Dagens EU-tophistorier
Sikkerhedspolitik: Hele Europa er blevet Østeuropa
Med Ruslands invasion af Ukraine har mange af Danmarks nabolande fundet ny, eller intensiveret interesse i at blive medlem af NATO. Det skriver Politiken søndag. Det gælder både i Finland og Sverige. Alexander Stubb er forhenværende finsk statsminister, udenrigsminister og finansminister. Han har siden 1995 været fortaler for finsk NATO-medlemsskab. Han siger, at rigtig mange finner udtrykker et ønske om medlemsskab af NATO, hvilket bakkes op af meningsmålinger, der siger, at 53 procent af finnerne ønsker sådan et medlemsskab. Selv ville Alexander Stubb gerne have set, at Finland Finlands EU-optagelse i midten af 90erne var blevet kombineret med et NATO-medlemskab. Samtidig kalder han Finlands gode relationer med russiske ledere for en af landets vigtigste sikkerhedssøjler. "Jeg håber, at folk i Danmark forstår, at når man har 1.340 kilometer grænse fælles med Rusland, og man ikke er medlem af Nato, så vil det være uansvarligt for den politiske ledelse at have dårlige relationer til Rusland," forklarer Alexander Stubb, som mener, vi nu er på vej ind i en ny europæisk sikkerhedsstruktur. "Invasionen betyder en grundlæggende europæisering af Ukraine, en styrkelse af det transatlantiske partnerskab, en samling af EU og en styrkelse af Nato og hele alliancens formål. Og som fodnote et historisk skifte i opinionen i forhold til Nato i Europas nordøstligste hjørne," forklarer Alexander Stubb. I Sverige har statsminister Magdalena Andersson (S) allerede rykket sig langt i forhold til den konventionelle, svenske, alliancefri tænkning. De svenske våbenleverancer til Ukraine i sidste uge er første våbenhjælpsbidrag til en krigszone siden vinterkrigen mellem Finland og Rusland i 1939. Til gengælder afviser Magdalena Andersson pure at diskutere svensk NATO-medlemsskab midt i en krisesituation. Hos oppositionen ønsker Moderatornas leder og statsministerkandidat, Ulf Kristersson, at Sverige, ligesom Finland, får en NATO-option.
Altinget skriver lørdag, at en tidligere ukrainsk udenrigsminister, mener, at der i EU mangler politisk vilje til at lade Ukraine blive medlem af EU. Ordene kommer fra Boris Tarasyuk, der er tidligere ukrainsk udenrigsminister og nuværende ukrainsk ambassadør i Europarådet. Mandag indgav Ukraine sine formelle ansøgning om EU-medlemsskab. Boris Tarasyuk kalder det for dobbeltstandard, når andre nye demokratier i Europa bydes velkomne og Ukraine ikke. Efter den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskijs tale til Europa-Parlamentet, sagde EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen dog, at "Ukraine er en af os, og vi vil have dem med i EU." Hvis Ukraine bliver medlem af EU, vil det blive unionens femtestørste medlemssland og vil få stor indflydelse på det politiske og økonomiske samarbejde i EU. Men, EU har kritiseret Ukraine for ikke at gøre nok for at bekæmpe den omfattende korruption i landet.
I et interview med Berlingske fortæller Victor Kylymar, en ung ukrainer, født i 1991, og ansat i EU's antikorruptionsenhed, at ukrainerne ikke ønsker at være en del af Rusland. De vil være en del af Europa, og at broerne til Rusland nu er brændt, og at ukrainske øjne nu kun er rettet mod Europa og EU.
I en analyse i Berlingske lørdag, skriver Ulrik Bie Rasmussen, økonomisk chefredaktør, og researcher Rasmus Lolk Christensen blandt andet: "Ønsket om et medlemskab af EU har medvind fra den historiske storm, som Ukraine befinder sig i. Det er dog ikke noget, der kan klares med et snuptag, men en fuld integration af Ukraine i det europæiske fællesskab vil være en central del af den plan for Ukraines fremtid, som EUs ledere allerede nu skal begynde at overveje. Da EUs udvidelse mod øst blev en realitet i 2004, var det også en proces båret af historiens vingesus og en forpligtigelse til at give de gamle sovjetiske satellitstater en fremtid i Europas hjerte. Der har været store succeser, ikke mindst på det økonomiske område, hvor de østeuropæiske lande både har leveret arbejdskraft til at holde pæn vækst i de nordeuropæiske lande og samtidig har oplevet en kraftig stigning i levestandarden. [...] Men det er ikke en sejr uden torne. Mange af de nye lande har været politisk ustabile med skiftevis konstruktive og mindre konstruktive regeringer. Samfundsinstitutioner og retssystemer er fortsat svage. Her efter 18 års medlemskab er EU i et opgør med Polen og Ungarn om retsstatsprincipper og om, hvorvidt EU-lov går forud for national lov. Det er noget af det, som man skriver under på ved optagelsen. [...] Ukraine og EU er faktisk allerede tæt knyttet til hinanden gennem den associeringsaftale, der blev indgået i 2014, og som trådte i fuld kraft i 2017. Ifølge den ukrainske regering er aftalen i “omfang og dækning den største internationale juridiske aftale i Ukraines historie”. Det er også den mest omfattende og komplekse aftale, som EU nogensinde har indgået med et tredjeland. Aftalen giver Ukraine vid adgang til EUs indre marked med høj grad af fri bevægelighed af varer, tjenesteydelser, kapital og delvist arbejdskraft. [...] Reorienteringen af Ukraines økonomi mod vest er meget synlig i handelstallene. I årene omkring 2010 aftog EU og Rusland begge en tredjedel af Ukraines eksport. Sidste år var eksporten til EU vokset til 40 procent af det samlede, mens Rusland var faldet til fem procent. Samme billede gør sig gældende for importen, hvor EU leverede 40 procent af Ukraines import, mens Rusland var faldet til otte procent. [...] Selvom både regeringsledere og EU-parlamentarikere har udvist stor velvilje, er en optagelse af Ukraine i EU ikke en enkelt proces. Men landets fremskridt i opfyldelse af associeringsaftalens mål betyder, at tidshorisonten ikke behøver at være så lang som normalt. Her spiller det også en afgørende rolle, at EU-landene kommer til at finansiere en stor del af Ukraines genopbygning, og dermed kan være med til at sikre fremskridt på de områder, hvor Ukraine er bagud i forhold til EUs standard - og være med til at finansiere forandringsprocessen. Det gælder både den fysiske genopbygning, men også genopbygningen af samfundsinstitutioner. Der er dog en væsentlig forhindring, hvor EU nok kommer til at være ganske firkantet. EU vil ikke optage et Ukraine, der har uafklarede grænser med Rusland, for ellers bliver vi part i en konflikt, som kan vare årtier. [...] Men fortællingen om selve Ukraine og Ukraines plads i Europa har på bare få dage undergået en fundamental forandring, der ikke kan rulles tilbage. Ukraine er ikke længere et land på kanten af Europa, men helt centralt i den europæiske fortælling. Derfor er medlemskabet af EU ikke et spørgsmål om “hvorvidt”, men om “hvornår”."
Berlingske skriver i en leder blandet andet: "Den russiske præsident, Vladimir Putin, har med sin krigstørst fået europæerne til at rykke sammen. Sjældent er der set så stor en opbakning til EU, til NATO og til andre institutioner, som despoter og autokrater hader, fordi de ofte udsætter dem for kritik. Otte østeuropæiske EU-medlemmer har foreslået, at Ukraine hurtigst muligt får et medlemskab af EU, mens russerne forsøger at bombe landet til underkastelse. [...] Vores signal bør være, at EU er parat til at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine, så snart det er praktisk muligt. Vi kan også indlede debatter om de reformer, der kan være brug for i EU for at kunne rumme Ukraine. [...] Anderledes med Finland og Sverige. Det er to alliancefrie lande, som begge flirter med tanken om at komme med i NATO. Hvis de skulle gøre alvor af en ansøgning, vil vi stærkt anbefale, at medlemskabet af den vestlige forsvarsalliance er en realitet så hurtigt som muligt, så Rusland ikke kan nå at reagere. [...] EU og NATO står stærkere end i mange år. Frihed og demokrati er en eftertragtet vare også i autokraternes verden. Frihedstrangen er stærk også der. [...] Og hvis kritikerne har haft ret i, at EU for længe efterladt det indtryk, at det, vi står for, ikke er noget særligt at kæmpe for, så må man sige, at krisen i Ukraine har haft den modsatte effekt. Sjældent har vi set EU stå mere sammen for at vise verden, at det kan betale sig at have de værdier, Vesten har."
I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Sergiy Sydorenko, redkaktør på websitet European Pravda i Kyiv, blandt andet: "Jeg er ret sikker på, at EU i 2022 vil anerkende Ukraine som kandidat til medlemskab og begynde at forhandle om optagelse. Det er en lang vej, som vil kræve masser af reformer, men det bliver vores opgave. Og vi vil gøre det. Bare giv os en chance. For det er den eneste måde at stoppe Putin på. Formålet med hans handlinger i forhold til Ukraine er at forhindre os i at gå ind i EU og NATO. For at stoppe det, må man åbne døren. Jo før EU indser det, jo bedre vil det være for Europas sikkerhed. Ukrainerne har med vores bedrifter vist, at vi er europæere. Vi fortjener det, for vi er den eneste nation, som kæmper for sin europæiske fremtid. Og sidst, men ikke mindst: Ukraines integration i EU kan forandre det grimme Rusland, vi nu ser. Der findes ingen bedre måde at vise det russiske folk, at demokratisering fører til velstand, end at vise det med Ukraines eksempel. Demokrati kan være smitsomt i det postsovjetiske rum. Det er Ukraine nøglen til.”
I en kommentar i Politiken søndag skriver avisens internationale kommentator, Michael Jarlner, blandt andet: "Med Putin-styrets invasion af Ukraine torsdag 24. februar rykkede en aggressiv krigsmaskine helt op til EU's grænser og Danmarks geografiske nærområde. Og ikke nok med det. Efter invasionen fulgte også slet skjulte russiske trusler om anvendelse af atomvåben. [...] Så det er dette Rusland, vi nu skal forholde os til. Et Rusland, der har gjort trusler om eskalering til en del af sit våbenarsenal for derved at skræmme EU og Nato til tilbageholdenhed. [...] Hvad vi står overfor er et nyt Europa eller måske rettere: Et gammelt Europas genopståen. For selv om Nato forsøger at holde sig ude af krigen i Ukraine, så ændrer det hverken ved udsigten til tiltagende spændinger mellem Rusland og Nato eller et tiltagende våbenkapløb. [...] Den erkendelse finder man også i Rusland, hvor man så sent som i fredags kunne finde denne vurdering i en analyse fra tænketanken Russian International Affairs Council: “Faren for sammenstød og eskalering til en omfattende militærkonflikt med Nato er voksende, uanset at ingen af parterne ønsker det”. I analysen advarer den russiske sikkerhedsekspert Ivan Timofejev om, at krigen i Ukraine - i Rusland kaldet en “militær specialoperation” - kan føre til en “radikal militarisering af Østeuropa”, der vil trække Rusland ind i “et ekstremt dyrt våbenkapløb”. [...] “En anden konsekvens er en mulig remilitariserig af et Tyskland, som dermed gør op med sin efterkrigstids-aversion mod en aktiv militaristisk politik, hvilket vil betyde fremkomsten af et militært kraftcenter nær grænsen til Rusland”, skriver han og tilføjer: “En EU-hær vil opstå, og den vil have særligt fokus på at være modvægt til Rusland”."
I et fælles debatindlæg på Altinget lørdag skriver Jacob Robsøe, Radikal Ungdom, Formand (Danmark), Laurits Lindegaard, Radikal Ungdom, International Ansvarlig (Danmark), Maria Ladegaard, Venstres Ungdom, Formand (Danmark), Mathilde Hjort Bressum, Venstres Ungdom, International Ansvarlig (Danmark), Julia Eriksson, Centerstudenterne, Formand (Sverige), Linnéa Lindström, Centerstudenterne International (Sverige), Romeo Granadino Martinez, Centerstudenterne International (Sverige), Réka Tolnai, Centerungdommen, Formand (Sverige), William Larsson, Centerungdommen, International Ansvarlig (Sverige), Frida Sigfrids, Svensk Ungdom, Formand (Finland), Ellinor Juth, Svensk Ungdom, International Ansvarlig (Finland), Ane Breivik, Unge Venstre, Formand (Norge), Katja Busuttil, Unge Venstre, International Ansvarlig (Norge), Katrín Sigríður Júlíu Steingrímsdóttir , Islands Liberale Ungdom, Formand (Island), Stefanía Reynisdóttir, Islands Liberale Ungdom, International Ansvarlig (Island), Umberto Masi,Litausk Liberale Ungdom, Formand (Litauen, Izidé Marcinkuté, Litausk Liberale Ungdom, International Ansvarlig (Litauen), Joris Hetterscheid, Unge Demokrater, Formand (Holland), Philippe Nys, Unge Flamske Liberale og Demokrater, Formand (Belgien), Brent Usewils, Unge Flamske Liberale og Demokrater, International Ansvarlig (Belgien), Eleanor Kelly, Unge Liberale, Formand (UK), Peter Douglas Banks, Unge Liberale, International Ansvarlig (UK), blandt andet: "Ukraine er nu genstand for lidelse uden fortilfælde i moderne europæisk historie. Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at EU's ledere sammen står op for de principper og den frihed, vi alle værdsætter så højt. [...] et er ikke nok at fordømme Ruslands handlinger med kønne ord. EU er nødt til at støtte Ukraine på hver tænkelig måde. Dette inkluderer støtte i form af medicinske forsyninger, humanitær bistand, transport, militær træning, våben leverancer, og retten til at søge asyl i EU. [...] Den fuldstændige mangel på respekt for folkeretten og internationale traktater nødvendiggør mere end nogensinde før, at EU udvikler og styrker vores fælles forsvarsindustri, fordi det der tidligere var utænkeligt, at et EU-medlemsland ville blive invaderet af fremmede magter, ikke længere er så svært at forestille sig. [...] Men for at optimere mulighederne for dette, så er det nødvendigt at EU-integrationen på sikkerheds- og forsvarsområdet bliver opprioriteret i fremtiden. Samtidig skal en del af EU's budget øremærkes unionens forsvarsindustri, for at sikre genoprustning på vores egne vilkår, mens vi intensiverer det fælles forsvarssamarbejde."
Kilder: Politiken, søndag, s. 2,4,5,6,7,13,14,15,16,17,19; Altinget, lørdag; Berlingske, lørdag, s. 3, 5, s. 12-13, søndag, s. 2
Sikkerhedspolitik: Norden kastet ud i forsvarsopgør
Politiken skriver søndag, at en lynafstemning om Danmarks forsvarsforbehold er på vej. Samtidig tyder meget på, at man i Sverige og Finland er i færd med at tage landenes alliancefrihed op til revurdering og overvejer styrkede relationer til NATO.
Børsen skriver lørdag, at statsminister Mette Frederiksen (S) står med en række udfordringer, hvis Danmark skal øge forsvarsbudgettet til 2 procent af BNP. Eksperter vurderer, at en hurtig og markant forsvarsbudgetudvidelse vil ske med risiko for flaskehalse Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, samt i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Derudover vil Tysklands udmelding om at øge forsvarsbudgettet føre til prisstigninger og længere leveringstider på materiel. Derudover er regeringen presset på en række andre områder. De offentlige budgetter bliver i de kommende år udfordret af stigende udgifter til ældre, børn og investering i grøn omstilling.
Kristeligt Dagblad bringer lørdag et interview med tidligere formand for SF, og "opfinderen" af det danske forsvarsforbehold, Holger K. Nielsen, som finder det positivt, at et flertal i Folketinget vil sætte forsvarsforbeholdet til afstemning. "Vi skal skaffe større selvstændighed i forhold til USA, og derfor skal sikkerhedspolitik spille en endnu større rolle i EU. Og der er man også nødt til at have en forsvarsdimension, hvor Danmark er med," argumenterer Holger K. Nielsen. Han har længe ment, at "hans" opfindelse, skulle afskaffes igen.
Samtidig skriver Politiken lørdag, at en Megafon-undersøgelse viser, at hver anden dansker ønsker at droppe det danske forsvarsforbehold. 49 procent erklærer sig enige eller delvist enige i, at Danmark bør droppe forbeholdet, 27 procent er uenige eller delvist uenige, 10 procent ved ikke, 13 procent svarer hverken-eller. I Megafons undersøgelse nævnes en egentlig EU-hær, og Christine Nissen, forsker i udenrigspolitik ved Diis, mener det har påvirket procenterne. "Hvis den ikke havde været nævnt, ville andelen formentlig have været endnu højere, fordi danskerne traditionelt set har været forbeholdne over for en potentiel EU-hær," forklarer Christie Nissen.
I en analyse i Berlingske lørdag, skriver Bent Winther, avisens politiske kommentator, blandt andet: "Siden onsdag har fem partier forhandlet i Statsministeriet om et stort nationalt kompromis, som skal udgøre et langsigtet dansk svar på Ruslands invasion af Ukraine og sende et vigtigt signal til Danmarks partnere i NATO. [...] Lykkes det - hvad alt tyder på - at nå til enighed mellem de fem gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, SF og Radikale, vil det bringe statsminister Mette Frederiksen på omgangshøjde med sine europæiske kolleger i håndteringen af den alvorlige aktuelle trussel fra øst. Især den tyske socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz, er gået foran med et historisk løft af det tyske forsvarsbudget til to procent og en engangsbevilling på ikke mindre end 100 milliarder euro. Med aftalen, som også vil hæve de danske forsvarsudgifter til to procent af BNP, vil den nuværende og senere regeringer være bundet til en stram økonomisk kurs i mange år frem. [...] Det nationale kompromis betyder desuden, at danskerne endnu engang skal til EU-afstemning. De fem partier er ifølge kilder enige om at sende det danske forsvarsforbehold fra 1993 til afstemning i lyset af den aktuelle sikkerhedskrise. [...] Men EU-afstemninger er aldrig en simpel ting. En ny Gallup-måling foretaget efter Ruslands invasion af Ukraine viser, at 42 procent af vælgerne vil af med forbeholdet. 22 procent siger nej. Men hele 35 procent er i tvivl. Begge de gange, hvor et EU-forbehold har været til afstemning, er det blevet et nej. Det gælder om euroen i 2000 og om retsforbeholdet i 2015. EU-afstemninger ender som regel uanset temaet med at handle om national selvbestemmelse, afgivelse af suverænitet, og hvor meget magt Bruxelles skal have i Danmark."
Kristeligt Dagblad skriver i en leder blandt andet: "Når forsvarsforbeholdet skal til folkeafstemning, tyder alt på, at et stort flertal af danskerne er klar til at tage afsked med forbeholdet. Uagtet at Nato forbliver den afgørende forsvarsalliance, er det rigtigt at styrke det europæiske handlerum. Samtidig bliver det afgørende, hvordan EU i praksis vil løfte det fælles forsvar. [...] Lige så rigtigt og nødvendigt er det, at Danmark nu omsider vil løfte udgifterne til et tidssvarende og effektivt forsvar til de to procent af bruttonationalproduktet, som længe har været på tegnebrættet. Det vil formentlig møde større folkelig modstand, når pengene skal findes ved at fjerne velfærdsydelser eller hæve skatten, men også her bør den russiske invasion af Ukraine, som er den største militære aktion på europæisk jord siden Anden Verdenskrig, afgøre sagen."
I en kommentar i B.T. lørdag skriver Søs Marie Serup, politisk kommentator, blandt andet: "Tyskland er trådt ud af skyggen fra Anden Verdenskrig og påtager sig nu den lederrolle, som de reelt havde i forvejen i Europa på alle andre områder end militært. Og det gør de med et astronomisk løft af forsvarsbudgettet. Selv Sverige og Finland overvejer nu NATO-medlemskab. Der er indført hidtil uset hårde sanktioner mod Rusland - flere kan følge - og de nuværende har allerede ramt russisk økonomi hårdt. Der er faktisk tale om en erklæret finansiel krig. Samtidig er EU nærmest bestormet af nationer, der gerne vil med i fællesskabet - uden forbehold. Det går også stærkt i Danmark, hvor der er sonderinger i Statsministeriet om en straksbevilling til Forsvaret og om en principbeslutning om at løfte forsvarsbudgettet op på de to procent af BNP. Og som om det ikke var nok, så taler de gamle ansvarspartier i samme ombæring om afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. [...] EU har besluttet at censurere to russiske statsmedier med opbakning fra den danske regering. Europakommissionsformand Ursula von der Leyen forklarer den noget usædvanlige beslutning med, at de to medier er skadelige i denne ekstraordinære situation. Det er utvivlsomt ren propaganda, der bliver pumpet ud fra russiske statsmedier, og verden - også den frie og oplyste del af den - er tidligere faldet i gryden med russisk tågesnak. Til det svarer direktøren for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama: “Hvis demokratier ikke har tillid til, at deres borgere kan håndtere at blive udsat for autoritære staters misinformation og propaganda, hviler vores demokratier på et meget skrøbeligt fundament.” Han har ret. Vi har i forvejen alt for ofte bøjet egne demokratiske principper for at bekæmpe frygtindgydende modstandere. Hvis vi bliver som dem, er det ikke den store sejr."
I en politisk kommentar i Politiken søndag, skriver Noa Reddington, politisk kommentator, blandt andet: "Kernen i vores udenrigspolitik er en fuldtonet bekendelse til det multilaterale samarbejde. Stærke alliancer. Langt om længe er regeringen og de borgerlige partier vågnet af deres kræmmeragtige døs, hvor man undveg ansvaret for, at Danmark levede op til Nato-løftet om, at hæve forsvarsudgifterne til 2 procent af bnp. [...] For en stærk Europæisk Union har aldrig været vigtigere for vores nation. En dimension handler om økonomi og velstand. Mere fundamentalt handler det om fred og sikkerhed på vores kontinent. [...] I Europa-Parlamentet sidder den mægtige Søren Gade og tygger videre på Støjbergs plumre og sure nationale rønnebær. Der findes ikke den anledning, Gade overser, til at latterliggøre EU. Advare og ryste på hovedet. Vores nuværende statsminister hører også til dem, der er gået forrest, når der skulle tænkes småt og småligt om Danmarks strategiske placering i verden. [...] Statsministeren har gjort a la carte til et politisk princip. Også den del af det europæiske samarbejde, der nødvendigvis giver friktion. Tag bare udvidelsen med de østeuropæiske lande. Den gik for hurtigt. Eller beslutningsprocesserne, som er ineffektive og udanske. Og bureaukraterne. Skandalerne. Og så videre. Og så videre. Armslængde med lange arme. Når Ukraine i dag brændende ønsker medlemskab af EU, skyldes det selvfølgelig, at de kan se nabolandene Polen, Ungarn og Rumænien hæve deres velstand qua medlemskabet og det indre marked. Men først og sidst skyldes det et ønske om at være en del af det europæiske hus. At være en del af det mest velfungerende internationale samarbejde i verdenshistorien. [...] Europa er vores handlingsramme. Kun hvis vi forstår dette, vil vi være i stand til at klare vor tids udfordringer”. Det er sidste mulighed for, at de regeringsbærende partier i Danmark vågner op af deres selvpåførte angst for at lyde som europæere. Smider de lunkne forbehold og den gennemskuelige insisteren på altid at tilføje et lille men, når talen falder på EU."
I en analyse i Information lørdag skriver Lars Trier Mogensen, chefredaktør for nyhedsbrevet dkpol, blandt andet: "Opgøret med undtagelsen mod dansk deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde er et opsigtsvækkende vendepunkt, som er direkte udløst af det historiske kursskifte i Berlin. Den nye kansler Olaf Scholz har netop annonceret, at Tyskland vil bryde med 77 års tilbageholdenhed på forsvarsområdet, for nu at investere massivt i det militære forsvar af hele Europa. Og det reagerer de danske politikere straks på. I en skrøbelig og turbulent tid, hvor det europæiske forsvarssamarbejde står over for et paradigmeskifte, vil de fem partier placere Danmark i kernen af Europa, og derfor vil de ikke alene følge Tyskland, når det gælder forsvarsbudget, men altså også afskaffe det forsvarsforbehold, som blev vedtaget ved folkeafstemningen i 1993 sammen med de tre andre forbehold over for euroen, retssamarbejdet og unionsborgerskabet. Særligt for S-regeringen er der tale om et politisk kursskifte. Så sent som i slutningen af januar, da statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) præsenterede en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, fremhævede de, at Danmark ikke stod over for at skulle tilslutte sig et europæisk forsvarssamarbejde. [...] Skønt den nye aftale rent faktisk ventes at blive offentliggjort ganske snart, har de fem partier været internt uenige om såvel finansieringen af det voldsomt forøgede forsvarsbudget som selve timingen af datoen for en folkeafstemning. [...] Umiddelbart står ja-siden til at kunne vinde. En ny Megafon-måling viser, at 49 procent af de adspurgte er helt enige eller delvist enige i, at “Danmark bør droppe forsvarsforbeholdet og være med i en fælles EU-hær”. Og sådan bliver det konkrete spørgsmål på stemmesedlen næppe formuleret, eftersom der ikke findes nogen “fælles EU-hær” i dag."
I en kommentar i Ekstra Bladet søndag skriver Hans Engel, politisk kommentator og tidligere forsvars- og udenrigsminister for De Konservative, blandt andet: "Rundt om i eu's hovedstæder må regeringer og parlamenter have åndet lettet op. USA og Joe Biden står 100 pct. bag Europas frihed og uafhængighed. - Vores styrker er ikke taget til Europa for at kæmpe i Ukraine, men for at forsvare vores Nato-allierede, hvis Putin vil angribe mod vest. Jeg har gjort det krystalklart, at USA og vores allierede vil forsvare hver eneste centimeter af Nato-landenes territorier med fuld indsats af vores samlede militære styrke', sagde præsident Biden. [...] Stort set samtidig meddelte Venstre, Konservative og radikale, at de så snarligt forlanger en folkeafstemning om det danske EU-forsvarsbehold. Mens det øvrige Europa gør alt for at trække så megen amerikanske militær styrke til Europa for derved at sikre koblingen mellem Amerika og de europæiske Nato-lande, snakker man her i landet om en ny folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet, som har været en del af de danske forbeholds-afstemningen i 1993. Selvfølgelig er det ingen tilfældighed, at de mest EU-ivrige partier benytter krigen i Ukraine til at forsøge at få Danmark lempet ind i EU-forsvarssamarbejdet, men det er fedtspil. [...] For partierne udenfor regeringen vil det være en taktisk fordel, hvis man presser Mette Frederiksen til at tage ansvar for en EU-folkeafstemning inden et folketingsvalg. Ender det med et nej, er det hendes skyld. Da løkke på et tidspunkt som statsminister blev presset af EU-lobbyen for en folkeafstemning, sagde han ironisk: 'I Danmark er det sådan, at mellem afstemningerne er der store ja-flertal i målingerne. Når afstemningen er udskrevet, falder tallene, og på valgdagen stemmer folk nej'. Sådan kan det sagtens gå, hvis Mette Frederiksen falder for det blå fedtspilleri og lover en hurtig EU-afstemning."
I et debatindlæg i Berlingske søndag, skriver Flemming Hansen (K), forsvarsordfører, blandt andet: " Det Konservative Folkeparti har vi altid haft et ømt punkt for det danske forsvar. Så længe der sidder despoter ved bordenderne rundt om i verden, har Danmark brug for et stærkt militær, så vi kan bide fra os, når det bliver nødvendigt. Hvis man er i tvivl, kan man bare rette blikket mod Putins Rusland. [...] Det er vigtigt, at vi kan blive enige om at styrke forsvaret og leve op til NATO-aftalen om at bruge to procent af vores BNP på området. For vores forsvarsalliance med de andre NATO-lande er det eneste, der holder Putin på afstand. [...] Jeg hader, at det er nødvendigt. Men det er det. Vi kan ikke kun sætte vores lid til diplomati, når fjenden ikke skyer at ty til våben. Det danske forsvar har i alt, alt for lang tid været underfinansieret og misligholdt."
Kilder: Politiken, s. 1-4, lørdag, s. 11, 8-9, søndag, s. 12; Berlingske, lørdag, s. 6, søndag, s. 47; B.T., lørdag, s. 2; Børsen, lørdag, s. 12-19; Ekstra Bladet, søndag, s. 10; Information, lørdag, s. 4; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 4, mandag, s. 11
Sikkerhedspolitik: Historisk aftale om dansk sikkerhedspolitik: Milliarder til Forsvaret og ny EU-afstemning
Berlingske og flere andre medier skriver mandag, at regeringen og et bredt folketingsflertal er enige om at hæve forsvarsbudgettet til to procent af BNP, og at der skal udskrives en afstemning om EU-forsvarsforbeholdet. Danskerne skal stemme om dette den 1. juni. Derudover er det besluttet, at Danmark skal arbejde for fremtidig uafhængighed af russisk gas. Aftalen blev præsenteret af statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde søndag. Beslutningen, som er udløst af Ruslands invasion af Ukraine kaldes af statsminister Mette Frederiksen (S) for den største investering i dansk forsvar i nyere tid. Danmark skal i en periode køre med underskud på den strukturelle saldo for at finansiere de øgede forsvarsudgifter. Altinget skriver, at blå blok er splittet omkring den nye forsvarsaftale. Mens Venstre og Konservative tilslutter sig aftalen, ønsker både DF og Nye Borgerlige ikke at fjerne Danmarks forsvarsforbehold. På den anden fløj, ønsker Enhedslisten heller ikke at fjerne forbeholdet. B.T. skriver mandag, at aftalen kommer til at gå ud over dansk velfærd. Danmark har for at finansiere den aftalen været nødt til at ændre budgetloven, så der kan køres med større underskud, end der ellers er tilladt. "Men selv med den ændring af budgetloven fører vi en relativ stram finanspolitik. Og der vil også være behov for svære prioriteringer de kommende år," udtalte Mette Fredriksen på pressemødet. Ifølge Børsen udtaler Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen: "Det her er en milepæl for vores land. Med den her aftale sender vi et klart signal til vores allierede i Nato såvel som i EU." Aftalen kommer blot en uge efter, at Tyskland annoncerer, at man agter at øge sine miltære budgetter.
Jyllands-Posten skriver i et indblik mandag, blandt andet: "I løbet af blot få uger har Vladimir Putins krig mod Ukraine vendt fuldstændig op og ned på dansk sikkerhedspolitik og banet vejen for et nyt nationalt kompromis med en historisk milliardoprustning af det danske forsvar Samtidig skal danskerne den 1. juni i år til folkeafstemning om det næsten 29 år gamle forsvarsforbehold, som regeringen med et folketingsflertal i ryggen ønsker afskaffet. Hertil skal Danmark gøres uafhængigt af russisk gas. Det er hovedelementerne i en vidtrækkende forsvarsaftale, der søndag aften blev indgået mellem regeringen, Venstre, De Konservative, De Radikale og SF. [...] Ruslands invasion af Ukraine har de seneste uger udløst markante politiske kursskifter blandt Danmarks europæiske allierede, og det har øget presset markant på Danmark. Den nye aftale kommer kort tid efter, at Tyskland brød med 75 års politisk og militær tilbageholdenhed, da forbundskansler Olaf Scholz annoncerede en engangsbevilling på 100 mia. euro til det tyske forsvar. Samtidig varslede han et tysk forsvarsbudget, der vil blive større end 2 pct. af bnp om året. [...] Med løftet om at bringe forsvarsudgifterne op på 2 pct. af bnp har partierne samtidig bundet Danmark til en uforudsigelig og risikabel regning, der kan blive markant højere - eller lavere: Hvis den danske økonomi - og dermed bnp - vokser mere end forudset, vil beløbet til forsvaret blive tilsvarende højere. Bliver væksten derimod lavere end forudskikket, ja, så falder udgiften til militæret. [...] Med den varslede folkeafstemning er Mette Frederiksens regering ude i en markant kovending. Regeringen har hidtil gentagne gange afvist en afstemning og sagt, at den danske EU-politik hviler på de fire forbehold, som bl.a. også tæller retsforbeholdet og forbeholdet mod euroen. Samtidig har regeringens linje været, at forsvarsforbeholdet ikke forhindrer Danmark i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark ønsker at føre."
Politiken skriver mandag i en leder blandet andet: "Med folkeafstemningen 1. juni viser et bredt flertal i Folketinget mod til at tage et definitivt opgør med det 28 år gamle forsvarsforbehold, der udelukker dansk deltagelse i EU's sikkerheds- og forsvarspolitik i en tid, hvor den er mere nødvendig end nogensinde tidligere. Europa må stå sammen om at kunne forsvare sig selv. Derfor er det både rigtigt og nødvendigt, at de fem partier bag det nationale kompromis ikke blot vil investere milliarder i dansk forsvar, men også gøre Danmark uafhængig af russisk gas. Vi kan ikke til evig tid regne med, at USA løser Europas problemer. Trumps præsidentperiode var anskuelighedsundervisning i, hvor forkert og farligt det er, hvis vi deponerer den danske og europæiske sikkerhedspolitik i Washington. Et fælles og forenet Europa er det stærkest tænkelige signal, vi i øjeblikket kan sende til Putin i Moskva, så derfor: Må folkeafstemningen blive en klar manifestation om national og international samling i kampen mod Putins barbari."
I en kronik i Politiken mandag skriver Pia Olsen Dyhr, formand for SF, blandt andet: "Det var den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin, der besluttede at lade Krim-halvøen være en del af Ukraine tilbage i 1993, og året efter anerkendte Rusland så Ukraines uafhængighed, herunder grænserne. Efterfølgende leverede Ukraine de atomvåben, der var opstillet i sovjettiden, tilbage til Rusland. Efter optagelsen af de baltiske lande i Nato var Putins tilgang, bl.a. i et interview med The Irish Times, at det beklagede han, men at det var jo folkenes selvbestemmelse, og at han håbede, det ville bringe mere tillid med sig. Der har i øvrigt ikke været nogen Nato-udvidelser mod øst siden 2004. Der er med andre ord ingen undskyldninger for Putins ageren Også Finland og Sverige føler sig presset, og retorikken mod Rusland er som følge deraf blevet voldsomt skærpet. Diskussionen om medlemskab af Nato har taget et betydeligt ryk over den seneste tid i både Sverige og Finland som følge af invasionen i Ukraine. [...] Nu er situationen imidlertid så forandret, at Tyskland stempler ind som fuldtonet Nato-medlem. Og de første meningsmålinger viser massiv tysk opbakning og bred politisk forankring for paradigmeskiftet. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er meget imponeret over kansler Scholz' tale, og det kan slet ikke overvurderes, hvor stor en ændring det er i tysk forsvars- og sikkerhedspolitisk tænkning. Men det sender åbenlyst også et klart signal til os andre i Nato. Og hvis Putin med sit nedrige overfald på Ukraine også ønskede at teste Vestens sammenhold, gjorde han regning uden vært: Både internt i landene, i EU, i Europa og i Nato og videre endnu har fordømmelsen af Rusland været massiv. Sanktionerne er kommet som perler på en snor. Men vigtigst af alt: Sammenholdet i Vesten har ikke alene holdt - det har genvundet en styrke, som ikke er set længe. [...] Når vi ser på Ukraine-situationen, viser den tydeligt, at energi- og klimapolitik i meget høj grad også er sikkerhedspolitik. Jeg mener, vi kan gøre meget for at øge vores egen - og vores allieredes - sikkerhed ved at opruste på f.eks. vedvarende energi. Det er i sig selv stabiliserende ikke at finansiere fjenders militære oprustning. For det er jo det, vi i Europa har gjort: Vi har købt gas af Putin, og hans profit er blevet omsat i det militære arsenal, som han lige nu smadrer Ukraine med og truer Nato med. [...] Så sikring af vores egen energiforsyning gennem omlægning til ikkefossile brændstoffer er et vigtigt våben for Danmark og vores naboer og allierede. [...] Samtidig er Danmark et af de mest digitaliserede samfund i Verden. Desværre er vi langtfra tilsvarende stærke på it-sikkerhed. Vi er særligt sårbare over for cyberangreb, og de seneste uger har understreget, at Folketinget, ministerier, institutioner og virksomheder i hør grad er under angreb. [...] Det må være behovet og sikkerhedstruslens konkrete karakter, der skal være afgørende for de beslutninger og økonomiske prioriteringer i forsvaret, vi skal tage i den kommende tid. Men ingen skal være i tvivl om, at SF tager truslen mod vores sikkerhed ekstremt alvorligt, og at vi bakker fuldt op om en markant styrkelse af vores sikkerhed."
I et debatindlæg på Altinget skriver SF's forsvarsordfører Valentina Berthelsen, at forsvarets fokus skal flyttes fra kampvogne til computere og fra Antvorskov til Antaktis. "Cyberområdet indeholder en trussel mod vores infrastruktur, vores hverdag og hele vores velfærd. For SF er det derfor af højeste prioritet, at vi tager denne trussel meget alvorligt, og at vi agerer over for den med det samme. Men Danmark kan ikke gøre det alene, og derfor er det helt essentielt, at vi samarbejder med andre lande om at bekæmpe cybertruslen rettet mod vestlige demokratier. Det er særligt interessant for Danmark at samarbejde med lande inden for EU, som er utroligt vigtige for os i kampen mod cybertruslen. [...] I Arktis ændrer klimaforandringerne dag for dag landskabet, hvilket stormagterne forsøger at udnytte til egen vinding. Generelt er der en øget politisk, økonomisk, forskningsmæssig og militær interesse og aktivitet i regionen, som gør, at det er ekstra vigtigt at tænke Arktis ind i det kommende forsvarsforlig. Den stigende interesse i regionen åbner op for en sikkerhedspolitisk usikker situation, som kræver en gennemtænkt dansk Arktis-politik i tæt samarbejde med de andre nationer i rigsfællesskabet. Det er helt essentielt, at vi holder sammen i rigsfællesskabet, så vi har en fælles og stærkere stemme på den globale scene. Derfor skal vi også støtte op om det generelle ønske fra rigsfællesskabet om, at Arktis fastholdes som militært lavspændingsområde, og det er centralt for SF, at det bliver tænkt ind i det kommende forsvarsforlig."
Kilder: Berlingske, mandag, s. 1, 8; Altinget, søndag, mandag; B.T., mandag, s. 4; Børsen, mandag, s. 2; Ekstra Bladet, mandag, s. 12; Information, mandag, s. 11; Jyllands-Posten, mandag, s. 12-13, 1; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 3; Politiken, mandag, s. 1-4, 1, 4, 5-6
Andre EU-historier: Prioriterede emner
Migration: Skal ukrainske flygtninge have særbehandling?
Flere af weekendens aviser skriver om flygtningesituationen i Europa, ikke mindst i Danmark, efter Ruslands invasion af Ukraine. Lørdag kan man i flere aviser læse, at flygtninge fra Ukraine får særstatus i Danmark. Det betyder med andre ord, at en hastelov skal give ukrainske flygtninge opholdstilladelse om allerede to uger. På et pressemøde sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at der er indgået en aftale mellem Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. Lovforslaget sættes til afstemning mandag den 14. Som reglerne er i dag, kan ukrainere være i Danmark i 90 dage. Men da Ukraine ikke er en del af EU, har de ikke adgang til det danske arbejdsmarked eller danske velfærdsydelser. De kan i stedet søge asyl. Men for at få asyl skal man leve op til flere betingelser. Særloven og de ukrainske flygtninges mulighed for at omgå asylsystemet har vakt debat, fordi den udfordrer en universel sandhed om, at mennesker skal behandles ens uden skelen til nationalitet, hudfarve og religion. Nadeen Aiche, forperson for ngo'en Mino Denmark, har i Information kaldt politikernes pludselige åbenhed over for ukrainske flygtninge hykleri, der udstiller Christiansborgs racisme og islamofobi, fordi muslimske flygtninge fra for eksempel Syrien og Afghanistan bliver mødt med helt andre krav. Samtidig lever 85 procent af verdens flygtninge i udviklingslande. Ud fra kristen næstekærlighed kan man derfor argumentere for, at vi har en udvidet pligt til at bistå det fåtal, der kommer til EU - uanset om de er ukrainere eller afghanere. Det skriver Kristeligt Dagblad lørdag.
Politiken mandag skriver, at den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken under et besøg i Moldova har lovet amerikansk støtte til håndteringen af de mange flygtninge fra Ukraine. Flere end 230.000 ukrainere er flygtet til eller gennem Moldova, siden krigen begyndte 24. februar. Blinken siger, at Moldovas modtagelse af flygtningene bør tjene som forbillede for resten af verden. "Vi beundrer gæstfriheden og viljen til at være så imødekommende over for mennesker i nød. Jeg vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe jer med at løfte denne byrde," sagde han under besøget. Selv om Moldova militært set er neutralt og ikke har nogen planer om at søge optagelse i Nato, har landet for få dage siden søgt om at blive medlem af EU og dermed blive tættere knyttet til Vesten.
Mandag bringer Information et debatindlæg af Nilgün Erdem, kandidat i pædagogisk antropologi, lærer og forfatter, som blandt andet skriver: "Det er gratis for ukrainske flygtninge at køre med DSB. Det står i skærende kontrast til de syriske flygtningefamilier, der i dagevis gik på de danske motorveje, hvor de blev spyttet på af lokale danskere, og det var endda strafbart at køre dem til Sverige. Udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye siger, at ukrainske flygtninge skal have direkte adgang til det danske arbejdsmarked og får fast opholdsgrundlag. Samtidig er udrejsecenter Sjælsmark fyldt til randen med flygtninge, der er blevet udvist ved tvang og stadig frygter at vende hjem, fordi de mener, at de er i fare. [...] Jeg siger ikke, at ukrainere ikke skal have den vestlige verdens sikkerhed og støtte, for de er flygtninge, og de er i en alvorlig krise. Jeg sætter bare spørgsmålstegn ved EU's medmenneskelighed, når afrikanere i Ukraine ikke må stige på toget for at flygte, men bliver holdt tilbage, fordi de hvide mennesker skal afsted først. [...] EU's stramme udlændingepolitik har medført dette menneskesyn. Det er blevet til normen. Vi må se konsekvenserne af den politiske retorik over for minoriteter i Europas lande i øjnene."
Politiken bringer et debatindlæg af Eva Søndergaard fra Holbæk. Hun skriver blandt andet: "Lige nu sker det i Ukraine, som skete i Syrien: Rusland bomber civile mål og kvinder, børn og gamle flygter. Jeg under alle ukrainere al den gode modtagelse, de kan få, men jeg nærmer mig kvalmegrænsen over regeringens hykleri og åbenlyse racisme. [...] Vi burde omgående annullere alle de racistiske love, Danmark har vedtaget for at holde alle flygtninge og ikkevestlige indvandrere ude af det danske samfund. [...] Den lov, der nu kommer til at gælde for ukrainere, burde gælde for alle, der kommer til Danmark fra lande uden for EU. Alt andet er dybt hyklerisk og racistisk."
Anne Sofie Allarp, jurist og forfatter, skriver mandag et debatindlæg i Politiken, hvor man blandt andet kan læse: "Kære Mattias, tusind tak for dit svar i Politiken 8. februar, hvor du beder mig om at give dig et alternativ til regeringens asylpolitik og planer om flygtningelejre i Afrika. Du skriver, at status quo ikke er en løsning. Og det har du ret i. Som vi alle ved, er flygtningekonventionen fra 1951 langtfra perfekt. [...] Det første, jeg ville gøre, var at tage initiativ til en række internationale konferencer på regeringsniveau om de udfordringer, verdens regioner har med at huse flygtninge. [...] For det andet ville jeg gå sammen med EU og arbejde for legale veje ind i EU. Europa ældes, og mange steder skrumper befolkningstallet voldsomt. Vi har brug for arbejdskraft og green card-ordninger til Europa, som man har i det i USA; det ville tilbyde en anden vej til tidsbegrænset ophold og arbejde i Europa. [...] For det tredje ville jeg arbejde for at øge antallet af kvoteflygtninge betragteligt, således at der er et reelt alternativ til menneskesmuglerne i at henvende sig i en FN- flygtningelejr i nærområderne. Det er der ikke nu. For det fjerde ville jeg anse flygtningepolitikken som en integreret del af sikkerhedspolitikken. [...] Og så ville jeg for det femte satse på et nyt respektfuldt samarbejde med lande omkring Europa."
I Politikens leder lørdag kan man blandt andet læse: "Hvem havde troet, at en dansk udlændingeminister i 2022 ville vove at tage disse ord i sin mund: 'Døren til Danmark står åben, og kasserne med nødhjælp står åbne. Vi kommer ikke til at gå ned på dårligere standarder end det, vi vedtager her i Bruxelles'. Mattias Tesfayes udtalelse faldt, efter at EU-Kommissionen torsdag havde foreslået både at fordele og give øjeblikkelig opholdstilladelse til de hundredtusindvis af flygtende ukrainere. [...] Mens krigen i Ukraine er ved at omdefinere det 21. århundredes verdensorden, har flygtningestrømmen allerede sat gang i et paradigmeskift i både europæisk og dansk udlændingepolitik. Alt det, som den forråede danske udlændingepolitik i årevis har udelukket, kan nu pludselig realiseres fra den ene dag til den anden. At Europa kan vække sin solidaritet og Danmark genfinde sin humanisme i krigens skygge, er ubetinget klædeligt og glædeligt. [...] Det pludselige stemningsskift skyldes selvfølgelig europæisk frygt for Putins krig samt en sund mellemfolkelig medfølelse med den nære krigs ofre. Men det kan forhåbentlig også være med til at vise både regeringen og Folketinget, at det faktisk kan lade sig gøre at føre en mere nuanceret udlændingepolitik baseret på andet end stopskilte og vejvisere til endnu ukendte afrikanske destinationer."
Kilder: Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 4; Politiken, lørdag, s. 1, 10, mandag, s. 5, 6; Information, mandag, s. 18
Udenrigspolitik: Putins beundrere bør bede om syndsforladelse
Berlingske bringer i løbet af weekenden flere artikler, analyser og kommentarer, som går på personen Vladimir Putin og personerne omkring ham og hans støtter. Søndag kan man læse, at fordømmelsen er haglet ned over Putin fra mange sider, men at han stadig har støtter, selvom de bliver færre. Belarus er et af de vigtigste lande for Putin, da præsident Lukasjenko er en trofast støtte. Ifølge de seneste amerikanske efterretninger er han klar til at sende soldater til Ukraine for at hjælpe Rusland og dermed blive en aktiv part i krigen. Putin finder også en ven i den syriske præsident Bashar al-Assad. Han talte i telefon med Putin 25. februar, hvor han udtrykte sin "stærke støtte" til Ruslands krig. Også Iran står sammen med Russerne. Rusland er Irans strategiske partner, som har hjulpet landet gennem årene med de vestlige sanktioner. De to er også allierede i krigen i Syrien. Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, sagde tirsdag, at det var USAs "mafialignende regime", der havde forårsaget krigen i Ukraine. Også tre latinamerikanske lande er på listen over Putins støtter: Cuba, Nicaragua og Venezuela. De tre latinamerikanske lande er nære allierede af Rusland, og det har været tydeligt fra krigens start. Rusland og Kina har tætte økonomiske bånd, men Kina har som udenrigspolitisk kerneprincip, at man skal respektere landes territoriale integritet. Derfor har Kina officielt hverken blåstemplet eller taget afstand fra Putins krig. Men nye oplysninger tyder på, at Kina vidste langt mere om Putins planer, end man har indrømmet i offentligheden.
Lørdag kan man læse, at der også findes danskere, som støtter Putin. En af dem er Anders Sørensen, som bor i Sevastopol på Krim-halvøen, som indtil 2014 var en del af Ukraine, men blev annekteret af Rusland. I 2014 forlod den daværende præsident, Viktor Janukovitj, Ukraine efter massive protester. En ny regering blev indsat. Rusland har beskrevet forløbet som et "kup" og annekterede dengang Krim. Anders Sørensen betegner ligeledes magtskiftet som et kup. Han er glad for annekteringen. Han lever på halvøen med sin kone, en russer født i Ukraine. Om Ruslands invasion af Ukraine siger han: "Det er en nødvendighed. Jeg tror, Putin har erkendt, at der skal et regimeskifte til i Ukraine, hvis man skal nå en forhandlingsløsning for at få fred på grænsen til Rusland. Det tror jeg, at de fleste ukrainere vil stille sig tilfreds med. Ikke alle, men de fleste." En anden Rusland-støtte er Yuri Turin. Han er oprindelig russer, men har boet i Danmark i næsten 30 år. Berlingske har fået kontakt til ham via Facebook, hvor han på dansk argumenterer for Ruslands invasion i diverse debatfora. "Som menneske bryder jeg mig egentlig ikke om ham. Han er jo ikke flink, jeg kan ikke lide hans type. Men som leder er han dygtig. Han er klog, og det er det vigtigste," siger han.
Mandag kan man læse om Putins bånd og venskaber med diverse russiske oligarker, som Vesten har sanktioneret hårdt. De tæller nogle af verdens rigeste - en olieboss, en diamanthandler samt præsidentens gamle judomakker og tidligere svigersøn. I artiklen omtales blandt andre Mikhail Fridman, som er medstifter af Ruslands største privatejede bank Alfa Bank og Gennady Timchenko, som har ejerskab i en række virksomheder, herunder gasproducenten Novatek. Hans selskab Gunvor er et af verdens største olieselskaber. "Han har formået at skabe stærke bånd til Vladimir Putins administration og er blevet kaldt en stor russisk finansieringspartner og katalysator for Putins inderkreds," kan man læse i en meddelelse fra EU om Fridman.
I en analyse mandag, skrevet af Julie Schneider og Julie Søltoft, begge journalister, kan man blandt andet læse: "15 års historiske skattelæk har afsløret, hvordan Putins finansielle netværk har flyttet og hvidvasket milliarder gennem verdens skattely. Eksperter peger på, at Vesten nu har en gylden mulighed for at slå ned på diverse skatteskjul. [...] Det var historiske skattelæk og afsløringer af, at det var cellisten - og ikke finansmændene - der stod i spidsen for det finansielle netværk omtalt som 'Putins Pengepung'. Den samme pengepung, som Vesten nu vil forsøge at tømme for at sætte en stopper for Putins krig i Ukraine og potentielt hans regime. [...] Man finder nemlig især de rigeste russere i læk som Panama Papers, Pandora Papers, Fin-CEN Files, Bahamas Leaks, Offshore Leaks og Swiss Leaks. Det er navnene på forskellige historiske læk af millioner af dokumenter, der har afsløret hvidvask og skattesnyd. Blandt andet har dokumenterne sat spot på, hvor verdensledere, politikere og rigmænd har gemt deres hemmelige formuer. [...] Louise Shelley, professor ved George Mason University, har ventet i årtier på, at Vesten for alvor ville slå hårdt ned på de største velhaveres skjulte penge. Hun håber på, at det politiske momentum er her nu. [...] Siden Rusland gik i krig i Ukraine har EU, USA og Storbritannien sortlistet flere og flere medlemmer af den russiske elite, som dagene er gået, deriblandt cellisten Roldugin. De er de såkaldte russiske oligarker - få pengestærke mænd, der tilsammen sidder på landets politiske magt i kraft af deres rigdomme, militære styrke og politiske indflydelse. EUs egen begrundelse er, at de sanktionerede oligarker har bidraget til at 'underminere eller true Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed'. Ideen er at finde og nedfryse rigmændenes aktiver i bankerne og samtidig beslaglægge deres 'symboler på rigdom', som USAs præsident Joe Biden har proklameret i en tale.
I en analyse mandag, skrevet af Poul Høi, Berlingskes internationale korrespondent, kan man blandt andet læse: "Sikkerhedspolitikere som Anders Fogh Rasmussen og Marco Rubio mener, at præsident Putin kan være gal. Og det er muligt, men der er også en anden mulighed, nemlig at Putin følger 'den gale mands strategi'. Han spiller gal for at opnå sine mål. Vi undersøger her, om den strategi nogensinde har virket. [...] Rubio er næstformand for Senatets efterretningsudvalg, og med sit tweet signalerer han, at de hemmelige amerikanske efterretningstjenester har orienteret ham og hans kolleger om russerens skrøbelige tilstand. Putin lider af 'neuro-/fysiologiske helbredsproblemer', vurderer Rubio. Den franske præsident, Emmanuel Macron, antyder noget tilsvarende, og selv 'Putin-hviskeren' - den finske præsident Niinisto - er i tvivl om Putins tilstand. Anders Fogh Rasmussen mener, at Putin måske er blevet skør, og Daily Telegraph opregner fem tegn på, at russeren er egnet til de sygehusværelser, hvor dørene låses udefra. [...] Det er umuligt at vide, hvad der foregår inde i præsident Putins hoved, og det er derfor værd at understrege, at det følgende er et bud på, hvad der kan foregå baseret på de historiske eksempler. Hvis præsident Putin benytter sig af den gale mands strategi, er det muligt, at han op til invasionen tænkte, at Ukraine og dets allierede ville bøje sig, hvis han stillede utopiske krav, kom med sikkerhedspolitiske dødstrusler, ydmygede vestlige ledere og talte in absurdum. Og det er muligt, at han nu - efter sin invasion - tænker, at Ukraine og dets allierede vil bøje sig, hvis han truer med atomvåben, angriber atomkraftværker, eskalerer bombardementerne af civile og nonchalant taler om en ny verdenskrig."
I en kronik af Słavomir Sierakowski, grundlægger af bevægelsen Krytyka Polityczna og tilknyttet det tyske udenrigspolitiske selskab, Deutsche Gesellschaft für Auswärtige Politik, kan man mandag blandt andet læse: "Vladimir Putins regime har forbudt landets medier at omtale hans invasion af Ukraine som en 'krig'. I stedet bør den fremstilles som 'en operation, der skal befri Ukraine for nynazister'. Det statslige nyhedsbureau RIA har udsendt uhyggelig propaganda, som fastslår, at Rusland 'for anden gang i historien har påtaget sig ansvaret for at befri Ukraine for nazisme'. [...] Det er værd at se nærmere på denne propaganda, for propaganda spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af Putins diktatur, ikke mindst i krisetider. Og uden Putins diktatur ville der ganske enkelt ikke være krig i Ukraine. I det omfang, den militære offensiv skuffer hans forventninger, vil han derfor satse så meget mere på propagandaen. [...] Ud over den manglende modernisering af Rusland og den fremavlede modvilje i Ukraine har Putin begået talrige andre uprovokerede fejl, som fremtidens generationer af russere vil få svært ved at tilgive ham. For eksempel overvejede Putin oprindeligt at knytte Rusland tættere til Den Europæiske Union og tilmed NATO. Dengang var der ikke tale om at nægte Ukraine selvstændighed. [...] Desuden er Putin i lighed med Nazityskland besat af en dolkestødslegende. Som de tyske nationalister i 1920erne og 30erne kan han ikke affinde sig med den kendsgerning, at Sovjetunionen faldt sammen uden at tabe til Vesten på slagmarken. Den eneste rimelige forklaring er derfor, at landet blev svigtet af sin elite, der trak den store nation ned indefra. Men Putin har tydeligvis ikke øje for disse historiske paralleller, og han ser derfor nazister på fremmarch alle andre steder end i sit hjemland. Alligevel er det ham, der regelmæssigt hyrer hjælp fra neonazister som lejesoldaten Dmitrij Utkin fra en privat hær kaldet Wagner Gruppen, som er finansieret af oligarker tæt på Kreml. Utkin er kendt for at have SS-tatoveringer på sit kraveben og bryst."
I et debatindlæg af Peter Kurrild-Klitgaard, professor og ph.d. ved Københavns Universitet, kan man mandag blandt andet læse: "Den langvarige Ukraine-krise og Ruslands invasion har som en fremkaldervæske klædt en række danske 'nationalkonservative' af og afsløret dem som lidt for forstående beundrere af autoritære ledere. [...] Det var - og er - en ganske anden type borgerlige, end man ellers har kendt i trekvart århundrede, i hvert fald herhjemme. Hvad der ellers har været af store og små uenigheder blandt forskellige nuancer af liberale og konservative, så har de siden Anden Verdenskrig stået fast på borgerlige frihedsrettigheder og retssikkerhed, et repræsentativt demokrati kombineret med uafhængige domstole, magtdeling og konstitutionalisme, samt markedsøkonomi og respekten for national suverænitet. [...] Angrebet på Ukraine har som en fremkaldervæske klarlagt, hvorledes mange sådanne nationalkonservative i årevis, bevidst eller ubevidst, har ageret som en slags apologeter for en Putin, der som en stærk mand kunne skabe national vækkelse og bolværk imod islam. Et eksempel herpå er teologen Iben Thranholm, der har prist Putin som 'en åndelig fornyelse' og 'en ny kristen verdensleder'. Selvom lidet tyder på, at kristendommen stikker særligt dybt og er andet end pragmatisme hos den ateistisk skolede eks-KGB-agent. [...] Daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og mangeårig Putin-forståer Marie Krarup har tidligere sagt, at Putin var blevet 'dæmoniseret' i et 'hysterisk' Vesten, hvor man i stedet burde se ham som en allieret i kampen mod islam og indvandring: 'Det er trist, at folk lader sig besnakke af politikere og medier til at udvælge Rusland som den store fare i stedet for at indse, at den største fare er islam.' Det er en 'eksistenskamp', hvor Danmark skal 'have Rusland på vores side'. Med sådanne ideologiske tilgange er der ikke noget at sige til, hvis man undervurderer Putins trusler mod omverdenen. Fra flere har det lydt, at krisen var Vestens ansvar - fordi man har provokeret ved at lade flere af de nye demokratier, der havde været undertrykt af Rusland, blive medlemmer af NATO. Som altså er en forsvarsalliance, hvorved den rette analogi må være, at en pyroman brænder andres huse ned, fordi det provokerer ham, at de har tegnet brandforsikring."
Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen, skriver i en kommentar søndag blandt andet: "Ingen af os ved, hvordan dette ender. Udfaldet kan blive både dødeligt, katastrofalt, ja, eksistentielt for det Europa, vi kender. [...] Men der er sket noget. Hvis vi et øjeblik kryber ind i det svært grejelige sind på den russiske præsident Putin, så har verden i de forløbne ti døgn, siden russerne kom, forandret sig på en række måder, der ikke burde gøre Kreml-diktatoren tryg ved det ultimative magttræk, han med invasionen har foretaget. Tværtimod. Det kan i værste fald tvinge ham til panikløsninger. Men det kan også trække den anden vej. Med andre ord er det nu muligt at udkrystallisere en række argumenter for, at dette ender med Putins undergang. Ikke Ukraines. [...] Putin søgte at udnytte, at Vesten var dybt splittet efter års strid om militære bidrag i NATO, briternes farvel til EU, Trump-tiden, den svage præsident Biden og almindelig europæisk uenighed og handlingslammelse. Men ud af sin invasion har han fået en vestlig samling, ingen kunne have drømt om for blot to uger siden. [...] Ukrainernes heroisme kan ikke undervurderes. Troede du, at nationalfølelse hører fortiden til, så tro om igen. [...] Tyskland er kommet ud af Anden Verdenskrigs skygge. Tyskernes tøven og tilbageholdenhed gennem 75-80 år havde sine grunde. Vi kender dem. Men invasionen i Ukraine har tvunget tyskerne til at krænge nazismens åg af sig og erklære sig som et fuldt fungerende europæisk land, også når det gælder sikkerhedspolitik, forsvar og militarisering. Hvis Putin så med, da Olaf Scholz holdt sin historiske tale i Forbundsdagen sidste søndag, må han have fået nervøse trækninger. [...] Den globale solidaritet med ukrainerne rammer russerne selv der, hvor der ikke er indført formelle sanktioner. Få har et udestående med de menige russere, men de får den fulde konsekvens at mærke af omverdenens foragt. [...] Globaliseringen er tilbage - nu som våben. Meget har været sagt om Vestens militære impotens, men de økonomiske sanktioner mod Rusland har vist sig at være historisk virkningsfulde. Fordi man tør bruge den kendsgerning, at verden økonomisk, finansielt og handelsmæssigt hænger sammen, maksimalt mod Putin."
Kilder: Berlingske, mandag, s. 6-7, 11, 8-9, 20-21, 19, søndag, s. 16, 48, lørdag, s. 18-19
Beskæftigelse, vækst og investeringer: Kul, a-kraft og varmepumper kan gøre os fri af russisk gas
Flere af weekendens aviser skriver om Europas afhængighed af gas fra Rusland, og giver et bud på, hvordan den kan undværes. I Børsen mandag kan man læse, at det er muligt inden næste vinter at gøre sig uafhængig af gassen. Det mener analytiker hos den europæiske tænketank Bruegel, Ben McWilliams. "Det går selvfølgelig imod EU's klimamål. Det er afgørende at stoppe med at afbrænde kul, men potentielt skal vi de næste 12-18 måneder faktisk øge vores kulimport og afbrænding, Det er vanskeligt at omstrukturere energisystemet på kort sigt. Man kan ikke bare skifte over til vedvarende energi. Men der er små ting, man kan gøre. Bruegel har i en større analyse gravet sig ned i spørgsmålet om, hvordan EU kan slippe ud af sin afhængighed af de russiske energiselskaber, og er kommet frem til, at cirka halvdelen af de russiske leverancer vil kunne erstattes af import andre steder fra. Til høje priser, vel at mærke. Det vil kræve en udvidelse af Europas terminaler til modtagelse af flydende gas, og det vil også kræve forhandlinger om øgede leverancer, blandt andet med USA. Samtidig skal Norge, Algeriet og Aserbajdsjan, der allerede i dag eksporterer på maksniveau til EU gennem rørledninger, fortsætte med dette.
Politiken lørdag skriver, at højere priser på gas kan skabe konflikter. Det kan nemlig øge uligheden, da det oftest er folk med lav indkomst, der har gasfyr. "Det her vil sjældnere ramme det velhavende ægtepar i Nordsjælland end folk på overførselsindkomst i Sydsjælland," siger Anders Overvad, chefanalytiker i tænketanken Europa. Problemet er langtfra kun dansk. Et lignende billede tegner sig i en række andre europæiske lande, påpeger han: "Vi er nødt til at tage en snak i Europa om, at den her gaskrise vil blive lang og få store sociale omkostninger," siger han.
I Berlingske kan man lørdag læse, at den lange og uopsigelige aftale mellem Ørsted og russiske Gazprom har vakt debat og forargelse, fordi det danske selskab står til i næsten ti år at skulle tilføre Vladimir Putins krigsmaskine milliarder. "Jeg kan godt forstå, den her situation gør folk oprevede. Faktum er, at så længe Danmark bruger så store mængder gas, som vi gør - og der ikke er indført forbud mod import af russisk gas til EU - så er Danmark med til at finansiere Putins krigsmaskineri. Punktum. Det er det, som er vores pointe. Vi er så dem, der står med en kontrakt, vi helst havde været foruden, og som - hvis vi flår den over - kan være ødelæggende for os og uden effekt i det store billede. Det er en absurd situation," lyder det fra Mads Nipper, topchef i Ørsted. Aftalen fra 2006 betyder, at Gazprom i perioden 2011-2030 kan levere op til to milliarder kubikmeter gas om året til Ørsted, hvilket i omfang svarer til god 70 procent af Danmarks nuværende årlige forbrug af naturgas. Til sammenligning importerede EU i 2021 i alt 155 milliarder kubikmeter gas fra Rusland. Omfanget gør ifølge Mads Nipper ideen om at lukke for gassen og rive kontrakten over til en beslutning med så stor samfundsmæssig betydning, at den hverken kan eller skal træffes af Ørsted selv, men er en sag for Christiansborg og EU. Samtidig lyder det, at et kontraktbrud i praksis ikke har nogen betydning for Ruslands eksport af gas til EU. Gazprom kan bare sende gassen andre steder ind i det europæiske marked og dermed tjene mindst lige så mange penge.
I Berlingske lørdag kan man læse, at der har været indkaldt til møde i Energistyrelsen og Energinet, da en række virksomheder vil få deres gasforsyning afbrudt, hvis det kommer til at knibe med gasforsyningen. Nu gør virksomhederne sig klar til at skifte gassen ud med 72 timers varsel. "Vi blev indkaldt til et informationsmøde for 14 dage siden, hvor vi fik at vide, hvilke scenarier vi ser ind i. Og vi fik at vide, at et stop for gas vil blive varslet med 72 timers. Derfor har vi lavet forsyningsaftaler til at få leveret olie, så vi er klar til at stille om på under 72 timer," siger Heskjær, kommunikationsdirektør i Leo Pharma. Lige nu er der ro omkring gasforsyningerne til Europa og debatten om, hvorvidt vi skal straffe Rusland ved at lukke for russisk gas, ser ud til at være dæmpet lidt de seneste dage. Lige nu pumpes der store mængder gas ind i det europæiske gassystem. Også gasrørledningen gennem Ukraine til Europa kører på fuld kraft.
I Børsen lørdag kan man læse en analyse skrevet af avisens journalist Cecilie Veile. Hun skriver blandt andet: "Hvis importen af russisk naturgas til Europa stoppes, kan det få konsekvenser - også i Danmark, hvor en række store virksomheder vil kunne mærke en eventuel gasmangel først Ruslands invasion af Ukraine har ført til en række sanktioner mod Rusland, og krigen har igen sat den europæiske afhængighed af russisk naturgas på dagsordenen. Selv om der på europæisk plan ikke er indført eller varslet sanktioner mod import af naturgas fra Rusland, bliver beredskabsplaner i øjeblikket fundet frem fra skuffen og set efter i sømmene flere steder. [...] . Ifølge Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, står naturgas i et normalt år for ca. 25 procent af den europæiske energiforsyning, og ca. 40 procent af den naturgas kommer fra Rusland. [...] Han påpeger, at Danmark ikke er ligeså sårbar som andre lande i EU, men at der fortsat er en lang række virksomheder i Danmark, som bruger naturgas, og det samme gør knap 400.000 husstande. [...] Fra EU-Kommissionen er et nyt gasudspil på vej og ventes fremlagt tirsdag. Før krigen brød ud i Ukraine, skulle gaspakken primært have fokuseret på, hvordan man kunne afbøde effekterne af høje gaspriser for forbrugere og erhvervsliv. Men ifølge et læk til EU-mediet Euractiv er pakken nu ved at blive revideret, så den i stedet primært har fokus på at skrue ned for afhængigheden af russisk gas."
Altinget bringer lørdag en kommentar af Jens Chr. Hansen, erhvervskommentator og forhenværende redaktør på Berlingske Business. Han skriver blandt andet: "Regeringen forsøger at flyve under radaren i den betændte sag om Ørsteds lange og dyre gaskontrakter med Putins Rusland. Foreløbig har Ørsteds topchef Mads Nipper måttet tage tæskene i offentligheden. Og det selvom staten er hovedaktionær i Ørsted. Regeringen forsømmer ellers ingen muligheder for at sole sig i Ørsteds succes i skåltalerne om den grønne omstilling. Men når det kommer til et svært kritisk emne, ja, så overlades scenen til Ørsteds topchef Mads Nipper. Det er svært at forstå. Svært at forstå, at ejeren, den danske stat, ikke tør eller vil stå ved sit ansvar som ejer af en af verdens mest berømmede og mest bæredygtige virksomheder. [...] Ørsteds majoritetsaktionær har altså ingen mening om, hvordan Ørsted skal gebærde sig i krigen i Ukraine. Forestiller man sig, at Ørsted på et tidspunkt ville investere i atomenergi, jamen, så har ejeren, den danske stat, heller ingen holdning, må man forstå. Det er alene op til Mads Nipper og kompagni i den daglige ledelse. [...] Præcis hvad det koster at rive kontrakten med Gazprom i stykker, enten her-og-nu eller en hurtig afvikling over kortere tid, er hemmeligt. Men Ørsted lader forstå, at det handler om milliarder, som vil bløde på selskabets bundlinje, hvis kontrakten frem til 2030 ikke overholdes. Det skal med, at Mads Nipper kan have en pointe i, at Europa og Danmark under alle omstændigheder kommer til at importere gas fra Rusland. Ganske enkelt fordi Europa ikke er selvforsynende med energi."
Kilder: Børsen, mandag, s. 8, lørdag, s. 6-11; Berlingske, lørdag, s. 8-9, 4-7; Altinget, lørdag
Handel: Virksomheder må vælge side - enten sælger de til Vesten eller til Rusland og Kina
Flere af weekendens aviser skriver om sanktioner mod Rusland og hvordan virksomheder bliver nødt til at vælge side. I Jyllands-Posten mandag kan man læse, at de store spændinger mellem Vesten, Rusland og Kina gør, at selskaber bliver tvunget til at vælge, om de vil gøre forretning med den ene eller anden side. Flere sikkerhedseksperter mener, at krisen i Ukraine udspringer af en global magtkamp, der vil tvinge virksomhedsledere til at tage et svært og dyrt valg: Enten vælger man at sælge sine varer i Vesten, eller også satser man på Rusland og Kina. "Alle dem, der har gået på universiteterne i 90'erne, som nu sidder på lederposterne, er vokset op med, at jo mere vi handler sammen, og jo større gensidig afhængighed vi har, jo bedre bliver det. Men sandheden er bare, at som situationen er i dag, er det ikke længere virkeligheden," siger Lars Bangert Struwe, generalsekretær i Atlantsammenslutningen. Han mener, der er fuld gang i en stormagtskonflikt mellem EU og USA på den ene side og Rusland, Kina på den anden og med Indien i midten. Holdningen deles af Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet og ekspert i sikkerhedspolitik. Han mener, at især USA vil begynde at stramme kravene til de lande og firmaer, der samarbejdes med.
I Politiken kan man søndag læse en kommentar af Leif Beck Fallesen, erhvervskommentator på Politiken, hvor han blandt andet skriver: "Krigen i Ukraine har udløst et paradigmeskifte i dansk erhvervsliv. Nu skal virksomhederne være proaktive og løbe foran med sanktioner mod Rusland, der er er skrappere end dem, der kræves af politikerne. Det forventes, at de både i ord og handling melder klart ud med fordømmelse af invasionen. Det er en helt ny udfordring for danske topchefer, at de skal føre udenrigspolitik. Det er et klart brud med den hidtidige norm, at virksomheder skal passe deres forretning, men overlade til politikerne at føre udenrigspolitik og kommentere fremmede regeringers adfærd. [...] Det er en global udvikling, og den breder sig med lynets hast. Fænomenet har allerede tilført sprogene et nyt begreb: Selvsanktionering. Alle de store kendte amerikanske mærkevarevirksomheder har uden politiske krav suspenderet deres leverancer til Rusland, lukket butikker eller sagt, at de overvejer permanent at forlade det russiske marked. [...] Ingen tror, at det får nogen indflydelse på de blodige kamphandlinger i Ukraine her og nu, at de russiske forbrugere mister adgangen til populære vestlige produkter. Men det kan få betydning i den krig om informationer, som er sideløbende med den militære. Det bliver sværere for Putin at holde fast i den falske fortælling om begivenhederne i Ukraine, når forbrugerne ved selvsyn kan erfare de vestlige virksomheders reaktioner. [...] Foreløbig er olie og gas undtaget fra de officielle sanktioner. Så længe det er tilfældet, så er fundamentet under den russiske eksport og økonomi intakt, så det bliver ikke sanktionerne, der tvinger Putin til at besinde sig."
I Jyllands-Posten lørdag kan man læse en kommentar af avisens chefredaktør Steen Rosenbak. Han skriver blandt andet: "Den højtbetalte, danske erhvervselite har ikke tid til at vente på facitlisten, inden den beslutter, om forretningerne i og med Rusland skal afvikles. For det skal de. Krigen i Ukraine åbner et helt nyt katalog af efteruddannelse for danske topchefer. For hvordan skal virksomheder opføre sig under en krig i Europa? Bidrager de - uanset omkostningerne i form af tabt indtjening, tabte arbejdspladser og risiko for konkurs - helhjertet til Vestens bestræbelser på at isolere Rusland som en paria på det økonomiske verdenskort? Eller følger de det gamle credo om, at en aftale er en aftale, fortsætter driften på russisk grund og opfylder alle kontraktlige forpligtelser, uagtet at de bidrager til at finansiere nationens fjende? [...] Det er ikke helt en gratis omgang, men altså heller ikke tiltag, der ligefrem truer virksomhedernes eksistens. Andre danske virksomheder, bl.a. Rockwool og Carlsberg, fortsætter driften i Rusland, ikke mindst med henvisning til hensynet til medarbejderne og den uskyldige, menige russer. Uagtet at hensynene kan være sympatiske, bidrager virksomheder, der fastholder forretning i Rusland, over de direkte og indirekte skatter til at finansiere den russiske krigsmaskine. Et umærkeligt bidrag, javel. Det er bare ikke dét rationale, det handler om. [...] Selvfølgelig er det ikke virksomhedernes opgave at føre udenrigspolitik. Men det er tydeligt for enhver, at der i dag ikke er anden grænse end lovens for, hvor langt virksomheder kan gå i at tage stilling - også til krigen i Ukraine. Med de seneste bølger af shared value, formålsbaseret forretning og værdibaseret ledelse, er de store virksomheder sprunget ud som politiske aktører."
I Berlingske kan man lørdag læse en analyse under overskriften "Hvis man handler med Rusland, er man selv ude om det, kære erhvervsliv." Den er skrevet af Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen. Han skriver blandt andet: "I den nuværende atmosfære mangler vi så blot, at EU, nogle lobbyister eller andre rækker hånden op og kræver kompensations- og hjælpepakker til alle de virksomheder, som er ramt af sanktioner og krigen i Ukraine. Pengekassen er i forvejen åben, og måske man kan tørre regningen af på skatteyderne. Det er kun få dage siden, at Børsen og Berlingske kunne fortælle, at der i EU foregår et arbejde, som vil åbne for statsstøtte og kompensation til sanktionsramte virksomheder. Og allerede nu er der tegn på, at regeringens støttepartier, SF og Enhedslisten, sågar med støtte fra Venstre, pusler med sanktionshjælpepakker. [...] Det nej bør siges med respekt for de virksomheder, som er ramt af krigen i Ukraine. Hel- og halvstuderede økonomer og kommentatorer kan have alle de synspunkter, de vil, for de har ikke hånden på kogepladen. Vi må imidlertid omhyggeligt og nøgternt alligevel overveje argumenterne for og imod hjælp til krigs- og sanktionsramte virksomheder. [...] Man kan i lyset af, at der har været sanktioner mod Rusland siden invasionen af Krim i 2014, klart slå fast, at krigen i Ukraine hverken er noget pludseligt, midlertidigt eller usædvanligt. Det kan sagtens være, at sanktionerne mod Rusland begrænser aktiviteten for nogle konkrete virksomheder i Rusland, men resten af verden er åben for de samme virksomheder. Og så måske den væsentligste pointe af dem alle. Hvis dansk erhvervsliv og danske virksomheder kan regne med, at staten kommer rendende med penge og hjælpepakker, hver gang der er modgang, så vil virksomhederne få et usundt incitament til at løbe endnu vildere risici og til at være endnu dårligere polstret mod tab, end de er i dag."
Kilder: Jyllands-Posten, mandag, s. 1, 6-7; Politiken, søndag, s. 8; Berlingske, lørdag, s. 2
Sikkerhedspolitik: Det er en kold krig i det 21. århundrede
Politiken bringer søndag et interview med næstformand for Europa-Kommissionen Margrethe Vestager, hvor hun kommer ind på situationen omkring krigen i Ukraine. På spørgsmålet om europæerne har været for naive i troen på, at der aldrig igen ville blive indledt en angrebskrig i Europa, svarer hun: "Nej, det har vi ikke, for der var gode grunde til at tænke sådan. Freden forsvares trods alt også. For det første af Nato, som mange europæiske lande er medlem af. For det andet af de europæiske borgere, der for langt størstedelens vedkommende afviser brugen af militær magt. Måske var vi lidt for overbeviste om, at det, som vi betragter som rationelt, er det samme, som andre betragter som rationelt. Krig har så store menneskelige, økonomiske og moralske omkostninger, at ingen kan finde på at starte en, tænkte vi. Men den kalkule kan tydeligvis ende med et andet resultat. Det burde vi have indset efter den russiske besættelse af Krim. Nu ved vi det i hvert fald." På spørgsmålet om, hvad de økonomiske følger af konflikten bliver, svarer hun: "Det er svært at sige på dette tidspunkt. Krig har altid en pris. Den åbenlyse menneskelige pris betales primært af Ukraines befolkning. Den økonomiske pris vil blive mærket af alle, også os, der bor i relativ sikkerhed i hjertet af Europa. Der er flere dimensioner i vores pakke. På kort sigt skal vi ramme individer i regimet og begrænse landets adgang til kapital. På mellemlangt og langt sigt er målet at bremse Ruslands økonomiske udvikling. Og det er ikke kun Europa, der er involveret i dette. USA, Canada, Australien og Japan har indført lignende sanktioner."
Kilde: Politiken, søndag, s. 2-3
Andre EU-historier
Sikkerhedspolitik: Russerne er mod krig. Men de er endnu ikke for alvor mod Putin
I Information kan man mandag læse om presset på Putin internt i Rusland. Den tyske politolog Jens Siegert mener, at det er svært at få øje på et større opgør mod Putin i hans hjemland. "Der er stigende protester mod krigen fra uventede kanter, men det er svært få øje på et større opgør," siger Siegert og fortsætter: "Hver aften oplever vi demonstrationer med mange hundrede anholdte, og der har været et hidtil uset antal af aktivister, kritikere, videnskabelige organisationer og virksomhedsledere, der har protesteret mod krigen i Ukraine." Han mener til gengæld, at på trods af demonstrationerne, så har den russiske propagandamaskine været ganske effektiv. "Rigtig mange russere ser ud til at købe fortællingen om afnazificeringen af Ukraine og det nødvendige regimeskifte i den amerikansk styrede marionetregering i Kyiv. Putin blev så at sige tvunget til at gå i krig af Vesten, han havde ingen anden mulighed," siger han.
Kilde: Information, mandag, s. 10-11
Sikkerhedspolitik: Planer om kampfly til Ukraine kan bringe Vesten på kanten af aktiv krigsdeltagelse
Information skriver mandag, at USA og Polen arbejder på at kunne sende MiG-29 kampfly til Ukraine. Der er dog en risiko for, at Putin vil tolke manøvren som en aktiv indblanding i krigen. Derfor kommer Vestens støtte til Ukraine med en klar betingelse: Selv om både USA og EU hjælper med våben og ammunition, vil man for alt i verden ikke krydse grænsen til det, der kan ses som aktiv indblanding i krigen. Dog risikerer denne balance at blive udfordret efter USA's udenrigsminister Antony Blinken, at USA arbejder "meget aktivt" på at kunne sende militærfly til Polen, hvis Polen til gengæld udleverer sine 28 MiG-29 kampfly til Ukraine. Ideen er at overdrage de polske kampfly til ukrainske piloter. Men hvad konsekvensen vil være, er et spørgsmål om Putins reaktion på manøvren. Og den slags er mange - af bitter erfaring - tøvende med at udtale sig om. Hidtil har Putin respekteret den delikate konsensus om forskellen på sanktioner og våbenstøtte på den ene side og aktiv deltagelse i krigen på den anden. Og umiddelbart burde en aftale om polske kampfly til Ukraine ikke karambolere med den grænse. Det mener Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN's Generalforsamling. "Det svarer vel til de andre former for våbenforsendelser, vi har deltaget i. Selvfølgelig er det et mere slagkraftigt bidrag, men det er ikke et principielt andet bidrag end allerede at have leveret kanoner, Stinger-missiler og alt muligt andet," siger han til Information.
Kilde: Information, mandag, s. 9
Beskæftigelse, vækst og investeringer: Regeringen vil trods historisk energikrise opføre 115 kilometer lang gasledning til Lolland
Information skriver mandag, at den danske regering fastholder planen om en ny gasledning til Lolland-Falster, selvom eksperter mener, at det kan øge Europas samlede afhængighed af gas. Gasledningen skal især forsyne Nordic Sugars to sukkerfabrikker i Nakskov og Nykøbing Falster og vil koste knap 800 millioner kroner. Gassen i den nye rørledning skal dog ikke komme fra Rusland, men fra Danmark og Norge. Alligevel er det et problem. “Der er ét europæisk gasmarked. Og hvis vi i Danmark køber mere norsk gas, så må andre folk købe den gas, der er til rådighed, og det er for eksempel den russiske gas," siger professor i energiplanlægning Marie Münster fra DTU. Regeringen afviser at ville skrinlægge projektet. Det oplyser Klimaministeriet til Information. I sidste uge aftalte EU's energiministre hurtigst muligt at frigøre sig fra russisk olie og gas, hvoraf sidstnævnte udgør 40 procent af EU's samlede gasimport. Efter at have drøftet sagen i Det Udenrigspolitiske Nævn udtalte Dan Jørgensen torsdag, at EU trods sin massive afhængighed vil kunne klare sig uden russisk gas allerede fra næste vinter.
Kilde: Information, mandag, s. 6
Grundlæggende rettigheder: Dansk IT: Logning af teleoplysninger er reel masseovervågning
Altinget bringer mandag et debatindlæg af Kim Stensdal, chef for kommunikation og viden i Dansk IT. Han skriver blandt andet: "Telelogning er et af de områder, hvor man som borger i dag må affinde sig med, at det, man foretager sig, bliver registreret. Det er for eksempel oplysninger om, hvem du har ringet og SMS ‘et til, og hvor og hvornår det skete. Den danske praksis på området er meget vidtgående, og det er selvom EU-Domstolen flere gange har erklæret, at generel og uddifferentieret logning af alle borgeres teletrafik er i strid med privatlivets fred. Selvom logningsreglerne nu revideres, fortsætter Danmark med at gå ganske langt med logningen, og også for langt. Der er tale om masseovervågning i en grad, der ikke hænger sammen med grundværdier som retten til et privatliv, og der mangler kort sagt proportionalitet. [...] I Dansk IT mener vi ikke, at det er i orden, at man som helt almindelig borger, med en helt almindelig uplettet straffeattest og uden på nogen måde at være genstand for en politiefterforskning, ganske enkelt bare er tvunget til at acceptere, at man bliver overvåget. Ikke bare i det offentlige rum, men også når man griber mobilen en sen aftentime og ringer til en god ven eller et kært familiemedlem. Fra Dansk IT’s side har vi derfor for nylig været med til at råbe vagt i gevær som medafsender af et brev til folketingsmedlemmerne. Heri fremhæves det problematiske i, at den danske telelogning er i strid med EU-Domstolens domme, der konkluderer, at generel og uddifferentieret logning af alle borgeres telefonsamtaler er urimelig og i strid med privatlivets fred. [...] Dansk IT er ikke modstander af logning af teletrafik. Men logningen bør være målrettet, ikke generel og uddifferentieret. Vi skal grundlæggende begrænse overvågningssamfundet og i stedet basere Danmarks fremtid på tillidssamfundet."
Kilde: Altinget, mandag
Grundlæggende rettigheder: Debattør: Vi bør bekæmpe propaganda med mere ytringsfrihed - ikke mindre
Claes Kirkeby Theilgaard, chefredaktør på indblik.dk, skriver i et debatindlæg på Altinget mandag blandt andet: "Et eller andet sted kan det virke forståeligt, at en politiker som EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, der i en krigstid ønsker at udvise handlekraft, kan falde for fristelsen til at indføre censur mod netop disse to russiske medier. [...] Men her stopper forståelsen også for mit vedkommende. I virkeligheden er der nemlig med EU's forbud mod de to russiske medier tale om et bekymrende skred i en verdensdel, hvor vi ellers normalt sætter pris på ytrings-, informations- og pressefriheden. Selv i krig er der visse røde linjer, vi ikke bør krydse - at forbyde medier er én af dem. [...] Når Ursula von der Leyen vælger at gå Putin i bedene, og når danske partier som Venstre og Radikale Venstre vælger at bakke op om denne kurs, er det udtryk for en manglende forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi i Europa holder den frie fane højt og præsenterer et alternativ til Ruslands autoritære styre. Hvis ikke vi i Europa skal udgøre det alternativ, hvor skal russerne så kigge hen i håbet om at finde inspiration til et bedre og mere frit liv? [...] Når Ursula von der Leyen vælger at gå Putin i bedene, og når danske partier som Venstre og Radikale Venstre vælger at bakke op om denne kurs, er det udtryk for en manglende forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi i Europa holder den frie fane højt og præsenterer et alternativ til Ruslands autoritære styre. Hvis ikke vi i Europa skal udgøre det alternativ, hvor skal russerne så kigge hen i håbet om at finde inspiration til et bedre og mere frit liv? [...] EU bør være en bastion for friheden. Også i krigstid."
Kilde: Altinget, mandag
Sikkerhedspolitik: 200.000 civile er fanget i Mariupol - en nøgleby i krigen om Ukraine
Søndag forstærkede Rusland både de militære fremstød i Ukraine og det oratoriske mod den vestlige verdens sanktionspolitik, skriver Jyllands-Posten mandag. Samtidig fortsætter flygtningestrømmen fra Ukraine mod vest med uformindsket kraft og FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, melder, at der i løbet af søndag er 1,5 millioner ukrainere, som har krydset grænsen. I weekenden forsøgte Israels premierminister, Naftali Bennett, at etablere sig i rollen som mægler. Han fløj lørdag til Moskva og havde en tre timer lang samtale med Putin, derefter til Berlin, hvor han mødtes med Tysklands kansler, Olaf Scholz, inden han vendte tilbage til Israel. Undervejs i forløbet gennemførte han tre samtaler med Ukraines pressede præsident, Volodymyr Zelenskij. I dag mandag starter den tredje direkte forhandlingsrunde mellem Rusland og Ukraine, men det vides endnu ikke, om der er nye konkrete initiativer, som åbner mulighed for en våbenhvile.
Kilde: Jyllands-Posten, mandag, s. 4
Interne anliggender: Macron står styrket: Ukraine forandrer fransk valgkamp
Indtil krigen var valgkampen i Frankrig domineret af højrefløjens mærkesager, men på grund af pro-russiske holdninger på den nationalkonservative fløj, har den franske præsident nu fået medvind. I weekenden aflyste præsident Emmanuel Macron et stort valgmøde i Marseille, som skulle have skudt hans valgkamp i gang små fem uger før præsidentvalget den 10. april. ”På grund af den internationale situation vil jeg vil ikke kunne føre valgkamp, som jeg havde ønsket det. Men jeg vil stå frem for at forklare for jer alle, hvad vores projekt for Frankrigs fremtid er,” skrev Macron, da han sent torsdag officielt meldte sig i kampen om at blive Frankrigs næste præsident. I øjeblikket jonglerer Macron sin status som præsidentkandidat og sin rolle som statsmand, der tilmed varetager EU-formandskabet under den største trussel mod Europas stabilitet siden Anden Verdenskrig. Han har indkaldt sine EU-kolleger til et ekstraordinært topmøde torsdag på Versailles Slottet for at diskutere EU's strategiske suverænitet.
Kilde: Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4
Sikkerhedspolitik: USA samler rapporter om krigsforbrydelser
USA samler rapporter om krigsforbrydelser og dokumenterer disse meldinger, skriver Kristeligt Dagblad mandag. USA's udenrigsminister, Antony Blinken, sagde søndag til den amerikanske tv-kanal CNN, at USA "har set meget troværdige rapporter om bevidste angreb på civile, hvilket vil være en krigsforbrydelse.” Fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lød det søndag til CNN, at der er brug for en undersøgelse af, om Rusland begår krigsforbrydelser i Ukraine. ”Jeg mener, at der er brug for en stærk og klar undersøgelse af dette spørgsmål,” sagde hun.
Kilde: Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4
Sikkerhedspolitik: Krigen overhaler venstrefløjen
I Signatur i Politiken mandag skriver journalist Michael Seidelin blandt andet: "Vi vidste godt, at præsident Vladimir Putin er en ultranationalistisk, autoritær og brutal leder, som undertrykkelsen af demokrater i Rusland og krigene i Kaukasus, annekteringen af Krim og nu angrebet på Ukraine viser. Men vi havde næsten glemt, at en del af venstrefløjen længe har haft et tvetydigt forhold til diktatoren i Kreml af den enkle grund, at den antiamerikanske automatpilot var sat til: Putin anklager Nato for at være en aggressiv organisation, venstrefløjen er imod Nato, og ergo er der al mulig grund til at vise forståelse for Vladimir Putin, hvis land angiveligt er truet af Nato. [...] Det fører os videre til EU - som Enhedslisten også vil forlade. Men det burde give anledning til eftertanke i partiet, at præsident Putin kategorisk har afvist at forhandle med EU. [...] Der er en kraft mellem USA og Rusland, som hedder EU. Det har den øvrige europæiske venstrefløj med socialister af enhver art og kommunister erkendt. Uden EU vil Europa - og Danmark - stå nøgent over for et Rusland regeret af Vladimir Putin og et USA, hvis næste præsident måske hedder Donald Trump. Så måske skulle den danske venstrefløj forholde sig til den nye virkelighed efter 24. februar 2022; forude venter en debat om opgivelse af det danske forsvarsforbehold, som vi vedtog i fredeligere tider."
Kilde: Politiken, mandag, s. 7
Udenrigspolitik: RT America lukker og afskediger sine ansatte
Først blev det russiske medie Russia Today (RT) lukket ned af EU-Kommissionen, hvilket betyder, at det stort set ikke kan ses i Europa og nu kommer turen til dets amerikanske søsterkanal RT America, skriver Politiken mandag. I et memo skriver RT America, at det afskediger sine ansatte permanent og at det skyldes "uforudsete forstyrrelser", hvilket er noget af en underdrivelse, for fyringerne sker efter at to streamingtjenester har udelukket RT America på grund af Ruslands invasion i Ukraine.
Kilde: Politiken, mandag, s. 2
Konkurrence: EU-direktiv svækker Europas konkurrenceevne
Børsen bringer en kronik af Steen Thomasen, professor, Center for Corporate Governance, CBS. Han skriver blandt andet: "EU-Kommissionen har tilsyneladende ikke lært af den sønderlemmende kritik, der sidste år ramte forslaget om regulering af bæredygtig selskabsledelse og bestyrelsesansvar. I stedet har Kommissionen forsøgt at smugle dele af indholdet ind i et nyt direktivforslag fra 23. februar om “Corporate Sustainability Due Diligence” Kommissionen vil indføre planøkonomi på klimaområdet. Alle større selskaber skal lave en klimaplan, der skal være i overensstemmelse med EU's vision om at eliminere al netto CO2-udledning i 2050. Kommissionens ambitiøse vision er dermed ved et trylleslag forvandlet til en forpligtelse for selskaberne. Alt det, fordi EU ikke kan tage sig sammen til at bruge det eneste redskab, der rigtigt virker: en CO2-afgift. [...] Det nye direktivforslag er altså inderligt overflødigt og tilmed særdeles uheldigt, i en situation hvor der som følge af russisk aggression ikke er behov for uenighed, men for sammenhold i Europa."
Kilde: Børsen, mandag, s. 34-35
Finansielle anliggender: Flugt mod dollar på krigs- og vækstbekymring
Fredag flygtede investorerne i sikkerhed på finansmarkederne, og på valutamarkedet støttede det den amerikanske dollar og schweizerfranc, skriver Børsen mandag. Euro blev presset til det svageste niveau i syv år, hvilket blandt andet skyldes frygten for, at Ukraine-krisen vil svække den europæiske økonomi, så Den Europæiske Centralbank, ECB, næppe hæver den toneangivende rente. ”ECB vil ikke have andet alternativ end at se gennem den høje inflation, mens den amerikanske centralbank derimod fortsat vil hæve renterne,” vurderer Mike Kelly, der er direktør i Pinebrige Investments, til Reuters.
Kilde: Børsen, mandag, s. 26
Udenrigspolitik: Løkke om danske reaktioner på Ukraine-krisen: Det er politik på speed
Altinget bringer søndag et interview med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han advarer mod forhastede beslutninger som reaktion på krigen i Ukraine og synes ikke, det er klogt med en hurtig afstemning om forsvarsforbeholdet. "Meget af det ser rigtigt ud. Men der mangler lidt ro - lidt koldt vand i blodet. Lidt sammenhæng. Vi har brug for et samlet strategisk dansk svar på, hvad der sker. Det er bekymrende, hvis der kommer en konkurrence om at vise handlekraft, uden man lige får tygget skråen. Så man i hu og hast laver en bilateral aftaler med Amerika, udskriver folkeafstemning om forsvarsforbeholdet og øger bevillingerne til Nato," siger Løkke og tilføjer: "Det er, som om politik er på speed i øjeblikket."
Kilde: Altinget, søndag
Institutionelle anliggender: Alt er nyt. En epoke er slut, og en ny begynder
Berlingske bringer en kommentar af Søren Pind, fhv. folketingsmedlem for Venstre og fhv. minister. Han skriver blandt andet: "Det, vi ser, er, at det arbejde, der møjsommeligt over årtier har været gjort, for at opbygge institutioner, har vist sit værd. EU, NATO, FN, ICJ - alle har de på den ene eller anden måde bidraget til reaktionen på den russiske røveradfærd. Anført af USA, hvor de ledende politikere endelig har stået sammen mod den fælles fjende. Det har virket. Putin er isoleret. Hans midler taget fra ham. Inden længe vil økonomien i Rusland minde om Venezuelas og Zimbabwes. [...] De kommende uger skal man holde øje med Kina. De afstod ved afstemningen i FN, hvor 141 lande sammen fordømte den russiske aggression. 141! Kina kan i nogen grad afhjælpe virkningen af den øvrige verdens sanktioner. Man læser nu om, hvordan russere placerer deres midler i kinesiske banker. Held og lykke med det, fristes man til at sige ... Men uanset, må vi naturligvis se, om Kina står i vejen for virkningen af vores sanktioner og reelt tager parti til fordel for Rusland. Sker det, er sanktionspolitikken nødt til at blive taget skridtet videre og omfatte dette land også. [...] Midt i al ulykken, midt i al mørket, er det værd at notere sig, at Vesten findes. At det revitaliseres. At støtten til demokrati, markedsøkonomi og frihed i disse år vil stige og vokse, et stærkere Europa vil komme frem. Skabt af blod, penge og folk. Vi må bede til, at prisen for det ukrainske folk bliver til at bære. Og at landet, når vi er igennem, står frit og stærkt - genopbygget med hjælp fra Vesten."
Kilde: Berlingske, søndag, s. 45
Sikkerhedspolitik: Dansk topdiplomat gennem årtier: Særligt én uhyrlig ting ved Putin gør mig bange
Berlingske bringer et interview med tidligere ambassadør og departementchef Friis Arne Petersen, der i flere årtier har været en afgørende skikkelse i det danske diplomati. Han mener, at den russiske præsident, Vladimir Putin, agerer irrationelt og derfor er han decideret farlig og værd at være bange for. Det interne pres vil dog kun stige og hvis Putin får lyst til at eskalere yderligere tror han på, at det russiske system vil bremse Putin. Han vurderer, at EU-landene i lyset af blandt andet den tyske melding vil gå tættere sammen, hvor atomvåbnene i Frankrig og Storbritannien får yderligere "afskrækkende effekt" for andre, end NATOs atomforsvar allerede har. "Det er den største tale fra en tysk kansler på denne side af Den Kolde Krig. Det er en fuldstændig afgørende historisk begivenhed," siger han og fortsætter: "Det, at Tyskland nu igen vil skabe Europas måske største forsvar, og at de på afgørende vis vil tage ansvar for sin egen og Europas sikkerhed og fred med både våben og energipolitik, betyder, at Tysklands skyldkompleks og behov for udsoning efter Anden Verdenskrig er slut. Det er en ekstremt vigtig og positiv ny fase for Europa."
Kilde: Berlingske, søndag, s. 26-29
Klima: Alle taler om klimakrisen, men hvem gør noget ved den?
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Mathias Høj Kristensen, klimarådgiver, Care Danmark og John Nordbo, klimarådgiver, Care Danmark. De skriver blandt andet: "Mette Frederiksen siger, hun er grøn, før hun er rød, Ursula von der Leyen lyder på en god dag som en nyudklækket klimaaktivist, og Joe Biden fik på rekordtid talt USA ind i det gode klimaselskab. Det lyder godt, når verdenslederne giver den som grønne superhelte, men ordene klinger hult, når regnebrættet gøres op, fordi de grønne paroler alt for sjældent udmønter sig i tilsvarende ambitiøs klimapolitik. Nogle vil indvende, at Danmark, EU og USA har taget skridt i den rigtige retning. Bevares, det har de. Men hvad kan vi bruge de små skridts politik til, når tid er en faktor, vi ikke kan forhandle med? Klimapolitik handler ikke om at gøre noget, men om at gøre nok tidsnok, og ud fra denne skala fejler både Frederiksens, von der Leyens eller Bidens politik stort. At det står skidt til, blev bekræftet mandag, hvor FN's Klimapanel præsenterede en rapport, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Konklusionen er, at klimaforandringerne er mere omfattende og rammer hårdere end forventet, at de fattigste og mest sårbare samfund rammes hårdest, og at klimakrisen visse steder er så fremskreden, at muligheden for tilpasning er overskredet. [...] Der er ingen tvivl om, at det især er verdens fattigste, der rammes hårdest. Ikke desto mindre kan vi konstatere, at selv os i toppen af det globale klimakastesystem nu mærker konsekvenserne. Bare spørg oversvømmelsesofrene i Belgien og Tyskland. Det kan lyde kynisk, men måske er det netop det, der skal til, for at Vestens magtfulde ledere begynder at imødegå klimakrisen med passende alvor."
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 49
Migration: Babyboom blandt syriske flygtninge øger presset på Tyrkiet
På 10 år er antallet af syrere i Tyrkiet vokset med 735.000 alene som følge af høje fødselstal, skriver Jyllands-Posten søndag. Tal fra Tyrkisk Befolkning og Sundhedsresearch (TNSA) i 2018 viser, at kvinder i den fødedygtige alder i Tyrkiet i snit får 2,3 børn, men blandt syriske kvinder i Tyrkiet er tallet 5,3 børn. Både regeringen og oppositionspartier mener, at syrerne på et tidspunkt skal sendes hjem igen. Ordet integration er fy-fy for tyrkiske politikere og slet ikke i fokus. Men det ønsker EU at lave om på i dens næste finansielle støttepakke til flygtninge i Tyrkiet. Foreløbigt har EU bidraget med 6 mia. euro, som udbetales via forskellige øremærkede projekter, for eksempel op mod 400 skoler og etableringen og driften af 200 sundhedsklinikker. Derudover finansierer EU også udbetalingen af mindre kontantbeløb til 1,8 mio. syrere. "Det blev i sin tid oprettet som en del af nødhjælpen for at dække flygtninges basale behov, og der er afsat penge til, at det skal fortsætte indtil foråret 2023. Men herefter bør hjælpen ændres og i højere grad fokusere på at give gruppen redskaber til at klare sig selv," siger EU's ambassadør til Tyrkiet Nikolaus Meyer-Landrut til Jyllands-Posten. EU har lovet Tyrkiet yderligere 3 mia. euro (22,5 mia. kr.) frem til 2026, og i de kommende måneder vil de to parter forhandle om, hvor der er mest behov for pengene.
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 22
Udenrigspolitik: Farligt at udelukke forhandling om Ukraine
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Gunnar Olesen, international rådgiver, cand.scient.pol., som blandt andet skriver: "Under 90'ernes opbrud ønskede alle østlande optagelse i Vesten, dvs. EU og Nato. Også Rusland, hvor det gik rigtig skidt under Jeltsin. Vesten var villig til at optage resten, men ikke Rusland. Var det sket, havde meget set anderledes ud. [...] Et genrejst Rusland accepterede, at Polen, Rumænien og de baltiske lande blev optaget i Nato og EU, men ikke, at de nærmeste, nu selvstændige, brodernationer gik samme vej. For historiebevidste russere er det vigtigt, at Ruslands og Ukraines historie er tæt forbundet med en blandet befolkning. [...] Vesten håber, at krig og sanktioner vil føre til Putins fald og et russisk regime, der affinder sig med, at de facto-grænsen mod Vesten flyttes østpå. Men det forudsætter en kapitulation, der formentlig er lige så urealistisk som frygten for, at Rusland vil invadere Nato-lande. Satsning på det risikerer at få et trængt regime til at finde sine A-våben frem. Erfaring med at fremtvinge regimeskift udefra er ikke gode, tænk bare senest på Afghanistan. Det er mere realistisk at udnytte Ruslands vanskeligheder til et kompromis med et mål af regionalt selvstyre i Ukraine. Det ville spille Putin det patriotiske kort af hænde, øge chancerne for regimeskifte og stoppe krigens rædsler. Ellers er hård militær, økonomisk og kulturel opdeling mellem Vesten og resten en mulighed til skade for international økonomi og klimasamarbejde. Rusland hævder vilje til at forhandle. Man kunne tage dem på ordet og supplere den hårde linje med diplomati som normalt under internationale kriser."
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 45
Sikkerhedspolitik: Både Rusland og Frankrig har nøglen til dommedag
I en klumme i Politiken søndag skriver Frankrigskender Bjørn Bredal blandt andet: "Vladimir Putin og Emmanuel Macron raslede uhyggeligt med sablerne på deres timelange pressemøde forrige uge. Den franske præsident besøgte Moskva og troede endnu, at krigen kunne forhindres. Det troede Putin overhovedet ikke, selv om han sagde noget andet. [...] Putin vidste allerede, at han ville invadere Ukraine, og at han ville ledsage invasionen med en video, hvor han truede Vesten med noget, vi "aldrig før har set i historien", hvis Vesten skulle finde på at gøre noget militært. Og nu er truslen blevet endnu værre og tydeligere. [...] Frankrig er efter briternes farvel det eneste land i EU, som har atomvåben. Dette våben indgår som en stærk del af fransk politisk identitet, og det er med til at give landet en særlig status og selvforståelse. [...] Emmanuel Macron har haft så travlt med Ukraine og Rusland, at hans erklæring om faktisk at være kandidat til præsidentvalget i april er blevet udskudt og udskudt. Frankrig har tilmed i dette halvår formandsposten i EU. Præsident Macron, præsidentkandidat Macron, må mere end nogensinde sande, hvad general de Gaulle sagde: Europa går fra Uralbjergene til Atlanterhavet. Ukraine ligger lige i centrum."
Kilde: Politiken, søndag, s. 6
Institutionelle anliggender: Medier: Ny russisk censurlov kan give 15 års fængsel
En ny russisk lov kan straffe folk med op til 15 års fængsel, hvis de spreder informationer om krigen i Ukraine eller den russiske hær, som myndighederne i Rusland mener er falske, skriver Politiken søndag og Jyllands-Posten søndag. Fredag aften underskrev præsident Putin den nye lov, som blev enstemmigt vedtaget i det russiske parlament, Dumaen. Politiken har været i kontakt med TV 2's udlandschef, Jakob Vissing, der fortæller, at TV2 allerede har taget konsekvensen af den nye lov og hjemtager Uffe Dreesen, som siden nytår har været udstationeret i den russiske hovedstad, Moskva. "Vi besluttede fredag, efter loven var vedtaget, at det er uholdbart at have ham i Rusland, så han er faktisk lige fløjet ud af landet her til morgen (lørdag morgen, red.) og er på vej hjem mod Danmark nu," siger Jakob Vissing og tilføjer:" Med den nye lov kan vi ikke journalistisk stå inde for, at man ikke kan sige, hvad man vil, og hvad der er sandheden, når man rapporterer. Det er uhørte vilkår, som vi ikke kan bedrive journalistik på."
Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder søndag: "Som bekendt er sandheden krigens første offer. I samme ombæring kan de værdier, man tror på, også være blandt de første ofre, fordi krigen netop kan udslette nuancer og begrænse ytringsfrihed og fri debat. Det er tilfældet med det forbud, som EU har iværksat mod de to statsejede russiske medier Russia Today og Sputnik. [...] For EU er forbuddet mod de to medier et middel, der skal arbejde imod "Putins manipulationsoperation". EU understreger samtidig, at tiltaget er en del af sanktionerne og derfor som sådan ikke skal ses som censur og undertrykkelse af ytringsfriheden. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det er fuldkommen forkert at censurere medierne, fordi det afskærer den europæiske befolkning fra selv at forholde sig til Ruslands løgne og manipulationer. Ved samme lejlighed giver man også Putins Rusland gode argumenter for at gøre noget tilsvarende, hvilket allerede er sket. En række vestlige medier, heriblandt BBC, er blevet forbudt, og der er indført drakoniske strafmuligheder mod udenlandske journalister, som straks har fået flere til at forlade landet. [...] Vi udviser en manglende tillid til, at befolkningerne i EU har et oplysningsniveau og en kritisk sans, hvor de selv er i stand til at tage stilling til medier, som burde mødes med latterliggørelse og modsigelse, men rammes af forbud og censur. Man tør ikke tænke på, hvor den glidebane kan ende, hvis EU for alvor kom i krig."
Kilder: Politiken, søndag, s. 11; Jyllands-Posten, søndag, s. 8, 44
Udenrigspolitik: Sanktioner forudsætter, at mennesker handler rationelt. Det gør vi bare sjældent.
Politiken bringer søndag et interview med historiker Nicholas Mulder, der forsker i europæisk historie ved Cornell University i USA og er bogaktuel med et digert værk om økonomiske sanktioners effekter. Han mener, at konsekvenserne af de sanktioner, man påfører et lnd, er vanskelige at styre. De har højere omkostninger, end vi forestiller os, og kan også øge de aggressioner, de skulle dæmpe. "Tag ikke fejl; jeg går ind for at straffe Rusland for den aggressive krig i Ukraine. Men nogle gange ender sanktioner med at gøre tingene værre. Så der er en grænse for, hvor hårdt vi kan presse Rusland, især fordi landet er atombevæbnet," siger Mulder. Det undrer ham, at EU har vist sig så villig til at sanktionere og afskære sig fra handel og samarbejde med Rusland. "På længere sigt kan det blive meget dyrt for EU. Ikke kun i forhold til forsyningssikkerheden på energiområdet, men også på områder, der ligger EU's hjerte nær, f.eks. den grønne omstilling. Her har man tidligere kunnet skubbe Rusland i en grønnere retning, fordi EU er en afgørende handelspartner, hvis krav til varer og produktion man gerne vil efterleve. Men det bliver selvsagt vanskeligere at sætte grønne krav igennem, når sanktionerne bremser handel og samarbejde. På længere sigt betyder den svagere indbyrdes afhængighed mellem Rusland og EU, at parterne kan opføre sig mere aggressivt over for hinanden, uden at det får voldsomme konsekvenser, simpelthen fordi man får mindre og mindre at miste," siger Mulder.
Kilde: Politiken, søndag, s. 1-2
Udenrigspolitik: I Storbritannien kigger mange nu misundeligt mod EU's sanktioner
EU har rykket hurtigere og mere aggressivt end Storbritannien, når det gælder sanktioner mod russiske oligarker, skriver Information lørdag og Politiken søndag. Den britiske regering fik international anerkendelse for den tidlige og omfattende militære støtte til Ukraine, men i forhold til sanktioner, halter briterne efter EU i både omfang og hastighed. Politiken skriver, at det hører med til historien, at hvis man sammenligner EU's sanktionsindsats med den britiske, så har EU's beslutningsproces de seneste uger været langt mindre smertefuld end sædvanligt, når Rusland er på dagsordenen. "Faktisk har EU rykket hurtigere og mere aggressivt end Storbritannien, og det stritter mod det, vi længe har fået at vide om, at afskeden med EU ville gøre os til en mere autonom sanktions-aktør. Det løfte lader ikke til at være indfriet endnu. Jeg frygter, at vi igen ser et eksempel på at love for meget og levere for lidt. Jeg håber dog, at jeg tager fejl," siger Duncan Allan, der beskæftiger sig med Rusland hos tænketanken Chatham House.
Kilder: Politiken, søndag, s. 14; Information, lørdag, s. 10-12
Institutionelle anliggender: Ukraines eks-udenrigsminister er træt af vente på en plads i EU-klubben: "Det eneste, der mangler, er den politiske vilje til at lukke os ind"
Boris Tarasyuk, tidligere udenrigsminister i Ukraine og nuværende ambassadør til Europarådet, mener, at EU's statsledere bør kvittere for, at ukrainerne står forrest i kampen mod det autoritære Rusland og rent faktisk invitere dem med i klubben. Det skriver Altinget lørdag. Altinget talte med ham samme dag som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en følelsesladet tale til Europa-Parlamentet blev mødt af stående applaus, og hvor EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde: "Ukraine er en af os, og vi vil have dem med i EU." "Ukraine har som mål at blive medlem af Nato, såvel som af EU. Den nuværende situation sætter EU-medlemskab øverst på den ukrainske dagsorden," siger han. Boris Tarasyuk fortæller derudover, at Ukraine deler de samme værdier og principper som EU og det er derfor, at ukrainerne kan mobilisere så stor en styrke i forsvaret for Ukraine. "Ukrainernes forsvar for Ukraine er ikke kun et forsvar for vores eget land, men også et forsvar for de værdier og principper som er fælles for alle medlemmer af Den Europæiske Union," siger han.
Kilde: Altinget, lørdag
Økonomi: Ruslands kreditværdighed er knust
Invasionen af Ukraine er et lammende slag mod Ruslands internationale kreditværdighed og det anses nu for sandsynligt, at krigen mod Ukraine resulterer i en russisk statsbankerot, skriver Jyllands-Posten lørdag. "De internationale sanktioner mod Rusland har medført, at den russiske centralbank ikke længere har adgang til en stor del af valutareserverne, hvilket underminerer centralbankens muligheder for at fungere som den sidste livline for banker i krise," skriver S&P Global Ratings i meddelelsen. Reelt har den russiske stat rigelige valutareserver, at den ikke har problemer med at honorere sine internationale gældsforpligtelser. Der vil derfor ikke være tale om en egentlig statsbankerot, men ISDA vil formentlig betragte det som en teknisk statsbankerot, hvis den russiske stat på grund af sanktioner er forhindret i at betale renter og afdrag på udestående statsobligationslån. "Vi estimerer, at de internationale sanktioner har reduceret Ruslands adgang til valutareserverne med op til 50 pct., herunder indlån og værdipapirer placeret i USA, EU og Japan. Dette har i substantiel grad svækket Ruslands eksterne likviditet i en periode med stigende efterspørgsel efter udenlandsk valuta," anfører S&P Global Ratings.
Kilde: Jyllands-Posten, lørdag, s. 12
Institutionelle anliggender: Vi giver ordet til ukrainerne
I en kommentar i Berlingske lørdag skriver debatredaktør Pierre Colignon blandt andet: "Putin har taget os alle som gidsler, og nu går krigspræsidentens fantasier om at genrejse et russisk imperium ud over vildledte, unge russiske soldater, som er blevet ført ind i et fremmed land på falske vilkår - og millioner af uskyldige ukrainere, som lider under voldsomme og vilkårlige bombardementer og frygten for, at landet skal falde i hænderne på en russisk marionetregering. Alt for længe har vi i Vesten forsømt at lytte til ukrainernes egne ønsker, holdninger og håb for deres land. Vi trænger til at skrælle lagene af russisk propaganda væk og lade ukrainerne selv tale. [...] Berlingske Opinion er i dag helliget ukrainske stemmer. Vi giver ordet til ukrainske journalister, forfattere og satiretegnere. Vi får beretninger fra beskyttelsesrum i Kharkiv og Kyiv, hvor familier gemmer sig for de russiske raketter. Vi hører fra Victor Kylymar, som blev født i 1991 - samme år Ukraine vristede sig fri af Sovjetunionen - og som stadig drømmer om en plads i EU til sit land. Vi hører ukrainere fortælle os deres sorg over at blive angrebet fra et Rusland, hvor de har familie og venner. Et Rusland, de aldrig har følt noget had til. Man kan være enig eller uenig i de holdninger, der kommer til udttryk, når vi giver ordet til ukrainske stemmer - men ét er sikkert. De er mennesker, som fortjener at blive hørt. De faste debattører, man normalt finder i vores lørdagstillæg, er flyttet til andre avisdage. I dag har kun ukrainere taletid."
Kilde: Berlingske, lørdag, s. 2
Sikkerhedspolitik: Europas krig
Information bringer lørdag en kommentar af redaktør Niklas Hessel, som blandt andet skriver: "Vi ignorerede advarslerne om Vladimir Putins intentioner. I stedet for at lade ham betale en pris for sin aggression mod Ruslands naboer gennem flere år lod Europa den russiske gas flyde og vores forsvar forfalde. Det er den tragiske baggrund for det, som nu finder sted i Ukraine, og som vi fokuserer på i denne særudgave af Moderne Tider. [...] I dag kan man læse på Hanna Hopkos twitterprofil, hvordan hun indtrængende beder Vesten om at etablere en flyveforbudszone og en luftbro, der kan hjælpe ukrainerne - "præcis som den, der reddede Vestberlin i 1948". Det kommer ikke til at ske. Sådanne tiltag ville hurtigt bringe NATO-lande i en direkte militær konfrontation med Rusland, hvilket i sagens natur kan få katastrofale konsekvenser. Det er med andre ord ikke uden grund, at Europa og USA ikke vil sende tropper til Ukraine. Men det betyder også, at vores hjælp til ukrainerne - trods Joe Bidens forsikring om, at USA står skulder ved skulder med dem, og trods Ursula von der Leyens erklæring om, at "vi ønsker dem i Den Europæiske Union" - har meget klare grænser. Vi har sendt våben og indført økonomiske sanktioner mod Rusland, som er mere vidtgående, end mange havde ventet, men når det kommer til det allermest afgørende - konfrontationen med en massiv militær overmagt - står ukrainerne alene. [...] Men det tragiske er, at vi aldrig for alvor gjorde forsøget og viste Rusland, at aggression mod naboerne kom med voldsomme omkostninger. Det svigt udgør det mørke bagtæppe for den solidaritet, vi i dag mønstrer over for Ukraine. Vi hylder Zelenskijs mod, begejstres over befolkningens forsvarsvilje og håber på, at det på mirakuløs vis vil ende godt. USA og EU-landene står endelig samlet omkring en effektiv ruslandspolitik, og vi står nu over for en styrkelse af NATO's og Europas forsvarsevne. [...] Krigen er kommet - en europæisk krig for selvbestemmelse og demokratiske friheder, som for længst er trådt under fode i Rusland. Nu er det op til ukrainerne at udkæmpe den."
Kilde: Information, lørdag, s. 4-5
Institutionelle anliggender: Tyrkiets linedans
Information skriver blandt andet i sin leder lørdag: "Recep Tayyip Erdogan har siden begyndelsen af februar, da den russisk-ukrainske krise kastede sin dystre skygge på den politiske horisont, gjort, hvad han kunne for at få en rolle som mægler og formidler. [...] Tyrkiets samarbejde med Ukraine er foreløbig upåtalt i Moskva, men hvor længe? I hvert fald er Tyrkiet varsom med åbenlyst at tirre Kreml, selv om det er klart for alle, at de to lande har modsatrettede interesser på flere områder, mest signifikant i Syrien, hvor de plejer en slags væbnet forståelse, men også i Centralasien. Men realpolitisk har Ankara balanceret mellem Rusland og Vesten - eksempelvis stemte Ankara blankt, da 42 af Europarådets 47 medlemslande i sidste uge suspenderede Rusland - Tyrkiet har heller ikke reageret på beslutningen i OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) om at stoppe forhandlingerne om russisk medlemskab, der blev lagt på is efter besættelsen af Krim i 2014. Ligeledes har Ankara afvist at medvirke til de sanktioner, der regner ned over den russiske erhvervs- og finanssektor fra EU og USA. [...] Den dygtige Davutoglu blev en tand for dygtig og hældt ned ad brættet, som det er sket for alle kompetente politikere i Erdogans nærhed. Tilbage er jasigerne og rygklappere, der ikke tør sige chefen imod. En chef, der - som det fremgår ovenfor - forgæves angler efter vestlig accept. Men som hænger på Putin - vel vidende, at denne med et fingerknips kan bombe Idlib-provinsen tilbage til stenalderen og sende de tre millioner syrere under tyrkisk beskyttelse ud på flygtningeruterne. Ikke en opmuntrende udsigt."
Kilde: Information, lørdag, s. 24
Udenrigspolitik: Danmark sidder med en af løsningerne: En diplomatisk vej ud af blindgyden kan være Arktis
Jyllands-Posten bringer lørdag et debatindlæg af Gorm Harste, dr.scient.pol., lektor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, som blandt andet skriver: "Problemet i Ukrainekrisen er, at Putin diplomatisk - pinedød - skal have en håndsrækning, hvor nødigt vi end vil indrømme det. Men det væsentligste heri er symbolsk, men symboler er også reelle. For det er afgørende i magtspillet, at Putin skal redde æren efter at have malet sig selv og sine nærmeste støtter fra den gamle KGB-kreds op i et hjørne, som selv hans generaler kan gennemskue. Den anerkendelse skulle Vesten have givet Rusland for længe siden. Det var Rusland, der med vanvittige omkostninger tævede Nazityskland tilbage til sten- eller murbrokalderen i Anden Verdenskrig. [...] Men Putin har atomvåben og er trængt op i et hjørne - både af egen kraft, men også af Natos og EU's udvidelser. [...] For at sende eskalationens uendelige spiral den modsatte vej skal Putin have en erkendtlighed. Men hvad? Jo, eksempelvis en anerkendelse af Ruslands ret til at sejle nord om Sibirien, når nu Arktis alligevel smelter. Eventuelt i kombination med en anerkendelse af Krim som russisk og altså af, at Minsk-aftalen i 1995 desværre tog fejl på det punkt og gjorde Krim ukrainsk. Dertil en garanti for at Ukraine ikke bliver Nato-medlem og en de facto-anerkendelse af finsk neutralitet. Danmark, Norge og Island står stærkt i Arktis og kan derfor skabe det kompromis. Prøv derfor også at stå stærkt diplomatisk. Og moralsk. Det er vi nødt til."
Kilde: Jyllands-Posten, lørdag, s. 33
Klima: Vi skal være bange for at være afhængige af Putin, ikke atomkraft
Jyllands-Posten bringer en kommentar af Camilla-Dorthea Bundgaard, cand.ling.merc. og stud.theol, som blandt andet skriver: "I skrivende stund angriber Rusland det største atomkraftværk i Ukraine - formodentligt for at vinde kontrol med kritisk infrastruktur. Det, man skal bemærke, er, at det ikke har sat gang i en større reaktion, og at det ikke har øget den radioaktive stråling i området. Nutidens atomkraft er nemlig noget helt andet end tidligere tiders. [...] Europa-Kommissionen har for nylig godkendt atomkraft som en grøn energikilde. Kritikere - herunder den danske klimaminister - er uenige i, at atomkraft skal være en del af løsningen på klimaproblemerne. Han og andre bruger Tjernobyl som skræmmebillede, og katastrofen i den ukrainske by kan da også få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver. [...] Hvad de færreste har forstået, er imidlertid, at affaldet er en lille bitte, fast masse - ikke en farlig gasart - som kan sikres, kapsles inde og pakkes langt væk. Alt det atomaffald, verden hidtil har produceret, kan f.eks. være i en container på tre gange 30 meter. Sammenlign det med forbrændingen af kul, olie, biomasse mv., som udleder en pokkers masse CO2, og som faktisk stadig udgør 90 pct. af Danmarks energiforbrug - selv om det hedder sig, vi er et grønt foregangsland. Så har du et langt bedre og mere energirigtigt alternativ i atomkraft. Det allerbedste er imidlertid, at man kan frigøre sig fra den olie og gas, latterlige autokrater som Putin sidder på. Slava Ukraini!"
Kilde: Jyllands-Posten, lørdag, s. 32
Institutionelle anliggender: Hvad kommer til at afgøre, hvad der bliver Europas nye normaltilstand?
I Perspektiv i Kristeligt Dagblad lørdag skriver international kommentator Jens Worning blandt andet: "Der var et Europa før den russiske invasion af Ukraine. Og der kommer et nyt ud af den igangværende krig. [...] Udover hvordan krigen arter sig for Rusland, og om den ukrainske modstand får succes, så er to andre faktorer helt afgørende for det endelig udfald af krigen og en mulig ny sikkerhedspolitisk ordning i Europa, nemlig perspektivet for ukrainsk medlemskab af Nato og sammensmeltningen af den russiske økonomi. Da Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, forleden holdt tale for EU's parlament blev Ukraine budt velkommen i EU af parlamentsformanden. Det er ikke parlamentsformanden, der sidder med den afgørelse, men EU's statsledere i samspil med EU-Kommissionen. Er der politisk vilje til at fastholde det tilbud på langt sigt, så er de mulige udfald for Ukraine efter krigen langt gunstigere, end hvis den proces sander til. En afgørende faktor i det spil vil være europæernes og de europæiske statslederes syn på flygtningekrisen, hvor de ukrainske flygtninge vil tælles i millioner. Kan solidariteten med Ukraine stå for det pres, når europæerne kommer til at opleve stærkt stigende energi- og fødevarepriser som følge af de sanktioner, vi har påført Rusland? Den anden helt afgørende faktor er, hvorvidt Rusland evner at være krigsførende særligt længe midt i et økonomisk kollaps. Russernes købekraft er stor set halveret, der vil opstå en mangeløkonomi på grund af, at samhandlen med det meste af omverdenen er gået i stå, og Rusland kan ikke længere eksportere olie, landets vigtigste indtægtskilde. [...] En våbenhvile kommer først på tale, når begge parter har mistet håbet; for Ruslands vedkommende håbet om yderligere fremstød, for Ukraine håbet om at modstå den russiske hærs fremmarch. Karakteren af en aftale vil yderligere afhænge af, om de to landes ledere forsat hedder Zelenskij og Putin, samt om EU kan udvise modig pragmatisme. For enhver aftale vil skulle forholde sig til territorial integritet, og møder EU det spørgsmål principfast, som hidtil, så vil en fred være skrøbelig, fordi en del af ukrainsk territorium vil være på russiske hænder. [...] Zelenskij er David, hvor Putin er Goliat - og Zelenskij kan dyrke et martyrium og indgå kompromiser, han ikke kunne før krigen. Særligt hvis EU-medlemskabet indløses, og derfor er EU's støtte helt afgørende her. Et Ukraine uden for EU vil være ustabilt, et Ukraine inden for EU vil få chancen for stabilitet og velstand. Men det fordrer, at nettomodtagere fra EU's budget accepterer at dele midler med 44 millioner ukrainere. [...] Håndteringen af Rusland vil være en kritisk faktor for fred og stabilitet. Fleksibel nænsomhed vil kunne give Rusland en mulighed for en ny begyndelse - uden Putin. Brutal krænkelse af russisk stolthed vil på sigt føre til ny ustabilitet sikkerhedspolitisk, når Rusland kommer på fode igen - det er den lære, vi har med fra Putins tid ved magten."
Kilde: Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 12
Institutionelle anliggender: Vesten må leve med, at Ukraine er en del af Ruslands interessesfære
Kristeligt Dagblad bringer lørdag en kronik af Thorkild Kjærgaard, historiker, dr.phil, som blandt andet skriver: "Ukraine har som stat ingen nævneværdig historisk legitimitet. [...] Hvor Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn har bestået stort set ubrudt siden i den skikkelse, de fik efter Første Verdenskrig, så gælder det ikke for Ukraine, der kun bestod to år (1918-1920), før det atter forsvandt fra landkortet for at forenes med Rusland (Sovjetunionen), som det - bortset fra et nazistisk inspireret intermezzo i kølvandet på Hitlers angreb på Sovjet juni 1941 - på godt og ondt har været sammenhørende med gennem århundreder, ikke bare territorialt og økonomisk, men også folkeligt, kirkeligt, sprogligt og kulturelt. [...] Ukraine og Belarus må Rusland gerne beholde. Med med de gamle Warszawapagt-lande og i særdeleshed de tre siden 1991 selvstændige baltiske stater, hvis indlemmelse i Sovjetunionen i 1940 USA gennem mere end et halvt århundrede stædigt afviste at anerkende, er det en anden sag. Estland, Letland Og Litauen må ikke røres, således som det på det seneste diskret, men umisforståeligt er blevet signaleret med meldinger om et tættere militært samarbejde mellem Norge, Danmark og USA. [...] De baltiske stater ligger i dag inden for den vestlige indflydelsessfære og er beskyttet af Natos musketered. Det har Moskva forstået og nødtvungent affundet sig med, ligesom Danmark (-Norge) ved afslutningen af Den Store Nordiske Krig 1721 definitivt affandt sig med tabet af Skåne, Halland og Blekinge 60 år tidligere til Sverige. Til gengæld forlanger Rusland Vestens uforbeholdne accept af, at Ukraine og Belarus ligger inden for den russiske indflydelsessfære. Det er det, den igangværende krig handler om."
Kilde: Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 10
Institutionelle anliggender: Historiker: Europa tager Ukraines mod til sig
Kristeligt Dagblad bringer et interview med den israelskfødte forfatter og internationalt anerkendte historiker, Yuval Noah Harari. Han mener, at Putin har begået en synd ved at lade, som om Ukraine ikke eksisterer som nation. ”Putin troede, han bare kunne vade ind, og at den ukrainske hær ville give op efter 24 timer, mens befolkningen ville kaste blomster på de russiske soldater. Krigens første dage har vist, at Ukraine ikke alene er en nation, men en meget stolt nation, som vil kæmpe for sin overlevelse,” siger Yuval Noah Harari. Han ser ukrainernes meget tydelige modstand som den helt afgørende faktor i en krig, der ifølge hans udsagn vil diktere verdens fremtid, intet mindre. ”Jeg tror, europæerne har overrasket sig selv og alle andre. EU's lande har reageret hurtigt og stærkt. De står samlet, og det er, som om de har suget noget af ukrainernes mod til sig. Ting, vi ikke havde fantasi til for få uger siden, sker nu. Europæiske lande sender våben til Ukraine, og forsvarsbudgetter fordobles. Sverige og Finland viser vilje til at slutte sig til Nato,” siger han.
Kilde: Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1, 6
Institutionelle anliggender: Hvordan skal Ukraine-krisen dog ende?
I Signatur i Politiken lørdag skriver journalist Marcus Rubin blandt andet: "Krigen i Ukraine har været fuld af overraskelser. For det første, at den overhovedet er en realitet. Som så mange andre troede jeg næsten til det allersidste, at Putin bluffede; at den massive troppeopbygning blot skulle skabe pres for at vinde en diplomatisk sejr. [...] Endelig er det kommet meget bag på mig, hvor meget krisen har samlet Vesten, der for en gangs skyld rent faktisk kollektivt har besluttet at kæmpe for sine værdier og udnytte sin enorme økonomiske overlegenhed. Sanktionerne mod Rusland er allerede nu fuldkommen knusende og kan meget vel reelt fremprovokere noget nær en statsbankerot. Det er hele tiden vigtigt at huske på, hvor relativt lille en økonomi Rusland reelt er - dets bruttonationalprodukt er kun godt fire gange større end Danmarks. [...] Så hvordan beskytter Vesten sine interesser, hjælper Ukraine bedst muligt og undgår, at krigen eskalerer og udvikler sig til Tredje Verdenskrig? Hvad er et acceptabelt udfald for os? Skal hele Ukraine være frit - også Krimhalvøen? - og landet være medlem af EU og Nato? Eller er mindre godt nok? Måske et neutralt Ukraine med internationalt garanterede grænser, som i et vist omfang tager højde for Ruslands ønsker? Hvis vi kun kan acceptere den totale sejr og dermed det totale nederlag for Rusland, synes faren for en decideret storkrig foruroligende stor. Er det prisen værd?"
Kilde: Politiken, lørdag, s. 7
Institutionelle anliggender: Nu lever vi alle i Putins verden
Politiken bringer lørdag et debatindlæg af Ivan Krastev, politolog og forfatter, som blandt andet skriver: "Ruslands militære aggression i Ukraine er et af de momenter, der bør få os til at nyfortolke vores egen tidsalder: Det, vi har kaldt de 30 års fred, der fulgte efter den kolde krig, er nu slut. [...] Fremtidens historikere vil i store træk se på de seneste årtier som på mellemkrigstiden - en forspildt chance. Jo før vi alle indrømmer det, desto bedre kan vi forberede os på, hvad der kommer. Desværre gennemsyres Vesten af en selvgod fornægtelse, der hindrer os i at se det, der er åbenbart. Indtrængende bønner om at forsvare den orden, der har hersket i efterkoldkrigstidens Europa, er meningsløse, for den æra er slut. [...] Hvis Putin lykkes med sit forehavende, har Vesten kun sig selv at takke. Samtidig med at den offentlige opinion i Vesten hypnotiserede sig selv med den forestilling, at Rusland er for hastigt nedadgående - 'en benzintank med atomvåben', som nogle ynder at kalde det - begyndte den russiske præsident at realisere sin strategi. [...] HVAD BETYDER enden på freden for Europa? Konsekvenserne bliver grumme. Krigen i Ukraine har et skræmmende potentiale til at tø frosne konflikter i periferien af kontinentet op, deriblandt andre steder i det postsovjetiske område og det vestlige Balkan. Lederne af Republika Srpska (den bosnisk-serbiske del af republikken Bosnien-Hercegovina, red.) vil måske se en sejr til Putin i Ukraine som en anledning til at pille Bosnien-Hercegovina fra hinanden. Russiskvenlige ledere i EU vil føle, at de får vind i sejlene af Putins sejr. Invasionen i Ukraine har forenet Europa, men den vil også skade dets selvtillid."
Kilde: Politiken, lørdag, s. 4
Økonomi: Krigen i Ukraine på vej til at udløse det første slag til den danske jobfest
Berlingske skriver mandag, at Mette Frederiksen har advaret, at krigen i Ukraine kommer til at ramme alle danskere økonomisk. Overvismand Carl-Johan Dalgaard, siger, at det bliver en krise, der kommer fra mange forskellige kanaler. Nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, hvordan krigen i Ukraine rammer dansk økonomi. Blandt andet ses det via markant højere energipriser, og den europæiske og globale økonomi påvirkes derudover i en grad, som vurderes til at ville koste 13.500 danske jobs og et procentpoint på den økonomiske vækst. "Man kan sige, at vi havde regnet med, at væksten og jobfremgangen i den danske økonomi ville gå ned, men ikke så meget, som det ser ud her," siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og ikke kun Den Europæiske Centralbank står med et dilemma, når det gælder stigende inflation og krig i Ukraine. Mindsket forbrug og lavere investeringsniveau vil påvirke de danske beskæftigelsestal negativt og dermed også den danske BNP, forklarer overvismand Carl-Johan Dalgaard. Søren Hove Ravn, lektor i Økonomi, ved Københavns Universitet, den opståede krig i Ukraine kan gøre ECB's annoncerede renteforhøjelse og stramning af pengepolitiken til en fejldisposition.
Børsen skriver mandag, at den anerkendte russiske tænktetank Riac, vurderer, at sanktionerne mod Rusland vil ramme landet så hårdt, at et underminerer landets økonomi og medfører indkomsttab og fald i borgernes livskvalitet. Vurderingen vækker opsigt, eftersom Riac er en statskontrolleret tænketank. Samtidig har invasionen af Ukraine nu medført, at Rusland kommer til at stå overfor et remilitariseret EU og Tyskland.
Jyllands-Posten skriver mandag, at krigen i Ukraine indtil videre kun har sat svage spor i de Europæiske finansmarkeder. Både aktier, obligationer viser ikke relaterbare udsving. Men ifølge økonomer kan stigende energiprise som følge af konflikten i Ukraine være en joker, som kommer til at påvirke markedet markant negativt.
Information skriver lørdag, at man i EU og USA håber, at de hårde sanktioner mod Rusland kan føre til en Vladmir Putin presses fra magten i Rusland. Kadri Liik, analytiker ved European Council on Foregin Relations, tror dog ikke på den mulighed. Han påpeger, at de personer med magt nok til at påvirke Vladimir Putin, kendte til invastionsplanerne tidligere, og derfor også kunne have udfordret Putin tidligere, hvilket de ikke har gjort. Til gengæld mener Jens Worning tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg, at at det ikke er utænkeligt, at den russiske elite på et tidspunkt vil reagere, og at der vil komme sociale protester, som kan udfordre Putin.
I en kommentar i Berlingske skriver Simon Richard Nielsen, chefredaktør, Euroinvestors, blandt andet: "USA har samlet Vesten og har indledt en altødelæggende finansiel krig mod Rusland. Europa betaler prisen. [...] Vi lærte alle under finanskrisen, hvordan et relativt begrænset, lille hjørne med dårlige lån i den amerikanske boligsektor kunne lamme hele verden. Lad mig understrege, at vi er lysår fra en lignende situation. Russiske bankers forestående kollaps vil ikke udløse en global finanskrise. Men det begynder at give lidt skvulp på overfladen i resten af Europa. [...] To af de store vesteuropæiske banker med størst eksponering til Rusland falder sammen på børserne. Det drejer sig blandt andet om Raiffeisen Bank i Østrig og Societé Generale fra Frankrig. [...] Den Europæiske Centralbank har fået andet end inflation og rentestigninger at tænke på. Mens frygten for rentestigninger i starten af året gjorde den europæiske banksektor - herunder Danske Bank, Jyske Bank og de andre danske bankaktier - til årets helt store vindere, har nedturen nu været så markant, at de nu er tabere. [...] Bemærk tilmed, at bankerne er gode indikatorer for konjunkturerne. Om det er stigende omkostninger i form af kraftigt stigende råvarer eller den pludseligt stigende finansielle usikkerhed i form lavere tilbøjelighed til at yde kredit, så vil krigen i Ukraine kunne betyde økonomisk afmatning i Europa. Lavere vækst, højere ledighed. Med tanke på rædslerne i Ukraine, så klarer vi den nok."
I et debatindlæg i Børsen mandag skriver Svend Roed Nielsen, seniorrådgiver, Tænketanken Europa, blandt andet: "Begrænsninger i adgangen til det internationale betalingssystem Swift og hårde sanktioner over for oligarker og banker har spillet en central rolle i EU's reaktion på Putins krigshandlinger. Nu tyder meget på, at EU med henvisning til national sikkerhed vil gå videre og nedgradere Rusland som handelspartner. Det kan gøres ved at fratage Rusland de fordele, der følger med det såkaldte “Most Favoured Nation”-princip (MFN). MFN-princippet er en hjørnesten i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Princippet skal modvirke diskrimination mellem medlemslandene, ved krav om at den mest favorable handelsmæssige behandling af et WTO-medlemsland skal udstrækkes til alle andre medlemslande. I kraft af MFN-princippet har Rusland siden WTO-medlemskabet i 2012 opnået en række toldnedsættelser for deres eksport til EU - Ruslands største eksportmarked. Udelukkes Rusland fra MFN-behandling, vil EU kunne hæve toldsatserne for russiske produkter og dermed ramme russisk eksport. [...] EU-landene har forskellige handelsrelationer med Rusland og derfor forskellige ønsker, mht. hvor meget tolden skal forhøjes for de enkelte produktgrupper. Alle vil dog være under et betydeligt pres for at vise fortsat EU-enighed og handleevne. Rusland vil formentlig svare igen ved at indføre restriktioner over for EU's eksport til Rusland. Også her vil nogle EU-lande blive hårdere ramt end andre, hvilket vanskeliggør beslutningen."
Kilder: Berlingske, mandag, s. 4-5, 12; Børsen, mandag, s. 4, 35; Information, lørdag, s. 6-8, mandag, s. 16-17; Jyllands-Posten, mandag, s. 10-11
Sikkerhedspolitik: Vesten har ikke råd til at udelukke selv det værste scenario
I en analyse i Berlingske skriver avisens sikkerhedspolitiske korrespondent, Kristian Mouritzen blandt andet: "Mange med dyb kendskab til den russiske præsident, Vladimir Putin, siger, at den vestlige forsvarsalliance NATO næppe har været tættere på en konfrontation med Rusland end nu. [...] Eller som den amerikanske sikkerhedsekspert Fiona Hill fra det ansete tidsskrift Politico konstaterer i Berlingske, så er Putin uberegnelig nok til at udløse det værst tænkelige scenario. [...] Og hun står langt fra alene. Putins rygtevise sindstilstand og spørgsmålet om, hvorvidt han virkelig kunne finde på at anvende a-våben i forbindelse med Ukraine-konflikten er en farlig cocktail. Og atomspørgsmålet er ikke helt udelukket, hvis man lytter efter eksperter. [...] En af dem, der har studeret ham indgående i årevis er Angela Stent, som arbejder som forsker for Brookings Institution og er ekspert i russisk udenrigspolitik. Hun siger, at Putin normalt aldrig har været en person, der tog unormale risici. “Hvis man ser tilbage på krigen i Georgien i 2008, kunne de russiske styrker have taget Tbilisi (hovedstaden). Det gjorde de ikke. De lod den daværende præsident Mikheil Saakasjvili blive siddende. De kunne i 2014 i forbindelse med annekteringen af Krim have taget Donbas. Det gjorde de ikke. Så det her er helt tydeligt en helt anden drejebog end tidligere,” siger Angela Stent til magasinet Foreign Policy. [...] Men militære personer og politikere har ikke råd til at gætte på Putins intentioner. De er nødt til at gå ud fra, at muligheden foreligger, selvom det stadig er usandsynligt. Derfor ser vi et NATO, der er yderst tilbageholdende med at involvere sig i konflikten. Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs, heftige opfordringer til NATO om at beskytte ukrainsk luftrum er blevet totalt afvist blandt andet af USAs udenrigsminister, Antony Blinken. For enhver tanke om noget sådant vil risikere at optrappe konflikten og gøre det til en direkte konfrontation mellem Rusland og NATO. [...] Og hvis man - som EUs udenrigskommissær Josep Borrell - kom til at sætte en diskussion i gang om anvendelsen af polske MIG-jagere i Ukraine, så befinder man sig på grænsen til en storkrig i Europa. [...] Faktisk frygter NATO lige nu mere end noget andet at blive involveret. Derfor risikerer USA og europæerne også at blive passive tilskuere til det, der foregår. Det er også grunden til, at nogle eksperter frygter, at NATO på et tidspunkt må trække støtten til Zelenskyj og bede ham om at forlade landet for at skåne sin egen befolkning for yderligere krigshandlinger."
Kilde: Berlingske, mandag, s. 6
Sikkerhedspolitik: Pludselig har et lille, fattigt land verdens opmærksomhed. Men der er ingen tegn på NATOs hjælp
Berlingske skriver mandag, at man i Moldova er nervøse for landets sikkerhed efter Ruslands invasion af Ukraine. Og selvom både USA's udenrigsminister og statsminister Mette Frederiksen (S) lover landet støtte, så skal landet ikke regne med direkte hjælp, hvis russerne beslutter sig for også at trænge ind i Moldova. Det svarede USAs udenrigsminister Anthony Blinken på et spørgsmål fra en amerikansk journalist på et pressemøde under hans besøg i Moldova. Han henviste til USAs sanktioner og bestræbelser på at samle en fælles international reaktion på invasionen af Ukraine, som modsvar på eventuel russisk aggression i Ukraine. Også Mette Frederiksen undlader at komme ind på et eventuelt NATO-forsvar af Moldova. Mange af Moldovas indbyggere er allerede i gang med at flygte ud af landet af frygt for en snarlig russisk invasion. "Vi holder nøje øje med det", sagde Moldovas præsident, Maia Sandu, da hun blev spurgt til en mulig russisk militær fremrykning mod Moldova gennem den russiskstøttede udbryderrepublik Transnistrien.
I Berlingske søndag kan man læse, at man i Moldova er overbeviste om, at man er næste mål i Putins ekspansionsplaner. Krigen i Ukraine er tæt på. Den ukrainske havneby Odessa ligger kun 70 km fra grænsen til Moldova. For få dage siden sendte Moldova en formel ansøgning om medlemsskab i EU, hvilket fik udbryderrepublikken Transnistrien til at afbryde forhandlinger med Moldova.
Kilder: Berlingske, mandag, s. 10, søndag
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 7. marts 2022
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark