary Hufbauer advarer mod potentielle politiske tilbageslag ved sanktioner mod tredjelande, der er sympatiske over for Rusland. I sidste ende, konkluderer Hufbauer, at den russiske krigsmaskine sandsynligvis kun kan stoppes af den amerikanske eller europæiske krigsmaskine, hvilket peger på en begrænset effekt af de nuværende sanktioner.

Mandagens Børsen skriver, at de danske myndigheder har travlt med at undersøge konkrete mistanker om danske virksomheders omgåelse af EU's sanktioner mod Rusland. National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) efterforsker 34 sager om potentielle brud på sanktionerne, hvor ingen sager endnu har ført til tiltale. Erhvervsstyrelsen har modtaget 130 tip om mulige sanktionsbrud ved eksport fra danske firmaer siden Ruslands invasion af Ukraine, med 40 sager der stadig undersøges. Signe Flege, kontorchef i Erhvervsstyrelsens eksportkontrol, råder virksomheder til at være opmærksomme på advarselstegn ved handel, som kan indikere omgåelse af sanktioner, og understreger vigtigheden af at kontakte styrelsen ved tvivl. Hun bemærker, at efterforskningen nu oftere vedrører omdirigeringssager, hvor varer ender i Rusland via et transitland, hvilket komplicerer styrelsens arbejde. Flege beskriver forskellige kilder til tips om mulige sanktionsbrud, herunder samarbejde med toldstyrelsen og henvendelser fra både ind- og udland. Hun fremhæver, at danske virksomheder generelt stræber efter at overholde sanktionerne. Der er rapporteret om et større dansk firma sigtet for at forsøge at omgå sanktionerne ved etablering af en selskabskonstruktion i Kina for at handle med en sanktioneret russisk virksomhed, men navneforbuddet forhindrer offentliggørelse af firmaets navn.

I mandagens Børsen kan man desuden læse, at den danske eksport til lande, der fungerer som transitlande til Rusland, er vokset betydeligt. Efter Ruslands invasion af Ukraine har eksporten til Tyrkiet, De Arabiske Emirater og Kasakhstan oplevet en markant stigning, ifølge nye tal fra Toldstyrelsen. Mens eksporten til Rusland er faldet markant, har eksporten til de nævnte lande, der mistænkes for at fungere som transitlande for varer til Rusland, næsten tilsvarende steget. Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, påpeger vanskelighederne ved at kontrollere importen trods sanktioner og nævner en eksplosiv stigning i bileksporten fra Tyskland til Kirgisistan som et klart tegn på, at sanktionerne ikke opnår fuld effekt. "Når enkelte lande eller virksomheder agerer transit eller lukker øjnene for det, kan det være meget vanskeligt at styre," siger han. EU planlægger en 13. sanktionspakke med øget fokus på virksomheder, der omgår sanktionerne gennem transitlande. Jacob Ørskov Rasmussen, partner og advokat i Plesner, understreger kompleksiteten og det tidskrævende arbejde i at overholde sanktionerne for danske virksomheder, og udtrykker håb om, at yderligere EU-sanktioner ikke vil gøre det unødigt besværligt for vestlige virksomheder. "Det kan umiddelbart ligne, at sanktionerne ikke har stor nok effekt," siger han. Samtidig har EU præsenteret Kina for en liste over kinesiske firmaer mistænkt for handel af sanktionerede produkter til Rusland, hvilket understreger internationalt samarbejde mod sanktionsomgåelse. Flemming Splidsboel foreslår, at EU overvejer hårdere tiltag eller kompensation til lande, der effektivt opretholder sanktionerne mod Rusland, for at styrke effekten af de økonomiske sanktioner.

Mandagens Børsen skriver også, at jernbanefragten fra Kina gennem Rusland til Europa er kraftigt øget som en direkte konsekvens af missilangreb i Rødehavet. Virksomheder, der benytter sig af denne transportrute, står over for potentielle sanktionsbrud, selvom ruten i sig selv ikke er ulovlig. Advokathuse, herunder Hafnia Law, har bemærket en øget interesse fra virksomheder, der søger rådgivning om fragt gennem Rusland, på trods af de betydelige risici det indebærer. Sarah Bisgaard Møller fra Hafnia Law påpeger, at selvom godstoget ikke stopper på russisk jord, så er der risiko for, at varer ender i Rusland, hvilket kan føre til sanktionsbrud. Per Vestergaard Pedersen fra DLA Piper understreger, at alle involveret i transportkæden kan blive holdt ansvarlige, hvilket gør ruten risikabel. Stigningen i jernbanetransporten er et resultat af forsøg på at undgå missilangrebene og de deraf følgende forsinkelser og omkostninger ved søfragt, hvilket har ført til kritik af virksomheder for at øge Ruslands økonomiske gevinster midt i krigen i Ukraine.
Berlingske, mandag, s. 6, 4-5; Børsen, mandag, s. 13, 12-13, 14 (26.02.2024)

Prioriterede historier

To år efter Ruslands invasion er vi markant tættere på uafhængighed af Putins gas
Weekendens og mandagens aviser bringer blandt andet følgende kronikker omhandlende krigen mellem Ukraine og Rusland:I en kronik i Jyllands-Posten lørdag skriver Lars Aagaard (M), klima-, energi- og forsyningsminister, blandt andet: "I dag er det to år siden, at Rusland med Putin i front invaderede Ukraine og gjorde energipolitik til sikkerhedspolitik. Hele Europa fik et brat wakeupcall, og vi europæere blev tvunget til at gøre op med vores afhængighed af Putins fossile brændsler. [...] Vi skal ud af Putins kløer. Derfor har et samlet Europa gjort en mammutindsats for at fortrænge den russiske energi fra det europæiske energisystem, og det er tid til at gøre status. Kampen for energiuafhængighed af Rusland er ikke vundet endnu, men vi er nået langt og har aldrig produceret mere grøn energi, end vi gør nu. Kigger man helt overordnet på, hvor meget russisk gas EU køber, så er der sket et markant fald siden invasionen. Tal fra kommissionen viser, at andelen af russisk ledningsgas og flydende naturgas er faldet fra at udgøre ca. 45-50 pct. af EU's samlede gasimport i 2021 til ca. 15 pct. i 2023. [...] Europa har i alt for høj grad levet højt på billig sort energi fra Rusland, og derfor tager det tid at få den russiske gas ud af vores energisystem. Dansk gasforsyning beror ikke længere på russisk gas, men EU skal helt i mål med at blive fri af Putins gas - og det kommer vi. [...] Danmark har siden krigens begyndelse leveret store bidrag til det ukrainske forsvar, og senest er EU blevet enig om at afsætte 50 mia. euro til at styrke den økonomiske og finansielle stabilitet i landet, men Danmark støtter også på andre måder. Rusland har gennem hele krigen angrebet Ukraines energiinfrastruktur for at lamme samfundet, og derfor har Danmark i samarbejde med vores europæiske allierede både doneret betydelige mængder energiudstyr og sat vores viden om grøn energi til rådighed. [...] Midt i en europæisk energikrise har vi holdt forsyningssikkerheden høj og robust, vores afhængighed af Putins gas er hastigt på vej ned, og fremtidens energisystem vokser frem. Det skal vi være stolte af, og selvom vi ikke er i mål endnu, tager vi vigtige politiske skridt i den rigtige retning."

I en kronik i Politiken lørdag skriver Martin Lidegaard (R), partiformand, blandt andet: "EU har indført flere sanktioner, men alle ved, at de ikke rammer Rusland effektivt. Dels kommer omkring 10 procent af EU's gas stadig fra Rusland, dels har de europæiske sanktioner over for russisk olie vist sig hullede som en si, så det blandt andet nu forlyder, at russisk flybrændstof finder vej til Kastrup Lufthavn via mellemmænd i Indien. Af alle disse grunde er det eneste effektive svar fra EU's side - verdens største importør af fossile brændsler - at fremskynde selve slutforbruget af fossile brændsler, som det allerede er planlagt frem mod 2050. Lad os bare gøre tankeeksperimentet: Danmark og EU beslutter sig for en total udfasning af vores 300 milliarder euro store import af olie, kul og gas over for eksempel de næste ti år. [...] For det første vil det stå klart for Ruslands elite, at deres krig i Ukraine får fatale og varige konsekvenser for russisk økonomi - startende fra næste år. EU er Ruslands største marked for gas og olie, og den dag i dag sender vi stadig milliarder af euro direkte til Putins krigsmaskine. [...] For det andet vil en resolut udfasning af fossile brændsler ikke kun ramme Rusland, men også alle Ruslands allierede, ikke mindst Iran, ligesom det vil svække Saudi-Arabien, Qatar og andre regimer, hvis militære proxykrige i Syrien, Yemen og Gaza, vi også støtter indirekte med vores import af olie og gas. [...] For det tredje vil det give europæiske virksomheder en mulighed for at komme først i den globale kamp om ejerskabet til fremtidens grønne teknologer, som både Kina og USA i dag subsidierer massivt, fordi det bliver så afgørende for at kunne fastholde industri og arbejdspladser. [...] For det fjerde vil en fuld overgang til vedvarende energi samtidig gøre EU - herunder Danmark - langt mindre sårbar over for angreb fra Rusland. [...] Af alle disse grunde er det intet mindre end ubegribeligt, at den danske regering slet ikke synes at være optaget af dette spørgsmål, hverken herhjemme eller i EU."

I et perspektiv i Kristeligt Dagblad lørdag skriver Jens Worning, forhenværende dansk generalkonsul i Sankt Petersborg, blandt andet: "Vi fik krig i Ukraine, fordi en fred aldrig rigtig var blevet sluttet i Østeuropa efter den kolde krig. Og vi vil have krig i Europa i årevis. Spørgsmålet er blot, hvilken fred vi til den tid lander. Den vil også rumme kimen til fremtidige konflikter og dermed definere fremtidens Europa."

I en kronik i Berlingske søndag skriver Jens Alstrup, freelance journalist og formand for "Frihed for Ukraine", blandt andet: "Det er vigtigere end nogensinde at hjælpe Ukraine. Nogen siger, at Rusland ikke kan tabe. Det er noget sludder, for listen over tabte krige for Rusland er alenlang. [...] Viljen har Danmark udvist. Overalt bliver jeg godt modtaget, så snart mit danske pas kommer frem. Hvis resten af Europa hjalp lige så meget, så var der ingen grund til at være bekymret. Vi kan være stolte af vores indsats, og det ser ud til, at resten af EU er ved at følge trop."

I en kronik i Børsen lørdag skriver Julie Hassing (V), kandidat til Europa-Parlamentet og forsker i europæisk politik, blandt andet: "Med Ruslands invasion af Ukraine er Europa blevet et fundamentalt mere usikkert sted. Og selvom Putin i årevis ikke har lagt skjul på sine ekspansionstanker, har Europa alligevel gjort sig fatalt afhængig af Rusland, bl.a. når det gælder energiforsyning. Vi bør derfor på toårsdagen for invasionen stille os selv spørgsmålet: Kan Europa forsvare sig selv mod Rusland? [...] Putin har ikke kun destabiliseret Ukraine. Han har også de seneste årtier haft held med at destabilisere Vesten. Han spillede bl.a. en aktiv rolle i brexit og præsidentvalget i USA i 2017, hvor Donald Trump som bekendt blev valgt. En række begivenheder den seneste tid understreger vigtigheden af, at Europa aktivt søger at forbedre sit eget forsvar. Det bør gøres både inden for og uden for Nato. Og det er der tungtvejende grunde til. For det første står USA endnu engang med Donald Trump som (mulig) præsidentkandidat. [...] Læg hertil, at Putins greb om magten i Rusland konsolideres og forstærkes. [...] Europa bliver nødt til sikkerhedspolitisk at vokse op og træde ud af USA's skygge. Fokus skal her være både på at hjælpe Ukraine bedst og hurtigst muligt med våben til kampen mod Rusland. Det betyder først og fremmest at skabe en europæisk våbenproduktion, som både i kvalitet og kvantitet kan matche Rusland og hjælpe Ukraine. [...] Endelig betyder det, at vi bliver nødt til at forholde os til A-ordet: Atomar-afskrækkelse. Også på europæisk jord. [...] Europæisk tøven her vil bekræfte Putin i sin analyse af Europa som værende svag og dekadent. Der er ingen modsætning mellem et stærkt EU og et stærkt Nato. At styrke begge samarbejder på samme tid og sikre tæt koordinering vil kun afskrække Putin yderligere. Danmark står stærkt til at forfølge et stærkere sikkerhedspolitisk EU. I 2022 blev vi af med forsvarsforbeholdet. Og i 2025 har vi som EU's formandskabsland en unik mulighed for at sætte sikkerhed højt på agendaen og sætte vores aftryk på EU's forsvarssamarbejde. EU er et fredens projekt. Men du sikrer fred ved at være forberedt på krig. Og her kan Danmark gøre en forskel."

I en kronik i Ekstra Bladet skriver Hans Engel, politisk kommentator, blandt andet: "Det er ikke, fordi den danske regering i dag med Mette Frederiksen i spidsen ikke siger tingene direkte: Vi er truet. Falder Ukraine, kan turen komme til andre lande i Ruslands nabokreds. Vi er nødt til at indstille os på, at den sikkerhedspolitiske situation er ekstremt skærpet. Især på rund af krigen i Ukraine, hvor Zelenskyj og hans tapre landsmænd kæmper fra hus til hus, men forsyningerne ude fra EU og USA svigter. Ikke fra Danmark. Vi ligger forholdsmæssigt helt i top, når det gælder våben, ammunition og kontante penge til Ukraine. 33 mia. har vi foreløbigt sendt afsted, fortalte statsministeren forleden. Og hendes opsang til alle kollegerne i EU i forbindelse med den store sikkerhedskonference i München bragte hende ind som tophistorie på alle nyhedsudsendelser i Tyskland, England og Frankrig. [...] Russerne kan angribe Danmark på mange måder. Gennem en hybrid krigsførelse, hvor vores energiforsyning bliver smadret. Hvor infrastruktur ødelægges, uden man kan identificere afsenderen. [...] Hvor godt forberedte er vi? Jo, vi fik det store nationale kompromis for to år siden, som banede vejen for, at vi nu er med i EU's fælles forsvar. Men der er ikke øremærket en eneste EU-soldat til at forsvare Danmark. EU er end ikke i stand til at varetage grænsekontrollen i Middelhavet og har ingen fælles udrykningsstyrker. I øvrigt heller ikke fælles atomvåben. [...] For at sige det ligeud: Hvis russerne kommer, så er vi slemt på spanden, hvis ikke vi kan regne med vores allierede og med den amerikanske atomparaply samt stole på et tæt sammenhold og vilje til presse Putin lige så hårdt, som han formentlig vil presse os."

Søren Pind, forhenværende minister for Venstre, skriver i en kommentar i Berlingske søndag blandt andet: "Eksemplerne i verdenshistorien er talrige, og det er ubegribeligt, at vi endnu ikke har lært det. Selv i 2014, da Krim blev besat, veg man tilbage. EU ville ikke indføre lige så hårde sanktioner som USA, og den danske regering var enig i denne kurs. Man skulle have noget tilbage. [...] Jeg har i hele mit politiske virke argumenteret for, at Danmark skulle leve op til NATOs to procent. Jeg fik stukket et papir i hovedet, hvor forsvarschefen argumenterede for, at en besparelse på 15 procent ikke ville påvirke det danske forsvars kampkraft - hvilket gjorde en til en brokrøv, når man opponerede. Jeg har argumenteret for en vestlig intervention og våbenstøtte til oprørere i Syrien. Jeg har argumenteret for knaldhårde sanktioner mod Rusland i 2014 for at få Krim tilbage. Alt sammen forgæves. [...] Nu står vi her. De fremtidige investeringer bliver enorme. Europa skal have strategisk autonomi og kunne håndtere Rusland selv. Omfanget af denne opgave er slet ikke gået op for folk endnu."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 33; Berlingske, søndag, s. 35; Ekstra Bladet, søndag, s. 12-13; Børsen, lørdag, s. 13; Politiken, lørdag, s. 9-10; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 7 (26.02.2024)

Her er en fempunktsplan, som kan vende krigen
Weekendens og mandagens aviser bringer blandt andet følgende ledere omhandlende krigen mellem Ukraine og Rusland:Berlingske skriver i en leder lørdag blandt andet: "Når ukrainerne i dag ofrer deres liv på slagmarken, kæmper de ikke kun for deres eget land. De kæmper også for vores sikkerhed. Det er i dag to år siden, at den ti år gamle russiske krig mod Ukraine blev eskaleret til et fuldtonet forsøg på at overtage hele landet, og de seneste måneder er Putins invasionshær rykket frem, fordi vi fra vestlig side ikke har formået at levere nok ammunition til det ukrainske forsvar. [...] I USA er hjælpen til Ukraine blokeret af kyniske karrierepolitikere i Det Republikanske Parti, der ikke tør gå imod Donald Trump. Og samme Trump øger allerede nu usikkerheden i verden ved åbent at opfordre Putin til at gå til angreb på NATO-medlemslande, der ikke betaler nok til deres forsvar. [...] Selv hvis Trump ikke skulle blive genvalgt som amerikansk præsident i november, står Ukraine og resten af Europa over for alarmerende farer. Derfor er tiden kommet til, at europæiske politikere omsætter skåltalerne om “Zeitenwende” og europæisk solidaritet til resolut og lynhurtig handling. [...] Det mest akutte handler om at samle europæiske kræfter om en massiv produktion af de 155 mm artillerigranater, som er afgørende i krigen. EU har fejlet på et løfte om at levere en million på et år. Vi skal levere mindst fem gange så meget, hvis Ukraine skal overgå den russiske kanonild. [...] Ukraine skal have et totalt dækkende luftforsvar og midler til at angribe dybt ind på russisk-kontrolleret territorium med både missiler og kampfly. [...] Vi skal gøre de økonomiske sanktioner mod Rusland endnu mere omfattende og bruge af de russiske valutareserver, der blev indefrosset i februar 2022. [...] i skal indse, at det ikke er nok at indfri det hidtidige mål om, at alle NATO-medlemslande skal bruge mindst to procent af deres BNP på forsvar. Under Den Kolde Krig var normen i Europa nærmere tre procent, og vi skal mindst tilbage til det niveau."

Information skriver i en leder lørdag blandt andet: "Ukrainerne er under hårdt pres: Landet led for nylig et markant symbolsk nederlag med tabet af byen Avdijivka, og ikke mindst lider de ukrainske styrker under en desperat mangel på ammunition. [...] Imens virker det tiltagende tvivlsomt, at Kongressen i USA vedtager en ny hjælpepakke til Kyiv inden præsidentvalget i november; et valg, som i sig selv kan få katastrofale konsekvenser for Ukraine, hvis Trump kommer til magten. I den situation vil vi heller ikke i Europa kunne tage den amerikanske støtte, som har garanteret vores sikkerhed i efterkrigstiden, for givet. Et Rusland med fremgang på slagmarken og et USA, som vender sig væk fra kontinentet, vil i sagens natur ikke kun få betydning for Ukraines, men for hele Europas sikkerhedssituation. [...] På det seneste er det også blevet klart, at der er en sammenhæng mellem udviklingen i Ukraine og de fremtidsscenarier, der aftegner sig for EU- og NATO-lande i Ruslands nærområde. Meldingerne fra flere europæiske hovedstæder er nu, at Kremls mulige ambitioner overstiger det, vi hidtil har regnet med. [...] Som analytikeren Max Bergmann fra tænketanken CSIS har påpeget, er der “et presserende behov for et nyt paradigme, når det gælder Europas militære støtte til Ukraine”. Den europæiske forsvarssektor er notorisk fragmenteret og præget af nationale særinteresser, hvilket både går ud over effektiviteten og muligheden for at handle i fællesskab. Dertil kommer, at forsvarsvirksomheder i mange måneder har efterspurgt kontrakter med en længere tidshorisont fra EU-landenes side. [...] Endelig er der spørgsmålet om, hvordan de omfattende forsvarsinvesteringer skal finansieres. En oplagt mulighed, som blandt andet Frankrig og Estland har talt for, ville være at lade sig inspirere af modellen under coronakrisen, hvor EU-landene optog fælles lån for at holde hånden under økonomien. [...] Foreløbig har lande som Tyskland og Holland dog modsat sig tanken. Og den overhængende risiko er netop, at nationale trakasserier vil spænde ben for den nødvendige handlekraft. De hidtidige europæiske forsøg på at gå sammen om militærstøtte og indkøb til Ukraine, som navnlig er kommet til udtryk i den såkaldte Act in Support of Ammunition Production, har vist sig helt utilstrækkelige i forhold til at møde Kyivs behov. Hvis Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen mener det, når de taler om behovet for en omfattende forsvarsomstilling, må de gå forrest i udviklingen af EU til en egentlig forsvarsunion. Det kræver både kreativitet og omtanke, så man ikke trækker tæppet væk under NATO, før Trump gør det. Men der er ingen vej udenom, hvis politikerne skal tage deres egne ord om en europæisk skæbnestund alvorligt - og det bør de."

Jyllands-Posten skriver i en leder lørdag blandt andet: "Meningsmålinger i den forløbne uge viste, at kun ca. 10 pct. af europæerne venter, at Ukraine vinder krigen, selvom et klart flertal fortsat bakker op om landet. Det er kun rigtigt, at der bliver bimlet med stormklokkerne, for uden fortsat vestlig støtte - og helst en markant optrapning af det europæiske element i denne støtte - er Ukraine ilde stedt."
Berlingske, lørdag, s. 2; Information, lørdag, s. 24; Jyllands-Posten, lørdag, s. 28 (26.02.2024)

Europa kan og vil slå Putin. Men det bliver dyrt, og Trump er uforudsigelig
Weekendens og mandagens aviser bringer blandt andet følgende analyser vedrørende krigen mellem Ukraine og Rusland:I en analyse i Jyllands-Posten søndag skriver Jette Albæk Maressa, sikkerhedspolitisk korrespondent, og Jesper Kongstad, avisens korrespondent i Bruxelles, blandt andet: "Rusland er omstillet til krigsøkonomi. Også i Europa skal flere penge flyde mod militærindustri og forsvar, og det sker ikke uden omkostninger. Budskabet fra Europas ledere to år efter invasionen af Ukraine er klart: Det bliver dyrt, det varer længe, men vi må ikke give op. [...] Uanset om man køber ind i den gode, den onde eller den virkeligt grusomme fortælling, ændrer det ikke på, at Europas stats- og regeringschefer forbereder borgerne på, at det her kommer til at koste. Også på velfærd og andre goder, som europæerne er forvænte med. Det er ikke gratis at skrue op for våbenproduktion og investeringer i forsvar. [... ] De kolde fakta er, at ingen regering i EU har råd til at komme for meget på tværs med vælgerne. Om få måneder er der valg til Europa-Parlamentet, og uanset hvor meget der tales om et samlet EU, bliver læsningen af valgets resultat først og fremmest et nationalt anliggende: Gik det godt eller dårligt for den siddende regering? På EU-plan tegner alle målinger til en markant højredrejning, hvor de partier, der i større eller mindre grad har dyrket Putin, står til at gå frem. Analysen i regeringsrækkerne er imidlertid, at så længe Europa-Parlamentet ikke har indflydelse på udenrigs- og forsvarspolitikken, kan det håndteres. Alvoren vil til gengæld krystallisere sig, hvis flere regeringsledere i EU er højrepopulistiske. At Ungarns Viktor Orbán og Slovakiets Robert Fico går på tværs af EU's overordnede linje over for Ukraine, er til at leve med. Et helt andet scenario er, hvis samme sang kom fra et af EU's store og toneangivende lande. [...] Et stærkt enigt og stålsat Europa er nemlig ikke alene en forudsætning for, at Putin kan besejres, men kan også, hurtigere end nogen ønsker det, blive en livsbetingende nødvendighed. Donald Trump er elefanten i rummet. Sagt mere direkte: Hvis USA ikke stod over for et valg og med en præsidentkandidat, som sætter spørgsmål ved Natos solidaritet, så ville europæerne nok tage det mere afslappet. [...] Men uanset om Trump vinder valget eller ej, er retningen i Europa klar: Vi kan og skal betale mere selv. Der skal skrues op for produktion af våben og for forsvaret, og begge dele halter langt bagud. Et sigende eksempel er, at EU kun har været i stand til at levere halvdelen af den ene million artillerigranater, som man har lovet Ukraine senest til marts. [...] Hvad øjet ikke kan se, men hvad der til gengæld holdes skarpt øje med, er udviklingen i samarbejdet mellem Rusland, Nordkorea, Iran og Kina, som på trods af mange interne uenigheder også har fundet sammen om en fælles fjende. Både Nordkorea og Iran har leveret våben til Rusland, og Kina er trådt ind på den økonomiske bane. Men det bekendtskab kan blive dyrt for Rusland, er vurderingen med den tilføjelse, at på overfladen ser Ruslands økonomi trods vestlige sanktioner god ud, men går man i dybden, er spørgsmålet, om Rusland kan holde dampen oppe på længere sigt. Derfor gælder det for Vesten at holde ud as long as it takes. Uanset hvad det koster."

I en analyse i Berlingske lørdag skriver Ulrik Bie, avisens økonomiske redaktør, blandt andet: "Ruslands økonomi voksede med 3,6 procent sidste år. Det er mere end i USA og syv gange mere end i euroområdet. Den Internationale Valutafond (IMF) forventer en vækst i år på 2,6 procent. [...] Det var ikke lige den situation, de fleste analytikere havde forventet, her præcis to år efter at Rusland iværksatte den store invasion af Ukraine. [...] Ruslands økonomiske styrke skyldes to faktorer. For det første havde Rusland forberedt sig økonomisk og finansielt i otte år på denne situation. For det andet er verden af i dag anderledes end verden af i går. Det er ikke længere Vesten, der bestemmer, hvad der sker i den globale økonomi. [...] Tusinder udskiftede naturgasfyr med varmepumper. I dag er prisen på naturgas lavere end før invasionen. Og dermed er det en investering, der ikke har tjent sig hjem. For ikke nok med at der er rigeligt med naturgas på verdensplan, EU-landene har også i rekordfart fået andre leverandører på banen. Det er værd at mindes de danske politikere, herunder SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, der i dagene efter invasionen krævede et totalt stop for import af russisk naturgas. Havde vi fulgt det råd, var dansk og europæisk økonomi faldet ned i et dybt hul. Kiel Institute for the World Economy har beregnet omkostningen for EU-landene i form af tabt aktivitet til 65 milliarder euro eller knap 500 milliarder kroner frem til 2026. Det lyder af meget, men det svarer kun til 0,35 procent af EUs samlede BNP i 2023. Tabet er en anelse større i Tyskland, der ellers hænger alvorligt i bremsen med udsigt til en vækst lige omkring nul i det kommende år. Men krigen i Ukraine er altså ikke noget, der i sig selv ændrer banen for europæisk økonomi. Det har de europæiske svar på invasionen derimod. [...] Helt konkret betyder Ruslands aggression, at de europæiske forsvarsbudgetter nu får det løft, som lande - herunder Danmark - har lovet i årevis uden at levere. Herhjemme er det mindst 155 milliarder kroner i militærudgifter frem til 2033. I resten af Nordeuropa er billedet det samme. Samtidig er EU - ligesom i coronatiden - trådt frem som den samlende og koordinerende kraft. Dem, der advarede imod, at EUs genopretningsfond fra coronatiden ikke ville blive en engangsforestilling, har fået ret. Estlands statsminister, Kaja Kallas, har foreslået, at EU udsteder 100 milliarder euro i obligationer til at styrke den europæiske forsvarsindustri. Der er allerede oprettet en fond (REPowerEU) til at fremme uafhængigheden af russisk naturgas. Det giver investeringer. Det giver økonomisk vækst og arbejdspladser. Det åbner for, at europæisk forsvarsindustri kan få et løft i innovation og nye produkter og dermed blive mere konkurrencedygtig globalt. [...] Den anden fundamentale forandring er svaret på Ruslands nedlukning af eksporten af naturgas. Den grønne omstilling er eksploderet i fart overalt i EU. [...] Men hvad med det sønderbombede Ukraine? Rejsen mod Europa begyndte i disse dage for præcis ti år siden med Majdan-revolutionen, hvor protester mod den russiskvenlige præsident gennemtvang en reorientering mod Europa. Det førte til en total reorientering af ukrainsk handel fra Rusland til EU. Tabet af politisk indflydelse førte direkte til Ruslands annektering af Krim og andre ukrainske provinser. Ukraines associeringsaftale med EU trådte i kraft i 2017, men har nu fået en helt anden dimension. Det er den mest vidtgående aftale, EU har indgået med noget tredjeland. Ukraine er begyndt rejsen helt ind i den europæiske kerne, hvilket blev cementeret i december, da optagelsesforhandlingerne officielt blev åbnet. Sideløbende med krigsførelsen arbejder Kyiv med at gøre Ukraine optagelsesparat. [...] Den langsigtede konsekvens af krigen er, at Ukraine ikke kommer til at stå på den europæiske sidelinje. Genopbygningen af Ukraine bliver i store træk en europæisk indsats, der på en og samme tid bliver dyr og skaber enorme økonomiske muligheder for hele det europæiske kontinent. Europa-Kommissionen vurderede i december, at genopbygningen og genskabelsen af økonomien vil løbe op i astronomiske 453 milliarder euro eller 3.380 milliarder kroner. Til sammenligning var Danmarks BNP sidste år på 2.917 milliarder kroner."

I en analyse i Berlingske lørdag skriver Bent Winther, avisens politiske kommentator, blandt andet: "I månederne efter den 24. februar 2022 blev den russiske invasion Mette Frederiksens alibi for at foretage den største strategiske kovending i sin tid som formand for Socialdemokratiet. Ind mod midten. I den socialdemokratiske fortælling var det krigen i Europa, den ydre trussel, den brutale invasion, der fik røde og blå partier til at rykke sammen i en grad, så statsminister Mette Frederiksen ti måneder senere kunne danne den første flertalsregering hen over midten i 45 år. Men er det rigtig? Eller var det bare en fortælling? To uger efter invasionen havde fem røde og blå partier på rekordtid nået et historisk nationalt kompromis. De danske forsvarsudgifter skulle løftes til to procent af BNP ved at øge underskuddet og udskrive den største check til dansk forsvar nogensinde - 18 milliarder kroner ekstra om året. Dertil skulle der udskrives en folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold i EU. [...] Fem dage efter, at 66,9 procent af vælgerne havde sagt ja til at ophæve EU-forbeholdet, kunne Mette Frederiksen holde en tale ved et grundlovsmøde på Metalskolen i Jørlunde, som vil gå over i historien. [...] “Med den skæbnestund, som Danmark og hele verden befinder sig i, er der brug for en regering, der tør tage ansvar,” sagde hun og fortsatte: “Kan det også være en regering henover den politiske midte? Det vil jeg gerne åbne for en diskussion af. Jeg synes, at det nationale kompromis om Danmarks forsvar og sikkerhed viste, at vi for alvor kunne træffe fremsynede beslutninger."[...] Invasionen og det store nationale kompromis om forsvaret og EU var en god retorisk platform at stå på, når Mette Frederiksen skulle forklare, hvorfor hun var klar til at opgive den socialdemokratiske etpartiregering, som hun var så stolt af - den første siden Anker Jørgensen. Men det var langtfra kun russerne, Volodymyr Zelenskyj og de positive oplevelser med Ellemann og Pape, der fik Mette Frederiksen ind på en skelsættende ny strategisk kurs. Det var først og fremmest en kælderkold analyse af, hvordan Socialdemokratiet kunne beholde magten, der lå til grund. Ved at række hånden frem til en midterregering slog hun mange fluer med et smæk. Først og fremmest fik statsministeren det brændemærke af at være magtfuldkommen og egenrådig til at blegne. Oppositionens største - og eneste - trumfkort imod hende i den forestående valgkamp. Hun slap for at skulle danne regering med De Radikale. Hun fik taget en del af luften ud af Lars Løkke Ramussens projekt ved at omfavne det. Hun så nye muligheder i at kunne gennemføre nogle af alle de forslag, som venstrefløjen havde blokeret."
Jyllands-Posten, søndag, s. 14; Berlingske, lørdag, s. 8-9, 6 (26.02.2024)

Putin ville knuse den ukrainske nation, men den lever som aldrig før
Weekendens og mandagens aviser bringer blandt andet følgende essays omhandlende krigen i Ukraine:Kristeligt Dagblad lørdag bringer et essay af Tobias Stern Johansen, journalist på avisen: "Ukraines historie er fuld af gode begyndelser, som endte dårligt, som regel fordi de blev rendt over ende af russerne. Men nu er de begyndt forfra for sidste gang, mener Oleksandr Mykhed, en af Ukraines populære forfattere. Forskellen er, at Ukraine i dag er et demokrati, og at ukrainerne kender sig selv. ”Før 2014 tænkte mange ikke meget over deres identitet, i dag er de ukrainere. Vi går med de traditionelle broderede T-shirts, som vores oldemødre bar, og er samtidig forbundet med de liberale idéer i de europæiske samfund. Det handler om at finde vores vej til Nato og EU, mens vi værner om vores ukrainske sprog og kultur,” har han fortalt mig. Ukraines storhed består i, at ukrainerne ikke stræber efter at være store, men efter at være frie, sagde forfatter Olena Stiazhkina under vores samtale. Deri den store forskel i forhold til Rusland. Hun længes efter den dag, hvor ukrainerne bliver almindelige europæere.”

I et essay i Informations skriver Timothy Garton Ash, professor i europæiske studier, Oxford University, blandt andet: "Men uden en markant stigning i støtten fra Vesten vil Ukraine næppe kunne genvinde territorium i noget videre omfang. Ukraines krigslykke afhænger dermed frem for alt af Europa, som er den eneste landegruppe, der både har vitale interesser i konflikten og ressourcerne til at gøre en forskel. Alene Tyskland har en økonomi, der er dobbelt så stor som Ruslands, mens EU som helhed har en økonomi, der er syv gange så stor. Hertil skal føjes Storbritannien - en af Ukraines største støtter - som i denne sammenhæng i høj grad også er en del af det relevante Europa. For Europa handler det om at se sit virkelige valg i øjnene. Hvis støtten til Ukraine kun fortsætter på aktuelt niveau, vil det lykkes Rusland at fastholde sin erobring af næsten en femtedel af Ukraines territorium. Uofficielt håber nogle politikere i store vesteuropæiske hovedstæder på en fastfrosset konflikt eller på en forhandlingsløsning på det grundlag. Nogle bilder sig ind, at et optimalt resultat vil være, at 'Ukraine ikke taber, men Rusland ikke vinder'. Ukraine burde vel være tilfreds med udsigten til EU-medlemskab og en form for sikkerhedsgarantier, som måske i sidste ende kan føre til NATO-medlemskab for fire femtedele af landets territorium? Hvor urimeligt krævende kan disse østeuropæere dog være?"

I et essay i Berlingske lørdag skriver Poul Høi, journalist på avisen, blandt andet: "Timothy Snyders tese om krigene som imperialistiske krige forandrer den måde, som vi betragter dem på. Anden Verdenskrig var ifølge tesen et nazistisk forsøg på at genskabe det tyske imperium, som blev tabt efter Første Verdenskrig. Hitler forsøgte at genskabe imperiet mod øst. Putins krig i Ukraine er ifølge tesen et forsøg på at genskabe det russiske imperium, som blev tabt med Østeuropas befrielse i 1989 og Sovjetunionens kollaps i 1991. Det er en vigtig pointe, for den forandrer ikke kun synet på krigen, men også på freden. For så er fred uden sejr ikke en mulighed. Freden kommer udelukkende gennem et russisk nederlag, og beviset ser vi i Europa, som historikeren Tony Judt har beskrevet i sit værk “Postwar”."
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1-7; Information, lørdag, s. 20-23; Berlingske, lørdag, s. 10-13 (26.02.2024)

Det er vores ansvar, at Ukraine bliver klar til EU
Weekendens og mandagens aviser bringer blandt andet følgende debatindlæg omhandlende krigen mellem Ukraine og Rusland:I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag skriver Niels Fuglsang (S), medlem af Europa-Parlamentet, blandt andet: "Det er bekymrende at se, hvordan opbakningen til Ukraine vakler. Politikere som DF's Anders Vistisen argumenterer blandt andre for, at “støtten til Ukraine har en udløbsdato”. Det er ikke alene en forkert analyse. Den er også farlig. [...] Kort efter krigens begyndelse talte Zelenskyj via et videolink til Europa-Parlamentet, mens bomberne hamrede ned over Kyiv. Jeg tror, talen gjorde indtryk på alle kollegaer, og tolken, der oversatte ukrainsk til engelsk, var ved at bryde sammen undervejs. Formanden for Europa-Parlamentet, Roberta Metsola, kvitterede senere ved at erklære, at Ukraines fremtid ligger i EU, og kommissionsformand Ursula von der Leyen støttede samme synspunkt. Siden er Ukraine blevet kandidatland til EU, hvilket kan være første skridt til et medlemskab. Jeg skal indrømme, at jeg har været skeptisk i forhold til, om det er en god idé at tale om et snart forestående medlemskab af EU til Ukraine. Problemerne er åbenlyse. Dels er landet gennemsyret af et højt korruptionsniveau. [...] Økonomisk ligger landet også under gennemsnittet i EU. Det betyder dels, at gennemsnitslønningerne er lave sammenlignet med vesteuropæiske lønninger, hvilket kan medføre en risiko for løndumping og udnyttelse af billig arbejdskraft, hvis man lader Ukraine at komme ind i EU's indre marked. Læg dertil spørgsmålet om, hvordan EU's budget skal skrues sammen, hvis et kæmpemæssigt land som Ukraine melder sig ind og begynder at hæve landbrugsstøtte efter de nuværende regler. [...] I Europa-Parlamentet har Vistisen flere allierede, og i Europas hovedstæder kan vi desuden se, hvordan flere regeringsledere går Ruslands ærinde. Viktor Orbán har gennem længere tid gjort, hvad han kan for at udvande og udskyde sanktioner mod Rusland, mens han flere gange har bragt sit veto i spil i forhold til EU's økonomiske støtte til Ukraine. Nu har Orbán fået en ven i Slovakiet, nemlig populisten Robert Fico, der vandt valget i oktober, og som gentagne gange har sagt, at Ukraines krig ikke er vores krig. [...] Så meget desto mere grund til at stå fast. Ukraines optagelse i EU handler om Vesten og Europas fremtid. Om kernen i den sikkerhedsstruktur, som skal gøre sig gældende for de næste generationer. Derfor skal vi ikke vakle i vores materielle støtte. Samtidig bør vi lave en konkret tidsplan for, at Ukraine kan blive medlem af EU. Det er landet ikke klar til i dag. Men vi må lave en plan, der sætter både penge og mandskab af til, at Ukraine kan blive medlem inden for en givet tidsfrist. Det kræver økonomisk støtte for at hæve økonomien. Og det kræver investeringer i landets demokrati, eksperter og reformer, som vi skal støtte dem i."

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad lørdag skriver Per Stig Møller, forhenværende konservativ udenrigsminister, blandt andet: "Vesten har et stort ansvar for, at Ukraine er kommet ud for den frådende, russiske ulv. [...] Opnår Putin, hvad han vil med Ukraine, opstår der en luhanskagtig form for uro blandt det russiske mindretal i de tidligere medlemmer af Storrusland, Estland, Letland og Litauen. Dem må Rusland så komme for at beskytte og befri. Om ikke andet kan han på ny smugle ”små, grønne mænd” ind og lade dem levere det beskidte arbejde, som han gjorde på Krim. [...] Det er desværre ikke første gang, at USA og Vesten har svigtet Ukraine med dets aspirationer om at komme ind i EU og Nato. I 2002 sagde EU nej til Ukraine. I 2014 svigtede USA Ukraine, da det løb fra sit løfte fra 1994 om at garantere Ukraines grænser til gengæld for, at Ukraine afleverede sine atomvåben fra sovjettiden til Rusland. Dem truer den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev nu med at smide i hovedet på os! Garantien viste sig også værdiløs den 24. februar 2022, da Putin overskred grænsen til Ukraine flere steder, og USA bare tilbød Zelenskyj et lift ud. Han ville nu hellere have noget ammunition, og ret skal være ret. Derefter hjalp USA og EU så meget med våben og ammunition, at Ukraine ikke blev løbet over ende, men de passede hele tiden på ikke at give Ukraine så meget, at Putin blev for vred på dem. Det er symptomatisk, at de lovede fly, der kunne stoppe de russiske forsøg på at bryde igennem, endnu ikke er ankommet. Når de endelig kommer, kan det være for sent!"

I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Anna Libak, udlandsredaktør, Weekendavisen, blandt andet: "Vi ved, at Putin står fast. Og vi ved også, at hans territoriale ambitioner rækker ud over de fire regioner, som han allerede har annekteret og optaget i den russiske føderation. Putin vil have, at NATO-alliancen bryder sammen, og at dele af Europa glider ind i den kinesiske og russiske indflydelsessfære. Derfor er det vigtigt, at han bliver standset i Ukraine. Jeg tror jo på, at Vesten nok skal tage sig sammen, når han begynder at true os direkte. Men jeg er ked af, at det formentlig sker med en forsinkelse, der kan koste ukrainerne deres stat."

I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Marie Krarup, forhenværende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, blandt andet: "Det er helt vildt, at politikere og tænketanke advarer om, at Rusland inden længe angriber europæiske lande. Det ligner jo næsten forberedelsen til et præventivt angreb fra Vesten. Men det er utænkeligt, at russerne angriber NATO - medmindre de selv angribes."

I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Kasper Støvring, forfatter og politisk kommentator, blandt andet: "Det er et hovedanliggende for Rusland, at Ukraine holdes ude af NATO, fordi russerne ikke vil lade en potentielt fjendtlig stormagt krybe helt op til dørtrinet af sit eget territorium. Af en eller anden mærkelig grund er der rigtig mange i Vesten, der har svært ved at indse, at NATO og sikkerhedsspørgsmålet er det afgørende for russerne."

I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa, blandt andet: "Europa har indset, at truslen ikke kun gælder ukrainerne, men alle europæere. [...] Russiske hybridangreb og en potentiel spredning af konflikten truer alle landene. Derfor har det europæiske samarbejde taget en uventet drejning og forstærket forsvarssamarbejdet de seneste to år. [...] Ideen om udvidelser af det europæiske samarbejde var i respirator for to år siden. Før 24. februar 2022 var udvidelsesprocessen simpelthen en zombie. Men den er blevet vakt til live af krigen, og flere lande er nu på vej ind i EU - herunder Ukraine, der kort efter invasionen søgte optagelse. Pludselig kan de nuværende 27 medlemslande blive til 36, hvilket er en omvæltning af samarbejdet."

I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Peter Viggo Jacobsen, lektor, Forsvarsakademiet, blandt andet: "Der er ikke nogen udsigt til, at Ukraine i overskuelig fremtid kommer med i NATO. Det var der ikke, før krigen startede, og det er der stadig ikke. Det skyldes, at ingen europæiske lande er villige til at dø for Ukraine. Der er simpelthen ikke nogen, der reelt vil give dem en artikel 5-garanti og sende egne styrker ind i Ukraine. [...] Hvis fronten ikke ændrer sig yderligere, så vil jeg sige, at Vesten har vundet. Fordi vi har påført Rusland så store økonomiske og militære tab. Vi har fået styrket NATO-alliancen. Vi har fået Sverige og Finland ind i alliancen. Og vi har også fået bevilget mange, mange flere penge til NATOs militære styrker. Det har også fremrykket udviklingen i retning af, at EU bliver en militær aktør, når vi taler om produktion og udvikling af nyt materiel. Jeg har svært ved at se, at det her på nogen måde kan blive en sejr for Rusland."

I et debatindlæg i Berlingske mandag skriver Mads Strange (LA), kandidat til Europa-Parlamentet, blandt andet: "Meningsmålingerne taler deres tydelige sprog. Når amerikanerne i november skal til stemmeurnerne, er der en høj risiko for, at Donald Trump igen bliver præsident. [...] Det er en dårlig nyhed for alle, der kerer sig om Europas sikkerhed. Senest har Trump f.eks. opfordret Rusland til at gøre, “hvad fanden de vil” mod ethvert NATO-land, der ikke betaler nok til sit forsvar. Og landets fhv. sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har bebudet, at Trump sandsynligvis vil forsøge at trække USA ud af NATO. [...] Men når han kan få så meget succes på at tale NATO ned og vende Europa ryggen, bør det også føre til selvransagelse herhjemme. For vi kommer ikke udenom, at vi europæere i alt for lang tid ikke har levet op til vores forpligtelser."

I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag skriver Jakob Brandenhoff Lind (KU), EU-, forsvars- og udenrigsordfører, blandt andet: "Krigen i Ukraine kan kun slutte på en måde, og det er med en total ukrainsk sejr og et definitivt russisk nederlag. Et totalt russisk nederlag og en ukrainsk sejr ville ikke kun sikre Ukraines suverænitet og grænser, men ville også sikre hele den europæiske sikkerhed. Så når typer som Marie Krarup og Anders Vistisen siger, at Rusland er til at tale med, og at Vesten burde forhandle med dem, taler de kun Putins sag og ikke for Danmark eller den øvrige vestlige verdens interesser. Den totale ukrainske sejr kan dog kun opnås med maksimalt vestlig støtte, så derfor skal der skrues markant op for våbenstøtten til Ukraine, og der skal strammes op for EU's sanktioner mod Rusland. For Rusland har stadig råd til at føre krig, så sanktionerne virker tydeligvis ikke."

I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag skriver Erik Boel, tidligere international sekretær, København, blandt andet: "Derfor bør Trumps trusler om at lade Europa sejle sin egen sø ikke først og fremmest mødes med opgivende hovedrysten fra os herhjemme, selvom det er bekymrende. Tværtimod burde Trumps udtalelser og hans opbakning fra vælgerne føre til en erkendelse af, at vi europæere skal se de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og begynde at tage os sammen. Det er en skændsel, at regeringen har tiet Foghs forslag ihjel. Vi bør aktivt lobbye til fordel for Foghs projekt, som passende kan blive søsat ved Nato-topmødet i Washington D.C. til sommer, hvor forsvarsalliancen fylder 75 år."

I et debatindlæg i Berlingske søndag skriver Bergur Løkke Rasmussen (M), MEP, og Stine Bosse (M), spidskandidat til Europa-Parlamentet, blandt andet: "Til sommer skal EU-landene blive enige om vores fælles prioriteringer for de kommende fem år. Her bør Danmark gå forrest i at sikre, at støtten til Ukraine forbliver en topprioritet. Ligesom Danmark skal gå forrest i at sikre, at forsvaret bliver en absolut topprioritet i EU. [...] Derfor foreslår vi i Moderaterne, at EU skal have en ny EU-kommissærpost med helhedsansvar for forsvarsindustri, europæisk forsvarssamarbejde og et eksplicit mandat til at styrke samarbejdet mellem EU og NATO. [...] Derfor virker det for os helt naturligt, at Danmark burde arbejde for, at den Europæiske Investeringsbank også skal bakke op om en opskalering af den europæiske forsvarsindustri. Blandt andet gennem at tiltrække private investeringer. Ammunition, som dagligt redder ukrainske liv, skal produceres hurtigere."

I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag skriver Knud Erik Andersen, civilingeniør, Taastrup, blandt andet: "Europa har sovet i timen. Og vi har fejllæst den russiske despot helt katastrofalt. Putin har aldrig lagt skjul på, at han vil genskabe den tidligere Sovjetunions grænser. [...] Vesteuropa har hidtil bygget sin sikkerhed på Nato - og ikke mindst et Nato med USA i spidsen. Uanset hvem der bliver ny præsident i USA, så er den tid ovre. Hvis Trump vinder, har han allerede meldt ud, at han kan skaffe fred på ét døgn, dvs. i praksis at ”forære” Ukraine til Rusland og dermed overlade Europa til vores egen skæbne. Derudover agter han ikke at leve op til Natos artikel 5's musketered. [...] Uanset hvad, så skal vi ganske enkelt til at stå på egne ben i Europa. Det USA, vi har kendt gennem nærmest ét århundrede, er slut. Trump har læst den almindelige amerikanske vælger, som ikke længere har noget forhold til det gamle Europa, hvorfra de fleste indvandrere i sin tid kom. [...] Hvordan skal vi så reagere i Danmark? Udadtil bør vi via EU og Nato lægge pres på de sydeuropæiske lande, der fedtspiller og i alt for ringe grad leverer våben til Ukraine. Dernæst skal vi lægge pres på de våbenproducerende lande i Vesten med at levere ønskede og effektive våbentyper som f.eks. Tysklands Taurus-missiler."

I et debatindlæg i Berlingske lørdag, skriver den ukrainske satiretegner, Vladmir Kazanevskyj, blandt andet: "At bo i Ukraine er alarmerende. Konstante missilangreb skaber ødelæggelse og kræver konstant nye ofre. Men den ukrainske befolkning står sammen. Vi tror, at krigen vil ende med sejr. Ukraine vil slutte sig til Den Europæiske Union og blive et fuldgyldigt medlem af familien af europæiske lande. [...] Det vigtigste er, at Ukraine ikke overgiver sine territorier til Rusland. Hvis der ikke kommer hjælp fra Europa, USA og de øvrige vestlige allierede, så vil vi tabe krigen. Så vil et fuldskalafolkedrab på os ukrainere begynde, hvilket betyder en egentlig ødelæggelse af vores nation."
Berlingske, mandag, s. 23, lørdag, s. 6-7, 10-11; Jyllands-Posten, lørdag, s. 29, 31; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 8 (26.02.2024)

Beskæftigelse, vækst og investeringer

Skab vedvarende energi som Tyskland
Tyskland har med succes anvendt en EU-nødretsforordning for at accelerere udrulningen af solceller og vindmøller, hvilket har potentielt skåret år af ventetiden på godkendelse af vedvarendeenergiprojekter. Det skriver Børsen mandag. Tiltaget har ført til en markant stigning i antallet af godkendte projekter, eksemplificeret ved, at tyske vindprojekter fik tilladelse til 7,5 gigawatt i 2023, en betydelig stigning fra de foregående år. Den tidligere Microsoft-topchef og nuværende rådgiver for Goldman Sachs, Nana Bule, som også er formand for Danmarks energikrisestab Nekst, påpeger, at Danmark bør tage ved lære af Tyskland for at imødekomme den fremtidige efterspørgsel på strøm fra elbiler, virksomheder og power-to-x-anlæg. Nekst har foreslået at bruge nødretten til at optimere processerne, især på miljøområdet, som en overgang til EU's VE3-direktiv. Klimaminister Lars Aagaard (M) har udtrykt støtte til Neksts arbejde og anbefalinger, og et lovforslag, der implementerer brugen af nødretten, er sendt i høring. Dette forslag tillader fravigelse af visse miljø- og naturbeskyttelsesregler, med kompensation hvis nødvendigt, for at fremskynde opsætningen af vedvarende energiprojekter. Generalsekretær i WWF, Bo Øksnebjerg, udtrykker dog skepsis over anvendelsen af nødretten i Danmark, idet han påpeger de naturlige begrænsninger i landets geografi for placering af sol- og vindenergiprojekter. Neksts anbefalinger inkluderer blandt andet brugen af EU's nødforordning for hurtigere sagsbehandling, udpegning af områder for hurtigere miljøafklaring, prioritering af vedvarende energiprojekter af myndigheder, og mere fleksibelt samarbejde mellem kommuner. Disse tiltag sigter mod at overkomme de identificerede barrierer og fremskynde processen for opstilling af solceller og vindmøller i Danmark.
Børsen, mandag, s. 16 (26.02.2024)

Det digitale indre marked

Efter en hård start, går EU's AI-politik nu ind i ny og endnu sværere fase
Rasmus Foss, analytiker i Tænketanken Europa, skriver i en kommentar i Børsen mandag blandt andet: "Efter 37 timers maratonforhandlinger kunne Thierry Breton, EU's franske kommissær for det indre marked, ånde lettet op og juble over en stor sejr den 8. december: EU's medlemslande og parlamentarikere var langt om længe blevet enige om den europæiske AI Act, verdens første omfattende regulering af kunstig intelligens, der vil forbyde de farligste former for teknologien og stille nye krav til AI med særlige risici, heriblandt de såkaldte sprogmodeller kendt fra Chat GPT. Men tre dage senere talte Frankrigs præsident Macron foran et publikum i Toulouse, hvor han punkterede Bretons triumf: “Vi kan vælge at regulere hurtigere og kraftigere end vores konkurrenter, men vi kommer til at regulere ting, vi ikke længere producerer eller opfinder. Det er aldrig en god idé,” sagde han om aftalen. [...] Men optrinet understreger, at EU's AI-politik allerede er trådt ind i en ny og langt sværere fase. De tre landes oprør viser, hvor pilen peger hen: Mod at skabe bedre vilkår for europæiske udviklere af AI. [...] Under stærkt pres fra de tre magtfulde EU-lande vil Kommissionen i kommende måneder kæmpe for at styrke europæisk AI-innovation, dels ved at sikre fair konkurrence på det indre marked og dels med en ny industripolitik for AI. [...] EU's AI Act træder først helt i kraft om to år. Men teknologiens hastige fremskridt udløser spørgsmålet, om lovgivningen overhovedet kan følge med. Derfor er politikerne nu ved at undersøge, hvordan de kan få greb om den gryende industri gennem eksisterende regulering, og her er EU's konkurrencelovgivning et yndet værktøj. Med Margrethe Vestager i spidsen har EU gennem mange år beskyldt amerikanske tech-giganter for at skævvride konkurrencen på det digitale marked. Idéen om at anlægge sager har dog været plaget af tre problemer. Det kan tage alt for lang tid at føre sagerne i mål - i et enkelt tilfælde op mod 11 år fra anklagen faldt, til appellerne var hørt. [...] . Selve de såkaldte foundation models, der f.eks. står bag sprogmodeller i Chat GPT og Gemini, er slet ikke nævnt i DMA's lovtekst. Det understreger, hvor hurtigt den teknologiske udvikling går. EU's første AI-industripolitik Macrons angreb på AI Act satte for alvor blus på debatten: Er EU i færd med at regulere sin egen AI-industri ihjel, før den knap er kommet i gang? Som kommissær for konkurrence og EU's digitale strategi tog Margrethe Vestager hurtigt til genmæle mod Macrons kontrast mellem regulering og innovation. [...] Kommissionen afsætter også 100 mio. euro til at mobilisere private investeringer i AI og 500 mio. til at støtte generativ AI. Men midlerne er beskedne, og det er som oftest EU's ømme punkt. Problemet er især udtalt for private investeringer. Selvom EU genererer lige så mange tech startups som USA, poster amerikanerne investeringsfonde langt flere penge i AI, når de skal skalere til at blive store virksomheder. I 2023 stod USA for 90 pct. af verdens venture capital investeringer i AI. [...] Loven vil stå sin test EU vil også møde en mere lavpraktisk udfordring fra AI i 2024, når alle lande skal stemme til Europa-Parlamentsvalget i juni. Politikere råber i disse uger vagt i gevær om risikoen for, at AI-generet desinformation kan forstyrre valget, der ifølge MEP'er Christel Schaldemose (S) bliver “den første syretest” for EU's digitale lovgivning. Kommissionen er derfor ved at forberede retningslinjer for valget til de store platforme, og flere af dem har allerede annonceret, at de vil sætte mærkater på AI-genereret materiale. Men valget vil i høj grad udstille, hvor EU's digitale regulering og håndhævelsen af den knager - og hvor AI stiller helt nye dilemmaer for det politiske system."
Børsen, mandag, s. 10-11 (26.02.2024)

Finansielle anliggender

Frankfurt bliver hjemsted for nyt kontrolorgan mod hvidvask
Berlingske skriver mandag, at det bliver Frankfurt am Main i Tyskland, der vil huse det nye EU-kontrolorgan mod hvidvaskning af penge, anti-money laundering authority (AMLA). Dette sker efter en intens konkurrence mellem i alt ni storbyer, herunder Dublin, Paris, Madrid, Bruxelles, Riga, Vilnius, Wien, og Rom. Valget faldt på Frankfurt, hvilket blev besluttet af både EU-landenes ambassadører og Europa-Parlamentet, med en forventning om, at AMLA bliver et magtfuldt værktøj i kampen mod hvidvask. Fra midten af 2025 vil over 400 ansatte begynde deres arbejde i Frankfurt, hvor også Den Europæiske Centralbank (ECB) er placeret. Den tyske finansminister, Christian Lindner, understregede betydningen af Frankfurt som hjemsted for AMLA i Europa-Parlamentet i januar, idet nærheden til ECB ses som kritisk. Frankfurt er allerede et finansielt centrum, hvor mange internationale virksomheder har placeret deres europæiske hovedkvarterer efter Storbritanniens EU-exit, hvilket har skiftet Europas finansielle tyngdepunkt fra London til Frankfurt. AMLA's opgave bliver at samarbejde med nationale myndigheder for at sikre overholdelse af anti-hvidvask og anti-terrorfinansieringsregler inden for den finansielle sektor.

Oprettelsen af AMLA blev foreslået af Europa-Kommissionen i juli 2021 som reaktion på en række hvidvaskskandaler, der afslørede alvorlige mangler i den eksisterende kontrol med finansielle transaktioner. Med sine 775.000 indbyggere og som hjemsted for en af Europas travleste lufthavne, positionerer Frankfurt sig nu som en nøgleby i Europas finansielle og regulatoriske landskab.
Berlingske, mandag, s. 11 (26.02.2024)

Mærsk trak ned i surt C25 - rentefald forsvandt
Weekendens og mandagens aviser skriver blandt andet følgende om udviklingen på de finansielle markeder: Berlingske og Jyllands-Posten skriver lørdag, at udtalelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB), om at ECB ikke vil gå forrest, når det gælder rentenedsættelser, var med til påvirke det danske aktiemarked negativt. Også frygt for, at den amerikanske centralbank (FED) vil tøve med at sænke renten påvirkede markedet. "FED vil næppe ønske at forstærke euforien på de amerikanske og globale aktiemarkeder. Den første rentenedsættelse er nu først fuldt indpriset på FOMC-mødet den 31. juli, vurderer Niels Christensen, chefanalytiker i Nordea.I en kommentar i Børsen mandag skriver Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker, Danske Bank, blandt andet: "Hvornår sætter centralbankerne renten ned igen, og hvor hurtigt kommer det til at gå? Det har været det helt store spørgsmål i de finansielle markeder siden efteråret. [... ] I Europa peger inflationspilen egentlig stadig i den rigtige retning, og inflationen i euroområdet nærmer sig gradvist 2-procentsmålsætningen. I Danmark har vi tilmed været i mål, under 2 pct., i et halvt års tid efterhånden. Når nu det tilsyneladende går den rigtige vej med inflationen, hvorfor sælger investorerne så ud af obligationsbeholdningerne med højere renter til følge? Det afspejler især, at arbejdsmarkedet ikke har været til at skyde igennem. I takt med at vi kommer stadig længere ind i afmatningen af økonomien, og de europæiske arbejdsmarkeder stort set ikke viser svaghedstegn, så ruller lønpresset ind over virksomhederne. Den Europæiske Centralbank håber uden tvivl, at virksomhedernes profitmarginer vil tage en stor del af tilpasningen, men det er svært at se, hvordan det skal undgå at puste til inflationen igen og gøre det sværere at komme helt i mål. Amerikansk økonomi og arbejdsmarked har også vist sig meget modstandsdygtige over for høje renter, og inflationen har tilmed vendt snuden opad igen på det seneste. Den slags smitter hen over Atlanten - især fordi investorerne i lang tid har købt ind på historien om mange rentenedsættelser i år. [...] Som vi ser det, var investorerne løbet for langt i forvejen, da de i slutningen af 2023 forventede helt op til syv rentenedsættelser i år, men de er kommet meget mere på linje med vores egne forventninger i Danske Bank på det seneste. Vi tror, der bliver plads til tre rentenedsættelser både i euroområdet og Danmark i 2024."
Berlingske, lørdag, s. 23; Jyllands-Posten, lørdag, s. 12; Børsen, mandag, s. 22 (26.02.2024)

Venstre vil give EU's investeringsbank lov til at investere i våben
I mandagens Politiken kan man læse, at Venstre argumenterer for, at EU skal sætte turbo på våbenproduktionen som reaktion på krigen i Ukraine, og foreslår, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) skal have tilladelse til at finansiere våbensystemer og forsvarsteknologi. "Det giver ingen mening, når vi har brug for alle de investeringer, vi kan få, for at styrke forsvaret af Europa," siger Morten Løkkegaard, Venstres spidskandidat til EU-Parlamentet. Han påpeger, at man ikke længere kan regne med USA's hjælp, især ikke ved et eventuelt genvalg af Trump. Den tyske finansminister, Christian Lindner, understøtter denne tankegang ved at sige, "Det vil ikke kun være i europæernes økonomiske interesse, men også vigtigt i forhold til vores sikkerhed," og fremhæver behovet for at ændre synet på våbeninvesteringer. Nadia Calvino, den nye chef for EIB, udtrykker bankens villighed til at støtte industrien og sikkerheden, men nævner også enigheden om at udvise forsigtighed. På den anden side står SF's EU-parlamentariker Kira Marie Peter-Hansen, som er bekymret for, at et fokus på våben kan underminere EIB's grønne investeringer. "Så hellere lave våbeninvesteringer i et andet regi," siger hun. Denne bekymring deles af EIB, som frygter, at en ændring i investeringsprofilen kan skade bankens grønne tiltag. Seniorforsker Jacob Funk Kirkegaard fra German Marshall Fund i Bruxelles ser dog en mulighed i at balancere investeringer i både klima og forsvar. "Hvis vi mener, at truslen fra Rusland er alvorlig, og Europa skal kunne forsvare sig, så skal vi enten fremstille selv eller importere det," siger han, og foreslår, at EIB's potentielle våbeninvesteringer kunne inspirere private investorer til også at investere i forsvarssektoren. Danmarks erhvervsminister Morten Bødskov (S), der er medlem af EIB's styregruppe, har ikke kommenteret, men økonomiminister Stephanie Lose (V) har udtrykt støtte til en nærmere undersøgelse af EIB's muligheder for at styrke europæisk forsvar og sikkerhed. EU-Kommissionen forventes snart at præsentere en ny forsvarsstrategi, som inkluderer en udvidelse af EIB's investeringsprofil.
Politiken, mandag, s. 8 (26.02.2024)

Handel

Løkkegaard vil gøre op med den lovgivning, der gjorde EU til wild west: “Skal skrues og justeres”
Politiken bringer lørdag et interview med Morten Løkkegaard (V), medlem af Europa-Parlamentet. I interviewet forklarer Morten Løkkegaard, at han vil medvirke til, at virksomheder i Europa kan handle med hinanden med mindst muligt besvær. Morten Løkkegaard fortæller, at man for tiden kigger på den digitale udvikling og AI, kunstig intelligens, når man konstruerer lovgivning. Blandt andet har Morten Løkkegaard været hovedforhandler på NIS2-direktivet, der trådte i kraft i januar 2023. "Det handler om hacking af systemer og overvågning. Det gælder den hybridkrig, der udspiller sig særligt fra Rusland, hvor det handler om at beskytte borgere, myndigheder og virksomheder mod angreb. Men det handler også om at holde kriminelle hackere ude af det europæiske marked," forklarer Morten Løkkegaard, som også mener, at der er behov for et opgør med EU´s handelspolitik. "Det nytter ikke noget, at vi er så reguleret her i EU, at vi ikke kan handle med andre end os selv. I EU har vi så mange fælles ting på spil, og som politikere hører vi hele tiden, at EU er for besværligt" siger Morten Løkkegaard. Når det gælder det sikkerhedspolitiske, så frygter Morten Løkkegaard russisk aggression mod Østeuropa. "Flere lande søger om at komme med i EU, og det er en god idé, fordi de ellers risikerer at ende som russiske vasalstater," siger Morten Løkkegaard.
Politiken, søndag, s. 10 (26.02.2024)

Institutionelle anliggender

Penge på vej til Polen
Weekenden og mandagens aviser skriver følgende om den mulige frigørelse af EU-midler til Polen: EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen sagde fredag, at EU-Kommissionen i denne uge vil træffe beslutninger vedrørende den eventuelle frigørelse af op til 137 milliarder euro til Polen. Det skriver Politiken og Ekstra Bladet lørdag. Ursula von der Leyen roste samtidig også den nye polske regering for at fremlægge en handlingsplan for genoprettelsen af den polske retsstat.
Politiken, lørdag, s. 9; Ekstra Bladet, lørdag, s. 23 (26.02.2024)

Så er der sat gang i navnelegen om EU-topposter
I en analyse i Jyllands-Posten søndag skriver Niels Th. Dahl, avisens politiske analytiker, blandt andet: "Spekulationerne om en international toppost til statsminister Mette Frederiksen simrer igen. De er ikke hjælpsomme for hende, men det er ikke til at slå dem ihjel. [...] Sagen er, at 2024 bliver det store europæiske toppost-år. Nato skal have ny generalsekretær, og alle EU's topposter skal også fordeles på ny efter parlamentsvalget. Der skal bl.a. findes en kommissionsformand, en udenrigsrepræsentant og en formand for Det Europæiske Råd. Som bekendt var Mette Frederiksen gennem adskillige måneder sidste år i spil som ny Nato-generalsekretær. Det faldt dog på gulvet, og i dag er forventningen da også, at løbet om dén post er kørt. Både USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland har meldt ud, at de gerne ser den afgående hollandske statsminister, Mark Rutte, tage den. Nej, denne gang koncentrerer spekulationerne sig om posten som formand for Det Europæiske Råd. Det er det, man på EU-sprog kalder forsamlingen af alle de 27 stats- og regeringschefer, der træffer de største og vigtigste beslutninger for unionen. Formanden har de sidste fem år været den helt anonyme belgier Charles Michel, men ham vil ingen rigtig have til at fortsætte. Og det er her, Mette Frederiksen er kommet ind på den europæiske rygtebørs, bl.a. ifølge EU-mediet Politico."

I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag skriver John Iversen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet, blandt andet: "Det var ikke overraskende, da de tyske kristendemokrater (CDU) den 19. februar på et pressemøde i Berlin annoncerede, at Ursula von der Leyen er klar til en ny femårig periode som EU-kommissionsformand. [...] Med Ursula von der Leyens udmelding er spillet om magten i EU frem mod 2029 i gang. Samtidig er det oplagt, at valget til posten som Natos generalsekretær, der også skal besættes i år, er en del af det europæiske storpolitiske spil. [...] Ursula von der Leyens udmelding vil få andre potentielle kandidater til at overveje den mulige indflydelse, de kan få via de øvrige poster. Eksempelvis er posten som formanden for Det Europæiske Råd en mærkelig konstruktion. Og de seneste fem år har den belgiske formand, Charles Michel, på mange måde opført sig som en elefant i en glasbutik. F.eks. misforstod han helt, hvad formandsposten for Det Europæiske Råd er, da han satte sig ved siden af præsident Erdogan i Tyrkiet, mens der ikke var en stol til Ursula von der Leyen. Den og andre episoder blev i denne uges udgave af The Economist beskrevet som et “EU that looks as disorganised as a student society”. Det er i dette job som formand for Det Europæiske Råd, mange iagttagere i Bruxelles ser Mette Frederiksen som favorit til."
Jyllands-Posten, søndag, s. 4, 38 (26.02.2024)

Interne anliggender

EU-politikere vil dekoreres af Kongen
Både Politiken søndag og Altinget søndag skriver, at EU-politikere gerne ser, at de også vil kunne komme i betragtning til royale ordner.Altinget søndag skriver, at EU-politikere også vil have ordener af Kongehuset. Flere danske medlemmer af Europa-Parlamentet udtrykker undren over, at de ikke modtager kongelige medaljer, ligesom folketingsmedlemmer gør efter ti års tjeneste. De efterlyser ligestilling i forhold til tildeling af ordener såsom ridder af Dannebrog og kommandør. Christel Schaldemose, leder af den socialdemokratiske gruppe i Bruxelles og spidskandidat ved EU-valget, påpeger, at hun og andre europaparlamentarikere ikke har modtaget nogen royal hæder trods mange års tjeneste i Europa-Parlamentet. "Holdningen hos kongehuset har - i hvert fald i en årrække - været, at det var ikke relevant. Det er lidt ærgerligt, for jeg vil gerne have ligestilling mellem folketingsmedlemmer og europaparlamentsmedlemmer," siger Christel Schaldemose. Hun nævner, at med en ny konge og øget involvering i kongelige arrangementer, kunne der være en mulighed for ændring. Morten Løkkegaard, Venstres spidskandidat til Europa-valget, støtter også opfordringen om ligestilling og hæder til EU-parlamentarikere. "Jeg tror, det er en lapsus. Jeg synes, det er på høje tid, og det kan da være, at den nye konge kan se lidt på det. Jeg synes, det bør bringes i orden. Jeg synes, det er en uorden, og det synes jeg ikke klæder det officielle Danmark," siger Morten Løkkegaard. Kongehuset har dog endnu ikke kommenteret på, om det nye kongepar og ordenskapitlet vil overveje at inddrage EU-parlamentarikere i fremtidige tildelinger af ordener.
Altinget, søndag; Politiken søndag s. 1-4 (26.02.2024)

Tyskerne strømmer til nyt parti. Det er godt for Putin
I Berlingske søndag kan man læse, at Sahra Wagenknechts nye parti, Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW), på rekordtid er blevet en markant politisk faktor i Tyskland. Partiet, der blev stiftet den 8. januar af det tidligere venstrefløjsikon, har med sin kontroversielle Ukraine-politik og appel til fredsforhandlinger med Rusland vakt opmærksomhed. Wagenknecht, der har en fortid i Die Linke, har i mange år været kendt for sin kritiske holdning til NATO's støtte til Ukraine og en forståelse for Ruslands position, en holdning der tidligere var mere isoleret til venstrefløjen. Wagenknechts parti BSW har på få uger opnået op til syv procent af stemmerne i meningsmålinger, hvilket overgår det kriseramte liberale FDP-regeringsparti. Hendes politik fokuserer på at stoppe våbenstøtten til Ukraine og opfordrer til øjeblikkelige fredsforhandlinger med Rusland for at opnå en våbenhvile. "Vil De ikke snart komme til fornuft. I stedet for at bringe vores land i fare. Giv støtte til fredsforhandlinger og våbenhvile," siger Wagenknecht, og kritiserer samtidig andre politikeres brug af den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs skæbne til at argumentere for yderligere våbenhjælp til Ukraine. Mens Wagenknechts politiske karriere tidligere var knyttet til venstrefløjens kritik af NATO og støtte til Rusland, ser man nu, at hendes nye parti også tiltrækker vælgere fra det nationalkonservative AfD. Dette indikerer en mulig forskydning af den politiske debat i Tyskland, hvor Wagenknechts holdninger kan få bredere fodfæste. Med fire kommende valg, herunder tre delstatsvalg i Østtyskland og valget til EU-parlamentet, er der potentiale for, at BSW kan styrke sin position yderligere. Til trods for Wagenknechts kontroversielle synspunkter, herunder kritik af Ukraine som et fejlfrit demokrati og opfordringer til dialog med Rusland, er hendes parti og politik blevet et uomgængeligt samtaleemne i tysk politik. BSW's fremgang viser en potentiel ændring i den tyske offentligheds holdning til konflikten i Ukraine og relationerne til Rusland, hvilket kan have langsigtede konsekvenser for tysk og europæisk politik.
Berlingske, søndag, s. 6 (26.02.2024)

Klima

Punktafgifter er bedre - trods alt
Peter Ring, civilingeniør i Vedbæk, skriver: "Hvad er grundidéen med en CO2afgift på landbrugsvarer? [...] Hvis vi bare pålægger dansk landbrug en CO2-afgift, bliver der produceret færre landbrugsvarer i Danmark - men ikke i verden. Men da befolkningen bortset fra de fattigste (!) næppe kommer til at spise ret meget mindre af den grund, betyder det, at disse landbrugsvarer i stedet skal produceres et andet sted og i nogle tilfælde mindre CO2-venligt. [...] Der skal være balance mellem afgifterne og de beløb, der bruges på at udvikle et mere CO2-effektivt landbrug, og CO2-formindskelsen på verdensplan kommer så fra effektiviseringen. Punktafgifter vil i øvrigt næppe være et problem for EU. Tværtimod vil andre lande måske kopiere dem. [...] Tror I virkelig, at Kina, Indien, USA (især under Trump), Indonesien og Brasilien - for ikke at tale om Rusland og alverdens andre diktaturstater - vil kigge på Danmark og sige: ”Det gør vi også! ”? Det er kun i de store lande, det virkelig kommer til at tælle på klimaet - hvis det overhovedet vil ændre andet end at gøre en masse mennesker mere fattige. En afgift kan kun flytte penge og måske motivere nogle mennesker til at ændre adfærd, ikke i sig selv formindske CO2-udviklingen."
Jyllands-Posten, mandag, s. 24 (26.02.2024)

“Hvis man gerne vil have indflydelse på verden, er parlamentet et godt sted”
Politiken bragte lørdag et interview med Christel Schaldemose (S), medlem af Europa-Parlamentet. I interviewet siger Christel Schaldemose, at EU-Parlamentet er begyndt at sænke tempoet på udrulningen af miljø- og klimalovgivning. Mange partier frygter, at protester og demonstrationer fra højrefløjen og landbruget vil påvirke deres valgresultater under det kommende Europa-Parlamentsvalg. Det samme ses hos EU-Kommissionen, siger Christel Schaldemose. "Jeg deler sådan set Anders Vistisens (EU-parlamentariker fra Dansk Folkeparti, red.) analyse om, at det er blevet for svært for mange at få tingene til at hænge sammen, og at den grønne omstilling stiller store krav. Jeg er bare ikke enig i, at løsningen er at lægge den grønne omstilling på hylden og melde Danmark ud af EU. Det ville være enormt skadeligt. Vi skal finde løsningerne i fællesskab i Europa," udtaler Christel Schaldemose, som også har været involveret i parlamentets arbejde med at udforme de europæiske digitale regler. Selvom hun i 2021, af mediet Politico, blev udnævnt til at være EU-Parlamentets mest magtfulde politiker, så er hun forholdsvis ukendt blandt vælgerne. "At være ukendt er et vilkår, og det har jeg vænnet mig til. Det er svært at blive kendt i den bredere befolkning, medmindre man laver en skandale eller går i byen med et budskab, som er illoyalt mod partitoppen. Det er bare ikke min stil," siger Christel Schaldemose, som ikke forstår, hvorfor EU-stoffet ikke har større bevågenhed blandt danske politikere: "Hvis man gerne vil have indflydelse på verden, er parlamentet et godt sted at være. Eller ikke bare godt, det er Så spændende! Og det, vi laver, har jo betydning for alle europæeres hverdag. Men det er også knaldhårdt arbejde og fuldstændig uden anerkendelse. Så jeg forstår godt, hvis folk derhjemme siger, det vil jeg ikke røre med en ildtang," siger Christel Schaldemose.
Politiken, lørdag, s. 11 (26.02.2024)

Kultur

Arkæologer intensiverer jagten på vores helt eget “Atlantis”
De danske havbunde er fyldt med oldtidsskatte. For nylig har man fundet en én-kilometer lang stenmur under Østersøen. Det skriver Berlingske lørdag. Viser muren sig at være menneskeskabt, kan det være Europas ældste megastruktur. Sammen med tyske og engelske forskere har Moesgaard Museum og Aarhus Universitet fået del i en EU-bevilling på 97 millioner kroner til Forskningsprojektet SUBNORDICA. Bevillingen skal bruges på at øge kompetencerne for arkæologisk arbejde på havbunden. "Arkæologisk set famler vi ret meget i blinde i de dybeste områder på søterritoriet, så det handler om med EU-midlerne at udvikle metoder, der kan optimere eftersøgningen," forklarer Peter Moe Astrup, arkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum.
Berlingske, lørdag, s. 32-33 (26.02.2024)

Landbrug

Dansk landbrug skal ikke afvikles, men udvikles
Kristeligt Dagblad skriver i en leder lørdag blandt andet: "I denne uge udkom den længe ventede rapport med anbefalinger til, hvordan netop landbruget kan bidrage til at nå den nationale målsætning om at reducere CO2-udslippet med 70 procent inden 2030. Og selvom mange landmænd naturligvis er bekymrede for omstillingen, er rapporten dybest set opmuntrende læsning. For sagen er, at det kan lykkes at gøre landbruget mere grønt uden at øge hverken den økonomiske eller geografiske ulighed væsentligt. [...] Det er sandt at dansk landbrugs CO2reduktion ikke løser den globale klimakrise, men ved at finde gode og bæredygtige løsninger viser danske landmænd deres kolleger i resten af verden og ikke mindst EU, at det kan lade sig gøre. Dels at omstille erhvervet og dels få medindflydelse ved forhandlingsbordet frem for at gå den aktivistiske vej med blokader og traktorer i gaderne. Det er en bunden, men svær opgave, vi som samfund står overfor. Når landbruget ligesom det øvrige samfund leverer, skylder politikerne at øge presset i EU for at få andre og langt større lande til at gå samme vej."
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 9 (26.02.2024)

Sikkerhedspolitik

Trump-hviskeren er storfavorit til Nato-toppost
Børsen bringer mandag et portræt af Natos mulige nye generalsekretær, Mark Rutte. Rutte, som er Hollands længst siddende premierminister, anses for at være en stærk kandidat til posten med offentlig støtte fra de fire største Nato-lande: USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Disse lande fremhæver hans "kæmpe erfaring" og "stærke diplomatiske evner" som væsentlige kvalifikationer. Rutte, der leder det højre-centristiske parti VVD, er kendt for sin pragmatiske tilgang til politik samt for at være en del af "sparebanden" under EU's coronahjælpepakke-forhandlinger. Han har demonstreret sin evne til at sige "nej" i diplomatiske situationer, hvilket blev tydeligt, da han afviste Donald Trumps positive udlægning af en uenighed mellem EU og USA om en ny handelsaftale. Ruttes potentiale som Nato-generalsekretær ses i lyset af hans evne til at navigere i komplekse politiske landskaber og hans rolle som en "Trump-hvisker" i forsvarsalliancen. Forsvarsalliancens medlemslande skal dog nå til enighed om Ruttes kandidatur, hvor han indtil videre har opbakning fra omkring to tredjedele af landene. Nato sigter efter at have en efterfølger for den nuværende generalsekretær, Jens Stoltenberg, på plads inden et topmøde i Washington DC i juli.
Børsen, mandag, s. 17 (26.02.2024)

Verden har forandret sig til det værre
Søren Dosenrøde, dr. phil., Aalborg, skriver i en kronik i Jyllands-Posten mandag blandt andet: "En højtstående dansk diplomat sammenfattede sidste år den internationale situation på følgende måde: ’USA træder tilbage, Kina træder frem, og Rusland træder på alle.’ Senest med Donald Trumps nylige undsigelse af Natos artikel 5 ’et angreb på et Nato-medlem er et angreb på alle Nato-medlemmer’ er det blevet klart, at Danmark og EU i høj grad står på egne ben internationalt. Det vidner Det Hvide Hus' og Natos paniske reaktioner efter Trumps udtalelser om, netop fordi Nato p.t. er vores sikkerhedsgarant. [...] Ser man på det internationale system i dag, er det ”multipolært”, dvs. der er flere stormagter: USA, stadig i en liga for sig selv, og Kina, der haler ind på USA. Derefter kommer Indien, Rusland (hvis magt er aftagende) og EU ... hvis EU selv vil. [...] I øjeblikket samler Kina, under navnet Briks, aktivt en koalition imod ”Vesten”, dvs. imod USA, Nato, EU og det, vi står for. Ikke bare vore værdier med hensyn til demokrati og menneskerettigheder, men også vores multilaterale tilgang til international problemløsning og institutioner. [...] Men køllen, Nato, er ikke i Europas hånd, den er i USA's. Jamen, vi er jo USA's venner, kan vi ikke stole på dem? Det korte svar er nej. [...] Konkret må Europa forberede sig på, at Donald Trump bliver USA's næste præsident. Og Donald Trump ser ikke det samme interessesammenfald mellem USA's og Europas interesser som andre amerikanske præsidenter før ham, og derfor fører han en anden udenrigspolitik, der ikke er så EU-venlig. Og man skal i øvrigt passe på med at tro, at USA tidligere har villet opgive egne interesser for konsekvent at ville fremme f.eks. demokrati og menneskerettigheder. USA's udenrigspolitik er, som også EU's, interessedrevet garneret med vestlige værdier. [...] Og ja, hvis EU vil være immun imod atomafpresning fra Putin-typer, inkluderer et stærke EU-forsvar også atomvåben ... Verden, som vi kendte den, har forandret sig til det værre, meget værre. Og hvis ikke Danmark og resten af EU-medlemmerne er klar til at skifte kurs, vil unionen blive som et frilandsmuseum med enten en kinesisk eller amerikansk direktør."
Jyllands-Posten, mandag, s. 25 (26.02.2024)

Udenrigspolitik

EU må tage kampen op med USA og Kina
I en kronik i Børsen mandag skriver udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) blandt andet: "De seneste ti år er der globalt indført væsentligt flere handelshindringer end liberaliseringer. De kommer i mange former fra told og dokumentationskrav til deciderede importforbud, men har alle potentialet til at svække en lille åben økonomi som den danske. Heldigvis har vi EU's indre marked. Her er kontrakten klar: Er man med i EU, kan man nyde godt af den frie bevægelighed for arbejdskraft, varer, tjenesteydelser og kapital, uden at man skal frygte toldmure opsat med nationale særinteresser for øje. [...] Et stærkt indre marked sikrer EU en stærk stemme, når der udformes globale rammer for handel og standarder som i WTO. Forudsætningen er, at EU's indre marked forbliver konkurrencedygtigt med særligt USA og Kina. Kina er i gang med en gigantisk industriel transformation, der skal gøre landet førende inden for blandt andet robotteknologi, grøn energi og biotek. På den anden side af Atlanten er USA i gang med at gennemføre Inflation Reduction Act, der fremmer grønne investeringer og skaber øget beskæftigelse og produktion i USA. [...] Det skal være nemmere for vores virksomheder at søge midler fra de mange støtteprogrammer i EU, der allerede eksisterer. Og vi skal bringe garantiordninger i spil, så det er mere attraktivt at investere i morgendagens teknologier. Vi har gode erfaringer med det i Danmark, og det kan udbredes til EU. Vi mærkede under coronakrisen, og da et skib kort tid efter stødte på grund i Suezkanalen, hvor sårbare vi i Europa er, når forsyningskæderne går i stå. Vi skal derfor arbejde målrettet med at sikre mere produktion og selvforsyning på kritiske områder på det indre marked, der øger modstandsdygtigheden. [...] EU's udvidelse mod øst er i den sammenhæng også af afgørende betydning. For naturligvis vil Danmarks handel med kandidatlandene fra Vestbalkan til Georgien blive styrket, når toldmure rives ned. EU vil altid være en union, hvor vigtigheden af frihandel står centralt. EU har formået at lave ambitiøs lovgivning, som kan sætte en global standard, senest set med reguleringen af kunstig intelligens. Det gavner den europæiske konkurrenceevne."
Børsen, mandag, s. 22-23 (26.02.2024)

Lækkede dokumenter: Kina hyrer hackere til at skaffe oplysninger fra virksomheder
Berlingske skriver mandag, at lækkede dokumenter viser, at den kinesiske regering ansætter private hackere til at indsamle følsomme oplysninger fra udenlandske virksomheder og myndigheder samt til at overvåge sociale medier. Disse hackere, der har arbejdet for det kinesiske it-sikkerhedsfirma I-Soon, har udført cyberangreb mod en række mål, herunder NATO, udenrigsministerier i forskellige lande, tænketanke og offentlige sundhedsmyndigheder. Ifølge rapporter fra blandt andet The Guardian og New York Times, viser de lækkede filer, at hackerne er blevet betalt hundredtusindvis af kroner for deres tjenester. Derudover har de overvåget systemkritikere uden for Kina og fremmet kinesiske synspunkter på sociale medier. Jon Condra, analytiker ved cybersikkerhedsfirmaet Recorded Future, beskriver lækagen som den mest betydningsfulde nogensinde. Dokumenterne indeholder detaljer om, hvordan I-Soon har tilbudt at hacke sig ind på sociale medieplatforme, stjæle personlige data og endda bryde ind i enheder som powerbanks for at suge data ud. Lækagen har også afsløret forsøg på overvågning inden for EU, med skærmbilleder af noter fra Nordmakedoniens sekretariat for europæiske forhold og en skitse til EUs stilling vedrørende COP15.I-Soon er kommet i søgelyset for at have afgivet tilbud på overvågningsprojekter i Xinjiang-regionen, et område hvor det er alment kendt, at det kinesiske styre holder et skarpt øje med det uighuriske minoritetsfolk. Som reaktion på lækagen har det kinesiske politi sat en undersøgelse i gang. FBI har kommenteret, at Kina besidder verdens mest omfattende hackerprogram. Der er fundet beviser på, at hackere fra Kina har infiltreret vigtig infrastruktur i USA, hvilket antyder, at de forbereder sig på eventuelle fremtidige konflikter, eksempelvis en situation vedrørende Taiwan.
Berlingske, mandag, s. 11 (26.02.2024)

Økonomi

Gas falder til laveste pris i tre år - er 93 pct. nede fra toppen
Børsen skriver mandag, at gaspriserne i Danmark og resten af Europa er faldet markant og nu befinder sig på det laveste niveau i tre år. En megawatt-time (MWh) naturgas handles til 23 euro, hvilket er et fald på 93 procent sammenlignet med efteråret 2022, hvor prisen var oppe på 340 euro per MWh. Dette fald skyldes blandt andet en mild vinter i Europa og en høj mængde af flydende naturgas (LNG) på markedet. "Vi er tilbage på helt normale gaspriser nu," siger Arne Lohmann Rasmussen, chefanalytiker i Global Risk Management, og tilføjer, at dette prisniveau er sammenlignelig med gennemsnitsprisen fra 2012 til 2021. Rasmussen peger på, at de kommende måneder ser fornuftige ud med hensyn til gasforsyning, og han ville ikke blive overrasket, hvis gasprisen snart rammer 20 euro per MWh. Han nævner også, at efterspørgslen falder på grund af den grønne omstilling, men advarer om, at en økonomisk opsving i både Kina og Europa samtidig kan sætte pres på gaspriserne. Derudover overvejer EU at stramme sanktionerne mod Rusland yderligere, hvilket kan påvirke de 15 procent af gasimporten, der stadig kommer fra Rusland. "Der er nu plads til at lukke for det sidste, og jeg tror, at det er den næste sanktion, man vil tage fat på," siger Arne Lohmann Rasmussen.
Børsen, mandag, s. 7 (26.02.2024)