EU i dagens aviser tirsdag den 12. april 2022

Dagens EU-tophistorier

Udenrigspolitik: Østrigs kansler forsøgte at få Putin til at stoppe krigen
Flere af dagens aviser bringer nyt om krigen i Ukraine, yderligere sanktioner mod Rusland og Østrigs kanslers møde med Putin. I Jyllands-Posten kan man læse, at Østrigs kansler Karl Nehammer mandag besøgte Vladimir Putin for at forsøge at få han til at stoppe krigen i Ukraine. Putin måtte ifølge Nehammer selv lægge øre til en direkte, åben og hård tone. "Det var ikke noget venskabsbesøg. Mit budskab var, at krigen må slutte nu, for en krig har altid kun tabere," sagde Nehammer efter mødet. Østrig har siden den sovjetiske tilbagetrækning fra landet i 1955 været strengt neutralt. Kanslerens rejse har vakt utilfredshed blandt ukrainske ledere, men var aftalt på forhånd med både EU og udvalgte europæiske ledere. Det var første gang siden Ruslands angreb på Ukraine for syv uger siden, at Putin fysisk er mødtes med en vestlig leder. Ifølge vestlige satellitbilleder har de russiske styrker nu trukket sig helt væk fra Kyiv-regionen. De efterlader sig totalt raserede byer og en hårdt medtaget civilbefolkning. Ifølge Ukraines rigsadvokatur har russiske soldater i Kyiv begået 1.222 drab på civile, der bør efterforskes som krigsforbrydelser. Tallet er 5.500 for alle de områder, hvor russerne har trukket sig tilbage. Ukraine har også bedt Vesten om flere våben. "Vi har brug for flere våben. Våben, våben og våben," sagde Ihor Zvovkva, en af præsident Volodymyr Zelenskyjs nærmeste medarbejdere. På et EU-udenrigsministermøde mandag var det et dominerende tema. Selv Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, viste sig lydhør. Tyskland har ellers hidtil været tilbageholdende med at levere tunge våben.

Også Berlingske skriver om kanslerens Putin-besøg. Undervejs på mødet havde kansleren bragt krigsforbrydelserne i Butja op sammen med behovet for at skabe humanitære korridorer til de belejrede byer. Europa ville holde sammen, og sanktionerne ville forblive på plads og endda blive strammet, så længe de dør i Ukraine, lød det. Mødet i Moskva fandt sted, efter at Karl Nehammer havde besøgt den ukrainske leder, Volodymyr Zelenskyj, i Kyiv lørdag og givet ham sin støtte. "Dette var ikke et venskabeligt besøg. Jeg er lige kommet fra Ukraine og har med egne øjne set den umådelige lidelse, som den russiske angrebskrig har forårsaget," lød det fra Kansleren efter mødet.

I B.T. og Politiken kan man i dag læse, at EU gør klar til nye sanktioner mod Rusland. Fredag vedtog EU-landene den femte sanktionspakke mod Rusland, som blandt andet rammer russisk eksport af kul og flybrændstof. Dog er der enighed om at øge sanktionerne yderligere. Derfor er EU-landene nu ved at forberede den sjette sanktionspakke. Det siger Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S) forud for et møde for EU-landenes udenrigsministre i Luxembourg mandag. "Vi ser krigsforbrydelser i Ukraine. Derfor er det vigtigt, at vi gør krigen så omkostningsfuld som overholdet muligt for Rusland via sanktioner og våbenhjælp til Ukraine," siger han. Ukraines udenrigsminister fastslog i sidste uge, at han var skuffet over, at der skulle en massakre i Butja til, før EU kom med den femte sanktionspakke. Til det svarer Jeppe Kofod: "Der skal ikke være nogen tvivl om, at Danmark arbejder for de hårdest mulige sanktioner, vi kan blive enige om. Også på energiområdet. Vi skal gå videre og kigge på olie og gas. Vi skal sanktionere Rusland der, hvor det gør ondt." Ud over sanktioner begynder EU-landene nu også for alvor at gøre klar til et retsopgør med Rusland om krigsforbrydelser i Ukraine. Det skal både forsøge at sikre retfærdighed til ofrene, men også være med til at lægge pres på Rusland for at stoppe krigen. Politiken skriver yderligere, at kritikken af EU's manglende sanktioner mod Rusland efter massakren i Butja er taget til. EU sender nemlig hver dag i omegnen af 7,5 milliarder kroner til Rusland som betaling for gas og olie, som Putin kan finansiere sin krigsmaskine med. "Vi har givet Ukraine næsten 7,5 milliarder kroner. Det lyder måske af meget, men 7,5 milliarder er det, vi hver eneste dag betaler Putin for den energi, han giver os. Siden starten af krigen har vi givet Putin 262 milliarder kroner sammenlignet med de 7,5 milliarder, vi har givet Ukraine til at forsvare sig selv," påpeger EU's udenrigschef Josep Borrell. Flere af EU's udenrigsministre lod forstå, da de var samlet i Luxembourg mandag, at de ser en olieembargo som det naturlige næste skridt, der kun kan komme for langsomt. "Vi ser forhåbentlig snart kommissionens pakke, som vi hører også vil indeholde olie, og det er godt. Vi bruger hundredvis af millioner euro på at importere olie fra Rusland, og den finansiering mener vi bør stoppes, selv om det skaber store problemer og udfordringer," lød det ifølge Politiken fra den irske udenrigsminister Simon Coveney.

Politiken skriver i dag om, hvordan russiske oligarker forsøger at gemme sig for de vestlige sanktioner. Blandt andet bliver familiemedlemmer indsat som ejere af skuffeselskaber for at undgå sanktioner. Blandt andre har Ruslands rigeste mand indtil 2021, Aleksej Mordasjov, valgt at bruge den model, som mange russiske rigmænd bruger: den såkaldte sandwich med russiske selskaber, ejet af selskaber på Jomfruøerne og med et øverste ejerselskab på Cypern. Konstruktionen kan bruges til at undgå skat eller til hvidvask af penge, hvis oprindelse ikke tåler dagens lys. Og i et vist omfang også til at undvige sanktioner. Mordasjov udtaler i forbindelse med Politikens artikel følgende: "Jeg har aldrig været tæt på politik og har altid fokuseret på at skabe værdi i de selskaber i Rusland og andre lande, som jeg har arbejdet for. Jeg har absolut intet at gøre med de aktuelle geopolitiske spændinger, og jeg forstår ikke, hvorfor EU har indført sanktioner mod mig."
Kilder: Jyllands-Posten, s. 4; Berlingske, s. 6; B.T., s. 10; Politiken, s. 6, 7

Udenrigspolitik: Er aftaler med jer lige så værdiløse, som aftaler var med Hitler, Sergej?
Flere af dagens aviser bringer ledere, debatindlæg, analyser og kommentarer om krigen i Ukraine. I Berlingske kan man læse et debatindlæg af Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister. Han skriver blandt andet: "Kære Sergej. Jeg skriver til dig, fordi jeg som udenrigsminister kom til at kende dig som en meget vidende, rationel mand, og sammen lavede vi jo Ilulissat-erklæringen for at sikre freden i Arktis, men vil du virkelig nu ende som 'krigsforbryder' og risikere at blive arresteret, når du skal besøge din familie i luksusboligen i London? [...] Allerede en måned efter, at Putin var blevet præsident, gik jeres soldater fra hus til hus i Grosnij og myrdede civile, ligesom jeres soldater nu gør i Ukraine, og de, som afslørede krigsforbrydelserne, blev dræbt, mindede ugemagasinet The Economist om 9. april. [...] Kan du virkelig forsvare den gammelrussiske, antivestlige filosofi, hvorefter alt ondt kommer fra Vesten, du, som selv forekommer at være et produkt af Oplysningstiden? [...] Du har forklaret krigen med, at Rusland står i en 'kamp på liv og død om at eksistere på verdens geopolitiske kort,' men hvad mener du egentlig med det, Sergej? Mener du, at I er ved at forsvinde som stormagt? I så fald skyldes det, at du og din herskende klasse har brugt Ruslands rigdomme til at berige jer selv i stedet for at fremme Ruslands videnskab, forskning, innovation, kultur - for på de områder sker jo intet under jer! Eller mener du, at Vesten truer Ruslands eksistens, selvom du ved, at Vesten ikke kunne drømme om at starte en angrebskrig mod Rusland? De, som hos os forsvarer Putin, henviser netop som jer til udvidelsen af NATO og EU som begrundelsen for jeres overfald på Ukraine, men, Sergej, du ved jo godt, at Sovjetunionen skrev under på, at et hvert land kan gå ind i den alliance, det selv vil. [...] Jeg håbede, Sergej, at Rusland ville finde vejen tilbage til os andre, men jeg frygtede, at I ligesom nazisterne ville forfalde til krigerisk revanchisme. For at beskytte de nye lande mod den gik jeg derfor ind for at udvide NATO og EU med dem og dermed forhindre en europæisk krig. Desværre har min bekymring for jer vist sig velbegrundet. I fandt ikke hjem til det europæiske hus. I forsvandt i mørket. Det gammelrussiske middelaldermørke, Sergej!"

I et læserbrev i Information af Kira Marie Peter-Hansen og Lisbeth Bech-Nielsen, henholdsvis medlem af Europa-Parlamentet for SF og medlem af Folketinget og erhvervs- og finansordfører for SF, kan man blandt andet læse: "Et af de bedste værktøjer i kampen mod Rusland er økonomiske sanktioner mod Ruslands elite. Men lige nu har vi et finansielt system, der tillader russiske oligarker at skjule deres formuer. [...] I sidste uge skrev Information, hvordan russiske privatfly stadig flyver, selv om de er ramt af sanktioner, der burde binde dem til jorden. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi ikke har værktøjerne til at spore, hvem der egentlig ejer flyet. Det skal vi have lavet om på. Og det kan vi gøre gennem EU's nye hvidvaskregler, som Kira Marie Peter-Hansen lige nu forhandler på vegne af SF og De Grønne. Kommissionen har stillet et godt første forslag, men det skal gå endnu længere. [...] Vi skal have sat en stopper for såkaldte gyldne pas. I dag kan superrige købe sig til EU-statsborgerskab gennem investeringer i nogle EU-lande. Det har russiske oligarker gjort på blandt andet Cypern og Malta. Sidst, men ikke mindst, har Kommissionen opdateret deres sortliste over tredjelande, der udgør en substantiel trussel mod det finansielle system, og som ikke har effektive hvidvaskforanstaltninger i stand. [...] Med nye, fælles EU-hvidvaskregler kan vi lukke nogle af hullerne og sikre sanktionernes fulde effekt."

Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Jesper Beinov, administrerende direktør, Dansk Gartneri, tidligere pressechef, rådgiver og redaktør. Han skriver blandt andet: "Det er ubærligt at tænke på, hvor meget menneskelig lidelse vi kommer til at opleve i denne krig. For alle os, der husker, hvordan Den Kolde Krigs afslutning for 30 år siden tændte håb og optimisme, er der noget at tænke over. [...] Før den 24. februar i år troede de fleste, at Kremls hensigt var at sikre, at konflikten, der har udspillet sig siden 2014, var fastfrossen. Med oprørsområder. Så blødende grænser kunne udgøre en evig showstopper for Ukraines ønske om Nato- og EU-medlemskab. [...] For det første er Ruslands invasion en direkte kæberasler på tre årtiers bærende værdier i international politik om, at folkene selv vælger deres tilhørsforhold og ikke ved diktat fra stormagter. [...] For det andet bliver sikkerhed endnu mere nærværende i vores nærområde. Finland og Sverige kommer formentlig snart med i Nato. [...] For det tredje får Ukraine energikrisen til at brede sig på faretruende vis. Prisernes himmelflugt var allerede begyndt, men får ekstra fart. Tomater og agurker, fødevare- og landbrugsprodukter er ofte energiintensive, så prisen stiger. Sammen med en masse andre ting. Med beslutningen om, at EU skal blive uafhængig af russisk gas, får priserne i en periode et ekstra nøk opad. Alternativet, at Kreml kan afpresse Vesten via energi, er ubærligt. Hvad, hvis Putin f.eks. lukker for gassen, når vi nærmer os fyringssæsonen? Russisk gas, olie og kul bliver potente våben, der gør grøn omstilling sværere. [...] Det er ubærligt at tænke på, hvor meget menneskelig lidelse vi kommer til at opleve i denne krig."

Erik Boel, tidligere landsformand i Europabevægelsen, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten blandt andet: "Det er hjertevarmende at opleve, hvorledes Danmark og danskerne er klar til at hjælpe Ukraine i landets frihedskamp. Regering og Folketing stiller op med humanitær bistand, militær hjælp og en åben dør for flygtningene. Også i den brede befolkning er sympatien og hjælpsomheden overvældende. Alle påstande om, at danskerne er sig selv nok, bør nu forstumme. [...] Statsminister Mette Frederiksen har gjort det klart, at der ikke er noget juridisk til hinder for, at man tager til Ukraine og bidrager på ukrainsk side under krigen. Men statsministeren kan også selv gøre mere. Mette Frederiksen bør tage sig tid til et besøg i Ukraines hovedstad, Kyiv, for at mødes med præsident Zelenskyj. Det ville sende et stærkt dansk signal om solidaritet med det kæmpende Ukraine. Storbritanniens Boris Johnson har været der ligesom Østrigs kansler, Karl Nehammer, kommissionsformand Ursula von der Leyen og en række andre højtstående europæiske politikere. Det er en oplagt lejlighed for statsministeren til at træde i karakter og demonstrere, at Danmark står last og brast med Ukraine."

Asbjørn Slot Jørgensen, Staffan Dahllöf og Roger Buch, henholdsvis lektor, underviser og forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, skriver i en kronik med titlen "Tre problemer med mediernes Ukraine-dækning," blandt andet: "Danske medier har i det store hele dækket Ruslands angreb på Ukraine godt og korrekt. Men det er tre fundamentale problemer med mediedækningen. [...] Men mediernes flokimmunitet mod andre beskrivelser end den gængse udfordrer samfundets mulighed for at handle optimalt: fordi et skævvredet mediebillede kan give politikerne og borgerne et fejlagtigt videngrundlag, og fordi et skævvredet billede af virkeligheden kan skabe stemninger i samfundet, som presser politikere til uhensigtsmæssige beslutninger. [...] I en krigssituation mangedobles problemerne: Kilderne lukker i for information og skruer op for misinformation. Helt banale oplysninger bliver utilgængelige: Er en by besat eller stadig under regeringskontrol? Er der dræbt 1.000, 7.000 eller 15.000 soldater? [...] I de to første uger efter angrebet på Ukraine traf ikke blot Ukraine og Rusland, men også EU, Nato og de enkelte vestlige lande monumentale økonomiske, militære og politiske beslutninger, som i normale situationer kunne have taget år eller årtier. Medier og journalister skal altså rapportere om store vigtige begivenheder under et ekstremt tidspres med få og usikre kilder og under beskydning med propaganda og modpropaganda. [...] Det første problem: Generelt ses de enkelte nyheder, begivenheder og informationer gennem en proukrainsk linse. Når usikre tal, oplysninger eller udviklinger skal fortolkes, nævnes usikkerhed og forbehold, men konklusionen peger oftest i Ukraines favør. Det er forståeligt mod en baggrund af åbenlys russisk aggression og ødelæggelse, de håbløse betingelser for fri og kritisk journalistik fra den russiske side og den tæt på enstemmige politiske fordømmelse af invasionen. [...] Et andet problem er, at samme adfærd fra den ene krigspart i mediedækningen behandles anderledes end tilsvarende adfærd fra den anden krigspart. [...] Men både Rusland og Ukraine overtræder tilsyneladende krigens spilleregler, som de er fastlagt i bl.a. Geneve- og Haagkonventionerne. [...] Et åbenlyst - og i vores optik det alvorligste - eksempel er lukningen af adgangen til russiske medier i EU's 27 medlemslande. EU's censur (eller officielt: distributionsforbud af de russiske medieplatforme) indebærer, at det er forbudt 'at udsende eller muliggøre, lette eller på anden måde bidrage til udsendelse af indhold fra de juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag XV (omfatter redaktionerne for RT og Sputnik)'. [...] Er det i et demokrati forsvarligt at forbyde propaganda? Og hvad med USA-medierne Radio Free Europe/Radio Liberty, der opererer i Europa og har lignende propagandaformål vis-a-vis Rusland? Hvordan EU-forordningen kan gennemføres uden at være et grundlovsbrud, har vi ikke set danske nyhedsmedier diskutere eller fremhæve i nyhedsrapporteringen. [...] Demokrati har brug for frie, kritiske og balancerede nyhedsmedier - som også stiller de kritiske spørgsmål til vores egne politikere, selv når politikerne står i entydig konsensus. Demokrati har aktuelt brug for en nyhedsdækning, hvor konsensus om den russiske aggressions ulovlige grusomhed ikke udelukker kritisk granskning, herunder granskning af den truende interne svækkelse af vore egne friheder og rettigheder."

Politiken bringer et debatindlæg af journalist Anders Jerichow, som blandt andet skriver: "At Putins Rusland er midt i et modbydeligt overgreb på Ukraine, er indlysende. Det blev indledt med erobringen og annekteringen af Krim i 2014. At det også har gennemført et overgreb på Tjetjenien og fastholder en regulær trussel mod Georgien, Moldova og Hviderusland, turde være lige så tydeligt og skræmmende. [...] Vi har ingen som helst grund til at tro, at den jævne russer hver morgen vågner med trang til at invadere hverken Ukraine eller andre nabolande. Og det var næppe folkesjælen, der beordrede russerne til at invadere Ungarn i 50'erne, Tjekkoslovakiet i 60'erne eller Afghanistan i 80'erne. Derimod har vi al grund til at huske, at russere morgen og aften selv er blevet undertrykt, politisk voldtaget, økonomisk pint og kulturelt plaget af Kreml. [...] Er Rusland en trussel mod Europa? Spørgsmålet er relevant og dog ufuldstændigt: Russerne har ikke selv frihed til at true hverken deres naboer eller hele Europa. Men er Putin og hans regime en trussel? Ja, Putins regime er i dén grad en gigatrussel - både imod sine naboer og imod russerne selv. Har naboerne modsat eller forud truet Rusland? Nej, de har ikke truet Rusland. Men de har afvist Kreml, så sandt som at hvert eneste samfund i Ruslands nabolag har fravalgt Kreml, når det fik chancen. De har foretrukket frihed frem for underkastelse. [...] Rusland kunne for 30 år siden selv have tilvalgt demokrati, lov, ret og frihed. Så kunne såvel EU som Nato have stået åbent for Moskva, og verden ville have været en anden. Blev det fravalgt af russerne? Nej, de blev slet ikke spurgt. Men jo, det blev så absolut fravalgt af Kreml."

I en kommentar i Politiken skriver international kommentator Michael Jarlner blandt andet: "Man skal nok hedde Karl Nehammer for helt at forstå, hvad der mandag bragte ham til Moskva, hvor han som den første europæiske leder efter overfaldet på Ukraine besøgte Ruslands præsident, Putin. Hvad troede den østrigske kansler, han kunne få ud af det? Altså ud over, som han bagefter sagde, at have talt 'direkte, åbent og hårdt' med Vladimir Putin om de russiske krigsforbrydelser i Ukraine. Det var næppe et ritual, der rystede eller var nyt for Putin. Så hvad troede Karl Nehammer egentlig, at han, Østrig og resten af EU kunne få ud af det? [...] Der er nemlig omvendt flere, der kan se, hvad Vladimir Putin fik ud af Karl Nehammers Moskva-rejse: En propagandagave. Et bevis på, at Rusland ikke er isoleret. At EU's ledere fortsat er villige til at besøge den russiske præsidents residens i Moskva-forstaden Novo-Ogarjovo, uagtet at USA's præsident, Biden, kalder Vladimir Putin en krigsforbryder. [...] Karl Nehammer, Olaf Scholz, Viktor Orbån ... Man kunne sammenfatte deres handlinger og tøven i fortællingen om et Europa, der hylder en illusion om at stå sammen imod Rusland. Men som reelt er endt ved den-laveste-fællesnævners-politik: EU holder sammen om så lidt som muligt, ikke om så meget som muligt. Bevares ... der er sket fremskridt fra dengang, EU primært var kendt for disciplinen at gå i takt hver sin vej. Men der er også krig i Europa. Og vi diskuterer den, som om der var masser af tid til at foretage en gradvis omstilling af vores energiforsyning. Først kul, så måske olie og så måske-måske gas ... en dag. Når vi er klar, men så er krigen - og Europas nye historie - måske også afgjort."
Kilder: Berlingske, s. 23; Information, s. 18; Jyllands-Posten, s. 30, 30; Politiken, s. 5-6, 2, 7

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Sikkerhedspolitik: Nej-partier kræver garanti for ny folkeafstemning ført ind i loven
Flere af dagens aviser skriver om den danske afstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni. Man kan blandt andet læse, at nej-partierne mener, at vælgerne skal være 100 procent sikre på, at de bliver spurgt igen, hvis de stemmer ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, og det så bagefter tager en drejning, hvor Danmark eksempelvis mister sin vetoret. Spørgsmålet er derfor, om danskerne skal til en ny folkeafstemning, hvis det udvikler sig til et såkaldt overstatsligt samarbejde. Jeppe Kofod (S) udenrigsminister vil ikke give en klar garanti for, at det bliver tilfældet. "Det er Folketinget, der beslutter det i henhold til grundlovens procedurer," svarede han blandt andet i et interview i Jyllands-Posten mandag. Grundlovens paragraf 20 indeholder en mulighed for folkeafstemning, men ikke en garanti. Eksempelvis kan et fem sjettedeles-flertal i Folketinget afgive dansk suverænitet uden at spørge vælgerne. Dog har udenrigsministeren ændret holdning ifølge flere aviser. Kofod udsendte et Ritzau telegram, hvor han sagde, at han anser det som urealistisk, at samarbejdet bliver overstatsligt, men at han gerne ville udstede en garanti. "Men selv hvis det skulle ske, så garanterer jeg, at regeringen vil insistere på en folkeafstemning. Og regeringen vil anbefale, at man stemmer nej," sagde han. Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, mener ikke, at Kofods løfte er nok. Det skal skrives ind i loven om forsvarsforbeholdet, siger han og tilføjer, at selv om der ikke er aktuelle planer om at gøre forsvarssamarbejdet overstatsligt, så går det generelt altid i retning af mere magt til EU. "Det bedste eksempel er euroen, hvor man, tilbage da den blev grundlagt for 20 år siden, sagde, at det kun var et vekselkurssamarbejde. I dag 20 år efter kan man se, hvor integreret det er blevet på nærmest alle politiske områder: finanspolitik, strukturpolitik, fælles gældshæftelse," siger han til Jyllands-Posten.

I Ekstra Bladet kan man læse, at ja-partierne er på linje med udenrigsministeren. "Det er grundlæggende for de konservative, at det er i Danmark og i det danske folketing, at vi træffer beslutninger om at sende danske soldater ud på missioner. Det er et særligt ansvar," siger politisk ordfører for De Konservative Mette Abildgaard. Også Venstres politiske ordfører Sophie Løhde stemmer i. "Kun Folketinget kan sende danske soldater i krig. Det står fuldstændig fast, og det kan et forbehold eller en EU-traktat ikke lave om på," lyder det. Det samme gør De Radikales udenrigsordfører Martin Lidegaard. "Hvis det absurde nogensinde skulle ske, at nogen forestillede sig et overstatsligt samarbejde i EU, hvor et flertal - modsat i Nato - skulle kunne diktere et medlemsland at gøre det, ja, så vil vi også gerne garantere en folkeafstemning om det," siger han.

B.T. skriver, at andelen af formodede ja-stemmer til folkeafstemningen er gået en smule tilbage fra 39,2 procent i sidste uge til 38,8 procent. Samtidig er andelen af nej-stemmer faldet fra 35,8 til 32,4. Et dyk på 3,4 procent-point.

I Ekstra Bladets leder kan man i dag blandt andet læse: "Først var der det med ordlyden. Sært, at hverken 'EU' eller 'forsvarsforbehold' stod på sedlen, når vi skal stemme ja eller nej til at ophæve et forsvarsforbehold over for EU. [...] Nu er Jeppe Kofod (S) igen snurret en halv omgang rundt. Jeppe Kofod har tidligere pure afvist, at danskerne får en ny folkeafstemning, hvis EU's forsvarssamarbejde - efter vi altså har droppet forsvarsforbeholdet - pludselig udvikler sig i en uheldig retning. En retning, hvor Danmark mister sin vetoret, mister sin suverænitet. [...] Nu siger regeringen altså både ja og nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det vil sige et ja i første omgang. Og et nej, hvis det derefter går galt. For så må vi have et nyt forbehold til at erstatte det gamle. Det er en fest at være på nej-kampagnens side. Man behøver blot købe popcorn og med tilbagelænet skadefryd se ja-siden både lade, tage sigte samt pløkke sig selv i først den ene fod og derpå den anden. [...] Det er her, vi må stille Danmarks udenrigsminister et afgørende spørgsmål. Altså ud over om Kofod ikke snart skal røntgenfotograferes for at udrede, om han er i besiddelse af en rygrad? Men med ovenstående in mente - hvorfor skal forbeholdet så overhovedet fjernes?"

Kristeligt Dagblad bringer et debatindlæg af tidligere politimester Jørn Bro. Han skriver blandt andet: "Så fik regeringen ændret ordlyden af afstemningstemaet på stemmesedlen til EU-folkeafstemningen den 1. juni. Man gav sig klogt efter kritikken af den første ordlyd: ”Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?” Denne ordlyd er da rigtig nok - og hvem i Danmark vil ikke gerne deltage i samarbejde om sikkerhed og forsvar - et meget aktuelt og stærkt påtrængende emne. Men samtidig er ordlyden ikke helt ærlig. Den er lidt manipulerende, for den forsøger at smutte uden om ord og begreber som ”afskaffelse af EU-forbehold”, som jo er det, det drejer sig om i den offentlige debat og har gjort det i mange år. Afskaffelse af EU-forbehold udløser i vide kredse stærk modvilje - nærmest negative automatreaktioner. [...] Så det er forståeligt, at regeringen og forligspartierne i dyb bekymring for udfaldet af en vital beslutning forsøger sig med en positivt ladet ordlyd frem for den nu valgte ordlyd, der rummer en kraftig bremseklods: ”afskaffelse af EU-forbehold”. Den nye formulering er ærlig: ”Stemmer du ja eller nej til, at Danmark deltager i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?” Det tjener regeringen til ære, at den så hurtigt indså fejlen og rettede den, men episoden rækker ud over fejl og rettelser. [...] Sig det, som det er, og så tager vi debatterne og kampe derfra. Vi kan tåle at blive konfronteret med svære valg og realiteter. Det vigtigste er, at vi ikke mister tilliden til hinanden."

I Politiken kan man læse et debatindlæg af Margit Velsing Groth fra Vanløse. Hun skriver blandt andet: "Hvorfor har man ikke inddraget nogle af de mange forskere, der har forstand på præcis spørgsmålsformulering, inden man formulerede teksten? [...] Det er velkendt, at danskerne er positive over for europæisk samarbejde, mens de har en mere kritisk holdning til det tætte samarbejde med EU. Så måske er det ikke helt tilfældigt, at regeringen har valgt en anden spørgsmålsformulering?"
Kilder: Jyllands-Posten, s. 10; Berlingske, s. 5; Ekstra Bladet, s. 2; B.T., s. 2; Kristeligt Dagblad, s. 11; Politiken, s. 6

Interne anliggender: Macron står stærkest som statsmand. Marine Le Pen har taget i de unge
Flere af dagens aviser skriver om den første runde af præsidentvalget i Frankrig, hvor den nuværende præsident Macron og den højreorienterede Marine Le Pen gik videre til anden runde. Dermed står valget mellem de to kandidater. Kristeligt Dagblad skriver, at Præsident Emmanuel Macron vil fortsætte den socialliberale centrum-højrekurs, han har holdt, siden han slog Marine Le Pen ved præsidentvalget for fem år siden. På papiret er det den 44-årige tidligere topembedsmand og økonomiminister Macron, der har det stærkeste udgangspunkt. Han går ind i valgkampens næste fase med støtte fra de fleste af de kandidater, som blev elimineret ved søndagens første valgrunde. Men Marine Le Pen smedet sig et image som nationens favnende moder. Emmanuel Macron har omvendt opbygget et indædt had mod sin person som ”de riges præsident” i løbet af sine fem år på præsidentposten, ikke mindst blandt de vælgere, de begge nu skal til at kæmpe om. Billedet af den sikre rorgænger i den internationale storm er eroderet i de seneste uger, alt imens Marine Le Pen har undveget de værste konsekvenser af sine forbindelser med Vladimir Putin. Men hendes internationale ageren har tidligere hjemsøgt hende. I 2017 endte hendes ønske om at forlade euro'en med at skræmme vælgerne, der frygtede for deres sparepenge. Forslaget er nu forsvundet fra hendes program. Men denne gang kan hendes ønske om at trække Frankrig ud af Natos overkommando få samme effekt.

B.T. skriver, at Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, i går opfordrede franskmændene til at forhindre, at Marine Le Pen vinder præsidentvalget. "Jeg er meget bekymret, og jeg håber ikke, at vi får Le Pen som Frankrigs præsident. Det ville ikke alene være et afbræk fra EUs kerneværdier. Det ville totalt ændre dets kurs. Franskmændene er nødt til at forhindre det," sagde han før et møde blandt EU's udenrigsministre.

B.T. skriver desuden, at bår EU og NATOs fremtid er truet, hvis Marine Le Pen går hen og vinder Frankrigs præsidentvalg den 24. april. Hvis det lykkes Marine La Pen at erobre nøglerne til Elyséepalæet i Paris om 14 dage, så står EU over for en krise, der får Brexit til at blegne. Marine Le Pen er uddannet jurist og har fået politik ind med modermælken. Alene navnet Le Pen får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange franske liberale. Hendes far, Jean Marie Le Pen, var nemlig grundlægger af det yderligtgående nationalistiske højrefløjsparti Front National. Mange franskmænd ser ikke længere Le Pen som en trussel mod den franske model. Hun har nedtonet sin anti-EU-retorik, selv om hun stadig grundlæggende er modstander af arbejdskraftens frie bevægelighed og ønsker mere grænsepoliti. Hun vil også have, at Frankrig skal betale betragtelig mindre for sit medlemskab, og har talt om, at Frankrig skal være i gruppe med Orbáns Ungarn i EU. Også hvad gælder NATO, vil der være betragtelige forandringer på vej: Marine Le Pen har proklameret, at hun ønsker at trække Frankrig ud af NATOs integrerede kommandostruktur. Det er bestemt ikke uproblematisk, da Frankrig er EUs eneste land med atomvåben.

I Information kan man læse en analyse af weekendens valg i Frankrig skrevet af journalist Tore Keller. Han skriver blandt andet: "Søndagens præsidentvalg i Frankrig er et røntgenbillede af et splittet land. Macron fik flest stemmer hos de ældre, Mélenchon flest hos de unge, og Le Pen flest hos arbejderne. [...] Det afgørende punkt vil derfor være, om Macron kan tiltrække den knap tredjedel af franskmændene, som satte deres kryds ved Jean-Luc Mélenchon og de andre venstrefløjskandidater. Mange af dem vil blive hjemme, og en ikke ubetydelig andel af Mélenchons vælgere overvejer at stemme på Le Pen, fordi Macron for dem er et større hadeobjekt end den yderste højrefløjskandidat. [...] Le Pen er blevet normaliseret, og det, at den yderste højrefløj nu er en naturlig deltager i anden valgrunde i et stort europæisk demokrati, er et enormt skred, som viser en republik med meget forskellige opfattelser af virkeligheden. Den yderste højrefløj fik samlet hver tredje stemme og udbyggede sin score fra 2017. Omvendt skal man ikke tolke Mélenchons 21,95 procent af stemmerne som en ensartet støtte til hans mål om at forlade EU og NATO. Nogle stemte taktisk på ham, fordi han var den eneste kandidat med en mulighed for at få venstrefløjens ideer med i den afgørende valgrunde, andre, fordi de støtter hans klima- eller socialpolitik. [...] De Gaulles gamle republikanske valgsystem har svært ved at håndtere det 21. århundrede, og den manglede repræsentation for dem, som stemte på de ti andre kandidater ved valget, giver en demokratisk fatigue, som risikerer at trække Frankrig helt ud i den hårde højregrøft."

I Berlingskes leder kan man i dag blandt andet læse: "Efter første runde af det franske præsidentvalg 2022 kan man konstatere, at det gamle franske partisystem nu er helt dødt. Første rystelse skete for fem år siden, da Émmanuel Macron skabte et nyt centrumparti og blev valgt som præsident, mens det traditionsrige franske socialistparti brød sammen. I år er de franske republikanere, arvtagerne efter De Gaulle, blevet udraderet. Deres kandidat, Valérie Pécresse, fik under fem procent af stemmerne. [...] Macrons modkandidat i anden runde bliver ligesom i 2017 Marine Le Pen, men det var tæt på at blive den radikale venstrefløjskandidat, Jean-Luc Mélenchon. De to ekstremer har også meget til fælles. Le Pen og Mélenchon påstår begge at kæmpe for de fattigste franskmænd, de er protektionistiske, og de er begge opsat på at kaste Frankrig ud i en juridisk krig med EU. For fem år siden talte de om at føre Frankrig ud af EU. Nu vil de blive indenfor og blot holde op med at følge EU-regler, som de ikke kan lide.
[...] Der er gode grunde til, at Marine Le Pen står historisk stærkt i meningsmålingerne til anden runde af præsidentvalget, og Macron risikerer at støde tæt på halvdelen af de franske vælgere fra sig, hvis han nøjes med at råbe 'racist' og 'ekstremist' efter sin modkandidat."

I Jyllands-Posten kan man læse en analyse skrevet af Jørgen Ullerup, avisens korrespondent i Bruxelles. Han skriver blandt andet: "To vidt forskellige syn på Frankrig støder sammen, når Emmanuel Macron søndag den 24. april skal forsvare sin titel som præsident mod ærkerivalen, Marine Le Pen. [...] Med god grund virkede Emmanuel Macron mindre selvsikker end vanligt, da han ud på valgaftenen søndag takkede vælgerne for sin sejr i første runde af præsidentvalget. Han ved, at den endelige sejr skal hives hjem med det yderste af neglene i et stærkt splittet Frankrig, der er gået fra krise til krise under hans fem år i Élysée-palæet. [...] Marine Le Pen opfordrede vælgerne til at slutte sig til hendes nationale og folkelige samling, der forsvarer fransk kultur og uafhængighed, og som kontrollerer indvandringen. [...] Det store spørgsmål i 2022 er, om den republikanske front stadig kan mobiliseres, eller om den vil blive overmandet af en anti-Macronfront? Virker blokaden, kan Le Pen glemme sin plan om at gøre valget til en folkeafstemning om Macron. Hendes chance er, at det langtfra er sikkert, at vælgerne følger henstillingen fra taberne. Ligesom Dansk Folkeparti har Le Pen et socialt program, der appellerer langt mere til mange venstrefløjsvælgere end Macrons krav om, at alle skal arbejde mere."

I Jyllands-Postens leder kan man i dag blandt andet læse: "I en tid med ekstreme geopolitiske spændinger er ethvert tegn på politisk stabilitet velkommen, men et sådant var de franske vælgere ikke leveringsdygtige i ved første runde af præsidentvalget søndag. Tværtimod. Ganske vist vandt Emmanuel Macron med 27,6 procent af stemmerne foran Marine Le Pen, der fik 23,4 procent af stemmerne, men der var ingenlunde tale om noget overbevisende udlæg af den siddende præsident. [...] Le Pen har i valgkampen skruet ned for den klassiske retorik om indvandrere og fejlslagen integration for i stedet at fokusere mere på økonomien og den svækkede købekraft, som franskmændene oplever. Energiprischokket har bidraget til den højeste inflation i det snart kvarte århundrede med eurosamarbejdet, og det må ikke glemmes, at den protestbølge, der i 2018 blev anført af de gule veste, blev startet på grund af netop stigende brændstofpriser som følge af en påtænkt forhøjelse af dieselafgiften. Macron måtte trække afgiftsforhøjelsen tilbage og har efter dette nederlag reelt ikke genvundet sin fulde politiske styrke. [...] I de seneste måneder har Macron givet den i rollen som statsmand, men hans mange mæglingsforsøg i forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin, har været uden effekt. Planerne for invasionen af Ukraine var lagt, og dem kunne ingen fransk præsident have ændret på. Marine Le Pen kunne næppe have gjort en forskel på trods af sine stærkt kritisable Putin-sympatier. Tværtimod er der grund til at tro, at hun kunne have forværret situationen med sine planer om at trække Frankrig ud af Natos kommandostruktur og sin generelt kritiske holdning til EU, da begge dele sender det værst tænkelige signal i en tid med behov for en enig front over for despoten i Kreml."

I en analyse i Kristeligt dagblad, skrevet af korrespondent Birthe Pedersen, kan man blandt andet læse: " Om to uger skal de afgøre, om Frankrig forbliver på den socialliberale midte, som mere eller mindre kendetegner de fleste vesteuropæiske demokratier. Eller om de drejer EU's næststørste land ind på en ny, nationalkonservativ kurs. [...] Begge har slået tonen an til to ugers benhård kamp i det, de fremstiller som en værdi- og civilisationsmæssig kamp. Da de mødtes til duel første gang ved præsidentvalget i 2017, var Emmanuel Macron endnu båret af den bølge af håb og forandring, han havde rejst på rekordtid med løftet om af forvandle Frankrig til en moderne iværksætter-nation. Marine Le Pen kvalificerede sig især til anden valgrunde, fordi venstrefløjen skrumpede og led sit største nederlag i mands minde. [...] Le Pen vil ligesom blandt andet Polen for nylig sikre, at fransk lovgivning til enhver tid har forrang frem for EU's direktiver for at styrke den nationale suverænitet. Macron vil styrke Frankrig ved at styrke EU. Men begge lover også at beskytte de franskmænd, som føler den økonomiske krise og energikrisen kradse. Og det er her, de især vil blive vejet på vælgernes guldvægt."
Kilder: Politiken, s. 5; B.T., s. 8, 16; Jyllands-Posten, s. 19, 18-19, 28; Berlingske, s. 2; Information, s. 1, 20; Kristeligt Dagblad, s. 1, 5

Andre EU-historier

Retlige anliggender: Kæmper for 'forureneren betaler'-princippet i Cheminova-sag
Dagens Information skriver, at Region Midtjylland vil stævne Miljøstyrelsen i en sag om, hvem der skal betale for håndteringen af forureningen fra den gamle Cheminovafabrik på Harboøre Tange. Stævninger mod staten er sjældne, men skyldes i dette tilfælde, at Miljøstyrelsen har afgjort, at virksomheden FMC - tidligere Cheminova - ikke længere skal være forpligtet til at videreføre de afværgetiltag, som i dag forhindrer forureningen i at sprede sig til den omgivende natur, til skade for både mennesker og miljø. I miljøpolitik gælder normalt et princip om, at 'forureneren betaler'. Det blev formuleret af OECD helt tilbage i 1972 i forbindelse med FN's første topmøde om miljø i Stockholm og er et centralt princip i Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009 og gav Europa-Parlamentet større indflydelse på udformningen af EU. "Det gør mig dybt deprimeret, at Miljøstyrelsen når frem til den her afgørelse. Det viser, hvor gammeldags miljølovgivning bliver tænkt i Danmark," siger Ellen Margrethe Basse, der er professor emerita ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, og stærkt uenig i Miljøstyrelsens afgørelse om Cheminova-forureningen.
Kilde: Information, s. 6

Institutionelle anliggender: Trods NATO-skepsis og Putin-flirt bakker DF-formand Morten Messerschmidt op om Marine Le Pen
B.T. skriver, at formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, bakker op om Marine Le Pen, som er den ene af de to præsidentkandidater i Frankrig efter weekendens valg. Hun står tilbage som den eneste udfordrer til den siddende præsident, socialliberale Emmanuel Macron. "»For mig at se kan hun genoprette balancen i Europa ved at være en yderst tiltrængt EU-kritisk stemme i et toneangivende medlemsland. Det har manglet siden briternes udtræden, og det ville være i dansk interesse," siger Messerschmidt om Le Pen. Marine Le Pen er stor modstander af EU-samarbejdet ligesom Messerschmidt, men hun har tidligere argumenteret for, at træde ud af dele af forsvarssamarbejdet i Nato. På spørgsmålet om Morten Messerschmidt ikke er bange for den slags retorik fra en mulig kommende fransk præsident, svarer han: "Der er selvfølgelig områder, hvor vi ser forskelligt på tingene, men jeg læser det ikke, som at Le Pen vil trække Frankrig ud af NATO. Vi bakker fuldt og helt op om NATO-samarbejdet." Messerschmidt ser med større bekymring på Macrons visioner om et mere føderalt europæisk samarbejde. "For os er det jo helt centralt, at vi får reformeret EU i en mere national retning, og der ser jeg Le Pen som den helt rigtige til at kunne presse på den udvikling. Vi skal have mindre EU, og de nuværende regeringer i Frankrig og Tyskland ser kun mere EU som løsningen på alle problemer," siger han til B.T.
Kilde: B.T., s. 4

Finansielle anliggender: Finans Danmark-topchef i oprør over forskelsbehandling i EU af finanskandidater
Berlingske skriver, at bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, mener, at der stilles alt for strikse krav til landets direktører og bestyrelsesmedlemmer i finanssektoren i forhold til i andre europæiske lande. Dette skyldes i høj grad Finanstilsynets fortolkning af de såkaldte fit & proper-krav. "De grundlæggende krav til egnethed har ikke ændret sig markant i lovgivningen de seneste fem til seks år, men det har Finanstilsynets praksis. Der er grundlag for at justere kursen og netop give mulighed for, at man kan flytte mellem søjlerne, så folk kan komme ind med andre erfaringer, og man kan skabe diversitet, der bliver efterspurgt. Ellers bliver det de samme gråhårede herrer, der sidder på posterne," siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark. Det seneste eksempel på udfordringen med at finde egnede kandidater findes hos PFA. Her skulle man for nogle måneder siden forsøge at finde en afløser til Allan Polack, der trådte tilbage til fordel for en bestyrelseskarriere. Ifølge Berlingskes oplysninger fik PFA afvist mere end en kandidat til jobbet, herunder koncerndirektør Camilla Holm. Det på trods af, at hun har mere end ti års nylig praktisk erfaring i at drive finansvirksomhed - en række af dem har været i ledelsen. Blandt andet som topchef i realkreditkæmpen Totalkredit. Tilsynet krævede dog, at Camilla Holm specifikt havde flere års erfaring fra pensionsområdet. "Vi er kede af den silotankegang. Vi oplever, at man i andre lande i Norden og i Eurozonen har en anden tilgang, mens vi i Danmark ser eksempler på, at oplagte og kompetente kandidater indstillet af kompetente bestyrelser får tommelfingeren nedad," siger Nødgaard. Finanstilsynet har tidligere henvist til, at det er i EU-regi, at stramningerne er fundet sted. Derudover har tilsynet adskillelige gange påpeget, at selvom kravene i teorien er nedfældet sort på hvidt, så er der alene tale om en rettesnor.
Kilde: Berlingske, s. 8-9

Udenrigspolitik: "Spørgsmålet, jeg vil stille, er, om man kan beskrive russerne som mennesker?"
Jyllands-Posten har mødt den 55-årige Leonid Datsenko, som var med til at grave sin egen familie fri af en massegrav i landsbyflækken Motyzhyn, som er en del af Butja-distriktet. De formodede russiske krigsforbrydere, der menes at stå bag, hævder, at anklagerne er ren ukrainsk historieforvanskning. "Det kan ikke forfalskes. Jeg var der selv. Det, de har gjort, er rendyrket barbari. For hvis du vil dræbe et menneske, kan du bare skyde og gøre arbejdet færdigt hurtigt. Det her var bagbundne mennesker, der var tortureret," fortæller Datsenko. "De er krigere fra helvede. Det er, hvad jeg synes," konkluderer Leonid Datsenko og fortsætter: "Jeg er ikke sentimentalt anlagt. Jeg er realist, og vi kan ikke ændre situationen. Jeg forstår, at der er krig, og at der er ofre i enhver krig. Så jeg ved også, at andre har oplevet det samme, som jeg har, og vi bliver nødt til at fortsætte vores liv. Men vi bliver også nødt til at huske. Hele verden bør vide, hvad der foregår. Det er derfor, jeg taler med dig. For Rusland hævder jo det modsatte."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 6-7

Institutionelle anliggender: Hans Hauge Hvad er mon Europa?
I Berlingskes Groft Sagt af Hans Hauge kan man i dag blandt andet læse: "Europa er en forholdsvis ny idé, der erstattede 'Kristenheden', fordi man i Oplysningstiden syntes, det var flovt. Lenin mente, at Rusland tilhørte Europa. Putin det samme. [...] I Folketinget synes det at være sådan, at EU er lig Europa, og Europa er lig Vesten, og Vesten omfatter Japan og Australien og dele af Nordamerika inklusive Grønland, men ikke Cuba og heller ikke Afrika og Asien. Uanset hvad de dog mener, så handler Europa altid om 'værdier'."
Kilde: Berlingske, s. 28

Økonomi: Det kribler i fingrene på Pia Olsen Dyhr. Men kære Pia: Lev med det!
Berlingske bringer en analyse skrevet af Ulrik Bie, avisens økonomiske redaktør. Her kan man blandt andet læse: "Danskerne taber i disse måneder købekraft i et tempo, som ikke er set i mange årtier. Det gælder også forbrugerne i de fleste andre vestlige lande, og derfor står politikere nu i kø med økonomiske hæfteplastre - og gammel vin på nye flasker. Hvorfor accepterer vi den slags? Mange sidder nok i disse dage og ser på de galopperende priser og stiller sig selv det spørgsmål. [...] Det spørger man også sig selv om på Christiansborg, hvor det helt åbenlyst kribler i fingrene for at gribe ind og 'hjælpe'. Varmecheck 1.0 og 2.0 er nu på plads. Man kan altid forvente endnu flere forslag om at bruge penge fra SFs Pia Olsen Dyhr, der vil bruge tre milliarder kroner på inflationshjælp til pensionister, børnefamilier og studerende. Mon ikke de øvrige socialistiske partier hurtigt vil forsøge at overgå SFs forslag? Naturligvis finansieret ved at plukke flere frugter på det pengetræ, der åbenbart gror i SFs baghave. [...] Macron sagde i sin sejrstale sent søndag aften, at hans løsning på de høje leveomkostninger er det eneste, der dur. Men hvad er hans løsning så? En mere effektiv og dynamisk fransk økonomi. Øget konkurrence. Det har han fuldstændig ret i, for mere effektiv produktion betyder lavere produktionsomkostninger. [...] Vi så det med priserne på transport, hvor kombinationen af coronanedlukninger i Kina og andre asiatiske lande, et pludseligt hop i efterspørgslen efter varer, mangel på chauffører på land og så et containerskib, der satte sig på tværs i Suezkanalen, alle var med til at gøre den tilgængelige globale kapacitet på containerskibe mindre end behovet for at transportere varer. Priserne på at få flyttet en skibscontainer eksploderede og er endnu ikke kommet ned igen. Når prisen stiger, så er der tendens til, at efterspørgslen falder, og udbuddet stiger. [...] Det er ikke sådan, at politikere ikke kan gøre noget. Øget konkurrence virker. I USA ser man nu på, om det er muligt at reducere virksomhedernes markedsdominans - altså evnen til at undertrykke konkurrence og dermed holde en kunstig høj pris. I EU vil et endnu mere velfungerende indre marked kunne bidrage til lavere priser. Det samme vil øget digitalisering, der giver forbrugerne flere valgmuligheder."
Kilde: Berlingske, s. 16

Institutionelle anliggender: Pro-Putin-protester flere steder i Europa
I Jyllands-Posten kan man læse, at der i Cypern, Israel og flere tyske storbyer flages med det russiske flag. Nogle støtter den russiske præsident, mens andre støtter de russiske borgere. I Tyskland vakte det i begyndelsen af april opsigt, da flere hundrede prorussiske demonstranter kørte en konvoj gennem Berlin. "For guds skyld, hvordan kan du tillade denne konvoj af skam i midten af Berlin?" skrev den ukrainske ambassadør i Tyskland, Andrij Melnyk, på Twitter henvendt til borgmesteren i Berlin, Franziska Giffey. I Serbien, der har tætte bånd til Rusland og ikke følger EU's linje med at sanktionere Rusland, har der siden krigens begyndelse også været prorussiske protester.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 7

Klima: Selvfølgelig skal vi overveje atomkraft som en del af fremtidens grønne energi
Berlingske bringer en kommentar af Nikolaj Bøgh, forfatter og rådmand på Frederiksberg for Konservative. Han skriver blandt andet: "Med den russiske invasion i Ukraine er det blevet smerteligt klart, at dansk og europæisk energipolitik i mange år har rummet betragtelige indslag af selvbedrag og luftkasteller, og at vi har glemt det helt basale faktum, at energipolitik i bund og grund er sikkerhedspolitik. [...] At reducere afhængigheden af russisk gas ved at sætte turbo på udbygningen af vind- og solenergi er i bedste fald en ekstremt langsigtet strategi. Samtidig rummer det betydelige problemer i form af manglende forsyningssikkerhed og flere og flere strømsvigt, enorme udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med metal til de mange nye vindmøller og kæmpemæssige affaldsproblemer, når forældede vindmøller i tusindvis gradvis skal skrottes. [...] Men vi bør også kigge i retning af atomkraft, som i mange år har været ugleset i dansk energiplanlægning. Hvis vi havde indført atomkraft i 70erne eller begyndelsen af 80erne, da det rent faktisk indgik i dansk energiplanlægning, så havde vi i dag haft adgang til meget store mængder CO2-neutral energi og stået et fundamentalt bedre sted i forhold til både forsyningssikkerhed, energipolitisk uafhængighed og hele den grønne omstilling. For atomkraft er en grøn energiform, som også EU har slået fast for nylig. [...] Gennem EU bør vi presse på for, at der ikke lukkes flere atomkraftværker, og at de værker, der er lukket for nylig og er fuldt funktionsdygtige, bliver genåbnet."
Kilde: Berlingske, s. 26

Sikkerhedspolitik: Mangel på ansatte kan udløse påskekø i lufthavnen
Berlingske skriver, at lang ventetid i Københavns Lufthavn har givet frustration og utilfredshed hos de rejsende. Årsagen til ventetiderne skal findes i, at danskernes rejselyst i den grad er vendt tilbage - og det er de ansatte ikke helt endnu. Desuden er der kommet nye krav til baggrundstjek af nyansatte, hvilket også øger ventetiden. Det er ifølge Københavns Lufthavn svært at vurdere, hvor lang tid en sikkerhedsgodkendelse af en nyansat varer. "Det er forskelligt fra sag til sag, men vi har hørt om sagsbehandlinger, der har taget mellem fem og seks uger," oplyser lufthavnen. De nye krav til baggrundstjek af sikkerhedspersonale skyldes en EU-forordning, der blev indført i Danmark ved årsskiftet. De mere strikse regler skal ifølge EU minimere risikoen for trusler mod europæiske lufthavne.
Kilde: Berlingske, s. 2

Institutionelle anliggender: Italiensk intellektuel i modvind efter kritik af europæisk oprustning
I Kristeligt Dagblad kan man læse et debatindlæg af journalist Mads Frese, som blandt andet skriver: "Under pandemien er den italienske filosof Giorgio Agamben kommet i kraftig modvind for sine synspunkter om det liberale demokratis afvikling. Den snart 80-årige Agamben har de seneste årtier været blandt de mest indflydelsesrige og citerede tænkere på globalt plan. Da virussen tvang Italien til at lukke ned som det første land i Europa, skrev han teksten ”Opfindelsen af en pandemi” og har siden udviklet idéen om den sundhedsmæssige undtagelsestilstand som en politisk iscenesættelse. Det betragtes af mange som en decideret konspirationsteori og vækker ubehag blandt filosoffer, der har set Agamben som et forbillede: ”Det bliver nødvendigt at redde Agamben fra Agamben selv og hans tænknings arv fra denne afdrift,” skrev Donatella di Cesare ved årsskiftet i ugemagasinet L'espresso. [...] Men i forbindelse med krigen i Ukraine er den romerske filosofiprofessor selv kommet under beskydning. Hun mener, at vi lige nu er vidner til ”Europas selvudslettelse”: ”Fra det ene øjeblik til det andet taler ingen længere om 'Next Generation EU' - ikke et ord om uddannelse, kultur og forskning. Det får nogle til at klappe i hænderne og hylde et spøgelsesagtigt 'sammenhold' i Europa. Hvilket sammenhold? Om et krigerisk Europa med våben i hånd? Tilmed hvert land for sig med Tyskland i front. Det var ikke det Europa, vi efterstræbte,” skriver di Cesare i avisen Il Fatto Quotidiano. På tv og i den skrevne presse bliver di Cesare beskyldt for at gå Vladimir Putins ærinde."
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 9

Landbrug: Krogsgaard og Rebiens nye mission skal afhjælpe verdens fødevaremangel
Berlingske skriver, at Novo Nordisk Fonden er klar med en ny strategi, som skal sikre, at fondens penge kommer derhen, hvor verden har mest brug for dem. Novo Nordisk Fonden tjener milliarder og atter milliarder på medicinalkoncernen Novo Nordisks salg af medicin og på sine investeringer. Sidste år uddelte fonden 8,8 milliarder kroner. Målet er at uddele mindst ti milliarder kroner årligt inden 2030. Fonden er nu klar til at satse på et nyt - og kontroversielt - område: Nemlig sund, ernæringsrigtig og klimavenlig mad fremstillet med hjælp fra det ypperste, genforskere og biologer kan præstere. Det skal gå stærkt, for fødevaremanglen truer i lyset af krigen i Ukraine. Allerede inden krigen i Ukraine var fonden begyndt at interessere sig for, hvordan den kunne støtte udviklingen af nye løsninger, som både kan gøre landbruget klimasmart og være med til at sikre, at en verdensbefolkning på forventet ti milliarder i 2050 kan brødfødes. Krigen i Ukraine og de dertilhørende sanktioner mod Rusland har gjort udfordringen helt nærværende. "Jeg er meget bekymret. Risikoen for en fødevarekrise er stor, og den vil blive alvorligst i Nordafrika. Jeg ser for mig, at det kan føre til en flygtningestrøm, som det kan være politisk problematisk at håndtere oven i den, vi allerede ser fra Ukraine. Min vurdering er, at man lukker Fort Europa mod syd i det omfang, man overhovedet kan, med den debat, det vil medføre," siger lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, og fortsætter: "Vi peger på nogle teknologier, som gør, at vi kan få bedre, bæredygtige landbrugssystemer. Anvendelse og ibrugtagning af ny teknologi sker jo meget hurtigere i USA end i Europa. Der har været en traditionel historisk modstand i Europa mod anvendelse af genmodificerede organismer, GMO, og nye teknologier til at forbedre planternes vækst og bæredygtighed."
Kilde: Berlingske, s. 4-6

Klima: Danskerne vil sige nej til atomkraft
En måling, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2, viser, at hvis der i morgen var folkeafstemning om opførelse af atomkraftværker i Danmark, ville 43 procent stemme nej, og 39 procent ville stemme ja. Det skriver Politiken. I Danmark går flere borgerlige partier ind for atomkraft, og EU-Kommissionen vil nu kategorisere atomkraft som grøn energi.
Kilde: Politiken, s. 12

Migration: Amnesty i hård kritik af 'Guantánamo-forhold' i Polen
Amnesty International har i en ny rapport samlet fortællinger om livet for hovedsageligt mellemøstlige asylansøgere, der har krydset grænsen mellem Belarus og Polen. Det skriver Politiken. "Vagterne behandlede os ikke som mennesker. Ikke engang som dyr. De fik én til at føle sig værdiløs, ligesom et insekt. Nogle af dem virkede stolte af, at vi sammenlignede stedet med Guantanamo. Når vi kom ind, sagde de: Velkommen til Guantanamo!" fortæller en asylansøger fra Syrien, der har boet i et polsk detentionscenter for asylansøgere, i rapporten. Amnesty International har i knap et år holdt øje med situationen, udført feltarbejde i Polen og interviewet over 100 asylansøgere. De har derudover interviewet frivillige lokale, aktivister, ngo'er, læger og advokater i Polen. En stor den af asylansøgerne har traumer fra deres rejse til detentionscentret i det EU, som så længe var deres efterstræbte drømmemål. De flygtede over grænsen fra Belarus, hvor de blev lovet en nem vej ind i Polen og altså EU. I stedet har de oplevet voldelige overgreb, ulovlige 'pushbacks' (når asylansøgere bliver skubbet tilbage over en landegrænse uden muligheden for at søge asyl, red.), sult og forfrysninger. Martin Lemberg-Pedersen, der er chef for politik og samfund i Amnesty Danmark og selv tidligere har forsket i migration ved Københavns Universitet, fortæller, at Amnesty International anbefaler omgående sanktioner mod Polen, blandt andet at man fjerner økonomisk bistand til grænsevagterne. "Der er desværre tale om en brutal dobbeltmoral, når man sammenligner polske myndigheders behandling af flygtninge fra Ukraine med de fordrevne på den polsk-belarusiske grænse. Beslutningstagerne skal vide, præcis hvad den forskelsbehandling går ud på: tvangsbedøvelse, tæsk og tortur med strømpistoler for at få folk til at underskrive udrejsedokumenter, dem, der er døde af kulde, og dem, hvis lemmer har måttet amputeres på grund af forfrysninger," siger han. I et svar skriver den polske ambassade, at olen overholder alle asylprocedurer efter EU's regler både ved den polsk-belarusiske grænse og ved den polsk-ukrainske grænse. Ifølge Marlene Wind, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og forsker med speciale i Polen og Ungarns forhold til EU, kan det blive vanskeligt at få Polen til at ændre praksis. For trods klare brud på menneskerettighedskonventioner og EU-lovgivning komplicerer det situationen, at EU står på Polens side i en anden kamp. "EU blev taget med bukserne nede omkring det her Lukasjenko-stunt med at flyve folk ind. Det gjorde mange så vrede, at man bakkede op om Polens hårdhændede metoder i starten. Det var et formål i sig selv fra Lukasjenkos side at skabe splid ved at bruge mennesker som våben i en kamp om vest mod øst," siger Marlene Wind, som alligevel forventer, at Amnestys nye rapport vil føre til en fordømmelse på de indre linjer i EU-samarbejdet.
Kilde: Politiken, s. 6

Institutionelle anliggender: Europa må skrue bissen på over for den ydre russiske og den indre ungarske fjende
I Politiken kan man læse et debatindlæg af Timothy Garton Ash, historiker og professor, Oxford University. Han skriver blandt andet: "Det er et tragisk paradoks, at oplysninger om nogle af de værste grusomheder under den russiske præsident, Vladimir Putins, terrorkrig mod Ukraine kommer til vores kendskab, samtidig med at Ungarns ministerpræsident, Viktor Orbán, bliver genvalgt, blandt andet fordi han har brugt selv samme krig til sin egen politiske fordel. Ud over at udnytte alle de fordele, han i forvejen har bygget ind i det stærkt manipulerede politiske system, blandt andet taktisk inddeling af valgkredse og en overvældende mediedominans, vandt Orbán valget ved at fortælle ungarerne, at han ville holde dem ude af krigen, og at deres varmeregninger ikke ville stige, fordi han har indgået fordelagtige gasaftaler med Putin. [...] Hvis den ungarske oppositions sekspartikoalition under ledelse af Péter Mårki-Zay havde vundet, ville Ungarn være blevet en loyal vestlig allieret over for den russiske aggression, ligesom andre centraleuropæiske lande som Polen og Tjekkiet har vist sig at være. [...] En oppositionsregering ville også havde tilsluttet sig den fælleseuropæiske anklagemyndighed (Eppo) og dermed have gjort det muligt for den at retsforfølge den veldokumenterede svindel med EU-midler fra Orbáns tilhængere, deriblandt hans svigersøns side. De ville have sparket Den Internationale Investeringsbank, som har tætte bånd til Putins regime, ud. Og de ville have iværksat den vanskelige proces med at gøre Ungarn til en retsstat igen. [...] Da Orbáns regering har brugt masser af penge på skattelettelser og velfærdstilskud for at vinde valget, har den imidlertid brug for EU-tilskud til at dække et stort hul i de offentlige finanser. Medmindre EU er parat til simpelthen at acceptere, at det nu har et autoritært medlemsland, burde det omsider stille ubetingede krav til gengæld for den strøm af EU-penge, som længe har været en af de vigtigste kilder til Orbáns magt. Det betyder, at man fortsat skal tilbageholde lån og tilskud oven på corona, eftersom der ikke hersker gennemskuelighed i et styre, der ligefrem bygger på svindel med EU-penge. Det betyder også, at man omsider bør iværksætte retstatsmekanismen, som vil kunne tilbageholde betydelige midler fra EU's regulære budget (og man må endelig ikke lade sig narre til at give Ungarn masser af penge for ukrainske flygtninge, som i virkeligheden allerede er rejst videre til andre lande). [...] Som reaktion på grusomhederne i Butja opfordrer EU-ledere som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, nu til yderligere sanktioner, blandt andet på russisk olie. Selvudnævnte 'realister' vil muligvis argumentere for, at EU er nødt til at tage på Ungarn med fløjlshandsker for at holde Orbån i den fælles front i forhold til Ukraine. Europa bør nu skrue bissen på over for såvel den ydre russiske som den indre ungarske fjende. Men kan og vil det gøre begge dele på én gang? Det er endnu et dilemma, som denne mørke og deprimerende weekend har stillet et dybt rystet Europa overfor."
Kilde: Politiken, s. 5

Udvidelse: Dansk dobbeltspil om ukrainsk EU-medlemskab
Politiken bringer et debatindlæg af Emma Weest Nielsen, elev på Europaskolen i Bruxelles, 1G. Hun skriver blandt andet: "Den 8. marts trykte Politiken en artikel under overskriften 'Kofod kæmper benhårdt for at få Ukraine med i EU'. Næsten samtidig fremgik det af EU-pressen i Bruxelles, at Danmark på de relevante ministerrådsmøder fremstod som et af de mest modstræbende lande i forhold til Ukraines ansøgning om EU-medlemskab. Spørgsmålet er herefter, hvor står den danske regering i forhold til spørgsmålet om Ukraines EU-medlemskab? [...] Ukraine har allerede sendt ansøgningen om EU-medlemskab, og Ukraine har allerede i adskillige år deltaget i frihandelsaftale med EU og i EU's naboskabsprogram. I det lys er det vanskeligt at se, hvorfor vi ikke som minimum kan give Ukraine status som kandidatland. Derved kunne vi give Ukraine et konkret håb om en lysere fremtid blandt demokratisksindede lande og et tiltrængt økonomisk indspark til genopbygningen. Faktisk er der stærke argumenter for at give Ukraine status som kandidatland til EU. På den korte bane handler det jo meget om solidaritet. Ukraine har selvfølgelig kæmpet for sin eksistens mod den russiske overmagt, men Ukraine har også kæmpet for Europa, europæiske værdier og europæiske sikkerhed. Rent moralsk bør vi derfor give Ukraine chancen for at tilslutte sig vores fællesskab i Europa. Den relativt antivestlige regering i Tyrkiet har for længst opnået kandidatstatus i EU. Skulle Tyrkiet virkelig fortjene denne status mere end Ukraine? På lidt længere sigt handler det jo også om økonomiske interesser. [...] Danmark bør støtte, at Ukraine bliver optaget som kandidatland til EU-medlemskab, allerede når det skal drøftes på EU-topmødet i juni. Det er selvfølgelig klart, at en regering ikke alene skal lade sig styre af umiddelbare følelser, sympatier og impulser. Men det er også klart, at der er meget at vinde og meget lidt at tabe ved øjeblikkelig at gøre Ukraine til et EU-kandidatland."
Kilde: Politiken, s. 7

Sikkerhedspolitik: Forsker: Krigen i Ukraine kan få Grønland til at gå efter formandsposten i Arktisk Råd
På Altinget kan man læse et debatindlæg af Marc Jacobsen, forsker, University of Cambridge, som blandt andet skriver: "Ruslands invasion af Ukraine har store konsekvenser i Arktis, hvor det mest bemærkelsesværdige er pausen i Arktisk Råd. Imens vi venter på, hvornår det regionale samarbejde genoptages og eventuelt strikkes sammen på en ny måde, er det værd at se nærmere på forholdet mellem Danmark og Grønland – og til dels også Færøerne – i en arktisk kontekst. Det samarbejde bliver kun vigtigere i takt med, at vi nærmer os formandskabet for Arktisk Råd i 2025-2027. Rusland og Grønland er naboer. Det er tydeligt at se, hvis man kigger øverst på en globus, mens den sædvanlige mercatorprojection, vi kender så godt fra klasseværelset, giver et forvrænget billede af størrelse og afstande. Dén geografiske realitet har fyldt overraskende lidt i Grønlands udenrigspolitiske debatter det seneste årti, men med Ruslands krænkelser af Ukraines suverænitet og manglende respekt for international lov er det nu ændret. Krigen har haft en seismisk effekt i Grønland, hvor det nu er klart for Naalakkersuisut, at man står over for alvorlige beslutninger. [...] Regeringens nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi vidner om et intensiveret fokus på Arktis, der allerede nu er udmøntet i konkrete opprioriteringer af Danmarks arktiske diplomati. Det er både en reaktion på den øgede stormagtsrivaliseringen i regionen - som Danmark benytter til at styrke sine bånd til USA - og en proaktiv beslutning med udsigt til at overtage formandskabet for Arktisk Råd i 2025. Trods det, er det formentlig nødvendigt med yderligere opgradering af Danmarks arktiske diplomati, for godt nok har Udenrigsministeriet mange gode hoveder ansat, men man har tilsvarende også mange store ansvarsopgaver i sigte: Samme år skal Danmark nemlig også varetage formandskaberne for EU og Nordisk Ministerråd, mens man har lagt billet ind på at være medlem af FN's sikkerhedsråd i 2025-2027. Spørgsmålet er, om det bliver for stor en mundfuld med så mange tunge opgaver samtidig med formandskabet for Arktisk Råd. Muligvis."
Kilde: Altinget, mandag